SRP: Neokolonialisme, WTO og Afrika i Samfundsfag og Historie

Side 1

Abstract

This study concentrates on the relations in power between the industrialized world and the third world, mainly Africa. This is done by comparing with the colonization of Africa in the late

18^{th} century where there are clear parallels. The study shows

that just the Western world is controlling Africa today just like it

was in the late 18^{th} century. At that time it was a physical power

but today it is economic power that they use to control the continent. To overcome these relations the study tries to give an possible new world order.

Side 2

Side | 2

Indholdsfortegnelse

I. Indledning .................................................................................................................................................. 3 II. Hvad kendetegnede koloniseringen af Afrika? ......................................................................................... 3 II.I Hvordan var europæerne i stand til at kolonisere Afrika? ................................................................ 4 III. Hvad var baggrunden for den europæiske kolonisering? ..................................................................... 5 III.I Økonomiske forklaringer ................................................................................................................... 5 III.II Psykologiske forklaringer ................................................................................................................... 6 III.III Lenin og den marxistiske forklaring ................................................................................................... 7 III.V Delkonklusion .................................................................................................................................... 7 IV. Hvordan er magtforholdet mellem Vesten og Afrika i dag? ................................................................. 8 IV.I WTO, strukturel magt og toldbarrierer ............................................................................................. 8 IV.II Frihandel og komparative fordele ................................................................................................... 11 IV.III Afhængighedsteorien og multinationale selskaber ........................................................................ 12 IV.IV Hjerneflugt ....................................................................................................................................... 15 IV.V Bistandsafhængighed ...................................................................................................................... 15 IV.VI Delkonklusion .................................................................................................................................. 16 V. Magtforholdet i dag som parallel til kolonialismen omkring år 1900 ..................................................... 17 VI. Litteraturliste ....................................................................................................................................... 23 V.I Bøger................................................................................................................................................ 23 V.II Elektroniske links ............................................................................................................................. 23 VII. Noter og litteraturhenvisninger .......................................................................................................... 24

Side 3

Side | 3

I. Indledning

Denne opgave beskæftiger sig med emnet neokolonialisme og har fokus på forholdet mellem Vesten og Afrika. Forholdet uddybes med udgangspunkt i opgaveformuleringen på forsiden, der er tilrettelagt således, at der i besvarelsen bliver arbejdet med koloniseringen af Afrika i slutningen af det 19. århundrede, som parallel til magtforholdet mellem Vesten og Afrika i dag. Desuden fremføres en diskussion af om en ny økonomisk verdensorden overhovedet er mulig.

For at besvare problemformuleringen anvendes viden og metoder opnået i fagene samfundsfag og historie.

Anvendelsen af samfundsfaglig viden og metode foretages ved brugen af forskellige teorier som f.eks.

magtteorier og udviklingsteorier, samt en brug af modeller til at forklare årsagssammenhænge og strukturer. Desuden arbejdes der med analyse af internationale og nationale økonomiske forhold vha. den komparative metode, og der bruges viden om aktør ift. struktur. I faget historie er besvarelsen baseret på en hermeneutisk metode og et arbejde med forskellige kilder, samt en bearbejdning og analyse af de forhold som udgør og ligger til grund for historiske begivenheder og handlingsforløb.

Til besvarelsen er der brugt en række bøger samt få elektroniske leksikon som kildemateriale og baggrundsviden. De brugte kilder er listet op i afsnittet litteraturliste, hvor de er delt op i type og markeret med et nummer. Afsnittet noter og litteraturhenvisninger kan findes bagerst i besvarelsen, hvor hver litteraturhenvisning refererer til det nummer, som bogen eller linket står under i litteraturlisten. En del gange forekommer der en fodnote med skriften ”afsnittet er hovedsageligt bygget på…”, hvilket er lavet for at give læseren et overblik over, hvilke kilder der er brugt som baggrundsviden til de enkelte afsnit. ”Bygger på” betyder derfor ikke at besvarelsen er et resumé af teksten, men at det er herfra at tal, teorier og anden baggrundsinfo er blevet fundet.

II. Hvad kendetegnede koloniseringen af Afrika?

Politikens nudansk ordbog definerer kolonialisme som: ”en imperialistisk magts bestræbelser for at erhverve, udbrede eller opretholde koloniområder.” Definitionen beskriver meget godt hvad det er kolonialismen går ud på og trækker samtidig et andet begreb ind, som unægtelig hænger sammen med kolonialismen, nemlig imperialismen. Dette begreb defineres som: ”en stormagtspolitik som sigter på at beherske områder uden for landets egen grænser i politisk eller økonomisk forstand.” Kolonialismen kan ifølge definitionen ikke foregå uden at kolonimagten må ses som en imperialistisk magt, eftersom ønsket om at udbrede sit territorium og beherske fremmede områder netop er defineret som imperialistisk.

Begreberne imperialisme og kolonialisme er derfor uadskillelige, men ikke den samme ting. De viser blot to sider af samme sag; henholdsvis politikken bag eller ønsket om at tilegne sig kolonier, og den handling som en nation foretager sig for at opfylde dette ønske. Mange forskellige forklaringer kan gives på den

Side 4

Side | 4 europæiske kolonialisme, hvilket jeg vil komme dybere ind på i næste afsnit, men det står klart at det i bund og grund handlede om ønsket om at udvide nationens territorium.

Koloniseringen foregik dog ikke fra den ene dag til den anden, men i flere årtier og på forskellige måder.

Den engelske historiker D. K. Fieldhouse mente at man kunne dele koloniseringen op i 3 faser med forskellige særlige kendetegn. til 1882 var det enkeltpersoner som oprettede handelsstationer og indgik traktater med høvdinge og dermed besad de europæiske nationer, officielt set, ikke de afrikanske områder, men fungerede kun som garanter for sikkerheden. Dette kan man kalde en uformel imperialisme, eftersom det officielt set ikke er staten der er initiativtager til erhvervelsen, men kun står for beskyttelsen af området. I den næste fase var koloniseringskapløbet for alvor skudt i gang og det var her hvor de europæiske nationer mødtes til konferencer, hvor de bogstavelig talt tegnede grænserne for de nye afrikanske nationer på landkort. I 1914 var der således omkring 10.000 afrikanske høvdinge- og kongedømmer som var tvunget samme i 40 europæiske kolonier og protektorater, som stort set også udgør

de landegrænserne som vi kender dem i dag.^{1} Denne fase er til forskel fra forrige fase karakteriseret ved en

formel imperialisme, hvor de forskellige lande direkte er initiativtagere og udøvere af imperialismen. Fra var der ikke mange områder tilbage at slås om og i denne sidste fase var det væsentligste for

                                                                      2
staterne derfor at besætte og befæste de kolonier som allerede var i deres besiddelse.

II.I Hvordan var europæerne i stand til at kolonisere Afrika?

Uden større kendskab til historien ville mange kunne undre sig over, hvad det egentlig var der gjorde, at europæerne havde en så ultimativ magt at det var muligt at kolonisere hele det afrikanske kontinent, stort set uden at møde modstand, som kunne stille noget op. Det er faktisk også et udmærket spørgsmål, men svaret er rimelig ligetil. Først og fremmest havde de europæiske stormagter og USA den fordel at de havde været igennem en industrialisering og dermed havde en overlegen teknologisk styrke. Dette betød at de både havde en høj teknisk og militær styrke, som de afrikanske nationer slet ikke kunne måle sig med, hvilket i høj grad forringede deres chancer for at gøre modstand. Desuden havde de vestlige nationer en overlegen økonomisk styrke, som gav dem mulighed for ikke blot at komme med stort set ubegrænsede forsyninger, men at investere i dem fremmede områder for derved at opnå indflydelse og magt. På mange områder besad de vestlige lande altså en total overlegen styrke ift. de afrikanske lande, og dette var også det der gjorde det muligt for dem at kolonisere kontinentet og slå alle oprør ned.

I områderne hvor europæerne havde oprettet deres kolonier overtog de herredømmet og blev de nye ledere. De opkrævede skatter af de lokale, men for at kunne handle med de dem og transportere de udvundne mineraler, var det også vigtigt for dem at udvikle infrastrukturen i landene. Dette var der dog også afrikanske handelsfolk og bønder som prøvede at udnytte, men ofte var især handelsfolkene så gode at de udkonkurrerede de europæiske handelsfirmaer. Dette kunne kolonimagterne selvfølgelig ikke

Side 5

Side | 5

                                           3
acceptere og de fjernede efterhånden konkurrencen.

Generelt set drejede det sig for kolonimagterne om at få flest mulige værdier ud af kolonierne for så få udgifter som muligt. Derfor blev der også brugt meget begrænsede ressourcer på at administrere områderne og ofte blev ansvaret overladt til godkendte eller udpegede lokale høvdinger eller konger. Disse blev imidlertid kun udstyret med meget få midler og i stedet for at varetage befolkningens interesse, udviklede de sig indimellem til despoter som udnyttede ansvaret til deres egen vinding. Dermed skabtes en tradition som byggede mere på princippet om korruption frem for

                           4
god administration og demokrati.

