SRO om anoreksi i Biologi A og Psykologi B

Indledning

Anoreksi nervosa (AN), anoreksi og nervøs spisevægring er synonymt for samme psykiatrisk sygdom. Det er en sygdom hvor både psykologi og biologi skal bruges for at kunne redegøre for tilstanden, men også til at forstå, hvilke mulige årsager der kan være til . I dag er anoreksi en velkendt tilstand, og det er ikke nogen hemmelighed, at sygdommen er mest udbredt hos piger i teenageårene. Jeg vil i denne opgave kun fokusere på spiseforstyrrelsen anoreksia piger.

Til at understøtte min teori så bruger jeg undersøgelser, observationer, samt kvalitative og kvantitative iagttagelser lavet af forskellige forskere. Nogen af metoderne er gengivet i bøger eller sider på nettet, som jeg har lånt eller fundet, mens andre er fra den oprindelige kilde. Jeg vil i denne opgave give mit bud på, hvordan man bedst behandler anoreksi piger.

Redegørelse for anoreksi nervosa

Nervøs spisevægring er en psykiatrisk diagnose med syndroms diagnose, hvilket vil sige, at man sætter navn på en bestemt kombination af symptomer. Den tydeligste symptom ved anoreksi er afmagring på grund af en meget nedsat indtagelse af føde og muligvis nedsat appetit. Nedsat indtagelse af føde betyder, at kroppen forbrænder mere energi end, hvad der bliver indtaget, hvilket vil sige, at man taber sig. Det er svært at finde en god definition på begrebet, men tabel 2.2 i Bergstörm et al. Viser DSM-IV-kriterierne for . Første kriterie er, at man nægter at holde kropsvægten på eller over den laveste normalgrænse for sin vægt og alder. Det kræver et vægttab på 15% at stille diagnosen. Anden kriterie er, at personen har en stor stærk for at tage på i vægt eller blive fed, også selvom personen er undervægtig. Tredje kriterie er en forstyrret kropsopfattelse og overdrevent påvirkning af egen vægt og form. Man fornægter alvoren, der er i den lave kropsvægt. Fjerde og sidste kriterie er, at mindst tre følgende menstruationer udebliver.

Dette fænomen kaldes for amenorré, da der ikke er tale om graviditet. Selvom det første kriterie siger, at det kræver et vægttab på 15% for, at man kan stille diagnosen, så kan man have et stort behov for hjælp, selv hvis vægttabet slutter før de 15%. Man behøver derfor hellere ikke i det kliniske arbejde at vente på, at vægten er faldet med 15%, da patient i mellem tiden kan sætte sig selv i livsfare eller forværre spiseforstyrrelsen.