SRP om digtsamlingen "Sagde jeg, siger jeg" af Pia Juul

Side 1

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

1/18

STØRRE SKRIFTLIG OPGAVE:

Pia Juul: ”´Sagde jeg, siger jeg”, og 1990’ernes danske lyrik generelt.

STX 3.g

Fag: Dansk

STX 3.g

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ………………………..…………………………………………. ……………s. 3

2. Gennemgang af digtsamlingen ………………………………………………………...….s. 3

3. Analyse og fortolkning af 2 udvalgte digte…………………………….…………………..s. 7

3.1 Digt nr. 1 (*) ………………………………………………………………………s. 7

3.2 Digt nr. 31 (*)………………………………………………….……..…………..s. 12

4. Perspektivering til 1990’ernes danske lyrik …………………………………….………..s. 16

5. Konklusion ……………………………………………………………..……………..…..s. 17

Side 2

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

2/18

1. Indledning

Jeg har valgt at skrive om moderne dansk lyrik (fra ca. 1990), fordi lyrik generelt interesserer mig.

Ydermere betyder det at vi højst sandsynligt ikke kommer til at gennemgå dette emne i skolen, og at det er utroligt spændende og udfordrende at få overblik over en igangværende udvikling, også en del.

I opgaven vil jeg først prøve at danne mig et overblik over digtsamlingen, hvorefter jeg vil vælge 2 karakteristiske digte ud, og analysere og fortolke disse. Til sidst vil jeg diskutere hvorvidt de udvalgte digte forholder sig til nogle karakteristiske tendenser i 1990’ernes danske lyrik.

2. Gennemgang af digtsamlingen

Pia Juuls (PJ) digtsamling ”sagde jeg, siger jeg” udkom i 1999, og er forfatterens femte digtsamling. Digtsamlingen består af 50 digte, der fylder 66 sider. Digtene har alle en stjerne (*) som overskrift, bortset fra fire digte i slutningen af digtsamlingen, som skiller sig ud ved at de har tre stjerner. At digtene kun har stjerner som overskrift, er med til at frigøre dem, og få dem til at virke som strøtanker der bare kommer. Digtene er ikke færdige, enkeltstående behandlinger af emner, og derfor har forfatteren valgt ikke at lade som om.

Selve bogen er ombundet af en atmosfærisk, lettere nuanceret hvid farve, der leder tankerne hen på den impressionistiske malerkunst. Der står ”PIA JUUL” med store bogstaver, og neden under ”sagde jeg, siger jeg” med små bogstaver, og bemærkelsesværdigt nok uden stort begyndelsesbogstav. Dette får titlen til at virke let og grebet ud af sammenhæng, netop som PJs digtning er; en konstant udvikling og vidererejse, med sans for at skrive lette digte, gennem humor og en udpræget sans for hverdagen.

Bagsiden af digtsamlingen er prydet af to linier med forholdsvist små bogstaver; først står der ”DIGTE” og nedenunder ”TIDERNE SKIFTER”, hvilket jo bidrager til forståelsen af PJ som en evigt udforskende og rejsende digter. I denne digtsamling vises dette helt konkret ved at PJ indfletter taxaer, færger, tog, fly, cykler, skibe og endda banegårde i digtene. Ydermere er der digtsamlingen igennem en eksistentiel udvikling at spore.

Der fortælles ud fra et jeg hele bogen igennem, bortset fra i digt 17, 24, 39, og 50. I disse digte fortælles der uden at der bliver nævnt et jeg.

Side 3

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

3/18

Efter det første intro-digt, starter vi midt i et nærmest barnligt stade (digt 2, 3, 4, 5), og glider over i en pludselig forståelse af at jeget har mistet noget og en (tog)rejse (digt 6, 7, 8), hvor Inger

Christensen ”hjælper” jeget på vej. Herefter indtræffer endnu en eksistentiel/ skrivemæssig

(banegårds)krise (digt 9), som dog udvandes ved hjælp af en mødet med en person, en digter som jeget ser på scene hvor han ”siger hvert ord som et søm” (digt 10). Denne digter er højst sandsynligt Søren Ulrik Thomsen, da han har udtalt at hvert ord i digtene nærmest skal kunne stå for sig selv, og da sammenhængen ydermere kan spores ved at PJ tidligere har udtalt sig svimmelfuldt rosende om Thomsens oplæsningsevner (Hvor).

Jegets forhold til denne person ser ud til at fortsætte lidt (digt 11, 12), hvor forholdet dog udvikler sig i en uheldig retning, og herefter indtræder en pludselig trang til oprør (digt 13) en frigørelse over flere digte, en genfødsel (storken i digt 16), og en udvikling (digt 13, 14, 15, 16, 17, 18), hvor jeget muligvis to gange referer til, hvordan det er kommet væk fra og over Thomsen (hele digt 14 og

ordene ”du fortaber dig/ i lignelser fortalt af/ vorherre måske” i digt 17). I digt 18 kommer jeget så

videre, og snakker om at huske fortiden samtidig med at brylluppet i digtet både kan ses som en ny begyndelse (ny partner), eller som en gammel ny begyndelse der skal huskes. Alt i alt; man skal huske at reflektere over sit liv. I hvert fald stopper jeget op i de næste mange digte (helt bogstaveligt

i digt 19), og reflekterer over hvordan, hvorfra og om hvad jeget egentlig lever/skriver, og hvordan
jeget måske kunne/burde gøre i stedet for (digt 19,20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27).

Digt 28 bliver så igen ligesom en begyndelse; eller som om jeget er færdig med at overveje og nu vil eksperimentere og udføre, men allerede i digt 29 støder det ind i en mat blindgyde, en såkaldt sagnomspundet skriveblokering. Dette fører over i en søgen tilbage mod en barndom eller en ny begyndelse (”Alle vil tilbage i støbeformen” digt 30), et sted før alle ordene var blevet ladet med

betydning, associationer og ideer (”Man kommer til at længes/ - efter dengang drenge var drenge …
Hvor ræven hed ræv … og en stor del af os/ sletikke var født endnu” digt 31) (digt 30, 31).

Refleksionen fortsætter så i de næste digte, og tunge emner som skrift og liv, troværdighed,

relevans, mellemfolkelig forståelse og specielt et begreb som objektiv sandhed/forståelse, der
digtsamlingen igennem bliver hånet som ikke eksisterende (”Desuden gjorde han altid/ sådan med
hånden/ Sådan” digt 2 og 49) kommer under kødhammeren (digt 32, 33, 34,35). Om dette har Pia

Juul også udtalt sig således: ””… sagde jeg, siger jeg”, handler om, at sandheden findes bare ikke”.

