SRP: Kvinderoller i litteraturen | Dansk A og Engelsk A

Side 1

Kvinderoller i litteraturen:

SRP

Side 2

Side 1 af 23

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING 2

KVINDEROLLER I LITTERATUREN 3

DEN BRITISKE MODERNISME 3

KVINDERNE BLEV KARAKTERISERET OG AFGRÆNSET AF MÆND 3

DEN AMERIKANSKE REALISME 4

KVINDERNE LEVEDE I ET KØNSBESTEMT SAMFUND 4

DET MODERNE GENNEMBRUD 5

ET AF HOVEDBUDSKABERNE VAR FRIHED 5

KATE CHOPINS: ”THE STORY OF AN HOUR” 6

MRS. MALLARDS PERSONLIGHED 6

HERMAN BANGS: ”IRENE HOLM” 9

HUN ER EN DANSERINDE FRA DET KONGELIGE TEATER 9

DELKONKLUSION 12

AMALIE SKRAMS: ”MADAM HØIERS LEJEFOLK” 12

MADAM HØIER ER IKKE EN TIDSTYPISK KVINDE 12

DELKONKLUSION 14

JAMES JOYCES: ”EVELINE” 15

DEN PLIGTOPFYLDENDE EVELINE 15

KONKLUSION 19

DEN MODERNE KVINDES PARFORHOLD 20

LITTERATURLISTE 23

Bilag 24

Side 3

Side 2 af 23

Indledning

”At drukkenskab […], fattigdom, sult, […] og nærighed fandtes, vidste man jo godt.

Men det var ikke noget, litteraturen skulle tale om. […]

Og det var slet ikke noget, en kvinde skulle beskæftige sig med[…]”^{1}

I det gamle og traditionelle samfund var alt kønsbestemt. Det var et mandsdominerende og patriarkalsk samfund [2], hvor kvinden var underordnet manden både i hjemmet og i samfundet. Efterhånden kan en længsel efter frigørelse fra denne kvinderolle spores i litteraturen, da forfattere under bl.a. det moderne gennembrud, den amerikanske realisme og den engelske modernisme, begynder at sætte netop kvindens rolle under debat.

Men hvordan bliver kvinden fremstillet i et nutidigt eksempel ift. dengang?

Lever kvinden stadig i et kønsbestemt samfund og er underordnet sin mand?

Eller er det omvendt?

Med udgangspunkt i en redegørelse for britisk modernisme, amerikansk realisme og det moderne gennembrud med afgørende fokus på kvindernes rolle i familien og samfundet, vil jeg analysere og fortolke James Joyces: ”Eveline”, Kate Chopins: ”The Story of an Hour”, Amalie Skrams: ”Madam Høiers Lejefolk” og Herman Bangs: ”Irene Holm” med særligt fokus på fremstillingen af de kvindelige hovedpersoner.

Endeligt vil jeg perspektiver til et nutidigt eksempel på fremstilling af kvinder i litteraturen i form af Jan Sonnergaards: ”Kimono mit hus” for netop at kunne diskutere kvindens rolle.

1

http://nordicwomensliterature.net/da/article/lidenskabelig-naturalisme#article

2

Patriarkalsk samfund = ”Et patriarkalsk samfund er en samfundsstruktur, hvor mænd dominerer, og kvinder er
underordnet mændene” - http://www.krydsfelt.gyldendal.dk/Lex/Minilex/1870-
1890DetModerneGennembrud/Patriarkalsk%20samfund.aspx

Side 4

Side 3 af 23

Kvinderoller i litteraturen

Den britiske modernisme strakte sig i England over tidsperioden Den betegnes som værende mere en europæisk bevægelse i stedet for britisk, og den førte til mange frigørelser fra traditionelle bånd som f.eks. kvinders stilling i ægteskab og samfund [3]. Perioden, modernisme, var meget præget af at eksperimentere i litteraturen og især med kvinders søgen efter frihed.

De seksuelle tabuer blev i den grad udfordret, og også den kvindelige seksualitet blev

debatteret^{4}.

Kvinderne blev karakteriseret og afgrænset af mænd i en mandscentreret og mandsdomineret verden, da der var flere mænd, heriblandt sociale teoretikere, som karakteriserede kvinder med forstyrrelse, svaghed og kaos, og flere af disse teoretikere anså kvinder som værende intet andet end brugbare til det huslige og til kopulation med det modsatte køn [5].

Som udgangspunkt kunne kvinder i begyndelse af det 20. århundrede ikke træffe mange selvstændige eller samfundsmæssige beslutninger, og bl.a. deres seksuelle rettigheder blev ligegyldiggjort. Det var ikke før end 1. Verdenskrig brød ud, at der skete en samfundsmæssig

og kønsmæssig forandring^{6}.

Denne tidsperiode repræsenteres af den irske forfatter, James Joyce (), og mange af hans værker omhandler i høj grad hans forhold til det Irland han forlod, idet han blev katolsk opdraget, og på trods af dette gav slip på sin katolske tro og flyttede.

Joyces forfatterskab er kendt for at indeholde særlige stilistiske virkemidler som

                                    7
sprogteknikken: ”stream of consciousness” , og med sin roman ”Ulysses” (1922), der er både

banebrydende, modernistisk og et portræt af Dublin, trådte Joyce for alvor ind i litteraturen [8].

3

Vest, Gitte m.fl.: ”A Short History of Literature in English”, SYSTIME, 2010, s. 57-59

4

Vest, Gitte m.fl.: ”A Short History of Literature in English”, SYSTIME, 2010, s. 57-59

5

Vest, side 62

6

På samme måde som med det moderne gennembrud og naturalismen, var det teorier som Albert Einstein’s relativitetsteori (1905) og Sigmund Freuds teori om det ubevidste (1900), der holdt modernismen i udvikling.

7

’stream of consciousness’ = læseren bliver udsat for fortællerens lange tankestrøm. Dette bryder kronologien og

det store overblik i fortællingen. I dansk litteratur vil man nok kunne sammenligne dette med indre monolog

8

http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/ulysses-af-james-joyce

Side 5

Side 4 af 23

Den amerikanske realisme blomstrede ca. i tidsperioden , og efter borgerkrigen oplevede

Amerika en accelereret industrialisering hovedsageligt i de nordlige stater [9]. Bl.a. det opsving den amerikanske økonomi pludselig fik, var grundlaget for den amerikanske realismes gennembrud. I denne tid målrettede disse amerikanske realister deres værker mod bestemte grupper eller subjekter, og realismen ligger især fokus på den oprørske middelklasse, men også på kvinders stilling i samfundet og i ægteskabet. Samfundsmæssige såvel som sociale tabuer blev omdiskuteret og blev for mange en synliggjort realitet [10].

Kvinderne levede i et kønsbestemt samfund hvor de fra naturens side blev opfattet som værende mændene underlegene.

Bl.a. kvinders voldsomme trang til at udfolde sig seksuelt blev begrænset og var et tabu i samfundet [11]. Omkring begyndelsen af den amerikanske realisme var det en udbredt tendens at forsøge at fornægte, at kvindens personlige behov eksisterede. Men også kvinders offentlige rettigheder såsom uddannelse, deres stemmeret [12], ret til at eje egen ejendom og egne børn, forsøgte man at fortrænge. Ligeledes så man ægteskabet som værende kvindernes skæbne – at servere til mændene og børnene, klare alt det huslige, lidenskabsløst og underkastet [13]. Dertil lød det sig også, at seksuel kontakt uden for ægteskab hos kvinder var at synde og kunne skade kvinden selv og de efterfølgende generationer. At få børn i ægteskabet var altså den dybere mening med sex, og intet andet [14].

