SRP om danskhed og analyse af Brun mands byrde

Side 1

Studieretningsprojekt

3v

STX 3.g

Fag: Vejleder:

Samfundsfag A

Dansk A

Opgaveformulering:

Hvornår kan man kalde sig dansker?

Der ønskes:

1. En redegørelse den tyske (jus sanguinis) og franske (jus soli) definition af nationalitet med udgangspunkt i tabel 1 og 2 i vedlagte bilagsmateriale og selvvalgt statistisk ma-teriale.

2. Analyse og fortolkning af ”Brun mands byrde” (2013) af Hassan Preisler med fokus på romanen som migrationslitteratur.

3. Diskussion af hvornår man er dansker og hvordan denne diskussion kan påvirke de in-divider som befinder sig i “gråzonen for danskhed”. I diskussionen skal Honneths teo-ri om anerkendelse inddrages.

Omfang: 15-20 normalsider

Side 2

Abstract

This paper examines is about, when you can call yourself Dane, were the topic identity crisis occurs. There will be explained for two definitions of nationality. One of the definitions is the germen definition, which is the descent principle. The other definition is the France defini-tion, which is about giving people citizenship that is dependent upon their parent’s birthplace.

There was taken starting point in three statistics to begin with to account for the definitions.

Through an analysis of ”Brun mands byrde” by Hassan Priesler, was Priesler focusing on the subject, how is it to be dark in a white society. No matter how much Priesler tried to accentu-ate his Danishness, he would never be recognized as a Dane.

There have been discussed when you are a Dane, there will occur two opinions about, what it means to be Dane. There has been a debate between Martin Henriksen and Jens Philip Yazdani. In this discussion, the recognition theory from Axel Honneths is involved, to prove what it does to the individual. In the end you will hear about how, this discussion can affect the individuals that find themself in the "grayzone for Danishness". This discussion helps to split the individual, which finds themself in the “grayzone for Danishness” and thereby mak-ing a polarized society.

In conclusion it may said, that there is no answer to tell when the individual is a Dane. It can be a feeling or when the person has a citizenship.

Side 3

Indholdsforte͏gn͏e͏ls͏e

1.0 Indledning .................................................................................................................................... 1

2.0 Redegørelse .................................................................................................................................. 2

2.1 Nationalitet og statsborgerskab ......................................................................................................... 2

2.2 Jus soli ..................................................................................................................................................... 2

2.3 Jus sanguinis .......................................................................................................................................... 2

2.4 Tabelfortolkning ................................................................................................................................... 3

3.0 Analyse .......................................................................................................................................... 4

3.1 ”Brun mands byrde” af Hassan Preisler ......................................................................................... 4

4.0 Hvornår er man dansker? ...................................................................................................... 11

4.1 Axel Honneth om anerkendelse ................................................................................................. 11

4.2 Det at være dansker ....................................................................................................................... 12

4.3 Gråzonen for danskhed ................................................................................................................. 13

4.0 Konklusion ................................................................................................................................. 15

5.0 Litteraturliste ............................................................................................................................ 16

6.0 Bilag ............................................................................................................................................. 18

Side 4

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

1

1.0 Indledning

Hvad skal der til for, at man som individ kan kalde sig selv en dansker? Er det, når man har et dansk statsborgerskab eller er det blot en følelse man har i og med, at man bliver anerkendt? I nutidens Danmark lever vi i et samfund, som er meget præget af indvandring. Dog er det ikke alle indvandrere, der har integreret sig i landet. Derfor opstår der ofte en debat om, hvornår et individ med anden etnisk baggrund kan kalde sig dansk. Det påvirker individerne således, at de ender i en identitetskrise. Spørgsmålet om, hvorvidt man kan kalde sig dansker er et meget omdiskuteret spørgsmål i den politiske verden, men er der egentlig et entydigt svar på det?

Emnet har dermed skabt en masse forvirring blandt de individer.

For at besvare min opgave bedst muligt, har jeg valgt at kombinere fagene dansk og sam-fundsfag, for at komme frem til, hvornår man egentlig kan kalde sig selv dansker. Der findes to definitioner for nationalitet, der blev udviklet i 1800-tallet, som jeg vil redegøre for, da de har en betydning for, hvornår man opfatter individet som dansker. Derudover vil jeg redegøre for nogle tabeller, som bliver understøttet af de to definitioner, den tyske (jus sanguinis) og franske (jus soli). Ud fra det finder jeg ud af, hvilke af de forskellige partier, der følger enten den tyske eller franske definition af nationalitet. Udover det vil jeg analysere romanen ”Brun mands byrde”, som er skrevet af Hassan Preisler. Jeg har tænkt mig at fokusere på, hvad Preislers opfattelse af danskhed er og hvad han støder på af problemer. Derudover vil jeg fo-kusere på romanen, som migrationslitteratur. Til sidst vil jeg diskutere, hvornår man er dan-sker ved at inddrage debatten med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og Jens Philip Yazdani fra Langkaer gymnasium, hvor jeg også får deres syn på det at være dansk. Dermed vil jeg komme ind på, hvordan diskussionen påvirker de individer der befinder sig i gråzonen for danskhed, da de står mellem både, at være danskere men også indvandrer samt migranter.

Side 5

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

2

2.0 Redegørelse2

2.1 Nationalitet og statsborgerskab

Mange har en tendens til at tro, at nationalitet og statsborgerskab er det samme, men tværti-mod er det to vidt forskellige begreber. Overordnet er nationalitet der, hvor man oprindeligt kommer fra, ergo ens afstamning. Det er noget man arver fra sine forældre, hvorimod stats-borgerskab betyder, at man er registreret juridisk i et land. (Andersen). Begrebet nationalitet betyder man tilhører en bestemt nation, hvor man deler den samme kultur og har samme tradi-tioner og historie. Dermed skabes der en fælles identitet, som kun den ene gruppe har.

