Analyse af Homo Faber

Side 1

1

1: Indledning

Romanen ”Homo Faber – ein Bericht” er skrevet af den berømte, schweiziske forfatter Max Frisch og udkom første gang i 1957. Selvom den har nogle år bag sig, er bogen stadig meget aktuel i kraft STX 3.g billede af det moderne menneske, i den moderne, teknologiske tidsalder. Romanen har i dag status som en klassiker, og det med rette, da der er utrolig mange temaer og indgangsvinkler at tage fat på.

Det er en roman der er forsket i, og skrevet rigtig meget om, og den er blevet gennemanalyseret gentagne gange, hvilket dog ikke skader den, idet den er meget nuanceret. Der er meget at gå i dybden med, og det er svært at begrænse arbejdet med romanen til 15 sider, men jeg har forsøgt at lave en analyse og fortolkning af romanen. Først og fremmest en karakteristik af de to vigtigste personer, nemlig Walter Faber og Hanna Piper med hovedvægt på Walter Faber, hans verdensopfattelse og udvikling gennem romanen. Herefter vil jeg lave en analyse af romanens komposition og sprog, og se på, hvordan dette understøtter og understreger Walter Fabers verdensbillede, samt hans udvikling. Romanen indeholder desuden mange symboler og hentydninger til den græske mytologi, f.eks. dens relationer til Ødipus-myten, som jeg vil forsøge at gøre rede for. Afslutningsvis vil jeg forsøge at diskutere hvilket billede Max Frisch tegner af vores tid, og om romanen er aktuel i dag.

Citater fra romanen er skrevet med kursiv, henvisning til sidetal står i parentes umiddelbart herefter.

Fodnoter henviser til sekundærlitteratur, se litteraturliste bagest.

2: Handlingen – kort

I et fly fra New York på vej til Venezuela møder vi romanens hovedperson Walter Faber, som arbejder for UNESCO, på vej til en montage i Caracas. I flyet møder han den yngre tysker Herbert Hencke, som senere viser sig at være bror til Fabers ungdomsven Joachim. Dette erfarer Faber, da flyet pga. motorstop må nødlande i Tamaulipas ørken, hvor den unge Hencke også fortæller, at Joachim har været gift med Fabers ungdomskæreste, Hanna. Faber rejste i sin tid fra en gravid Hanna til fordel for en jobstilling i Bagdad, trygt forvisset om, at Hanna ville få foretaget en abort. I stedet gifter hun sig med Joachim, og får barnet, hvad Faber aldrig får at vide. Joachim arbejder nu i en tobaksplantage i Guatemala, målet for Herbert Henckes rejse, og Faber beslutter sig for at rejse med Herbert og besøge sin ungdomsven. Efter en sej tur gennem junglen, hvorefter de ankommer til plantagen, finder de Joachim død; han har hængt sig selv. Walter rejser herefter tilbage til New York, hvor hans kæreste, den unge og gifte mannequin Ivy, venter på ham i hans lejlighed, på trods STX 3.g

Paris i arbejdsøjemed, og for at slippe hurtigere væk fra Ivy beslutter han sig for at tage af sted med skib allerede næste morgen, frem for det planlagte fly ugen efter. Ombord på dette skib møder han

Side 2

2 den meget unge pige Sabeth, som han hurtigt tiltrækkes af, idet hun minder ham om Hanna. I virkeligheden er Sabeth Fabers egen datter, hvis eksistens han aldrig har kendt til. Han aner dog den virkelige sammenhæng, men fortrænger det, og tager i stedet på rejse med Sabeth gennem Europa, til Grækenland hvor Hanna bor. Han forelsker sig i Sabeth, som er et billede på den unge Hanna, som han dengang elskede, og undervejs indleder de to et incestuøst, seksuelt forhold. I Korinth bliver Sabeth bidt af en slange, og da hun ligger på hospitalet i Athen møder Faber atter Hanna, som i virkeligheden er hans livs eneste rigtige kærlighed. Sabeth dør, og Faber rejser til New York, og herfra atter mod Caracas. Her må han dog pga. stærke mavesmerter holde sengen i en uge, hvorefter han beslutter sig for en rejse til Europa. Han gør undervejs ophold i Cuba, hvor han gør op med sit liv og beslutter sig for at starte på en frisk. Det er dog ved at være for sent, for efter hans tur gennem Europa ender han på et Atheniensisk hospital hvor han får stillet diagnosen mavekræft. Han skal opereres, og er forinden indlagt i 8 dage. Faber skriver i disse dage dagbog, som hovedsageligt

handler om Hanna. Den sidste optegnelse er fra den 26/7 1957, hvor han skriver ”8.00 Uhr: Sie

kommen” (s.203). Man må formode, at Faber ikke overlever operationen.

3: Homo faber – Det tekniske menneske

Walter Faber er romanens hovedperson og jeg-fortæller. Han er født den 29/4 1907 og fylder 50 år

under sin skibsrejse til Paris (jf.s.88). Han er uddannet ingeniør i Zürich, og arbejder for UNESCO med det han kalder ”teknisk hjælp til lavere udviklede folk” (jf.s.10). I 1936 møder han den kunsthistoriestuderende halvjødinde Hanna Landsberg, som han forelsker sig i. Hanna giver ham øgenavnet ”Homo faber”, hvilket kan oversættes med noget i retning af ”det tekniske menneske”,

eller mennesket der fremstiller/producerer. På latin betyder faber håndværker(i træ, metal el. lign),

smed eller tømrer. Dette tilnavn er i virkeligheden en utrolig rammende beskrivelse af Walter Faber, som netop er indbegrebet af det moderne, teknisk menneske.

3.1: Walter Fabers Verdensopfattelse

Walter Faber er tekniker af overbevisning. Han er rationalist og har en materialistisk indstilling til livet, hvilket kommer til udtryk gentagne gange. Walter Faber ser på verden, som man ser igennem en kameralinse, dvs. meget reduceret. Dette, at se som gennem en kameralinse, er nærmest et ideal

for Faber, idet kameraet registrerer tingen/verden som den er, ganske nøgternt, uden at indblande

hverken følelser eller oplevelser. Dette bestræber Faber sig på at gøre, at se på verden som den er, uden at gøre noget som helst stort nummer ud af det. Hvor andre mennesker ofte bruger deres fantasi, og forestiller sig, at de ser ting som ikke er der, eller at visse ting ligner noget andet, forholder Faber sig, som et kamera, fuldstændig nøgternt registrerende. Som et godt eksempel herpå

Side 3

3 kan nævnes nødlandingen i Tamaulipas ørken: ”Ich bin Techniker und gewohnt, die Dinge zu sehen, wie sie sind. Ich sehe alles wovon sie reden sehr genau; ich bin ja nicht blind. […] Ich sehe die gezackten Felsen, schwarz vor dem Schein des Mondes; sie sehen aus, mag sein, wie die gezackten Rücke von urweltlichen Tiere, aber ich weiß: Es sind Felsen, Gestein. […] Wozu sollte ich mich fürchten? Es gibt keine urweltlichen Tiere mehr. […] Ich sehe was ich sehe: Die üblichen Formen der Erosion, aber kein Gespenster.“(s.24). Her er det Fabers kommentar til de andre passagerers oplevelse af ørkenlandskabet. Faber vil ikke, eller er simpelthen ikke stand til at se landskabet som andet end det, det er, og har tilsyneladende kun foragt tilovers for de mennesker, der ved hjælp af deres fantasi forestiller sig dette som urtidsdyr el.lign. Han ser overhovedet ingen grund til at forestille sig noget, som ikke er virkeligt, når man nu ved hvad det virkelige er.