Ægteskabet og huset, hvor kvindens familie boede, var altså en form for beskyttelse mod den udefrakommende uro, der truede familiens moralske normer og værdi [15].

Kate Chopin (), repræsenterer denne tidsperiode og er karakteriseret ved at være forude for sin tid.

Hendes forfatterskab er meget særpræget af temaer som kærlighed og passion, ægteskab og selvstændighed, frihed og tilbageholdenhed, og Chopin skrev meget om kvindernes private

behov, hvilket også kommer til udtryk i mange af hendes værker^{16}.

9

Amerikanere var ikke længere afhængige af landbruget til at forsørge deres familier -

http://www.westga.edu/~mmcfar/worksheet%20on%20American%20Realism.htm

10

http://www.westga.edu/~mmcfar/worksheet%20on%20American%20Realism.htm

11

Meyer, Katrin: ”Female Sexuality in Depicted Short Stories by Kate Chopin”, side 1-2

12

I USA fik kvinderne først deres stemmeret i 1920

13

Howard, Ann Bail: ”A Woman Far Ahead of Her time”, s. 3

14

Seidman, Steven: ”Romantic longing: Love in America ”, 1991 s. 18-24

15

Seidman, side 55

Side 6

Side 5 af 23

Det moderne gennembrud blomstrede i Danmark i ca. og markerede en radikal ændring i litteraturen, da man skildrede en realistisk virkelighed med det formål at sætte samfundets problemer under debat [17]. Man skelner mellem de to forskellige skrivearter: naturalismen [18] og

impressionismen^{19}.

Et af hovedbudskaberne var frihed og især kvindernes stilling i ægteskabet og samfundet blev diskuteret.

Før indgåelsen af ægteskab, var de unge kvinder underlagt en streng moral - de skulle leve i kyskhed og afholdenhed [20], og hvis ikke blev de ikke accepteret og respekteret i samfundet,

hvilket bl.a. også var det man under Sædelighedsfejden^{21} diskuterede.

Dette blev man heller ikke, hvis kvinden blev skilt fra sin mand, da skilsmissen i samfundet blev set som værende en form for synd [22]. Abort var ligeledes heller ikke en mulighed [23].

Generelt havde kvinder ikke meget at skulle have sagt i hverken ægteskabet eller samfundet. I samfundet fik kvinderne bl.a. først en stemme i 1915, hvor de fik stemmerettighed, og indtil da var det manden i hjemmet, der skulle forsørge familien, mens kvinden skulle stå for al husholdning.

Den danske tidsperiode repræsenteres både af Herman Bang og Amalie Skram.

Den danske forfatter Herman Bang (), er velkendt for sit naturalistiske grundsyn og sin impressionistiske fortælleteknik og stil, hvilket i høj grad kan ses i ”Irene Holm”.

Herman Bang er et højdepunkt indenfor dansk litteratur under det moderne gennembrud, og er ydermere, sammen med Amalie Skram(), kendt for sine afslutninger, sceniske fremstillinger og sine stille eksistenser [24]. Amalie Skram fik sin debut med ”Madam Høiers Lejefolk” i 1882, og Skram er kendt for bl.a. sin tragiske naturalisme med blik for samfundets magtforhold, og er derfor på samme måde som Herman Bang, et højdepunkt under det

16

Howard, Ann Bail: ”A Woman Far Ahead of Her time”, s. 2-3

17

Man tilskriver Georg Brandes som værende baggrunden for det moderne gennembrud, da han, i sine forelæsninger på Københavns Universitet i 1871, kritiserede litteraturen for at være for romantisk, Litteraturens Veje 195-201

18

Naturalismen: udelukker guddommelig indgriben, forbi man mente, at mennesket var underlagt arv og miljø, Litteraturens Veje s. 510.

19

Impressionismen er fransk og stiler efter at udtrykke det umiddelbare indtryk gennem sceniske fremstillinger, Litteraturens Veje s. 499.

20

http://www.kvinfo.dk/side/1034/ side 2 linje 15-16

21

”Sædelighedsfejden, den omfattende debat om kønsmoralen, der var et af det moderne gennembruds mest markante

udtryk”, http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litterære_perioder/Sædelighedsfejden

22

http://www.da-net.dk/naturalismen%20noter.htm

23

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/fri-abort/

24

http://www.litteratursiden.dk/analyser/bang-herman

Side 7

Side 6 af 23 moderne gennembrud. Hendes opvækst bar præg af stor fattigdom og utryghed, hvilket også kommer til udtryk i mange af hendes værker [25].

Disse tidsmæssige faktorer, der spiller ind under hver enkel af de tre tidsperioder, kan også spores i følgende værker, og trods tidsforskellen er der visse ligheder, men også forskelle i måden, hvorpå de kvindelige hovedpersoner bliver fremstillet.

Kate Chopins: ”The Story of an Hour” er fra 1894 og fortæller om Mrs. Mallard, der indtil hendes mands formodentlige død, havde fortrængt sin egen humanitære eksistens. Nu strømmer alle de forbudte følelser og lyster, som hun havde holdt tilbage, frem i hende, og derfor kan hun pludselig se muligheder for et liv alene uden at skulle være afhængig af andre. Men denne følelse af frihed viser sig hurtigt kun at være blot en illusion, og denne illusion ender, tragisk nok, med at slå

                                                                        26
hende ihjel til slut i novellen – ” […] she had died of heart disease – of the joy that kills” .

Mrs. Mallards personlighed får jeg som læser allerede et tidligt indblik i efter de første tre linjer.

Selve ordet Mallard, der er hovedpersonens efternavn, er også navnet på gråanden eller vildanden på engelsk, og typisk forbinder man gråanden med egenskaber som lille og reserveret, hvilket i høj grad også passer til hende senere hen. Pga. af navnet, får jeg som læser blot gennem disse tre linjer associationer om, at hun måske føler sig ignoreret og overset, og er derfor ikke i stand til at gøre op med de faste trygge rammer og traditioner.

Det er også i begyndelsen af novellen, at hendes hjertelidelse bliver introduceret [27]. Denne hjertelidelse gør, at jeg som læser ser hende som værende svag uden reelt at vide det. Den kan også symbolisere problemer med hendes ægteskab, eftersom hjertet er et symbol på kærlighed m.m.. Den eneste direkte personbeskrivelse af Mrs. Mallard, der optræder i teksten er, hvor hun sidder og kigger ud af sit vindue: ”She was young, with a […] calm face, whose lines

bespoke repression and even a certain strength”^{28}. Denne beskrivelse af hende viser, at selvom

hun, udadtil, er en stille og fair kvinde, skjuler hun noget af en vis styrke under overfladen, hvilket står som en kontrast til det hidtidige indtryk af hende. Dette ’noget’ viser sig senere at

25

http://nordicwomensliterature.net/da/article/lidenskabelig-naturalisme#article

26

Chopin, 1894: s. 3, l. 15-16

27

Chopin, 1894: s. 1, l. 1

28

Chopin, 1894: s. 1, l. 30-33

Side 8

Side 7 af 23 være alle hendes fortrængte følelser, der tydeligt har haft en stor plads i hendes underbevidsthed, eftersom, at det kan ses i hendes ansigtstræk.

Disse glemte følelser bunder i hendes forhold til sin mand, Brently Mallard. ”[…] the face that had never loocked save with love upon her […]” (Chopin, 1894: s. 2, l. 16-20), viser, at manden, ironisk nok, ikke havde i sinde at få hende til at holde dele af sig selv tilbage på den måde som jeg som læser får en fornemmelse af. Ifølge dette citat, gjorde han intet andet end at elske hende, han sparede aldrig på sin kærlighed til hende, hvilket endvidere bekræftes ved følgende citat: ”[…] that blind persistence with which men and women believe they have a right to impose a private will […]” (Chopin, 1894: s. 2, l. 21-24). Denne kærlighed får hende dog alligevel til at fortrænge sin egen personlighed for at blive den underlagte kvinde, det omlæggende samfund forventede, at hun blev i den tid.