(Knudsen & Østergaard, 2009). Man kan aldrig ændre på sin nationalitet, da det er noget man er. Det er dog muligt at erhverve sig et nyt statsborgerskab alt efter, hvor man opholder sig i verden.

Ydermere findes der to definitioner på nationalitet. Disse to definitioner er den tyske, som kaldes jus sanguinis og den franske, som kaldes jus soli. (Knudsen & Østergaard, 2009). Ud-viklingen af disse to definitioner begyndte allerede tilbage i 1800-tallet. (Østergaard, 2000).

2.2 Jus soli

’Jus soli’ betyder jordens ret og er et territorialprincip. Det opstod allerede under den fran-ske revolution. (Østergaard, 2000) Territorialprincippet går ud på, at man skal have statsbor-gerskab alt efter, hvor man er født henne. For eksempel, hvis man bliver født på dansk jord, skal man automatisk have dansk statsborgerskab, selvom det fødte barns forældre har tyrkisk pas. (Skibsted, jus soli, 2009). Dog skal en af forældrene have en lovlig bopæl i Danmark før, at barnet kan få dansk statsborgerskab. Ifølge territorialprincippet er man dansker idet, at man er født i Danmark og dermed følger de danske værdier og præmisser samt, at man kan spro-get. Dette princip lægger stor vægt på civilisationen. (Knudsen & Østergaard, 2009).

2.3 Jus sanguinis

’Jus sanguinis’ er den anden definition på nationalitet, som er den tyske og opstod under den tyske romantik. (Østergaard, 2000). Dette betyder blodets ret og kaldes afstamningsprin-cippet, hvilket også betyder, at man får sine forældres statsborgerskab. Eftersom, at det er det princip man har i Danmark, betyder det, at når et barn med danske rødder bliver født i et andet

Side 6

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

3 land end Danmark, vil barnet stadig få et dansk statsborgerskab. (Skibsted, jus sanguinis,

2009).

2.4 Tabelfortolkning

Det er forskelligt fra person til person, hvilke faktorer der er vigtigst for, hvornår man er en rigtig dansker. For at kunne definere, hvornår man er dansker har jeg taget udgangspunkt i tabel 1 og 2 og 3.

Flertallet i Danmark mener, at det er vigtigt, at man kan tale det danske sprog, før man er rig-tig dansk. Den påstand kan jeg også udlede ud fra tabel 1 (Bilag 1). Det kan ses i tabel 1, at over halvdelen af respondenterne der er blevet spurgt mener, at det er meget vigtigt, at man kan det danske sprog. Dog er det tydeligt at se på tabellen, at det er de højreorienterede parti-er, der har flest stemmer under ”meget vigtigt”. Det er for eksempel Dansk Folkeparti og Venstre, hvor der er 84,2 % og 74,8 %, der mener, at det er meget vigtigt. De mener nemlig ikke, at man kan kalde sig dansker, hvis ikke man kan det danske sprog. Hvorimod de ven-streorienterede partier har færre stemmer. Det er for eksempel Socialistisk Folkeparti og En-hedslisten, som kun har 52,7 % og 35,9 %. En grund til, at de har en del færre stemmer end Dansk Folkeparti og Venstre kan skyldes, at deres udlændingepolitik ikke er så stram. Dette kan også forklares af både den franske og tyske definition af nationalitet, hvor Dansk Folke-partis tilhængere hælder meget til afstamningsprincippet, hvorimod Enhedslistens tilhængere hælder meget til territorialprincippet. Dette hænger mest sammen med begrebet jus soli, der ligeledes mener, at sprogegenskaberne er vigtige i forhold til at være dansk.

Den anden tabel (Bilag 2) omhandler, hvilket parti de spurgte respondenter stemte på ved sidste valg og hvor vigtig individets familiebaggrund er i forhold til det at være rigtig dansk.

Der ses en klar forskel mellem tallene blandt partierne og hvor stor en betydning familiebag-grund har, for at være rigtig dansk. Kontrasten er især tydelig mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Ser man på ”slet ikke vigtigt”, er der 39,7 % af Enhedslistens tilhængere der ikke mener, at individets familiebaggrund er vigtigt for at være dansk, mens der kun er 3,2 % af Dansk Folkepartis stemmer, der mener, at det slet ikke er vigtigt. Dette udgør en difference på

36,5 procentpoint. Derudover mener de fleste partier, at det enten er ret vigtigt eller ikke sær-lig vigtigt. De fleste adspurgte mener ikke, at familiebaggrunden har den største betydning for det at være rigtig dansk. Det eneste parti der skiller sig ud er Dansk Folkeparti, og det kan skyldes, at deres tilhængere typisk er ældre mennesker. De ønsker nemlig ikke, at Danmark

Side 7

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

4 skal ændres, da de går meget ind for de danske værdier og normer. Tabellen understøttes af jus sanguinis, da princippet lægger vægt på individets afstamning.

Den sidste tabel (Bilag 3) (Surveybank.aau.dk) viser, hvad borgerne mener om retten til dansk statsborgskab, ud fra deres ideologiske holdning. Her ses det, at omtrent 56% af Radi-kale Venstres tilhængere mener, at børn som er født i Danmark, har ret til at få dansk stats-borgerskab, også selvom deres forældre ikke er født danske. Sammenlignet med dette bliver der udtrykt, at 34% af Dansk Folkepartis stemmer mener, at de ikke har ret til statsborger-skab, hvis deres forældre ikke er danske, også selvom barnet er født i Danmark. I modsætning til Dansk Folkeparti er der Enhedslisten, hvor der er hele 72,4 % af deres tilhængere der me-ner, at man har ret til dansk statsborgerskab, hvilket skyldes, at de går ind for solidaritet og kun 3,4 % der ikke er enige i, at de skal have dansk statsborgerskab. Der er en forskel på 30,6 procentpoint mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti, hvilket afspejler deres ideologiske holdninger og hvilket princip de hælder mest til. Det er igen jus soli der er gældende i tabel 3, da det princip er mere åben overfor individer med anden etnisk baggrund, hvilket også forkla-rer, hvor mange der netop er enige i, at børn med udenlandske forældre har ret til dansk stats-borgerskab.