Oplevelse er for Faber fuldkommen unødvendigt. ”Ich habe mich schon oft gefragt, was die Leute meinen, wenn sie von Erlebnis reden. […] Gebirge sind Gebirge, auch wenn sie in gewisser Belauchtung, mag sein, wie irgend etwas anderes aussehen, es ist aber die Sierra Maidre Oriental, und wir stehen nicht in einem Totenreich, sondern in der Wüste von Tamaulipas, Mexico, ungefähr sechzig Meilen von der nächsten Strasse entfernt, was peinlich ist, aber wieso eine Erlebnis? […]

Warum soll ich erleben, was gar nicht ist?“ (s.24-25). Gennem Faber rationaliseres alt til, hvad det egentlig er, og for ham er der kun én mulig sanselig opfattelse af tingen. At se eller høre ting der ikke er, virker for Faber ligegyldigt og som rent tidsspilde. Gennem denne opfattelse lægger Faber automatisk en vis distance til mennesket generelt, idet de fleste mennesker jo har tendens til at lade sig påvirke mere eller mindre bevidst af deres fantasi. Faber mangler grundlæggende forståelse for mennesket, hvilket ofte kommer til udtryk i hans relationer til andre mennesker. Han finder de fleste mennesker uinteressante og ofte påtrængende, og føler sig som regel klogere og højere stillet end de, hvilket man f.eks. kan se i hans møde med Herbert Hencke, en mand der vel egentlig er venlig og imødekommende, men som på Faber virker dybt påtrængende: ”Der Deutsche war nicht mehr zu stoppen. Er redete über Wetter, beziehungsweise über Radar, wovon er wenig verstand.”(s.8). At Herbert Hencke læser romaner er for Faber også ganske uhørt, og for ham et tydeligt tegn på lavere intelligens. Selv har han aldrig læst en regulær roman, men aviser og faglitteratur. Kunstneren Marcel, som han møder i Palenque, føler Faber sig på samme måde hævet over. Kunst er ubetydeligt og unødvendigt for Faber, og han har ingen respekt for mennesker der interesserer sig for den slags. Teknik og videnskab er nærmest en religion for Faber, og for ham det eneste rigtige.

Noget af det eneste der kan gøre Faber nervøs, er hvis teknikken af uforklarlige årsager ikke fungerer, f.eks. da hans elektriske barbermaskine pludselig ikke virker: ”Jeder Apparat kann einmal versagen; es macht mich nur nervös, solange ich nicht weiss warum.”(s.63) Faber tror udelukkende på det der kan måles, vejes og i det hele taget bevises matematisk eller naturvidenskabeligt.

Side 4

4

3.2: Walter Fabers forhold til kvinder og natur

Grunden til, at jeg har sat kvinder og natur som et punkt, er at disse to elementer repræsenterer det samme for Faber. Naturen er for ham kvindelig, og kvinder er naturlige; ingen af delene er noget han finder positivt. Kvinder og natur er begge ting han ikke kan kontrollere og ikke har indflydelse på, hvilket gør, at han tager stærk afstand fra det pga. hans usikkerhed. Kvinder finder han ulogiske og mindreværdige, bl.a. fordi de har hang til kunst og overtro, og adjektivet ”kvindelig” er for ham et meget negativt ladet ord, som han bruger i mange sammenhænge. Under hans overvejelser omkring det at opleve, tilføjer han ”Wozu weibisch werden?”(s.24) Også det indianske folk han og Herbert møder i Palenque betegner han som kvindeligt og barnligt: ”dazu sind dies Indios viel zu sanft, zu friedlich, geradezu kindisch. […] Sonne und Mond sind ihnen Licht genug, ein weibisches Volk, unheimlich, dabei harmlos”(s.38). Hans uforståelighed overfor mennesket rummer især en stor uforståelighed overfor kvindekønnet, som ifølge Faber er følelsesladet og dermed svagt. F.eks.

irriteres han over kæresten Ivy, der konstant vil vide hvad han føler og tænker, og som bekymrer sig om det ligegyldige, f.eks. farven på hendes bil, frem for det tekniske og for Faber virkelige, nemlig hvordan bilen virker.

Frugtbarhed er noget andet som naturen og kvindekønnet har tilfælles, og som Faber viser stor afsky for. Det ses tydeligt under Fabers ophold i junglen, hvor han gang på gang beskriver naturen som ækel og slimet: ”Feuer ist eine saubere Sache, Erde ist […] Verwesung voller Keime, glitschig wie Vaseline, Tümpel im Morgenrot wie Tümpel von schmutzigen Blut, Monatsblut, Tümpel voller Molche, nichts als schwarze Köpfe mit zuckenden Schwänchen wie ein Gewimmel von

Spermatozoen, genauso – grauenhaft.“(s.68). Også i denne sætning sammenligner Faber naturen og kvinden, idet han beskriver vandpytter som menstruationsblod. Det, der gør Faber usikker, er det at han ikke kan kontrollere naturen, og de elementer som denne råder over, nemlig liv og død. Også kvinderne kan han ikke kontrollere. Ivy, som han afskyr, ender han alligevel med at gå i seng med to gange, på trods af hans modvilje. Denne magt, som kvinder tilsyneladende har, er meget lidt betryggende for Faber, som foretrækker 100 % kontrol, især over sig selv.

Faber har en mani med at barbere sig ofte, og han hævder, at han føler sig som en plante, når han er ubarberet, hvilket selvfølgelig er negativt ment. Dette er endnu et eksempel på hans forsøg på kontrol over naturen, eller i hvert fald forsøg på at modvirke, at naturen kontrollerer ham.

3.3: Walter Fabers udvikling gennem romanen.

”Dieser Mann lebt an sich vorbei, weil er einem allgemein angebotenen Image nachläuft, das von

›Technik‹. Im Grunde ist der ›Homo faber‹, dieser Mann, nicht ein Techniker, sondern er ist ein

Side 5

5 verhinderter Mensch, der von sich selbst ein Bildnis gemacht hat, der sich ein Bildnis hat machen

                                            1
lassen, das ihn verhindert, zu sich selber zu kommen.“

Sådan beskriver Max Frisch selv sin figur Walter Faber, og dette er meget rigtigt. Først alt for sent får Faber øjnene op for, hvorledes han har snydt sig selv, og dette resulterer i, at hele hans liv og verdenssyn tages op til revision. Resultatet heraf er ikke just positivt, idet han kommer frem til, at han har levet på en illusion, og burde have levet helt anderledes.