(Mot, s. 68)

Og nu støder vi så ind i digtsamlingens underligste del, der også er adskilt fra resten af digtsamlingen ved at digtenes ”overskrift” består af 3 stjerner, hvor resten af digtene kun har fået 1

Side 4

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

4/18

stjerne. Sektionen består af 4 digte, og PJ har udtalt, at disse digte er dem hun mindst forstår selv, og nok repræsenterer en ny udvikling i hendes digtning (Mot, s. 67). 3-stjerne-digtene er løsslupne, eksperimenterende og gotisk uhyggelige, og påtager sig fuldt ud de depressiv-scenarier, der kun i glimt skinner igennem i løbet af digtsamlingen (specielt i digt 10, hvor denne sektion nærmest

bliver ønsket: ”Den sorteste/ afgrund/ den sku man ha/ at kigge ned i af og til/ og øse af synerne”),

men her er det, i modsætning til 1-stjerne-digtene, jeget der virker til at være i kontrol over de mørke kræfter, og være ovenpå.

Til sidst i digtsamlingen får vi en nærmest filmisk krydsklipning mellem forskellige temaer og

sindstilstande, hvor jeget først får et chok over en mands død (EJH (som digtet er krediteret til) =
Edward James Hughes = forfatteren Ted Hughes, som PJ har oversat til dansk (Mot, s. 71) og den

sandhed han tog med sig i graven, hvorefter der sker en barnlig tilbagevenden eller genopdagelse af det at se dybere i tingene, eller få tingene til at åbne sig, i hvert fald noget med at huske en måde at se verden på man havde som barn.

Herefter sker der en hovedløs saltomortale ind i en nostalgisk opgivelse overfor verden og vinteren, og et ønske om at falde i søvn (”Morfeus (græsk mytologisk søvngud), min hjertenskær: kom!”) og et ønske om at blive slukket. Men jeget kommer straks ovenpå igen, og får overblik over sin situation i ”luftgyngen dèr” (digt 44). Den apokalyptiske følelse vender dog hurtigt tilbage, men denne gang forfølges den af et ”natur”-forløb, der gennemgår en solnedgang. På den måde opdager

jeget, at rejsen/udviklingen ikke altid slutter i en død, men bliver gentagne solnedgange/solopgange.

Jeget havde regnet med en bombastisk afslutning, men ankommer bare til en ny havn (hele krydsklipningen: digt 40, 41, 42, 43, 44, 45).

Denne erkendelse af jegets hidsige bane og hele udviklingens og genfødslens natur, fører til at jeg siger nej tak til flere af de der dramatiske pendulsving mellem to modpoler (”Åhnej, min kære

danselærer Rosenkilde,”/ sagde jeg forpustet/ - jeg kan ikke mere/ Nu mødes vi, nu skilles vi på
gulvet/ een gang for meget har jeg/ leget ..” digt 46), men siger ja tak til et fast holdepunkt at skrive

ud fra, selvom jeget godt ved, at det ligeså godt kunne have valgt et hvilket som helst andet punkt,

da livet ellers er så uoverskueligt (”Det er ikke fordi/ jeg hører hjemme her/ Men hvem/ vil ikke/
danse i blå luft/ med en hvisket sang i øret/ For loftet bag en scene/ kan man næsten ikke se/ Det
svimler for den/ tilbagelagte nakke/ Det svimler for den der/ ikke kan øjne det loft” digt 46)

Her kunne man godt tro at digtsamlingen mere eller mindre ville være afsluttet, men alligevel kommer der endnu et opgør, denne gang med den ordnede fornuft og med det at følge traditionerne

(digt 47, 48).

Side 5

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

5/18

Det andensidste digt er nærmest en kopi af digt nummer to, bortset fra at der nu er kommet flere personer, en hund, og generelt en masse ekstra ord på. Efter hele digtsamlingen er jeget altså tilbage

ved samme sted, og flere ord/associationer og forviklinger for at forklare den samme ting. Det er

bare anekdoter det hele.

I det sidste digt har jeget fundet frem til det grundlæggende, hvorfra rejserne starter, og har altså fået et større overblik; jeget er noget til et sted hvor tiden står stille, og man selv vælger. ”Kokken står parat med sin ørefigen” er en reference til bogen Oliver Twist (af Charles Dickens) hvor hovedpersonen Oliver får en kæmpe ørefigen, fordi han som den første går op og spørger om mere mad, og altså bryder det forventede. Kokken kan dog ikke give ørefigenen nu, og er fanget som et oldtidslevn, da jeget slet ikke operer med den slags oprør længere. Her afsluttes digtsamlingen så

(”nu bliver her mørkt”), dog ikke uden at jeget viser at det ikke er slut: ”en/ enkelt lygte viser mig
et/ buskads, torskemund/ blomstrer hér” (torskemund er en ukrudtsblomst, som har honning inden i

sig, hvis man åbner den).

Digtsamlingens udvikling er altså, at jeget går fra et barnligt stade, over i en krise og en deraf

følgende rejse med/vha. Inger Christensen, kommer til en ny krise og kommer igen videre med/vha.

Søren Ulrik Thomsen. Herefter ændrer mønstret sig en lille smule i resten af digtsamlingen, ved at der efter de to følgende kriser, kommer en smule mere refleksion og oprør, mellem krisen og den ny rejse, indtil jeget til sidst ikke gider mere, og siger stop for alle de pendulsving fra det ene til det andet. Jeget tager så det sidste opgør, og derefter kommer afslutningen.

Før digtsamlingen egentlig starter, indleder PJ ”festen” med et citat fra en gammel popsang: ”It’s my party and I cry if I want to”. Citatet er fra en gammel popsang, sunget af Lesley Gore, men lavet af nogle andre (Les). Citatet siger direkte to ting: for det første at Pia Juul vil opføre sig fuldstændig som hun har lyst til i den her sammenhæng; digtsamlingen er hendes fest, og for det andet anslår referencen til en gammel popsang, den manglende selvhøjtidelighed hos PJ, og den føromtalte lethed i digtningen. Indirekte kan man måske også sige, at det at PJ vælger at give Lesley Gore æren for popsangen, viser hendes eget afslappede forhold til det at stjæle fra andre (både idémæssigt og helt konkret ved at stjæle sætninger), og så at sige ”stå ovenpå på skuldrene af andre” og skrive derfra, og alt dette passer jo godt i forhold til hvordan digtsamlingen udarter sig.