I novellen forekommer der eksempler over hele teksten på, at hun var underlagt sin mand, og et eksempel kunne f.eks. være den måde hendes hænder er beskrevet som værende

                           29
”powerless”, ”white” og ”slender” .

Som jeg tidligere har nævnt, bliver alle de fortrængte sider af Mrs. Mallard frigjort ved nyheden om hendes mands død. Måden, hvorpå Chopin beskriver hendes reaktion på netop dette, gør, at jeg som læser får en fornemmelse af, at noget inde i hende er på vej til at bryde frem. Og dette ’noget’, som tidligere nævnt er alle hendes fortrængninger, får pludselig vind i sejlene, og til at beskrive Mrs. Mallards reaktion på sin nyfundne frihed, benytter Chopin sig af beskrivelser som disse:

”[…] The vacant stare and the look of terror […]”^{30} og ”[…] what could love […], count for in

the face of this pissession of self-assertion which she suddenly recognized as the strongest

impulse of her being”^{31}.

Som jeg allerede har været inde på, er symbolerne, som fx hjertelidelsen, med til at beskrive Mrs. Mallard. De er med til at sætte ord på hendes længsel efter frihed og en ny begyndelse.

Lænestolen, der er placeret foran det åbne vindue [32], bliver beskrevet som værende ”comfortable” og ”roomy”. Lænestolen og det åbne vindue, symbolisere frihed og er med til at

29

Chopin, 1894: s. 2, l. 7-8

30

Chopin, 1894: s. 2, l. 9-11

31

Chopin, 1894: s. 2, l. 27-30

32

Chopin, 1894: s. 1, l. 16

Side 9

Side 8 af 23 skabe muligheden for, at hun kan bryder med sit ordinære liv. Efterfølgende bliver foråret nævnt og regnen, der hører til: ”She could see in the open square before her house the tops of trees that were all aquiver with the new spring life. The delicious breath of rain was in the air”

(Chopin, 1894: s. 1, l. 19-21).

Dette er en metafor for, at hun er på vej til at starte et nyt liv op – en ny begyndelse. Ord som ”delicious” er blevet brugt til at beskrive, hvor draget hun er til livet ude på den anden side af vinduet. Selve regnen, er også et symbol i sig selv, da det symbolisere, at hendes liv snart bliver renset, hvilket hun nyder [33]. Alt dette er med til at danne en vis form for frigørelse hos mrs. Mallard væk fra den traditionelle kvinde.

Også Gud har en rolle i novellen. Chopin sætter spørgsmålstegn ved Guds eksistens ved at Mrs. Mallard beder en bøn til Gud [34] om at få et godt og langt liv, men tragisk ender novellen med, at hun dør lidt efter denne bøn, hvilket skaber tvivl om Guds virkelige eksistens [35].

Til slut i novellen dukker hendes mand op, og lidt efter dør hun: ”When the doctors came they said she had died of heart disease – of the joy that kills” (Chopin, 1894: s. 3, l. 15-16). Dette ser jeg som værende Chopins måde at fortælle, at der, dengang, ikke kun var goder sider af ægteskabet, men at der også var dårlige sider. Dette kan især også blive trukket tilbage til mandens kærligheden til Mrs. Mallard, da den, i stedet for at gøre lykke, er skadefuld. At det er de omgivende mennesker, der erklærer hende død som følge af et hjerteanfald grundet den formodentlige glæde hun pludselig føler, da hendes mand kommer ind af døren, er ikke tilfældig. Det viser nemlig, at omgivelserne har en forudindtaget holdning omkring, hvordan ægteskabet skal være. At ægteskabet er godt og ikke skidt. At hun var lykkelig og ikke undertrykt, og dermed anser de heller ikke skuffelsen, som jeg som læser tror hun døde af, som værende en reel årsag, hvilket er det som har været Chopin budskab – Hvem lagde

egentlig mærke til den ulykkelige hustru/kvinde dengang? Hendes omgivelser fornægter mrs.

Mallards egne personlige behovs eksistens og går ud fra det de finder som værende rigtigt, hvilket afspejler tidsperiodens måde at opfatte kvinderne om omgivelserne på.

33

Chopin, 1894: s 2, l. 18-20

34

Chopin, 1894: s. 2-3, l. 39-1

35

At sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens er en del af naturalismen, men da realismen og naturalismen tidsmæssigt ligger tæt op af hinanden, er det ikke usandsynligt, at Chopin har følt sig inspireret af denne tid.

Side 10

Side 9 af 23

Herman Bangs: ”Irene Holm” er fra 1890 og sætter fokus på en af Bangs stille eksistenser, hovedpersonen, Irene Holm, der på flere områder, lever i en håbløs fortid med ingen fremtid, og går derfor tabt i samfundet. Med en baggrund som tidligere balletdanserinde, starter hun et dansekursus op på en kro i en lille provinsby. Efter afdansningsballet, hvor hun, ydmygende, falder foran alle,

tager hun videre – ”Der drog hun hen for at fortsætte det man kalder livet”^{36}.

Hun er en danserinde fra Det Kongelige Teater og en ydre beskrivelse af hende får jeg som læser allerede i starten af novellen:

”Hun var lille, tyndslidt med et firtiaarigt Lillepige-ansigt under en Skindbaret, og gamle Lommetørklæder bundet om Haandledene mod Gigt. […] Tak – aa Tak – jeg kan jo selv, til hver Haandsrækning og saa hjælpeløs ud” (Bang, 1890: s. 159, l. 13-16)

Her skabes, der foreløbigt et skrøbeligt og forsigtigt indtryk af hende. Irene Holm er en af Bangs stille eksistenser. Selvom hendes alder fastsættes til at være cirka 40 år, skabes der alligevel en vis tvivl, da jeg som læser både for at vide, at hun har gigt, som er mest almindeligt blandt ældre mennesker, og, at hun også har et lillepige-ansigt. Hvorfor Bang har valgt at sammenblande dette, noget gammelt og noget ungt, kommer jeg ind på senere. Irene Holm er også meget genert, hvilket kommer til udtryk ved, at hun ikke rigtig tør at spørge om vej [37], og hun udviser heller ikke de største sociale færdigheder. I hvert fald ikke når hun sidder alene derhjemme efter undervisning: ”Hun sad paa sin Champagnekurv i Krogen og stjal det sidste lys” (Bang, 1890: s. 160, l. 6-7). At hun sidder i krogen, hvor kun meget lidt lys kommer ind, viser også, at hun også er ret indadvendt som person. Dette fremgår også tydeligt i det efterfølgende tekststykke, hvor smedemadammen snakker med hende, og hvor der bagefter bliver sagt: ”Frøken Holm vidste sjældent, hvad hun havde fortalt. […] Udenfor Dans og Positioner […] – havde denne Verdens Ting lidt svært ved at bryde ind til Frøken Holms Bevidsthed […]” (Bang, 1890: s. 160, l. 11-18).

Hun hører bare til smilende og nikker graciøst. Dette kommer yderligere til udtryk på side

163, l. 1-2 og side 165, l. 3-4. Hendes passion for balletdans er utrolig stor, hvilket jeg som

36

Bang, Herman: ”IRENE HOLM og andre noveller” , Gyldendals Tranebøger, foretaget på grundlag af ”Værker i Mindeudgave” (2. oplag 1920), 2. Tranebogsudgave, Danmark 1993 – 1890: side 170, linje 13.

