SRP om omsorgssvigt og mønsterbrud i Psykologi og Engelsk

Side 1

Omsorgssvigt og mønsterbrud

Studieretningsprojekt i Engelsk A og Psykologi B

STX 3.g

Skole:

Vejleder (Engelsk):

Vejleder (Psykologi):

STX 3.g

Side 2

2

Resumé

Projektet undersøger kontrasten mellem, hvordan omsorgssvigt og mønsterbrud skildres i litteraturen, og hvordan disse fænomener fungerer i den virkelige verden. Som eksempel på et litterært værk om omsorgssvigt og mønsterbrud anvendes romanen Push af Sapphire, mens vores data om omsorgssvigt og mønsterbrud i den virkelige verden primært stammer fra Kauai-undersøgelsen.

Den engelskfaglige analyse af Push lægger særligt vægt på romanens skildring af, hvordan hovedpersonen Precious er påvirket af forældrenes omsorgssvigt, samt af de faktorer, som bidrager til, at hun formår at trodse de hårde vilkår fra sin opvækst og blive mønsterbryder.

I den psykologifaglige redegørelse fremlægger vi først et overblik over de forskellige typer og grader af omsorgssvigt, som kan dokumenteres i den virkelige verden. Dernæst undersøger vi nogle af de centrale data fra Kauai-undersøgelsen, som blandt andet lægger vægt på, hvor vigtige alternative sociale relationer er for de børn, som bliver svigtet af deres primære omsorgspersoner. Vi runder af med en kort analyse af en specifik case, som handler om mønsterbryderen Moni.

I vores diskussion undersøger vi, om Push giver en realistisk skildring af omsorgssvigt og mønsterbrud, når man sammenligner med data fra virkelighedens verden. Diskussionen når frem til, at Push med sit ensidige fokus på særligt ekstreme typer af omsorgssvigt kan give et lidt misvisende billede af, hvor forskellige årsagerne til omsorgssvigt kan være i virkeligheden. Den når også frem til, at romanens store fokus på Precious som en stærk og handlekraftig hovedperson til en vis grad undervurderer betydningen af sociale faktorer ift. at sandsynliggøre mønsterbrud.

Projektet konkluderer, at litterære værker som Push har et vist potentiale ift. at øge den generelle bevidsthed om, at både omsorgssvigt og mønsterbrud forekommer i samfundet.

Omvendt er litterære værker måske mindre gode redskaber til at give en nuanceret forståelse af de mekanismer, som typisk ligger bag omsorgssvigt og mønsterbrud.

Side 3

3

Indholdsfortegnelse

Resumé 2

Indledning 4

Analyse og fortolkning 5

Overblik over Push 5

Personkarakteristik af Precious 5

Precious’ sociale relationer 7

Precious’ udvikling 8

Fortolkning af Push 10

Redegørelse og analyse 12

Hvad er omsorgssvigt? 12

Omsorgssvigt som risikofaktor 13

Mønsterbrud og resiliensfaktorer 14

Kauai-undersøgelsen 14

De vigtigste resiliensfaktorer ifølge Kauai-undersøgelsen 15

Caseanalyse: Nu mestrer Moni sit liv 16

Diskussion 19

Giver Push et realistisk billede af omsorgssvigt? 19

Giver Push et realistisk billede af mønsterbrud? 20

Kan fiktive tekster om omsorgssvigt og mønsterbrud være et redskab til bedre forståelse af disse fænomener? 21

Omsorgssvigt 21

Mønsterbrud 22

Konklusion 24

Litteraturliste 25

Side 4

4

Indledning

Omsorgssvigt er en af de mest alvorlige risikofaktorer, som kan gribe forstyrrende ind i et barns psykiske udvikling og have en negativ effekt på barnets chancer for at opnå et godt liv.

Nyere psykologisk forskning har dog vist, at det alligevel lykkedes nogle omsorgssvigtede børn at blive mønsterbrydere og opnå succes i livet på trods af svære omstændigheder.

Forskningen peger på, at mønsterbryderne især er de børn, som har formået at finde frem til resiliensfaktorer på andre områder i livet, når den nære familie har svigtet.

I dette SRP vil jeg undersøge, hvordan et omsorgssvigtet barn kan trodse omstændighederne og ende som mønsterbryder. Først ser jeg på en fiktiv skildring af mønsterbrud i USA i romanen Push af Sapphire, som kan give et indblik i, hvordan omsorgssvigt og mønsterbrud bliver skildret i fiktive værker. Dernæst vil jeg dykke ned i den psykologiske forskning og undersøge, hvilke resiliensfaktorer som spiller den mest centrale rolle ift. at sandsynliggøre mønsterbrud i virkelighedens verden. Til slut vil jeg på baggrund af mine undersøgelser diskutere, hvorvidt et fiktivt værk som Push kan være med til at skabe øget forståelse for fænomenerne omsorgssvigt og mønsterbrud, eller om de omvendt kan give et misvisende billede på nogle punkter.

Side 5

5

Analyse og fortolkning

Overblik over Push

Push er en socialrealistisk roman, som fortæller historien om teenagepigen Precious. Ved romanens begyndelse er Precious 16 år og gravid med sit andet barn. Hendes egen far er far til begge børnene, og Precious har været udsat for både seksuelle overgreb og andre former for fysisk og psykisk omsorgssvigt fra både sin far og mor fra en tidlig alder.

På trods af dette tragiske udgangspunkt skildrer romanen en positiv udvikling hos Precious, som kommer i en alternativ skole efter massive problemer i det traditionelle uddannelsessystem. Her møder hun lærerinden Ms. Rain og en række andre unge piger, som har kæmpet med sociale problemer i opvæksten. Gradvis lærer Precious både at læse og at udtrykke sig på skrift, og finder derigennem modet til at gøre op med sine forældres svigt og finde sin egen vej i livet.

Personkarakteristik af Precious

Precious er en 16-årig pige, som i begyndelsen af historien er i en usædvanlig svær livssituation. På trods af hendes unge alder er hun gravid for anden gang, og vi lærer hurtigt, at faderen til begge børn er Precious’ egen far (Sapphire 1996, s. 3), som har udsat hende for seksuelle overgreb gennem flere år. Precious’ første barn er født med Downs Syndrom og bliver passet af hendes bedstemor.

Precious er i det hele taget i en meget udsat position i det amerikanske samfund, fordi hun tilhører en hel række kategorier, som ofte oplever marginalisering. Hun er kvinde, hun er sort, hun er ung mor, hun er stærkt overvægtig, hun er ordblind, hun tilhører en lav socialklasse, hun bor i et belastet boligområde, og hun er offer for voldsom omsorgssvigt.

