Noter: Verdenshandelens udvikling og fordeling (kapitel 20)

Side 1

Kap. 20 – Verdenshandelens udvikling og fordeling

I 1400-tallet, begyndte europæerne at sejle ud for at finde nye sejlruter til deres handel med fjernøstlige lande.

I 1500- og 1600-tallet var det primært Spanien og Portugal der stod for de nye søfartsruter. I løbet af 1600 kom der også andre ind og markerede sig. Lande som England, Danmark, Frankrig og Holland.

I Nordeuropa, formåede man at bruge pengene fra trekantshandelen produktivt – Industrialiseringen i England fx (Trekantshandel s. 327 i bog).

I løbet af 1800-tallet, steg verdenshandelen meget. Frankrig, Holland, Belgien, Tyskland og USA begyndte på industrialiseringen, der sørgede for færre omkostninger mht. transport (grundet jernbane og dampmaskiner). Også det, at England gik i spidsen for nedsættelsen af told, gjorde vilkårene for fri handel bedre (de andre industrialiserede lande fulgte med).

Kolonikapløbet

Der skulle findes nye markeder til deres industrivarer, samtidigt med at der skulle bruges flere råstoffer.

Derved fik de vestlige lande interesse for Afrika og Asien.

Omkring 1880 begyndte koloniseringen i Afrika. Med militærmagt erobrede man en del af Afrika. Dette skete også med store dele af Asien.

I kolonilandene blev industrien omlagt, så den tilpassede deres kolonimagts behov.

Nutidens i- og u-lande kan spores direkte tilbage til kolonitiden.

Verdenshandelen gik i stå fra som følge af verdenskrigene. I 1930’erne oplevede verden en stor lavkonjunktur. Faldende produktion og indkomster mindskede behovet for import af råvarer og luksusvarer, hvilket ramte den globale handel

Der opstod en handelskrig mellem landene for at beskytte deres hjemmeerhverv. Der blev pålagt forbud mod import af varer, tillagt høj toldsatser og begrænsninger mod valutahandel.

Højkonjunkturen i 1950-73

Efter 2. verdenskrig, opbyggede man igen verdensøkonomien med den idé, at handelskrigene fra 30’erne skulle undgås. Derfor prøvede man med al magt at fjerne handelsbarrierer. Denne tanke om fri handel kom til at præge årtierne efter krigen. GATT blev oprettet i 1947, kun med det formål at fjerne handelsbarrierer.

Efter genopbygningen, kom der store stigninger i den globale handel.

Især 2 forhold var årsager til en vækst på 6-12% pr. år de kommende år:

• Det globale økonomiske opsving

• Frihandel

Side 2

Ny teknologi blev spredt hurtigt til andre lande, på grund af den frie handel.

Multinationale selskaber kom i vækst, især i 1960’erne.

Grundet de store tab i 2. verdenskrig, så engelske og franske kolonier mulighed for at rive sig løs fra kolonimagternes jerngreb og blive selvstændige. Dog er det kun lykkedes enkelte lande at komme op på niveau med andre i-lande, grundet de dårlige betingelser kolonimagterne efterlod.

Oliekriserne

Prisstigninger i olie i 1973 og 1979 gjorde at den internationale handel faldt. Arbejdsløshed og økonomisk krise blev resultatet af disse høje prisstigninger.

Verdenshandelen siden 1990’erne – globalisering

Adskillige af de helt store transnationale selskaber begyndte i slutningen af 1980’erne at samarbejde på tværs af grænserne. Især bilfabrikkerne. De begrænsninger der var på den internationale kapitalbevægelser blev fjernet, så det blev lettere at købe udenlandske obligationer, handle med valuta mm. Mange peger også på globaliseringen som en forklaring på de relativt pæne stigninger i verdenshandelen.

I 2001 faldt den stigning i verdenshandelen der havde været i 1990’erne. It-branchen kom ind i en krise, og it-produkter spillede en stor rolle i den globale handel, hvilket resulterede i et direkte fald i handelen.

Yderligere lagde 11/9 en dæmper på handelen.

Verdenshandelen fordelt på regioner og lande

I dag er der ca. 190 lande i verden. Alle disse lande handler i større eller mindre grad med hinanden. Nogle lande, såsom Danmark er afhængige af denne handel, imens den ikke har en ret stor betydning for andre.

Ca. 45% af al verdenshandelen foregår i Europa, men lande som USA og Canada har også en stor bid af

kagen, når det gælder verdenshandelen. I alt udgør industrilandene 2/3 af al verdenshandelen.

