Et eksempel fra STX 3.g

SRP: Terrorbegrebet og konstruktivisme i Samfundsfag og Engelsk

Brug materialet til at undersøge opbygning, metode og faglige valg.

SRPEngelsk ASamfundsfag A 21 sider

Lær af eksemplet på 15 minutter

Læs med de tre spørgsmål herunder, og skriv et kort svar på hvert, gerne med et sidetal. Så har du noget konkret at tage med over i din egen opgave.

  1. 4 min

    Find problemformuleringen. Hvilket spørgsmål lover opgaven at svare på, og står svaret i konklusionen?

  2. 4 min

    Find det afsnit, hvor de to fag arbejder sammen. Hvilket resultat fra det ene fag bliver brugt i det andet?

  3. 4 min

    Hvilken metode bruger opgaven i hvert fag, og hvor står det? Skriv metoden ned med dine egne ord.

  4. 3 min

    Din egen opgave: Kan du pege på det sted i din SRP, hvor fagene mødes, og skrive i én sætning, hvad det ene fag giver det andet?

Skal du selv skrive SRP? Metoden står her: SRP i engelsk

Om opgaven

Ophavet er ikke dokumenteret for denne post. Katalogoplysninger: STX 3.g, SRP, Engelsk A, Samfundsfag A, 21 sider. Brug materialet til at se, hvordan teksten er bygget op, og hvilke faglige valg der er truffet.

Skal du selv skrive en SRP? Læs, hvad censor lægger vægt på, og hvordan du bygger den op: SRP, set med censorblik.

Læs, hvilke metoder engelsk giver dig, og hvad du kan skrive en stor opgave om: Engelsk i gymnasiet.

Hele opgavens tekst

Se originaldokumentet

Læs teksten direkte her på siden. Figurer og den præcise opsætning af tabeller og formler finder du i originaldokumentet.

Gå til en side

Side 1

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

1

Abstract

The study examines how terrorism is an important conception in the conflict between Israel and Palestine. But at the same time it discusses what else can cause the difficulties of ending this conflict, and how it is partly getting possible in the novel Madame Terror by Jan Guillou. To discuss this, major players’ stances and actions have been embraced together with theories about discourse, power and the international society. Also the discussion will be based on an analysis of the novel and the way conflict is presented in this. It will furthermore be discussed what Jan Guillou achieves by writing a novel about the conflict. It is concluded that how the players in the conflict think of Israel and Palestinians when it comes to the conception of terrorism is important for their way of acting due to the solving of the conflict. Also it is concluded that the reason why Guillou is able to partly solve the conflict in his novel is the reason is he can change the conditions of the

conflict, so that they/it matches his fictive scenario.

Side 2

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

2

INDHOLDSFORTEGNELSE

ABSTRACT .................................................................................................................................. 1 INDLEDNING .............................................................................................................................. 3 OPGAVEFORMULERING .............................................................................................................. 3 TERRORISME SET I FORHOLD TIL KONSTRUKTIVISME: ............................................ 4 ANGREBET PÅ HAIFA ......................................................................................................................... 6 Delkonklusion: ............................................................................................................................... 7 LITTERÆR ANALYSE UD FRA FORTÆLLERTEORI. ...................................................... 7 HELTE OG FJENDETYPE ...................................................................................................................... 9 DET FIKTIVE UNIVERS KONSTRUERES ......................................................................................... 11 LØSNING AF KONFLIKTEN ............................................................................................... 13 VIRKELIGHEDENS KONFLIKT MELLEM ISRAEL OG PALÆSTINA ........................................................ 15 Er Israel på vej til at tabe diskursen? ......................................................................................... 16 DELKONKLUSION: ........................................................................................................................... 17 KONKLUSION....................................................................................................................... 18 LITTERATURLISTE ............................................................................................................. 20

Side 3

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

3

Indledning

I over 60 år har israelere og palæstinensere kæmpet om det lille stykke land, der ligger kilet ind mellem Egypten mod sydvest, Jordan og Syrien mod øst, Libanon mod nord og Middelhavet mod nordvest. I 1948 blev FN enige om, at dele landet i to, så israelerne og palæstinenserne kunne få hver sin del. Dette viste sig ikke at være nogen let sag. Her, mange krige, forsøg på fredsforhandlinger og ikke mindst, mange år efter, er konflikten stadig ikke løst. Palæstinenserne står tilbage uden et land, og lever i eksil i andre arabiske lande eller i flygtningelejre i Gaza-striben eller på Vestbredden, som Israel har besat. Det internationale samfund har været skræmmende fraværende i en løsning af konflikten. Oftest er de først gået ind, når konflikten har bredt sig til de omkringliggende lande, for at hjælpe med at forhandle våbenhviler på plads. Men i dette omstridte stykke land, fortsætter konflikten stadig. På topplan forsøger man at forhandle sig frem til en løsning. Men yderligtgående palæstinensiske grupper bekæmper både hinanden og Israel, der svarer igen med hårde militære midler, som dræber endnu flere. Er dette terror eller frihedskamp? Hvilken opfattelse de forskellige parter i konflikten har af dette, er vigtig for at forstå, hvorfor den er så svær at løse. Med udgangspunkt i dette vil jeg besvare nedenstående opgaveformulering.

Opgaveformulering

Giv en redegørelse for terrorbegrebet og sæt det i forhold til centrale dele af konstruktivismen.

Giv ud fra fortælleteori en litterær analyse af Jan Guillous værk ”Madame Terror” og vis, hvordan det fiktive univers er konstrueret.

Diskuter og vurder under inddragelse af bilag 1 forskelle og ligheder mellem fiktive og ikke fiktive fremstillinger af konflikten mellem Israel og Palæstina.

Side 4

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

4

Terrorisme set i forhold til konstruktivisme:

Det kan være problematisk at lave en klar definition, af hvad terrorisme er, fordi det hele tiden udvikler sig, der kommer hele tiden nye og ukendte former frem. Men det er også vanskeligt, fordi der ikke går nogen hårfin grænse imellem, hvad der er terrorisme, og hvad der er frihedskamp. [1] Der skelnes mellem flere forskellige former for terrorisme, bl.a. statsterrorisme, statssponsoreret terrorisme, politisk og religiøs terrorisme. Statsterrorisme er, når en stat fx udøver masseundertrykkelse af befolkningen. Det kan også være, hvis private aktører udøver terrorisme, og staten accepterer det. Problematikken ved definitionen er, at der ikke er en given grænse for, hvornår det er statsterror, altså overgreb på befolkningen, og hvornår det er håndhævelse af loven.