III. Hvad var baggrunden for den europæiske kolonisering?

Omkring år 1900 var det som man i dag ofte refererer til som ”kapløbet om Afrika” godt i gang. Ved Berlin-konferencen i 1884-85 havde de europæiske nationer delt det afrikanske kontinent imellem sig og Afrika

var hermed blevet en stor europæisk koloni.^{5} Det europæiske kontinents grænser lå fast og der var ikke

noget ønske om at skabe ufred i Europa, men derimod kunne kampen om magt, penge og prestige føres videre til Afrika. Der er dog ikke nogen entydig forklaring på de europæiske landes kolonierhvervelser, men en ting er sikkert og det er at den europæiske tilstedeværelse var massiv og havde enorme konsekvenser for hele det afrikanske kontinent.

III.I Økonomiske forklaringer

I 1973 kom der et internationalt krak som medførte store konsekvenser for talrige jernbane- og aktieselskaber og flere virksomheder gik konkurs. Krakkets internationale konsekvenser kan man se som nogle af de første tegn på en globaliseret verden, eftersom krakket afspejlede en stigende interdependens.

Landene var ikke længere blot selvstændige, uafhængige stater, men en samling af nationer, hvor det der havde konsekvenser for den ene, ramte dem alle. Krisen gik dog ikke væk fra den ene dag til den anden, men varede for Europa og USA helt ind i midten af 1890’erne og landene måtte derfor tilpasse deres politik for at beskytte økonomien. Som erstatning for frihandelspolitikken lavede flere lande i denne periode protektionistiske tiltag, som toldmure og handelsrestriktioner, for at beskytte sig selv mod den hårde konkurrence landene imellem. England ønskede sådan set stadig en frihandelspolitik, eftersom landet helt siden 1780’erne havde gennemgået en kraftig industrialisering og derfor havde et kraftigt forspring ift.

Tyskland, USA og Frankrig, som først omkring 1870’erne var ved at nå den samme grad af industrialisering.

Disse tre lande var dog godt på vej til at komme op på England og især Tyskland og USA truede Englands

dominans som verdens førende magt.^{6} England ville selvfølgelig forsvare sin plads og der var dermed lagt

grundlag for det europæiske kapløb om Afrika.

Side 6

Side | 6

Selvom protektionismen beskyttede landenes egen industri, medførte den dog samtidig at de voksende storindustrier havde en enorm overskudsproduktion, som krævede et afsætningsmarked. Desuden sad en masse store investorer på en væsentlig mængde akkumuleret kapital som de ikke havde mulighed for at

investere i deres eget land pga. det mættede marked.^{7} Disse faktorer var en stor del af årsagen til

kolonierhvervelserne i Afrika, eftersom man her kunne få et afsætningsmarked for sine færdiglavede industriprodukter i bytte for råstoffer til produktionen, samtidig med at der i Afrika var mulighed for at investere noget af den akkumulerede kapital. Investeringer som den engelske økonom og imperialismekritiker John A. Hobson, i hans bog ”Imperialism, A Study” fra 1902, beskriver som den egentlige årsag til erhvervelsen af nye landområder, eftersom han mente at indtægterne fra renterne af investeringer i udlandet langt overgik de indtægter, som stammede fra den almindelige import- og

            8
eksporthandel. Han ser derfor at mens fabriksejere og almindelige handelsfolk kun fik lidt ud af de nye

markeder, så var det investorerne som var de store vindere. Det var dem som fik de store økonomiske

                                                                                9
gevinster og, ifølge Hobson, dermed også dem som fik en væsentlig indflydelse på den førte politik.

III.II Psykologiske forklaringer

Udover de økonomiske årsager til koloniseringen af Afrika, kan der også fremføres forklaringer som retter sig mod selvforståelsen og mentaliteten hos kolonimagterne. Blandt de mest kendte britiske

                                                                           10
opdagelsesrejsende og fortalere for imperialismen kan man finde den engelske conquistador Cecil

Rhodes. Hans opfattelse af englændernes rolle, som fremføres i de to nedenstående citater, kan ses som et udmærket eksempel på målet med imperialismen, som også var generelt accepteret i befolkningen.

”Da Gud åbenbart har skabt den engelske race som sit udvalgte redskab (…) har

Han sikkert også ønsket at jeg skal gøre hvad jeg kan for at give vort folk så

megen magt som muligt.”^{11}

”Jeg påstår, at vi er det bedste folk i verden, og at jo større en del af verden, vi

behersker og bebor, jo bedre er det for menneskeheden.”^{12}

Citaterne viser tydeligt, at Cecil Rhodes opfatter England som nationen over dem alle og at en forøgelse af det engelske imperium kun kan være en forbedring for alle folkeslag. Målet er simpelthen at give englænderne så meget magt som overhovedet muligt. Det var denne selvforståelse der retfærdiggjorde kolonisationen og europæernes fremfærd i Afrika, fordi selvom lighedstanken var udbredt i Europa, så blev den kun set som at skulle gælde blandt de hvide. De sorte afrikanere var en underlegen race og havde derfor ikke de samme rettigheder som europæerne. Pga. denne selvforståelse følte de europæiske conquistadorer ikke noget moralsk ansvar overfor den afrikanske befolkning og førte sig frem med en enorm brutalitet. Dette havde selvfølgelig grusomme konsekvenser for afrikanerne, men en af de alvorligste konsekvenser kan dog vise sig ikke at være de tabte menneskeliv, men den selvforståelse som

Side 7

Side | 7 europæerne fik indplantet hos afrikanerne. Som Chief M. Nangoli fra Uganda meget fint beskriver det i bogen ”No more Lies about Africa” fra 2002:

Tragedien er ikke så meget, at den hvide mand mente, at den sorte mand var ham underlegen, men at den sorte mand faktisk blev overbevist om denne ulykkelige

         13
opfattelse.

En underbevidsthed med kollektivt mindreværdskompleks kan derfor skabt under koloniperioden og det er helt sikkert at perioden generelt har haft alvorlige mentale konsekvenser for de afrikanere som har oplevet den.

III.III Lenin og den marxistiske forklaring

Lenin fremsatte i sit værk ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” fra 1917 en teori om at imperialismen er en naturlig udvikling af kapitalismen og forekommer, som det sidste stadie i kapitalismens udvikling. Det fundamentale i forvandlingen er overgangen fra fri konkurrence til monopolistiske tilstande, hvilket er en udvikling som er en direkte konsekvens af den frie konkurrence selv. Lenin mente at den frie konkurrence skaber storindustrien, som følge af en koncentration af produktionen og kapitalen, og en konsekvens deraf er at større og større virksomheder erstatter hinanden og fortrænger småvirksomhederne. Monopolerne er dermed skabt, men de fjerner dog ikke den frie konkurrence. De består parallelt med den frie konkurrence og skaber dermed gnidninger og konflikter. Monopolerne holder sig dog ikke kun indenfor deres egne grænser, men slår sig sammen i internationale monopolsammenslutninger, som igennem deres monopol på produktionen deler verden imellem sig.

Yderligere ser han at der sker en sammensmeltning af bankkapitalen og industrikapitalen til det som han definerer som finanskapitalen. Hermed skabes der et finansoligarki, hvor monopolerne og bankvæsenet er samlet i en klike af kapitalister som sidder på al kapitalen og dermed magten.

Lenin så altså imperialismen som uundgåelig i et kapitalistisk samfund, eftersom overgangen fra fri konkurrence til monopolsammenslutninger er en lovmæssighed og indebærer en koncentration af produktionen og kapitalen, og dermed en koncentration af magten. De der besad magten ville herefter

kunne opdele verden i mellem sig ved hjælp af deres monopol på kapital og produktion.^{14}

III.V Delkonklusion

Årsagerne til den europæiske kolonisering af Afrika og imperialismetendensen generelt er mange og skal sandsynligvis ikke holdes op mod hinanden, men bruges til at supplere hinanden og afklare forskellige aspekter. Det er åbenlyst at der i høj grad lå nogle økonomiske årsager bag den europæiske kolonisering af Afrika, eftersom de højt industrialiserede lande England, Tyskland og Frankrig ikke kunne komme udenom deres protektionistiske handelspolitik uden at udvide deres imperium. Ellers ville de blive ved med at akkumulere kapital, som de ikke havde noget sted at investere, blive ved med at mangle

Side 8

Side | 8 afsætningsmarkeder for deres industriprodukter og de ville meget hurtigt løbe tør for råmaterialer. Som John A. Hobson uddyber, så var gevinsterne ved den almindelige eksport- og importhandel dog meget begrænsede og de egentlig gevinster var derfor forbeholdt investorerne. Som supplering til de økonomiske forklaringer kan man se på Lenins teori, der forklarer imperialismen som kapitalismens højeste stadium.

