SRP om Eyes Wide Shut i Mediefag og Engelsk

Side 1

Side 1

Abstract

This paper examines the difference between the two ideologies: modernism and postmodern-ism, both in terms of the mentality and the cinematic art. The paper analyses two selected scenes from the film “Eyes Wide Shut” by Stanley Kubrick, with the purpose of expounding how the sincerity of marriage is portrayed and stipulated in contrast to the cynical exposition of sex in the film. Through a comparison of opposing stylistic characteristics of the two pre-viously mentioned ideologies the paper shows that the film contains several of these. The pa-per demonstrates the connection between dreams and reality, such as the movie implies in its final dialogue; that no dream is ever just a dream. It is concluded that the importance of a cap-italistic interpretation is as important as an ontological, underlining the virtue of the duality in the film; the distinction of what is reality and what is a dream is dissolved in “Eyes Wide Shut”.

Side 2

Side 2

Indledning

Knivskarpe analytikere har i mange år listigt forsøgt at snige sig udenom at skulle sætte Stanley Kubrick i bås. Kubrick er en mand af format, en instruktør der ikke lader sig hæmme af filmiske normer og traditionelle metoder. Det har resulteret i, at Kubrick har fremstillet film i noget nær samtlige genrer og har nået alle hjørner af kritikernes både hårde og rosende ord. Derfor vil jeg ikke kaste mig ud i, at skulle sætte Kubrick i bås, men blot at undersøge, hvorvidt der er postmodernistiske eller modernistiske træk at finde i hans sidste film ”Eyes Wide Shut” fra 1999. I min analyse af filmen har jeg valgt at inddrage shot-to-shot-analyser af en sekvens på Somerton og udtoningen. Jeg har valgt at analysere sekvensen på Somerton dels for at undersøge, hvordan sex blev fremstillet, dels for at undersøge hvilken rolle de maskerede mænd på palæet spiller i spørgsmålet om Bills personlighed og omgangskreds og slutteligt dels for at kunne diskutere, hvordan den filmiske fremstilling af sex kan sidestilles med en postmodernistisk opfattelse af kunst. Det ville også have været nærliggende at lave næranalyse af hele scenen på Somerton, men opgavens omfang tillader det ikke. I fortolkningen af ”Eyes Wide Shut” er der fokus på de mange dobbelttydigheder og spejlinger, spejlinger som forekommer i drøm og virkelighed, hvorfor det er nærliggende at drage en parallel mellem Alice drøm og Bills natlige eventyr.

Udtoningen har jeg valgt at analysere for at kunne udlede, hvordan forbrugerismen har sat sit præg på de to hovedkarakterer, Bill og Alice, samt deres datter, Helena. Ydermere italesætter dialogen i filmens udtoning, hvordan paralleluniverser kan splittes og forenes samt hvilken udvikling – eller mangel på samme – der er sket i Bill og Alices ægteskab. I filmens udtoning understreges det også, hvordan virkelighed ikke altid er virkelig, og samtidigt hvordan drømme aldrig bare er drømme. Men hvis virkeligheden ikke er virkelig, hvad er den så?

Igennem en fortolkning af citatet vil jeg forsøge at skildre Kubricks måde at nedbryde skellet mellem drøm og virkelighed.

Side 3

Side 3

1. Modernisme og postmodernisme

For at kunne skildre forskellen mellem modernisme og postmodernisme er det essentielt at vide hvilken mentalitet, der ligger til grund for begge ismer. Med udgangspunkt i Ole Thyssens bog ”Påfuglens øjne” og Dr. Mary Klages artikel ”Postmodernism” vil jeg forsøge at sætte netop det mentale univers på spidsen for derefter at kunne redegøre for filmkunstens tilbøjeligheder inden for de to ideologier. Forskellen på postmodernisme og modernisme udtrykkes meget direkte i et citat af Arnfinn Bø-Ryggs bog ”Det utholdtne nullpunkt”, som Ole Thyssen også citerer fra:

”Postmodernisme reagerede mod modernismens formalisme, dens strenghed og purisme, elitepræget og kravet om universalitet. Mod dette udmærkede den postmoderne litteratur sig ved at være ’uren’, spille med forskellige genrer, ved at optage elementer fra popkulturen, ved at tillade tilfældighed eller stilhed, eller ved at ytre sig som happening eller antikunst.” (Påfuglens øjne, 1987, s.

27)

1.1 Modernisme

Modernisme opstod som et modspil til romantikken i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og den kan udtrykkes som værende: ”En samlebetegnelse for det ideologiske kompleks, som opstod i bruddet med middelalderens religiøse verdensbillede.”(Påfuglens øjne, 1987, s. 8) Frustrationerne over menneskets manglende forståelse ses i individer tynget af rastløshed og rodløshed. Disse mennesker finder identitet uden for traditioner på et felt, hvor der er tradition for at bryde med traditioner: ”Hvert menneske bliver knudepunktet for mange identiteter, som ikke forsones i det klassiske billede af den hele og myndige person,”(Påfuglens øjne, 1987, s. 12) og netop denne tendens til at bryde med traditioner peger på de æstetiske traditioner. Kunsten blev dermed det essentielle.

Idet mennesket var rastløst og hjælpeløst, blev kunsten en redning for en generation, der var tabt i sig selv og meningsløsheden. Kunsten fik en central rolle, fordi den er det første felt, hvor tabet af mening kan bearbejdes – om ikke andet så blot ved at absurditeten anerkendes.

(Påfuglens øjne, 1987, s. 25) Modernismen begræder dette tab og denne meningsløshed:

”Modernism, for example, tends to present a fragmented view of human subjectivity and his-tory […], but presents that fragmentation as something tragic, something to be lamented and mourned as a loss.” [1] På trods af dette store tab, modernismen føler, den har lidt, er en af grundstene også rationalitet, en rationalitet der forsøger at skabe orden ud af kaos.

Modernisten indser at verden er kaotisk, men begræder samtidigt tabet af den originale skønhed, og i dette spændingsfelt bliver den modernistiske kunst skabt. ”Det moderne er

1

Klages, dr. Mary, “Postmodernism”, side 2, linje 2

Side 4

Side 4 opsplitning i sfærer, som tidligere var bundet sammen: viden, normer og kunst. […] På alle områder opløses traditionen i et kaos af fornyelse.” (Påfuglens øjne, 1987, s. 11) Netop dette kaos præger også filmkunsten, hvor fortællingerne fragmenteres, og man opløser form og indhold med en ironisk distance. Den modernistiske kunst skal forestille at bevare ideen om, at kunstværker kan skabe den harmoni og sammenhæng, som det moderne liv har mistet; at kunst kan redde, hvad end mennesket fejler.