Det kan være svært at adskille politisk terror og religiøs terror. De religiøse terrorister har ikke bais i politiske ideologier, men de ønsker at ændre på samfundsordenen. Et oplagt eksempel på dette er terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Det kan dog diskuteres, hvorvidt disse terrorister i lige så høj grad har politiske mål, fx at oprette en Khalifat, som Osama Bin Laden ønsker det (bilag

12). Politiske og religiøse terrorrister kan være svære at skelne fra frihedskæmpere. Den største forskel er oftest, at frihedskæmpernes mål er at destruere materielle ting, fx en militærbase, for på den måde at hæmme fjenden. Terroristerne har derimod som mål at dræbe tilfældige mennesker. [2] Terroristerne ønsker altså at skabe frygt, selve ordet terror betyder rædsel. Idet man skaber frygt eller rædsel hos sin modstander, bliver denne nemmere at bekæmpe, idet frygten vil være med til at skabe kaos, utryghed og forvirring. Terroristerne får altså destabiliseret samfundet, og et ustabilt samfund er ofte lettere at bekæmpe end et, der er stabilt.

Men igen er det rigtigt svært at definere, hvornår noget er terrorisme. I bogen ”Terrorisme på tværs” af Birthe Hansen fra 2002, er terrorisme beskrevet på følgende måde: ”Civile gruppers uforudsigelige vold mod ikke kæmpende personer for at opnå et politisk mål” (side 21).

Denne definition omhandler altså religiøs og politisk terror, ikke statsterror. Definitionen tager højde for, at terrorismen hele tiden udvikler sig ved at bruge udtrykket ”uforudsigelig vold”. At

1

”Terrorisme på tværs” s. 23

2

”Terrorisme på tværs” s. 23

Side 5

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

5 forfatteren definerer ofrene som ”ikke kæmpende personer” betyder, at en soldat, der ligger og sover, også betragtes som offer for terror. Mange andre steder ser man tit, at der står civile i stedet for ikke kæmpende. På den måde vil en soldat altså aldrig være offer for terrorisme, og det kan være problematisk. For hvis en militærbase udsættes for terrorangreb, hvor soldaterne blot sidder og holder udkig, og landet heller ikke er i krig, er disse så ikke kæmpende personer? Eller kommer de til at gå ind under definitionen ”militært mål”, hvor retten til overhovedet at kalde det terrorisme måske ophæves? Og er man derfor nødt til at betegne ofrene som ikke kæmpende civile, for på den måde at eliminere misforståelser?

Idet Birthe Hansen skriver ”opnå et politisk mål”, udelukker hun ikke den religiøse terrorisme, idet hun skriver: ”politik er et bredt begreb, der dækker beslutninger med betydning for et større fællesskab. Dermed kommer religiøse samfundsforandringer også ind under begrebet” (side 22).

Som jeg tidligere har nævnt, findes der ikke nogen hårfin grænse for, hvornår noget er terrorisme, og hvornår det er frihedskamp. Denne problematik er super vigtig i forhold til bogen Madame Terror af Jan Guillou, som jeg vil komme nærmere ind på senere. For at bestemme, om en handling er terror eller frihedskamp, kan man se handlingen i lyset af konstruktivismen.

Konstruktivisme handler meget kort om den virkelighed, der konstrueres i medierne. I medierne udtrykkes de tanker, interesser samt forestillinger om fortid og fremtid, som mennesker har. Men til at udtrykke disse vælger mennesker og medier verden over et forskelligt sprogbrug. Det vil altså sige, at den konstruerede virkelighed, som vi møder, når vi ser TV, i høj grad er konstrueret af den måde, politikere og andre vælger at bruge sproget på. [3]

Et eksempel på kampen om at få lov til at konstruere virkeligheden ses, hvis man kigger på forskellige nyhedskanaler. I Mellemøsten har de en fælles mediereference, al-Jazeera, på samme måde som vi har BBC eller CNN i vesten, og det kan ikke undgås, at de to store poler vælger at fokusere på forskellige ting, når de dækker den samme hændelse. Her har den geografiske placering stor betydning. al-Jazeera har troværdighed i Mellemøsten, mens CNN og BNC grundlæggende har det i vesten. Det bliver straks sværere, når man vil vinde diskursen på verdensplan.

På den måde vil de, som har adgang til begge kanaler, altså få to forskellige udlægninger af verdensbilledet, og det er på én og samme tid meget forvirrende, men også provokerende [4] Men jeg

3

”Global politik” s. 164 og 165

4

”Terrorens Anatomi” s. 154 og 155

Side 6

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

6 mener, at denne provokation kan være meget sund for os mennesker, fordi det tvinger os til at tage stilling og tage et valg. Og det er, når mennesker skal tage et valg, om hvad det vælger at tro på, at diskursen bliver interessant. Diskursanalyse tager udgangspunkt i, at vi aldrig ser virkeligheden totalt objektivt, det handler altid om øjnene, der ser. At vinde en diskurs betyder altså, at vi forsøger at overbevise andre om, at den måde, vi opfatter virkeligheden på, er den rigtige. Det vil sige, at de ord og vendinger, der bliver brugt, typisk ikke er tilfældige, men har et helt bestemt formål i forhold til at vinde diskursen. Den aktør, som formår at vinde diskursen eller skabe hegemonisk diskurs, får lov til at konstruere virkeligheden. Og det er den virkelighed, der bliver alment gældende, sådan at når vi senere hen skal skabe meninger, så bruger vi de erfaringer, som vi allerede har. [5] Med udgangspunkt i overstående redegørelse er jeg nået frem til en definition af politisk terrorisme:

Terrorisme er en uforudsigelig voldshandling mod ikke-kæmpende civile, foretaget i et

politisk/religiøst øjemed og med et ønske om at skabe frygt og medieopmærksomhed.

Angrebet på Haifa

Et eksempel i romanen Madame Terror, hvor kampen om diskursen bliver vigtig, er efter palæstinensernes angreb på flådehavnen Haifa. Efter dette angreb bliver der skabt en bipolarisering af det internationale samfund. USA, England og nogle østeuropæiske stater står sammen over for resten af de europæiske lande, som Frankrig og Tyskland (Madame Terror, (MT) s. 336.). Ved sådan en bipolarisering bliver diskursen vigtig, hver pol anvender diskurs og retorik som bevidsthedskontrollerende magt, i forsøget på netop at vinde diskursen og dermed skabe institutionel magt. Palæstinenserne i Madame Terror er nødt til at få resten af verden til at opfatte dem som frihedskæmpere og ikke terrorister. Men amerikanerne prøver ihærdigt at få verden til at opfatte dem som terrorister. Der skabes altså en antagonisme og en konflikt omkring opfattelsen af palæstinensernes angreb. Amerikanerne prøver at anlægge mange negative diskurser i forhold til palæstinenserne, bl.a. ved at kalde deres ubåd, U-1 Jerusalem, for ”terroristubåden” (MT, s. 368).