Dvs. at industrialiseringen i Europa og den dertilhørende overgang fra fri konkurrence til monopoler var fuldstændig uundgåelig, da den ligger i den kapitalistiske struktur. Han lægger derfor også vægt på de økonomiske forklaringer, men fokuserer dog ikke på begivenheder eller personer som betydende, men udelukkende på imperialismen som en konsekvens af den struktur som kapitalismen skaber. Han fokuserede derfor på strukturen fremfør aktøren og var præget af Emile Durkheims faktaparadigme, som

                                                      15
netop ser samfundsmæssige strukturer som forklaringsenhederne.

Selvom de økonomiske forklaringer kan virke overbevisende, kan man ikke helt afskrive de psykologiske forklaringer. Den selvforståelse som Cecil Rhodes repræsenterer er at hans eget folk er det bedste folk på kloden og at det er derfor både hans ret og pligt til at civilisere de laverestående racer. De europæiske nationers beherskelse af de afrikanske territorier vil blot være til afrikanernes bedste. Udgangspunktet er derfor at desto større et område de behersker, desto mere magt vil de få og desto bedre vil det være for menneskeligheden. Kolonierhvervelserne er derfor officielt set ikke kun et spørgsmål om økonomi, men et idealistisk civiliseringsprojekt der skal udbrede civilisationen til de laverestående racer og gøre verden til et bedre sted.

IV. Hvordan er magtforholdet mellem Vesten og Afrika i dag?

I dag har kolonierne i Afrika fået selvstændighed og er nu herrer i eget land. Selvom landegrænserne stort set er bevaret som de blev opdelt ved Berlin-konferencen i 1884-85, så er der ikke længere fremmede magter som kontrollerer landenes ressourcer, indkasserer skat og tager fortjenesten af det arbejde som de lokale selv laver. Det hele burde være meget bedre for afrikanerne, men dette et langt fra virkeligheden.

Fordi selvom Vesten ikke indtager en fysisk magtposition, så afgør systemet at de vestlige lande har en strukturel magt som gør at de stadig er hævet over de afrikanske nationer. Selv hvis landene ønskede at gøre sig fri af Vesten, så ville deres økonomiske afhængighed betyde at det ikke var muligt.

Koloniimperialismens æra er død, men en form for økonomisk imperialisme har taget over – den såkaldte neoimperialisme eller neokolonialisme.

IV.I WTO, strukturel magt og toldbarrierer

Som sagt fik Afrikas nationer selvstændighed op gennem det 20. århundrede, men Vesten beholdt dog sin magtposition og kun er måden hvorpå Vesten besidder magten har ændret sig. Globaliseringen og den

Side 9

Side | 9 stabile internationale magtbalance betyder at der ikke er behov for at være militært tilstede for at beskytte sine interesser, samtidig med at de multinationale virksomheder har en platform hvorpå de kan sprede sig ud over verden uden restriktioner. I bogen Empire beskriver Michael Hardt og Antonio Negri dette som et

                                                                                    16
nyt verdensomspændende imperium som er ”kapitalens svar på de udfordringer, globaliseringen giver.”

Et imperium som først og fremmest blev skabt af USA efter 2. Verdenskrig. USA havde ikke officielt haft kolonier og var derfor ikke på samme måde belastet af historien som de europæiske nationer. Samtidig havde USA en interesse i et globalt frihandelsmarked og at være fortaler for koloniernes frigørelseskamp,

                                                      17      18
eftersom dette var til fordel for de mange multinationale selskaber i landet.

”Med udgangspunkt i Marshallhjælpen og de politiske, økonomiske og finansielle institutioner (OECD, IMF, Verdensbanken, WTO, G8) opbyggede USA det globale system som et magtsystem, hvor det selv sad i centrum øverst i de pyramider som

udgør systemet.”^{19}

Som citatet forklarer så var det især igennem de internationale økonomiske organisationer at USA fik sat sig i magtens centrum. Disse organisationer har generelt været gavnlige for de vestlige nationer, men især USA har kunne sætte dagsordenen igennem disse. Det forhold som disse organisationer skaber mellem staterne er det som man kan betegne som den strukturelle magt, eftersom det er magtstrukturer i det globale samfund som afgør hvilken indflydelsesgrad de forskellige nationer besidder.

Forud for Anden Verdenskrig tog mange lande protektionistiske tiltag for at beskytte sig selv i 30’ernes økonomiske krise, men dette forværrede imidlertid kun krisen. Efter krigen blev en række lande derfor enige om at protektionismen skulle høre fortiden til og i 1947 blev den såkaldte GATT-aftale (General Agreement on Tariffs and Trade) indgået. Aftalen omfattede i første omgang industrivarer og den sigtede imod at reducere toldsatser og afskaffe handelsrestriktioner som importforbud og -kvoter. I 1948 blev man enige om at oprette en verdenshandelsorganisation, ITO, som udover handelspolitik skulle tage sig af beskæftigelsespolitik, konkurrencepolitik, internationale investeringer og råvareaftaler. Denne organisation blev dog aldrig til noget, pga. modstand i USA, og først i 1995 fik man oprettet en erstatning i form af WTO

(World Trade Organization), som var et resultat af den 8 år lange Uruguay-runde. Dette var første gang man havde fået USA til at acceptere at skulle underkaste sig et overnationalt organ, og det blev derfor set som en milepæl i arbejdet for at frigøre markedskræfterne og sætte en global velstandsstigning i gang. Igennem WTO blev der nemlig sat krav om at alle medlemslande skulle behandles ens, og at importerede produkter

skulle have samme vilkår på det lokale marked som nationale produkter.^{20} Ulandene fik i 1980’erne, hvor

Uruguay-runden blev indledt, stigende indpas på de vestlige markeder og især amerikanernes produkter havde svært ved at komme ind på den fattige verdens markeder og samtidig var der en stigende handelskonkurrence mellem især Japan, USA og Europa. Disse to væsentlige faktorer kan have fået de industrialiserede nationer til at føle et pres for at håndtere den interne handelskonkurrence og mindske

Side 10

Side | 10 truslen fra udviklingslandene. WTO kom som en løsning på disse problemer. Organisationen kom nemlig ikke som en konsekvens af en international krise eller et økonomisk sammenbrud som i 30’erne. Der var heller ingen verdenskrige eller handelsrelaterede konflikter, som den kunne være løsningen på, men der var de ovennævnte faktorer som meget vel kunne have været nok for ilandene til at danne organisationen.

Bekræftelsen af at WTO kom som en løsning på ilandenes kamp mod konkurrencen fra ulandene snarer end det modsatte blev meget godt formuleret af USA’s landbrugsminister, John Block, ved starten af forhandlingerne i Uruguay-runden i 1986:

”Idéen om, at udviklingslande skal brødføde sig selv, er en anakronisme fra en svunden tid. De kan bedre varetage deres fødevaresikkerhed ved at fæste lid til den amerikanske landbrugsprodukter, som er tilgængelige, og i de fleste tilfælde

                    21
til en meget lavere pris.”

Citatet viser en nonchalant holdning fra Vesten om at der ikke er nogen grund til at skabe udvikling og vækst i Afrika eftersom der i Vesten findes alt hvad de har brug for og til en lavere pris. I stedet for selv at producere skal de derfor blot importere Vestens produkter.

Umiddelbart kunne et medlemskab af WTO dog ellers se ud som en fordel for fattige ulande i Afrika, da de hermed ville være underlagt de samme vilkår og fordele som resten af medlemmerne. Et stort problem er dog at USA og især EU holder urokkeligt fast på deres enorme mængder landbrugsstøtte som for de rige lande tilsammen udgør 300 mia. dollar om året eller det samme som fem gange den samlede

            22
ulandsbistand. Landbrugsstøtten skaber unaturligt høje prisen på fødevarerne indenfor EU og USA, hvor

de i 2001 var 31 % over verdensmarkedspriserne^{23}, og samtidig er der sat enorme toldbarrierer op, som gør

det praktisk talt umuligt for at de afrikanske bønder at komme ind på markedet. De unaturlige høje priser indenfor EU, forårsaget af den kraftige subsidiering, medfører at den europæiske overskudsproduktion bliver nødt til at blive understøttet af eksportstøtte for at blive afsat på verdensmarkedet, hvor prisen er lavere. Dette medfører imidlertid at verdensmarkedsprisen blot falder yderligere, og dermed mindskes de i forvejen fattige afrikanske bønders indtjening. Dette er det som man meget vel kan kalde for en dumping af

varer, som netop er defineret ved at eksportprisen er lavere end på hjemmemarkedet.^{24} WTO har indført

anti-dumping-regler der gør, at hvis der kan bevises en årsagssammenhæng, såkaldt kausalitet, mellem importerede varer og den lave prise, så kan der indføres straftold. Problemet er dog at de rige lande også kan bruge reglerne, og dermed kan de indføre straftold på fx billige varer fra Afrika hvis de føler at de truer deres egen produktion. Dermed er EU’s toldbarrierer og landbrugsstøtte ikke blot med til at forhindre afrikanske bønder fra at komme ind på markedet, WTO-medlemskabet betyder samtidig at de fattige lande bliver nødt til at behandle de europæiske varer på samme måde som deres egne. Dermed kan de billige, højt subsidierede og eksportstøttede europæiske varer gå imod al konkurrence på det lokale marked. Dette er generelt utrolig problematisk for ulandene, eftersom 70 % af befolkningen bor på landet, samtidig med

Side 11

Side | 11

                                                                           25
at 60 % af beskæftigelsen er i landbruget og 25 % af bruttonationalproduktet kommer herfra. Dermed har

unaturligt lave priser på landbrugsprodukterne på det internationale marked enorme konsekvenser for de fattige ulande og EU og WTO er med til at forstærke denne effekt.