1.2 Postmodernisme

I postmodernismen har man brudt med denne sørgmodighed over meningsløsheden, og i stedet omfavner man den: ”Postmodernism, in contrast, doesn’t lament the idea of fragmentation, provisionality or incoherence, but rather celebrates that. The world is mean-

ingless? Let’s not pretend that art can make meaning then, let’s just plat with nonsense.”^{2}

Man tager det som en gave, at hvert enkelt individ kan og skal skabe sin egen historie, og derved bliver der mange ”små fortællinger”; fragmentarisk og individuelt. Postmodernismen udspringer grundlæggende af tabet af troen på de store fortællinger, som holder et samfund sammen. ”Grand narratives” er, af Dr. Mary Klages, karakteriseret som værende fortællinger, som befolkningsgrupper fortæller sig selv om sine praktiseringer og overbevisninger: ”… a story that is told to explain the belief systems that exist.” [3]

Disse store fortællinger kan både være trosretninger og overbevisninger, mennesket har klynget sig fast til, såsom kristendommen og marxismen [4]. Postmodernismens filmkunst afspejles af tabet af troen på de store fortællinger i sin fragmentariske og labyrintiske fortællestruktur. Else Marie Bukdahl er citeret i ”Påfuglens øjne” med beskrivelsen: ”De store helheder, de generelle systemer og ideologier har mistet deres troværdighed” (Påfuglens øjne, 1987, s. 17). Denne beskrivelse var den følelse, der gennemsyrede postmodernismen, at den store sammenhæng var gået tabt, og man havde mistet troen på, at helheder, uanset form og omfang, kunne samle befolkningen. Ole Thyssen udtrykker postmodernismen som et ”forfaldsprodukt af modernismen”, hvilket er essentielt for postmodernismen: på samme måde som modernismen befriede sig fra religionen, befrier postmodernismen sig fra modernismen. Denne meningsløshed er der nemlig, ifølge en postmodernist, ingen grund til at begræde. En postmodernist ser på det som frihed, bl.a. en frihed til at kombinere på kryds og tværs af samtlige genrer - hvilket er netop et af kendetegnene for postmodernistisk filmkunst. Grundet den mikstur af genrer, bliver det svært for seeren at skelne, hvad der er originalt, og hvad der

2

Klages, dr. Mary, “Postmodernism”, side 2, linje 7

3

Klages, dr. Mary, “Postmodernism”, side 3, linje 1

4

http://www.da-net.dk/postmodernismen.html

Side 5

Side 5 er kopi. Publikum bliver ekskluderet fra indlevelsen, fordi det er så svært at begribe, hvad der er virkelighed og hvad der er iscenesat; Richard Wolin udtrykker: ”Her gør man endegyldigt op med alle krav om publikums indlevelse og koncentration. Der findes intet for modtageren at begribe” (Påfuglens øjne, 1987, s. 31). Hvor modernismen forsøger at finde svar på meningsløsheden i kunsten, er postmodernismen præget af forbrugerisme. I kraft af, at industrialiseringen tog til og teknologien tog overhånd, kunne alverdens genstande produceres. Det resulterede i, at alt kunne købes, hvilket førte til en materiel afhængighed, en mentalitet der var styret af materealisme og forbrugerkultur. Et nøgleord for postmodernisme er derfor forbrugerisme.

Kendetegnende for den postmodernistiske filmkunst er den bevidste iscenesættelse, mangel på kronologi, labyrintisk struktur samt spejlinger, fordoblinger eller gentagelser. [5] Disse tendenser fremstår karakteristiske netop pga. den dobbelthed, der ligger i de følelser, man følte i modernismen kontra de følelser man følte i postmodernismen. En postmodernistisk film er strømmende, flimrende og uden faste holdepunkter der gør det muligt for seeren at bestemme hvem eller hvad, der er godt eller ondt, ægte eller uægte. For uanset hvor seeren vil vælge at kigge hen vil det være ren overflade, et begreb der er essentielt for postmodernismen. For eftersom intet har nogen mening, har intet nogen dybde, og derfor må der nødvendigvis udelukkende være overflade at finde. Denne overflade ses både i persongalleri og dramaturgi.

Typisk for postmodernistiske film er også udtrykket ”metafiktion” eller ”metakunst”. Det er kunst, der erkender, den er kunst, og film der erkender, de er film. Disse meta-film opererer med dobbeltheden og spejlingerne på en måde, hvorpå seeren ikke er i tvivl, om at det er en film, og ikke virkelighed. Peter Schepelern udtrykker det således: ”film, der leger med deres egen illusion, så at sige opbygger deres fiktive univers som et pålideligt korthus, hvor

’sandhederne’ kommer og går.”^{6} Dramaturgisk bliver tilskueren let i tvivl om, om det, de ser,

er handlingsplan eller fantasi, drøm eller flashback. Disse meta-lag i filmen er skabt for at tvinge seeren til at undres og forundres.

I Stanley Kubricks ”Eyes Wide Shut” forekommer disse meta-lag tydeligt i kraft af den drømmelignende tilstand, hovedkarakteren, Bill, befinder sig i. Filmen forløber over et par dage, men størstedelen af filmen forløber over en fortalt tid på 5-6 timer, hvor Bill konstant bevæger sig på kanten mellem drømme og virkelighed, og hele tiden bliver seeren i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er drøm.

5

Levende billeder- grundbog i mediefag, s. 124-126

6

Schepelern, Peter, ”Spøgelsets navn, filmen metakunsten og det postmoderne”

Side 6

Side 6

2. Næranalyse af sekvens på Somerton

Op til det punkt, hvor min shot-to-shot analyse begynder, er der sket det væsentlige dramaturgisk, at Bill er trådt ind på et gammelt, formoder man, slot. Han har her overværet noget der kunne minde om et satanistisk orgie eller messe og været hertil tilskuer, ligesom de omtrent hundrede andre mænd der også er kutteklædte og bærer maske. Da Bill trådte ind i dette slot overskred han en grænse mellem det virkelige og det uvirkelige, en grænse der førte ham ind i det absurde og obskures rige. Indstillingerne i denne sekvens, og i filmen generelt, bærer præg af at være lange, hvilket stemmer godt overens med Bills drømmende og følelsesforladte tilstand. Det kan også være en filmteknisk måde at udtrykke, at Bill ikke begriber, hvad der udspiller sig omkring ham, og derfor foregår alt i slowmotion.

Lydbilledet domineres af synkron lyd i form af Frank Sinatras ”Strangers in the Night”, og på billedsiden en langsom panorering idet kameraet følger Nick Nightingale i et totalperspektiv.

Nick bliver ført gennem en balsal, der uden tvivl er en reference til Zieglers fest i begyndelsen af filmen. Her er de dansende blot nøgne for at iscenesætte og tydeliggøre de seksuelle intentioner man måtte have, både som mand og kvinde – disse intentioner ses tydeligt i Alices dans med Sandor Szavost til Zieglers fest. Der klippes til en halvtotal travelling med Bill og en mand, der skal føre ham videre, belysningen er rødlig low-key, og de befinder sig i en lang, pompøst udsmykket gang. ”Strangers in the Night” fader langsomt ud og overdøves af de to mænds fodtrin for derefter helt at forsvinde. Netop som Bill falder ind i kameraets fokuspunkt i en halvnær, og den anden mand stilles ude af fokus, spilles en høj, gennemtrængende enkelttonet melodi, som er skrevet af György Ligeti, og billedet skifter. I et spotlight sidder en rødkutteklædt mand, som tydeligt, i kraft af spotlightet, ses som hævet over de andre. Han sidder på en stol flankeret af to mænd. Omkring den rødkutteklædte er andre kutteklædte og maskerede mænd, som man senere vil lære er samfundets elite. Her er de fremstillet som værende mindreværdige i forhold til den rødkutteklædte. De har intet ansigt og ingen krop, men de virker truende i kraft af den suspenseopbyggende underlægningsmusik. Ligesom de nøgne kvinder tidligere i scenen blev fremstillet som dukker under det kolde spotlight, fremstilles disse ”mennesker” nærmere som ikke-mennesker, og som et spørgsmålstegn ved ægtheden i menneskets væren og natur.