Læserne får med andre ord en fornemmelse af, at Precious har så mange barrierer foran sig, at det virker usandsynligt, at hun nogensinde kan få et normalt liv.

Romanen giver os indblik i Precious’ tanker, og vi ser derfor også, hvordan hendes livssituation påvirker hendes selvværd negativt på en række forskellige punkter. Fx virker hun ofte utilfreds med sit eget udseende, og oplever nærmest en form for identitetsforvirring, når hun ser sit eget spejlbillede, eller kigger ned af sin krop i badet:

Side 6

6

“Sometimes I pass by store window and somebody fat dark skin, old looking, someone look like my muver look back at me. [...] Who I see? I stand in tub sometimes, look my body, it stretch marks, ripples” (ibid., s. 32)

Vi får altså et indtryk af, at Precious på mange punkter har overtaget det negative billede, som både hendes forældre og hendes øvrige omverden har dannet af hende - i hvert fald ved historiens begyndelse.

Vi får dog også indtryk af, at Precious er en handlekraftig person, som på mange måder udfordrer samfundets fordomme om mennesker i svære livssituationer. Vores indblik i hendes tanker afslører, at hun selv har en klar bevidsthed om de fordomme, som omverdenen har om hende - og at hun ikke vil finde sig i at blive dårligt behandlet af systemet. Vi ser et tidligt eksempel på Precious’ viljestyrke i hendes konfrontation med matematiklæreren Mr. Wicher, hvor hun insisterer på at blive siddende i klassen trods hans protester, fordi hun er fast besluttet på at lære matematik:

I look at him ‘n say, ‘I can slam too. You wanna slam?’ ‘N I pick up my book ‘n slam it down on the desk hard. [...] He say, ‘Miss Jones I would appreciate it if you would leave the room right NOW.’ I say, ‘I ain’ going nowhere mutherfucker till the bell ring. I came here to learn maff and you gon’ teach me.’ (ibid., s. 4-5)

Her ser vi altså Precious bryde med samfundets fordomme, fordi hun faktisk udtrykker interesse for at deltage i undervisningen og udnytte lærerens hjælp, mens forventningen måske ville være, at en som hende blot ville zone ud eller måske aktivt forstyrre undervisningen. Vi ser også Precious’ handlekraft og gåpåmod, da hun om morgenen gør sig klar til at møde op i den nye skole:

Today is first day. I been tessed. [...] I is ready. Ready for school. School something (this nuthin’!). School gonna help me get out dis house. I gotta throw some wayer on my ass and git up [...] Ol’ Cornrows say bring self, pencil, and notebook. I got self, pencil and notebook.

Can I get a witness! I’m outta here! (ibid., s. 35-36)

Her ser vi på Precious’ sprogbrug, at hun ser et tydeligt formål med skolen og uddannelsen

(at komme væk fra sit forfærdelige hjem), og at hun føler sig klar til at kaste al sin energi ind i projektet. Selvom Precious er mærket af sin svære livssituation, så er det altså alligevel tydeligt, at hun ved historiens begyndelse føler sig klar til at foretage ændringer i sit liv.

Side 7

7

Precious’ sociale relationer

Precious bliver udsat for grov omsorgssvigt fra sin familie. Ved romanens begyndelse bor hun hos sin mor, som jævnligt sviner hende til verbalt og også udsætter hende for fysiske angreb (Sapphire 1996, s. 19). I løbet af romanen finder vi også ud af, at moderen både har set til mens faderen udførte seksuelle overgreb mod Precious (ibid., s. 135-136) og at hun også selv har gjort sig skyldig i seksuelle overgreb mod Precious (ibid., s. 21). Moderen er i det hele taget ikke god til at tage sig af Precious’ fysiske sundhed, og vi ser også eksempler på, at hun direkte presser Precious til at overspise (Ibid., s. 20) - hvilket bliver præsenteret som en stor del af forklaringen på Precious’ svære overvægt.

Precious’ far Carl bor ikke fast hos familien længere, men når han besøger dem, er det typisk for at udføre seksuelle overgreb på Precious eller for at skaffe mad eller penge (Ibid.,

s. 85). Det er i det hele taget værd at bemærke, at vi aldrig direkte møder faderen i bogens fortælling, men gennem flashbacks får vi alligevel et skarpt indtryk af den mørke skygge, som han kaster over Precious’ liv.

Samlet har Precious altså dybt negative relationer til både sin mor og sin far. Til gengæld formår hun gennem fortællingen at opnå positive sociale relationer uden for den nære familie

- og herunder særligt i forbindelse med den alternative skole Each One Teach One.

Først og fremmest udvikler Precious et positivt forhold til sin lærerinde Ms. Rain, der kommer til at spille en positiv rolle for Precious på flere forskellige punkter. Grundlæggende er hun en god lærer, som faktisk formår at lære Precious at læse og skrive, selvom det aldrig er lykkedes for hende før (ibid., s. 54-55). Men hun griber også ind i Precious’ personlige liv med både vejledning og direkte hjælp, når Precious kommer i nød på forskellige måder. Det ser vi fx, da hun finder ud af, at Precious er blevet hjemløs med sit nyfødte barn, og ikke har kunnet få hjælp af systemet:

“I can tell by Ms Rain’s face I’m not gonna be homeless no more. She mumbling cursing about what damn safety net, most basic needs, a newborn child, A NEWBORN CHILD! She going OFF now. [...] Before this day is up, Ms Rain say, you gonna be living somewhere, as god is my witness. As GOD is my witness!” (ibid., s. 79)

Side 8

8

Det er også Ms. Rain, som ved flere lejligheder overtaler Precious til ikke at give op, selvom hendes situation umiddelbart kan virke uoverskuelig - fx da Precious kæmper med sin HIV-diagnose (ibid., s. 96-97).

Udover Ms. Rain opnår Precious’ også positive sociale relationer til flere af de andre elever på hendes hold på den alternative skole - særligt de tre piger Jermaine, Rita og Rhonda.

Ligesom Precious har de tre veninder været udsat for forskellige typer af omsorgssvigt og andre livstraumer gennem deres opvækst (ibid., især LIFE STORIES-sektionen i appendix), og ved at spejle sig i dem finder Precious også mere styrke til at håndtere sin egen svære livssituation.