Sammenfattende kan man sige, at de højreorienterede partier hælder til den tyske definition af nationalitet, som går ind for, at man skal have dansk blod før man er rigtig dansker, som kaldes jus sanguinis. Hvorimod de venstreorienterede partier hælder til den franske definition af nationalitet, som går ind for, at man skal følge de danske normer og værdier før man er rigtig dansker, som kaldes jus soli.

3.0 Analyse

3.1 ”Brun mands byrde” af Hassan Preisler

Hassan Preisler er en dansk-pakistansk skuespiller (Preisler, 2013, s. 10) og har i 2013 ud-givet en roman ”Brun mands byrde” til Sonia. Romanen er en selvbiografi bestående af en række episoder, der har gjort ham til den han er dagen i dag. Preislers selvbiografi tager ud-gangspunkt i hans egne erfaringer i forbindelse med migration og de problemer migrationen medfører. Ud fra en analyse og fortolkning af ”Brun mands byrde” kan jeg få et bedre indblik i hans rejse til at blive en rigtig dansker.

Side 8

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

5

Preislers roman handler primært om hans identitetskrise og hvordan han er splittet mellem to identiteter. Han prøver at finde en definition på hvem og hvad han er.

”Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu, og far voksede op som muslim, men er ateist, mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndens-kirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken,” (Preisler, 2013, s. 27).

Det er meget svært for ham, at finde ud af hvem han er, da hans far er pakistaner og hans mor er dansker, hvilket også ses i ovennævnte citat. Dog ses det, at han kan snakke forskellige sprog, men ikke sidst modersmål. Preisler bor i København med sin kone May og sin datter Sonia. Han er født i Charlottenlund, men har ikke altid boet der. Han er igennem sit liv flyttet en del gange, som har medført denne forvirring om, hvor han nu hører til. Han er opvokset i Bern, Bagsværd og Berlin, men har senere hen i sit liv boet i både Beirut, Berlin, Madrid og New York. I romanen fortæller Preisler også om sin familie, både den danske og den paki-stanske og hvilke problemer de er stødt på. Læseren møder også her andre personer end hans familie blandt andet hans venner, folk fra hans arbejde og journalister. Hver enkelt person man møder igennem romanen har betydning for, hvorfor Preisler er som han er.

Fortællervinklen er baseret på en jeg-fortæller, hvilket ses tydeligt i teksten. Jeg-fortælleren optræder som hovedperson. Det, at det er en jeg-fortæller virker mere troværdigt for læseren, da man følger Preislers tanker og handlinger gennem hele romanen, men der er også lidt fiktion over hans roman ”Se, det var en pæn, lille historie. Men den er ikke sand. I virkeligheden kan jeg ikke huske […]” (Preisler, 2013, s. 41)

Her viser Preisler, at hans anekdoter ikke altid er helt så sande, men det lyder godt og derfor gør han det, fordi det er hvad der forventes af ham, hvilket han også udtrykker i sin roman.

Romanen er ikke bygget kronologisk op, dog følger man hans arbejde kronologisk, hvor han starter ud med at spille for tomme sale (Preisler, 2013, s. 12) og ender senere med at være en respekteret talsmand for danske minoritetsrettigheder i New York. (Preisler, 2013, s. 197).

Preislers roman starter i præsens og ender igen i præsens. Indimellem består romanen af en masse anekdoter, som omhandler både sig selv og sin familie. Dette giver et indblik i, hvor

Side 9

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

6 han virkelig kommer fra og hvem hans familie egentlig er. Preisler gør det svært for læseren at følge med i historien, eftersom han springer meget i tiden. Det ene afsnit kan omhandle hans farfar Bashir i Pakistan, hvor det næste afsnit kan omhandle, dengang hans forældre mødtes for første gang. Det er dog med til at give læseren en fornemmelse af, hvor splittet han er. Preisler vælger at skrive på en meget forvirrende og rodet måde, som kan referere til hans evige problem ”hvem tror jeg egentlig, jeg er?” (Preisler, 2013, s. 117), som han spørger sig selv om.

Det er derfor heller ikke nemt at skulle forklare, hvad romanen handler om, da den er delt op i en masse anekdoter, som på ingen måder er sammenhængende afsnit.

Ydermere er Preisler også meget detaljeret, når han beskriver episoder, som han har ople-vet eller hans familie har oplevet. Han gør brug af mange adjektiver, ”og jeg går ned ad gan-ge, og der er røde mursten over det hele og blomstret patchwork i trærammer og linoleums-glat gulv[…].” (Preisler, 2013, s. 13) Den deltaljerede beskrivelse i romanen har en god effekt på læseren. Det gør historien mere fangende og man kan relatere bedre til hans oplevelser, når teksten er så beskrivende. Man får en fornemmelse af, at forfatteren ønsker, at man er del af historien.

Derudover gør han hyppigt brug af bindeoret ”og”, og lange sætninger, som vist i dette citat:

”Vi er på ferie i Frankrig og på Bornholm, og vi har lejet huse og hotelværelser, og vi slår telte op og tømmer bilen, og vi spiser flute og rugbrød og ost og skinke og sild og ægge-blomme, og det øser ned, og solen bager, og vi spiller tennis med bløde bolde og bygger slotte på stranden, og vi graver hinanden ned i sandet, og vi samler puslespil på voksdugen, og sø-ster Rebecca og jeg råber „midte!” og markerer grænsen på bagsædet i Airbussen og

BMW’en, og vi skændes, og vi bliver gode venner igen.” (Preisler, 2013, s. 70)

Det har ligeledes en god effekt på læseren, selvom det nogle gange kan blive for trættende at læse, fordi det går så stærkt og man mister pusten. Derudover kan det også virke meget infan-tilt, når han gentagende gange skriver ”og”, i stedet for at gøre sine sætninger lidt kortere eller bruge opremsningskomma. Det udtrykker dog, hvordan Preisler har det og at han har meget på tankerne, dermed får han det hele ud på en gang. Det kan være en grund til, at han skriver på den måde, som han gør.