Herefter følger seks halvnært-nært beskårede billeder af maskeklædte mennesker, den ene maske mere absurd end den anden. Som Tim Kreider udtrykker det: ”The utterly still, silent shots of staring masks at Bill’s ”trial” are images of empty-eyed dehumanization, faces of

death”^{7}. Disse maskerede mænd er transformeret om til et sjælsløst objekt, men de kan

7

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 8, linje 20

Side 7

Side 7 alligevel genkende hinanden – ligesom da Bill trådte ind i salen første gang, og Ziegler sendte ham et genkendende nik. Med udtrykket ”faces of death” tror jeg, han mener, at masker hele vejen igennem filmen bliver brugt som et symbol og varsel på døden, eksempelvis ved Lou Nathansons dødsleje står en stenmaske [8], og ved den HIV-syge Dominos seng de afrikanske masker [9]. På Somerton er gæsterne fra Zieglers fest demaskerede for hvad de i virkeligheden er; sjæle- og sanseløse ikke-mennesker der vandrer i tomhed, uden mening, intention eller destination; et meget postmodernistisk træk.

Efter disse tilnærmelsesvis stilbilleder ser man igen den rødkutteklædte i centrum, med en håndbevægelse og en opmuntrende og fuldstændigt ude af kontekst replik: ”Please, come forward”. Bill bevæger sig fremad, og der klippes til en meget langsom indstilling, hvor kameraet drømmende flyder bagud med Bill i fokus i en ¾-total, derefter til et point-of-view-shot, hvor Bill med samme hastighed bevæger sig mod midten af cirklen, og derefter igen et

¾-total billede, hvor de sortkutteklædte i periferien omslutter ham med en sådan nøjagtighed og synkronicitet, at man ikke kan tro, at det er tilfældigt, det må være iscenesat. Lydsiden domineres stadig af Ligetis simple men faretruende melodi, og der skiftes mellem halvnær af Bill og ¾-total af den rødkutteklædte, der stadig sidder stille med sine håndlangere på begge sider. Billedet skifter til en travelling, der bevæger sig rundt mellem de maskerede tilskuere.

Derefter klippes der til samme kamerabevægelse, blot halvanden meter tættere på Bill, som med et over-the-shoulder-shot sætter Bill i den truedes sted. De lange langsomt flydende kamerabevægelser understreger følelsen af, at dette ikke kan være rigtigt – alt sker i slowmotion, som i en drøm. Dette understreger idéen om, at Bill er trådt ind i et andet univers, hvor der ikke gælder de gængse regler. Den rødkutteklædtes toneleje indikerer venlighed, men gennem musikken og kamerabevægelserne læser man de onde intentioner.

Billedet skifter til et halvtotal af den rødkutteklædte, stadig siddende nu kun med den ene håndlanger synlig. Han siger: ”You will kindly remove your mask,” mens alt hvad der end måtte være at spore af venlighed i hans egen stemme forsvinder som dug for solen. En skygge af de sortkutteklædte flyver ind over kameraet i et splitsekund, måske for at indikere, at denne rødkutteklædte alligevel ikke er spor bedre end de andre maskerede mænd, men blot ved et tilfælde blev valgt som deres leder. Selvom de er en samfundselite er de alle ligeværdige – og den værdi der måtte være i deres eksistens er betydningsløs, for de har ingen sjæl. Senere i sekvensen kommer Bill til at være den eneste i rummet uden maske, og måske betyder dette, at han er mere ægte end de andre, men måske betyder det blot, at han ikke behøver maske,

8

”Eyes Wide Shut”: (45:13)

9

”Eyes Wide Shut”: (53:45)

Side 8

Side 8 fordi han ikke, ligesom de andre, føler sig nødsaget til at skjule denne side af sig selv. Tom Cruise har fået meget kritik for sin glatte personlighed. Hans rolle var flad, og han ikke gav den nogen dybde - men når Tom Cruise kan forekomme dybdeløs er det imidlertid i fuldstændig overensstemmelse med den karakter han skulle spille; en velhavende læge uden en eneste bekymring, andet end hvad han selv måtte påføre sig, såsom disse natlige eventyr [10].

Mens kameraet bevæger siger bag om den rødkutteklædtes stol og endnu en gang fokuserer på Bill, tager han tøvende sin maske af. Musikken understreger vigtigheden og nederlaget i, at han nu er blevet endeligt afsløret. Da den rødkutteklædte derefter beder Bill om at tage tøjet af, ser man en noget forbløffet Bill, der fortsat står som det svage led i et over-the-shoulder-shot. I næste klip ses Bill i en halvnær fra profil, han kigger på de omkringstående, og der klippes til et billede af de maskerede, næsten identisk med det tidligere nævnte. Kameraet laver en bevægelse, man kunne se som et point-of-view-shot, der forsøger at sætte seeren i Bills sted – hvad ingen ville ønske. Billedet skifter igen til Bill, og derefter igen til den rødkutteklædte. Seeren får fornemmelsen af, hvilken autoritet den rødkutteklædte udstråler.

En samfundselite uden skam, uden moralske skrupler; en samfundselite uden sjæl. Det faktum at denne samfundselite paralleliseres med en satanistisk kult, får disse mennesker til at fremstå ”onde”. Det onde er derved repræsenteret i elitesamfundet som værende korrupt, udnyttende og demoraliserende.

Bills redning er en maskeret kvinde, der også før har forsøgt at advare Bill. Med ét formår Kubrick at føje ironi til den ellers humorforladte situation. Et totalbillede i et stort frøperspektiv vises da kvinden træder frem og råber: ”Stop! Let him go. Take me! I am ready to redeem him.” Ironien ligger dels i de omvendte stereotype kønsroller og dels i kameraets ekstreme zoom, kameraet laver. Med ét opstår der intens småsnak på lydsiden fra de omkringstående, og billedet skifter til en halvnær af Bill, der vender sig om og kigger op mod kvinden. Kvinden ses i frøperspektiv, fuldt oplyst og med kontrastfarven blå som baggrund.

Hendes stemme er udtrykker autoritet, og overdøver både musik og småsnak fra de utilfredse kutteklædte mænd nedenfor. Billedet skifter til et stort fugleperspektiv, hvor alle mændene i salen kigger op mod denne ene kvinde, og netop perspektivet understreger kvindens autoritet.

Kubrick blander her en gyserlignende genre med en ridder-redder-prinsesse-situation, en dialog så stereotyp, at den er en middelaldertroubadour værdig:

”You are ready to redeem him?”

”Yes.”

”Are you sure, you understand what you are taking upon yourself in doing this?”

10

Stjernfelt, Frederik: ”Glad to be alive – om Stanley Kubricks Eyes Wide Shut”, s. 193

Side 9

Side 9

”Yes.”

”Very well. You are free. But I warn you. If you make any further inquiries or if you say a single word to anyone about what you have seen, there will be the most dire consequences for you and your family.

Netop denne tendens til at blande genrer er udpræget postmodernistisk. Dialogen, der følger, er Kubricks eget modspil til denne alvorlige scene, en måde at sige på, at i dette ”univers”, som Bill oplever da han træder over dørtærsklen, kan alt ske. Det føles drømmende let og samtidigt tyngende i sin handling. Som tidligere, hvor kvinderne i cirklen blev fremstillet som objekter, fremstilles kvinden, der ofrer sig selv for Bill, på ingen måde sensuelt. Kubrick formår at udtømme al erotik fra kvindekroppen: et spotlight, og selvom hun er billedskøn, er der ikke det mindste, der gør hende attråværdig. Hele vejen igennem sekvensen på Somerton fremstilles sex som et teaterstykke, en iscenesat akt der kræver tilskuere. Dette er fuldstændigt modstridende med den opfattelse man i virkelighedens verden har af sex og understreger den påstand, at er det er en drøm, uvirkelig og iscenesat. Sex bliver på Somerton fremstillet som noget obskurt og upersonligt, og det sidste, det kunne være, er sensuelt. De synkrone bevægelser som præger både de kutteklædte og kvinderne i cirklen peger igen på, at akten er indstuderet og upersonlige. Man kunne måske også se den filmiske fremstilling af sex som angivelse af, hvordan Bill som udenforstående opfatter hvad der foregår. Da Bill senere vender hjem fra Somerton, vækker han en drømmende Alice, der, idet hun ser ham, bryder i gråd.