Derudover prøver Bush at få angrebet til at fremstå som et terrorangreb, først og fremmest ved at kalde det et ”terrorangreb” (MT, s. 324). Samtidig refererer Bush til ”byen Haifa” (MT, s. 324), på trods af at det kun er militærbasen i Haifa og Ashdod, der er blevet angrebet (MT s. 319). Han forsøger på den måde at gøre brug af patosappel og prøver at få angrebet til fremstå som drab på civile. U-1 Jersusalem angriber Haifa på den jødiske helligdag Yom Kippur (MT s. 282). Bush vil have det til at fremstå som en provokation over for jøderne og siger på amerikansk tv: ”På Yom

5

”Politik ABC” s. 85-88

Side 7

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

7

Kippur, Forsoningsdagen, hvor Herren pålægger os at forsone os med vore fjender” (MT s. 324).

På den måde prøver han at få angrebene til at fremstå som grusomme. På den anden side står palæstinenserne og siger, at de gjorde det netop den dag, fordi færrest mennesker så ville blive dræbt, da de fleste ville få fri og være derhjemme. Derudover siger Mouna al Hussein også ”Ingen collateral damage, intet missil på afveje ind mod Haifas centrum, så hellere sprænge det ved mindste tanke om afvigende kurs. Vi er ikke som dem. Det her er en strengt militær operation”.

(MT s. 225) Hun refererer altså til, at det er en militær operation, og derfor lovlig.

Ved at oprette den ”Den palæstinensiske flåde” forsøger de at få angrebet til at fremstå som en troværdig militæraktion, og ikke som terror. De prøver også at distancere sig fra terror ved at tage på statsbesøg i Sydafrika (MT s. 399). Statsbesøget virker, og de får vendt en diskurs, som er til deres fordel. Fx siger Condoleezza Rice om de palæstinensiske officerer, der står på dækket i:

”ulastelige uniformer, så langt fra det billede af terrorister, som man kunne komme”, og hun tænker samtidig: ”Terroristerne er blevet til krigshelte.” (MT, s. 408).

Delkonklusion:

Terrorismebegrebet lader sig ikke uden videre definere. Jeg har valgt at dele det op i to, det ene er, når en stat begår terrorisme, og det andet, når en privat gruppe udøver terror. Sommetider kan det være vanskeligt at skelne terrorisme fra en krigshandling eller frihedskamp. Men forskellen er, at målet for terrorister typisk er civile folk, mens det for frihedskæmpere er militære mål. I romanen Madame Terror har palæstinenserne to missioner. Først og fremmest skal de vinde rent militært over Israel, men derefter er det lige så vigtigt for dem at vinde politisk og få det internationale samfund til at acceptere dem som frihedskæmpere, hvilket man i ovenstående eksempel kan se er ved at lykkes i forhold til Condoleezza Rice. Hvordan det yderligere lykkes for dem at vinde diskursen over amerikanerne i forhold til det internationale system, kommer jeg nærmere ind på senere.

Litterær analyse ud fra fortællerteori.

Madame Terror af Jan Guillou handler om palæstinensernes kamp for et frit Gaza. Man følger forskellige virkelige personer, men også fiktive personer. Madame Terror er en politisk thriller, som tematiserer både konflikten i Mellemøsten og det internationale samfunds ageren i forhold til konflikten, samt det skæve militære magtforhold der er mellem Israel og Palæstina. I kampen for et

Side 8

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

8 frit Gaza får PLO [6] i romanen udviklet en superubåd i samarbejde med Rusland. Denne ubåd bruger PLO til at angribe Israels militære baser i Haifa og Ashdod (MT s. 319), og dette bliver startskuddet til en katten-efter-musen jagt på den palæstinensiske ubåd og en kamp om diskurser; for er palæstinenserne terrorister eller frihedskæmpere?

Fortælleren i Madame Terror er 3. persons fortæller, med fri adgang til personernes tanker og følelser. Det betyder også at denne kan bevæge sig frit, fra at være på ubåden til på næste side, at være i Washington. Det at fortælleren har fri adgang til personernes tanker, er yderligere med til at fremhæve det karikerede verdensbillede. Fordi vi med 3. persons fortælleren får indblik i fx Georg Bush’ tanker om at han; ”... vil have sænket den ubåd før solnedgang” (MT s. 298). Det er altså med til at fastlægge persongalleriet, at vi får adgang til flere forskellige personers tanker.

I Madame Terror er der opstillet et fiktivt univers med nogle helt klare linjer og roller. Der er brugt nogle helt faste rolletyper, hvilket vil sige, at det hele er mere forenklet end i virkeligheden, i og med at der ikke er nogen aktører, som befinder sig mellem de to parter, palæstinenserne og Israel/ USA.

Madame Terror er en spændingsroman, bl.a. derfor har fortælleren lavet anakonier i kompositionen, som både kan være med til at opbygge en spænding, men samtidig også gør det fiktive univers mere troværdigt.

Fremstillingen i en bog svarer til, hvad der rent faktisk står på siderne i bogen, det er ikke noget, som står til diskussion. Anderledes er det med forestillingens tidslinje, der ikke nødvendigvis følger siderne i bogen i kronologisk rækkefølge. Forestillingen svarer til teksten handling og indhold. I en bog som Madame Terror springer man frem og tilbage i handlingen. Derved skabes forestillingen i høj grad af læseren selv, fordi man bliver kastet rundt mellem forskellige hændelser og selv prøver at ordne dem til en sammenhængende historie. Og man er sommetider nødt til at omrokere sin opfattelse af, hvordan fremstillingen er, efterhånden som man kommer længere i handlingen. Når der opstår disse uoverensstemmelser mellem fremstilling og forestilling, kaldes det for anakonier.

Der eksisterer to former for anakonier, fremadskuen og tilbageblik. [7]

Et eksempel fra Madame Terror, hvor vi oplever et tilbageblik, kan være det andet møde med brødrene Husseini i Severomorsk (MT, s. 81), hvor man i lang tid ikke ved, hvem det er man hører om, og det så viser sig at være disse brødre, som man har hørt om tidligere. Men nu får man et

6

Palæstinensisk befrielses organisation.

7

"Litteratur og fortælling" s. 22-28

Side 9

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

9 tilbageblik og hører om deres liv. Fortællerne giver os disse tilbageblik, fordi de er gode til at gøre de fiktive personer mere troværdige, det giver dem noget dybde, når vi hører deres livshistorie. Dog kan for mange tilbageblik være med til at trække fortællingen i langdrag.