Et af de centrale temaer i teksten er den splittede identitetskonflikt. Preisler er jo som skre-vet tidligere meget forvirret om, hvem han er og hvor han hører hjemme, selvom han nævner, at han er dansk, hvilket kommer til udtryk i følgende citat:

Side 10

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

7

” „Ja, det er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne[…]og jeg er født og op-vokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender, og jeg er dansk, helt dansk, 100 pro-cent”.” (Preisler, 2013, s. 39).

Han prøver at undgå, at han er halv pakistaner, selvom hans navn og mørke udseende fortæl-ler en del i sig selv, derimod gør han alt for at virke så dansk som muligt. Han nævner også i teksten, at han prøver at bevise sin danskhed ved at være sammen med danske kvinder, som han beskriver som hvid hud, blondt hår og blå øjne (Preisler, 2013, s. 16). Preisler føler hele tiden, at han skal forsvare sig selv, og forsvare, at han ikke er ligesom de andre pakistanere i Danmark. Han vil gøre det klart, at han opfører sig efter de danske normer og værdier, selvom han har en anden baggrund. I følgende eksempel får man en fornemmelse af, at Preisler er bange for at fejle, i forhold til at klæde sig ”dansk” og opføre sig dansk. Han er bange for ikke at leve op til det, som samfundet forventer af ham. ”Ét fejltrin, én eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig.” (Preisler, 2013, s. 51). Han prøver at gøre alt rigtigt, og det er igen fordi, at han føler han skal leve op til samfundets forventninger, men også sine egne. Han prøver at leve sit liv så dansk som muligt; tale korrekt, klæde sig korrekt og spiser korrekt. Alt dette for at komme ind i varmen og være del af de hvide (Preisler, 2013, s. 17)

Migration er et andet centralt tema i romanen, fordi Preisler migrere hele tiden. Han fortæl-ler her, om sin historie, når han migrere fra sted til sted og de udfordringer han er stødt på.

Han har boet forskellige steder i verden, hvilket flere gange kommer til udtryk i hans roman, men han ender altid tilbage i Danmark. Det kan skyldes, at han leder efter en accept fra diver-se steder i verden, men eftersom han aldrig bliver accepteret, lige meget hvor han tager hen, flytter han altid hjem til Danmark igen. Her kan det godt virke som om, at han hører hjemme i Danmark, at det er hans hjem, men det er det ikke helt. I Danmark ender han i betonbolig-blokken med sin far.

”og jeg bliver boende med far på femte sal, og det er her, min kærlighed til betonbolig-blokke grundlægges: Ude fra opgangen er dørene ens og afslører intet, men i én lejlighed er der lyse tæpper og tunge, sorte reoler med røget glas[…]” (Preisler, 2013, s. 77), Preisler mener i dette citat, at alle mennesker er ens trods hudfarve, og at det er det indre, der gør menneskerne forskellige fra hinanden. Det kan være grunden til, at han kan lide bolig-blokkene. Udenpå er alle ens. Der er ikke noget at dømme. Man skal lære personen at kende og inviteres ind i lejligheden, før man kan se de forskelle der er blandt individerne. Uden for det private bliver han stort set kun mødt med fordomme, uanset hvor han er henne og hvad

Side 11

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

8 han foretager sig. Migrationen har splittet Preisler, for hver gang han flytter et nyt sted hen, gør det hans situation værre. I Tyskland fik han at vide, at han ikke bliver accepteret der, i New York blev han set som en af de ”hvide,” ” „hvad laver du i den her celle, white boy?””, i sit eget hjemland, Pakistan, blev han kaldt for bleg ” „se på din hud, den er bleg” (Preisler,

2013, s. 82), men i Danmark er han en af de farvede. Man kan derfor se, at han får kastet spy-dige kommentarer i hovedet uanset, hvor han befinder sig. Da folk i hele verden har en hold-ning til hvem han er, bliver han forvirret og i tvivl. Han forandrer og udvikler sig for hvert nyt sted han kommer hen, fordi han skal tilpasse sig endnu et nyt sted og omgås nye mennesker og leve op til de krav der forventes af ham.

Preisler starter sin roman ud in medias res, hvor han fortæller om, hvordan han tilpasser sig de forskellige omgivelser,

”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket joggingtøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og ville foretrække Mr. Jadex, men jeg tør ikke, og når jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon” (Preisler, 2013, s. 9) Dette vækker læserens interesse og dermed får man lyst til at læse mere. Preisler definerer sig selv som en kamæleon netop fordi, at han er et gruppestyret menneske, som tilpasser sig det senmoderne samfund. (Brøndum & Hansen, 2011, s. 58). Han er omstillingsvillig og foran-dringsparat, som han beskriver sig selv i romanen. Han er klar til at ændre på sig selv uanset, hvor han befinder sig, blot for at være som de andre og få den anerkendelse af dem, som han ønsker, for at kunne føle sig som en af de hvide. Han er god til at tilpasse sig de forskellige omgivelser, men uanset, hvor meget han prøver vil han aldrig blive accepteret, fordi han sta-dig hedder Hassan og har det mørke udseende. Trods at han kæmper så meget, for at blive dansker, støder han stadig på en masse fordomme samt racistiske bemærkninger, hvilket han nævner meget i teksten. Et eksempel på det kunne være, da Preisler er på bar med sin ven, hvor de drikker øl og opfører sig ”dansk”, men Preislers ven bliver ved med at råbe ”Hassan”, og her er de omringet af ”karseklippede isser og brede skuldre og fodboldtrøjer og tatoverin-ger,” (Preisler, 2013, s. 148) og de stiller ham følgende spørgsmål:

”„hedder du Hassan?”, og jeg svarer, at det gør jeg, og han siger „du ligner også en muslim”, og jeg siger, at jeg ikke er muslim, og han siger „du ligner en, der vil sprænge det hele i luf-ten!”” (Preisler, 2013, s. 148).