Precious’ udvikling

Vi får indtryk af, at Precious’ barndomsår har været så mærkede af omsorgssvigt og seksuelle overgreb, at hun slet ikke har magtet at tage kontrol med sit liv:

“Second grade, third grade, fourth grade seem like one dark night. Carl is the night and I disappear in it. And the daytimes don’t make no sense. Don’t make sense talking, bouncing balls, filling in between dotted lines. Shape? Color? Who care whether purple shit a square or a circle, whether it purple or blue?” (Sapphire 1996, p. 18).

Her bliver det gjort tydeligt, at de voldsomme omstændigheder ved Precious’ opvækst gør, at hun fra en tidlig alder bliver efterladt i uddannelsessystemet, fordi hun simpelthen ikke evner at fokusere på opgaverne i skolen, fordi de fremstår fuldstændig ubetydelige i sammenligning med de forfærdelige ting, som Precious bliver udsat for i hjemmet. Her viser romanen altså et billede af, hvordan omsorgssvigt kan skabe en negativ kædereaktion, som forstyrrer udviklingen på mange punkter af livet.

Precious når dog et vendepunkt, da hun bliver henvist til den nye skole og begynder at tænke, at hun måske alligevel kan give uddannelsessystemet endnu en chance, og måske stadig har tid til at genopfinde sig selv:

...I start to walk slow to the back. But something like birds or light fly through my heart. An’ my feet stop. At the first row. An’ for the first time in my life I sits down in the front row…

(ibid., s. 40)

Side 9

9

Precious’ nye optimisme bliver endnu stærkere, da hun med hjælp fra lærerinden Ms. Rain for første gang i sit liv formår at læse nogle enkelte ord i en bog (ibid., s. 54-55). I takt med at Precious lærer mere og mere, får vi også fornemmelsen af, at hendes selvtillid vokser.

Precious udvikler sig også socialt, idet hun ikke blot former en positiv relation til læreren Ms.

Rain, men også oplever at indgå i et fællesskab med de andre unge kvinder på skolen, som også har haft voldsomme udfordringer under opvæksten, og som Precious derfor kan relatere sig til. Precious’ positive faglige og sociale udvikling er medvirkende til at give hende styrken til at bryde med sin mor. Vi ser allerede det ulmende oprør i Precious’ tanker i begyndelsen af handlingen, hvor Precious fortæller os at hun ikke vil finde sig i det, hvis moderen vover at røre hende igen (ibid., s. 14).

Oprøret kommer dog for alvor, da moderen overfalder Precious fordi hun har røbet moderens velfærdssvindel for myndighederne. Precious vil ikke længere finde sig i moderens behandling, og forlader hjemmet med sit nyfødte barn selvom hun ikke har noget sted at tage hen (ibid., s. 73-74). Det sidste opgør med moderen sker i den fælles konsultation med Ms. Weiss, hvor Precious indser, at hendes mor i sidste ende blot er et stakkels, sørgeligt menneske, som har en fuldstændig forskruet opfattelse af, hvordan verden fungerer: “This from Mama. Mama one hundred, not ninety nine, percent crazy”

(ibid., s. 136). Selv socialrådgiveren Ms. Weiss, som i andre sammenhænge har fungeret som Precious’ modstander, er forfærdet over, hvordan moderen genfortæller dén forfærdelige behandling, som Precious’ fik derhjemme (ibid. s. 133-136).

Precious møder dog fortsat nogle udfordringer i livet, som medfører, at hun ikke har mulighed for at lægge den dystre fortid helt bag sig. Den mest konkrete af disse udfordringer er, at hun bliver testet positiv for HIV (ibid. s. 93), fordi hendes egen far har smittet hende.

HIV-diagnosen udgør den største krise for Precious i anden halvdel af bogen, men da hun overvinder sin angst og betror sig til sin lærer og sine klassekammerater bliver hun endnu engang opfordret til at presse på og ikke falde for fristelsen til at give op (ibid. s. 95). Her bliver det altså understreget, hvordan Precious’ nye sociale relationer bliver et vigtigt redskab for hende ift. at overkomme de nye kriser, som hun fortsat kommer til at møde i sit liv.

Endelig sker der også en udvikling i Precious’ egne fordomme. I begyndelsen af fortællingen ser Precious fx meget ned på homoseksuelle og stofmisbrugere, men da hun lærer at Ms.

Side 10

10

Rain er homoseksuel (ibid, s. 81) og at hendes veninde Rita er tidligere stofmisbruger, bliver hendes fordomme udfordret og hun begynder at blive mere åbensindet og forstående.

Ved slutningen af romanen lader Precious til at have en optimistisk tilgang til livet. Selvom hun er HIV-smittet og dermed har en usikker fremtid, så får vi indtryk af, at hun vil fortsætte med både at dedikere sig til sin uddannelse og passe på sit lille nyfødte barn Abdul (ibid. s.

139-140). Romanen giver os altså et billede af, at Precious er blevet mønsterbryder.

Fortolkning af Push

Push er en roman, som tematiserer omsorgssvigt, men som samtidig præsenterer et budskab om, hvordan omsorgssvigt kan overkommes.

Romanens hovedperson Precious formår at vende sin udvikling til det positive trods et enormt svigt fra både sine primære omsorgspersoner og til en vis grad også fra samfundets side, hvor vi ser mange eksempler på, at Precious ikke modtager tilstrækkelig hjælp i sin svære situation.

Novellens titel Push peger på et budskab om, at man kan overvinde svære livsomstændigheder gennem personlige anstrengelser. Selvom vi første gang møder kommandoen ‘push’ i bogstavelig forstand i forbindelse med Precious’ første fødsel

(Sapphire 1996, s. 10), så ser vi efterfølgende begrebet brugt mere symbolsk. I flere situationer ser vi nemlig, at Precious skal presse på for at overkomme de barrier, som livet sætter for hende (fx ibid., s.95).

Omvedt kan man også sige, at romanen til en vis grad tematiserer de ydre faktorer, som er medvirkende til, at Precious kan overkomme sin situation. Først og fremmest ser vi betydningen af Precious’ forhold til Ms. Rain, som både hjælper Precious med at få en ny start i uddannelsessystemet og med at håndtere personlige udfordringer som fx hendes hjemløshed, hendes HIV-diagnose og hendes behov for børnepasning sideløbende med uddannelsen. Vi hører også om vigtigheden af at dele sine udfordringer med ligesindede, særligt i scenen hvor Rita tager Precious med til en støttegruppe for incestofre, og Precious oplever, hvor terapeutisk det kan være at dele sine traumer med andre, som har haft tilsvarende oplevelser.