Et godt eksempel på hvorledes hans verdensbillede ændres, er hans urokkelige tro på tilfældet frem for skæbnen. Han hævder hårdnakket, at skæbnetro er noget kvindeligt sludder, men man fornemmer, at han efterhånden begynder at tvivle. Hans oplevelser beror på så utrolig mange tilfældigheder, så man fristes til at tro, at der ligger noget andet bagved, en eller anden form for styring. ”Wieso Fügung? Ich gebe zu: Ohne die Notlandung in Tamaulipas(26.3) wäre alles anderes gekommen; […] vielleicht würde Sabeth noch leben. Ich bestreite nicht: Es war mehr als ein Zufall, es war eine ganze Kette von Zufällen. Aber wieso Fügung? Ich brauche, um das Unwahrscheinliche als Erfahrungstatsache gelten zu lassen, keinerlei Mystik; Mathematik genügt mir.“(s.22) Efter min mening viser dette, og andre lignende citater, hvordan Faber forsøger at overbevise sig selv om det urealistiske i at tro på skæbnen snarere, end at han virkelig tror på det inderst inde. Umiddelbart før dette citat siger Faber: ”Ich glaube nicht an Fügung und Schicksal.

Als Techniker bin ich gewohnt mit den Formeln der Wahrscheinlichkeit zu rechnen.“(s.22). I det, at han „er vant til“, ligger efter min mening underforstået at han ikke udelukker eksistensen af skæbnen, men da det ligger meget fjernt fra hans opfattelse af verden, ville det være umuligt for ham at acceptere det uden videre, og derfor føler han sig nødsaget til at argumentere imod det.

Et tydeligt vendepunkt for Faber er hans ophold på Cuba, hvor han begynder at se på verden og menneskene med andre briller. Faber gør på Cuba op med sin hidtidige måde at se verden på, nemlig som gennem et kamera, og begynder i stedet selv at se, og måske vigtigst, at opleve. Helt bogstaveligt gør han op med det at filme, idet han siger ”ich filme nichts mehr. Wozu! Hanna hat recht: nachher muss man es sich als Film ansehen, wenn es nicht mehr da ist, und es vergeht ja doch alles –”(s.182). Her ser vi også hvorledes Faber erkender og accepterer det forgængelige; at alt forgår, også selvom han har det optaget på videobånd, og at det derfor er nødvendigt for ham, og på tide, at begynde at opleve verden selv. I det at Faber accepterer forgængeligheden, ligger også en accept af naturen som han før tog så kraftigt afstand fra. ”Vier Tage nichts als schauen”(s.172) siger Faber om sit ophold i Cuba. Fire dage som tilskuer til en livsform, der ligger meget langt fra hans egen. På Cuba oplever han livsglade mennesker med drømme og håb for fremtiden, på trods af den cubanske hverdag præget af fattigdom og prostitution: ”Lauter schöne Menschen, ich

1

Citat fra Erläuterungen und Dokumente s.130

Side 6

6 bewundere sie wie fremde Tiere, Ihr weisses Gebiss in der Dämmerung, ihre brauneen Schultern und Arme, ihre Augen – ihr Lachen, weil sie gern leben, weil Feierabend, weil sie schön sind.”(s.177-178). Han møder den unge prostituerede pige Juana, og for første gang begynder han at se positivt på kvinden. Han taler til den unge Juana som til en ligeværdig, fortæller hende om sit liv, sine følelser, stiller spørgsmål og interesserer sig for hendes mening. Også negerkvinden, som dengang hjalp ham, da han besvimede i lufthavnen i Texas, tænker han nu tilbage på. Nu, på Cuba, erindrer han hende som noget positivt og smukt, hvilket bestemt ikke var den opfattelse han havde af hende dengang. Hans beskrivelse af kvinden i Texas: ”Als ich wieder zu mir kam, kniete der dicke Negerin neben mir, Putzerin, […] Ich sah ihr Riesenmaul mit den schwarzen Lippen […] Ich begriff nicht wieso die Negerin plötzlich lachte – es schüttelte ihre Brust wie Pudding, […] ihr Riesenmaul, ihr Kruselhaar, ihre Weißen und schwarzen Augen, Grossausnahme aus Afrika.“(s.11-

12), og her hans beskrivelse af den samme kvinde, nu i Cuba: ”Ich liebe ihn (her er tale om en ung, cubansk dreng). Seine Zähne – seine junge Haut – Seine Augen erinnern mich an Houston, Texas, an die putzende Negerin […], das Weiß ihrer großen Augen, die überhaupt anders sind, schön wie Tier-Augen. Überhaupt ihr Fleisch!“(s.176-177).

På Cuba føler Faber en stor harme over „The American Way of Life“, som netop er den livsstil han til dels selv har ført, hvilket tydeligt viser at det i virkeligheden er hans egen livsstil han føler harme mod. Han siger også direkte ”Mein Zorn auf mich selbst!”(s.176), og ønsker, at det var muligt for ham at leve endnu en gang: ”(Wenn man nochmals leben könnte)”(s.176). Han beslutter at leve anderledes, i det mindste den sidste lille del af hans liv, idet han aner, at han ikke har lang tid tilbage: ”Mein Entschluss, anders zu leben”(s.173 & 175), ”Mein Hirngespinst: Magenkrebs – ”(s.178)

Efter hans gensyn med Hanna smuldrer hans billede af ham selv og af verden efterhånden mere og mere. Han hævder at ville gifte sig med Hanna, på trods af hans dårlige helbred, men det, at han ønsker en jævnaldrende partner, må dog vise at han er ved at acceptere sin egen alder, og dermed også døden [2]. For sent går det op for ham, at han har levet et liv som passede til hans image som tekniker, mere end et liv han havde lyst til at leve. Han erkender, at han har set verden og sine omgivelser gennem et kamera, uden nogen sinde virkelig at have oplevet den, og først under hans ophold på Cuba begynder han virkelig at opleve.

4: Hanna Piper

2

Jf. Interpretationshilfe deutsch s.17-18

Side 7

7

Hanna er af halv jødisk oprindelse og stammer fra Zürick, hvor hun i 1933 lærer Walter Faber at kende. Hun har studeret kunsthistorie og filologi, og er endt i Athen hvor hun arbejder som respekteret arkæolog på arkæologisk institut. Hun en stærk og selvstændig kvinde, og fungerer gennem hele romanen som modstykke til Faber. Hanna står for en verdensopfattelse, som er ganske modsat Fabers, nemlig en verdensopfattelse hvor elementer som religion, guder og skæbnetro indgår som en naturlig del af hverdagen. Som arkæolog arbejder Hanna dagligt med guder og sagn, som for hende er kendsgerninger: ”Sie redeten von Mythen, wie unsereiner wom Wärmesatz, nämlich wie einem physikalischen Gesetz, das durch jede Erfahrung nur bestätigt wird, daher in einem geradezu gleichgültigen Ton. Ohne Verwunderung.“(s.142) Hanna er nok den eneste kvinde, som Faber respekterer, bl.a. fordi hun er højtuddannet. Af samme grund undrer han sig til gengæld over, hvorfor hun tror på skæbnen: ”Alle Frauen haben einen Hang zum Aberglauben, aber Hanna ist hochgebildet; darum verwunderte es mich.”(s.142).