Side 12

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

9

Han bliver sammenlignet med en terrorist, hvilket også skete, da han havde groet sit skæg.

Det er bemærkninger som disse, Preisler gerne vil undgå at støde på, når han prøver at fremstå som en rigtig dansker. ”jeg henter pølser, masser af pølser, jeg bestiller dem højlydt og bærer dem med attitude” (Preisler, 2013, s. 60). Igen har Preisler et behov for at vise dem omkring ham, at han er dansker. Det gør han netop ved at købe de røde pølser, og gøre det tydeligt for folk, at han spiser svin, selvom han hedder Hassan. Han er stolt af den danske del af sig selv, og der er mange tegn der indikerer, at han er flov over sin pakistanske nationalitet. Det kan ses, når Preisler blandt andet skriver, at når hans far en sjælden gang lavede pakistansk mad derhjemme, gemte han alt sit tøj væk, for at det ikke skulle lugte af de brugte krydderier, kar-ry og hvidløg. Et andet eksempel er dengang han var yngre var han altid flov over, at han skulle have sin far med til forældresamtaler på grund af hans accent. Han undgik også sit

2013, s. 39). Han blev også flov når han gik med sin far på gaden. Så sakkede han bagud med vilje, fordi hans far ikke lignede de hvide.

Derved prøver Preisler at adskille de to kulturer fra hinanden, så godt som han kan. Ude i det hvide samfund, som Preisler kalder det, er han en assimileret mand, hvor han agerer på en bestemt måde for at få den smule accept og bevise noget overfor de fremmedhadske menne-sker. Hovedpersonen, Hassan bliver fremstillet som en bindestregsdansker. Preisler kender ikke så meget til den pakistanske kultur, selvom han tit er hos sin pakistanske familie i Laho-re. Han får sig noget af et kulturchok, når han besøger dem, da de opfører sig på en helt ander-ledes måde end det Preisler er vant til hjemme i Danmark. Deres normer og kultur er nemlig meget forskellige fra den danske. De ting han oplever, når han er hos sin pakistanske familie, er ikke noget han kan sætte sig ind i, fordi de har et helt andet syn på diverse ting end i Dan-mark. Preisler spørger ofte sin far, hvorfor den pakistanske kultur er så anderledes, end det han er vant til hjemme i Danmark, hvorpå Preisler får svaret ”[…]sådan er det bare” (Preisler,

2013, s. 84). Hans far kan derfor også virke lidt afvisende og fjern fra den pakistanske kultur og allerede i en ung alder valgte Preislers far at lægge koranen på hylden og flytte til Cam-bridge. Det var her, at han mødte Preislers mor og valgte at blive gift med hende. Hendes fa-milie accepterede ham som han var, indtil en aften, hvor Preislers mormor, Else, siger ordret ” „du kunne godt tage og vise lidt mere taknemmelighed over, at du overhovedet kan få lov til at være i landet” (Preisler, 2013, s. 75). Preisler beskriver de ovenstående citat som, ”de slemme ord”. Det at han ikke er etnisk dansker bliver brugt som et middel imod ham, når han handler på en vis måde, som etniske danskere er utilfredse med.

Side 13

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

10

Gennem romanen er der mange referencer. Allerede inden bogen begynder er der en strofe af ”Hvid Mands Byrde” af Rudyard Kipling, hvor der i de sidste vers står ”Halvt Djævle og halvt Børn.” Kipling mener, at de børn der har en mørk og en hvid forældre er halvt djævle og halvt børn. Preisler nævner det vers to gange i sin roman, ”og kan ikke finde ud af, om jeg er den bedste søn eller halvt djævel og halvt barn,” (Preisler, 2013, s. 147). Djævlen kan forbin-des med den ”farvede” del af Preisler, mens barnet forbindes med den ”hvide” del. Det er dog ikke kun ham, der forbinder det farvede med noget negativt, for det kommer til udtryk flere gange i forbindelse med nogle workshops, Preisler holder for unge mennesker. Ingen af disse unge associerer det mørke med noget godt, hvilket kommer til udtryk således: ” ’Hvid’ og

’Venlig’ går sammen, ligesom ’Hvid’ og ’Søren’ går sammen, men når vi kommer til at skulle sætte ’Farvet’ og ’Godt’ sammen, så får vi problemer” (Preisler, 2013, s. 115).

Et andet eksempel går ud på, at han viser nogle dukker frem, en sort og en hvid, hvor de fleste børn mener, at den hvide dukke er pænest. (Preisler, 2013, s. 204) Igennem romanen støder man hele tiden på disse kontraster, som Preisler stiller op i mod hinanden.

Det tydeliggør, at han er halvt hvid og halvt brun, når han hele tiden nævner disse kontraster.

I titlen ses der også en reference, og på samme kontrastfyldte måde er det stillet op her; den hvide mands byrde og den brune mands byrde. Titlerne er meget kontrastfyldte i og med, at de er modsætninger.

Preisler referer også til børnebogen ”Lille sorte Sambo”. Det er det første man lægger mærke til, når man ser det gule omslag med Hassan Preisler på. Preisler skal her forstille sig at være Lille sorte Sambo eftersom, at han har det samme tøj på som Lille Sorte Sambo. I børnebogen smider Sambo sit tøj, for at undgå, at tigeren spiser ham. Når man læser Preislers roman helt færdig kan man se på sidste side, at det samme har Preisler gjort. Han smider tøjet, hvilket kan tolkes som, at Preisler smider ”byrden”, ”Jeg vil være den, jeg er. Nu vil jeg smi-de det hele over bord og være mig.” (Preisler, 2013, s. 38).