NIC landene (Mexico, Brasilien, Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong) er tidligere u-lande der i løbet af de sidste 30 år er kommet i kategori med industrilandene. Disse lande har via god infrastruktur og lave lønninger fået gang i produktionen. I 1960’erne stod Asien for ca. 13% af verdenshandelen. I dag er dette tal fordoblet.

Af verdens 190 lande er 130 af dem u-lande. Disse lande står for mindre end 10% af den globale handel.

Generelt kan det siges at:

▪ Asien har øget sin andel af verdenshandelen kraftigt

▪ U-landene (primært Afrika) har mistet andel

▪ I-landene holder nogenlunde deres andel – dog ser de ud til at miste terræn.

Hvis man ser på hvem der handler med hinanden, kan det tydeligt ses, at de lande der ligner hinanden meget på andre punkter (geografisk, politisk mm.) handler med hinanden. 73,8% af den europæiske eksport går til andre europæiske lande. Når der handles med andre lande inden for regionen taler man om intraregional handel.

Side 3

Dog, handler u-landene ikke ret meget med sig selv. Dette har noget og gøre med, at de varer der produceres i fx Afrika er råvarer, der findes på hele kontinentet. Der er altså ingen idé at handle med et land, der producere det samme som sig selv. Kun 9,9% af de afrikanske landes eksport går til et andet land i Afrika. Det samme mønster ses blandt SNG-landene (Rusland, Ukraine, Moldova mv.) Altså:

▪ De rige industrilande handler meget med hinanden (intraregional handel)

▪ U-landene handler meget lidt med hinanden

▪ U-landene og SNG-landene handler mest med de rige industrilande.

Verdenshandelen fordelt på enkeltlande

Hvis man ser nærmere på de enkelte landes placering i cerdenshandelen, kan det se at verdens førende eksportland er Tyskland. Deres eksport udgør 10% af den samlede handel med varer i 2004. Blandt de 8 øverste lande på listen (Tyskland, USA, Kina, Japan, Frankrig, Holland, Italien og Storbritannien), er der ikke sket store forandringer i perioden (Med undtagelse af Kina, der i 1973 lå på 20. pladsen og som i

2004 var på 3. pladsen).

NIC-landene har modsat toppen af listen, rykket sig meget siden 1973. Disse lande springer 10-20 pladser.

Opsummering:

▪ De gamle industrilande topper listen over verdens største eksportører

▪ NIC- og NV-landene har vundet store andele af verdensmarkedet de senere år.

Verdenshandelen fordelt på produkter

Verdenshandelen består ikke kun af håndgribelige varer, men også tjenesteydelser. Dette kan virke mærkeligt, da tandlægebesøg og frisørklipninger ofte ikke så godt kan eksporteres. Dog er tjenesteydelser alligevel god for ca. 19% af verdenshandelen. Disse tjenesteydelser er ofte transportydelser, turisme mm.

Handlen med varer kan groft opdeles i 3 hovedgrupper:

Landbrugsprodukter

Råstoffer

Industrivarer

De primære produkter (landbrug og råstoffer) stod førhen for størstedelen af verdenshandelen, men nu er det handlen med industrivarer der er dominerende. Siden 1973 er industrivarernes andel steget fra ca.

60% til næsten 74% .

Faldet i handelen med råstoffer skyldes den teknologiske udvikling – der er simpelthen ikke brug for så stor en mængde råstoffer som der var engang. Flere metaller bliver fx også genanvendt, hvilket mindsker behovet.

Faldet ved landbrugsprodukter skyldes den stigende velstand i (dele af) verden. Når landene bliver rigere, bruges en mindre procentdel af deres indkomst på fødevarer, og en højere del på luksusvarer, der typisk er industriprodukter).

Side 4

Ved at se på værdien af de eksporterede varer, kan vi ikke afgøre om et fald skyldes at eksporten er faldet, eller om prisen på varen er faldet. Derfor kan det opgøres i mængder, hvilket ofte er nyttigt.

Produkter

De primære produkters andel af verdenshandelen falder. Disse er bl.a. fødevarer, uforarbejdede

landbrugsprodukter, brændstof samt metaller). I dag har kontorudstyr/telekommunikation overhalet disse,

og er i 2004 den vigtigste produktgruppe i verdenshandelen (andel på 12,7%).

Mht. fødevarer står USA som den klart største eksportør. Danmark er i denne kategori blandt de 15-20 største eksportnationer.