Helte og fjendetype

I romanen har vi to helte, Mouna al Husseini og Carl Hamilton. Mouna er helten i forhold til offentligheden, hun bliver brugt som positiv publicity i forbindelse med palæstinensernes kamp mod Israel. Samtidig er hun også med, når de skal snakke politik, og det er hende, som får hele missionen sat i værk. Mens Mouna fremstår som den helt store frihedshelt, er Hamilton mere tilbagetrukken. Han fremstår som en meget kløgtig, snedig og klog person. Han har en fantastisk strategisk intelligens for, hvornår og hvor de skal angribe. Derudover har han retorisk evne til at overtale andre og altid finde det strategisk gode argument. Han tænker altid, før han handler. Det er oplagt at perspektivere ham til oldtidens homeriske helt Odysseus, som er ”mådeholden, listig snu

og taktisk”^{8}. Hamiltons taktiske formåen ses bl.a. ved, at han har fuldstændigt styr på brugen af

blød magt, altså at bruge medier og politik i krig. Derudover går den bløde magt også ud på timing og iscenesættelse, altså at gøre sine egne handlinger beundringsværdige. Som han selv udtaler: ”Det ene er krig, det andet er politik. Man skal sejre på begge fronter for at vinde” (MT s.345) Dog er det lige før, at Hamilton har en enkelt svaghed, han er næsten for perfekt og for god, til at det kan være sandt, og det kan gå ud over handlingens troværdighed, hvis man som læser begynder at synes, at det er irriterende, at han er så perfekt. Men den får Guillou reddet, ved at hans kone, børn og mor er blevet dræbt af den sicilianske mafia (MT, s. 155). På den måde får man stor sympati for ham, og derfor er det okay, at han både er fysisk og taktisk overlegen. Et eksempel, hvor det virkelig går op for Condoleezza Rice, at Hamilton har helt styr på den bløde magt, er når hun ser en Tv-udsendelse med palæstinenserne, hvor hun tænker: ”Hvem var deres Mastermind?

Det var måske ikke det vigtigste spørgsmål lige nu, men denne opvisning i blød magt var direkte truende i sin styrke. De gik med slips eller vær i militæruniform, de talte flydende engelsk, de var så langt fra det billede af terrorister – Osama bin Laden med fuldskæg, natskjorte, et viskestykke om hovedet – som man kunne komme” (MT s. 409)

Som fjenderne til Mouna og Hamilton har vi Georg Bush, Dick Cheney og Donald Rumsfeld, der i forhold til Hamilton kommer til at fremstå som Achilleus typer. Achilleus er udtryk for den

8

”Træhesten fra Odysseus til Sokrates” s. 180

Side 10

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

10

heltetype, som er ”stærk og modig og som handler først og tænker bagefter.”^{9}. Men Achilleus

heltene er ikke længere nok. Deres brug af hård magt og deres evige modvilje mod den bløde magts muligheder gør, at de kommer til at fremstå som uvidende. Som nævnt, pointerer Hamilton, at det er vigtigt også at vinde politisk, og derfor fremstår han som den med det strategiske overblik, mens USA mister dette, i og med Rumsfelds fornægtelse af politik og mediers vigtige rolle. (s. 408). Og når Bush fremstilles som en, der bare gerne vil give nogen ”et los bag i” (MT s.415), kommer han til at stå i stærk kontrast til den velovervejede Hamilton og den yderst professionelle, men samtidig følsomme og meget moralske Mouna.

Son nævnt, sørger Hamilton for også at vinde på den politiske front. Han sørger i et af de første interviews for at understrege, at Israelerne har den internationale lov på deres side, og at de er et besat folk og derfor har ”ret til at bruge væbnet magt mod [deres] besættere” (MT, s. 332). Netop dette med at have den internationale lov på deres side, giver amerikanerne problemer. Rice funderer over problematikken ved definitionen af terrorisme:

Hun så det som sin største opgave at forklare [overfor Bush og de andre i

”generalstaben”]de vanskeligheder, man havde med hensyn til at få den palæstinensiske aktion defineret som terrorisme. Man kunne for eksempel gå ud fra FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 vedtaget den 28. september

2001, altså kort efter 11. september. I paragraf 5 fastslog resolutionen, at man

”bekræfter nødvendigheden af med alle midler og i overensstemmelse med

FN’s vedtægter at bekæmpe alle trusler mod international fred og sikkerhed forårsaget af terrorhandlinger”. Problemet var ordet terrorhandlinger, for her hørte den internationale enighed op. Der eksisterede endnu ikke nogen ukontroversiel definition på begrebet terrorisme, men man gik sædvanligvis ud fra, at angrebene skulle være rettet mod civile mål. […] De palæstinensiske angreb havde i hvert fald indtil nu rettet sig mod nøje udvalgte militære mål.

Den slags aktioner var ikke alene svære at stemple som terror, de havde oven i købet folkeretslig hjemmel. (MT s. 371-372)

Da Palæstina ikke er i krig med USA, kan USA ikke bare skyde ubåden ned, og Israel har ikke selv midlerne til det. USA og Israel er derfor nødt til at få overtalt resten af verden til at tro, at

9

”Træhesten fra Odysseus til Sokrates” s. 285

Side 11

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

11 palæstinenserne er en del af den internationale terrorisme, og at det internationale samfund derfor må stå sammen imod dem. Et sådant scenarie stiller spørgsmålstegn ved USA’s ubetingede støtte til Israel.

Rice prøver altså i citatet at finde et smuthul i FN’s paragraffer for at få lov til at angribe U-1 Jerusalem, for hun bekymrer sig om at legitimere amerikanernes foretagende over for resten af det internationale samfund. Guillou bruger hende til at vise USA’s svaghed som hegemon: At selvom de er eneste supermagt, kan de ikke blot opføre sig, som de vil. De er nødt til at forsøge at vinde diskursen. Rice bliver dermed et udtryk for holdningen, at, at FN kan fungere som en aktør, og ikke blot en arena, hvilket de tre mænd, Bush, Cheney og Rumsfeld, bliver udtryk for, da de ikke finder det vigtigt at have FN med på en klapjagt af ubåden. Dog er Rice altså meget opmærksom på mediernes rolle, og hun bliver på den måde en større modstander til Hamilton end Bush, Rumsfeld og Cheney. Men samtidig er hun godt klar over, at hun ikke har de store chancer over for de tre mænd.

Denne helt klare brug af bestemte helteroller bruges af forfatteren for at overbevise læseren om, at det er palæstinenserne, man skal sympatisere med, men også for at fastholde læserens fokus på det meget komplicerede plot og handlingsforløb. Gennem fortællingen er der mange løse ender, så det er med til at fastholde læseren, at der er nogle hest klare personmønstre, som ikke ændrer sig.