Preislers byrde er hans farve. Han er træt af at være den farvede og han er træt af at skulle leve op til den rolle, som han hele tiden får af samfundet. Han bliver set som en ”præmieper-ker”, dog føler han sig stadig mindre værd end de ”hvide”. Han holder foredrag om, hvordan det er at være en af de farvede i et samfund, hvor flertallet er hvide. Her inddrager han blandt andet sin egen opvækst. Han optræder i sammenhænge, hvor emner som ligebehandling, mangfoldighed, inklusion og integration er på tale. (Preisler, 2013, s. 10 ). Han er træt af at være stereotyp, fordi samfundet inddeler befolkningen i bokse for at holde mere styr på dem, hvilket er grundlaget for stereotypisering i og med at hver samfunds-boks har sine fordomme.

Side 14

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

11

Den boks som Preisler er sat ind i er indvandre-boksen, selvom han er halv dansk og den boks indebærer nogle fordomme som er blevet en byrde for Priesler. Der er derfor meget pres på Priesler i det, han bliver nødt til at tage afstand fra den boks ved, at han hele tiden skal forsva-re, at han er dansk, så han ikke bliver stereotypiseret (talesprogsbutikken). I og med, at vi le-ver i et individualiseret og aftraditionaliseret samfund er det vigtigt for det enkelte individ at sætte egne præg og adskille sig fra stereotypen. (Bloch, 2009)

Ud fra analysen og fortolkningen kan man konkludere, at Hassan Preisler lever i et sam-fund, hvor han prøver at blive accepteret, hvilket er noget af en udfordring for ham, da han har et anderledes udseende end de hvide danskere. Han flytter derfor rundt i verden, i håb om at finde et sted, hvor han føler sig hjemme, men han føler sig aldrig hjemme udover i Dan-mark, hvor han stadig bliver mødt af fordomme. Han hører til alle steder, fordi han er som en kamæleon, men alligevel mangler han noget. Når alt kommer til alt, vil Hassan altid være den pakistanske Hassan uanset, hvor meget han prøver at fremhæve sin danskhed, vil han aldrig være nok dansker ifølge samfundet.

4.0 Hvornår er man dansker?

I mit følgende afsnit vil jeg diskutere, hvornår man er dansker og hvordan diskussionen på-virker de individer, som befinder sig i gråzonen for danskhed. Her vil jeg også inddrage Axel Honneths teori om anerkendelse, for at få en bedre forståelse af, hvordan individerne fra grå-zonen bliver påvirket.

4.1 Axel Honneth om anerkendelse

Anerkendelse er vigtigt for alle individer. Uden anerkendelse kan individet ikke få en ordent-lig identitetsdannelse. Axel Honneth har udviklet tre former inden for anerkendelsesteorien, hvilket er privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære. Den første form, som også kaldes kærlighed, handler om at blive anerkendt i privatsfæren, hvilket er venner og familie.

Her kræves der ikke hårdt slid for at opnå denne anerkendelse, da det er en selvfølge at blive anerkendt i det private. Dette medfører også, at individet får selvtillid. Den anden form er den retslige anerkendelse, som omhandler de rettigheder, som individet har. Det vil sige, at man opnår anerkendelse, når man har de samme rettigheder som de andre borgere i samfundet og at alle bliver behandlet lige. Således får individet selvagtelse. Den sidste form er den solidari-ske sfære, hvor individet opnår selvværd. Anerkendelsen fås i det sociale. (Willig, 2009, s.

680-682)

Side 15

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

12

4.2 Det at være dansker

Hvad kræves der af den enkelte person, før man kan kalde sig dansker? Det er et ofte stillet spørgsmål, men er man nogensinde kommet frem til et endeligt svar på, hvornår man er dansk? Der er mange definitioner på det, at være en rigtig dansker. Ser man på det juridisk, er man dansker, når man har dansk statsborgerskab. Det kan dog både være individets nationali-tet, men det kan også være en følelse man har, da det er meget individuelt, hvorvidt man føler sig dansk eller ej.

Tager man udgangspunkt i debatten med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og Jens Phillip Yazdani, som er tidligere elevrådsformand på Langkaer gymnasium, ses der en klar kontrast mellem deres opfattelse af, hvornår man er rigtig dansker. Ifølge Henriksen er man først en rigtig dansker, når man følger de danske traditioner, kulturen samt, at man kan tale sproget. Det svarer til den franske definition af nationalitet. Dermed bliver der skabt et fælles-skab, men ifølge Henriksen bliver fællesskabet ødelagt eftersom, at folk med anden etnisk herkomst ikke kan finde ud af at tilpasse og integrere sig det danske samfund. Yazdani er dog ikke enig i hans udsagn, da han mener, at man er dansker, idet man er født og opvokset i Danmark. Han føler sig lige så dansk som Henriksen. Modsat Yazdani, siger Henriksen, ”Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på.”, da han bliver spurgt om, hvorvidt han synes, Yazdani er dansk trods, at han har gået på dansk folkeskole og dansk gymnasium.

(DR2, 2016). Ud fra det kan man sige, at Henriksen dømmer Yazdani, fordi han har et mørkt udseende og derfor ikke kan svare på om han er dansk eller ej. Yazdani mister også en del af sin selvagtelse, fordi han ikke bliver anerkendt.

