Memento Mori af Amalie Skram - Analyse

Memento mori

Novellen Memento mori fra 1899, er en beretning fra tiden efter et kærlighedsforholds afslutning. Hovedpersonen er en kvinde, som forbliver navnløs og gennem fortællingen kun benævnes med det anonyme ”hun”. Dette gælder også for fortællingens anden hovedperson, manden, der på samme vis benævnes med et ”han”. Anonymiteten hos hovedpersonerne flytter fokus væk fra historien som en personlig enestående begivenhed gældende for disse to personer over i et bredere og mere alment perspektiv. Ligeledes bliver det væsentlige i fortællingen ikke personerne og deres særegne karakteristika men handlingen. Dette vil jeg vende tilbage til i min analyse. Det eneste vi som læsere får at vide om de to hovedpersoner er, at de har haft et kærlighedsforhold, der nu er afsluttet. Det er som nævnt denne tid efter kærlighedsforholdets afslutning, handlingen koncentrer sig om med fokus på kvindens reaktion. Hun lider af utrøstelig kærlighedssorg, mens manden, der har forladt hende, er kommet sig over hende: ”Jeg er fuld af sund og lykkelig livsglæde”(L.122) En af hoved temaerne er den ulykkelige kærlighed som udforskes gennem kvindens tanker. En anden er skyld og straf . Det er disse to, der vil være fokus for min analyse.

Historien fortælles af en alvidende fortællerstemme, der bevæger sig mellem en fremadskridende handlingbeskrivelse og en indføring i hovedpersonens, kvindens, tanker. Fortællerstemmen, der må karakteriseres som meget med- og indfølende, er hævet over begivenhederne og deltager ikke aktivt i dem.

Nogen egentlig beskrivelse af omgivelserne er der ikke. Fortællerstemmens fokus koncentrerer sig i sin beskrivelse udelukkende omkring de konkrete handlinger og hovedpersonens følelsesliv. Det kan derfor igen stadfæstes at det er disse, situationen og følelseslivet, der må behandles i analysen.

Novellens titel Memento mori, betyder oversat: Husk at du skal dø. Påmindelsen om at huske på døden, betyder at man skal huske sit jordiske tilhørsforhold forstået som modsætning til det guddommelige og evige. I dette ligger primært to aspekter, man som menneske er underlagt: Dels at alt hvad der er jordisk er forgængeligt, og dels at mennesket er skabt af det guddommelige og derfor underlagt dettes love. At huske på døden (memento mori) betyder derfor, at man ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om varighed hverken for sit eget vedkommende eller for de relationer, man indgår i som f.eks. et kærlighedsforhold, da dette udelukkende er op til det guddommeliges bestemmelser.