37

Bang, 1890: s. 159, l. 21-22

Side 11

Side 10 af 23 læser kan se optræder flere steder i novellen. Bl.a. kommer det til udtryk, når hun øver sine trin om aftenen, hvor hun bliver så ivrig, at hun begynder at nynne højt, og herefter kommer til at tænke på hendes tid på Det Kongelige Teater – ”[…] den lystige Tid…” (Bang, 1890: s. 160,

l. 32-36. Derudover får jeg som læser en fornemmelse af, at hver gang hun danser, underviser i dans eller bare tænker på dans, udviser hun en helt anden personlighed. Hun er meget mere åben, udadvendt, glad og socialt anlagt i modsætning til, når hun helst vil være alene derhjemme. Dette kan bl.a. ses, når hun underviser, hvor hun ikke er bange for at rette og snakke til dem [38], men det kan også ses på den måde, hun pludselig ikke kan være alene mere og har brug for at snakke om ballet: ”Men hun kunne ikke være ene […]” (Bang,1890: s. 28-33).

Endvidere får jeg som læser også en fornemmelse af, at hendes store passion for dans bunder i hendes fortid, som hun aldrig helt har sluppet. Dette giver god mening eftersom hun flere steder i novellen, giver udtryk for, at hun savner at være på Det Kongelige Teater, her for bare at nævne nogle:

”Hun læst Annoncerne […] det var jo om >>dem derovre<<” (Bang, 1890: s. 163, l. 6-8), ”[…] febrilsk for sin Dansemester” ((Bang, 1890: s. 163, l. 17-18), ”[…] Frøken Holm kunde Personlisten udenad og Navnene paa alle Solodanserne” ((Bang, 1890: s. 163, l. 19-22) og ”Om Aftenen, da Balletten skulde opføres første Gang, havde hun Feber, som om hun selv skulde danse” (Bang, 1890: s.163, l. 23-27)

Men det er også Bangs ordvalg mht. fortiden, der er med til at skabe dette tilhørsforhold til teateret, bl.a. bliver der brugt ”dem derovre” og ”vi alle” om de mennesker, der er på danseskolen. At hun sidder fast i fortiden, forklarer dermed også den tvivl, der i starten var omkring hendes alder. Dengang hun gik på danseskolen, var hun nok omkring de 16-17 år, og denne alder sidder stadig fast i hendes ansigtstræk, deraf sammenblandingen af lillepige-ansigt, ”Sekstenaars Smaanik” [39] og hendes gigt. Og selvom hun prøver at fremstå graciøs [40], bliver hun stadig set som værende sart og lillepigeagtig [41]. Det ses også i hendes forsøg på at gøre sig til over for skolelæreren. Hver uge, når hun sender sit hækletøj, som hun arbejder med om aftenen, til København, går det forbi skolelæreren, der må pakke det om.

Af ham bliver hun kaldt for bl.a. ”lille Frøken” [42], hvilket viser, hvor skrøbelig hun for ham virker, og at hendes behov for kærlighed, i form af skolelæreren, derfor ikke bliver opfyldt.

38

Bang, 1890: s. 161, l. 16 og Bang, 1890: s. 161, l. 23-24

39

Bang, 1890: s. 162, l. 37

40

Bang, 1890: s. 162, l. 9-10

41

Bang, 1890: s. 165, l. 19-21

42

Bang, 1890: s. 163, l. 5

Side 12

Side 11 af 23

At hun stadig hænger fast i fortiden bunder i, at hun har en uopfyldt drøm om at blive solist på Det Kongelige Teater og hun mindes som sagt den tid hun dansede på skolen.

At hendes danselærer var hård og hånende [43] er ironisk ift., at hun, som jeg også tidligere har været inde på, beskriver denne tid som værende lystig.

Hendes forhold til sin mor er ikke godt, da Irene Holm aldrig formåede at kunne leve op til morens forventninger om at blive solist. Moren fremhæver, at Anna Stein, som startede på samme tid som Irene Holm, allerede har danset soloen: ”[…] Le grande Neapolitaine […]”

(Bang, 1890: s. 164, l. 22-31) Netop denne solo, vil jeg komme ind på senere. Selvom hun kalder tiden for lystig, kan jeg som læser se, at hun stadig er bitter over sin skæbne, og derfor får jeg som læser en fornemmelse af, at hun vil have teatret skal få dårlig kritik. Dette kommer til udtryk ved, at der falder ”[…] et Par smaa Gammelkone-Taarer ned paa Berlingskes Papir”

(Bang, 1890: s. 164, l. 35-37), mens hun sidder og læser om ballettens succes.

Hun lever, som sagt, håbløst i sin fortid, eftersom det ikke lykkedes hende at opfylde sin drøm om at blive solist på Det Kongelige Teater, hvilket generelt, er et typisk karakteristika hos Bangs stille eksistenser. Når hun danser og tænker tilbage, får hun en fornemmelse af, at alt er godt, frit og uden bekymringer.

Dette kommer især til udtryk til sidst i novellen, hvor hun ved afdansningen får mulighed for at danse den samme solo som Anna Stein, nemlig Le Grande Neapolitaine: ”[…] Hun smilede og vinkede og viftede og viftede. […] Hun saa ikke Tilskuernes Ansigt mer – hun aabnede Munden – smilede […]” (Bang, 1890: s. 168, l. 27-32).

Her lever hun sig så meget ind i den, at hun tror, at hun er med i en stor og vigtig forestilling på Det Kongelige Teater, og hun glemmer derfor helt sine omgivelser [44]. Det er først når folk omkring hende begynder at grine, at hun vågner op, skuffende, til realiteten, hvilket er skyld i at hun falder, og dermed fejler soloen [45].

Efter dette pakker hun sammen for at drage videre til næste by – ”Der drog hun hen – for at fortsætte det, man kalder livet” (Bang, 1890: s. 170, l. 13). Dette vil jeg som læser se som værende en ironisk forfatterkommentar, hvilket er typisk Bang, der kritiserer samfundet for dets behandling af kvinder som Irene Holm, der går i ét med og bliver glemt i samfundets hverdag.

43

Bang, 1890: s. 164, l. 8-17

44

Bang, 1890: s. 168, l. 32-35

45

Bang, 1890: s. 168-169, l. 37-2

Side 13

Side 12 af 23

Delkonklusion

Måden, hvorpå mrs. Mallard bliver skildret kan på sin vis også sammenlignes med måden, hvorpå Irene Holm skildres, da fælles for dem er, at de bliver fremstillet som værende svage, skrøbelige og ude af stand til at klare sig selv. Jeg får som læser derfor stor medlidenhed med dem. Derudover kan den måde Irene Holm er en stille eksistens, også sammenlignes med måden, hvorpå mrs. Mallard med sin tragiske skæbne, aldrig får opfyldt sine egne

eksistentielle behov. Hun fortrænger store dele af sig selv, da hun/Irene Holm, er i stand til at

frigøre sig fra sine omgivelser. Dermed vil jeg som læser også kunne betegne mrs. Mallard for en slags stille eksistens, på trods af den tidsmæssige forskel. Hvor mrs. Mallard er en gift kvinde, lever Irene Holm i kyskhed og afholdenhed, hvilket afspejler tidsperioden, Bang skrev novellen i.

Amalie Skrams: ”Madam Høiers Lejefolk” er fra 1883 og belyser de sociale forhold mellem rig og fattig i det daværende samfund. Dette kommer i høj grad til udtryk i forholdet mellem madam Høier og moren i den stenarbejderfamilie, som lejer sig ind hos madam Høier. Da familien sidst på måneden ikke er i stand til at betale huslejen, smider madam Høier dem ud i gården med hård tone, hvor de sidder natten over. Moren bliver idømt tre års straffearbejde for at have dræbt sine to små

børn til slut i novellen – ”Saa fik hun da Tag over Hovedet saalænge”^{46}.