Derimod finder man hurtigt ud af, hvor personerne står, og man ved, hvor man har dem. Under læsningen sidder man som læser og er meget fokuseret på at samle alle de forskellige spor til en hel fortælling. Denne proces, hvor læseren prøver at finde sammenhæng mellem fremstilling og fortælling, kaldes for plotning. Processen har til formål, at man som læser gerne vil finde frem til

det samlede plot, altså fortællingens kerne og slutning/ løsning. Det er plotningen, som skal drive

læseren fremad, fordi man gerne vil have indsigt i plottet. Det er helt afgørende for en fortælling, at den har et interessant plot, så læseren har noget at gå efter. [10]

Det fiktive univers konstrueres

Madame Terror indledes med en prolog om en konspirationsteori omkring den russiske ubåd Kursks forlis, hvilket er med til at forbinde romanen med virkeligheden, fordi bogens handling fra starten bliver relateret til en virkelig (eller måske virkelig) hændelse. Derudover gør han det fiktive virkelighedsnært ved at hive virkelige personer med ind i handlingen, det gælder fx Condoleezza Rice og Georg Bush, mens Hamilton og Mouna er fiktive personer. De virkelige personer og

10

"Litteratur og fortælling" s. 28-30

Side 12

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

12 hændelser er vigtige, for at det fiktive univers bliver genkendeligt for læseren. Det er medvirkende til, at læseren accepterer handlingsforløbet.

Yderligere opnår Guillou visse fordele i forhold til læseren ved at skrive en fiktiv roman om konflikten. Når han skaber et fiktivt univers, som læseren bliver en del af, er der måske en større chance for, at læseren lettere følger Guillous tankegang, så længe det foregår i romanens univers, og han kan på den måde lettere få læseren med på sine idéer, i modsætning til hvis han fx skrev et debatindlæg. Forskellen på en roman og et debatindlæg ligger i, at Guillou i en artikel ville være nødt til med saglige og politiske argumenter at overbevise sine læsere ved at gendrive modstanderens reelle modargumenter. I romanen skaber han selv universet og bestemmer selv, hvilke kriterier der skal ligge til grund for figurernes handlinger, og han kan indføre en figur som fx Condoleezza Rice, som på modstandersiden bakker op om Hamiltons forståelse for blød magt, ved at hun selv er opmærksom på den. Hendes største bekymring er at begrænse de skader, de andre i

’generalstaben’ vil forsage, og hun prøver at hjælpe præsidenten ved at forsøge at legitimere amerikanernes kurs i forhold til ubåden over for omverdenen. Hendes rolle i Guillous univers bliver at vise amerikanernes svaghed. De tror, de kan føre en unilateral kurs uden at tænke på konsekvenserne for det internationale samfund. Netop ved at gøre brug af en roman kan Guillou spille på de problemer, USA har, selvom de er hegemon og eneste supermagt, og på den måde fremstille dem som svage og overvindelige.

Med en bestsellerroman når han desuden ud til flere, og til læsere, der måske ikke ville have givet en artikel en chance. Han får altså sit synspunkt ud til en større skare, og måske med større gennemslagskraft, og kan med sit fiktive univers bruge masser af tid på at skabe forhold, der taler for hans sag og udelukker andre. Selvom Guillou når ud til læsere, der måske ikke ville have taget en af hans artikler til sig, er det ikke sikkert, han får overbevist disse læsere, men han har gjort dem opmærksom på sin sag og måske fået dem til at tænke.

Men også fortællerteknikken i forhold til kompositionen er med til at skabe et troværdigt fiktivt univers, fordi man ikke fra starten hører om en super ubåd. Gjorde man det, ville det fra starten virke som en overdrevet og urealistisk historie. Men i og med at fortælleren først får opbygget en troværdighed i forhold til læseren, inden han kommer med ubåden, accepterer man den, og fordi man er i universet og handlingen, bliver ubåden bare en nødvendig del af plottet. Det vil altså sige,

Side 13

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

13 at det fiktive univers bygges op parallelt med fremstillingen, og så virker det meget troværdigt med ubåden

Løsning af konflikten

Guillou opstiller altså et scenarie, som på mange måder ligner virkeligheden, men han tilføjer en ligestilling af magtbalancen mellem Israel og Palæstina på det militære plan. Derved tilføjer han en ny dimension på konflikten, der gør, at man kommer til at sætte spørgsmålstegn ved magtfordelingen mellem Israel og Palæstina. For som det ser ud nu, er Israel langt overlegent, med den militære og økonomiske støtte det får fra USA, i forhold til Palæstina, som ikke har lov at have en egentlig hær. Det betyder, at palæstinenserne reelt set kun har mulighed for at kæmpe med simple militante midler eller smugle raketter ind. Det vil altså sige, at Guillou tydeliggør en pointe om det ulige magtforhold mellem Israel og Palæstina, og skildrer en mulig udvikling, hvis dette ændrede magtforhold bliver en realitet.

Han udtrykker samtidig, at det er USA, der har nøglen til at løse konflikten. Hvis USA lagde pres på Israel om, at de skal følge FN resolutionerne, ville de sandsynligvis gøre det. Guillou får herved samtidig belyst FN’s magt eller mangel på samme. Pga. det unipolære system styres verden af USA som hegemonisk supermagt, og på den måde undermineres FN’s handlekraft, når USA blot nedlægger veto. Havde verdenssystemet i stedet været multipolært, er det ikke sikkert, USA turde gå imod alle andre nationer, men i kraft af at de er eneste supermagt, kan de. I romanen gives der altså udtryk for, at USA blot opfatter FN som en arena, de kan bruge, hvis de har behov for det.

Men samtidig gives der også udtryk for, at hvis resten af verden står sammen imod USA, og resten af verden formår at vinde diskursen, kan FN komme til sin ret, og palæstinenserne kan, i dette tilfælde, endelig få et frit Palæstina.

Konflikten mellem Israel og Palæstina har varet i over 60 år, og stadig er ingen nået til en løsning.

Det er et problem, at konflikten er så gammel, for alle palæstinensere og israelere er vokset op med krig, og på den måde nærmest opdraget til at hade hinanden. Når Mahmoud Abbas, Ehud Olmert og Condoleezza Rice bruger forhandlinger, forsøger de at få hinanden til frivilligt at ændre adfærd. At man bliver ved med at insistere på fredsforhandlinger (Bilag 10), selvom de er brudt sammen utallige gange, kan knyttes til den konstruktivistiske tankegang, hvor man bl.a. mener, at ingen

Side 14

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

14

                                                        11
kommer til et forhandlingsbord med en ”fast og urokkelig opfattelse”

, det er altså muligt at ændre hinandens holdninger. Men man har en ’bagage’ med. I konstruktivismen lægger man vægt på det meningsdannende grundlag, en aktør kommer med, og man lægger også vægt på sprogets betydning.