Samlet set peger romanens titel dog på, at vi primært skal se Precious og hendes stærke personlighed som årsagen til, at hun formår at gøre op med sin situation og finde en ny vej i

Side 11

11 tilværelsen. I de afgørende øjeblikke af livet er det Precious, som tager styringen og presser sig selv henimod forandringerne - så selvom omgivelserne præsenterer nogle muligheder, så er det Precious selv, som griber ind og tager dem.

Det er ikke kun navnet på romanen, som har en symbolsk forbindelse til temaet. Også Precious’ navn spiller en vigtig rolle, fordi det er med til at understrege, at alle mennesker er dyrebare og fortjener de bedste opvækstvilkår - også dem, som man fra samfundets side har en tendens til at se ned på, eller stemple som tabt på forhånd.

Dermed har Push altså også et politisk budskab og giver en opfordring til, at man fra samfundets side (måske særligt det amerikanske samfunds side) er bedre til at give udsatte børn og unge de ressourcer, som potentielt kan hjælpe dem med at blive mønsterbrydere.

Dette politiske budskab bliver også understøttet af romanens ofte ret negative skildringer af repræsentanter for ‘systemet’. Det ser vi fx hos Precious’ sagsbehandler Ms. Weiss, som egentlig bare gerne vil have Precious ud i ufaglært arbejde så hurtigt som muligt (ibid., s.

118-120), eller hos sygeplejerskerne som Precious søger hjælp hos, da hun står som hjemløs med et nyfødt barn i armene (ibid., s.76-77).

Samlet set kan man altså sige, at Precious præsenterer et budskab om, at mønsterbrud primært er et resultat af personlig anstrengelse, men at der dog alligevel er nogle muligheder for, at samfundet kan gøre en bedre indsats for at hjælpe børn og unge, som har oplevet omsorgssvigt.

Side 12

12

Redegørelse og analyse

I det følgende vil jeg udfolde de centrale psykologiske teorier om omsorgssvigt og mønsterbrud, med særligt fokus på at undersøge, hvilke resiliensfaktorer som kan øge sandsynligheden for mønsterbrud.

Hvad er omsorgssvigt?

Omsorgssvigt er en et fælles begreb for en række forskellige handlemønstre, hvor et barns omsorgspersoner på den ene eller den anden måde ikke får givet barnet den rette omsorg - enten fordi de aktivt skader barnet eller fordi de ikke formår at give tilstrækkelig omsorg. Man kan overordnet set inddele omsorgssvigt i fire typer: Aktiv fysisk omsorgssvigt, passiv fysisk omsorgssvigt, aktiv psykisk omsorgssvigt og passiv psykisk omsorgssvigt (Ravn & Wolf

2017, s. 13-14).

Aktiv fysisk omsorgssvigt dækker over deciderede fysiske overgreb mod barnet. Det kan fx være i form af slag og spark eller seksuelle overgreb. Passiv fysisk omsorgssvigt dækker over, at der ikke tages tilstrækkelig hensyn til barnets fysiske behov. Det kan fx være, at barnet ikke får nok mad eller ikke bliver vasket. Det kan også dække over, at barnet efterlades i farlige situationer uden opsyn (ibid., s. 13).

Aktiv psykisk omsorgssvigt dækker over deciderede psykiske overgreb mod barnet. Det kan fx være i form af trusler eller hånlige og nedladende kommentarer, som underminerer barnets selvværd eller skaber utryghed. Passiv psykisk omsorgssvigt dækker over, at der ikke tages tilstrækkelig hensyn til barnets psykiske behov. Det kan fx være fordi forældrene ofte virker psykisk fraværende, eller måske giver udtryk for, at de ikke har tid eller overskud til at tale med barnet (ibid., s. 13).

Der kan naturligvis sagtens være overlap mellem de forskellige typer omsorgssvigt, så i praksis vil det enkelte barn ofte opleve flere forskellige typer samtidig, som måske forstærker hinanden. Seksuelle overgreb kan fx både involvere fysiske og psykiske elementer.

Omsorgssvigt findes desuden i forskellige grader, og kan i mange tilfælde være svært at opdage fra samfundets side. Omsorgssvigt behøver jo netop ikke være voldsomme fysiske overgreb som efterlader tydelige mærker på kroppen, det kan også være situationer, som udelukkende efterlader psykiske ar, der kan være langt sværere at få øje på. Nogle former

Side 13

13 for omsorgssvigt (især seksuelle overgreb) er desuden ledsaget af et pres fra omsorgspersonerne ift., at barnet ikke skal afsløre omsorgssvigten for myndighederne.

En sidste vigtig pointe, som ofte bliver overset, er at det kun er et mindretal af sager om omsorgssvigt, som involverer forældre, der aktivt ønsker at skade deres børn. Det er mere almindeligt, at forældrene af den ene eller anden grund ikke er i stand til at give barnet den rette omsorg, fx pga. manglende viden, manglende ressourcer, eller personlige problemer som fx stofmisbrug eller psykiske lidelser (Childtrends.org 2019). Det er en væsentlig pointe at være opmærksom på, fordi det kan påvirke hvilke tiltag, som giver bedst mening at anvende til at stoppe omsorgssvigten. Hvis forældre bevidst skader deres børn, er det oplagt, at barnet skal fjernes fra forældrene (som herudover skal retsforfølges). Men hvis omsorgssvigten kommer af manglende evner eller en svær livssituation, så kan der måske også være mulighed for løsninger, som involverer hjælp til familien som helhed.

Hvis man kaster et blik på nogle af de konkrete tiltag mod omsorgssvigt, som bliver anvendt i USA, så vil man da netop også finde en overvægt at initiativer, som involverer en helhedsorienteret tilgang med stort eller måske ligefrem primært fokus på at give forældrene bedre redskaber til at give deres børn den rette omsorg. Det kunne fx være et initiativ som Strengthening Families, der blandt andet har fokus på at give forældrene mere viden om forældreskab og børns udvikling, og bedre værktøjer til at passe på deres eget psykiske helbred og reagere fornuftigt i pressede situationer (Children’s Bureau 2020, s. 6).

Omsorgssvigt som risikofaktor

Tidligere i psykologiens historie var der en udbredt forestilling om, at omsorgssvigt i barndommen automatisk ville føre til psykiske problemer senere i livet (Larsen 2018, s. 132).

I dag ved man dog, at det ikke er givet på forhånd, at et omsorgssvigtet barn vil udvikle problemer - men der er dog ingen tvivl om, at omsorgssvigt markant øger sandsynligheden for, at barnet udvikler problemer. Med et fagbegreb siger man, at omsorgssvigt er en alvorlig risikofaktor (ibid., s. 132), som kan medføre en lang række negative følgevirkninger.