Madam Høier er ikke en tidstypisk kvinde og hun repræsenterer den bedre stillede del af befolkningen. Hun er både grisk, nærig, kynisk og er hverken i besiddelse af empati eller sympati. En grisk eksistens. Dette kan ses gennem den måde, hun ikke vil hjælpe folk i nød og er altså ligeglad med den anden

              47
families tilstand .

I hendes forhold med hendes mand, er madam Høier den dominerende, ikke manden, og han må derfor leve under hendes præmisser med stor respekt [48], og det er kun når han drikker sig fuld, at han har mod nok til at sige hende i mod: ”Det var kun, naar han slog sig uvorren og drak sig meget fuld, at han fik Mod til at lade sig mærke med, at han var til. […]” (Skram, 1883: s. 119,

l. 15-17). Modsat Madam Høier kæmper moren, i den anden familie, en hård kamp for at

46

Skram, Amalie: ”Udvalgte fortællinger / Amalie Skram”, Norderstedt; København, 1. udgave: Books on

Demand, 2005, 2005 – Edition BoD, BoDs kvinderække; 1. værk) – 1883: side 127, linje 3.

47

Skram, 1883: s. 121, l. 4-5

48

Skram, 1883: s. 119, l. 25-28

Side 14

Side 13 af 23 redde sin mand og sine børn. Hun prøver at få sin mand til at tage sig sammen til at gå ud for at finde et nyt sted, de kan bo [49], men må se det som værende forgæves, eftersom manden ikke har i sinde at tage sig af familien. Flere steder i novellen forekommer der flere eksempler på, at hun, modsat madam Høier, er underlagt og afhængig af sin mand.

F.eks. viser situationen, hvor hun ikke tør ”[…] vække ham” (Skram, 2883: s. 121, l. 31-33), at hun er bange for, og dermed også underlagt sin mand, hvilket yderligere tydeliggøres på side

122, l. 22-23: ”Hun var ræd ham […]”.

At hun er afhængig af sin mand, kan jeg som læser se på den måde hun bliver hos sin mand sammen med børnene. Dengang var det at blive skilt ikke alment velseende, og derfor er hun afhængig af, at manden går ud og prøver at skaffe penge og finde et nyt sted at bo.

Det sidstnævnte kan underbygges ved, at hun, trods hun er underlagt sin mand, trodser denne frygt og siger sin mand imod: ”[…] Men Manden, som ikke var vant med, at hun gav sig[…]”

(Skram, 1883: s. 125, l. 16-17), hvilket afviger fra det traditionelle ægteskab, hvor kvinden havde pli. Skram prøver, med sin næsten sarkastiske beskrivelse af madam Høier, at skabe medlidenhed hos læseren med moren: ”Hun to fat i begge lamme og slæbte dem med egne Hænder, efter den ene Arm, ud i Gaarden” (Skram, 1883: s. 123, l. 23-24). Her er det tydeligt at se, at Skram beskriver madam Høier som værende umenneskelig, hvilket selvfølgelig medfører, at jeg som læser får medlidenhed med moren og familie, men samtidig skaber det et kritisk og i høj grad distanceret forhold til madam Høier. Den manglende tillid til og tro på Gud bliver også sat i fokus, hvilket kommer til udtryk der, hvor konen bliver mor til et par blåviolette tvillinger: ”[…] Konen havde maaske helst set, at Vorherre i sin Naade ikke have betænkt hende fuldt saa rundeligt.” (Skram, 1884: s. 120, l. 22-28). Og da abort, på dette tidspunkt, ikke er en mulighed, overlader moren sin og sine kommende børns skæbner i Guds hænder, der hverken gør til eller fra. Det ses også, at familien kæmper for at overleve deres skæbne uden megen kærlighed, idet de ingen hjælp får fra Gud, når de allermest har brug for det, hvilket kendetegner en naturalist [50]. Gennem hele novellen, får jeg som læser, et indre billede af et miljø, hvori handlingen finder sted i et usselt sceneri i et renoveret køkken bag stalden.

49

Skram, 1883: s. 122, l. 13-14 og 22

50

Skram, 1883: s. 124, l. 31-36

Side 15

Side 14 af 23

”De mølædte Brædder revned i sine Sammenføjninger; ud vælted den raadne Halm og den stinkende Bunke Pjalter, der tjente til Sengklæder, og sendte en Sky af Rusk og Smuds mod loftet” (Skram, 1883: s. 123, l. 31-33)

Som læser får jeg en fornemmelse af, at denne smuds udgør hele sceneriets tyngdepunkt [51], da en lang række af nedadgående bevægelser, så som ”faldt”, ”vakled” og ”satte sig”, har retning mod denne dynge smuds, hvilket igen fremtræder på side 124, l. 27-28. Sproget i novellen er

utrolig ”mikroskoperet” med uhyggelig præcision^{52}, her for at nævne nogle eksempler: ”[…]

                                        53
flaskegrønt […] sortsjollende […] grovgrisne […]”

, ”[…] underlig tomme, […] sortladen

Gustenhed […]”^{54} og ”[…] sortgraa […] sure Novembervind […]”^{55}. Dette viser, at Amalie Skram,

hverken gør brug er rene farver eller linjer. Alt skal defineres helt ned til punkt og prikke.

Et af Skrams temaer er de sociale forhold: ”[…] Det var Skrækken for Madam Høier[…]” (Skram,

1883: s. 125, l. 12-16). Her tydeliggøres forholdet mellem rig og fattig, at moren, som fattig, faktisk er bange for madam Høier, der er mere velstillet end hun. Amalie Skram er kendt for sine ’outroer’ [56]. Måden, hvorpå denne novelle slutter er ved, moren bliver dømt til tre års strafarbejde for ubevidst at have dræbt to af sine børn, mens madam Høier går fri fra sine gerninger. Her er det tydeligt, at der tages afstand til de fattige, og på den måde, prøver Amalie Skram at vise, hvordan kvindernes rettigheder og stilling var for de fattige i samfundet, men også i ægteskabet. At hun ender sin novelle med at skrive: ”Saa fik hun da Tag

over Hovedet saalænge”^{57}, kan jeg som læser kun opfatte som værende ironisk.

Delkonklusion

Idet ”Irene Holm” og ”Madam Høiers Lejefolk” er skrevet under samme tid, det moderne gennembrud, tager novellerne mange af de samme problematikker op.

Generelt får jeg i dem begge et indblik i den fattige kvindes overlevelse i datidens samfund uden megen hjælp fra omgivelserne. Moren, som bliver smidt ud med sin familie af madam Høier, og Irene Holm, der lever et liv i fortiden uden hverken livsglæde eller familie og mand.

51

http://nordicwomensliterature.net/da/article/lidenskabelig-naturalisme#article

52

http://nordicwomensliterature.net/da/article/lidenskabelig-naturalisme#article

53

Skram, 1883: s. 116, l. 3-4

54

Skram, 1883: s. 124, l. 21

55

Skram, 1883: s. 125, l. 28-30

56

En ’outro’ er en afslutning, på samme måde som en intro indleder.

57

Skram, Amalie: ”Udvalgte fortællinger / Amalie Skram”, Norderstedt; København, 1. udgave: Books on

Demand, 2005, 2005 – Edition BoD, BoDs kvinderække; 1. værk) – 1883: side 127, linje 3.