Formen på selve digtsamlingen er præget af en række indre systemer. Det første system man støder på når man læser ”sagde jeg, siger jeg”, er et ”associativt system”, der hægter digtene sammen en efter en. Digt 1 står lidt ud for sig selv som en selvstændig intro, men derefter går det slag i slag;

Side 6

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

6/18

digt 3 forbinder sig til digt 2’s familie, digt 4 til digt 3’s navne, digt 5 til digt 4’s børn, digt 6 til digt

5’s strand og desuden omhandler begge livets forgængelighed, digt 7 til digt 6’s flod, digt 8 til digt

7’s tog, og så videre.

Udover dette er der også sammenhæng ”fra ende til anden” så at sige, da digt 1 og digt 50 begge omhandler færger, digt 2 og digt 49 begge onkel Hector, digt 3 og digt 48 begge forskellige navne,

men ved digt 4 og digt 47 brydes systemet, der altså kun varer de tre første/sidste digte.

Tallet tre er et typisk talmagisk eventyrtræk, der går igen flere steder i digtsamlingen, bl.a. i det sidste digt, hvor der er tre færger at vælge imellem, ligesom eventyrtrækkene også går dukker op

flere steder i digtsamlingen. Generelt hugger/ efterligner PJ både sange og salmer (”Løft engang

hvor jeg er tung” digt 9), og eventyr (En klynge af frøer som en person vil skille ad i digt 14, hele scenariet i digt 28, etc.), ligesom digtene strør om sig med mere eller mindre direkte referencer til personer (Stephan Bogart som filmstjernens søn i digt 1 (SB), Bjørnstjerne Bjørnson (der boede i Aulestad (Gyl1, s.240) i digt 35, etc.), bøger (Charles Dickens ”Oliver Twist” i digt 50, etc.)

filosoffer (”hvad en klog mand/ hár konstateret for/ længst, om en flod” digt 6, hvor den kloge

mand er lig med den førsokratiske filosof Heraklit (Veje, s.403).

Pia Juul skriver digtsamlingen igennem i et legende og meget rytmisk sprog. Hun bryder meget tit ud i noget der ligner talesprog, og vender også tit tilbage til en mere traditionelt ældre måde at skrive på (”Vær klog og snild” digt 18). Hun skifter mellem hverdagssituationer og eventyrtræk, og skriver helt ude på kanten af det mulige, hvor verden og skriften virkelig dirrer. Hun går ind i tingene, og opløser dem derved, så man kan se alle aspekterne , og hun forholder sig ikke tåbeligt romantisk til noget som helst. Hun bevæger sig tit uventede steder hen i digtene, både i indholdet og tiden, uden dog nogle sinde at virke fraværende eller lade digtene miste styrke, og skifter tit mellem det alvorlige, humoristiske, absurde og desperate i bare et digt (eksempelvis digt 1).

PJ skriver i ”sagde jeg, siger jeg” forholdsvist korte digte, som gør sig næsten helt uden punktummer. Hun er dog ikke nærig med tankestregerne og kommaerne, i de korte vers digtene består af.

Hun har masser af naturfænomener, som blomster, dyr, sol, sne, træer og himmel med i mange af

digtene. Udover dette er kropsvæsker, børn, religiøse genstande, hjælpende/ beundringsværdige

mænd og drømme også relevante og bemærkelsesværdigt gennemgående elementer.

Temaerne i digtsamlingen er, udover et konstant gennemgående eksistentialistisk tema, den

manglende objektive sandhed/ virkelighed, refleksionen/ erindringen, tidens gang, øjeblikket,

Side 7

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

7/18

litteraturen/ kunsten, og så berøres kærligheden også ganske let, ligesom narcissismen bliver

behandlet med hård hånd nogle gange i løbet af digtsamlingen.

3. Analyse og fortolkning af 2 udvalgte digte

3.1 Digt nr. 1 (*)

Jeg har valgt digt nr. 1, fordi det indeholder en paradoksalitet, humor, eksistentiel interesse, og

sandheds/virkeligheds-undersøgelse, der er toneangivende for mange af de andre digte i

digtsamlingen. Ydermere indeholder digtet helt konkret ord som færge, landgang og taxa, som også kan betegnes som gengangere igennem digtsamlingen.

Digt nr. 1 består af to strofer, første strofe med 7 vers; anden strofe med 8 vers, og overskriften består af én stjerne.

* Strofe nr. 1 er umiddelbart direkte o*g ligetil, og sproget lægger ingen hindringer i vejen for

forståelsen. Der er ingen svære ord, og sammenhængen er letforståelig: Der er en færge der krænger over lige før landgang, og alle (inklusive jeget) går i knæ et øjeblik. Verset slutter af med en tankestreg og en direkte forfatterkommentar; det er det jeg tænker på. Altså en situation hvor alle reagerer på samme egentligt irrationelle men alligevel naturlige måde, (dog kun ”et øjeblik”), og et

hint til at det er dette jeget/forfatteren synes er interessant (og muligvis vil gennemgå i

digtsamlingen).

Første strofe starter med ordet ”når”, hvilket er et ord der ikke tidsmæssigt sætter de store begrænsninger. Det ligger dog i ordet, at det efterfølgende der sker, er noget uundgåeligt der vil ske, i modsætning til hvis der stod ”hvis” eller ”da”, men tidsmæssigt kan det også være noget der er sket, noget der sker lige nu, noget der vil ske i fremtiden, eller noget der sker konstant. Altså er der ikke nogen tidsmæssige begrænsninger, og tidspunktet for digtet er tidløst. Det næste ord ”færge”, kan dog siges at begrænse tiden til et tidspunkt hvor der var færger, men det ligger vist lige på randen af en overfortolkning.

Færgen er et transportmiddel, hvilket symboliserer rejsen, udviklingen og livet, hvilket (både transportmidlerne og temaerne rejsen, udviklingen og livet) går igen senere i digtsamlingen. Altså er det når ”alle” er i gang med at rejse, at der kan ske en interessant fællesfolkelig udvikling. Som transportmiddel er færgen et transportmiddel der fører en fra fastland til fastland, over noget vand.

Altså er den her omtalte rejse noget med at man giver slip på noget fast (landjorden som jo er

Side 8

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

8/18

menneskets element), rejser ud på nogle usikre vande hvor man ikke har kontrol, og når frem til et andet sted. Rejsen kan måske herved siges at være når man bevæger sig ud på usikkert territorium.