Herunder kan barnet fx blive forsinket i kognitiv udvikling (ibid., s. 128), hvilket kan have konsekvenser for evnen til at følge uddannelsessystemet.

Alligevel findes der eksempler på, at selv ofre for grov omsorgssvigt har formået at trodse de svære omstændigheder i opvæksten og opnå et succesfuldt liv i forhold til både sociale, økonomiske og helbredsmæssige målestokke. Det har derfor været et centralt spørgsmål

Side 14

14 inden for psykologien at undersøge, hvilke faktorer som kan bidrage til, at omsorgssvigtede børn kan blive såkaldte mønsterbrydere og opnå en positiv livsudvikling.

Mønsterbrud og resiliensfaktorer

Resiliensfaktorer (også kaldet beskyttelsesfaktorer eller protective factors på engelsk) er det modsatte af risikofaktorer. Resiliensfaktorer dækker over alle de elementer i et menneskes liv og opvækst, som kan reducere risikoen for, at det udvikler problemer i livet (Larsen 2018,

s. 132). Resiliensfaktorer spiller en særlig vigtig rolle, hvis man i forvejen har alvorlige risikofaktorer i sit liv (som fx omsorgssvigt).

Nogle af disse resiliensfaktorer kan komme fra personen selv. En høj IQ er fx en resiliensfaktor, fordi det øger sandsynligheden for, at man kan klare sig godt i skolesystemet på trods af problemer i hjemmet. Ligeledes er et mildt temperament en resiliensfaktor, fordi det øger sandsynligheden for, at man kan opbygge positive sociale relationer uden for hjemmet.

Fra et samfundsperspektiv er det dog især interessant at studere de resiliensfaktorer, som enten kan findes direkte i miljøet, eller som kan vækkes i personen selv ved hjælp af miljøet.

Det kan nemlig give et billede af, hvordan man som samfund kan sætte ind ift. at hjælpe omsorgssvigtede børn.

Kauai-undersøgelsen

En af de mest berømte studier af resiliensfaktorer er Kauai-undersøgelsen, som blev foretaget af psykologerne Emmy Werner og Ruth Smith. Kauai-undersøgelsen tog udgangspunkt i en hel generation af børn på øen Kauai i Hawaii, som blev født tilbage i

1955. Undersøgelsen fulgte derefter denne generation af børn gennem de næste fire årtier af deres liv, med henblik på at kortlægge, hvordan de hver især klarede sig på en række forskellige parametre. På den måde kunne man så danne et billede af, hvilke vilkår i børnenes opvækst som udgjorde væsentlige risikofaktorer, og hvilke vilkår i børnenes opvækst, som udgjorde væsentlige resiliensfaktorer. Kauai-undersøgelsen er altså en såkaldt prospektiv længdesnitsundersøgelse, fordi den følger en bestemt gruppe mennesker over en længere periode for at undersøge deres udvikling over tid.

En af de mest overraskende konklusioner fra undersøgelsen var, at der ud af gruppen af børn med væsentlige risikofaktorer i opvæksten faktisk var en tredjedel af børnene, som

Side 15

15 formåede at bryde det negative mønster og opnå et succesfuldt liv på trods af en vanskelig begyndelse (Werner 2005, s. 11). Som Werner skriver det:

“...these children grew into competent, confident and caring adults. They did not develop any behavior or learning problems during childhood or adolescence. They succeeded in school, managed home and social life well, and set realistic educational and vocational goals and expectations for themselves.[...] Their very existence challenges the myth that a child who is a member of a so-called “high-risk” group is fated to become one of life’s losers.”

(ibid., s. 11)

Kauai-undersøgelsen var dermed med til at sætte øget fokus på mønsterbrydere og de specifikke resiliensfaktorer, som kan muliggøre deres mønsterbrud. Den var også med til illustrere, at mønsterbrud faktisk forekommer forholdsvis hyppigt (ca. hos ⅓ af børnene i risikogruppen), i kontrast til en udbredt forestilling om, at det kun var helt særlige individer, som formåede at bryde den sociale arv.

De vigtigste resiliensfaktorer ifølge Kauai-undersøgelsen

I sin artikel “Resilience and Recovery: Findings from the Kauai Longitudinal Study” giver Ruth Werner et billede af, hvilke resiliensfaktorer som typisk var i spil hos de børn, som formåede at trodse en svær opvækst og blive mønsterbrydere.

Her siger hun blandt andet, at det er en vigtig resiliensfaktor, hvis barnet kan finde en alternativ omsorgsperson, som i et vist omfang kan dække ind for noget af den omsorg, som ikke findes hos forældrene. Det kunne typisk være bedsteforældre, ældre søskende eller medlemmer af den udvidede familie som fx tanter eller onkler (Werner 2005, s. 12).

I et større perspektiv viste undersøgelsen også, at gode rollemodeller udenfor familien kunne være en vigtig resiliensfaktor, og herunder viste undersøgelsen faktisk, at personerne i undersøgelsen ofte netop fremhævede en yndlingslærer, som en særlig betydningsfuld rollemodel (ibid., s. 12) - ligesom vi ser det illustreret i Precious’ forhold til Ms. Rain i Push.

Hvis man zoomer ind på det enkelte barn og studerer de personlige egenskaber, som kan fungere som resiliensfaktor, så tyder meget på at barnets sociale og emotionelle kompetencer er særdeles afgørende for, om barnet formår at vende sin udvikling til noget positivt. Børn med et velafbalanceret følelsesliv og gode sociale evner har altså lettere ved at blive mønsterbrydere (ibid., s.12). Derudover nævner Werner også, at det kan være en

Side 16

16 resiliensfaktor, hvis barnet har en særlig evne, som de føler stolthed ved (ibid., s. 12) - hvilket vi fx ser illustreret i Precious’ stolthed over sin skrivning og særligt sine digte.

Samlet set kan man dog sige, at den absolut mest væsentlige resiliensfaktor er, at et barn som ikke har gode sociale relationer i sin nære familie formår at opnå gode sociale relationer i enten den udvidede familie eller i det øvrige sociale miljø, som barnet befinder sig i.

Som Werner også selv antyder i sin artikel, så er flere af de personlige resiliensfaktorer

(sociale og emotionelle kompetencer hos barnet) nemlig især vigtige, fordi de øger sandsynligheden for, at barnet kan opnå gode sociale relationer til positive rollemodeller i miljøet. Et barn med et mildt temperament som formår at vække sympati hos andre, får lettere ved at finde alternative støttepersoner, og dermed lettere ved at blive mønsterbryder.