Side 16

Side 15 af 23

Den store forskel ligger dog i, at i Madam Høiers Lejefolk, er det en kvinde, madam Høier, som er den dominerende i sit parforhold, hvilket generelt er forskellen mellem netop denne novelle sammenlignet med de andre. Måden, hvorpå Chopin, i ”The Story of an Hour”, fremstiller mrs. Mallard, viser, hvordan en kvinde kan lide af deres undertrykte behov og,

deraf, deres længsel efter at blive/være en del af den omkringliggende verden.

Denne undertrykkelse kan på visse områder holdes op i forhold til problematikken, der tages op omkring morens forhold til sin mand i ”Madam Høiers Lejefolk”. Hun er på flere måder afhængig af sin mand, hvilket også er udgangssituationen for mrs. Mallard. Men moren udviser en form for frigørelse ved at sige sin mand imod. Både moren og madam Høier markerer altså derved en af de samfundsændringer, der under det moderne gennembrud fandt sted mht. kvindens rolle, hvilket deres frigørelse fra deres mænd, antyder. Dog ligger den helt store forskel her i, at mrs. Mallard længsel efter frihed besætter hendes sind, hvilket i sidste ende, ender med at slå hende ihjel. Der forekommer også andre tematiske ligheder, bl.a.

optræder tvivlen om gudseksistens både i ”The Story of an Hour” og i ”Madam Høiers Lejefolk”.

James Joyces: ”Eveline” er fra 1914 og er en del af hans novellesamlingen Dubliners. Den omhandler

Eveline, som står overfor valget om enten at blive hos sin far og sine trygge omgivelser, eller at tage med Frank og søge mod det ukendt. Hun overvejer alle muligheder, der er, for at blive og for at tage væk, men det er hendes indre splittelse, der får stor indflydelse på, hvorfor hun, til slut i novellen, bliver enig med sig selv om, at hun bliver hos sin far og giver afkald på Frank.

Den pligtopfyldende Eveline er den kvindelige hovedperson i Joyces novelle. Evelines navn optræder ikke i starten af novellen. Det sker først på side 18 linje 27 i novellen, hvor hun tidligere blev beskrevet med de meget anonyme angivelse ”SHE” og ”miss Hill” [58].

Som læser får jeg ingen særlig beskrivelse af Eveline som person, men det er de mange tanker og handlinger hun gør sig i løbet af novellen, der er med til at danne rammen for en selvudarbejdelse af hendes personkarakteristik. Dette er en del af Joyces karakteristiske skrivestil, stream of consciousness. Som 19-årig er Eveline i en overgangssituation både i form af en aldersmæssig, men også en ren fysisk, hvilket jeg vil komme ind på senere. Novellens

58

Joyce, 1914: s. 17, l. 1 og s. 18, l. 20

Side 17

Side 16 af 23 handling arbejder hen imod det jeg som læser må opfatte som kulminationen, hvilket er, hvor Eveline skal træffe valget om hun vil rejse med sin kæreste eller bliver hjemme hos sin far.

Situationen før hun skal træffe sig valg, og dermed udgangssituationen for novellen, udspiller sig mest i Evelines fortid og familie. I novellen er der ingen implicit angivelse af hvor fattige, Evelines familie er, men på side 18 linje 36-40, ses der et eksempel på, at hendes far beskylder hende for ikke at spare på sine penge:

”She always gave her entire wages – seven shillings – and Harry always sent up what he could but the trouble was to get any money from her father. He said she used to squander the money, that she had no head, that he wasn’t going to give her his hard-earned money to throw about the streets […]”.

Dette teksteksempel kan også ses på, som om hendes far ikke mener, at hun kan administrere sine penge, og derved tager han dem fra hende. Netop tabet af pengene som hun selv har optjent symboliserer dermed tabet af hendes selvstændighed. Her tydeliggøres også det syn, der var på kvinderne i England omkring 1914.

Eveline havde to brødre, Harry og Ernest, men Ernest er død, og Harry er flyttet. Hendes mor er også død, og derfor har hun kun sin far tilbage. Grundet dette får Eveline tidligt et stort ansvar, på størrelse med en voksens, i en meget ung alder, idet hun efter morens død, har måttet passe på husholdningen samtidig med at arbejde i et varehus [59]. På arbejdet bliver hun blot betragtet som værende et erstatteligt objekt: ”What would they say of her in the Stores when they found out that she had run away with a fellow […] her place would be filled up by advertisement” (Joyce, 1914: s. 18, l. 14-16). Dette viser hendes egen opfattelse af, at de gennem en annonce sagtens kan finde en til at erstatte hende. At ingen påskønner hendes arbejde. Det viser yderligere synet, man havde på kvinder dengang.

På trods af dette voksne ansvar, er Eveline alligevel underlagt sin far, og er dermed frataget sine selvstændige valg. Med andre ord er det ansvar Eveline har fået efter sin mors død et ansvar uden plads til selvstændighed og, mest af alt, frihed. Denne frataget frihed ses yderligere i de nedenstående tre citater, hvor støvet i huset er af den symbolske betydning, at alting er gået i stå i Evelins hjem:

59

Joyce, 1914: s. 18, l. 13-14

Side 18

Side 17 af 23

”[…] in her nostrils was the odour of dusty cretonne” (Joyce, 1914: s. 17, l. 2), “[…] She looked round the room, reviewing all its familiar objects which she had dusted once a week for so many years” (Joyce, 1914: s. 17, l. 21-22) og ”[…] leaning her head against the window curtain, inhaling the odour of dusty cretonne” (Joyce, 1914: s. 19, l. 31-33).

Eveline havde en meget kristen opvækst, hvilket bl.a. ses ud fra følgende: ”[…] beside the coloured print of the promises made to Blessed Margaret Mary Alacoque” (Joyce, 1914: s. 18, l. 2-

5). Eveline har dog aldrig kunnet finde ud af, hvad denne præst hedder, hvis billede hænger ved siden af hellige Margaret Mary Alacoque [60], hvilket kan ses som værende en form for frigørelse fra både familiens normer og værdier, men også fra selve katolicismen.

Novellen tager udgangspunkt i den overgangssituation, Eveline står overfor, hvilket kan ses som både værende en indre og en ydre. I den konkrete situation står Eveline imellem sin trygge og sikre base, hjemmet [61], og hendes udlængsel, det ukendte [62]. Aldersmæssigt står Eveline i overgangsfasen mellem at være en undertrykt lille pige og at blive en voksen, selvstændig kvinde. Også rent fysisk står Eveline i en overgangssituation. Starten af novellen indledes med, at Eveline sidder ved vinduet og kigger ud på livet ude på gaden [63]. Dette kan, med læserens øjne, ses som værende en overgang i sig selv. At vinduet symbolisere en barriere mellem hendes ’fangenskab’ og livet på den anden side. Med disse forskellige overgangssituationer Eveline gennem novellen står overfor, er det tydeligt at se, at det både er en ydre, men også en indre splittelse hun har, og ønsket om frihed, frigørelse og selvstændighed, bliver derfor udfordret af sine omgivelser, men og af sig selv, og bliver derfor også sværere at realisere. I modsætningen til Evelines far, der holder hende fast, er Frank et omvandrende frihedsbillede på det liv hun søger. I det, at Frank repræsenterer denne frihed, gør Eveline, flere steder i novellen, Frank til genstand for sin flugt. Dette ses især i følgende tekststykke, hvor det viser, hvor afhængig hun er af Frank, og at hun uden ham, ikke formår at flygte:

60

Margaret Mary Alacoque (), Fransk nonne af Visitation ordenen, der blev kanoniseret i 1920 af Paven, Benedict XV, som helgen af den romersk-katolske kirke,

http://www.marypages.com/MargaretMaryAlacoque.htm

61

Joyce, 1914: s. 18, l. 12-13

62

Joyce, 1914: s. 18, l. 26-27

63

Joyce, 1914: s. 17, l. 1-11

Side 19

Side 18 af 23

”She stood up in a sudden impulse of terror. Escape! She must escape! Frank would save her. He would give her life, perhaps love, too. But she wanted to live. Why should she be unhappy?” (Joyce, 1914: side 19, l. 50-53).