At krænge over er noget med at man, eller i det her tilfælde færgen, vælter lidt til den ene side, og derved kommer ud af balance, dog ikke så meget at man vælter helt. I dette lægger også den pendul-bevægelse, som går igen som en naturlig del af en udvikling i hele digtsamlingen, da man efter naturligt efter at være krænget lidt til den ene side, vil, hvis man ikke vælter helt, krænge lidt til den anden side. At en færge krænger over lige før den går i land er en fast procedure, og der burde derfor ikke være noget at frygte her, men mennesket frygter det altså alligevel. Altså reagerer mennesket fast følelsesmæssigt på nogle ting, der ikke burde være en reaktion på, da man er bevidst om at de kommer. En nærmest komisk dødsangst lurer her, og dette kan tolkes som at livet har nogle faste situationer der altid kan bringe menneskenes følelser i kog, selvom de er gentagelser.

”Og’et” i næste vers har en ren videreførende funktion, der tilknytter ”alle sammen” og deres handling, til det at færgen krænger over. At der står ”vi alle sammen” hentyder både til, at alle er med i dette, også jeget, og har den funktion at ”alle sammen” både betyder os alle, og at vi alle gør det her sammen.

Vers 3, ”Alle som een”, er nærmest en gentagelse af vers 2, og det kunne ved første øjesyn godt se ud som om at dette vers kunne undværes. Verset tilfører dog en talesprogsagtig effekt, der medfører en følelse af løssluppenhed, og fastslår at det virkelig er alle (!) der er med i dette. Stavemåden ”een” i stedet for ”én” (hvis rytmikken skal bevares), er måske for at henlede opmærksomheden på en påvirkning fra ældre litteratur, og bekræfte det tidløse i situationen.

I næste vers sker det så det at alle ”går i knæ”, hvilket er en fast vending i det danske sprog, har den betydning at folk falder lidt sammen, deres ben bukker sig sammen, fordi de kommer i ubalance. At PJ sådan bruger hverdagssprog, hiver digtet ned på jorden.

Sætningen ”et øjeblik” har et dobbelt tilhørsforhold, da den både kan ses som at alle går i knæ et øjeblik, og så kommer landgangen om et minut, og som at, hvis man tager næste vers med, alle går i knæ, et øjeblik før landgang.

Lige meget hvad, kan alle dog kun nå at gå i knæ ”et øjeblik”, som i og for sig er en ret ukonkret tidsangivelse, men som man må sige er et kort stykke tid, der må ligge et godt stykke sekunder under et halvt minut. Altså kommer den ustabile situation med færgen der krænger over og reaktionen derpå, lige før man når i land og er inde på sikker grund igen.

Ordet ”landgang” i næste vers, betyder selvfølgelig at alle har afsluttet deres rejse og kan komme ind på sikker grund igen, men det har også den dobbelte betydning, at ordet består af de to ord

Side 9

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

9/18

”land” og ”gang”, hvorved man også forestiller sig en (gå)gang på noget land, hvilket situationen jo også uvilkårligt medfører, hvis da ikke personen bliver hentet og bragt af et transportmiddel, måske en taxa.

Sidste vers i første strofe starter med en tankestreg, hvilket giver en lille pause til eftertænksomhed, før forfatteren kommer med sit trumfkort; ”det er det jeg tænker på”. ”Jeg” kan godt være PJ, men kan også lige så godt være en person PJ vælger at skrive ud fra. Ikke desto mindre kan man ikke nægte det sidste vers dets bombastiske udmelding, og det ligger meget lige for at betragte det som en udtalelse om resten af digtsamlingen, og ikke kun dette digt, specielt da digt nr. 1 jo har den lænke om foden, at det er det første digt i digtsamlingen.

I næste strofe har vi så gennemgået et spring, og dobbeltheden og det paradoksale i at foretage sådan et spring, er ikke forsøgt skjult det mindste. Det er PJs fest, og hun gør hvad hun har lyst til.

Nu befinder vi os pludselig på landjorden, nærmere bestemt i en taxa, og transportmiddel-elementet og symbolikken fungerer altså nærmest som et (missing) link. Fra at fortælle om en almen, ret ligetil, tidløs situation i første strofe, får vi her fortalt en ret præcis, humoristisk, og paradoksal

historie, der nok ikke kan gentages præcist igen nogensinde (jvf. digt 6 ”Man kan ikke gense/ noget

som helst”).

I strofe 2 starter vi i en taxa. En taxa er et transportmiddel der kan fragte folk fra et sted på landjorden til et andet, samtidig med at den kører på landjorden. Derfor kan taxaen, i forhold til færge-symbolikken i strofe 1, betragtes som en måde at rejse på, hvor man ikke bevæger sig rigtig ud på usikker grund, og kun rejser rundt i den verden man er i forvejen. I denne taxa møder vi en filmstjernes søn, der, ligesom taxaen der ikke kunne bevæge sig ud i andre verdener, ikke kan se ud over sin egen næsetip. Filmstjernesønnen kan lokaliseres til at være Stephen Bogart (SB), som der er refereret til i takkelisten.

I andet vers får vi så også en jeg person introduceret, som SB ”bedyrer at livet er hårdt”.

Ordet ”bedyrer” virker typisk for PJ at bruge, da det er et dobbelttydigt ord, der både har den helt enkle funktion at SB siger jeget noget, samtidig med at det også er et atypisk ord, der næsten fremstiller sin egen bemærkelsesværdige værdi, for tydeligt. Typisk for PJ på den måde at opføre sig præcist som hun lyster, uden hensyn til om digtene bliver grimme, kitschede eller næsten naivt simple; fuldstændigt modsatte ting lever i velgående, og uden tøven, side om side i digtene.

Når PJ siger at ”filmstjernens søn ... bedyrer mig at”, lænker hun noget dyrisk sammen med filmstjernen, og gør hans udtalelse og bagvedliggende holdning til en naturlig og instinktiv reaktion, i den verden han nu lever i.

Side 10

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

10/18

Hvilken verden filmstjernens søn lever og har det så hårdt i, får vi allerede at vide i næste vers:

”hvis man er berømt”. Ved at sige ”man”, fralægger SB sig det personlige ansvar, og giver på narcissistisk vis hele skylden til det at være berømt; sådan er det at være berømt, alle ville have det sådan hvis de var berømte. En sådan selvhøjtidelighed kan PJ selvfølgelig ikke tolerere, og straks i næste vers, lader hun da også jeget bryde ud i en punkterende og befriende latter. Jeg, som hun på engelsk vis har stavet med stort, ikke bare griner, men ”griner og griner”.