Omvendt vil et barn med antisocial adfærd typisk have meget svært ved at blive mønsterbryder, fordi barnets adfærd gør det langt mindre sandsynligt, at det kan vække sympati hos alternative omsorgspersoner eller rollemodeller.

Det generelle billede gentager sig, når man medtager data fra senere punkter i de undersøgte personers liv. Her viser det sig nemlig, at der også er en vis andel af børnene, som har udviklet problemer i teenageårene, der ikke desto mindre formår at bryde mønsteret på et senere tidspunkt i livet. Og igen hænger dette mønsterbrud ofte sammen med, at personen på en eller anden måde opnår sociale relationer til personer, som er en god indflydelse - fx en god partner eller ægtefælle, eller et tæt venskab med en positiv rollemodel

(ibid., s. 13). Og endnu engang viser dataene også, at det især er personer med gode sociale evner og et aktivt socialliv, som netop formår at opnå disse positive relationer, der bliver så afgørende for deres mønsterbrud.

Data fra Kauai-undersøgelsen peger altså på, at alternative sociale relationer er en af de vigtigste resiliensfaktorer for børn, som ikke kan finde stabile sociale relationer i den nære familie. Dataene indikerer også, at udvikling af børnenes egne sociale og emotionelle kompetencer er en vigtig forudsætning for, at de kan opnå disse relationer.

Caseanalyse: Nu mestrer Moni sit liv

Vigtigheden af alternative sociale relationer kommer også ofte til udtryk, hvis man ser på individuelle cases om mønsterbrydere. Her ser man meget ofte, at casepersonen fremhæver

Side 17

17 en eller flere alternative omsorgspersoner eller sociale netværk uden for familien som en meget væsentlig del af forklaringen på, at det er lykkedes personen at blive mønsterbryder.

Det kan vi fx se på den danske case som socialpædagogen Moni, som i de første år af sit liv var stærkt mærket omsorgssvigt fra sin alkoholiske mor, og samtidig følte sig forpligtet til at tage ansvar for sin yngre søster, som moderen heller ikke evnede at passe på. Da Moni blev anbragt på børnehjem som 12-årig, udviklede hun gradvis en stærk personlig relation til socialpædagogen Lars, hvilket hun selv beskriver som et afgørende vendepunkt på vejen mod at blive mønsterbryder (Rørbæk 2009).

Moni fremhæver først og fremmest den følelsesmæssige støtte, som Lars gav hende i den første tid på børnehjemmet, hvor hun havde det allermest svært:

“-Jeg blev ligesom overbrust af ked-af-det-hed. Tænkte: Hvorfor sker det her for mig?

Hvorfor kan jeg ikke finde ud af lektierne? Hvorfor drikker min mor? Hvorfor kan hun ikke passe på mig og hjælpe mig? Så hørte hun ofte en banken på døren. -Må jeg komme ind, spurgte Lars […] Og så stak han forsigtigt sit bebrillede hoved ind. Kom hen til hende på sengen. Strøg hende over håret. -Nogle gange holdt han også om mig. Gav mig den helt tætte, fysiske kontakt, mens jeg bare græd, fortæller Moni.” (ibid.)

Her fornemmer vi altså, at en vigtig rolle for de alternative sociale relationer er, at det giver det omsorgssvigtede barn den mulighed for at dele og udtrykke sine følelser, som måske har været svær eller umulig at finde hos de primære omsorgspersoner. Og at kunne få afløb for sine følelser på en fornuftig måde kan både være et redskab til at komme videre og samtidig forebygge, at ens følelser kommer til udtryk på mere destruktive måder, hvor man måske ender med at skade sig selv eller andre.

Casen om Moni viser dog også andre positive aspekter ved de alternative sociale relationer, som fx evnen til at finde positive rollemodeller, der kan inspirere ift. uddannelse og karriere:

”Men Lars nøjedes ikke med at trøste. Han gav også Moni konkret opbakning. Sørgede for, at hun fik lektiehjælp, og søgte senere fonde, så hun kunne komme på sprogrejser til England og Tyskland. -Jeg kan huske, at Lars sagde til mig, at hvis jeg gerne ville være klog, skulle jeg læse bøger. Og den tog jeg til mig. For jeg ville da godt være klog, siger Moni.”

(ibid.)

Side 18

18

Vi får altså et billede af, at den alternative sociale relation til Lars både var et redskab for Moni ift. at håndtere sin vanskelige fortid psykisk og et redskab til at kunne se fremad og forme et nyt liv, som ikke var styret af omsorgssvigten. Begge disse fordele ville sandsynligvis have været sværere at opnå, hvis Moni ikke havde haft mulighed for at danne en stabil tilknytning til en alternativ omsorgssperson, men blot fx var blevet overladt til skiftende pædagoger, som ikke viste særlig interesse i hende som person.

Vi ser også værdien af alternative sociale relationer i andre dele af Monis case. Fx når hun beskriver, hvor værdifuldt det var, da børnehjemmet oprettede et efterværn hvor de fik besøg af tidligere beboere, og dermed ved selvsyn havde mulighed for at opleve, at ”der var noget, efter man flyttede fra børnehjemmet” (ibid.). Her ser vi igen hvordan alternative sociale relationer kan fungere som rollemodeller, og dermed blive en stærk resiliensfaktor.

Både de generelle data og vores undersøgelse af en individuel case peger altså på, at der findes en række forskellige resiliensfaktorer, som kan mindske sandsynligheden for negative konsekvenser af omsorgssvigt, men at nogle af de allermest centrale er enten direkte eller indirekte relateret til barnets muligheder for at sikre positive sociale relationer til personer uden for den nærmeste familie.

Side 19

19

Diskussion

Vi har nu opnået en dybere forståelse af de faktorer, som kan være involveret i virkelige tilfælde af omsorgssvigt og mønsterbrud. Vi vil i dette afsnit forsøge at evaluere Sapphires skildring af disse fænomener i romanen Push og overveje, om hun præsenterer et realistisk billede af dem.

Giver Push et realistisk billede af omsorgssvigt?

Vi vil først overveje, om Push giver et realistisk billede af fænomenet omsorgssvigt - primært ift. beskrivelsen af Precious, men også i forhold til beskrivelsen af Precious’ klassekammerater Rita, Rhonda og Jermaine.