Frank optræder altså her som et symbol på alt det, Eveline aldrig har oplevet og derved er noget nyt og fremmed. ”[…] Then she would be married – she, Eveline. People would treat her with respect then” (Joyce, 1914: s. 18, l. 26-27). Endnu engang bliver kvindesynet taget op i novellen. Som læser, får jeg den opfattelse af, at hvis ikke hun er gift, vil hun ikke kunne blive accepteret af omgivelserne i det omkringliggende samfund.

Samtidig viser citatet også, at Eveline ikke helt kan begribe, at det rent faktisk vil kunne ske

for hende. Dette indikeres med hendes streg under, at det er ”she, Eveline”^{64}, der rent faktisk

vil blive gift. Hun tror ikke, det er en mulighed for hende.

Dette er også med til at forklare, hvorfor Eveline, til sidst i novellen, tager det valg som hun gør. Evelines valg mellem frihed og tryghed er, som tidligere nævnt, repræsenteret af Frank og hendes far, og da hun til sidst ikke kan genkende Frank [65] kan det tolkes som om, at hun vælger at taget endelig afsked med sin frihedsdrøm, og dermed vælge at underlægge sig de omkringliggende forventninger, der er til hende og blive.

Men det, at Eveline ikke er i stand til at genkende sin kæreste, kan jeg som læser også tolke til at være et tegn på, at hun er blevet sindssyg. Dette kan underbygges med, at der sker en pludselig ændring fra, at Eveline tænker: ”Frank would save her” (Joyce, 1914: s. 19, l. 50-51) til ”[…]he would drown her” (Joyce, 1914: s. 20, l. 17-18). Joyce eksperimenterer altså med Evelines søgen efter frihed, hvilket også karakteriserer hans tidsperiode.

64

Joyce, 1914: s. 18, l. 26-27

65

Joyce, 1914: s. 20, l. 29

Side 20

Side 19 af 23

Konklusion

På samme måde, hvorpå mrs. Mallard og Irene Holm bliver skildret, kan det også sammenlignes med måden, hvorpå Eveline bliver fremstillet. Eveline er også mere eller mindre i besiddelse af de samme egenskaber som mrs. Mallard og Irene Holm er beskrevet med: svag, skrøbelig og ude af stand til at frigøre sig. Hun er i en lidt mindre grad en stille eksistens end de to andre.. Fælles for dem alle er, at de mere eller mindre lever i et traditionelt og kønsbestemt samfund. Irene Holm og Eveline har også det til fælles, at de begge er groet fast. Eveline er ikke i stand til at frigøre sig og dermed opnå det liv, hun i så mange år har set gå forbi hende, og Irene Holm er groet fast i sin fortid grundet en uopfyldt drøm som ballerinasolist på Det Kongelige Teater. Ydermere gør dette, at Irene Holm er underlagt sine omgivelser: Det Kongelige Teater… Sin drøm.

Trods tidsforskellen, er der vise ligheder, men også forskelle, mellem de fire analyserede noveller, bl.a. er de alle skildret realistisk. Skildringen af kvinderne, og hvordan de bliver behandlet af bl.a. omgivelserne omkring dem, bliver klart stillet op af de fire forfattere. Dog på forskellige måder. De omhandler alle en fællestematik, der prøver at tage den helt store problematik op, som dengang under både den britiske modernisme, den amerikanske realisme og det moderne gennembrud, var kvindernes stilling i ægteskabet og samfundet.

Med andre ord ville de med deres litteratur frem med en kritik af samfundets behandling af kvinder uden for ægteskab såvel som i ægteskab. Gift såvel som ugift. Fattig såvel som rig.

I novellerne bliver de kvindelige hovedpersoner, på nær madam Høier, skildret som værende underlagte og mere eller mindre svage og skrøbelige. Men ”At drukkenskab[…], fattigdom, sult, svineri og nærighed fandtes, vidste man jo godt. Men det var ikke noget, litteraturen skulle tale

om. […]^{66} – dette er, hvad de fire forfattere netop gør, og det er det, der binder måden, hvorpå

de fire forfattere, inden for hver deres tidsperiode, sammen. Dette fremgår bl.a. i de skjulte forfatterkommentarer, der fremgår til slut i ”Madam Høiers Lejefolk” og ”The Story of an Hour”. Netop i ”Eveline”, sættes der lighed mellem bl.a. det at være svag og ikke at være gift. Og i ”Irene Holm”, hvor hovedpersonen også er ugift, kritiserer Bang samfundet for at overse disse stille eksistenser.

66

http://nordicwomensliterature.net/da/article/lidenskabelig-naturalisme#article

Side 21

Side 20 af 23

Den moderne kvindes parforhold

Af ovenstående analyse fremgår det tydeligt, at måden, hvorpå kvinderne bliver fremstillet i de fire forfatteres noveller, er påvirket at det omkringliggende og kønsbestemte samfund, hvori kvindens rolle i familien og samfundet fremgår. Med henblik på netop dette, er det interessant at perspektivere til et nutidigt eksempel i form af Jan Sonnergaard: ”Kimono mit hus”, der giver et realistisk billede af, hvordan kønsrollemønsteret i parforholdet har udviklet sig set i forhold til de fire andre tekster.

I forhold til måden, hvorpå de fire teksters kvindelige hovedpersoner bliver fremstillet af de fire forfattere, kan Skrams skildring af madam Høier sammenlignes med måden, hvorpå Sonnergaard har skildret sin kvindelige hovedperson. På samme måde som madam Høier er den dominerende og selvstændige, bliver Lone skildret som værende højst kritisk og den dominerende i parforholdet med Bo: ”Du var så skidefuld, at du begyndte at stjæle, var du!”

(Sonnergaard, 1997: s. 101, l. 11-12). Her gives et klart billede af, at hun trumfer sine holdninger igennem uden at vide, om det er korrekt eller forkert.

Madam Høier bliver især også fremstillet som værende umenneskelig overfor de fattige og svage, idet hun smider den fattige familie ud. Til forskel fra madam Høier, udviser Lone en eller anden form for menneskelighed, hvor ”hendes gode hjerte (løb) af med hende”

(Sonnergaard, 1997, s. 101, l. 24-27). Hun får øjnene op for den virkelighed, der ligger under hendes vrede og dominans [67]. Generelt ligger skildringen af de andre kvindelige hovedpersoner langt fra Lones kvinderolle, men alligevel fremgår der en vis lighed mellem dem. Frihedsdrømmen som Eveline og mrs. Mallard har til fælles, kan på et vis område også ligne den frigørelse og frihed Lone er i besiddelse af. Men hvor Eveline og mrs. Mallards frihed kun er en drøm, er Lone en frigjort kvinde.

Uden at gå i dybden med mandens generelle rolle i de fire tekster, fremgår det tydeligt, at han er den dominerende og overlegende i forhold til kvinden. Han skal tjene penge og ikke tænke på pasning af hus eller børn, hvilket faren i ”Madam Høiers Lejefolk” giver et godt billede af. Til forskel fra dette giver fremstillingen af Høier, madam Høiers mand, et billede af en underlagt og kompromissøgende mand, og på samme måde er Bo i ”Kimono mit hus” fremstillet på.