IV.II Frihandel og komparative fordele

Troen på fordelene ved international handel bygger på en tro på David Ricardos teori om de komparative fordele fra 1817, som igen bygger på Adam Smiths tanker om specialisering af produktionen. Dybest set er tankerne baseret på en tro på, at den samlede internationale velstand vil stige og skabe udvikling og vækst, hvis alle lande specialiserer sig i kun at producere det, som de er bedst til og importerer det andre er bedre til eller hvor der kan være en komparativ fordel. Dette gør at alle produkter bliver billigst muligt og dermed stiger det samlede udbytte.

Hvis et land er bedst til noget har det en absolut fordel, men hvis landet ikke er bedst til noget men blot er bedre til noget end noget andet, så kan det specialiserer sig i dette og stadig have en komparativ fordel.

Dette princip går nemlig ud på at selvom et land A er bedre til nogle bestemte ting end et andet land B, så kan der stadig være fordele for A, ved at specialisere sig i dét, som landet er bedst til og overlade et andet område til B. Selvom B ikke er ligeså effektiv til at producere varen som A, så vil de komparative fordele ved at lade B overtage produktionen og fokusere sin egen produktion på ét område, stadig være store nok til at få det optimale udbytte. Teorien lægger derfor op til en handel med alle de produkter, som landene ikke selv producerer, hvilket skal ske på tværs af landegrænserne. Derfor kommer frihandelen i spil i denne sammenhæng. Frihandelen skal nemlig sikre at landene så også har mulighed for at handle frit med hinanden og dermed sikre at de kan specialisere sig i nogle få varer. Uden frihandelen vil rammerne for en

                                                                                    26
specialisering og et fælles udbytte ikke være tilstede og de komparative fordele ville ikke kunne bruges.

Problemet med at bruge teorien om de komparative fordele er blot det, at den blev lavet ud fra den forudsætning at kapitalen ikke strømmede mellem landene, og at investorer kun havde interesse i at investere i hjemlandet. Dette er ingenlunde tilfældet i dag, hvor det er mere sandsynligt at landet med de absolutte fordele vil få alle gevinsterne. Landet vil pga. sine absolutte fordele skabe billigere varer som følge af en stigende produktivitet og produktion og kapitalen ville blive ført videre til de andre produktionsområder som landet havde absolut fordel i. Konkurrenter i andre lande ville blive presset ud af markedet pga. de billige priser, kapital ville strømme til landet pga. de gode produktionsforhold og selv arbejdskraften ville i dag kunne strømme frit i f.eks. EU pga. forordningen om arbejdskraftens frie bevægelighed. I stedet for de komparative fordele, ville de absolutte fordele have den ultimativt største indflydelse. Hvis andre lande slet ikke har nogen absolutte fordele, så foregår der kun envejshandel fra landet med fordelene til landet uden og det ville ydermere være usandsynligt at forestille sig at kapitalen ville strømme mod landet uden absolutte fordele i stedet for mod landet med.

Side 12

Side | 12

Dette kan meget vel refereres til kritikken af WTO nævnt i forrige afsnit, eftersom organisationen sikrer at landet uden fordele ikke må sætte andre vilkår for de udenlandskproducerede varer end landet gør for dets egne og dermed sikres det, at landene med de absolutte fordele kan komme ind på markedet med deres langt billigere produkter. En problematik som tydeligt afspejles af Afrikas problemer omkring landbrugshandelen nævnt i forrige afsnit. Samtidig er der her gældende en problematik vedrørende handels- og toldbarrierer, som heller ikke er bragt ind i teorien, eftersom den kun kan beskrive forhold hvor

                                                            27
frihandel er herskende, hvilket ikke er tilfældet i den nævnte problematik.

Når alt dette er sagt så skal det selvfølgelig også siges at frihandelen har utrolig mange positive effekter og at ingen lande, og især ikke ulande, kan klare sig uden at handle med omverdenen.

IV.III Afhængighedsteorien og multinationale selskaber

En anden strukturmagtteori i forbindelse med Afrika ift. Vesten er den marxistisk inspirerede afhængighedsteori (dependency theory på engelsk). Denne teori baseres på en idé om at ressourcer transporteres fra en periferi af fattige og underudviklede nationer til et centrum af rige og industrialiserede nationer, med fordel for sidstnævnte. Til forskel for frihandelsfortalere ser støtter af afhængighedsteorien handlen mellem de rige og fattige lande som selve årsagen til de fattige landes manglende vækst i stedet for midlet til vækst.

Det internationale marked må siges at være stærkt monopoliseret, eftersom kun 500 MNS’er sidder på 70

% af den globale handel og blot 1 % af disse står for halvdelen af de totale direkte investeringer i verden

(1996)^{28}. Markedet har udviklet sig til ikke blot at lede til monopoler, men yderligere til vestens fordel, på

en sådan måde at prisen på råmaterialer falder relativt med stigningen i prisen på industriprodukter, og dermed får ulandene færre og færre industriprodukter for den samme mængde af råvarer. Dette kommer MNS’erne voldsomt til gode eftersom de oftest tager sig af industriprodukterne og skal bruge billigst mulige råvarer. Den lave pris på råvarerne betyder ikke blot at indtjeningen er faldende for ulandene, men også at de ikke har mulighed for at købe de industriprodukter der skal til for at holde samfundet kørende og udvikle deres egen industri. Derfor bliver ulandenes hovedproduktion holdt fast i dyrkelsen og udvindingen af råvarer og råmaterialer og de får ikke udviklet andet end de primære erhverv der, som sagt, er udsat for faldende priser.

Skiftet fra at have hovedproduktionen i de primære erhverv til at have den i de sekundære og tertiære erhverv er netop det der kendetegner landes industrialisering og er dermed basis for den økonomiske

vækst som ulandene så hårdt har brug for.^{29}

“The survival of traditional relations in the countryside is a serious limitation on the size of the market, since industrialization does not offer hopeful prospects. The productive structure created by dependent industrialization limits growth of the

              30
internal market.”

Side 13

Side | 13

Ovenstående citat markerer endvidere at fokus på de primære erhverv ikke blot hindrer væksten og efterlader ringe udsigter til industrialisering, men også at produktionsstrukturen, forårsaget af det globale marked, er med til at begrænse det indre marked, som også er en forudsætning for vækst. Dermed kan man argumentere for at ulandenes fastholdelse af de primære erhverv som hovedproduktionen, som følge af produktionsstrukturen i det internationale marked, er en direkte årsag til manglende vækst i ulandene.

Den amerikanske økonom Paul A. Baran lægger i forbindelse med afhængighedsteorien desuden vægt på den globale arbejdsdeling hvor de ufaglærte arbejdere er i de fattige perifere lande og de højtuddannede i de rige lande i centrum. Uden de højtuddannede er der småt basis for innovation og udvikling af industrien, der som tidligere nævnt er en nødvendighed at skabe vækst i ulandene.

Vækst er betinget af befolkningens evne til at producere mere end blot til at dække dens egne udgifter og dermed skabe overskud. Overskuddet skal sættes til side for derved at skabe akkumuleret kapital, som kan bruges på at forbedre og udvide produktionen og dermed skabe vækst. At sætte overskuddet til side er dog sjældent muligt i Afrika, eller det bliver i hvert fald ikke gjort, og i stedet for at akkumulere kapitalen, bruges den ofte til at købe udenlandsk producerede forbrugsgoder, som ikke kommer ulandene selv til gode. Det lille overskud som ulandene får skabt, bliver derfor ofte blot ført videre til ilandene og kommer

                   31
ikke landet selv til gode.