Man kan først og fremmest bemærke, at bogen fokuserer på ekstreme tilfælde af aktiv omsorgssvigt, hvor vi ser forældre, som på forskellige måder direkte gør skade på deres børn: Precious’ mor og far udsætter hende for både vold og seksuelt misbrug. Rita er vidne til, at hendes far myrder hendes mor, og ender derefter på gaden. Jermaine bliver udsat for vold, voldtægt og hadforbrydelser pga. sin seksualitet. Og endelig bliver Rhonda seksuelt misbrugt af sin storebror og senere smidt ud hjemmefra, da hun prøver at fortælle det til sin mor (Sapphire 1996, LIFE STORIES).

Bogens fokus på mord, incest, voldtægt og hadforbrydelser giver dermed også et ekstremt billede af, hvordan omsorgssvigt ser ud. Bogen giver til gengæld ikke så mange eksempler på de (mere udbredte) tilfælde af omsorgssvigt, som handler om forældrenes manglende evner, manglende forståelse af forældreskabet eller manglende ressourcer. Vi ser dog alligevel nogle eksempler på, at fx Precious’ mor ud over mangel på empati også er påvirket af manglende uddannelse. Hun har fx ikke forstået, hvordan HIV-smitte fungerer (ibid., s.

96), og hun fortæller også Ms. Weiss, at Precious fik mælk fra flaske, fordi brystmælk er uhygiejnisk (ibid., s. 135).

Bogen giver til en vis grad et realistisk billede af, hvilke konsekvenser ekstrem omsorgssvigt kan have for en persons senere livsudvikling. En almindelig konsekvens af grov omsorgssvigt er fx, at den ramte person får sværere ved at følge uddannelsessystemet - og vi ser jo netop, hvordan de omsorgssvigtede personer i bogen alle er endt på en alternativ skole, fordi de er blevet opgivet af det traditionelle skolesystem. Skildringen af Precious’ tanker viser også en anden typisk konsekvens af grov omsorgssvigt, hvor den ramte person

Side 20

20 oplever problemer med selvværdet og kan have en tendens til at overtage forældrenes eller samfundets negative billede af sig selv som person.

Bogens fokus på de ekstreme tilfælde af omsorgssvigt gør, at den kan give et lidt misvisende billede af, hvordan fænomenet typisk ser ud i virkeligheden. Bogen er til gengæld god til at illustrere konsekvenserne af omsorgssvigt og omsorgssvigtens tendens til at forstyrre flere aspekter af en persons liv (fx sociale og uddannelsesmæssige aspekter), medmindre samfundet kan sætte ind for at afhjælpe konsekvenserne. Konsekvenser, som vi også kunne se i vores analyse af den virkelige case om Monis opvækst (Rørbæk 2009).

Giver Push et realistisk billede af mønsterbrud?

En anden interessant overvejelse er, om Push giver et realistisk billede af, hvordan en person kan udvikle sig til mønsterbryder.

Push præsenterer en fortælling om, at Precious’ mønsterbrud primært kommer fra hende selv. Romanens titel og referencerne til titlen i bogen antyder som tidligere nævnt et budskab om, at mønsterbrud er en personlig kraftanstrengelse, hvor en omsorgssvigtet person gennem mod og viljestyrke presser sig gennem de barrier, som hendes livssituation og samfundet placerer på hendes vej.

Denne meget personfokuserede fortælling giver dog ikke nødvendigvis det mest realistiske billede af, hvordan mønsterbrud foregår i virkeligheden. Vores undersøgelser af de videnskabelige data om mønsterbrud viser derimod, at positive sociale relationer (og evnen til at opnå disse relationer) er den mest afgørende resiliensfaktor ift. at blive mønsterbryder.

Push lægger dog også rimelig stor vægt på disse sociale resiliensfaktorer, da bogen fx gør meget ud af at skildre Precious’ forhold til lærerinden Ms. Rain samt hendes venskab med de andre elever på den alternative skole. Bogen gør i det hele taget en del ud af at vise, hvor gavnligt det kan være at dele sine traumatiske oplevelser med personer, som har haft tilsvarende oplevelser i deres liv. Man føler sig så mindre alene og får mere styrke til at overkomme minderne (fx støttegruppen for incestofre, Sapphire 1996, s. 128-131).

Det bidrager også til skildringens realisme, at en del af Precious’ styrke til mønsterbruddet findes i hendes stolthed over sine egne evner som skribent og digter. Kauai-undersøgelsen

Side 21

21 viste netop også, at et stort antal virkelige mønsterbryderne rapporterede stolthed over et særligt personligt talent, som de havde udviklet.

Push viser altså til en vis grad et realistisk billede af mønsterbrud, fordi romanen trods alt gør en del for at præsentere de sociale resiliensfaktorer, som spiller en vigtig rolle for de fleste mønsterbrydere. Bogen har dog også tendens til at signalere, at mønsterbrud primært er et spørgsmål om personlig anstrengelse, hvilket ikke er i overensstemmelse med vores undersøgelsers konklusioner.

Kan fiktive tekster om omsorgssvigt og mønsterbrud være et redskab til bedre forståelse af disse fænomener?

Som afrunding af vores diskussion er det relevant at overveje, om fiktive tekster som romaner og spillefilm generelt set kan skabe en øget forståelse for omsorgssvigt og mønsterbrud.

Omsorgssvigt

Fiktive tekster er overordnet velegnede til at skabe mere opmærksomhed om omsorgssvigt som fænomen, fordi fiktive tekster typisk når et langt bredere publikum end fx en tilsvarende fagtekst om emnet. Push fik ved udgivelsen meget opmærksomhed og skabte en stor samfundsdebat om omsorgssvigt og ulighed i det amerikanske samfund - og ved filmatiseringen af bogen i 2009 blev debatten genoplivet, da fortællingen gennem biograflærredet nåede ud til et endnu større publikum. Flere andre store engelsksprogede romaner har også i en eller anden grad tematiseret omsorgssvigt og herunder særligt seksuelt misbrug - fx The Color Purple af Alice Walker (som også ofte bliver nævnt i Push) og The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky.

Fælles for disse velkendte fiktive værker om omsorgssvigt er dog, at de alle viser eksempler på ret ekstreme former for omsorgssvigt. Hvis en persons viden om omsorgssvigt især kommer fra fiktive værker i populærkulturen, så kan det måske være let at danne et ret ensidigt billede af omsorgssvigt som et fænomen, der involverer ondsindede forældre.

Dermed kan man måske også let komme frem til, at løsningen på omsorgssvigt altid er at anbringe de ramte børn væk fra familien. Man kan til gengæld have sværere ved at danne et mere nuanceret billede af omsorgssvigt, hvor man også har forståelsen for, at mange

Side 22

22 tilfælde af omsorgssvigt nærmere handler om manglende forældreevner og uddannelse end om decideret misbrug og overgreb.

