SRP: Unge i det Senmoderne Samfund i Samfundsfag A og Dansk A

Side 1

Unge i det senmoderne samfund

- Samfundsfag og dansk -

Side 2

Abstract

In this assignment, I have worked with the forming of young peoples identity in the late-modern society, in a combination of the subjects Danish and Social Studies. Working with this project the hermeneutic method among others has been used. The making of one persons identity is not at any time final; it is created in a constant interaction with the surrounding society. In the late-modern society the making of identity is more difficult than ever before. The individual is constant faced with a line of choices. The choices made while a person is young will matter decisively in later life.

Given the many options, the wrong one can be chosen. If the choice is a bad one, the blame will be put on the individual. Some young people have due to social issues many difficulties making these choices and they end up on the borderline of society. Other young people have because of the many choices, problems with making a decision at all, or at least sticking to the choices they make. This group needs guidance and help, otherwise the risk of them making bad choices are high.

Side 3

Indholdsfortegnelse

Besvarelse af spørgsmål 1

- Redegørelse for begrebet identitet s. 3

- Nogle kendetegn ved det senmoderne samfund s. 4

- Erik H. Eriksons udviklingsteori s. 5

- Ungdom og identitetskriser s. 6

- Thomas Ziehe s. 7

- Arenaer s. 9

- Individets og familien rolle før og nu s. 10

- Hvordan ungdomstiden afgrænses s. 12

- Afrunding af spørgsmål 1 s. 13

Besvarelse af spørgsmål 2

- Indledning s. 14

- Bogen Nordkraft s. 15

- Kort om romanens personer s. 15

- Sproget i romanen s. 16

- Fortællermæssige lag s. 17

- Storelementernes lag s. 18

- Nordkraft og teorierne s. 19

Besvarelse af spørgsmål 3

- Utilpassede unge s. 20

- Forskellige udsatte unge s. 20

- Afrunding af projektet s. 23

Side 4

Indledning

I denne opgave har jeg arbejdet med den overordnede overskrift ’Unge i det senmoderne samfund’. Samfundsfag var oplagt at vælge, også mere oplagt end dansk. Jeg valgte dansk for at belyse emnet fra en mere levende side. Danskdelen repræsenteres ved analyse og fortolkning af romanen Nordkraft, som giver os adgang til en rå, ung og vild verden.

1) Gør rede for identitetsdannelsen i det senmoderne samfund og sammenlign individets og familiens rolle i forhold til tidligere tiders samfundstyper. Kom i redegørelsen ind på hvordan ungdomstiden afgrænses før og nu.

- Redegørelse for begrebet identitet

Identitet er et vidt begreb, ordet bruges på mange måder og i mange sammenhænge. Ifølge Politikkens Nudansk Ordbog er identitet et menneskes bevidsthed om sin egen eksistens og særlige karakter, dets selvopfattelse eller selvforståelse. Den nye psykologi håndbog forklarer yderligere at identitet er overensstemmelse og stabilitet i et menneskes selvforståelse, selvforståelsen er den samme over tid og i forskellige sociale sammenhænge. Jeg er mig – og jeg er som person ’den

samme’ som jeg plejer at være, dvs.: Jeg er den i dag, som jeg var i går – og vil være i morgen^{1},

identitet betyder da også ’samme som’. Det at identitet betyder ’samme som’ kan være misvisende.

Vi er de samme livet igennem, men vores identitet er et projekt som, gennem refleksivitet [2], hele tiden er under forandring. Den store kunst er at kunne genkende sig selv gennem denne forandring.

Skal man forstå begreberne identitet og identitetsdannelse til fulde må man se på både identitetens inderside (oplevelsesaspektet) og yderside (det man viser verden). I tillæg må man tage højde for identitetens indre og ydre betingelser. Identitens indre betingelser kaldes ’den lille historie’, og er personens personlige historie, mens identitetens ydre betingelser har at gøre med det omgivende samfund – det senmoderne samfund som er i konstant forandring. Det omgivende samfund er også

                     3
kaldet ’den store historie’ . En bred opfattelse af begrebet identitet indbefatter hvordan en person

opfatter sig selv, hvordan omgivelserne opfatter personen, hvad omgivelserne forventer af personen

1

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag

2

Giddens definerer refleksivitet som den regelmæssige brug af viden, som vi, det vil sige institutioner og individer,

konstant foretager om betingelserne for samfundets og organisation og forandring.
3

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 100

Side 5

samt følelserne som er forbundet med dette. [4]

Grundet ændrede familie strukturer er identiteten og dannelsen af denne ændret i forhold til tidligere tiders samfund. I følgende afsnit beskrives nogle kendetegn ved det senmoderne samfund. Senere ses på konsekvensen af det ændrede samfund for individ og familie.