Hanna har kraftige feministiske tendenser, hvilket bl.a. kommer til udtryk i hendes udtalelser om forholdet mellem mænd og kvinder. Hanna finder sit eget liv forkludret (jf.s.139), og begrunder dette med, at hun er en kvinde der har ønsket at blive forstået af manden: ”Sie findet es dumm von einer Frau, dass sie vom Mann verstanden werden will; der Mann (sagt Hanna) will die Frau als Geheimnis, um von seinem eigenen Unverständnis begeistert und erregt zu sein. Der Mann hört nur sich selbst, laut Hanna, drum kann das Leben einer fau, die vom Mann verstanden werden will, nicht anders als verputscht sein.“(s.140). Det fremgår tydeligt, at Hannas syn på Manden er meget negativt, og at hun nok egentlig opfatter manden som værende dummere og lavere stående end kvinden. Efter Hannas mening ville kvinden sandsynligvis være bedre egnet til at regere verden frem for som nu: manden (”Der Mann sieht sich als Herr der Welt”s.140). Hanna føler sig undertrykt og hævder, at så længe Gud er en mand, vil kvinderne aldrig blive virkeligt frigjorte:

”Solange Gott ein Man nist, nicht ein Paar, kann das Leben einer Frau, laut Hanna, nur so bleiben, wie es heute ist, nämlich erbärmlich, die Frau als Proletarier der Schöpfung, wenn auch noch so elegant verkleidet.“(s.140). Også det, at Hanna har valgt at opdrage sit barn alene, vidner om hendes manglende respekt for manden. Hun lægger stor vægt på, at det er hendes barn, kun hendes, uden indflydelse fra nogen mand. At få Sabeth, på trods af aftalen om abort, var den perfekte mulighed for Hanna. ”Das Kind, als es dann da war, hat mich nie an dich erinnert, es war mein Kind, nur meines. In bezug auf Joachim: Ich liebte ihn, gerade weil er nicht der Vater meines Kindes war, (…)“(s.200). Hanna mener, at kvinder i virkeligheden er mænd overlegne, og også her modsættes hun Faber, som jo mener, at mænd er kvinder overlegne. Hanna er nærmest overbærende overfor mænd; lidt som om hun tænker ”jamen de kan jo ikke selv gøre for det”, og alligevel er hun samtidig bitter over den undertrykkelse hun føler.

Side 8

8

Faber har en særlig respekt over for Hanna, han betegner hende som den eneste kvinde han har elsket, og siger rent faktisk at han var lykkelig sammen med hende, selvom de var uhyre forskellige

(jf.s.47). Dette på trods af at hun er interesseret i kunst, religion, skæbne, guder og alle de andre elementer som Faber forsøger at holde ude af sit eget liv. Hanna står desuden for det følelsesmæssige og lidenskabelige, og modsætning til Faber, som forsøger at modsætte sig alt, hvad der ligner følelser.

5: Komposition

Romanens undertitel, ”Ein Bericht”, ligger allerede på forhånd stilen fast. En beretning peger på et sagligt og nøgternt observerende sprog, uden poetisk og kunstnerisk ”pynt”. Walter Faber, jeg-fortælleren, beretter om det han ser og ved: ”Ich kann nur berichten, was ich weiss”(s.56). Han ønsker at gengive det han ser og det han ved så præcist som muligt, netop for at understrege hans fag: Tekniker.

5.1: Komposition og tid

”Homo faber” kan kaldes en analytisk roman, idet den egentlige handling ligger før romanens begyndelse, og langsomt afdækkes gennem jeg-fortællerens nøgterne og saglige optegnelser. Det handler om afdækning og bearbejdning af det skete, og læseren skal deltage i denne analyse, hvilket også kan være en grund til, at læseren på forhånd bliver informeret om ting, der finder sted senere, f.eks. incestnatten og Sabeths død [3]. Beretningen er en analyse af det sketet, skrevet af Faber for at finde ud af hvorfor, hvordan, og hvornår, altså et forsøg på, at få hans absurde oplevelser til at give mening.

Først og fremmest må det være på sin plads at få fastlagt tidsrammen for romanen. Romanen er inddelt i to såkaldte ”stationer”, hvor første station indeholder Fabers beretning om hans møde og rejse med datteren Sabeth, de foreliggende oplevelser og møder, samt til sidst mødet med Hanna.

Oplevelserne og rejserne umiddelbart før mødet med Sabeth er vigtige, idet de hører med til Fabers overvejelser omkring tilfældet kontra skæbnen. Alt hvad han oplevede i tiden umiddelbart før, er jo med i hans overvejelser omkring hvordan det egentlig skete, og hvad der ville være sket hvis han havde handlet anderledes. Som eksempler kan nævnes mødet med Herbert, som får Faber til at tænke på Joachim og dernæst Hanna. Måske ville han ikke have følt sig tiltrukket af Sabeth, hvis ikke han allerede havde erindringen om Hanna i hovedet? Eller den lille detalje med den defekte barbermaskine, som holdt ham hjemme til at modtage opkaldet fra skibet (jf.s.63f). Hvis ikke dette var sket, var Faber ikke kommet med skibet, og havde sandsynligvis aldrig mødt Sabeth.

3

Jf. Lektüre – Durchblick band 304 s.31

Side 9

9

Første station foregår omkring april til juni 1957, og tiden for nedskrivningen er den 21/6 – 8/7

1957, hvor Faber er sengeliggende på et hotel i Caracas pga. mavesmerter: ”[…]und es blieb mir nichts anderes übrig (etwas musste ich in diesem Hotel ja tun!) als einen Bericht abzufassen, ohne denselben zu adressieren”(s.170). Anden station er fra tiden efter Sabeths død, til Faber bliver

indlagt i Athen, hvor han skriver i tiden fra 19-21/7 1957. Her beretter han om sine rejser til bl.a.

Caracas, Cuba, Düsseldorf og Zürick, samt i håndskrevne dagbogsnotater om hans samtaler med Hanna og om dennes tidligere liv.

Man kan desuden dele romanen ind i tre forskellige tidsplaner:

1) Det fortidige plan: Dette er selve handlingen, altså hvad der sker fra afrejsen i New York, til tidspunktet for nedskrivningen.