I næste vers afbrydes det voldsomme grin jeget har gang I, ved at SB begynder at snakke igen. Der

er altså kun en person der kan grine/snakke ad gangen, og jeget er, selvom hun finder hans første

udtalelse latterligt humoristisk, stadig lydhør over for ham. Ordet ”indtil” virker som en stopklods for hendes grin, og giver samtidig betydningen af, at hun griner ”ind til” noget andet i ham; han reagerer fordi hendes grin påvirker ham inden i.

SB reagerer på grinet ved at udtale sig om jeget, som måske her afsløres som PJ, da jeget er en digter. Udtalelsen er uredigeret, den er endda ikke engang oversat til dansk, og PJ sørger altså for at hendes egen mulige fejlformidling af det skete holdes udenfor (fejlformidling eller begrebet sandhed er jo også i digtsamlingen et gennemgående tema). Det at hun lader SB udtale sig på engelsk, kan også være for at vise hans eget selvoptagethed; ved han ikke at hun er dansk?!

Det ville nok være en god idé at oversætte de tre næste engelske vers, så vi ikke misforstår hinanden:

”Du har sandelig

en poets ansigtsudtryk/udtryk

- meeget seriøst”

Her har vi igen at gøre med en modsætningsfyldt situation. SB kalder jeget seriøs selvom jeget griner, og jeget griner af SB selvom han er gravalvorlig. Hvorvidt SB så er ironisk i hans udtale, kan vi ikke være sikre på, da paradoksale reaktioner jo ikke er sjældne i PJs digte. Alligevel tyder det talesprogsagtige ”veery” på at der godt kunne være en sarkasme gemt i hans karakterisering af jeget.

På denne måde udlægger PJ hele sandheds/virkelighedsproblematikken for os, og tvinger os til

selv at afprøve problemstillingen i praksis; og det er på trods af at hun endda giver

sandheden/virkeligheden lang snor, og referer fuldstændig direkte, endda uden at oversætte.

Rytmisk flyder første strofe godt gennem de tre første vers, og versene bliver kortere og kortere hvilket øger hastigheden ned mod, indholdsmæssigt set, klimakset i vers 4. Vers 4, 5 og 6 bliver lidt hakkende i det, og hver enkelt af disse vers kommer til at virke mere enkeltstående, forpustede

Side 11

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

11/18

og hektiske, ligesom menneskene på færgen oplever en lidt hektisk situation, der sker i enkeltstående ryk. Tankestregen i vers 7 forløser os i en tiltrængt pause, ligesom en kommentaren er en refleksionspause i handlingsforløbet. Vers 7 er ret urytmisk og nærmest talesprogsagtigt, hvilket passer godt til, at indholdet er en nærmest sagt kommentar. En af de væsentlige ting, og en ting der må betragtes som et rytmisk kompromis i forhold til indholdet, er at PJ vælger at skrive ”det er det”, frem for ”det er dét”, i syvende vers. Dette gør at vi i stedet for at få en intensiv men hektisk afslutning på digtet, får en mere rolig og afklaret afslutning, der gør at vi mere frit kan gå videre til næste strofe.

Rytmen i anden strofe kører flydende og hurtigt gennem de to første vers, men stoppes så af ordet ”hårdt” i slutningen af andet vers. Rytmen følger her indholdet på den måde, at versene indholdsmæssigt indtil de sidste tre ord ”livet er hårdt”, er en flydende fortælling, hvorefter der kommer en ret tung betragtning på banen. Man stopper op, og tredje vers kommer til at virke nærmest enkeltstående, og tager lang tid at komme væk fra, ligesom SB mener indholdet meget alvorligt. Det store begyndelsesbogstav i fjerde vers er med til at forøge denne effekt, da man jo er vant til at der kun er et stort begyndelsesbogstav efter et punktum, og man når at registrere det store ”J”, fordi det rager så højt op. Vers 4 virker derfor som en ny begyndelse, hvilket det jo også er, da strofen indtil nu har været ret alvorlig mht. til indholdet, men her bliver forløst i grin. Vers 5 hægter sig rytmisk flydende på vers 4, før man kommer ned til det engelske stykke tekst, og vers 5 er jo også, når man ser på indholdet, en tidsmæssig fortsættelse af vers 4s grin.

Det engelske stykke tekst har tre fikspunkter som man betoner lidt kraftigere, og som godt kan få udtalelsen til at virke lettere aristokratisk, hvad der jo også passer godt til SBs berømmelse og selvoptagethed. Disse tre er her fremhævet med fed skrift:

“You’ve certainly got the countenance of a poet”

Til sidst har vi så den pausegivende tankestreg, der må betragtes som en selvhøjtidelig kunstpause fra den selvoptage SB. Det efterfølgende ”veery serious”, har et lille klimaks omkring de to e’er i ”veery”, som gør at udtalelsen kommer til at virke ironisk og ikke uden øje for (SBs) egen højagtelse.

I begge strofer starter det sidste vers med en bindestreg.

I første strofe medfører bindestregen en klar udmelding: ”det er det jeg tænker på”. Altså er det det emne, et fælles handlemønster eller en fælles frygt, som jegets opmærksomhed kredser om.

Side 12

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

12/18

I anden strofe medfører bindestregen en tvetydig udtalelse: ”veery serious”. Her punkteres det alvorlige, og humoren, underfundigheden og det upræcise får frit spil.

Digtet er både alvorligt og anti-alvorligt på samme tid, og en interesse for det fælles i os alle sammen, suppleres af en historie der klart bekræfter hver enkelt persons subjektivitet, og manglende objektive formåen, i dette paradoksale og konstant pendulsvingende digt. At hive ét klart budskab ud af digtet ville nok være svært, men dette kan også i sig selv være budskabet; der ikke er et klart budskab i verden, verden er dobbelttydig, svingende og subjektiv.

3.2 Digt nr. 31 (*)

Jeg har valgt dette digt, fordi det har en nostalgisk tone der går igen i flere af digtene, og som ikke

var der i digt 1, og fordi at temaerne refleksion/ erindring, tidens gang, og øjeblikket alle behandles

eller i hvert fald spøger i digtet, hvilket de ikke gjorde i digt 1, og er temaer der dukker op flere steder i ”sagde jeg, siger jeg”. Ydermere indeholder digtet elementer som natten, børn, byen, og en hund, som alle er begreber der går igen og igen i hele digtsamlingen.