- Nogle kendetegn ved det senmoderne samfund

Det senmoderne samfund, det postmoderne samfund, moderniteten, opbrudssamfundet, videns samfundet eller det multikulturelle samfund. Udtrykkene beskriver alle det samfund som efter

1960’erne bliver stadigt mere tydeligt^{5}. I opgaven her er glosen ’det senmoderne samfund’

fortrinsvis brugt. Det er først ved indgangen til 1980’erne at vi for taler om det senmoderne samfund.

Perioden efter 60’erne markerer ændringer på et samfundsplan, der bl.a. omfatter en ændring fra et industri- til et højteknologisk samfund. Perioden bliver startskuddet til det senmoderne samfund.

Den har indebåret en teknisk revolution, som ikke blot påvirker produktionsformerne, men også i høj grad dagligdagen. Den tekniske revolution skaber en øget globalisering, og den giver mulighed for den eksplosion af information som i dag påvirker os alle. Globaliseringen er i tæt forbindelse med den teknologiske udvikling blevet et af det senmoderne samfunds kendetegn. Verden er blevet mindre, i den forstand at teknologien sætter os i stand til vi blot ved at tænde for fjernsynet eller computeren, får information fra hele verden. Teknologien og den øgede globalisering skaber desuden ændrede økonomiske vilkår. Markedet har, i kraft af globaliseringen, uanede og hurtige handlemuligheder – dermed udgør globaliseringen en voldsom kraft i en konstant ændring af

              6
livsbetingelserne.

Denne lidt farlige verden af forandring skabes af mennesker, og genereres også af mennesker. Det kan forklares ud fra Anthony Giddens strukturationsteori. Anthony Giddens hævder med sin strukturationsteori [7] at menneskelig handling og social struktur uløseligt hænger sammen, dvs. at man ikke kan anskue social struktur som noget eksternt i forhold til sociale aktører, men som regler og ressourcer, produceret og reproduceret af handlende aktører. Giddens mener at det er forkert at se på individuelle handlinger og sociale emner hver for sig, da de kun eksisterer i relation til hinanden. Lidt groft kan man sige, at enhver konkret samfundsanalyse ifølge Giddens bør indeholde

4

Kort sammendrag fra Anvendt psykologi, 5. udgave, 2. oplag

5

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag s.167

6

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag s.167

7

Strukturetionsteorien skal ses som alternativ til strukturalisme, enkelte former for funktionalisme og marxisme som er sociologiens hovedretninger

Side 6

en analyse af både struktur- og aktørniveau, det er kernen i hans strukturationsteori. Det fører ham frem til strukturens dualitet, som indebærer, at strukturen både giver individerne muligheder og begrænsninger [8]. Øverfører man strukturationsteorien til det senmoderne samfund forklarer den til dels hvordan samfund og individ påvirker hinanden, og skaber det dynamiske og omskiftelige samfund, som det senmoderne er. Ved konstant samvirke mellem individ og samfund bliver samfundet, og individet, skabt og genskabt, defineret og redefineret. Dette er en refleksiv proces, hvor alt er til overvejelse. Dette gør det naturligvis svært at skabe og at fastholde en identitet, hvilket opgaven senere tager fat på. Først en kort redegørelse for hvordan identiteten udvikles.

- Erik H. Eriksons udviklingsteori

Grundlæggelsen af enhver form for identitet sker i den tidlige barndom, derfor er det nødvendigt at starte her.

Der findes forskellige teorier om barnets udvikling. Inden for psykologien er der et særligt område som beskæftiger sig med denne udvikling af identitet, nemlig udviklingspsykologien.

Erik H. Erikson (), skaber af en af de traditionelle udviklingsteorier, arbejder inden for dette område. Erikson mener at personligheden udvikler sig trinvis efter et mønster, som ligger forudbestemt i den menneskelige organismes beredskab til at drives mod, være opmærksom på og samvirke med en stadigt voksende kreds af betydningsfulde individer og institutioner [9]. Se skema bilag 1.

Stadieinddelingen Erikson arbejder med minder i høj grad om Freuds, men Freud kaldte sine udviklingsstadier for psykoseksuelle, mens Erikson kalder sine for psykosociale, her forstås med vægt på sociale. Dette er en af grundene til at hans arbejde stadigt er aktuelt, hans udviklingsteori tager højde for samfundet som en af de faktorer som skaber os. Udviklingsteorien bygger desuden på at enhver identitetsdannelse starter i den tidlige barndom.