2) Det nutidige plan, dvs. tiden for nedskrivningen. Dette plan viser sig gennemgående i handlingen, idet Faber gentagne gange afbryder beretningen med kommentarer, tanker og overvejelser, eller han foregriber handlingen ved at komme med indskudte kommentarer om det, der siden hen sker:”[…]ich hätte vielleicht nie von Hanna gehört, ich wüsste heute nicht dass ich Vater bin. […] Vielleicht würde Sabeth noch leben.”(s.22)

3) Det før-fortidige plan: Dette er de blik Faber kaster tilbage i tiden omkring 1936, oftest for at

fortælle om Hanna.^{4}

Alle tre planer er sindigt flettet ind i hinanden, og udgør til sammen en meget troværdig beretning

5.2: Jeg-fortællerens sprog

Walter Fabers fremstiller sig selv som værende en præcist og nøgternt iagttagende tekniker, som han selv udtrykker det ”Ich kann nur berichten was ich weiss”(s.56), men der er flere ting i hans sprog der afslører, at dette kun er en påtaget rolle. Under hans ophold på Cuba ændrer hans sprog sig, i og med at han begynder at bruge visse poetiske udtryk, hvilket han tidligere har taget afstand fra med den begrundelse, at han simpelthen ikke ser tingen sådan. Et eksempel fra Cuba-episoden kan være hans beskrivelse af den unge kvinde: ”[…] ihr weisses Gebiss in der roten Blume ihrer Lippen […]”(s.172).

Under nødlandingen i Tamaulipas ørken hævder Faber, at han kun kan se naturen som det den er, og han har, som tidligere nævnt, kun foragt tilovers for de mennesker der ser fortidsdyr og forstenede engle i naturen. På trods heraf har Faber beskrevet disse forskellige ”syn”, godt nok som værende de andre passagerers, og hævdende at han ikke selv ser det. Men det, at han skriver det ned, må i kraft af at han som tekniker skriver hvad han ser, jo vise at han rent faktisk også ser det. [5]

4

Model refereret fra bilag 1

5

Jf. Interpretationshilfe deutsch s. 45

Side 10

10

Desuden kan Fabers og Sabeths ”leg” i Akrokorinth også fungere som eksempel på, at Faber ikke er så meget tekniker som han forsøger at overbevise læseren om: ”Die Luft um diese Stunde: Wie Herbzeitslosen! Ich finde: Wie Cellophan mit nichts dahinter”(s.152). Fabers billeder er ikke romantiske og poetiske i så høj grad som Sabeths, men viser alligevel, at han dog er i stand til at se tingen som andet, end hvad den rent faktisk er. Dog lykkes det ham at skjule det godt, ikke blot for læseren, men sandsynligvis også for ham selv. Walter Faber er ikke nogen troværdig fortæller, idet han gentagne gange, som i ovenstående to eksempler, forsøger at skjule sandheden og retfærdiggøre sig selv, og man skal som læser tænke sig om to gange for at gennemskue ham.

Romanens sprog understøtter Walter Fabers rolle som Tekniker på en efter min mening ganske overbevisende måde. Walter Fabers sprog er nøgternt og sagligt, præget af, at det netop er en beretning han skriver. Der er forskellige spidsfindigheder ved romanens sprog som er værd at lægge mærke til. Sætningsbygningen er ofte præget af lettere ufuldstændige sætninger, ofte opremsende, og ofte blot hovedsætninger adskilt af komma, frem for en hovedsætning med efterfølgende bisætninger: ”Abends hockten sie in ihren weissen Strohhüten auf der Erde, reglos wie Pilze, zufrieden ohne licht, still”(s.41). Ofte er visse led også udeladt, f.eks. verballedet: Ich redete neuerdings, weil Schweigen unmöglich, über Mortalität bei Schlangenbiss, beziehungsweise über Statistik im Allgemein.“(s.141). Disse ting er med til at understrege Fabers rolle som tekniker, som den der koldt og nøgternt observerer og optegner, idet alle unødvendige og overflødige ord er skåret fra, så kun det vigtigste står tilbage. Her må man dog huske på, at ”det vigtigste” er valgt ud fra Walter Fabers subjektive mening. Derfor er der også medtaget rigtig mange detaljer, som måske kan virke mindre vigtige for selve handlingen, men som igen understreger Fabers sans for at observere og iagttage.

’Når Faber citerer andre personer, lader han dem tale på deres originalsprog, sandsynligvis for at vise og understrege det autentiske i hans beretning. Således informerer indianerne Herbert og Faber om Joachims død på deres eget sprog: ”Nuestro Señor ha muerto”(s.59), franskmanden Marcel citeres på fransk: ”Tu sais que la mort est femme! […] Et que la terre est femme!”(s.69), og gennem højtalerne i Houston, Texas, lyder det på engelsk: ”Your attention, please. […] Plane is ready for departure.”(s.11-12). Desuden benytter Faber ofte firmanavne eller mærkets navn til at betegne en ting, et godt eksempel herpå er hans skrivemaskine: denne omtaler han altid som ”Hermes-baby”(bl.a. s.31), altså navnet på firmaet. Hvad der er værd at bemærke i dette tilfælde er, at der i dette navn ligger en hvis symbolik: I den græske mytologi er Hermes gudernes sendebud, men samtidig den gud der fulgte de døde sjæle til Hades’ rige. Herfra kan man måske drage en

sammenhæng til Sabeth og Fabers rejse, hvor Faber ”fører” Sabeth til døden i Athen.^{6}

6

Jf. Erläuterungen ung Dokumente s. 98, samt Interpretatonshilfe deutsch s.47

Side 11

11

Desuden er det tydeligt i sproget at der er tale om en jeg-fortæller, og at historien ses gennem dennes øjne. Faber er selv en del af den verden han beskriver, han står altså ikke som en udenforstående eller alvidende observator, men er del af beretningen. I kraft af dette bliver perspektivet nødvendigvis formindsket og indskrænket, og personer, situationer m.m. beskrives kun fra Fabers synspunkt. På samme måde skildres Fabers omgivelser reduceret, idet man som læser kun ser det, som Faber selv ser: ”[...] ich schaute zu, wie der Barmann die übliche Olive ins kalte Glas wirft, dann aufgießt, die übliche Geste: mit dem Daumen hält er das Sieb vor dem silbernen Mischbecher, damit kein Eis ins Glas plumpst […](s.12). Citatet er et eksempel på det begrænsede billede læseren får af omgivelserne, da det er Fabers udvælgelse af det væsentlige og det, han

lægger mærke til der er gældende.^{7}

Den forkortede, enkle sætningsstruktur gør formen mere dagligdags, og herved forstærkes læserens følelse af, at det virkelig er dagbogsnotater og optegnelser, en beretning, skrevet af den fiktive beretter Walter Faber for hans egen skyld, og altså ikke rettet mod et publikum. Ved hjælp af dette virker teksten ganske autentisk.

Undtagelser fra det jeg har skrevet, er Fabers håndskrevne dagbogsnotater fra hospitalet i Athen.