Den økonomiske aktivitet, der dog foregår i ulandene kommer til gengæld fra udlandet, hvor det ofte er MNS’er, som går ind og laver de såkaldte direkte udenlandske investeringer, FDI’er (foreign direct investments). Disse investeringer sker især gennem opkøb af eksisterende lokale selskaber eller oprettelsen af nye, hvilket sagtens kan være i overensstemmelse med lokale interesser, eftersom det kan skabe arbejdspladser, sprede den teknologisk viden (know-how) og skabe økonomisk fremgang. Den internationale økonomiske struktur betyder imidlertid at et givent overskud har mulighed for at blive, og ofte bliver, transporteret væk fra landet hvori produktionen foregår og direkte til moderfirmaet og videre til skattely eller andre lande hvor der er gunstige skatteforhold. MNS’erne har derfor mulighed for at udnytte favorable vilkår og billig arbejdskraft, som ulandene er tvunget til at tilbyde for at tiltrække udenlandske investeringer, men i bund og grund er der intet eller meget lidt af overskuddet, som reelt bliver brugt på yderligere at udvikle og forbedre samfundet i ulandene. Desværre er ulandene afhængige af den udenlandske kapital, både pga. den som regel dårlige indenlandske valuta, men også pga. en mangel på input til etableringer og udvidelsen af fabrikker og selskaber. Hvad der dog virkelig er brug for er risikovillig kapital der ikke investeres med det formål at sende overskuddet ud af landet.

For at få mere udvikling ud af de direkte investeringer har ulandene prøvet at bruge reguleringer og stille krav, men TRIMs-aftalen (Trade Related Investment Measurers) , som er indgået under WTO, sætter en begrænsning på disse reguleringer og regler. Den positive side kan være at man derved sikrer at der kan

Side 14

Side | 14 tiltrækkes udenlandske investeringer, men spørgsmålet er så om disse udenlandske investeringer

overhovedet er til nævneværdig gavn.^{32}

”Compared with domestic investment, foreign investment is (1) less likely to contribute to public revenues, as transnational corporations are often able to avoid taxes through mechanisms such as “transferpricing”, (2) less likely to encourage the development of indigenous entrepreneurship, (3) more likely to use inappropriate capital-intensive technology and (4) less likely to reinvest profits in

the host country.”^{33}

I citatet bliver der forklaret forskellige årsager til hvorfor det menes at udenlandske investeringer ikke har de samme gavnlige effekter for modtagerlandet som indenrigs investeringer ville have haft det. Igen lægges der vægt på den mindskede sandsynlighed for at et givent overskud går til støtte og udvikling af lokalsamfundet, eftersom de multinationale virksomhed søger at undgå skattebetalinger. Tankegangen er i tråd med den marxistisk inspirerede afhængighedsteori som siger at det ikke er en manglende integration i det globale økonomiske system som forårsager stagnationen i ulandenes vækst, men tværtimod er det netop integrationens skyld. Dermed peger begge tankegange på at det globale marked udnytter ulandene og ikke er den optimale løsning på ulandenes vækstproblem. Dette står i kontrast til den liberale holdning og frihandelstanken om at al investering er lige god og at vækst vil være en naturlig følge af en fuld integration i det internationale økonomiske system.

Beskyldningerne om at Vesten fungerer som imperialismemagt gennem den økonomiske struktur på det internationale marked og Vestens økonomiske magt generelt er grundkernen i snakken om neoimperialismen. Vesten beskyldes for at holde især Afrika nede ved at holde dem i primærerhvervene og dermed undgå vækst og industrialiseringen i landene. En industrialisering af landene vil blot skabe endnu en konkurrent til Vesten og teorien går derfor på at strukturen og Afrikas afhængighed udnyttestil at sikre at de aldrig når så langt.

“The result of neo-colonialism is that foreign capital is used for the exploitation rather than for the development of the less developed parts of the world. (…) The struggle against neo-colonialism is not aimed at excluding the capital of the developed world from operating in less developed countries. It is aimed at preventing the financial power of the developed countries being used in such a

way as to impoverish the less developed.^{34}

Citatet er fra en tidligere leder af Ghana, Kwame Nkrumah, som i sin bog Neo-Colonialism, the Last Stage of Imperialism (1965) lægger grunden for det som man i dag opfatter som definitionen af neokolonialisme.

Han siger at udenlandsk kapital bliver brugt til at give de rige lande fortjeneste i stedet for at udvikle ulandene og at kritikken ikke har til formål at udelukke udenlandsk kapital, men at sikre at den finansielle magt bliver brugt til udvikling i stedet for forarmelse af ulandene.

Side 15

Side | 15

IV.IV Hjerneflugt

Det er meget naturligt at hvis ens liv er præget af fattigdom og dårlige livsvilkår, så er man meget tilbøjelig til at rejse væk, hvis man ser en mulighed for et bedre liv et andet sted i verden. Dette er i høj grad en tendens der udspiller sig i Afrika, hvor det ikke kun fattige, arbejdsløse og ufaglærte mennesker der rejser i håb om en bedre tilværelse, men også højtuddannede personer , som ikke vil acceptere at bo i et ustabilt og fattigt land, hvor deres arbejdsvilkår og løn slet ikke kan måle sig med den de vil kunne få i fx Europa.

Det anslås derfor at der hvert år rejser omkring 70.000 uddannede afrikanere til Europa og Nordamerika for at få en bedre tilværelse, hvilket er 40 % af alle dem der rejser, men samtidig udgør de kun 4 % af den samlede arbejdsstyrke hjemlandet, hvilket må sige at være helt katastrofale proportioner. Hertil skal der lægges et betydeligt antal, som blot tager turen til Sydafrika, hvor forholdene er langt bedre end de fleste andre afrikanske lande. Alt i alt arbejder op mod en tredjedel af alle afrikanere med en

                                35
universitetsuddannelse uden for Afrika. Naturligvis har dette enorme konsekvenser for Afrika, eftersom

disse mennesker også udgør en investering fra landene, som har brugt midler på at få dem igennem en uddannelse, men så skal se dem rejse senere hen. Der kommer dog også en indtægt tilbage til landene i form af penge som bliver sent hjem til familierne. Et beløb som der ikke findes 100 % pålidelige kilder på,

men som antages at være i omegnen af 20 mia. kroner om året.^{36} Alt i alt er dette dog ikke et beløb som

kan måle sig med de langsigtede udgifter og konsekvenser som findes ved at miste den højtuddannede del af befolkningen. Der nemlig er hårdt brug for disse mennesker til at udfylde poster som læger, ingeniører, forskere osv., men også til at være drivkræfterne i den svære kamp for at skabe vækst i samfundene. Paradokset er at det kan dog være meget svært at få disse mennesker til at blive i hjemlandet før at forholdene bliver forbedret, men samtidig har forholdene meget svært ved at blive forbedret uden disse mennesker. Selv hvis nogle af de universitetsuddannede skulle vælge at blive, så er det sjældent den offentlige sektor som de finder ansættelse i. Udenlandske donorer og ngo’er medvirker paradoksalt nok til at trække den veluddannede arbejdskraft fra de offentlige institutioner til deres egne

                                                                               37
aktiviteter, eftersom de kan tilbyde en løn som er langt højere end hvad det offentlige kan betale. Det er

derfor ikke blot indenrigsforhold som medvirker til at fjerne arbejdskraft fra der hvor den er mangler, men også udenlandske indflydelser, som ellers er til for at hjælpe landet, kan faktisk skade landet.

IV.V Bistandsafhængighed

I godt og vel et halvt århundreder har alverdens udviklede nationer givet bidrag til Afrika igennem forskellige former for økonomisk og humanitær hjælp. Procentmæssigt modtager en stor del af de afrikanske nationer betydelige mængder bistand, som i Malawi, Etiopien og Mozambique, hvor bistanden udgør 25-30 % af landenes samlede indkomster. I andre lande er bistanden dog meget lavere og hvis man

Side 16

Side | 16 ser på beløbet pr. indbygger ændrer tallet sig drastisk. For år 2003, som var et forholdsvis godt bistandsår,

                                                     38
lå bistanden pr. indbygger i tropisk Afrika på 202 kr. for hele året.

Bistanden har i noget tid været godt stigende, men dette betyder langt fra at det har været tilstrækkelig for at føre Afrika videre, i stedet står kontinentet nogenlunde på samme niveau, eller lavere, end det gjorde for 40-45 år siden. Mens at Østasien, Kina, Vesten, Indien, Latinamerika m.fl. har haft en stigning i BNI pr. indbygger siden 1975, har dette tal for befolkningen i Afrika syd for Sahara faldet fra $671 i 1975 til $518 i 1997. Til sammenligning er

                                                                  39
BNI pr. indbygger i industrilandene steget fra $12.589 til $19.283 i samme periode .

Spørgsmålet der opstår er hvordan det kan være at bistanden øjensynligt ikke har kunnet formå at ændre udviklingen i Afrika til økonomisk vækst. En del af forklaringen kan være at donorlandene selv har skullet finde ud af hvordan bistanden gives bedst ud og i denne proces har de naturligvis begået fejltagelser.