I barndommen skal individet ifølge Erikson have gode opvækst vilkår for at kunne danne en positiv identitet. Erikson taler om menneskets 8 aldre, eller 8 socialisationsfaser, hvorigennem vi indlærer roller, normer og bliver i stand til at begå os i socialt samvær med andre. Denne proces kaldes socialisation. I identitetsdannelsen er der tale om en primær og en sekundær socialisation, hvor den primære socialisation finder sted i familien. Den sekundære socialisation finder sted i børnehaven,

8

Leksikon i sociologi s. 255

9

Identitet –Ungdom og kriser, 2. udgave s. 89

Side 7

skolen og i dag gennem mediepåvirkninger. Da Erikson udviklede sin teori foregik den primære socilisation i familien indtil 6-7 års alderen. I dag er den primære socialisation stærkt svækket, mens den sekundære er styrket [10]. Den sekundære socialisation er bl.a. styrket på grund af uddelegeret omsorg, individualisering for hvert familiemedlem og på grund af individuel systemafhængighed

(såsom arbejde, skole eller børnehave). Uanset de ændrede præmisser for socialisation er Eriksons udviklingsteori stadig brugbar, da ethvert individ skal igennem de beskrevne socialisationsfaser.

I den første alder eller socialisationsfase, som varer fra barnet er 0-1,5 år, er barnet fuldstændigt prisgivet. Her vinder barnet enten en grundlæggende tro på at verden er udholdelig, alternativt vil en mistillid blive grundlagt. Gennem alle 8 aldre angiver Eriksons teori hvordan identitetsdannelsen bør forløbe, og hvad der sker hvis individet ikke kommer ud af hver fases pågældende krise eller kriser. En succesfuld udgang kræves i alle 8 aldre, da hver alders erfaring ligger til grund for den næste.

- Ungdom og identitetskriser

En selvstændig identitet kan først udvikles i puberteten, hvor Erikson mener at den unge nødvendigvis må igennem en identitetskrise [11]. En alvorlig krise gør ofte at man med tiden får mere klarsyn, og kriserne i ungdommen bidrager til identitetsdannelsen. Unges identitetsdannelse, mener Erikson, kan betragtes som en personlig leg, som omverdenen måske vil betragte som forvirring og som farlig. Men som han også siger, så kan intet andet end ’en prøven’ sig frem føre til gunstige veje til handling og realisering af sig selv [12]

Når krisen eller kriserne løses, kommer individet afklaret ud på den anden side, han/hun får en

stabil opfattelse af sig selv, som den omgivende verden deler. Puberteten, som er d. 5 livsfase (se bilag 1 ud for livsfase 5), er dog den livsfase med flest identitetskriser som skal løses. Det er ikke alle som klarer overgangene lige smertefrit, især ikke i det moderne samfund som vi i dag lever i.

En uafklaret identitetskrise vil ifølge Erik H. Eriksons teori føre til en negativ identitet. En negativ identitet vil have svært ved at identificere sig med og tilpasse sig samfundets normer, individet vil i stedet identificere sig med andre som i samfundets øjne er utilpassede [13]. Erikson mener dog at den negative identitet kan overvindes, og at den unge med tiden hovedrystende vil kunne se tilbage på

10

Liv i Danmark – grundbog til samfundsfag på c-niveau s. 17

11

Identitet –Ungdom og kriser, 2. udgave s. 40

12

Identitet –Ungdom og kriser, 2. udgave s. 157

13

Anvendt psykologi, 5. udgave, 2. oplag

Side 8

identitetsforstyrrelserne. Under analysen af romanen Nordkraft vender jeg tilbage til nogle af disse problemstillinger.

Eriksons 8 livs eller socialisationsfaser giver et godt fundament for forståelse af barnets og den unges identitetsdannelse. Hans teori har dog et hul, derfor skal der afsluttende nævnes en kritik af den. Teorien angiver at med pubertetens ophør, er den unge færdig med at have identitetskriser.

Men som fastslået i afsnittet ’En kort redegørelse for begrebet identitet’ er identitetsarbejdet en livslang proces, og følgelig kan man livet igennem komme ud for identitetskriser. I det næste forsøges hullet i Eriksons udviklingsteori lukket, ved at se på den tyske socialforsker og pædagog Thomas Ziehe (1989), som beskriver tre hovedtendenser i det senmoderne samfund af betydning for unges, og andres, selvforståelse, livsførelse og kontinuerlige identitetsdannelse [14].

