"Kvinden i buret" - Jussi Adler Olsen

Side 1

04.10.11 Værkanalyse [navn fjernet], 2.ux

Kvinden i Buret

Kvinden i Buret

”Hun krattede fingerspidserne til blods på de glatte vægge og bankede knytnæverne mod de tykke ruder, til hun ikke længere kunne mærke sine hænder. Mindst ti gange havde hun famlet sig frem til ståldøren og sat neglene i sprækken og flået i den, men døren var urokkelig og kanten skarp. Til sidst, da kødet slap neglene, faldt hun tilbage på det iskolde gulv, tungt åndende. Et øjeblik stirrede hun ud i det buldrende mørke med opspilede øjne og hamrende hjerte, og så skreg hun. Skreg, til det ringede for ørerne og stemmen svigtede” [1]

Således starter Jussi Adler-Olsens krimi-thriller

”Kvinden i Buret” fra 2007. Det er en grufuld historie om psykisk terror, hævn, skyld og hvad traumatiske oplevelser, omsorgssvigt og mangel på kærlighed kan drive mennesker ud i.

”Kvinden i buret” handler om den hårdtprøvede vicekriminalkommissær, Carl Mørck, som efter en traumatisk skudepisode, der invaliderede en kollega og dræbte en anden, er vendt tilbage til sit arbejde på Politigården. Han bliver sat i spidsen for den nyoprettede Afdeling Q for ”sager under særlig bevågenhed”, og hans første sag bliver om den unge, smukke og ambitiøse folketings-politiker Merete Lynggaards forsvinden. Efter en omfattende efterforskning fem år tidligere uden resultat opgav man sagen og konkluderede, at hendes forsvinden skyldtes en tragisk drukneulykke.

Da Mørck og hans assistent Assad bliver sat på sagen, dukker der imidlertid en grusom virkelighed op – Merete Lynggaard er ikke død, men er de sidste 5 år blevet holdt fanget i et trykkammer uden nogen form for menneskelig kontakt. Carl Mørck og Assad kæmper nu en kamp mod uret, idet trykket i kammeret skal nedsættes fra 6 atmosfære til 1 atmosfæres tryk og dermed ende Meretes liv.

Bogen er bygget op af to handlingsforløb, der først krydses til sidst. Det ene er set fra Carl Mørcks synsvinkel og følger hans opklaring af sagen samt hans forsøg på at komme ovenpå efter skudepisoden. Denne del af bogen udgør langt den største og er bygget op efter en lineær spændingskurve, hvor spændingen langsomt optrappes i takt med, at sagen opklares og forbryderens motiv klarlægges. Det andet handlingsforløb er set fra Merete Lynggaards synsvinkel og følger hendes grusomme hverdag i trykkammeret. Hendes 5 år i trykkammeret beskrives kun glimtvis, så hvert afsnit fra hendes liv har en helt anden spændingskurve, idet kapitlerne kun udgør en vis del af bogen og derfor er meget koncentrerede og intense. Samtidig får man også fra hendes synsvinkel et billede af forbryderen og hans hadefulde plan. Gennem hele bogen står det åbent, om disse to handlingsforløb vil krydses til sidst i bogen, eller om de aldrig mødes, og Merete derfor ikke kan reddes. De to historier fortælles skiftevis, og langsomt haler Meretes fortælling ind på

1

Prologen til Kvinden i Buret, s. 7.

Side 2

04.10.11 Værkanalyse [navn fjernet], 2.ux

Kvinden i Buret nutiden, hvor de til sidst mødes i bogens absolutte klimaks.

Fortællestilen i de to dele af bogen er meget forskellig, idet Meretes liv i buret beskrives meget detaljeret, hvor man nærmest føler, man er inde i hendes hoved og deler hendes tanker, frustrationer og frygt. ”…At døden kunne blive grusom. At hun måske var udset til en skæbne så forfærdelig, at døden ville komme som en befrielse.. (….) Måske var der øjne, der hvilede på hende lige nu.