Fejltagelser som i visse tilfælde har betydet at bistanden ikke har hjulpet, men ligefrem været til skade for modtagerlandene. Pengene kan have gået til projekter, som af forskellige årsager slog fejl, eller der har måske ikke været nok kontrol med dem, som har gjort det muligt for korrupte embedsmænd at misbruge bistanden. I mange af projekterne der var støttet af donorlande har kravene til projekterne været at modtageren overtog udgifterne når donorlandet efter nogle år trak støtten til projekterne tilbage, men en overbelastning i antallet af projekter og dermed mangel på kapital, medførte i mange tilfælde, at projektet gik i stå og pengene derfor gik gået tabt. Modtageren var derfor afhængig af støtten fra donorlandene og dette kan igen ses som et udtryk for det økonomiske magtforhold mellem nationerne.

Når donorlandene i stedet prøver at undgå fejlslagne projekter, kan de vælge at støtte hele sektorer som f.eks. sundhed eller landbrug. Dette betyder imidlertid at donorerne sætter politiske krav til modtageren omkring den førte politik for at sikre sig at pengene bliver brugt efter hensigten, hvilket paradoksalt nok

kan betyde en svækkelse af det demokrati som donorerne selv støtter.^{40}

Selvom de politiske krav til modtageren kan ses som en fordel for landets befolkning, med vestlige øjne, betyder det samtidig at der sker en svækkelse af demokratiet i landet og en undergravning af netop de principper, som de vestlige lande selv har været fortalere for at indføre. Dermed mister modtageren en del af dens mulighed for at føre den politik, som den selv ønsker, og i stedet sætter donorlandene sig i rollen som formynderen, der fortæller hvad der er den bedste politik at føre.

IV.VI Delkonklusion

Magtforholdet mellem Afrika og Vesten er i dag stort set det samme som det var under koloniperioden.

Selvom landene har fået selvstændighed, så medfører den internationale magtstruktur og deres økonomiske afhængighed, samt teknologiske tilbageståenhed at Vesten stadig besidder magten. Afrika trænger hårdt til højtudannet arbejdskraft, men dem bliver uddannet tiltrækkes af Vesten og kommer derfor ikke moderlandet til gode. Bistanden fra Vesten har efter rigtig mange år ikke haft den ønskede

Side 17

Side | 17 effekt og det afrikanske kontinent står stort set i stampe. Bistandsprojekter fejlede ofte før i tiden, men i dag er de i stedet et middel til at videreføre politiske krav og styre politikken i modtagerlandene efter donorlandenes ønsker. Bistanden har selvfølgelig haft en gavnlig effekt mange steder, men den kan paradoksalt nok også være med til at fastholde Afrika i en lav udvikling, eftersom den ofte ikke er rettet mod den form for udvikling der er nødvendig. Frihandel og fri konkurrence vil have en betydelig gavn for Afrika i og med at landenes produkter ville kunne komme ud på verdensmarkedet på samme vilkår som alle andre. De ville have en komparativ fordel ved arbejdskraftintensive og ressourcekrævende varer og ville derfor sikre sig vækst og handel og dermed mulighed for udvikling og industrialisering. Den europæiske og amerikanske landbrugsstøtte betyder imidlertid at de ikke kan afsætte de varer, hvor de har fordele, men pga. deres medlemskab af WTO bliver de til gengæld nødt til at acceptere at skulle modtage billige varer fra Vesten, hvilket er med til at underminere deres egen produktion. WTO, som skulle sikre frihandel og fri konkurrence, hjælper dermed i stedet til at fastholde de strukturer, som sikrer at frihandelen og landenes komparative fordele ikke kan få indpas. Frihandelen igennem WTO skulle være med til at udligne magten i verden, men i stedet er WTO blevet midlet til fastholdelsen af magten hos Vesten.

V. Magtforholdet i dag som parallel til kolonialismen omkring år 1900

Efter gennemgangen af magtforholdet som det ser ud i dag er det blevet klart at der er en væsentlig mængde både reelle og principielle paralleller til koloniseringen af Afrika. Først og fremmest er der den parallel at Vesten, dengang som i dag, har magten i det internationale samfund. Omkring år 1900 var det en fysisk magt der var gældende, hvor europæiske nationer i fysisk forstand have koloniseret Afrika og styrede deres kolonier gennem deres militære, økonomiske og teknologiske styrke. I dag er Vesten ikke en fysisk kolonimagt, men i stedet finder der en neokolonisering sted, hvor magten eksisterer i de strukturer, som det internationale økonomiske system er bygget op omkring.

Igennem WTO har Vesten mulighed for at sikre at de afrikanske landes grænser er åbne for deres varer og at de ikke bliver behandlet anderledes end deres egen produktion. Ligesom under koloniseringen har Vesten brug for råvarer til deres industri, afsætningsmarkeder for deres overskudsproduktion og områder hvor den akkumulerede kapital kan investeres. Her er forholdet fuldstændig det samme som under koloniseringen, eftersom Afrika stadig har sin hovedproduktion i de primære erhverv, stadig ikke har gennemgået en industrialisering og stadig er mål for udenlandske investeringer. Afrika har i høj grad brug for handelen og disse investeringer, men udviklingen har betydet at de får mindre for deres råvarer og at investeringerne fra hovedsageligt multinationale selskaber kun har ringe udviklingsmæssige fordele.

Dermed har Afrika siden koloniseringen været fastholdt i produktionen af de råvarer som Vesten har brug for med den konsekvens at kontinentet ikke har haft mulighed for selv at blive udviklet. For at skabe denne

Side 18

Side | 18 udvikling har Afrika ikke blot behov for at blive industrialiseret, men også at fastholde de højtuddannede personer som skal føre landet videre.

Under koloniseringen blev de dygtige erhvervsfolk dræbt af kolonimagterne for at slippe af med konkurrencen. I dag gøres dette mere effektivt ved at tiltrække dem til Vesten for at de kan hjælpe til med udvikling her, i stedet for at lave et ressourcespild ved at dræbe dem. På den måde er der en parallel, hvor Vesten begge gange har været med til at fjerne konkurrencen eller sikre en manglende udvikling ved at fjerne de kloge hoveder fra Afrika, som ellers er grundpillen for samfundsudviklingen.

Efter kolonitiden har man i Vesten erkendt at det var meget forkert at kolonisere Afrika og for at gøre gengæld og skabe vækst i de tidligere kolonier er der derfor blevet givet og gives stadig i dag store mængder bistand til de afrikanske lande. Bistanden har i visse tilfælde været til direkte skade for Afrika ved fejlslagne projekter, hvilket man dog må gå ud fra ikke har været hensigten og dermed ikke en parallel til koloniseringen. Det har dog gjort at man er gået over til en anden bistandsform, hvor der i stedet gives penge under overordnede rammer, som dog betyder at donorlandet stiller politiske krav til forvaltningen af pengene. Det at styre en folkevalgt afrikansk regering i en bestemt politisk retning går imod de demokratiske principper, som de selv har været med til at indføre eller været fortalere for, men samtidig er det et udtryk for en tro på at den økonomiske politisk, som donorlandet selv fører, er den bedste og dermed er det naturligt at påtvinge den til de afrikanske nationer. En tankegang der kan ses som en direkte parallel til kolonitidens udbredte selvforståelse om, at de europæiske nationer var en overlegen race som havde ret og pligt til at kolonisere afrikanerne til deres eget bedste. Her er der forskellen blot i den måde hvorpå selvforståelsen kommer til udtryk, men parallellen er at man i Vesten slet ikke forestiller sig at de afrikanske lande ville kunne gøre det bedre selv.

Overordnet kan man sige at der er mange direkte paralleller til kolonitiden og de forhold som herskede og fælles for dem alle er at de ikke er til gavn for Afrika. Fra at have en fysisk kolonisering af landene omkring år 1900 baseret på en fysisk magt, eksisterer der i dag en neokolonialisme, hvor det er den strukturelle magt og det økonomiske system som er basis.

Hvis man skal se på hvorfor der er disse paralleller kan man trække på Lenins teori om imperialismen som kapitalismens højeste stadium, eftersom denne teori lægger op til at koloniseringen altid vil gentage sig under kapitalismen. Lenin sagde at det var kapitalismen som medførte koloniseringen som følge af en monopoldannelse og koncentration af kapitalen. I dag er der stadig monopoler i form af multinationale selskaber og kapitalen er også i høj grad koncentreret omkring disse. Selskaberne har stor interesse i at Afrika bliver ved med at undgå vækst, da de hermed kan blive ved med at få billige ressourcer, afsætte deres overskudsproduktion og investere deres akkumulerede kapital uden at skulle få yderligere konkurrence. Præcis som det var tilfældet under koloniseringen. Imperialismen fortsætter derfor i dag, men

Side 19

Side | 19 kommer blot til udtryk i en anden form og i en mere skjult facon. Man må som konsekvens sige at Lenin har haft ret i sine tanker, eller også har historiens forløb i hvert fald endnu ikke kunne afkræfte hans teori.