Det giver selvfølgelig god mening, at fiktive fortællinger især lægger vægt på de ekstreme tilfælde, fordi en fiktiv fortælling har brug for spænding og drama - hvilket netop ofte findes i ekstremer. Det primære formål med en fiktionstekst er da også typisk underholdning, mens folkeoplysning nærmere er en opgave for faglitterære tekster eller offentlige informationskampagner.

Mønsterbrud

Push lægger i meget høj grad vægt på den personlige kraftanstrengelse som midlet til mønsterbrud. Det giver igen god mening, at en fiktiv fortælling lægger vægt på netop dette aspekt af mønsterbrud, fordi en fiktiv tekst typisk er mere medrivende, hvis den har en stærk og handlekraftig hovedperson. Særligt amerikansk kultur har da også haft en stærk tradition for at hylde det stærke individ, som tager kontrol over sit liv. Amerikansk kultur har til gengæld i mindre grad haft fokus på de faktorer i miljøet, som påvirker en persons muligheder for at ændre sit liv (fx adgang til stærke sociale relationer uden for hjemmet).

Hvis ens primære viden om mønsterbrud kommer fra fiktive fortællinger, så kan man let komme til at tænke, at mønsterbrud er forbeholdt helt særlige individer, som med enorm viljestyrke formår at overkomme deres begrænsninger. Den virkelige fortælling om mønsterbrud handler dog måske i højere grad om, hvilke individer som var heldige og socialt kompetente nok til at finde støtte hos alternative sociale relationer (fx Monis tætte forhold til socialpædagogen Lars, Rørbæk 2009). Disse sociale faktorers betydning for mønsterbrud viser samtidig, at mønsterbrud i meget høj grad også kan være et samfundsansvar, fordi samfundets institutioner kan øge sandsynligheden for, at personer i risiko kan opnå positive sociale relationer (fx ved at gøre meget for, at anbragte børn så vidt muligt har kontakt til de samme støttepædagoger over længere perioder).

Skildringen af mønsterbrydere som helt særlige individer kan altså udbrede opfattelsen af, at mønsterbrud er meget sjældent og måske kun er muligt for meget få udsatte børn. Kauai-undersøgelsen indikerede dog, at 1 ud af 3 børn i risikogruppen faktisk formåede at vende deres udvikling, og man kan sagtens forestille sig, at bedre samfundsinstitutioner ville kunne øge dette tal. Kulturens udbredte fortælling om, at mønsterbrud kun er forbeholdt de

Side 23

23 ekstremt stærke og handlekraftige individer, kan dermed risikere at føre til en mere opgivende holdning til samfundstiltag, som skal øge muligheden for mønsterbrud.

Side 24

24

Konklusion

Vi har nu sammenlignet et litterært væk med fokus på omsorgssvigt og mønsterbrud med nogle af de teorier og undersøgelser, som illustrerer, hvordan omsorgssvigt og mønsterbrud typisk fungerer i virkelighedens verden.

Vi konkluderer, at fiktive tekster som fx Push kan spille en vis rolle ift. at skabe mere opmærksomhed om omsorgssvigt i samfundet, fordi teksterne gennem dramatiske fortællinger kan nå ud til et bredt publikum. Læserne eller seerne kan på den måde blive gjort opmærksomme på et fænomen, som til en vis grad er usynligt ude i det offentlige rum.

Prisen for de fiktive teksters dramatisering af fænomenet er dog, at teksterne ikke er så velegnede til at opnå en mere nuanceret forståelse af, hvordan omsorgssvigt ser ud i virkelighedens samfund - og hvilke forskellige typer og grader af omsorgssvigt, som kan forekomme. En negativ konsekvens af de fiktive værkers fokus på ekstreme former for omsorgssvigt kunne fx være, at den brede befolkning kommer til at se anbringelse uden for hjemmet som den primære løsning på omsorgssvigt, selvom anbringelser i virkelighedens verden nærmere er en sidste udvej, hvis der ikke er en chance for at hjælpe familien på rette spor.

Ønsket om at give et litterært værk en stærk og handlekraftig hovedperson kan desuden give et urealistisk billede af, hvordan mønsterbrud normalt foregår i virkeligheden. Værkerne kan give et billede af, at mønsterbrud primært handler om personlig anstrengelse, hvor undersøgelser peger på, at mønsterbrud i højere grad afhænger af positive sociale relationer. Samfundets institutioner kan dermed også bidrage til at skabe gode vilkår for mønsterbrud ved at tilbyde alternativer til relationerne i hjemmet.

Samlet set kan man altså sige, at litteraturen kan spille en vigtig rolle ved at skabe bevidsthed om, at omsorgssvigt er udbredt og kan have alvorlige konsekvenser for de ramte personer. Litteraturen er til gengæld mindre velegnet til at give et mere detaljeret billede af, hvordan omsorgssvigt normalt ser ud, og hvordan mønsterbrud typisk foregår. En løsning på dette problem kunne måske være, at man i samfundet udnytter opmærksomheden omkring populære romaner eller film om omsorgssvigt og mønsterbrud til at starte en samfundsdebat, hvor man også medtager de mere præcise data om fænomenerne fra virkelige undersøgelser.

Side 25

25

Litteraturliste

Children’s Bureau, “Protective Factors Approaches in Child Welfare” (2020). Hentet 11.

januar 2023 fra https://www.childwelfare.gov/pubs/issue-briefs/protective-factors/

Childtrends.org, “Child Maltreatment Databank Indicator” (2019). Hentet 19. januar 2023 fra

https://www.childtrends.org/publications/child-maltreatment-databank-indicator

Larsen, O.S. (). Psykologiens veje (3. udgave). Systime.

Ravn, F.A.P & Wolf, T. (). Psykologi - fra celle til selfie. Forlaget Columbus.

Rørbæk, Maria, “Nu mestrer Moni sit liv” (2009), Socialpædagogen online. Hentet 11. januar

2023 fra https://socialpaedagogen.sl.dk/arkiv/2009/resiliens-nu-mestrer-moni-sit-liv/

Sapphire - Push (1996), Random House Inc., New York

Werner, E. E.: "RESILIENCE AND RECOVERY: FINDINGS FROM THE KAUAI

LONGITUDINAL STUDY", Research, Policy, and Practice in Children’s Mental Health

Summer 2005, Vol. 19 No. 1. Hentet 11. januar 2023 fra

https://www.pathwaysrtc.pdx.edu/pdf/fpS0504.pdf