Kameraer med infrarøde sensorer, der fulgte hende gennem glasset. Øjne, der ville hende ondt.

Ører, der lyttede. Hun så over mod glasruderne og forsøgte at se rolig ud. ”Please, hav

medlidenhed med mig”, hviskede hun stille ud i mørket.”^{2} Carl Mørcks liv og sagens opklaring

skildres derimod med mere hverdagsagtige vendinger, og selvom han er i færd med at opklare en grusom sag, er der en vis lethed over fortællestilen, der både er tilsat humor, ironi, sarkasme og skæve person- og miljøbeskrivelser. Samtidig ligger der en skjult samfundskritik, hvor det er tydeligt, at forfatteren gerne vil ruske lidt op i læseren. ”Fra Allerød Station gik han gennem gågaden og konstaterede med ærgrelse, at gadebilledet blev stadig mere usselt at se på Betonkasserne, camoufleret som luksusboliger, lænede sig allerede ind over Kvickly, og snart ville de hyggelige gamle, lave huse på den anden side af vejen også være væk. (…) Borgmestre og byråd uden smag fandtes alle steder. Det var skamstøtter som det her tydelige beviser på. [3] Merete Lynggaard og hendes lillebror, Uffe, var som små involverede i en forfærdelig bilulykke, der dræbte deres forældre samt 3 andre i den anden bil. Som konsekvens af dette bor Merete sammen med Uffe, som blev psykisk handicappet efter ulykken. Uffe taler ikke, og Merete har aldrig fortalt nogen om hendes bror eller ulykken og har derfor i sit voksenliv forsøgt at fortrænge oplevelsen – fortiden haler alligevel ind på hende. I den anden involverede bil i ulykken omkom en far til tre børn, og hans kone og den ene søn blev hårdt medtaget fik påført sig varige men. Den eneste, der slap nogenlunde uskadt fra ulykken, var Lasse. Han så Merete og Uffe pjatte på bagsædet og dermed distrahere deres far et splitsekund inden ulykken. Gennem hele hans barndom med flytninger fra den ene offentlige institution til den anden har det splitsekund med den grinende Merete plaget ham, og det er det, der driver hans grusomme plan.

Gennem hele sin barndom og opvækst har Lasse fortrængt den forfærdelige oplevelse og den frustration og had, han siden har båret rundt på. Ifølge Freud er fortrængning en af de mest basale forsvarsmekanismer til at beskytte kroppen og sindet mod ubehagelige oplevelser. Problemet med at fortrænge ting er, at det fortrængte på et eller andet tidspunkt dukker op fra det ubevidste og ikke kan kontrolleres [4]. Dette er tilfældet for Lasse, hvor hans had bryder ud med fuld styrke, og han får en nærmest sygelig besættelse af at straffe, kontrollere og pine Merete.

2

Kvinden i Buret, side 81.

3

Kvinden i Buret, side 205.

4

Isbjergmodel: Se ”Gys, splat og Freud” s. 28

Side 3

04.10.11 Værkanalyse [navn fjernet], 2.ux

Kvinden i Buret

Ifølge Freud kan nogle af de udadrettede drifter vende sig mod personen selv, når kærligheds-behovet til et andet menneske afvises eller tilsidesættes. Dette sker også i Lasses tilfælde, fordi hans mor efter farens død ikke er i stand til at tage sig af ham, og han bliver derfor kastet rundt i det sociale system. Han bliver dermed et meget narcissistisk menneske, der kun tænker på sig selv, og føler sig hævet over andre mennesker og over normerne i samfundet. Han lever i en verden uden regler, normer og fornuft, hvilket står i skarp kontrast til den verden, Carl Mørck befinder sig i, hvor der hersker lov, orden, retfærdighed osv. I Lasses verden hersker det kaotiske og det dyriske, hvilket er et gennemgående tema i bogens afsnit om Merete. Man kan gentagende gange finde eksempler på semantiske skemaer, hvor Merete bliver beskrevet som et dyr, der i bogstaveligste forstand er fanget i et bur.