Digtet består af 2 strofer; første strofe med 8 vers og anden strofe med 10 vers. Digtet har én stjerne som overskrift.

Vi starter digtet med at få et sted kastet i hovedet, nemlig ”På gaden”. ”Gaden” er et ret ubestemt sted, som ingen ejer, og kan derfor tolkes som at jeget (der kommer i vers 2) ikke rigtig har styr på det sted det er. Bagefter får vi så at vide at vide at det er ”om natten”, hvilket, lidt ligesom gaden, er magisk, ukontrollerbar og nærmest lovløs, og natten er også tiden for refleksionen, hvor man vandrer i sine tanker, ligesom man vandrer på gaden.

I næste vers får vi så, efter at have fået leveret tid og sted i første vers, den ting der udløser digtet at vide: ”ser jeg en herreløs hund”. Her bliver jeget altså introduceret, og samtidig med det en herreløs hund, som kun kommer med fordi den er med i jegets subjektive virkelighed. En hund ville kunne betragtes som repræsentant for instinkterne og det vilde, hvis det ikke lige var fordi at alle hunde i dag er tilpassede, opdragede og holdt i snor, men da denne hund er herreløs, kan den netop betragtes som en vild ting, og værre endnu; en tidligere vild og fri, nu normalt tilpasset og kontrolleret ting, der nu er ukontrolleret igen. Altså står jeget overfor en helt ny og anderledes situation. Hele denne situation kan også tolkes som at jeget i sin tankevandring, har mødt noget jeget var vant til at have under kontrol, men som nu er sluppet fri, måske et instinkt eller en lyst hun ikke kan benægte.

Jeget reagerer på denne situation ved at løbe, og prøver altså at slippe væk fra mødet med dette nye og måske farlige.

Side 13

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

13/18

I næste vers får vi så en nærmest barnligt retfærdiggørende udtalelse om at jeget løber ”fordi jeg er bange for hunde”. Denne udtalelse har en eftersmag af selvbedrag, og hvis det er det, fører det jo fortolkningen fra før godt videre; jeget kan nu ikke sige at det ikke prøver at ignorere det nye det er stødt ind i, da det lige er løbet fra det, og udtaler derfor at det ikke er fordi det er noget nyt, men at jeget generelt ”er bange for hunde”. Det er dog svært at være helt sikker på dette, selvom det ikke ville være atypisk PJ at lægge sådan en dobbelthed ind i et digt.

På trods af jegets frygt er der dog alligevel en nysgerrighed at spore, da jeget kigger sig selv ”Over skulderen”. Ydermere er der en refleksion over hvad jeget egentlig oplever, og denne refleksion må betragtes som en god ting, da den senere i strofen udløser at frygten i jeget forsvinder. At sætningen starter med stort begyndelsesbogstav, skal ses i sammenhæng med det store ”O” i syvende vers i den første strofe, da de disse to store o’er til sammen danner et par øjne, der ligesom spiller med på at hele det her digt kommer fra et jeg der ser. Dette bekræftes også i slutningen af vers 5, hvor ordsammensætningen ”ser jeg” fra starten af vers 2 gentages, hvilket ligesom understreger og minder os om det subjektives store betydning.

Jeget ser så ”at det er en ræv”, hvilket jo fuldstændig ændrer situationen. Ræven er et dyr som aldrig er blevet et ”menneskedyr”, men som ikke desto mindre har vænnet sig til gaden og byen, og har tilpasset sig uden at miste sin frie og vilde natur. Hvis vi så igen skal hoppe ind i jegets hoved

og hive digtet symbolsk med, må ræven dér være de ukontrollerbare tanker/drifter/instinkter, som

dog ikke er så skræmmende, fordi de altid har været der og aldrig har været kontrollerbare.

I andensidste vers i strofe 1 reflekterer jeget så over ræven: ”Og ræven er vild”, og det at ræven generelt er vild, har altså den betydning, at det så ikke gør noget at den også er det nu, i modsætning til hunden, da jeget i sidste vers fastslår; ”men dén skræmmer mig ikke”. Rævens faste tryghed vises også ved at ræven her refereres til med det bestemte ord ”dén”, mens hunden i sjette vers refereres til med det ubestemte ”det”.

Jeget løber fordi hunden ikke bare er en hund, men inde i hovedet er sat i ramme og systemer; jeget løber fordi hunden ikke passer ind i disse rammer, og er derved altså ikke åben for hunden og

det nye/anderledes, som jeget villet have været som barn. Ræven har jo hele tiden været en ræv, det

er bare hendes (voksen-)filter og manglende åbenhed der gør den til en hund.

Og her kommer vi så til strofe 2, der kan betragtes som en tankerække sat i gang af den følelse jeget modtog i situationen i strofe 1.

Strofe to starter med en proklamation: ”Man kommer til at længes”. Ved at der står man i starten af vers 1 fortsætter jeget sin barnlige reaktion på situationen i strofe 1, og fraskyder eller vil i hvert

Side 14

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

14/18

fald stå usikker som den eneste med reaktionen og ansvaret for den. At ”man kommer til at længes” fortsætter denne tendens, da de efterfølgende tanker med denne formulering kommer til at virke som en pludselig ting, som jeget ikke tænker med vilje. Dette er også tilfældet, da det er en helt naturlig ting at reagere på denne måde, men alligevel er jeget ude med et forsvar; det naturlige er ikke altid accepteret. En typisk PJsk dobbelthed.

I de næste vers kommer der så hvad jeget længes efter – men først efter en tankestreg, der bekræfter det naturlige i reaktionen, da følelsen kommer før tanken, hvorfor jeget lige må tænke over hvad det er det længes efter, selvom det godt kan mærke at det længes efter noget. Jeget

længes så i første omgang ”efter dengang drenge var/ drenge; da rigtige piger også/ var drenge/ og
Puk ikke mere en skovtrold”. ** Dengang er en ret upræcis tidsangivelse, der dog fortæller os at vi

har med fortiden at gøre**. Formuleringen får en uden videre til at tænke på det typiske danske udtryk ”dengang en bøsse var noget man skød med”, og PJ fremstår altså her atter igen som en folkelig digter. Det jeget længes efter kan i hvert fald tolkes på to måder, som på typisk PJsk maner ikke behøver at udelukke hinanden, og ydermere; forskellen på disse to måder fremstiller også problemstillingen omkring hvordan ens subjektive påvirkninger og rammer, skaber ens egen subjektive forståelse af virkeligheden.