5 produktgrupper dominere verdenshandelen. Biler, mad, kontor, brændstof og kemi udgør tilsammen ca.

halvdelen af al handel i verden.

Råvarehandel

Primære produkter har ofte store udsving i prisen. Både på kort og lang sigt. Industriprodukterne er langt mere stabile. Blandt de primære produkter (fx kakao, kaffe, kobber) er der store udsving, og disse er ofte meget forskellige fra råvare til råvare.

For at forstå de udsving der er blandt primære produkter, må vi have flere forskellige aspekter ind over. For det første, er der mange udbydere af råvarer, samt mange efterspørgere. Desuden er produkterne i store træk homogene (ens). Når der er tale om homogene varer, er der fuldkommen konkurrence. Dvs. at udbud og efterspørgsel bestemmer prisen, men også at den frie konkurrence presser prisen i bund.

Mht. landbrugsprodukter, skyldes prissvingningerne at udbuddet variere fra år til år.

Prissvingninger på metaller skyldes efterspørgslen. Udbuddet er rimelig konstant. Efterspørgslen afhænger meget af industrilandenes konjunkturer. Hvis der kommer opsving i disses økonomi, medfører det en større produktion og altså en større efterspørgsel på råvarer. Dette presser priserne på metaller op.

Monoeksport

Mange landes eksport omhandler ganske få produkter. For nogle lande er der tale om et enkelt produkt.

Herved ordet monoeksport. Typiske varer i denne kategori kunne være kaffe, olie, bananer, bomuld, kakao.

U-landene er i høj grad i denne situation bl.a. som følge af koloniseringen. Monoeksport er ofte forbundet med store ulemper:

Svingende priser på råvarer. Dette betyder at lande med monoeksport oplever kraftigt svingende valutaindtægter, hvilket medfører ustabilitet omkring betalingsbalancen, og gør det vanskeligt at forudsige de kommende års betalingsbalanceregnskab. Det bliver nødvendigt med store valutareserver, og det vanskeliggør politisk økonomisk planlægning.

Afhængighed af i-landenes konjunkturer. Efterspørgselen kommer fra industrilandene, og derfor påvirkes monoeksportlande meget af, om det går godt i industrilandene.

Erstatningsprodukter. Mange af de primære produkter, er efterhånden blevet erstattet pga. den udviklede teknologi.

Side 5

Faldende råvarepriser. Det er karakteristisk for mange råvarer, at priserne ikke følger de generelle prisstigninger under højkonjunkturer. Mange råvarer koster i dag som for 20-30 år siden, nogle råvarer har endda mistet værdi i perioden. Mere effektive produktionsmetoder er taget i brug, hvilket i fx kaffes tilfælde ligger til grund for den mindre værdi, produktet har. Imellemtiden er industrivarerne steget i pris, hvilket rammer monoeksportlandene dobbelt. Den faldene pris for råvarerne betyder at valutaindtægterne falder, såfremt de ikke øger deres produktion år efter år. Problemet forværres når u-landene skal importerefra industrivarerne for deres eksportindtægter. Så oplever de nemlig, at priserne stiger år for år.

Dette kaldes for faldende bytteforhold. Bytteforholdet er forholdet mellem priserne på det der eksporteres og de varer man importere.

Monoeksportlandene er altså i en vanskelig situation. Det slår ofte fejl, når monoeksportlande forsøger at stå sammen. Kun OPEC-landene har haft gavn af monoeksport. I 1970’erne stod de for over 70% af verdenseksporten af olie, hvilket tillod dem at sætte en pris de ville få et godt udbytte af.

Ny international arbejdsdeling

NIC-landene er ved at overtage de gamle industrilandes rolle som eksportører af industriprodukter. For 40 år siden, var disse lande fattige u-lande. Mange af disse lande startede deres industrialisering ved at satse stort på tekstilindustrien, der er en enkel produktionsproces. Efterhånden som industrialiseringen tog fart, begyndte de at producere mere avancerede produkter. I dag er NIC-landene konkurrencedygtige på områder som biler, forbrugerelektronik og skibe.

En ny gruppe af u-lande er på vej op i verdensøkonomien. Disse lande er typisk asiatiske u-lande, der er begyndt på industrialisering. Industrilandene er begyndt at satse på højteknologi og knowhow, samt nogle former for tjenesteydelser.

De økonomiske magtcentre

Der er 3 områder i verden, set med økonomiske briller. USA, EU og Asien. USA er den suverænt største økonomiske magt i verden. USA’s BNP er 2½ gange højere end den 2. største økonomi – Japan.