3. Parallelisering mellem Alices drøm og Bills natlige eventyr

Forløbet, Alice beskriver, minder til forveksling meget om det, Bill oplever på Somerton. På mange måder er Alices drøm en spejling af det, Bill gennemgår. En stor forskel er naturligvis, at rollerne er byttet om, hvilket måske får det til at gøre endnu mere ondt på en i forvejen såret Bill, da han hører om sin kones utroskab – måske kun i tanker og drømme, men utroskab ikke desto mindre. Senere vil jeg komme ind på, hvor stor forskellen mellem drøm og virkelighed egentligt er. I den første del af Alices allegoriske drøm kan man aflæse mange religiøse referencer, eksempelvis at de er nøgne, og at hun opholder sig i en smuk have:

“We were in a deserted city, and our clothes were gone. We were naked and I was terrified and I felt ashamed. Oh God, and I was angry because I thought it was your fault. But you rushed away to go find clothes for us. As soon as you were gone it was completely different. I felt wonderful. Then I was lying in a beautiful garden, stretched out naked in the sunlight and a man walked out of the woods, he was the man from the hotel, the one I told you about. The naval

officer. He stared at me. Then he just laughed. He just laughed at me.”^{11}

11

”Eyes Wide Shut”: (1:33:39)

Side 10

Side 10

Der er flere referencer i dette citat, som peger på syndefaldsmyten, blandt andre den omtalte søofficer, som kan tolkes som slangen, der lokker Eva. Søofficeren var Alices personificering af fristelsen, manden der fik hende til at overveje at smide alt, hvad hun havde i hænderne.

Samtidigt med at hun fortæller Bill om drømmen om denne mand, knuger hun sig til ham.

Denne dobbelthed får også læseren til at stille spørgsmålstegn ved Alices troværdighed samt oprigtigheden i deres ægteskab. Man har som tilskuer svært ved at finde ud af, om Alice blot forsøger at såre den lidt kølige og verdensfjerne Bill, og samtidigt er det svært at aflæse, om Bill bliver såret. Han er udtryksløs, både når Alice fortæller denne drøm om de mange mænd og når hun bekender sine drømme om søofficeren. Alice gennemlever syndefaldet i form af nøgenheden, skammen og den smukke have. Det kontroversielle ligger i det satanistiske univers, som Bill oplever, kontra Alices drøm, som har det kristne univers skjult i sig. Men er Alice så bedre, fordi hun har med kristendommen at gøre, og Bill ringere, fordi han har med satanismen at gøre? Ifølge Tim Kreider er en måde at fortolke disse religiøse undertoner, at religion bliver fremstillet som værende absolut underlegen over for samfundets tendens til at ringagte alt andet end penge, en postmodernistisk tankegang præget af forbrugerkultur:

”These Biblical references only serve to show us how bankrupt the Christian ethic is in America by the end of the second millennium A.D., how completely it’s been coopted and undermined by commerce.” [12] Jeg mener, det kan tolkes anderledes. Eftersom Alice er syndig, er hun ikke egnet til at leve i Guds Rige, og ”sendes” derfor ned på Jorden. Eva er menneske på godt og ondt idet hun føler, sanser og drives af begær – men hun lader ikke sig ikke styre af sit begær, hun ved hvem hun tilhører. Bill er ikke nødvendigvis et dårligt menneske, da han drager ud på sit ”eventyr”, ligesom det viser sig, at Alice ikke er et ufejlbarligt menneske.

Bill oplever noget der kunne minde om en satanistisk kult, men denne kult negligerer ham. De afviser ham prompte, og han vender tilbage til det liv, han og Alice har sammen – uændret.

Han var ikke egnet til at have med ”det onde” at gøre, og Alice var ikke et overmenneske – altså er de begge mennesker, uden tvivl mere menneskelige end de ikke-mennesker, Bill møder på Somerton. Essensen af Bills eventyr giver genlyd i Alices fortælling:

“[…] He was kissing me, and then we were making love. Then there were all these other people around us, hundreds of them everywhere, and everyone was fucking. And then I was fucking other men, so many; I don’t know how many I was with. And I knew you could see me in the arms of all these men, just fucking all these men. And I wanted to make fun of you, to laugh in your face. And so I laughed as loud as I could.”

Spejlingen ligger i det faktum, at Alice har sex med mange mænd. Deres roller er byttet om, hvor Bill på Somerton var tilskueren, er Alice aktør i dette skuespil af sex, der omgiver hende.

12

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 5, linje 10

Side 11

Side 11

Der sættes spørgsmålstegn ved ægteskabets mulighed for lidenskab, et af hovedtemaerne i filmen: ægteskab kontra utroskab. Temaet der bliver understreget ved Kubricks casting af et reelt eksisterende ægtepar: Tom Cruise og Nicole Kidman [13], en dobbelthed man ikke må overse. Det er dog vigtigt at påpege, at filmen hverken giver udtryk for at være for eller imod ægteskab eller -utroskab. Bills forsøg på utroskab straffes nemlig ikke, men samtidigt overlapper den ene seksuelle fristelse den anden, og til sidst bliver Bill væk i virvaret. Der vil altid være fristelser i periferien af et ægteskab, og Kubrick forsøger at skildre, hvordan det er virkelighed for både manden og kvinden. Filmen forsøger ikke at moralisere over ægteskabets manglende mening eller dybde. Den forsøger snarere på kølig afstand at sætte tilskueren ind i situationen – på samme måde som kameraet er en meget passiv registrering af karakterernes tankegang – eksempelvis er det, som tidligere nævnt, svært at læse Bills ansigtsudtryk.

Filmens mareridt er ikke, i modsætning til mange andre hollywoodfilm, at utroskab kan opløse ægteskabet. Det er vigtigt at erkende, at filmen ikke fremstiller utroskab som noget, der overhovet kan opløse ægteskabet. Utroskab bliver nærmere fremstillet som et alternativ, samfundseliten har praktiseret og videreført til den almindelige borger.

Hvis den suveræne top i samfundet tillader sig at overskride de normer, den selv sætter, betyder det nødvendigvis, at magt giver adgang til at bøje reglerne, også inden for ægteskabet.

Bill oplever, at det er igennem utroskab, man kommer i besiddelse af denne magt, og at magten samtidigt kan retfærdiggøre hans utroskab. Men Bill ønsker ikke at være utro, han ønsker blot at forstå. I Alices drøm og Bills eventyr fandt de en gensidig forståelse for hinandens strabadser. For selvom de begge var ude på dybt vand, valgte de at vende tilbage til hinanden, og viser her en dybfølt kærlighed, selvom mange elementer taler imod.

4. Næranalyse af udtoningen

Ægteskabets oprigtighed og ægthed kommer især til udtryk i udtoningen, som jeg har valgt at inddrage i min analyse. Udtoningen indledes med et pludseligt klip fra en grædende Bill, hvor Alice i asynkron lyd siger: ”Helena is gonna be up soon. She’s expecting us to take her christmas shopping today. [14] ” Den lille familie ses i totalperspektiv i et supermarked imellem et virvar af andre børnefamilier, larm og legetøj. På lydsiden høres bjældeklang og grin.