Den første måde jeg tolker digtet på er mere frit fra en traditionel litterær bevidsthed, og da litteratur generelt prøver at sætte ord på livet, kan det betragtes som en frihed fra at blive traditionelt rettet ind i livet, da vi har med litteratur at gøre her. Jeg tolker det som at længes tilbage mod sin tid som barn, og drengene repræsenterer her det vilde, oprørsfulde og udforskende (jf. digt 5), og

bemærkningen med at ”rigtige piger/ også var drenge”, betyder både at pigerne havde disse

egenskaber, samtidig med at det henviser til tiden før seksualitet virkelig træder ind i de forskellige køns bevidsthed, altså, ifølge Freuds teorier, før den genitale fase. I denne sammenhæng får Puk så betydning af at være ”et lille overnaturligt væsen der driver gæk med mennesker; nisse” (Gyl8, s.34). Altså er Puk så symbol på en vildhed i forhold til og en frihed fra menneskene og deres systemer, da hun jo driver gæk med menneskene. Hun er ikke er mere en skovtrold, fordi hun, lig med selvstændigheden og det drillende i forhold til de voksne, i barnets nu selvstændige men endnu ikke seksuelle fase er sluppet fri fra barnets indre.

Den anden måde man kan tolke vers 2 til 5 i anden strofe på, ledes man ind på gennem personen Puk. Puk er udover at være det ovennævnte ”især kendt fra Shakespeares En

Skærsommernatsdrøm” (Gyl8, s.34). Når man har fanget dette spor, giver vers 2, 3, og 4 pludselig en helt anden mening, da pigerne der også er drenge, på den måde får mig til at associere til, at

Side 15

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

15/18

dengang Shakespeare levede og skrev sine stykker, var alle skuespillerne drenge; også dem der spillede piger. Når dette sættes ind i sammenhæng med første vers, kan man sige at jeget ønsker sig tilbage til en tid, hvis drengene stadig symboliserer det vilde og ukontrolleret, hvor alt var vildt og ukontrolleret; hvor alle hundene så at sige var ræve, eller i hvert fald ikke kontrollerede på samme

måde som i dag, og hvis man overfører det symbolsk; alle tankerne/instinkterne/drifterne/følelserne

ikke var rettet til og kontrollerede som i dag, men kunne få frit løb. Men her lader PJ os selvfølgelig ikke slippe så let, og dobbeltheden ligger og lurer lige om hjørnet; selv dengang hvor Shakespeare levede var hundene ”ejet” af menneskene, og det med det fuldstændig frie løb for

tankerne/instinkterne/drifterne/følelserne kan man altså godt skrotte. Romantiseringen skal man

passe på, selvom det kan være svært, da det er et selvbedrag. Jeget er ikke desto mindre godt og grundigt snasket ind i et sådant, og spørgsmålet der blafrer i luften er, om mon ikke vi alle er det i kraft af vores ”følelser-før-tanker”-mekanisme, som blev illustreret så smukt tidligere oppe i digtet, og vores generelle subjektivitet?

Mht. til Shakespeare tolkningen og det at Puk ikke mere er en skovtrold i vers 5, skal vi ned og rode i historien fra ”En Skørsommernatsdrøm” før det giver mening, uden at jeg skal gå for meget i detaljer. I historien er Puk en skovtrold der hjælper nogle mennesker med at udleve deres lyster, ved at hun hjælper forskellige af dem med at få de andre til at ”forelske sig” (Puk) i hinanden. Puk kan altså tolkes som en befriende kraft, der giver frit løb for menneskets inderste kræfter, og falder på den måde godt ind i sammenhængen.

I vers 6,7 og 8 kommer så en opremsning af hvordan det var dengang hvor jeget længes tilbage til:

”Hvor ræven hed ræv/ og hunden var hund/ og byen en by”. Jeget veksler her mellem bestemte og

ubestemte ord, og længes hele tiden mod de ubestemte (ræv, hund, by); jeget ønsker løsere eller helt

åbne rammer for hvad tingene er, ligesom man har som barn/spæd. Ydermere længes jeget tilbage

til dengang hvor ræven kun ”hed ræv”, i modsætningen til hunden der ”var hund”, og altså stadig var noget fjernt og uundersøgt, ligesom alle byer var spændende og bare var ”en by”, og det ikke kun var ”byen” der var spændende (her spøger mange unges Københavnslyst i baggrunden).

De sidste to vers lyder: ”og en stor del af os/ sletikke var født endnu”. Dette kan både forstås som

at noget inden i os ikke var født endnu, hvis man følger det barndomslystige spor, eller som at mange af os slet ikke var født endnu, hvis man følger Shakespeare sporet.

Rytmisk starter første strofe dejligt messende gennem første vers, hvilket passer til indholdet, da jeget på dette tidspunkt går i sin egen verden. Vers 2 virker som en stopklods, hvad det jo også er for jegets indadvendthed indholdsmæssigt, da jeget ser hunden her. Vers 2 og 4 er ret urytmiske

Side 16

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

16/18

talesprogsagtige konstellationer, og begge versene omhandler da også et konstaterende stop indholdsmæssigt. Vers 3 læser man hurtigt, og det når nærmest kun lige at springe ind i mellem vers

2 og 4, hvilket passer meget godt til ordene i det; ”og løber”. Der er et ophold efter fjerde vers, både pga. dets konstaterende indhold, og fordi man har øjnet det store begyndelsesbogstav i næste vers.

Vers 5, 6, og 7 er hakkende og virker nærmest overraskede over hinanden, hvilket jo passer som hånd i handske til indholdet, før lettelsen både rytmisk og indholdsmæssigt udløses i vers 8.

Første vers i anden strofe har den samme rolige, messende rytme som første vers i første strofe havde, og vi har jo også her at gøre med en indadvendt fokusering. Bindestregen i begyndelsen af andet vers giver en dejlig pause, der ligesom forlænger andægtigheden fra første vers, indtil man begynder at læse videre og faktisk først stopper helt nede i tredje vers ved semikolonet. Dette kommer nærmest bag på en, og man skal jo også passe på med al den romantisering af fortiden.