Selvom dette ikke er hverken en gyser- eller en splatterbog, har den alligevel nogle væsentlige træk fra især gysergenren. Disse træk findes primært i de kapitler, der omhandler Merete, fordi der i disse kapitler hersker mørke, frustrationer og kaos. I stedet for udpenslende detaljer er det antydninger og psykologiske effekter, der skaber en stemning af uhygge: ”De opdagede hende med det samme, for de bevægede sig en smule tilbage, og så efter et minut eller to atter frem igen. I det øjeblik sprang hun op og tændte lommelygten og stak den helt tæt ind til ruden. (…). En lille del af lyset trængte gennem spejlglasset og lagde sig forræderisk som et svagt måneskær på silhuetterne lige bag, og pupillerne, der så direkte på hende, trak sig sammen og udvidede sig igen”. [5] Eksemplet viser, hvor lidt der skal til for at skabe en stemning af uhygge. Merete og læseren ved, at hun bliver overvåget, men ved ikke hvorfor, og hvad hendes ”herskere” vil gøre ved hende. Hun lever i en verden, hvor Lasse og hans mor hersker over hende og bestemmer præcis, hvad der skal ske med hende – de kan ende hendes liv bare ved at trykke på en knap, så sluserne i trykkammeret åbnes og trykket udlignes. Det skræmmende er, at i hendes verden uden normer eller menneskelig kontakt, kan alt ske. Bevidstheden om, at der hverken hersker lov eller orden men kun ondskab, er det, der skaber uhyggen.

Lasse og hans families funktion i bogen er at repræsentere ondskab, kynisme og hensynsløshed.

Det monstrøse i ”Kvinden i buret” er altså, at det kan være hvem som helst, der vil én ondt. Det kan være hvem som helst, der kan ende ens liv. Noget i ens fortid kan indhente en, og fordi man ikke ved, hvad eller hvem det er, kan man ikke beskytte sig mod det, og man kan ikke gøre noget ved det. I vores hektiske, postmoderne samfund skræmmer det os at miste kontrollen, og den angst projekterer forfatteren hen på den ultimative måde at miste kontrollen – nemlig at være fanget i et bur, hvor ens skæbne ligger i andres hænder.

Bogen gør også brug af et andet væsentligt træk fra gysergenren, som er rutsjebaneeffekten.

5

Kvinden i Buret, side 146.

Side 4

04.10.11 Værkanalyse [navn fjernet], 2.ux

Kvinden i Buret

Læseren får lov til at udleve sin frygt under kontrollerede forhold, idet vi godt ved, at det ”bare” er fantasi. Jussi Adler-Olsen besvarer selv et spørgsmål om, hvorfor hans bøger er så grumme: ” De onde tanker er der jo, men vi skal af med dem. Det er derfor, folk læser bøger som mine. Jeg forløser dem” [6] Dette er lige præcis essensen af gysergenren. Ifølge Freud går vi alle med nogle onde tanker, fantasier og drifter, samtidig med, at vi bærer rundt på en angst for at dø. Alt dette får frit spil i gysergenren, hvor vi som sagt kan udleve dette under kontrollerede forhold. Her stilles ret og uret, godhed og ondskab over for hinanden, og vi får et øjeblik lov til at udleve vores fortrængte drifter såvel som frygt, hvorefter vi til sidst vender tilbage til den virkelige verden.

Bogen handler i bund og grund om menneskets grænseløshed og mangel på næstekærlighed.

Den handler om, hvad konsekvenserne kan være, hvis vi fortrænger vores følelser, fordi de er for ubehagelige til, at vi kan håndtere dem. Den handler om, hvor stærk den menneskelige psyke trods alt er, og den handler om, at ondskab kan findes alle steder. Først og fremmest handler den om, at der på trods af den ondskab og den kynisme, der findes i vores samfund, er der stadig en tro på, at uret kan gøres godt igen, og at vi ligesom Merete, Uffe og Carl kan få en chance til.

6

http://www.jussiadlerolsen.dk/?page=artikel_f_interview_09