Her er sætningsbygningen mere fuldkommen, og teksten er ikke nær så præget af afbrydelser og de ellers så almindelige korte, opremsende sætninger. Her er der virkelig tale om beretning fra Fabers side, og i særdeleshed hans fortællinger omkring Hanna og hendes tidligere liv.

6: Mytologiske symboler i ”Homo faber”

”Homo faber” er en roman der er blevet forsket meget i, og mange har fundet klare symboler og hentydninger til den græske mytologi. Alene det, at endestationen for Fabers og Sabeths rejse med det tragiske udfald netop er Grækenland, alle tragediers hjemland, lægger op til, at der er spor at følge i den retning. Jeg vil kort nævne et par eksempler, men meget af det er efter min mening overfortolkning, eller unødvendigt. To ting kan jeg dog stå inde for, og har derfor valgt at komme lidt nærmere ind på disse, nemlig parallellen til Ødipus-myten samt Demeter-Kore motivet.

Men først et par mindre eksempler: Grænsefloden Rio Usumacinta er blevet set som symbol på floden Acheron, ”sorgens flod” i den græske mytologis underverden, skillelinien mellem de døde og de levende. Da de i romanen krydser floden, ender de med at finde liget af den hængte Joachim, og med det i betragtning kan det godt give mening at tillægge floden denne værdi som skel mellem de døde og de levende. [8]

Fabers ur, hvilket han forærer til den chauffør der kører dem til Athen

(jf.s.129), er af mærket Omega. Omega er et kendt urfirma, men samtidig det sidste bogstav i det

7

Jf. Interpretationshilfe deutsch s. 42

8

Jf. Erläuterungen und Dokumente s. 35

Side 12

12 græske alfabet, og visse forskere mener, at dette symboliserer, at de er på vej mod enden. [9] Jeg finder nu ikke selv disse eksempler helt troværdige. Der kan selvfølgelig argumenteres for det rigtige i sådanne tolkninger, men jeg mener, at det er unødvendigt, og tror ligeså meget på, relationen kan være et tilfældigt sammentræf.

6.1: Relationer til Ødipus

Hele beretningen har tydelige fællestræk med Sofokles’ tragedie om Kong Ødipus. Her er historien, at Ødipus dræber sin far, kong Laios, gifter sig og får børn med sin mor, Iokaste, uvidende om at det er hans forældre. I ”Homo faber” er historien nærmest vendt om, idet faderen, Faber, går i seng med sin datter, Sabeth, uvidende om deres familiære forhold. Ødipus’ mor, Iokaste, hænger sig selv da hun opdager sammenhængen, til dette er der ikke rigtig nogen parallel i ”Homo faber”, idet Sabeth (sandsynligvis) ikke finder ud af sammenhængen. Hun dør godt nok, men ikke ved selvmord. Da Ødipus opdager sammenhængen, blinder han sig, ved at stikke øjnene ud på sig selv.

”Warum nicht diese zwei Gabeln nehmen, sie aufrichten in meinen Fäusten und mein Gesicht fallen lassen, um die Augen loszuwerden?”(s.192), spørger Faber sig selv om, under hans besøg i Düsseldorf. Faber gør dog ikke alvor af sine tanker, men sætningen viser alligevel en klar parallel til Ødipus-myten. Personerne, tiden osv. er ganske anderledes i ”Homo faber”, men selve plottet i historierne er i store træk det samme, og jeg sagtens forestille mig, at Max Frisch har læs ”Kong Ødipus”.

6.2: Demeter – Kore motivet:

Går man i dybden med romanen, finder man bl.a. ud af, at romanens tre vigtigste personer, og i det hele taget handlingsforløbet, har visse fællestræk med den græske myte om Demeter og hendes datter Persephone: Persephone, som også kaldes Kore, var datter af ”kornmoderen” Demeter, og blev en dag mens hun gik og plukkede blomster bortført af Hades, underverdenens hersker.

Demeter blev ude af sig selv af sorg, og da hun lod jorden blive ufrugtbar, måtte Zeus til sidst forlange, at Hades løsladte Persephone. Det gjorde han, men forinden lod han Persephone spise af at

granatæble, hvilket gjorde, at hun nu var bundet til Hades. Fra da af måtte hun tilbringe 2/3 af året
oppe i lyset hos Demeter, og 1/3 af året hos Hades som dronning af underverdenen.^{10} Man kan med

held drage en parallel fra disse tre mytiske figurer til de tre vigtigste roller i romanen: Demeter, som

er den altopofrende moder, er Hanna, Persephone/Kore, Demeters datter, er Sabeth og som Hades

har Faber rollen som forføreren af den unge pige.

9

Jf. Erläuterungen und Dokumente s. 74

10

Info om demeter-kore myten fra Myrologisk leksiokon s. 93, 207, 213 og 142.

Side 13

13

Man kan diskutere om det ikke blot er et tilfælde, at disse tre personer i romanen kan overføres til denne myte, men der er mange elementer i romanen som peger hen på, at det nok ikke er tilfældigt.

Faber kommer f.eks. ikke mindre en tre gange igennem den græske by Eleusis, den største græske Demeter-helligdom, som i kraft af de elusinske mysterier var centrum for Demeter og Kore dyrkelsen: En gang sammen med Sabeth og to gange med Hanna. Dette er givetvis en antydning fra forfatterens side om en evt. forbindelse mellem de eleusinske gudinder og romanens moder-datter forhold. Fra Eleusis nævnes første gang (s.129), og til Sabeths død, forekommer flere eksempler på paralleller til Demeter-Kore myten: Det, at Hanna ikke vil lade Faber se Sabeth på hospitalet, kommenterer Faber således: ”sie [Hanna] lies mich, als wollte ich ihr die Tochter stehlen, nicht eine Minute lang im Krankenzimmer”(s.131). Heri ligger sandsynligvis et ordspil fra forfatterens side, hvis man tager betydningen af ordet ”stjæle” helt bogstaveligt. Hades stjæler jo netop Persephone fra Demeter. Hanna siger på side 138: ”Ich habe Elsbeth ein halbes Jahr lang nicht gesehen”, og Faber bemærker siden: „alles für die Tochter, die ein halbes Jahr in der Fremde gewesen ist“(174). Her står det klart, at Sabeth har været adskilt fra sin mor i præcis det samme tidsrum som Kore hvert år er adskilt fra Demeter. Hertil vil jeg lige tilføje, at der findes flere forskellige udgaver af Demeter-Kore myten, hvor en af dem, skrevet af Ovid, fortæller at Kore måtte opholde sig et halvt år i underverdenen frem for den gængse opfattelse, en tredjedel. Kore betyder på græsk ”pige” eller ”datter”, og her kan man trække en parallel til det, at Faber gentagne gange omtaler Sabeth som ”das Mädchen”, eller ”das Kind”, og herigennem tydeliggøre Sabeths sammenhæng med Kore. Da Faber ser sine film i Frankrig, overraskes han over at se et billede af Sabeth i færd med at plukke blomster (s.191: ”Sabeth beim Blumenpflücken”): Her forbindes Sabeths skæbne atter med Kore, idet Kore var ved at plukke blomster, da Hades bortførte hende til de dødes rige. Man kan her se endnu en forbindelse mellem Hades og Faber, idet Faber nærmest ”fører” Sabeth i døden.