Efter dette læser man videre igennem vers 3 og helt ned til slutningen af vers fjerde På den måde bliver vers 2 til 4 nærmest som en rytmisk spiralbevægelse, og forstærker følelsen af at vi er ved at bevæge os ind i et eller andet. Vers 5 er egentlig flydende nok i sig selv, men kommer ind nærmest lidt overraskende, og stopper den glidende spiralbevægelse fra de foregående vers.

Vers 6 til 9 fungerer som en lang optrapning indtil klimakset indtræffer i vers 10, hvor slet ikke er blevet slået sammen til ”sletikke”. Dette giver en barnligt begejstret næsten forpustet udtale, før man stopper op og finder det jeget begejstres over i slutningen af verset, og i en rolig nærmest stillestående rytme, der giver det et lidt andægtigt skær.

En konklusion på digtet kunne være, at man på bedste buddhistiske vis skal huske at være i øjeblikket, og ikke lade sig fange i faste rutiner og traditioner, der får en til at glemme dette. Et andet budskab i digtet, som også har forbindelse til det at være i nuet, er at man skal passe på ikke at længes for meget efter fortiden, da man har en tendens til at romantisere denne.

4. Perspektivering til 1990’ernes danske lyrik

1990’ernes danske lyrik er helt overvejende postmodernistisk (Veje, s. 403). Det postmodernistiske er karakteriseret ved at der ikke er en samlet dominerende litterær bevægelse, men at digterne er selvstændige og boltrer sig rundt ligesom de har lyst til uden grænser. Alligevel er der nogle karakteristiske fællestræk, som digt 1 og digt 35 fra ”sagde jeg, siger jeg” rammer ind i.

Indholdet I de to behandlede digte, er begge gennemsyret af en interesse for at undersøge de eksistentialistiske betingelser mennesket lever under, og forholdet mellem livet og virkeligheden, og dette er også emner man ser behandlet i den danske 1990’er lyrik (Veje, s.417).

Side 17

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

17/18

Måden de to digte fra ”sagde jeg, siger jeg” formidler deres stof afspejler også flere tendenser i den danske 1990’er lyrik.

Digtene er fragmenterede, brækker over på midten, og ingen af dem er entydige i deres udtryk eller har ét overordnet budskab, og alt dette er karakteristisk for den danske 1990’er lyrik (Litt, s.75, Run, s.282 og 286, Post s. 17, 18, 20 og 21).

De nye danske 1990’er lyrikere har også taget et opgør med det højtidelige og ophøjede (Veje, s.

410, 412 og 417, Litt, s.75), og har i stedet bragt noget glæde, løssluppenhed og humor tilbage i digtningen, ligesom flere digtere nu heller ikke går af vejen for at vrøvle lidt (Veje, s. 410 og 417, Litt, s. 75 og 76). Denne tendens går også igen i de to udvalgte digte, og Lars Bukdahl, der er en af de fremmeste eksponenter for den nye danske lyrik, udtaler da også at han betragter Pia Juul som en litterær kusine (Veje, s. 410).

At stjæle med arme og ben fra den klassiske tradition, salmer, eventyr, osv., er også blevet et gennemgående træk I 1990’er lyrikken (Veje, s.403, 410 og 412, Litt s. 75, Post, s.19-20), og dette gør PJ også klart i digt 35, hvor et digt om bl.a. at være i nuet, indeholder ræve, herreløse hunde, og Shakespearske skovtrolde, ud over en række barnesprogsagtige formuleringer.

Der er dog også nogle tendenser som disse to digte ikke følger, som bl.a. påvirkningen fra og interessen for medierne, computere, internet, etc. (Veje, s. 410, Litt s.77), og så bliver PJ heller aldrig helt lige så kaotisk fragmenteret, eksperimenterende eller rablende i disse digte, som en Simon Grotrian og Lars Bukdahl kan finde på at være (RoR, s. 21-24, Por s. 15). PJ er altså, i hvert fald i disse to digte, mere klassisk orienteret, men dette er også nærmest en stilretning i sig selv indenfor den danske 90’er lyrik (Veje s. 412), og falder derfor aldrig helt udenfor i det 1990’er lyriske selskab.

5. Konklusion

Pia Juul er en dyb og avanceret digter, der forstår at bruge sine virkemidler, rytmen, indholdet og formen til fulde, og det virker som om man aldrig kan blive færdig med at finde nye sammenhænge i de enkelte digte, og digtsamlingen ”sagde jeg, siger jeg” som helhed. Ud fra de to digte jeg har analyseret, passer PJ fremragende ind i tiden, til trods for at hun debuterede allerede i 1985 med levende og lukket, hvor digtene var meget mere nøjeregnende og kontrollerede; hun har udviklet sig, og gør det stadigvæk - også med denne digtsamling.

Side 18

3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken

19/12 2002

18/18

Litteraturliste

Primær litteratur

• Juul, Pia: ”sagde jeg, siger jeg”. Tiderne skifter, 1999. (Pia)

Sekundær litteratur

Bøger:

• Stjernfelt, Agnete: Hvordan jeg blev forfatter. 1997. (Hvor)

• Kristensen, Kamilla Löfström: Motorvej til Babylon. Dansklærerforeningen, 2002. (Mot)

• Ølholm, Marianne: Postmoderne lyrik. Dansklærerforeningen, 2001. (Post)

• Bryld, Carl Johan et al: Dansk litteratur fra runer til graffiti – revideret udgave. Systime,

1996. (Run)

• Ravn, Ole: Litteraturhistorisk oversigt – 4. udgave. Systime, 2001. (Litt)

• Fibiger, Johannes: Litteraturens veje. Gads forlag, 2000. (Veje)

• Bang, Jørgen et al: Gyldendals leksikon – første bind. Gyldendal, 1978. (Gyl1)

• Bang, Jørgen et al: Gyldendals leksikon – ottende bind .Gyldendal, 1978. (Gyl8)

• Bukdahl, Lars: Rimses den Ene og Remses den Anden. Borgen, 1997. (RoR)

• Grotrian, Simon: Porcelænsbreve. Borgen, 1999. (Por)

Internet: (fra hver af disse internet adresser har jeg taget det væsentlige ud, og vedlagt det som bilag)

• http://www.samlaget.no/gjennomspraket/cloveid.html (Løv)
• http://www.groennegaard.dk/show3_handling.asp (Puk)
• http://www.accessatlanta.com/ajc/living/homeandgarden/1102/04celebs.html (SB)
• http://www.frank-kessler.de/oldies-lyrics/index_1.html?gore_lesley-it's_my_party.html&3

(Les)