Finanskrisen forfra - Business as usual

Side 1

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

1

Finanskrisen forfra – business as usual

Efter finanskrisen raslede den finansielle verdens og bankernes troværdighed ned. Og det var på sin vis forståeligt nok. Folk mistede deres job, huspriserne faldt drastisk, og vi postede alle sammen penge i bankpakker for at sikre de store bankers overlevelse. Den uforsigtige lånepolitik er tilsyneladende fortsat, og troværdighedsproblemet bliver nok ikke ligefrem bedre af dokumentarfilm som ”Finanskrisen forfra – business as usual”. Filmen er tilrettelagt af journalist Anders Bech-Jessen, og den blev vist på DR1 den 12.

januar 2015. I et uddrag fra filmens begyndelse møder vi journalisten, som er på sporet af en spekulant.

Der er angiveligt noget helt galt med finansverdenen. Har vi lært nok af krisen?

Filmens plot er bygget op ved, at seeren følger journalisten rundt på en køretur i København. I filmens indledning kører journalisten forbi Christiansborg, og spændingen i plottet opbygges ved, at journalisten nævner en på dette tidspunkt unavngivet spekulant, som han har fået et tip om. Ind mellem scenerne, hvor journalisten kører i bil, klippes der til andre situationer, bl.a. til fire forskellige interviews. Det første interview, der vises klip fra, er med tidligere direktør i Midtbank Jørn Astrup Hansen (02:05-03:02). Dette interview afbrydes af klip fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale fra 2009. Man følger herefter journalisten på vej til et interview i Finansrådet med direktør Jørgen A. Horwitz (03:02-04:17). De efterfølgende scener viser journalisten arbejde med det anonyme tip, han har fået, mens der fortælles om spekulanten Carsten Rise og hans tidligere konkurs med Griffin-koncernen. Igen ser man scener fra den københavnske trafik, som afbrydes af interviewklip med hhv. invester Frank Møbjerg og partner i advokatfirmaet Plesner Pernille Bigaard.

Journalisten fremstilles som nysgerrig og arbejdsom, og allerede fra filmens begyndelse får seeren associationer til en detektiv. Man ser ham dreje bilnøglen rundt, og billygterne begynder at lyse (00:06).

Musikken skaber en stemning af mystik, som bliver forstærket af knipselyde og lyden fra bilens motor

(00:10). For seeren skaber det en virkningsfuld spændingsopbygning. Mystikken bliver bevaret et stykke ind i filmen, for de første to gange, vi ser journalisten, er det bagfra ved brug af perspektivet nakkeskud og fra siden. Det første egentlige billede af journalistens ansigt får vi, mens hans stemme via voice over udtaler:

”En aftale, der nu truer med at koste mange familier hus og hjem” (00:48). Billedet skifter fra et nakkeskud, der emmer af mystik, til et nærbillede af journalistens ansigt. Han ser alvorlig ud. Der spilles på de følelser, som seeren automatisk vil forbinde med familien og det at miste hus og hjem, og seeren er nu mere tilbøjelig til at opfatte journalisten som en god og troværdig mand. Der skabes altså meget tidligt sympati med journalisten, og synsvinklen ligger hos ham. Det understøttes også af filmens brug af perspektiv. Flere

Side 2

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

2 gange i løbet af filmen bruges der et subjektivt perspektiv, hvor der nærmest filmes hen over nakken på journalisten. Det sker fx i indledningen, hvor billedet viser journalistens udsyn ud på trafikken (00:13).

Seeren inddrages på den måde meget aktivt og får en fornemmelse af at være til stede hos journalisten.

Det gør begivenhederne mere relevante og medrivende for seeren.

En anden vigtig del af filmens iscenesættelse af journalisten er brugen af spejle. En af virkningerne af dette ligger i, at vi som regel opfatter det, vi ser i et spejl, som sandheden. På den måde styrker det journalistens troværdighed, at man ser ham i spejlene. Men de bliver også brugt på en anden måde, nemlig til at skabe en god sammenhæng mellem billedsiden og lydsiden i filmen. Det sker eksempelvis, da journalistens stemme som voice over høres udtale: ”Siden har jeg forsøgt at finde ud af, hvad der lå bag. Hvorfor banken blev ved med at låne penge ud til en spekulant, der allerede havde sat hundredvis af millioner over styr?”

(00:58). Man ser journalisten sætte bakspejlet, og i selve bakspejlet ser man hans ansigt. Det stemmer for det første godt overens med historien, der fortælles. Han sætter fokus på sagen. Men det fremstiller ham også mere generelt som en fokuseret, detaljeret og målrettet person. Det giver en fornemmelse af, at han er på sporet af noget vigtigt. Og den fornemmelse bliver forstærket i løbet af filmen, ved at hans ’spor’ bliver ved med at dukke op. Filmens titel bliver vist ved, at den redigeres ind på billeder af en næsten tom vej, hvor journalisten kører (01:31). Bag ham trækker han et blåt spor i vejen, som altså også er redigeret ind i billedet. Dette blå spor dukker op flere steder i filmen, og det underbygger den opfattelse man som seer får af ham, netop at han er en detektiv på sporet af noget meget vigtigt. Sporet går fx igen, når det bruges til at understrege navnene på journalistens kilder, altså de interviewede personer i filmen, fx Jørn A.