Hannas forbindelse med Demeter tydeliggøres i kraft af de meget stærke bånd hun har til sin datter.

Hun er, som Demeter, den altopofrende moder, parat til at sætte hele verden på den anden ende, for at hjælpe sin datter: ”Sie opfert ihr ganzes Leben für ihr Kind […] Sie unterrichtet ihr Kind, wo es keine deutschsprachige Schule gibt, selbst und lernt mit 40 Jahren noch Geige, um ihr Kind begleiten zu können. Nichts ist zu viel, wenn es um ihr Kind geht.“(s.202).

Det sidste jeg vil komme ind på til belysning af Demeter-Kore motivet, er scenen, hvor Sabeth og Faber betragter de to kunstværker ”der Ludovisische Altar” og ”Kopf einer schlafenden Erinneye”(jf. s.110-111). Det Ludovisische Altar er et relief bestående af tre dele: I midten Venus’ fødsel, på den ene fløj en fløjtespillende pige og på den anden fløj, som Faber ikke nævner i romanen, en ofrende, ældre kvinde. Dette relief symboliserer, med kærlighedsgudinden Venus

Side 14

14 placeret i midten, det kærlighedsfyldte forhold mellem Sabeth og Hanna. Vi får siden at vide, at Sabeth spiller fløjte (s.149:”Ihre Flöte auf dem Bücherbrett – ”), og desuden finder Faber den fløjtespillende pige i relieffet henrivende (s.111:”Vor allem das Mädchen auf der Seite, der Flötenbläserin, fand ich entzükend”), hvilket yderligere forstærker symbolikken. Erinyerne var de vilde hævngudinder, og det er interessant at bemærke, hvorledes den sovende erinye ifølge Sabeth synes at ”vågne op”, idet Faber nærmer sig det Ludovisische Altar, og kaster skygger over skulpturen. Ansigtet virker nu ifølge Sabeth ”[…]viel wacher, lebendiger, geradezu wild”(s.111).

Erinyen synes altså at vækkes til live, idet Faber nærmer sig relieffet ”forestillende” Hanna og Sabeth. Dette kan ses som en parallel til, hvorledes Hades jo på det groveste forstyrrer det nære forhold mellem Demeter og hendes datter. Erinyens pludselige ”opvågnen” er symbol på, ar Faber også er på til at forstyrre noget, altså et slags varsel om, at der vil ske ting og sager hvis Faber

nærmer sig de to.^{11}

7: Konklusion – hvilket billede ønsker Max Frisch at give af vor tid?

Max Frisch giver i ”Homo faber” et meget kritisk og bestemt ikke positivt billede af vores tid, men dog efter min mening meget rammende, også i dag. Teknokraten Walter Faber lever i bedste velgående, blot er han i dag udstyret med en bærbar computer og en mobiltelefon. Walter Faber er et meget yderliggående eksempel på, hvor galt det kan gå, for et menneske, der kun tror på teknik og matematik. Der er, selv i vort hyperteknologiske samfund, stadig fænomener der ikke kan eller skal kunne forklares naturvidenskabeligt, og det har mennesket brug for at forholde sig til, for at overleve. Hvis ikke, bliver en vigtig nuance af det menneskelige udelukket. Det mener jeg selv, og jeg tror også, det er en af de ting Max Frisch vil vise os.

I lang tid efter 2.verdenskrig var ”The American Way of Life” et forbillede for den europæiske kultur, og dette gør Max Frisch også op med igennem Walter Fabers ”omvending”. Vi ser et menneske der har levet i dette forbillede, for hvem hele hans liv og verden krakelerer, hvilket efter min mening viser, at denne livsstil ifølge Max Frisch ikke er den rigtige. Frisch har selv udtalt:

”Der ›Homo faber‹ ist sicher ein Produkt einer technischen Leistungsgesellschaft und

Tüchtigkeitsgesellschaft, er misst sich an seiner Tüchtigkeit, und die Quittung ist sein versäumtes Leben. In einer bäuerlichen oder vortechnischen Gesellschaft wäre das nicht möglich. Das ist eine

Produkt diese „American way of life“, wie man es damals noch sehr gläubig nannte“^{12}. I dette citat

synes jeg at Max Frisch selv tydeliggør sin mening: Vi lever i en tid, hvor det menneskelige i

11

Kilder til Demeter-Kore motivet: Erläutrungen und Dokumente s. 74, Interpretationshilfe deutsch s. 36ff og Frischs Homo faber, artikel af Ronda L. Blair, s. 146ff

12

Erlaüterungen und Dokumente s. 130

Side 15

15 mennesket går tabt i farten, efterhånden som kommunikation, konkurrence, materialisme, systematik, fart, dygtighed osv. vinder frem, og der lægges større og større vægt på det ydre menneske frem for det indre menneske.

Sproget i ”Homo faber” er ikke sammenhængende, det er præget af brudte sætninger, stikord, kynisme osv. Man kan måske sige, at Frisch ved at bruge et sådan forstyrret, usammenhængende sprog, trækker en parallel til verden, eller måske snarere samfundet, i vores tid som værende usammenhængende og på vej til at blive nedbrudt. Sandsynligvis har han valgt denne sprogform netop for at understrege hans billede: At vores samfund er på vej mod en afgrund.

I romanen forekommer desuden mange misforståelser mellem mand og kvinde. Her taler jeg om Hannas syn på manden, henholdsvis Fabers syn på kvinden. Udfra dette kan man evt. konkludere at Max Frisch også mener at kommunikationen og forståelsen mellem mand og kvinde i dag er blevet

for dårlig. Eller måske symboliserer dette snarere forholdet/kommunikationen mellem mennesker

generelt. I det hele taget giver romanen et billede af en tid, hvor omgangen mennesker imellem er kritisabel og hvor de tekniske fremskridt måske er ved at tage overhånd og tage magten fra mennesket.

7.1: Romanen i dag

Man kan spørge sig selv, om forholdene er bedret i dag? Mit svar er nej, jeg mener ikke det er sket nogen synderlig bedring, måske snarere tværtimod. Vi mennesker har stadig sværere ved at kommunikere med hinanden ”live”, langt hen ad vejen pga. den store udvikling indenfor kommunikationsteknologi. Det er nemlig ikke nødvendigt i dag, at kunne kommunikere ”live”. Og den amerikanske livsstil, ja, den har vi taget til os. Selv om mange af os fornægter den, og kun har hån til overs for amerikanerne, ja, så lever den altså i bedste velgående. Bare kast et blik på vores medier, vores madkultur, vores hverdag, ja i det hele taget vores omgang med hinanden. Derfor er ”Homo faber” også i dag en meget aktuel bog, der behandler temaer som er, hvis ikke mere, så i hvert fald lige så aktuelle i dag, som dengang den udkom.