67

Sonnergaard, 1997: s. 100, l. 13-28

Side 22

Side 21 af 23

Kvinderollen, der bliver fremstillet i de fire tekster, og i sær måden, hvorpå Eveline og moren er underlagt deres omgivelser, kan på sin vis ligne Bos manderolle. På samme måde som Eveline, men også Irene Holm, ikke er i stand til at træffe sine beslutninger og leve det liv de gerne vil, fordi de er for svage og skrøbelige, bliver Bo i novellen set som værende den svage mand. Den stille eksistens. I forbindelse med dette og også set ud fra de fire andre tekster, har kvinderollen i form af Lone ændret sig til at være den dominerende og til at stille krav til manden. Hun har skiftet rolle med ’den gamle mand’.

Set ud fra andre perspektiver er der både forskelle og ligheder mellem de fire tekster og ”Kimono mit hus”. I forhold til, at mrs. Mallard og moren bliver hos deres dominerende mænd pga. deres underlegenhed og deres afhængighed af dem, kan der ligeledes diskuteres, hvorfor Lone egentlig bliver sammen med Bo, når hun hele tiden råber og er utilfreds med ham : ”[…]

han var en rigtig, rigtig dårlig kæreste” (Sonnergaard, 1997: s. 100, l. 27-28).

Som jeg også var inde på i min redegørelse i forbindelse med kvindens rolle i samfundet og i familien, var den manglende mulighed for bl.a., at kvinder kunne blive skilt også en del af grunden til, at nogle kvinder blev nødt til at blive for ikke at blive ’udstødt’ af samfundet.

Dette ses tydeligt i ”The Story of an Hour”, hvor en af grundene til, at mrs. Mallard ikke har frigjort sig fra sin mand og sine omgivelser, også kan have været fordi, at hun simpelthen var bange for ikke at ville blive respekteret eller accepteret af sine omgivelser i samfundet.

Mrs. Mallards frihedsdrøm får hun kort tid efter nyheden om hendes mands død, og dermed viser det, at hun ikke var så afhængig af sin mand, og at hun ville have kunnet klare sig selv.

Til forskel fra grundlaget for mrs. Mallard og moren bleven hos deres mænd, er Lone, som sagt, en frigjort kvinde, der ikke længere er afhængig af Bo på samme måde.

Hendes behov for Bo er mere basseret på et eksistentielt behov end økonomisk afhængighed, hvilket optræder på den måde Lone og Bo tit havner i en konflikt, men at Lone, som er den selvstændige og dominerende kvinde, tilgiver ham gang på gang, selvom de hverken er gift eller decideret bundet på andre måder.

Tematisk behandler de fire forfattere med deres tekster kvindernes stilling i ægteskabet og samfundet og måden, hvorpå bl.a. de sociale forhold har betydning for, hvordan de bliver behandlet.

Dette afspejler sig især i Evelines forhold til Frank, som hun gør genstand for det frie og det ukendte. De ønskede at se et mere ligestillet samfund, hvor ingen blev glemt, som det er

Side 23

Side 22 af 23 tilfældet med Irene Holm, eller tilsidesat pga. køn. I kontrast med dette sætter Sonnergaard med sin novelle på den ene side fokus på manden i form af Bo. Han kritiserer manden for at være svag og for at skamme sig ift., at han også er en selvstændig eksistens: ”Han blev forfærdelig flov og skammede sig, igen” (Sonnergaard, 1997: s. 101, l. 1). På den anden side, og præcis som morens mand i ”Madam Høiers Lejefolk” overlader ansvaret for pasningen af børnene til moren, beskylder Sonnergaard på samme måde Lone for at overlade interessen for at tage ansvar for deres forhold til Bo, mens hun fortsat jagter sin selvstændighed: ”Hun lavede pastasalat, for hun følte sig stadig krænket og havde bestemt ikke lyst til at gøre for meget ud af det” (Sonnergaard, 1997: s. 101, l. 20-22). Hun hverken ser eller værdsætter hans rolle i parforholdet. ”Men sådan var det”. Afslutningsvis er der dog også helt andre ligheder mellem ”Kimono mit hus” og de fire andre tekster. De fire noveller er alle novellerne realistiske skildringer af hverdagens problemer dengang. På samme måde skildrer ”Kimono mit hus” en nutidig hverdagskonflikt mellem kæresteparret Lone og Bo omhandlende en forsvunden Lp-plade. Måden, hvorpå Skram og Bang afslutter sine noveller på, de såkaldte

’outro’er’ i ”Irene Holm” og ”Madam Høiers Lejefolk”, kan på sin hvis også sammenholdes med måden, hvorpå Sonnergaard afslutter ”Kimono mit hus”. Bang kritisere samfundet for dets behandling af den stille eksistens med sin ene sætning: ”Der drog hun hen for at fortsætte det man kalder livet” og Amalie Skram ender sin novelle ved at tydeliggøre, at der skabes afstand til de fattige med sin afslutning: ” ”Saa fik hun da Tag over Hovedet saalænge”, hvorimod Sonnergaard med udgangspunkt i sin novelle, som sagt, kritiserer måden, hvorpå kønsrollerne igen er delt op, men at der intet er at gøre. ”Men sådan var det” (Sonnergaard,

1997: s. 104, l. 7).

__________________________________________________________

Side 24

Side 23 af 23

Litteraturliste

Primær litteratur:

• Bang, Herman: ”IRENE HOLM og andre noveller” , Gyldendals Tranebøger, foretaget på grundlag af ”Værker i Mindeudgave” (2. oplag 1920), 2. Tranebogsudgave, Danmark

1993

• Chopin, Kate: ”The Story of an Hour”, udgivet i Vogue, 1894

• Joyce, James: ”Eveline” – http://www.gutenberg.org/files/2814/2814-h/2814-

h.htm#link2H_4_0004

• Skram, Amalie: ”Udvalgte fortællinger / Amalie Skram”, Norderstedt; København, 1.

udgave: Books on Demand, 2005, 2005 – Edition BoD, BoDs kvinderække; 1. Værk

• Sonnergaard, Jan: ”KIMONO MIT HUS”, fra novellesamlingen ”Radiator”, 1997

Sekundær litteratur:

• Fibiger, Johannes og Lütken, Gerd: ”Litteraturens Veje”, SYSTIME, 2. udgave, 12. oplag,

2010

• Howard, Ann Bail: ”A Woman Far Ahead of Her time”

• Meyer, Katrin: ”Female Sexuality in Depicted Short Stories by Kate Chopin”

• Seudman, Steven: ”Romtic longing: Love in America, ”, New York: Routledge,

Chapman and Hall, Inc., 1991

Hjemmesider - Vedlagte bilag:

1. http://www.da-net.dk/naturalismen%20noter.htm
2. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/fri-abort/
3. http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litterære_perioder/Sæd
elighedsfejden (7/12-2012)
4. http://www.krydsfelt.gyldendal.dk/Lex/Minilex/1870-
1890DetModerneGennembrud/Patriarkalsk%20samfund.aspx (6/12-2012)
5. Dansk kvindehistorie, Kvindekilder : http://www.kvinfo.dk/side/1034/
(7/12-2012)
6. http://www.litteratursiden.dk/analyser/bang-herman (8/12-2012)
7. http://www.litteratursiden.dk/analyser/skram-amalie (7/12-2012)
8. http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/ulysses-af-james-joyce (6/12-2012)
9. http://www.marypages.com/MargaretMaryAlacoque.htm (6/12-2012)
10. http://nordicwomensliterature.net/da/article/lidenskabelig-naturalisme#article
(8/12-2012)
11. http://www.westga.edu/~mmcfar/worksheet%20on%20American%20Realism.htm
(6/12-2012)