Desværre bygger fredsforhandlingerne mellem Palæstina og Israel også på, at Abbas og Olmert repræsenterer hver deres aktør, og at disse opfattes som de eneste aktører i konflikten. De prøver altså at ignorere den vold og terrorisme, der foregår, selvom den på mange måder får ophævet de fælles regler og normer, der eksisterer imellem parterne, og får forhandlingerne til at bryde sammen

(Bilag 8). Derved ødelægges det internationale system og samfund, som forhandlingerne foregår indenfor, fordi terrorismen ikke medregnes som en aktør, på trods af at den spiller en væsentlig rolle. At lade volden fortsætte forhindrer altså, at fredsforhandlingerne kan blive seriøse og brugbare, for så længe parterne forsøger at adfærdsregulere hinanden vha. hård magt, er chancerne for, at den bløde magt kommer til at virke, lille.

Netop dette problem mellem Hamas’ voldelige metoder og Mahmoud Abbas’ fredelige metode, får Guillou i sin roman negligeret på en måde, der gør det muligt for Abbas at ignorere Hamas. Nemlig ved oprettelsen af ”den palæstinensiske flåde”, som jo går uden om Hamas, hvilket gør, at de kan udøve en legitim krigshandling. Ved at dette bliver muligt, bliver det også muligt for PLO at løse konflikten på deres egne præmisser.

I Madame Terror lykkes det at gøre kampen legitim, som nævnt ovenfor, ved at oprette ”den palæstinensiske flåde”, som derved giver angrebet på Haifa status af et militært angreb på et militært mål. Samtidig får Guillou brugt Israels angreb på fiskerbådene i Gaza havn til at få Israel til at fremstå som terrorister, og får på den måde verden til at fordømme Israel og vende diskursen,

(MT s. 336-337). Dette er på sin vis også sket i virkeligheden, hvor FN har forsøgt at fordømme et angreb foretaget af Israel mod civile palæstinensere, citat fra bilag 4: ”FN's generalsekretær Ban Ki-moon fordømmer på et hasteindkaldt møde i Sikkerhedsrådet, hvad han betegner som Israels "overdrevne og uforholdsmæssige" anvendelse af vold i Gazastriben”. Men USA nedlagde veto mod en sådan fordømmelse, citat fra bilag 13 ”USA nedlagde torsdag aften veto mod en FN-resolution, der ville have opfordret Israel til at stoppe angrebene i Gaza og beskrev den israelske offensiv som "uforholdsmæssig brug af magt".

11

”International Politik” s.43

Side 15

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

15

I romanen undlader USA at stemme, og på den måde får FN mulighed for at fordømme Israel ( MT

s. 485).

Virkelighedens konflikt mellem Israel og Palæstina

I virkelighedens verden prøver man også at omgå volden og forsøger at løse konflikten med diplomatiske midler ved forhandling, men der er endnu ikke kommet en løsning. At Hamas vandt valget i 2006, kan ses som et udtryk for, at det palæstinensiske folk ønskede at straffe Fatah [12], fordi deres fredelige metoder endnu ikke har løst noget. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at palæstinenserne er blevet tilhængere af terrorisme og militante løsninger, for Hamas havde formuleret et valgprogram, som var renset for antisemitisme, og i stedet koncentrerede sig om indenrigspolitiske problemer såsom kampen mod korruption. Men Hamas’ sejr ved valget har skabt store problemer for nye fredsforhandlinger, fordi det internationale samfund ikke ønsker at

forhandle med dem, da de står på både EU’s og USA’s terrorlister^{13}. Så selvom det er den moderate

Mahmoud Abbas fra Fatah, der er forhandlingsleder, mangler han opbakning fra parlamentet, hvilket gør det svært for ham at blive taget alvorligt i det internationale system. De seneste år er det dog lykkedes at få holdt nogle topmøder mellem Israel og Palæstina med den daværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice som mægler, og i 2007 blev den israelske premiereminister, Ehud Olmert, og Mahmoud Abbas enige om at have en fredsaftale klar inden udgangen af 2008 (bilag 10). Men dette er endnu ikke sket, og nogle af årsagerne kan findes både regionalt og internationalt. Regionalt er problemet, at Israel stadig opfører bosættelser på palæstinensisk territorium, at yderligtgående palæstinensiske grupper stadig begår terror, at Hamas sender raketter ind i Israel, og at Israels voldsomme hævn ofte rammer civile palæstinensere (Bilag

9). På den måde er det svært at opretholde våbenhviler.

Kampen om diskursen foregår ikke kun i Madame Terror, men også i virkeligheden, hvor den ene fløj forsøger at få verden til at opfatte Israels angreb som statsterrorisme og massakre, og palæstinenserne som moderate og fredsønskende (Bilag 10), mens Israel selv forsøger at få angrebene på civile til at fremstå som forsvar mod Hamas’ modstandshandlinger og som militært legitime angreb (Bilag 10).

Hamas er både af EU og USA defineret som terrorister, da de, som før nævnt, står på begges terrorlister, og det kan der også findes belæg for. Hamas foretager fx selvmordsbombeangreb, som

12

”Terrorens Anatomi” s. 99

13

Fremgår af bilag 2 og 3

Side 16

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

16 er rettet mod ikke-kæmpende civile (Bilag 6). Men Israels hævnaktioner dræber også civile. Så er Israels angreb på fx Gaza ikke berettiget til at blive kaldt statsterrorisme, selvom det foretages af Apache-hellikoptere og med Hellfiremisiler? Dermed ligger problemet i høj grad i, hvordan Israel kan slippe af sted med at dræbe 18 civile (Bilag 5) uden at blive anklaget for at begå statsterrorisme.

Og Israel bliver ikke engang retsforfulgt, selvom muren, de bygger ved Vestbredden, af FN er blevet erklæret folkeretsstridig. På den måde opstår der en skæv fordeling af magt, også på det politiske område, da Israel lader til at have det internationale samfunds accept, om ikke andet i hvert fald USA’s (Bilag 13), nærmest ligegyldigt hvad de gør. Det er altså p.t. Israel, der har vundet diskursen, selvom det er en sejr, der ser ud til at mindskes, for selv USA’s udenrigsminister skælder ud på Israel over deres opførsel (Bilag 11), og dette kan måske være et skridt i den rigtige retning hen imod en løsning, hvis USA får en mere neutral indgang til konflikten, i stedet for at være Israels beskytter.

Er Israel på vej til at tabe diskursen?

Tager man udgangspunkt i artiklen ”Israel er godt på vej til at tabe PR-kampen”, skrevet er Ilan Pappe, står der: ”Israel er oprigtigt bange for ultimativt faktisk at blive underlagt handelssanktioner. Det havde de aldrig troet, men sager som f.eks. den norske oliefond, der solgte aktierne i en elektronikgigant, der arbejder i bosættelserne, har fået alvoren til at gå op for dem.”