Kameraet bevæger sig baglæns i en travelling og billedsiden domineres af de rødlige farver, der indikerer, det snart er jul. Dog er det ikke en hjemlig, hyggelig rød, det er nærmere en postkasserød - en falsk rød. I samme indstilling bevæger de tre personer sig gennem gangen,

13

http://en.wikipedia.org/wiki/Tom_Cruise

14

”Eyes Wide Shut”: (2:28:29)

Side 12

Side 12

Helena peger på adskilligt legetøj mens de to voksne ikke udveksler et ord, før der klippes til et ¾-total af Helena, der står med en Barbie-dukke. Tim Kreider mener, at der kan drages en parallel mellem de genstande, Helena viser frem for sine forældre og de oplevelser, Bill har haft om natten; en barnevogn magen til den der stod uden for Dominos opgang, og Barbie-dukken, der ligner Milichs datter - oveni købet med engledragt på, ligesom Helena første gang man ser hende i filmen. [15]

Det kan også, som Tony McKibbin mener, vise, at Helena, stadig er et barn, der har seksuelle behov sublimeret til materielle objekter, hvorimod hendes forældre er gået skridtet videre til sex, hvor sex, ligesom filmen fremstiller det, ses som et objekt; et skuespil. Billedet skifter hurtigt tilbage til samme beskæring af de to voksne, og kameraet bevæger sig i deres slentrende tempo. Mens replikkerne, der følger, siges, klippes der mellem en over-the-shoulder halvnær-nær af hhv. Alice og Bill. Billedet af Alice bærer igen præg af den rødlige, kærlige farve, understreget af hendes diskrete og underspillede tilgiven af Bill.

Bills close-up derimod er præget af koldere farver, den blå baggrundsfarve træder tydeligt frem og symboliserer følelseskulde, upersonlighed og mangel på indlevelse, karakteristika der har været bundet til Bills person hele vejen igennem filmen. Den følgende dialog lyder således:

”I mean, maybe I think we should be grateful, grateful that we’ve managed to survive through all of our adventures. Whether they were real or only a dream.”

”Are you sure of that?”

”Am I sure? Only as sure as I am that the reality of one night, let alone that of a whole lifetime, can ever be the whole truth.”

”And no dream is ever just a dream”

Denne dialog er essentiel for filmens budskab. Her forklares, hvordan en drøm ikke bare er en drøm, og hvordan virkelighed ikke altid er virkeligt – igen denne dobbelttydighed. Drømme opstår i kraft af de erfaringer vi gør i løbet af en dag i ’virkeligheden’, men hvis virkeligheden ikke er virkelig, hvad er den så? En meningsløshed opstår i dette selvmodsigende spørgsmål, og et oplagt svar fra en postmodernist, ville være at virkeligheden er iscenesat. Denne iscenesættelse ses flere eksempler på i løbet af filmen. Man kunne også se virkeligheden som en parallelverden til VIRKELIGHEDEN, at der så at sige er to virkeligheder. Hvilken én der så er mest rigtig i hvilken kontekst er op til individet selv at afgøre. Jeg mener, en mulig fortolkning kunne være, at Kubrick forsøger at nedbryde skellet mellem drøm og virkelighed, og derved forsøger at bygge én virkelighed, nogle gange mindre virkelig end andre gange. I filmen kommer dette bl.a. til udtryk ved masken, der ligger på sengen – der opstår mange spørgsmål i seerens bevidsthed omkring denne maske: Hvor kommer den fra? Hvordan kunne Bill glemme den, når han havde pakket den omhyggeligt væk? Har Alice fundet den? Er det

15

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 11, linje 23

Side 13

Side 13 hende, der har placeret den på sengen? Hvorfor lægger hun ikke mærke til den? Der kommer aldrig noget svar på disse spørgsmål. En fortolkning kunne være, at masken simpelthen er noget, Bill forestiller sig. At det er hans dårlige samvittighed der tvinger ham til at bryde sammen og bekende alt over for Alice. Masken kan ses som et symbol på, at han nu selv smider masken, at han er ærlig over for den, han elsker, et symbol på at han er bedre end de mænd på Somerton.

Alice opsummerer i dette citat, hvordan de skal være glade for at have overlevet rækken af eventyr, både i drøm og virkelighed. I denne scene er de mere oprigtige over for hinanden end nogensinde før. Den eneste scene, hvor tilskueren har set de to elske, og elske hinanden, var igennem et spejl. Denne dobbelttydighed man ser allerede fra begyndelsen af filmen, i Alices berusede tilstand (hvor hun flirter med en fremmed og sviner Bill til). At de nu, i udtoningen, smelter sammen i en større forståelse, at de pludselig er blevet konfronterede med dette skel mellem virkelighed og VIRKELIGHED, understreger oprigtigheden og ægtheden i deres ægteskab. Måske er der ikke noget, der har givet mening for dem før nu, fordi de har været forblændede af sig selv med en suveræn forestilling om, hvad ægteskabet er. I de følgende replikker, inden billedet skifter til credits og en både munter og dyster overlægningsmusik , får Alice meget præcist mindet både sig selv og Bill om, at essensen af et ægteskab er; den seksuelle akt:

”… there is something very important that we need to do as soon as possible.”

”What’s that?”

”Fuck.”

Der er flere måder, man kan tolke denne afsluttende replik på. Tim Kreider mener, at replikker byder, at de to karakterer ikke har rykket sig. At på trods af de ting de har oplevet, har de ingen større viden opnået: ”For all their talk about being ”awake” now, their eyes are stille wide shut. […] Maybe, in the end, it is a film about sexual obsession after all; about sex

                                                                          16
as an all-consuming distraction from the ugly realities of wealth and power all around us.”

Kreider vil påstå, at filmens overordnede tema her bliver understreget som værende sex, sex som altkonsumerende distraktion fra virkeligheden. Jeg er uenig, jeg mener, at sex kan bruges i det ægteskabelige univers til at understrege en ægthed og en oprigtighed over for hinanden, hvilket er netop hvad Alice forsøger at gøre med denne replik. Hele vejen igennem filmen er sex blevet fremstillet som en upersonlig akt, og man kunne vælge at tolke Alices afsluttende replik som et tegn på, at de to stadig ikke har fundet hinanden. Jeg mener, det er mere nærliggende at tolke Alices udsagn som et tegn på en større forståelse imellem dem. Lige i det

16

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 12, linje 1

Side 14

Side 14 øjeblik replikkerne bliver sagt, og Bill udtaler ”And no dream is ever just a dream,” ser man et forbløffet ansigtsudtryk på dem begge. Om de er forbløffede over, hvor blinde de indtil nu har været, eller om de er forbløffede over deres eget psykologiske spil er ikke til at vide.

5. Titlen ”Eyes Wide Shut”

Problematikken i at skulle tolke på en så tvetydig titel ligger i, at der kan være flere udfald.

Titlen må nødvendigvis være opfundet af Kubrick selv, eftersom den originale roman, filmen bygger på, hedder ”Dream Story” [17]. Titlen kan derfor være endnu en af Kubricks egne tilføjelser til de mange dobbelttydigheder, der gennemsyrer filmen. I titlen ligger der flere ordspil, der sætter tanker i gang. ’Wide’ kan både betyde adjektivet ’åben’ og ’bred’, at de både har et bredt perspektiv at se hændelser i eller at deres øjne blot er åbne. Der er en anden mere bogstavelig måde at se ordspillet i udtrykket ”eyes wide shut”. På engelsk siger man ”eyes wide open”, som betyder at øjenlågene er langt fra hinanden, og normalt siger man på engelsk ”eyes shut tight” for den modsatte mening [18]. Filmtitlen er en ironisk og ulogisk kombination af begge.