Hassan Preisler er en assimileret mand, men dette er ikke nok for samfundet, da han stadig ikke bliver anerkendt som helt dansk, hvilket også modsiger det, som Henriksen siger i for-hold til at være rigtig dansk. Preisler beviser derfor sin danskhed ved at spise svin og drikke øl, det mener han kan betegne individet som en rigtig dansker, hvorimod andre mener, at man opgiver sin kultur, hvis man tager de danske traditioner til sig. Yasar Cakmak, som er for-mand for rådet for etniske minoriteter, mener dog det modsatte af Preisler, man skal ikke spi-se svinekød for, at man kan kalde sig selv dansker. Så længe man følger og respekterer grund-loven er man dansker. Han mener heller ikke, at man skal gå klædt på en bestemt måde

(Ejsing & Østergaard Jensen, 2016), hvorimod Preisler gjorde alt for at følge strømmen. De

Side 16

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

13 mennesker der vælger at tage afstand fra sin egen kultur og egne traditioner, er de mennesker der ønsker at blive anerkendt i det danske samfund af de etniske danskere. Derimod er der nogen der mener, at der ikke er behov for at give slip på sin kultur, for at være rigtig dansk.

4.3 Gråzonen for danskhed

Til sammenligning af Hassan Preisler og hans opfattelse af at være dansk, føler han sig ikke anderkendt i og med, at han føler sig dansk, men han bliver hele tiden mindet om, at han ikke er dansk ifølge omverdenen. Han føler sig krænket, ud fra Honneths teori om anerkendelse, idet, at han ikke bliver anderkendt og dermed også lukket udenfor samfundet og fællesskabet.

Diskussionen om danskhed går udover de som bliver sat i bokse og stemplet som noget de ikke selv identificerer sig med.

Dem i gråzonen, har en tendens til at føle sig både dansk og en anden etnicitet. De er splittet mellem to identiteter ligesom Priesler, da han både er halv dansk og halv pakistansk, men han føler sig ikke hjemme nogle steder. Han føler sig obligeret til at forsvare sin danskhed, fordi han ikke bliver accepteret. Han bliver hele tiden mindet om, at han ikke er det, som han gerne vil være og det krænker hans solidariske sfære idet, han mister selvværd og ikke bliver aner-kendt, som den person han er. Han kan derfor, som mange andre i gråzonen, ikke finde sin identitet i og med, at han mangler den anerkendelse der er nødvendig for identitetsdannelsen, selvom han juridisk set er dansker. Hvis man har dansk statsborgerskab, hører man hjemme i Danmark. Så er man en del af fælleskabet og samfundet, netop fordi, at man bliver ligestillet med resten af samfundets borgere. Man vil derfor også føle sig mere velkommen og accepte-ret. Dermed bliver det nemmere for individet med anden etnisk herkomst at integrere sig i samfundet, da man får anerkendelse fra den retslige sfære. Dog er det kun hver femte nydan-sker, der har det på den måde og føler sig anerkendt, selvom de er ligestillet med de andre.

(Ejsing & Østergaard Jensen, 2016). Det kan skyldes, at disse individer der befinder sig i grå-zonen føler sig fremmedgjort i debatten, eftersom de bliver italesat som noget negativt og dermed føler sig ekskluderet fra samfundet. Diskussionen om hvornår man er rigtig dansk påvirker altså de individer der befinder sig i gråzonen i den negative retning, da det hele tiden bliver omtalt i medierne. Det forstærker deres følelse af at være ekskluderet fra fællesskabet og samfundet, fordi der ofte sættes spørgsmålstegn ved om, de er danske nok eller ej. De bli-ver ikke velrepræsenteret som etniske danskere, hvilket også kan gå udover individets selvag-telse, fordi man ikke bliver anerkendt. Det går også udover samfundet, som Yazdani påpeger i debatten (DR2, 2016), da man får et polariseret samfund, når man som individ med anden etnisk baggrund bliver stigmatiseret. Den store debat der kører omkring udlændinge og om

Side 17

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

14 hvorvidt de er integrerede i det danske samfund, resulterer i, at befolkningen adskilles i en ’os og dem,’ det medfører kun noget negativt. Samfundet skal derfor stoppe med, at sætte de in-divider med anden etnisk baggrund i en bås, da der ikke kommer noget godt ud af det. (Bahir,

2015).

Dem der befinder sig i gråzonen er ikke kun dem der ønsker at blive anerkendt som dan-skere. Der er også flere individer, især fra ghettoen, der ikke ønsker at være danskere. Derfor er det ikke altid samfundets skyld, netop fordi, at der bestemte individer, som ikke ønsker at integrere sig i det danske samfund samt blande sig med andre, end dem fra sin egen kultur.

(Shekol, 2016)

Integration kan ske på mange forskellige måder. Det kommer til udtryk i artiklen ”drop nu ghettoerne en gang for alle,” at Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti har forskellige syn på hvad en vellykket integration er, men er begge enige om at integration er vigtigt. (Shekol,

2016). Denne konklusion kan jeg også uddrage fra tabel 1 (bilag 1). Her fremgår det at 84,2% af Dansk Folkepartis tilhængere mener, at det er vigtigt at kunne snakke godt dansk, før man er dansker. Socialistisk Folkeparti har 52,7% tilhængere der mener, at det er vigtigt. Dette giver en difference på 31,5 procentpoint. Dem der bor i ghettoen omgås ofte med folk fra de-res eget hjemland. De snakker deres modersmål, som ikke er dansk. Det gør, at de ikke lærer at snakke rigtig dansk, hvilket flere af partierne, som skrevet ovenfor, mener er rigtig vigtig for integrationen.

De folk der bor i ghettoen har ikke samme behov for at integrere sig, fordi de formår stadig at få den anerkendelse i privatsfæren og dette er nok for dem. De ønsker ikke at blande sig med de etniske dansker i samfundet, eftersom de ikke er ”ens”. De individer der ikke ønsker at integrere sig holder fast i sin egen kultur samt traditioner. (Shekol, 2016)

Det skel der er mellem de forskellige ideologier og deres opfattelse af danskhed kan skabe et polariseret samfund og dermed også et splittet fællesskab, samt en splittet identitet. Største-delen af danskerne går meget op i solidaritet og fællesskab, så derfor kan det være et markant problem, ville nogen mene, da der opstår denne splittelse. (Bahir, 2015)

Jeg kan hermed konkludere, at hvert individ har sin egen opfattelse af, hvornår man er dan-sker. Det at være dansker kræver også, at man bliver anerkendt af sine sociale omgivelser samt samfundet, for at føle sig dansk og være del af det danske samfund. Derudover er dis-kussionen også med til forværre situationen for de individer, som befinder sig i gråzonen for danskhed.

