Gisle Surssøns Saga og sagaen som genre

Indledning

De islandske sagaer har som litterær genre deres udprægede egenart. Man kan uden overdrivelse betegne dem som Nordens eneste samlede, originale bidrag til verdenslitteraturen. De skildrer udvandringen til Island, bebyggelsen af det ny land, vikingetogter, slægtsfejder og bitre retsstridigheder, især om ejendom og personlig anseelse. For at kunne analysere Gisle Surssøns Saga vil jeg først redegøre for det karakteristiske ved den islandske saga som genre. De islandske sagaer er meget specielle i måden de er skrevet på, så min analyse vil primært omhandle miljøet, tematikken og sproget, men der vil også være en personkarakteristik over de fire essentielle personer i fortællingen. Inden min analyse kommer et handlingsreferat. Til sidst finder jeg det væsentligt at diskutere sagatidens værdier og normer, samt at sammenligne dem med nutidens. Her vil jeg komme ind på ting som ære og hæder, helteidealet samt kvindesynet.

Karakteristik af genren

Sagagenren kan deles ud i forskellige slags sagaer. Hovedgruppen hedder ”islændinge sagaerne” og bliver også kaldt ”slægtssagaer” eller ”ættesagaer”, og det er dem vi kender som klassiske sagaer. Gisle Surssøns Saga hører til under denne genre. Andre sagaer er f.eks. ”Kongesagaerne”, som handler om de norske konger fra sagntiden til år En anden slags saga er ”bispe- og riddersagaerne” som bl.a. er fortællinger og de første islandske bisper, hvoraf nogle blev helgener.

”Sturlungesagaen” er en sammenskrivning af flere historiske sagaer. ”Fornaldarsagaer” har et mere fantastisk indhold end andre sagaer, og indeholder som den eneste slags, magi og overnaturlige hændelser.

Det karakteristiske for sagaerne er at de er skrevet som øjenvidneskildringer, altså de fortælles som om fortælleren selv var til stede eller har fået historien fortalt af en, der var. I de islandske sagaer er der begivenhederne der er i centrum, der er ikke mange naturbeskrivelser, da det er konflikterne der er i centrum. Ordet ”saga” er beslægtet med verbet ”segja” - ”at sige” og det betegner på oldislandsk enhver form for fortælling.

”Gisle Surssøns Saga” oversat af Keld Gall Jørgensen 1988, Dansklærerforeningen, Nørhaven A/S 1. udgave, 4 oplag. S. 87.

De islandske sagaer er først nedskrevet på oldnordisk, af forfattere som man ikke kender navnene på. De er nedskrevet i det 13. til det 15. århundrede, men de foregår 300-500 tidligere. I mellemtiden var der sket store forandringer på Island, blandt andet havde de skriftet religion, fra at have troet på de gamle nordiske guder til at være kristne.