Titlen kan også være et ordspil med den engelske frase ”eyes wide open.” Eftersom filmen omhandler hemmeligheder, løgne, forklædninger og masker, kan titlen indikere, at mennesker tror de ved, hvad der foregår; at vores øjne er åbne, og vi er opmærksomme, men i virkeligheden er vi ignoranter, og vores øjne er lukkede. Selvom øjnene er åbne, er vi måske uvidende over for nogle vigtige omstændigheder, der, selvom de er tydeligt tilstedeværende, let kan blive overset. McKibbin udtrykker følgende: ”In such a context the title works as a useful paradox: how does one keep one’s eyes wide shut? To do so might simply indicate an inability to face reality, a refusal to face the corruption, exploitation, depravity and deprava-tion around us,” [19] hvori han understreger, titlen kan tolkes som individets manglende evne til at se virkeligheden – på samme måde som Bill mangler den evne. En nærmere analyse af McKibbins citat vil følge senere i opgaven.

En anden mere nærliggende fortolkning, ligger personernes klamren sig til drømmeuniverset som kontrast til virkeligheden. En sådan fortolkning ville stemme overens med min analyse, at Bill og Alice måske ikke selv er klar over, om de lever i virkeligheden, eller alt omkring dem er del af en drøm. Slutteligt finder de dog ud af, at hinanden er ægte – selv når de lukker øjnene og føler de famler i blinde.

17

http://en.wikipedia.org/wiki/Eyes_Wide_Shut

18

http://forum.wordreference.com/showthread.php?t=677537

19

McKibbin, Tony, ”Eyes Wide Shut, Imagining Reality”, side 5

Side 15

Side 15

6. Diskussion af modernistiske eller postmodernistiske træk

Jeg mener, at denne film har mange postmodernistiske træk, og vil herunder belyse nogle af dem. Sætter man den modernistiske tankegang op mod den postmodernistiske, finder man både forskelle og ligheder – også i filmkunsten. En generel lighed er den labyrintiske struktur, men den er ikke særligt tilstedeværende i ”Eyes Wide Shut”. Der sker mange forskellige ting for Bill på meget kort tid, men det er forholdsvist let at holde rede i, hvor han befinder sig hvornår. Et andet postmodernistisk kendetegn er manglende kronologi, men selvom filmen er præget af drømme, vrangforestillinger og flashbacks lykkedes det alligevel seeren nogenlunde at følge Bills, til tider meget langsommelige, rejse gennem New Yorks natteliv.

Ser man på de store og små fortællinger i tilværelsen, kan man se, at ægteskabet som lille fortælling er et hovedtema i filmen. I postmodernismen mistede man troen på de store fortællinger, og idet ægteskabet hverken glorificeres eller gøres til genstand for moralisering, kunne det tyde på, at Kubrick igennem ”Eyes Wide Shut” forsøger at sætte fokus på ægteskabet i sin reneste og mest hverdagsagtige form. Tankegangen er typisk postmodernistisk, idet man indså, at det ikke er en ideologi, der holder et samfund sammen men noget så ordinært, menneskeligt og selvfølgeligt som ægteskabet. At ægteskabet skal kan holde samfundet sammen, var en anderledes tankegang, og netop derfor er det nærliggende at have med som eksempel på et postmodernistisk træk.

6.1 Filmens fremstilling af kunst

Med det understående citat af Kubrick, kan der argumenteres for, at filmens tilgang til kunst er postmodernistisk. Den modernistiske kunst forsøgte, ligesom i guldalderen, at retfærdiggøre mange af de skader, mennesket var skyld i. Meningsløsheden og rastløsheden i modernismen kom som sagt i tabet af de store fortællinger, og kunsten var redningen. Den gængse mening om klassisk musik er, at det er til holdne folk, men Kubrick har en anden indstilling. Om den klassiske musik, der bliver brugt i ”A Clockwork Orange”, hvor den sindssyge hovedperson, Alex, har en forkærlighed for Ludwig Van, udtalte Kubrick: "I think this suggests the failure of culture to have any morally refining effect on society. Many top Nazis were cultured and sophisticated men, but it didn't do them, or anyone else, much good." [20] I citatet siger Kubrick, at musik ikke kan gøre folk til bedre mennesker, og det er en misforståelse, at kultur kan have en moralsk forfinende effekt. Denne indstilling kan direkte overføres til “Eyes Wide Shut” idet titlen på en opera af Beethoven er kodeordet til orgiet, Bill deltager i: ”Fidelio”. Denne kan ses som værende filmens modsvar til modernismens holdning til kunst.

20

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 4, linje 29

Side 16

Side 16

En anden made at se kunsten på, er at undersøge, hvordan “Eyes Wide Shut” belyser sex. I scenen, hvor Bill befinder sig på Somerton, kan man sidestille kunst med sex. Sex er samværet mellem mennesker, en måde at udtrykke sine følelser og samtidigt give slip, og kunst er samspillet mellem elementer i mennesket, en anden måde hvorpå man udtrykker sig.

Som sex er essentielt for individets forståelse for hinanden og sig selv, var kunst essentielt for individets forståelse af omverdenen. Men den filmiske fremstilling af sex er så steril og klinisk, at det næsten er komisk. Sex latterliggøres ved at gøres upersonligt, og det var netop den indstilling, postmodernismen havde kunsten: at den var uoriginal. Kunst var kopikunst, ifølge postmodernisme. Der var ikke noget, der var nyt, og kunst kunne hverken samle eller skabe en harmonisk verden.

6.2 Det iscenesatte element

Et vigtigt aspekt i problematikken om, hvad der i filmen er iscenesat og ikke er, er det setting, som filmen blev optaget i. Hele filmen blev nemlig optaget i Londons Pinewood Studios, men filmen forestiller at finde sted i New York [21]. Denne dobbelthed gør, at selv det, man ellers plejer at være helt sikker på, nemlig locations, også er uvirkelige.

Steder, hvor seeren alligevel til tider bliver væk, sker i overvejelserne omkring de iscenesatte elementer i filmen. De er utallige, og jeg vil blot behandle nogle få af dem. Som tilskuer har man især svært ved at stole på karaktererne i filmen, fordi man ikke kan læse deres intentioner

– måske for at illustrere den manglende dybde i personlighederne har Kubrick valgt at fremstille dem således.

Eksempelvis har seeren har svært ved at stole på Alices erkendelser om søofficeren, fordi hun i situationen tydeligvis forsøger at såre Bill, har man svært ved at vurdere, om hun taler sandt eller ej. Et bevis på, at hun lyver er, at de blålige klip med søofficeren og Alice ikke opstår mens Alice taler. De opstår derimod mens Bill er alene i taxien i på vej hen til Lou Nathansons dødsleje [22]. Han piner sig selv ved at genspejle en iscenesat handling – som måske aldrig er sket.

Et andet eksempel er, at det er utroligt svært at tyde, om Ziegler taler sandt i hans mange

forklaringer/undskyldninger omkring samtlige hændelser; Bills chikane, en forslået Nick

Nightingale og Mandys død. Vi finder aldrig rigtigt ud af, om han taler sandt eller ej. Ziegler har adgang til mistænkeligt mange detaljer af Mandys død: ”The door was locked from the

inside, the police are happy, end of story,”^{23} hvilket selvfølgelig kunne betyde, at han ved

21

http://en.wikipedia.org/wiki/Eyes_Wide_Shut

22

”Eyes Wide Shut”: (37:33)

23

”Eyes Wide Shut”: (2:23.15)

Side 17

Side 17 mere end han burde, hvis han var uskyldig. Ziegler påstår også at fortælle sandheden flere gange: ”I have to be completely frank,” ”Bill, please, no games” og ”All right, Bill, let’s cut the bullshit, all right?” [24] Man ender altså med at sidde tilbage med en følelse af, man ikke ved, hvornår Ziegler selv fortæller sandheden, og løgnen bliver lige så sand. Flere eksempler på elementer, der er uvisse for seeren, er de førnævnte med masken på sengen, hvor Alice ligger og sover ved siden af, og Bills oplevelser på Somerton – hvor meget af det var iscenesat?