Side 18

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

15

4.0 Konklusion

Jeg kan nu konkludere, at der ikke findes et konkret svar på, hvornår man kan kalde sig dan-sker, men der er dog nogle ting der spiller ind i forhold til, hvornår man kan anerkendes som dansker. Det kan være, når man tilpasser sig det danske samfund og dermed følger de danske normer og værdier samt, at man respekterer grundloven. Eller det kan være, når man har et dansk statsborgerskab, så er man juridisk set dansker. Dette er blot, hvad nogen mener, er en rigtig dansker. Det er derfor meget svært at sige, hvad det kræver, før man er dansk. Man kan også se på de to definitioner af nationalitet den tyske og den franske. Den tyske definition vægter individets afstamning højt, før man kan kalde sig dansk, som også kaldes jus sanguinis og den franske definition vægter landets traditioner og værdier højt, som hedder jus soli. Dis-se to principper er med til at vurdere, hvad der skal til, før man får et statsborgerskab. Ud fra de tre tabeller, som der blev taget udgangspunkt i, var det tydeligt se, hvilke partier der hældte til, hvilket princip. De højreorienterede partier hælder til jus sanguinis princippet og de ven-streorienterede partier hælder til jus soli princippet. Derudover kan man se på tabellerne, at der bliver lagt stor vægt på, at man kan det danske sprog og individets familiebaggrund, før man er rigtig dansker. Tager man derimod udgangspunkt i, hvorvidt Hassan Preisler i ”Brun mands byrde” kan betegne sig selv som rigtig dansker, ser man, at han kæmper for at blive accepteret. Preisler er splittet mellem to identiteter, og føler ikke, at han hører til nogen steder, fordi han ofte migrere i håb om, at finde det han mangler. Derfor tilpasser han sig alle omgi-velser. Dog er det ikke alle individer der tilpasser sig samfundet, fordi der hele tiden bliver stillet spørgsmål i forhold til, hvorvidt de er danskere. Her spiller anerkendelse også en stor rolle for, om man kan kalde sig dansker, da man kræver anerkendelse både i privatsfæren, den retslige sfære og gennem den solidariske sfære. Opnår man ikke, at få anerkendelse, har man svært ved at få en god identitetsdannelse. Derfor er det vigtigt, at få anerkendelse og dermed blive anerkendt som en rigtig dansker.

Side 19

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

16

5.0 Litteraturliste

(u.d.). Hentede 12. December 2016 fra Surveybank.aau.dk:

http://bank1.surveybank.aau.dk/webview/index.jsp

Andersen, S. (u.d.). Forskellen mellem nationalitet og statsborgerskab. Hentede 11.

December 2016 fra wisdombog.com:

http://www.wisdombog.com/9/2014/04/nationalitet-statsborgerskab.html

Bahir, M. (27. April 2015). Jeg er dansker, ikke indvandrer - hvorfor vil i sætte mig i bås?

Hentede 22. December 2016 fra politiken.dk:

http://politiken.dk/debat/article5604719.ece

Bloch, C. (31. Januar 2009). individualisering. Hentede 19. December 2016 fra denstoredanske.dk:

http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Grupper/individualiseri

ng

Brøndum , P., & Hansen, T. B. (2011). Luk samfundet op (1. Udgave udg.). København, Danmark: Columbus.

DR2. (22. Septemper 2016). Debatten: Slut med flygtninge? . Hentede 21. December 2016

fra dr.dk: https://www.dr.dk/tv/se/debatt͏en/͏debatten-8/debatten-2016-09-
22#!/56:42

Ejsing, J., & Østergaard Jensen, E. E. (4. November 2016). Føler du dig som dansker? Hver femte nydansker gør. Hentede 20. December 2016 fra b.dk:

http://www.b.dk/nationalt/foeler-du-dig-som-dansker-hver-femte-nydansker-goer

Knudsen, T., & Østergaard, U. (1. Februar 2009). Nation. Hentede 9. December 2016 fra denstoredanske:

http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Statsbegrebet_og_suver
ænitet/nation

Preisler, H. (2013). Brun mands byrde (1. udgave udg.). Lindhardt og Ringhof .

Shekol, R. H. (23. Februar 2016). Drop nu ghettoerne en gang for alle . Hentede 22.

December 2017 fra politiken.dk:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/article5612860.ece

Skibsted, A. (31. Januar 2009). jus sanguinis. Hentede 10. December 2016 fra denstoredanske.dk:

Side 20

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

17

http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Jura/International_ret/jus_sanguin

is

Skibsted, A. (31. Januar 2009). jus soli. Hentede 9. December 2016 fra denstoredanske:

http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Jura/International_ret/jus_soli

talesprogsbutikken. (u.d.). Hvad er stereotyper? (Københavns univeritet) Hentede 19.

December 2016 fra Talesprogsbutikken.hum.ku.dk:

http://talesprogsbutikken.hum.ku.dk/temaer/Stereotyper/

Willig, R. (2009). Axel Honneth - Kamp om anerkendelse. I M. Hansen, 50 samfundstænkere (1. Udgave udg., s. 679-686). Gyldendal.

Østergaard, U. (31. Oktober 2000). Etnisk eller politisk nation. Hentede 12. December

2016 fra Information: https://www.information.dk

Side 21

Nadin Hashem, 3.v ͏Studieretningsprojekt ͏23/12-2016

Langkær Gymnasium ͏Samfundsfag & dansk

18

6.0 Bilag

Bilag 1

Bilag 2

Bilag 3

Tabel 3