Litteraturliste

Værker er opstillet alfabetisk efter forfatter. Første linie indeholder værkets titel; dernæst følger forlag, evt. oplysninger om udgave og oplæg, samt udgivelsesår.

Side 16

16

Primærlitteratur:

Max Frisch: Homo Faber – ein bericht

Suhrkamp Taschenbuch 354,13. Auflage, 1982

Sekundærlitteratur:

Durm, Elisabeth: Interpretationshilfe deutsch: Max Frisch – Homo faber

Stark Verlagsgesellschaft mbH, 1999

Hain, Hildegard: Lektüre∙Durchblick, Band 304: Max Frisch – Homo faber

Mentor Verlag München, 1995

Heidenreich, Sybille: Analysen und Reflexionen Band 17: Max Frisch – Homo faber,

Untersuchungen zum Roman.

Joachim Beyer Verlag. 10. verbesserte Auflage, 1998

Müller-Salget, Klaus: Erlaüterungen und Dokumente, Max Frisch – Homo faber

Philipp Reclam jun. Stuttgart, 1987

Schmitz, Walter m.fl: Frischs „Homo faber“

Suhrkamp Taschenbuch 2028, erste Auflage, 1983

Bellinger, Gerhard J.: Mytologisk Leksikon

Forlaget Gyldendal, 2.udgave, 1993

Desuden en tekst fra internettet, vedlagt som bilag: http://www.fh-lueneburg.de /u1
/gym03/expo/jonatur/geistesw/homo/faber98/erzaehlw.htm#erzaehltechnik

……………………………………………………………………………………………………………………

Dato og Underskrift

Bilag 1

Zur Erzähltechnik des Romans

Side 17

17

• Der Autor Max Frisch verwendet einen Ich-Erzähler, der Leser erfährt also alles aus der Perspektive des Ich-Erzählers Walter Faber. Dadurch entsteht der Anschein der

Aufrichtigkeit und Echtheit (Authentizität). Vorbild: Johann Wolfgang Goethe, Die Leiden des jungen Werthers von 1774.

• Der Ich-Erzähler berichtet in drei Zeitebenen

Die drei Zeitebenen des "Berichtes"

1. Ebene der Gegenwart des Berichtenden

Reflexion über Themen wie den Begriff des Erlebnisses oder Zufall & Wahrscheinlichkeit.

Vorausdeutungen, Spekulationen mit den Ziel der Selbstentlastung.

2. Ebene der Vergangenheit

Ereignisse im Jahr 1957, also vom Abflug in New York bis zum Zeitpunkt der Niederschrift des Berichtes.

3. Ebene der Vorvergangenheit

1936 und folgende Jahre

Mythologische Anspielungen im Buch Homo faber

Der Autor verwendet in seinem Roman "Homo faber ein Bericht" zahlreiche mehr oder weniger versteckte Anspielungen auf griechische Mythen. In den Mythen geht es vor allem um matriarchalische Gottheiten, wie z.B. die Erinnyen, Demeter oder Persephone.

Einige Beispiele für die mythologischen Anspielungen:

• Seite 111, Zeile 8 "Kopf einer schlafenden Erinnye" Walter Faber sieht die Darstellung eines Kopfes einer schlafenden Erinnye.

• Seite 123, Zeile 4 "...am schlimmsten ein Alfa Romeo..." Während des Inzests mit seiner Tochter Sabeth fühlt sich Walter Faber durch einen Alfa Romeo gestört. Der Alfa Romeo ist erneut eine Anspielung auf die Erinnyen. Im Firmenzeichen der Firma Alfa Romeo befindet sich u.a. eine Schlange. Auch bei den Erinnyen sind Schlangen zu finden: Die Gottheiten haben Schlangen statt Haaren auf dem Kopf.

• Seite 129, Zeile 11ff "...in Megara,...In Eleusis,..." Als Walter Faber mit der verunglückten Sabeth auf einem Lastwagen mitfährt, stoppt dieser in Megara und wird in Eleusis aufgetankt. Die beiden Orte waren in der Antike Zentren der Demeter-Verehrung.

• Seite 142, Zeile 10 "...Erinnyen beziehungsweise Eumeniden..." Die Erinnyen wurden später zu Eumeniden.

• Seite 23, Zeile 5 "Eine Eidechse, die mich erschreckte" Walter Faber wird in der Wüste von Tamaulipas gelegendlich von Eidechsen erschreckt. Eidechsen galten in der Antike als

Symbol des Schlafes und des Todes.

• Seite 192,Zeile 22 "Warum nicht diese zwei Gabeln nehmen, sie aufnichten in meinen

Fäusten und mein Gesicht fallen lassen,um die Augen los zu werden?" Die Griechische

Sagenfigur Ödipus sticht sich, nachdem bekannt wurde, daß er seichen Vater ermordet hatte, selbst die Augen aus.

• Seite 134,Zeile 36 "Meine Füße schmerzen sehr" 'Ödipus' heißt auf alt-griechisch

Schwellfuß.

Side 18

18

• Seite 68, Zeile 10f " Unsere Sirenen widerhallen ringsum, so daß man sich die Ohren zuhalten muß" Walter Faber verabschiedet sich auf dem Schiff von Ivy, als er die Sirenen hört. Der verlockende Gesang der Sirenen könnte in Parallele zu Ivys verführerischen Gaben stehen.

• Seite 129, Zeile 23 "Daphni" Die verunglückte Sabeth wird über Daphni nach Athen gefahren. Diese Daphni ereilte sozusagen das gleiche Schicksal wie Sabeth: Beide sterben in der Obhut ihrer Mutter.

Die Personen Demeter - Persephone - Hades lassen sich auf die Charaktere Hanna - Sabeth - Faber übertragen. Die mehr oder weniger vorhanden Anspielungen auf Mythen sollen die "szientistische" Weltsicht von Walter Faber (vgl. Schilderung des Aufenthaltes in der Wüste von Tamaulipas) in Frage.

Gegenstand 'Erlebnis' 'Die Dinge, wie sie sind'

Mond 'eine Sache der Gravitation' gezackte Felsen 'die üblichen Formen der Erosion'

'die gezackten Rücken von urweltlichen Tieren'

Flugzeug 'ausgestorbener Vogel'

'Flugzeug / Super-Constallation mit Motor-

Defekt'

Sand-Horizont 'Begin des Jenseits' 'Richtung Tampico'

schwarze 'Agaven / eine Pflanze, die ein einziges Mal

Agaven blüht und dann abstirbt'

'verdammte Seelen'

Sand 'Sintflut' 'vom Wind gewellt wie Wasser'

Wüste im

Mondlicht

'Totenreich' 'Wüste von Tamaulipas ungefähr 60 Meilen' poetisch mythologisch

'objektiv'

'nüchtern' sachlich wissenschaftlich

Gattungsbegriffe wie in Definitionen