6.3 Forbrugerisme – kvinderollen som objekt

Et postmodernistisk træk, der lægges meget vægt på i Tim Kreiders analyse er forbrugerismen. Han mener, at bl.a. udtoningen er et udtryk for, at Helena er tabt til forbrugerismen. Han argumenterer for, at Helena og Alice fremstilles som objekter hele vejen igennem filmen. Dette gør han ved at understrege, at hver gang Helena ses i filmens begyndelse, vises Alice og Helena igennem en montageklipning, hvor de stadser sig ud.

Kreider drager ydermere en parallel mellem Helena og Helen of Troy, den smukkeste kvinde i historien [25]. I samtlige af de sekvenser, hvor Alice vises i løbet af filmens første 20 minutter, ikke medregner Zieglers fest, ses Alice foran et spejl – og Helena ved siden af. Samtidigt er alt, hvad der omhandler Alice, et udtryk for, hvordan hun ser ud: ”How do I look? Is my hair okay?” og folk omkring hende komplimenterer hende: ”You always look beautiful,” ”You look amazing Mrs. Harford” og ”Alice, look at you. God, you’re absolutely stunning.” Med Alices åbningsreplik mener Kreider, at hendes karakter bliver defineret som et voyeuristisk objekt, at være smuk er hendes arbejde [26], og vi associerer hende med spejle helt fra starten af.

Ifølge Kreider er det ikke kun Alices person der defineres ved åbningsreplikken. Han mener, at Bills første ord: ”Honey, have you seen my wallet?” indikerer: ”She is a possession; he is a buyer. [27] ” Med måden hvorpå Bill uddeler store sedler til højre og venstre, sætter han sig selv i en bås, der hedder ”køber”, og i denne sammenhæng mener Kreider, at Alices rolle som et objekt ekspliciteres endnu mere. Senere i filmen, da vi overhører Alice regne med Helena, skal Helena lære at udregne hvilken dreng der har flest penge, hvilket kan ses som endnu et tegn på, at Helena er tabt til forbrugerismen. Kreider slutter med ordene: ”The feel-good end-ing intimates, in Kubrick's very last word on this (or any) subject, that the Harfords' daughter

                                               28
is, just as they've resigned themselves to being, fucked.

” Citatet er efterfulgt af en kort

24

”Eyes Wide Shut”: (2:12:30), (2:13:54) og (2:22:34)

25

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 6, linje 40

26

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 6, linje 1

27

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 7, linje 5

28

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 12, linje 11

Side 18

Side 18 opsummering omkring, hvordan det kapitalistiske samfund bliver belyst i filmen, hvordan overklassen undertrykker underklassen og behandler dem som ”throwaway products”, og hvordan familien Harford har gravet deres egen grav ved at opmuntre Helena til blot at følge strømmen – ligesom de selv har gjort det.

Kreiders måde at læse forbrugerisme ud fra ”Eyes Wide Shut” er blot én måde. En anden tilgang er Tony McKibbins.

6.4 Diskussion af citat fra bilag

Som modspil til Kreiders meget kapitalistiske fortolkningstilgang, skriver McKibbin i sin artikel ”Imagining Reality”:

”Is it better to see Kubrick’s film not as an attack on capitalism and high fi-nance, especially, but as a comment on a certain limited point of view that either cannot quite comprehend the imaginative capacity, as in Bill’s case, or hyper-bolizes it as the rich so clearly do in their expenditure, their art-buying and their orgies?” (side 5)

McKibbin foreslår, at Kubrick ikke forsøger at kapitalismen igennem overklassen, men at han nærmere forsøger at skildre det indsnævrede synspunkt, Bill har til omverdenen. Han indikerer, at filmen snarere skal tolkes som et modspil til den livsstil overklassen lever end kapitalismens faste greb om individet. På denne måde fremstiller Kubrick Bill som fantasiløs, ude af stand til at begribe, hvad der foregår omkring ham – en fortolkning der stemmer fint overens med min analyse.

Kreider, derimod, mener at det er vigtigt, at Kubrick med filmen vil belyse, hvordan nutidens Amerika er et land præget ekstremt meget af denne forbrugskultur, så meget at det smider sin befolkning i ”skraldespanden”:

“[…]the capital of the global American empire at the end of the American Cen-tury, is one in which the wealthy, powerful, and privileged use the rest of us like throwaway products, covering up their crimes with pretty pictures, shiny surfac-es, and murder, ultimately dooming their own children to lives of servitude and whoredom.”(side 12, linje 7)

Med denne tendens af overklassens til at tage alle og alt omkring dem for givet, tematiserer Kreider igen denne ”overflade”, som er essentiel for ”Eyes Wide Shut”. Han udtrykker, hvordan filmen italesætter måden, hvorpå overklassen udnytter middelklassen til at dække over deres egne skamfulde handlinger. Kreider understreger også hvor vigtigt det er at læse imellem linjerne, for alt andet ville være at misforstå Kubricks filmiske univers. Han mener, at Kubrick dedikerede hele sit liv til at opbygge dette univers, og blot at tolke på den manglende forståelse for omverdenen ville være at lukke øjnene for en langt mere nærliggende fortolkning, nemlig hvordan filmen bærer præg af kapitalismens frembrusen.

Hertil mener McKibbin, at især titlen lægger op til en fortolkning, hvor individet er ude af

Side 19

Side 19 stand til at se virkeligheden: ”[…]how does one keep one’s eyes wide shut? To do so might simply indicate an inability to face reality, a refusal to face the corruption, exploitation, de-pravity and depravation around us.” Dette kunne være et supplement til Kreiders made at læse filmen på, men idet han understreger, hvordan mennesket simpelthen ikke kan se undertrykkelsen, korruptionen og demoraliseringen står det i modsætning til den fortolkning, Kreider laver, hvor han siger, at overklassen vælger at se bort fra disse dele af samfundet – i et kynisk håb om at kunne bibeholde en utopisk forestilling om deres eget liv. Måden hvorpå McKibbin sætte individets uselvstændige synspunkt på livet op, stemmer overens med filmens drømmende fremstilling af virkeligheden, at individet lider under en ”inability to face reality” kan være uforskyldt.

McKibbin pointerer, at dette ville være det politiske aspekt i filmen, men at der også er et andet, nemlig det ontologiske. Ontologien er en filosofisk retning, der beskæftiger sig med forudsætningerne for væren og eksistens [29]. I problematikken omkring, hvorvidt det postmoderne menneske er dybt, kommenterer han på ”how layered is our being”:

”That would be the political dimension to the film, and shouldn’t be ignored, but there is at the same time an ontological question hovering over Eyes Wide Shut.

The film’s inciting incident is not a political issue but an ontological one: the question of how layered is our being, and how many of these layers need to be actualised or virtualised.”