Det er altså et signal om, at hele den vestlige verden ikke ubetinget støtter Israel længere, heller ikke USA. Samtidig ved Israel godt, hvilken rolle de har, og de er klar over, at de i lang tid har haft diskursen på deres side, og dermed det internationale samfund. Som et eksempel på vestens inaktive rolle fremhæver Ilan Pappe også, at resten af verden har været meget nem at gøre tilfreds med

hensyn til en opdeling af Israel/ Palæstina. Han siger: ”Se hvor fint! Israelerne er indstillet på

forhandling. De forstod aldrig at når israelerne besluttede sig for kun at tage 80 % … var det fordi de ikke havde brug for det hele” [14]

Dette er eksempel på, at israelerne havde diskursen på deres side.

De kunne overbevise resten af verden om, at de var indstillet på en fredsproces, selvom det, det i højere grad egentlig handlede om, var, at de have erobret nok land, og mere eller mindre ikke orkede at kæmpe om det sidste.

14

”Israel er godt på vej til at tabe PR-kampen” s 3.

Side 17

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

17

I artiklen står der også: ”De forstod, at verden ville have dem til at finde en løsning, og så gik de i gang med at manipulere sproget.” Hermed menes der, at Israel gør stort brug af ordet fredsproces i medierne og i forhold til det internationale system. Et ord vi normalt forbinder med, at man søger mod en løsning ad fredelig vej. Men to oplagte spørgsmål her er; hvis fred? Og hvem er freden god for? Når Israelerne snakker om fredsproces, kan man godt frygte, at det er en anden måde at sige, at de ingenting har tænkt sig at gøre, men i stedet bare lader tiden gå i det uendelige. Herved ses, at de fiktive virkemidler til at vinde en diskurs i høj grad også bruges i virkeligheden.

I romanen Madame Terror er der ikke gjort plads til mellemveje eller nuancer, som der altid vil være i den virkelige verden. I virkeligheden ses det jo bl.a. ud fra artiklen, at Israel ikke har ubetinget støtte eller har vundet den totale diskurs, som det ellers fremstår i romanen. Derimod er israelerne i virkeligheden ved at tabe diskursen, eller den ligger ikke længere ubetinget til deres fordel, og flere lande har en mere objektiv tilgang til konflikten. På sidste side i artiklen udtaler Ilan Pappe”… - må der etableres en national erkendelse af, at det der skete i 1948 var en forbrydelse.”

En af grundene, til at konflikten langsomt er begyndt at få en ny dimension, er måske, at holocaust med tiden kommer mere og mere på afstand. Ikke at folk er begyndt at glemme det, det sker aldrig og må heller ikke ske, men måske har resten af verden fået et mere objektivt syn på Israel/ Palæstina konflikten. Det der skete under holocaust, var grusomt, uden tvivl, men det giver jo ikke jøderne mere ret til Palæstina end palæstinenserne? Ilan Pappe mener altså, at det er nødvendigt med en anerkendelse af, at det var forkert af jøder at fordrive palæstinenserne, og for at dette sker, er det unægteligt nødvendigt med en mere objektiv tilgang til konflikten fra det internationale system.

Men grunden til, at Guillou har valgt at trække linjerne så skarpt op, således at der er en tydelig pol, der holder med Palæstinenserne, og en modpol, som holder med israelerne, er, at den konstruerede

virkelighed bliver mere enkel, således at den bliver nemmere at forstå. Med den sort/ hvide

opdeling af personerne bliver det nemmere at søge plottet for læseren.

Delkonklusion:

Israel og palæstinenserne respekterer ikke hinanden. Det grunder måske i den diskurs, som de har valgt at lægge over for hinanden, og den diskurs, der hersker i det internationale samfund og skaber en skævvridning i det politiske magtforhold mellem de to parter, fordi det det i tid og stadig synes som om Israel formår at vinde diskursen. Det generaliserer palæstinenserne, i og med at de fremstiller dem i form af Hamas, som terrorister, og sig selv som en demokratisk stat.

Side 18

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

18

I Madame Terror prøver Guillou derfor at sidestille palæstinenserne militært med Israel, samtidig med at kampen om diskursen bliver mere ligestillet, i kraft af at Guillou får gjort palæstinenserne mere troværdige. Konflikten løses på sin vis i bogen, ved at palæstinenserne får en selvstændig stat.

Dette lykkes, fordi de både vinder militært og får skabt en hegemonisk diskurs, der tvinger det internationale samfund til at handle og USA til at acceptere palæstinenserne som et folk, der kæmper for sin frihed, og derfor er i sin fulde ret til at få en selvstændig stat.

Konklusion

At konflikten mellem Israel og Palæstina er svær at løse, kan skyldes flere faktorer, bl.a. at de to parter indbyrdes er uenige om metoderne til at løse konflikten. Derfor benytter nogle af de yderligtgående grupper på begge sider sig af voldelige og militante metoder, mens andre forsøger at løse konflikten med fredelige midler. Disse voldshandlinger fra begge parters side defineres af nogle som hhv. terrorisme, frihedskamp, statsterror og kamp mod terrorisme. Men det er ikke som opgaven viser, sådan ligetil at definere et begreb som terrorisme, og derfor er der uenighed om, hvad man skal kalde hinanden. Det er vigtigt for parterne ikke at fremstå som terrorister, hvis de ønsker en fredelig løsning. Jeg nåede frem til, at både stater og grupper kan være terrorister, og min definition på, hvornår noget kan betegnes som terrorisme, blev:

Terrorisme er en uforudsigelig voldshandling mod ikke-kæmpende civile, foretaget i et

politisk/religiøst øjemed og med et ønske om at skabe frygt og medieopmærksomhed.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne har, som nævnt, varet i flere årtier, og en sammenfatning af, hvor man står i konflikten nu, må være, at man står i en situation, der ser lige så stagneret ud, som den hele tiden har gjort, selvom USA, endnu en gang, er gået aktivt ind i konflikten. Fredsforhandlingerne fortsætter, selvom håbet er svindende hos mange, og selvom volden mellem de to parter også fortsætter. De stadigt tilbagevendende punkter i konflikten er: De palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Ophævelse af besættelserne i Gaza-striben og på Vestbredden (og fjernelse af bosættelserne og Muren). At både Israel og Palæstina skal afstå fra at bruge terrorisme som middel samt en anerkendelse fra begge parter af hinandens eksistens og dermed en aftale om opdeling af land, inklusive en aftale om Østjerusalem som hovedstad i Palæstina eller som internationalt land.