VI. Er der mulighed for en ny verdensorden?

Som beskrevet i opgaven har kapitalismen som den ser ud i dag haft alvorlige konsekvenser for den store del af verdens befolkning, som lever i et af de mange ulande i især Afrika. Om dette ligger i kapitalismens natur eller om det blot er fordi at der er opstillet hindringer for den er ikke til at sige, men det er dog rimelig sikkert, at man ikke vil komme til at opleve en verden, hvor der er fuldstændig frihandel og konkurrence. Hvis man mener at der bør være bedre vilkår for verdens fattige og at ulande skal have en øget vækst, bliver man derfor nødt til at se på hvordan man kan ændre det system som eksisterer i dag.

Som tidligere nævnt er det nemlig i høj grad i magtsystemerne og det økonomiske system at årsagerne til ulandenes manglende vækst skal findes og derfor også her hvor der skal laves ændringer.

VI.I Deglobalisering som vejen til et nyt system

Et af forslagene om at ændre det nuværende økonomiske system går ud på at man ikke skal prøve at ændre eller justere det nuværende system i en anden retning, eftersom disse justeringer og tiltag blot gør systemet endnu mere komplekst og til sidst ubrugeligt for videnskabelige fremskridt. I stedet bør der satses på en radikal ændring af systemet så organisationer som WTO, IMF og Verdensbanken bliver sat ud af spil og et pluralistisk globalt økonomisk system bliver skabt. Dette system skal skabes igennem en ”deglobalisering”, hvor vareproduktionen forankres i det regionale og nationale, hvis det er økonomisk forsvarligt, og samtidig skal magten fjernes fra store, multinationale selskaber og magtfulde stater som led i en ”dekonstruktion” af systemet. For at undgå afhængighed af udenlandske investeringer og kapital skal der desuden arbejdes for at sikre at de fleste finansielle ressourcer til udvikling findes i det nationale og at handel med udlandet kun fortages når varen ikke kan produceres i landet selv. Det nye system skal også fjerne fokus fra konkurrence og vækst og i stedet lægge fokus på en bæredygtig og social ansvarlig produktion for at forøge den miljømæssige ligevægt. Den væsentlige ændring ligger i at systemet ikke skal bygges på en ”centraliseret global institution” der håndhæver universelle regler og fremmer virksomheders interesser, men en decentralisering og dekoncentration af magten med skabelsen af et pluralistisk system, som skaber lokalt baserede og fleksible aftaler. Dannelsen af systemet skal, til forskel fra det tidligere system, ikke baseres på regionale eliter, men folket som også skal være drivkraften i dekonstruktionen af

                                                                          41
det tidligere system, i styringen af det nye pluralistisk system og i sikringen af dette system.

Et pluralistisk globalt økonomisk styringssystem, løser faktisk en stor del af de problemer, som er beskrevet omkring det nuværende økonomiske system. Det nye system ønsker at fjerne de internationale

Side 20

Side | 20 organisationer, hvilket ville medføre at magten blev fjernet fra WTO, IMF og Verdensbanken og samtidig fjernes noget af den strukturelle magt, som de magtfulde lande og MNS’er bruger til at fastholde ulande på et lavt udviklingstrin. Det gamle system er bygget op omkring konkurrencen mellem nationer og virksomheder, mens det nye system søger mod at danne fællesskaber og lokalt forankret produktion, som egentlig blot er en videreførelse af Adam Smiths originale tanker om en produktion baseret på en masse små lokale virksomheder, som alle havde specialiseret sig. Hermed løses også det store problem for ulandene med afhængigheden af udenlandske investeringer, samt deres mindskede indtægt pga. faldende priser på råvarer. Med det nye system skal varerne i videst muligt omfang produceres lokalt eller regionalt og dermed undgås den internationale stordrift og monopolisering, som presser de små producenter. Det nye system ville i høj grad være til gavn for ulandene og betyde en væsentlig velstandsstigning for dem, mens at befolkningen i de rige lande sandsynligvis ville skulle acceptere at gå ned eller blive i samme levestandard. De rige landes vækst er i høj grad bygget på de fordele som det nuværende økonomiske system giver dem, og netop konkurrencen er vigtig for at fortsætte væksten. Dog har de økonomiske kriser i de sidste par årtier vist at systemet slet ikke er holdbart, og at den vækst der foregår er bygget op omkring fiktive økonomier. For at sikre sig en bæredygtig økonomi må et nyt økonomisk system skabes.

Et nyt økonomisk system, baseret på en lokalisering af produktionen og afskaffelse af konkurrencevilkårene og de store virksomheder, ville som sagt løse mange problemer og sammenlagt være til fordel for menneskeligheden, men om det er muligt og ønskeligt at lave denne samfundsomvæltning er et helt andet spørgsmål. Det kræver at der skabes en bred nok stemning i befolkningen, til at fjerne magten fra de internationale organisationer og dermed fjerne magten fra de rige lande og MNS’er, hvilket i sig selv er en kæmpe udfordring. Det kræver også, at størstedelen af befolkningen i de vestlige lande er villige til at gå ned i levestandard og radikalt ændre deres levevis for at sikre væksten blandt den fattige befolkning i ulandene. At levemåden i Vesten til dels ikke er holdbar, er ikke nødvendigvis gået op for alle, og det vil desuden også være svært at diktere at virksomheder skal fastholde en lav produktion og ikke udvide og konkurrere.

Det vil sandsynligvis være muligt at få overtalt en hel del mennesker til at acceptere og bifalde et sådan nyt økonomisk system, men modstanden vil også være stor og måske for stor til, at det kan blive muligt. Mens det går godt er det svært at skulle se fremad og tilpasse sig udviklingen, og først ved en radikal ændring af levevilkårene i Vesten, som følge af f.eks. en længerevarende krise med stor arbejdsløshed osv., er det sandsynligt, at folk vil acceptere at ændre levevis, og her vil der være en åbning for et nyt økonomisk system. Dette er dog pr. definition noget som involverer globale forhold, som ikke er tilstede i dag og en diskussion af hvilke faktorer, som ville være tilstrækkelige til at få en samfundsændring vil derfor være rent gætværk og dermed fuldstændig irrelevant for diskussionen.

Side 21

Side | 21

En ny verdensorden baseret på et nyt globalt økonomisk system virker usandsynligt set ud fra nutidige samfundsforhold, men indtil det måske sker, så er en mindre ændring af verdensordenen stadig en mulighed. Hvis man ser på Afrikas muligheder for vækst og udvikling vil der på kort sigt være behov for regler, som tager særlige hensyn til landenes behov og prioriterer deres vækst frem for MNS’ernes vilkår.

Desuden vil en liberalisering af de vestlige markeder og fjernelse af støtteordninger og toldbarrierer være en nødvendighed for at de afrikanske lande kan handle med deres varer og dermed skabe udvikling og vækst. Ja, der er mulighed for en ny verdensorden, men den kommer ikke lige rundt om hjørnet, så hvis fokus er på at hjælpe fattige ulande, som f.eks. i Afrika, så er der behov for ændringer nu, og de skal ske i det nuværende system. Kun på denne måde kan der indenfor en kort tidshorisont skabes bedre vilkår for de fattige lande.

VII. Konklusion

Besvarelsen har vist at koloniseringen omkring år 1900 var karakteriseret ved at være bestående af en fysisk magt, hvor magten blev udgjort af økonomiske såvel som militære og teknologiske fordele. Det var i starten en uformel koloniseringen eftersom dette ikke officielt var staten, men enkeltpersoner der stod bag oprettelsen af handelsstationer og traktater med høvdinge. Senere forvandlede det sig dog til en formel kolonisering, hvor staten spillede en aktiv rolle i koloniseringen. Årsagerne til imperialismen var mange og viste generelt at de europæiske kolonimagter havde store økonomiske fordele i koloniseringen samtidig med at der var en udbredt selvforståelse der legitimerede kolonierne.

I dag er magtforholdet nogenlunde det samme, eftersom Afrika stadig ligger langt bagud Vesten, men magten har dog ændret sig til en økonomisk og strukturel magt, hvor Vestens magt ligger i det økonomiske systems strukturer og de afrikanske landes økonomiske afhængighed. Der er ingen formel kolonisering, men parallellerne er tydelige, hvor det ses at alle faktorer peger på at Vesten stadig udøver en magt over Afrika, om den er bevidst eller ubevidst. Det er i udnyttelsen af de økonomiske strukturer at teorien om neokoloniseringen har fundet dens ophav, men teorien sigter ikke mod at frigøre sig fra Vestens kapital, men at sikre at kapitalen bliver brugt til at udvikle Afrika i stedet for at forarme kontinentet. En udvikling som multinationale selskaber har det med at undlade at bidrage til ved at flytte overskuddet til andre lande. Yderligere bevirker USA’s og især EU’s landbrugsstøtte, eksportstøtte og toldbarrierer, at Afrika ikke kan komme ind på de vestlige markeder og derved skabe vækst og udvikling. Frihandelens principper er ikke opfyldt og WTO som skulle hjælpe med at sikre disse principper, er i stedet med til at sikre at Vesten kan dumpe dens overskudsproduktion i Afrika og dermed kvæle de fattige landes egen produktion.