McKibbin giver I citatet udtryk for, at den ene fortolkningsmulighed ikke udelukker den anden, men samtidigt, at et af hovetemaerne i “Eyes Wide Shut” er de eksistentielle tanker, Bill kæmper med. Han argumenterer for, at Bill oplever, en ny side af hans kone idet hun erkender sine skjulte seksuelle lyster for ham, og derved bliver hun flere lag dybere. Dette tilskynder Bill til at se sin egen usikkerhed i hendes væsen – på trods af at Kubrick fremstiller Alice som værende denne fine, dukkelignende statuette, tilegner hun sig nu en dybde, Bill aldrig har kendt. Dette ryster hans grundvold, mener McKibbin, og Bill bliver ikke blot usik-ker på sit ægteskabs holdbarhed og loyaliteten han så i Alice, men også på sig selv: ”This is not only something that touches on the fragility of his marriage, but also the fragility of his own all too actualized existence: if so much potentially sits inside his wife, what sits inside him?” Med ordene ”all too actualized existence” menes der, at Bill, mens han skræller lagene af Alice, samtidigt får mulighed for at virkeliggøre en dybde i sig selv. Hvis han kone rummer meget, må han nødvendigvis også rumme mere end han selv er klar over. McKibbin sætter også spørgsmålstegn med problematikken omkring hvor mange af disse lag, mennesket har behov for at få aktualiseret og virtualiseret, og hvor mange der rent faktisk kan blive

29

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ontologi&search=Søg

Side 20

Side 20 visualiseret igennem det filmiske univers, Kubrick opstiller. Om det senmoderne menneske taler man meget om iscenesættelsen af sig selv. Dette kan, hvis man tager udgangspunkt i McKibbins fortolkningstilgang til ”Eyes Wide Shut”, for et individ grunde i denne følelse af mangel på dybde – det er en måde at talesætte sig selv og derved kunne retfærdiggøre over for sig selv, at man har mangler. Aktualiseringen og fremstillingen af sine mange lag, vil være evigt relevant for mennesket, og Kubricks film skræller de mange lag af – samfundslag som personlige, individuelle, private lag. Det skræmmende ved Kubricks film er, at seeren bliver væk i de mange lag, men måske man netop skal blive væk for at finde meningen, på samme måde som man siger, at man skal blive væk før man kan finde hjem. Dette kunne sidestilles med idéen om, at Bill skal blive forvirret, desorienteret og frustreret før det giver mening – han kommer jo på sin vis ud på den anden side af eventyret, i drøm som i virkelighed, som et andet menneske. Kreider ville være uenig, han mener ikke, de har lært noget: ”[…]this final exchange between Bill and Alice suggests that all the dark adventures they've confessed

("whether they were real or only dreams"), and all the crimes in which they are complicit, have occasioned nothing more than another kinky turn-on” [30], men denne made at tolke fil-mens slutning på er en kende kynisk, mener jeg. At sige, at de intet har lært, og at de har fået intet ud af oplevelserne er ukorrekt. Jeg mener netop, at slutningen byder, at de to karakterer har taget det med videre fra oplevelserne er, at de har skabt en større forståelse for hinandens handlinger. En større forståelse for en mindre fortælling; ægteskabet.

30

Kreider, Tim, ”Eyes Wide Shut”, side 11, linje 39

Side 21

Side 21

7. Konklusion

Det essentielle for modernismen er kunsten, idet mennesket er rastløst og hjælpeløst, og kunsten er det første felt, hvor tabet af mening kan bearbejdes eller anerkendes. Den modernistiske filmkunst er præget af fragmentariske fortællinger og opløsning af form og indhold. Postmodernismen er nærmere præget af forbrugerisme. Det postmoderne menneske har mistet troen på de store fortællinger, og derfor forsøger individet nu at skabe sin egen identitet ved mange små fortællinger. Denne mentalitet præger også filmkunsten i form af labyrintisk struktur og mangel på kronologi. Spejlinger, fordoblinger, gentagelser og især iscenesættelse ses også i postmodernismen, og især i ”Eyes Wide Shut”, der er fyldt med spejlinger. Spejlingerne ses i ægteparret Alice og Bills drøm og natlige eventyr. Ud fra næranalyserne af scenerne fra Kubricks film, kan jeg konkludere, at filmens overordnede tema er ægteskab. En vigtig pointe er, at filmen ikke forsøger at moralisere over ægteskabets manglende dybde, den forsøger nærmere passivt at belyse ægteskabets forskellige sider. Der er flere fortolkningstilgange til denne film, man kan både se på den som et modsvar til det kapitalistiske samfund, ligesom Tim Kreider gør, men filmen kan også være en kommentar til det ontologiske spørgsmål, mener Tony McKibbin. For mens Bill skræller lagene af Alice, får han mulighed for at virkeliggøre en dybde i sig selv, som han kun ser nu - i kraft af Alices erkendelser om søofficeren. Sætter man dette faktum i en ægteskabelig kontekst, kan man sige at ægteskabet netop handler om, at gøre plads til hinanden – hvilket jeg mener, de to karakterer gør i filmens udtoning. De finder en større forståelse for hinanden.

Filmen rummer flere postmodernistiske filmtræk. Et eksempel er filmens fremstilling af kunst kontra sex, idet man kan sidestille sex som værende essentielt for individets forståelse for hinanden og sig selv, er kunst essentielt for individets selvforståelse og forståelse for omverdenen. Det iscenesatte element er også betydningsfuldt for forståelsen af filmen, evnen til at skelne mellem hvad der er virkeligt og uvirkeligt. I forlængelse dette spørgsmål om man selv og det, man føler, er ægte? Alice og Bill har svært ved at finde ud af hinandens personer, men i kraft af de oplevelser Bill har og Alices tilgivelse af disse, bliver de begge to mere menneskelige og jordnære på samme tid – og kommer nærmere hinanden. På samme måde som Bill skræller Alices lag af, skræller Kubrick de mange lag i virkelighedens univers af – og der er så mange at seeren bliver væk i den filmiske verden. Med ægteskabet i fokus formår Kubrick at nedbryde skællet mellem drømme og virkelighed.

Side 22

Side 22

Litteraturliste

Bøger

- Katz, Per B. & Poulsen, Henrik. “Fokus – en grundbog om film, TV og video.”

2. udgave. 3. oplag, side 165. Gyldendal, 2006

- Olsen, Mimi & Schou, Hans Oluf. ”Levende Billeder – grundbog i mediefag”.

1. udgave, 1. oplag. Forfatterne og Systime A/S, 2007

- Stjernfelt, Frederik. ”Film & Fin de Siècle”,

1. udgave, s. 192-199. Gyldendal, 2000.

- Thyssen, Ole. ”Påfuglens øjne – Efter postmodernismen”,

1. udgave. Forlaget Rosinante, 1987.

Film

Kubrick, Stanley: ”Eyes Wide Shut”, Warner Bros, 1999.

Artikler og tidsskrifter

Schlepelern, Peter: ”Spøgelsets navn – filmen, metakunsten og det postmoderne”.

Kosmorama, årg. 35, nr. 189, 1989.

Internetkilder

Klages, Dr. Mary. ”Postmodernism”, dokument oprettet:

http://www.colorado.edu/English/courses/ENGL2012Klages/pomo.html

Kreider, Tim: ”EYES WIDE SHUT”. 8.11.2013:

http://www.visual-memory.co.uk/amk/doc/0096.html

Ordnet: ”Ontologi”, :

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ontologi&search=Søg

McKibbin, Tony: ”Eyes Wide Shut, Imagining Reality”. 5.12.2013:

http://tonymckibbin.com/film/eyes-wide-shut - og som bilag til opgavebeskrivelsen.

Mühlmann, Gunnar: ”Det postmoderne gennembrud”, 8.12.13:

http://www.da-net.dk/postmodernismen.html

Wikipedia: ”Tom Cruise”, 9.12.2013:

http://en.wikipedia.org/wiki/Tom_Cruise

Wikipedia: ”Eyes Wide Shut”, 9.12.2013:

http://en.wikipedia.org/wiki/Eyes_Wide_Shut

Wordreference.com: ”Eyes wide shut”, :

http://forum.wordreference.com/showthread.php?t=677537