I Jan Guillous roman Madame Terror fremstilles konflikten på en anden måde end i virkeligheden, og at Guillou har valgt den politiske thriller som genre, giver ham mulighed for at blande fiktion og

Side 19

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

19 fakta. Han kan på den måde opstille et scenarie som ligner virkeligheden, men som passer til det univers, hans figurer skal bruge, for at plottet kan udspille sig, som han ønsker det. Han har også mulighed for at bruge virkelige personer i samspil med sine egne figurer, og selv tillægge de virkelige personer karaktertræk, han finder passende i forhold til plottet. Hans udlægning af konflikten og dens parter er altså i høj grad afhængig af genrevalget, fordi det giver ham muligheder, han ikke ville have i fx et debatindlæg. At han vælger palæstinensiske helte, repræsenteret ved en Odysseus-helt i samspil med en blanding af Achilleus, som er modnet til også at tage højde for Odysseus-heltens bløde magtmidler, og som samtidig er kvinde, og stiller dem overfor USA’s blanding af stridslystne Achilleus-typer og den Odysseus-lignende Rice, der kæmper for at få gennemtrumfet vigtigheden af at få legitimeret amerikanernes rolle i konflikten, skaber en sympati hos læseren for palæstinenserne og deres metoder. Og det sætter spørgsmålstegn ved magtfordelingen i verden.

Det, Guillou opnår ved at skrive en roman om konflikten og sin opfattelse af magtforholdene i verden, er, at han kan skabe et fiktivt univers. Ved at skabe et fiktivt univers kan han selv bestemme, hvilke omstændigheder der skal gøres gældende, og han har derfor mulighed for at udelade uhensigtsmæssige forhold, som forekommer i virkeligheden, og på den måde gøre konflikten mulig at løse. Ydermere kan et troværdigt fiktivt univers skabe en chance for, at han kan få læseren til at sympatisere med den fremstilling, han giver i romanen.

Som sagt, har Guillou mulighed for, i en roman, at fjerne faktorer, der er uhensigtsmæssige i forhold til løsningen af konflikten, og at tilføje andre, som fremmer en løsning. Det er præcis disse fiktive ændringer, der gør, at løsningen af konflikten til dels lykkes i romanen. Mere specifikt kan nævnes problemet i forholdet mellem Mahmoud Abbas og Hamas. I virkelighedens verden er dette et stort problem, fordi Hamas’ terrorisme forhindrer Abbas i at fremstå som en troværdig forhandlingsleder. Samtidig er der et problem i den ulige magtfordeling, der er mellem Israel og palæstinenserne, både militært og politisk. Den militære skævvridning af magtbalancen kommer til udtryk gennem de angreb, man ser fra de to parter. Israels militær er palæstinensernes langt overlegent – de har slet ikke noget militær. Og denne militære ubalance medfører også en politisk ubalance, i og med at den ene part opfattes som terrorister, mens den anden opfattes som terroristbekæmpende. I denne henseende bliver spørgsmålet om, hvilken diskurs de to parter anlægger over for hinanden, vigtig. Også den herskende diskurs i det internationale samfund er vigtig. I Madame Terror prøver Guillou derfor at opstille et scenarie, hvor palæstinenserne militært

Side 20

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

20 sættes på lige fod med Israel, samtidig med at kampen om diskursen bliver mere ligestillet, i kraft af at Guillou får gjort palæstinenserne mere troværdige. Konflikten løses på sin vis i bogen, ved at palæstinenserne får en selvstændig stat. Dette lykkes, fordi de både vinder militært , og fordi de får skabt en hegemonisk diskurs, der tvinger det internationale samfund til at handle og USA til at acceptere palæstinenserne som en folk, der kæmper for sin frihed, og derfor er i sin fulde ret til at få en selvstændig stat. Men dette kan kun lykkes, som det sker i romanen, fordi Guillou får muligheden for at ændre på forholdene, som de ser ud i virkeligheden.

Litteraturliste

• Aahauge, jacob og Pelle Schierup. Terrorens Anatomi. Rosenkild, 2007.

• Branner, Hans. Global Politik. Columbus, 2007.

• Gregers Friisberg, Politik ABC. columbus, 1. udgave 2009

• Guillou, Jan. Madame Terror. Modtryk, 2006

• Hansen, Birthe. Terrorisme på tværs. Frydenkund, 2006

• Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen. Litteratur og fortælling.1. udgave. Systime, 2003.

• Weinberg, Loenard, Global Terrorisme. Gyldendal Business.

• Zeruneith, Keld. Træhesten fra Odysseus til Sokrates. Gyldendals Bogklubber, 2002.

Bilag

”Bliv Fredsvagt”, , http://www.danpal.dk (bilag 2)
”EU sætter Hamas på terrorliste”, , http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-

229156.html, hentet (Bilag 3)

”FN-chef fordømmer Israels offensiv”, , http://nyhederne-
dyn.tv2.dk/baggrund/article.php/id-html (hentet: 7-12-2009) (Bilag 4)

”FN vil undersøge israelsk angreb på Beit Hanoun”. I: Politiken ,

http://politiken.dk/udland/article200405.ece (hentet: 9-12-2009) (Bilag 5)

”Hamas truer med optrapning efter ny selvmordsbombe”. I: Berlingske Tidende ,

http://www.berlingske.dk/article//verden/9/ (hentet: 8-12-2009) (Bilag 6)

”Hamas vil slettes af USA’s terrorliste”, ,

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2006/02/17/011350.htm (hentet 8-12-2009) (Bilag 7)

Side 21

Studieretningsprojekt – [navn fjernet]

21

”Israel er godt på vej til at tabe PR-kampen” 02-10-09. Information.dk (bilag 1)

- den udleverede artikel, som hørte med opgaveformuleringen.

”Olmert: Ingen fredsaftale i år”, , http://nyhederne-dyn.tv2.dk/baggrund/article.php/id-

html (hentet: 8-12-2009) (Bilag 8)

Prasz, Line: ”Israel smadrer civile hjem i Gaza-striben”. I: Politiken ,

http://politiken.dk/udland/article196819.ece (hentet: ) (Bilag 9)
“Rice: Forhandlingerne må fortsætte”, , http://nyhederne-
dyn.tv2.dk/baggrund/article.php/id-html (hentet: 4-12-2009) (Bilag 10)
”Rice skælder ud på israelerne”, , http://nyhederne-dyn.tv2.dk/baggrund/article.php/id-

html (hentet: 4-12-2009) (Bilag 11)

Sørensen, Mette Hougaard: ”Hvad er al-Qaeda?”. I: Kristeligt Dagblad ,

http://www.religion.dk/artikel/301919:Islam--Hvad-er-al-Qaeda?page=2 (hentet: 7-12-2009) (Bilag

12)

”USA nedlægger veto mod FN-resolution om Israelsk offensiv”. I: Berlingske Tidende ,

http://www.berlingske.dk/article//verden/0/ (hentet: 4-12-2009) (Bilag 13)

Se opgaven i originaldokumentet eller gå til tekstens begyndelse.

Materialet

Fuld skærm

Opgaven åbner, når du ruller ned til den.