Man kunne påstå at det er manglen på en fuldstændig liberalisering af verdensmarkedet og optimale vilkår for frihandelen, som er problemet og at en ophævelse af alle told- og handelsbarrierer samt eksportstøtte,

Side 22

Side | 22 landbrugsstøtte mm. ville løse problemet. Et sådant scenarie ville dog være fuldstændig urealistisk at forestille sig og man kunne fristes til at kalde dét det, som liberale tænkere kritiserede kommunismen for – troen på et utopi. Det er selvfølgelig muligt at bevæge sig mod en fuldstændig liberalisering af verdensmarkedet, men man skal passe på med at lægge begrundelsen for politikker i teorier, som er baseret på forhold som ikke er eksisterende. Hvis man skal snakke om vækst og udvikling i Afrika og ulandene generelt, kan det derfor være at det er andet end en integration i verdensmarkedet, som skaber de bedste forhold. Når verdensmarkedet ikke følger de principper som argumenterne for dets eksistens bygger på, så kan det være at en integration i dette marked netop har den modsatte effekt. At tvivle på at det nuværende økonomiske system ikke skaber de bedste forhold for vækst og fremgang i ulandene behøver dermed heller ikke at være en modstand mod frihandelen, men blot en konstatering af at dennes forudsætninger ikke er tilstede, og at det derfor kan være nødvendigt med restriktioner for netop at sikre dens vilkår bedst. Mens at frihandelens forudsætninger ikke er tilstede kan man endvidere forestille sig at det ville være optimalt at søge alternative metoder for at skabe vækst i Afrika, eftersom integrationen i verdensmarkedet tydeligvis ikke har haft en særlig gavnlig effekt for landene – endnu i hvert fald.

Afrika kan dog heller ikke komme ud af fattigdommen ved at sælge kaffe og jordnødder til sig selv, men skal bruge teknologi og risikovillig kapital for at komme videre. Man bliver blot nødt til at erkende at der også er andre metoder til at skabe vækst og udvikling og at frihandel ikke kan gøre det alene. Hvis frihandelen ikke bliver kontrolleret vil den kunne være med til at skabe internationale monopoler og dermed mindre vækst, mindre frihandel og mindre udvikling. Nedbrydning af toldsatser i WTO kan betyde at miljøskadelig produkter spredes og sælges til billige priser og dermed betyde mindre vækst og velstand og hvis ikke gevinsterne af WTO’s aftaler bliver fordelt ordentlig kan konsekvenserne være mere fattigdom og flere sociale uligheder. Kun hvis frihandelen bliver forvaltet rigtig og der eksisterer de rigtige politikker, kan frihandelen have den optimale effekt. Ved at løse disse problemer kan man på kort sigt skabe fremgang for Afrika, men på det lange sigt er der muligvis nødt til en ny verdensorden, ikke blot for ulandene og Afrikas skyld, men for hele verdenssamfundet. De senere års økonomiske kriser har vist at det økonomiske system i dag er meget ustabilt og uligheden i verden viser at det kun tager sig af Vestens interesser, hvor især WTO er bannerfører. I stedet er der måske brug for en verdensorden er produktionen er lokalt forankret og er baseret på de små specialiserede virksomheder, som også Adam Smiths oprindelige teorier byggede på. I stedet for at søge konkurrencen søges den bæredygtige produktion, som ikke blot vil skabe en miljømæssig balance, men også sikre at ligheden i verden vil blive større. Det kan godt være at befolkningen i de rige lande må gå ned i blive i samme levestandard, men kriserne og den økonomiske ulighed i verden har vist at der må ske noget og at vi ikke kan fortsætte som altid. En ny økonomisk verdensorden er nødvendig, spørgsmålet er om der skal endnu en stor økonomisk krise med langvarig arbejdsløshed til før vi forstår det.

Side 23

Side | 23

VIII. Litteraturliste

VII.I Bøger

1) Bender, Johan og Hans-Kurt Gade: Imperialismen og 1. Verdenskrig , Munksgaard, 1.

udgave, 2. oplag 1994

2) Winkel, Klaus: Hvorfor er det så svært for Afrika? Geografforlaget, 1. udgave, 1. oplag 2007

3) Gade, Hans Kurt og Ole Jellingsø og Else Priisholm: Europas verdenshistorie, Munksgaard, 1. udgave,

1. oplag 1985

4) Nielsen, Henrik Skovgaard: Den hvide mands byrde. Imperialismen , Gjellerup, 1. udgave,

1. oplag 1982

5) Friisberg, Gregers: Politik – dansk politik i en EU-ramme, Columbus, 3. udgave, 2. oplag 2003

6) Selingson, Mitchell A. og John T. Passé-Smith: Development and underdevelopment: the political economy of global inequality, Lynne Rienner Publishers, Inc, 3. udgave 2003

7) Udenrigsministeriet: WTO og den internationale handelspolitik, 2000

8) Bach, Christian Friis og John Nordbo: Den globale markedsplads – kort og godt om WTO, 92- gruppen & Mellemfolkeligt Samvirke, 2.udgave, 1. oplag 2004

9) Bello, Walden: Deglobalisering – idéer til en ny verdensøkonomi, Klim, 1. udgave, 1. oplag 2005

10) Hines, Colin: Lokalisering stedet for globalisering, Forlaget Hovedland 2001

V.II Elektroniske links

1) http://en.wikipedia.org/wiki/Dependency_theory#Other_dependency_theorists (d. 16/12 2009) –

Linket henviser til Wikipedias gennemgang af afhængighedsteorien. Den engelske version er valgt for at sikre en større troværdighed da der er langt flere engelske eksperter på området end danske.

2) http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Handelspolitik/WTOOgDohaRunden/WTORegler/Anti
dumping/Antidumping.htm (d. 21/12 2009) – Udenrigsministeriets side om Anti-dumping
3) http://www.wto.org/english/thewto_e/whatis_e/tif_e/fact3_e.htm (d. 21/12 2009) – Nederst på

siden er et afsnit med WTO’s egen forklaring af principperne i de komparative fordele.

4) http://en.wikipedia.org/wiki/Neocolonialism#Neocolonialism_charges_against_former_colonial_po
wers (d. 21/12 2009) – Wikipedias gennemgang af neokolonialisme
5) http://en.wikipedia.org/wiki/%C3%89mile_Durkheim – Wikipedias portræt af Emile Durkheim

Side 24

Side | 24

IX. Noter og litteraturhenvisninger

1

Bog nr. 2: s. 47

2

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 4: s. 45

3

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 2: s. 56-57

4

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 2: s. 48-52

5

Bog nr. 2: s. 40-42

6

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 3: s. 143-144 i

7

Bog nr. 4: s. 43

8

Bog nr. 4: s. 80-82

9

Denne historieopfattelse kan ses som en blanding af basis og overbygning, hvor det både er økonomiske forhold

(produktion, handel osv.) og en form for magtelite der tillægges betydning.
10

Først brugt om professionelle erobrere fra Spanien der tog til Amerika, efter Columbos opdagelse af kontinentet, for

at udforske landet og vinde prestige. Samme udtryk bruges flere steder om de europæiske opdagelsesrejsende.
11

Bog nr. 4: s. 62

12

Bog nr. 3: s. 145

13

Bog nr. 2: s. 56

14

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 1: s. 58-62

15

Link nr. 5

16

Bog nr. 5: s. 136

17

Herfra forkortet til MNS’er

18

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 5 s. 136-137.

19

Bog nr. 5: s. 137

20

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 7: s. 14-16 og bog nr. 8: s. 11-13

21

Bog nr. 9: s. 89

22

Bog nr. 8: s. 44

23

Bog nr. 8: s. 44

24

Link nr. 2

25

Bog nr. 8: s. 50

26

Afsnittet bygger hovedsageligt på link nr. 3

27

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 10: s. 29-32

28

Bog nr. 10: s. 33

29

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 6: s. 281-287

30

Bog nr. 6: s. 285

31

Afsnittet bygger hovedsageligt på link nr. 1 og bog nr. 6: s. 281-287

32

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 8: s. 82-85

33

Bog nr. 6: s. 328

34

Link nr. 4

35

Bog nr. 4: s. 195

36

Bog nr. 4: s. 194

37

Bog nr. 4: s. 196

38

Afsnittet bygger på tal fra bog nr. 2: s. 196-197

39

UNDP: ”Human Development Report”, 1999, s. 151-153

40

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 2: s. 198-200

41

Afsnittet bygger hovedsageligt på bog nr. 9: s. 154-167