Hansen (02:20). Seerens fornemmelse af, at journalisten er på sporet, forstærkes yderligere af, at man ser ham arbejde. Han sidder med avisartikler og optagede udsagn, og i lokalet hænger et spejl, som han har hængt billeder op på. Hans måde at arbejde på minder om den måde, politiets opklaringsarbejde typisk fremstilles på i krimifilm. Han fremstilles som omhyggelig og organiseret. Men det er ikke de eneste egenskaber ved journalisten, som filmen fremhæver. Han er en velbegavet person, som forstår og formår at navigere i finansverdenen. Det viser filmen helt konkret ved, at han i sin bil må navigere imellem gaver, der er redigeret ind i billedet (01:59). Det er gaver, som skal symbolisere de bankpakker, som blev givet til bankerne fra Christiansborg i forbindelse med finanskrisen. På lydsiden er der ekstern lyd fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale, hvor han netop taler om bankpakkerne. Og ligesom han navigerer udenom bankpakkerne, navigerer han også udenom en animeret TV-skærm med klip fra talen (02:03).

Pakkerne og TV-skærmen er en vigtig del af den måde, filmen fremstiller den finansielle verden på. Det virker nærmest som et computerspil, altså noget, der er fjernt og urealistisk. Bankpakkerne gøres til kæmpestore gaver, som vi kender dem fra børnefødselsdage. Og ikke nok med at de er store, så er de også

Side 3

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

3 en del af en fjern computerverden, som virker urealistisk for almindelige mennesker. Journalisten fortæller:

”Bankerne krakkede på stribe, og vi måtte alle sammen hjælpe dem med bankpakker” (01:45). Det bevirker, at seeren lægger afstand til finansverdenen. Det politiske system fremstilles i tråd med finansverdenen som fjern. Farverne er ikke reelle i klippene fra Anders Fogh Rasmussens tale (02:34), og i filmens indledning er den eksterne lyd fra Rasmussen også redigeret og gjort fjern ved brug af et ekko: ”Det er godt, når kassen bliver smækket i for spekulanter og lykkeriddere – lykkeriddere – lykkeriddere” (00:28). Christiansborg vises i frøperspektiv (00:30). Som seer får man et indtryk af, at borgen er stor og vigtig, men samtidig skabes der en stor skepsis. Finansverdenen og det politiske system fremstilles på den måde som noget fjernt, man ikke helt kan have tiltro til. Men det skeptiske blik på finansverdenen bliver også skabt af andre ting i filmen.

Især er det relevant at se på det interview, som journalisten laver med direktøren for Finansrådet, Jørgen A.

Horwitz. Både perspektiv og kameraføring er meget anderledes i dette interview end i filmens andre tre interviews. Kameraføringen er håndholdt, og selve motivet er meget skiftende. Fx klippes der til billeder af direktørens hånd (03:44). Beskæringen er ikke neutral. Eksempelvis er der mange billeder, der ikke viser hele direktørens overkrop og hoved, men derimod kun dele af ansigtet (03:52), og billeder, hvor man ser ham skråt ind fra siden (04:04). Helt anderledes bruger journalisten de andre kilder i filmen. Der gøres brug af stillbilleder, og både perspektiv og beskæring er så neutral som muligt.

Finansverdenen fremstilles som uansvarlig i filmen. Den fremstilles som noget fjernt og nærmest ondartet, som almindelige mennesker ikke kan relatere til, men det tema er bestemt ikke unikt. Siden finanskrisen er der kommet mange dokumentarfilm om forskellige aspekter ved krisen, både herhjemme og ude i verden.

Nogen af filmene kigger tilbage og forsøger at finde en årsag eller en skurk. Det gælder eksempelvis dokumentarfilmene ”Sikke en fest” fra 2013. Andre har som dagsorden at forhindre, at noget lignende skal ske igen. Fælles for mange af dem er deres fremstilling af et finansielt system fyldt med smuthuller og folk, som vil gøre hvad som helst for at tjene penge. I ”Finanskrisen forfra” er Carsten Rise skurken, mens journalisten fremstilles som helten eller detektiven. Filmen tegner et billede af, at finansverdenen er for fjern, og sætter fokus på, at det ikke er sikkert, vi har lært noget af krisen. Bankerne bliver ved med at poste millioner i spekulanter.

Finansverdenens troværdighed bliver ikke ligefrem boostet af dokumentaren ”Finanskrisen forfra – business as usual”. Der tegnes et billede af et fjernt finansielt system, som man nærmest skal være detektiv for at forstå og navigere i. Journalisten fremstilles netop som en detektiv, der fokuseret og detaljeret arbejder sig frem mod en forklaring på, om vi har lært noget af krisen eller ej. Men fremstillingen af finansverdenen er bestemt ikke neutral. Seeren har sympati med journalisten, og ved hjælp af ekstern lyd, perspektiv, billedbeskæring og kameraføring overbevises man om, at der er noget helt galt. Spørgsmålet er

Side 4

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

4 dog, om vi kan stole på en dokumentar, der spiller så stærkt på filmiske effekter, som det er tilfældet i ”Finanskrisen forfra – business as usual”?