Pladetektonik - Rapport i Naturgeografi

Gør rede for, hvad pladetektonikteorien går ud på.

Mistanken om, at kontinenterne ikke altid har ligget, hvor de ligger i dag, har eksisteret længe. Så tidligt som i starten af 1600-tallet var den bemærkelsesværdige lighed mellem kystlinjerne på hver side af Atlanterhavet bemærket. Det så ud til, at de afrikanske og sydamerikanske kontinenter engang havde hængt sammen, men var blevet revet fra hinanden af vældige kræfter. Det blev den tyske naturforsker Alfred Wegener, der i 1912 fremsatte den første store teori om kontinenternes bevægelse - kontinentaldriftsteorien. Ifølge denne teori flød kontinenterne rundt som lette isbjerge i havet der bestod af tungere basaltisk underlag. Wegeners teori fik ikke den store opbakning i hans samtid og den blev forkastet af de videnskabelige miljøer. Dette skyldtes primært fordi man mente at de kræfter Wegner snakkede om ikke var stærke nok.

Pladetektonikkens endelige gennembrud - som vi kender den i dag - skete især ved påvisningen af det fænomen, vi kalder havbundsspredning, en afgørende bekræftelse af teorien. Havbunden består overvejende at den vulkanske bjergart basalt, som strømmer op gennem et gigantisk sammenhængende system der hovedsagelig består af undersøiske vulkaner, der i et zigzag-mønster strækker sig gennem de store oceaner. Dette vulkansystem er kendt som de midt oceaniske rygge. Samtidig har man kunnet påvise, at oceanbunden bliver ældre og ældre, jo længere væk fra de midt oceaniske rygge, man bevæger sig.

Den vigtigste forskel på Wegeners teori om kontinentaldrift og pladetektonikken er, at kontinenterne ikke, som Wegener troede, bevæger sig i forhold til den omkringliggende havbund. I stedet er det yderste lag af Jorden – det man kalder litosfæren – brudt op i kæmpemæssige plader, der omfatter både oceaner og de tilstødende kontinenter. Kontinenter “fl yder” hele tiden ovenpå, fordi de består af lettere bjergarter end basalt. Pladebevægelserne forklarer samtidig dannelsen af bjergkæder og dybhavsgrave såvel som jordskælv og vulkanudbrud. Pladetektonik er altså en geologisk teori om, at den ydre jord er opdelt i stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Teorien forklarer bl.a. oceaners tilblivelse og forsvinden, udbredelsen af jordskælv og aktive vulkaner, bjergkædefoldning, fossile dyr og planters udbredelse samt kontinenters vækst og skiftende beliggenhed gennem tiderne. Kort sagt fik man ved pladetektonikteorien en samlet forståelse af, hvorfor Jorden ser ud, som den gør.

Diskuter, i hvor høj grad teorien kan forklare de forskellige geologiske processer, som optræder ved forskellige typer af pladegrænser.

Som nævnt, er litosfæren opdelt i et antal plader …