- Thomas Ziehe

De tre hovedtendenser Thomas Ziehe beskriver, er følgende; (1) Øget refleksivitet, (2) Formbarhed og (3) tiltagende individualisering.

Som ung i dag står man over for at skulle gøre sit ’identitetsarbejde’ i et senmoderne samfund karakteriseret ved kulturel frisættelse, der er ikke længere faste værdier, normer og traditioner - uden disse er der ingen let løsning i identitetsarbejdet. I identitetsdannelsen er der tale om en frisættelse fra de restriktioner og retningslinjer, som indtil 50’erne og 60’erne satte en forholdsvis fast ramme for forventningerne man havde for resten af livet, og for hvordan man kunne og burde udfolde og forstå sig selv. [15]

Oven i alt dette taler man om et tab af ydre orienteringspoler og meningshorisonter ud fra hvilke man har kunnet bestemme en retningslinje for livet. Det er malende blevet sagt, at der for den enkelte er tale om at skulle navigere i et kaos af kulturelle muligheder [16], et kaos som kun bliver forstærket af den overvældende og støt stigende informationsstrøm.

Dette sker på grund af en (1)øget refleksivitet, ifølge Thomas Ziehe ikke en personlig og handlingsorienteret refleksivitet, men en kulturelt forankret og gennemtrængende refleksivitet, i hvilken det enkelte individs personlige refleksivitet er indlejret. [17]

Det vil sige at den personlige udvikling bygger på en stadig kulturel udvikling.

14

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 101

15

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 101

16

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag s. 167

17

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 101

Side 9

(2) Formbarheden, eller formbarhedsmyten er en forestilling om at alt kan formes og blive til hvad som helst. Vores egen person, vores krop, de børn vi får osv. [18]

I det senmoderne samfund bliver den enkelte udsat for en enorm og blandet påvirkning gennem medier, mode, uddannelse, venner og familie. Man har selv ansvar for at vælge og fravælge mellem alle disse input, gennem sine valg

’former’ man sig selv. Tankegangen er meget liberalistisk, man er selv herre over hvad man udretter i livet. Thomas Ziehe mener at der er fare for at de tilsyneladende uendelige valg og muligheder slår om i krav, og at de dermed skifter fra et felt af håbefuld optimisme til et krav om at man skal leve

                19
op til tidens idealer.

Thomas Ziehes 3. hovedtendens er en tiltagende individualisering. Med det menes at man skal selv tage stilling til alt, og at man er sin egen lykkes smed inden for alle livets forhold. Der er igen tale om en dobbelthed, for lige såvel som man i princippet er fri til at vælge skal man også selv stå til regnskab for hvad der kommer ud af valgene man træffer. [20]

Det er dog ikke givet at alle har lige muligheder, og hvis vi vender tilbage til Erikson og hans udviklingsteori er det indlysende at en god opvækst i en tryg familie har en indflydelse på hvad man får med i bagagen, og dermed hvad man kan udrette. Thomas Ziehe mener at den socialpsykologiske arv [21] er blevet mindre tydelig, men ikke mindre betydningsfuld. Forklaret på den måde at, hvad der tidligere (i bonde og industri samfundet) blev opfattet som den social arvs ydre rammesætning for et individs muligheder er nu blevet mindre synlig. Før i tiden fulgte man sin fars og sin families fodspor, hvor man i dag er i princippet er frisat. Man kan ikke nødvendigvis se og mærke hvilken social baggrund folk kommer fra.

I det senmoderne samfund er rækken af valg endeløs, og det kan for mange være uoverskueligt.

Man kan undre sig over hvordan en personlig identitet kan fastholdes og udvikles i navigationen mellem de mange valg, så den enkelte får en stabil selvforståelse. Ifølge Anthony Giddens er svaret at identitetsarbejdet er en personlig og fremadrettet konstruktion, hvor den enkelte løbende opbygger et billede eller en fortælling om sig selv. Det vigtige for den enkelte i det multikulturelle

                                                                         22
samfund er at kunne skabe og håndtere en samlet opfattelse eller ’ arbejdsmodel af sig selv.

Ud fra det synspunkt har Sartres udtalelse ’Man er hvad man gør’ aldrig har været mere sand.

18

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 100

19

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 102

20

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag. s. 102

21

Socialpsykologisk arv – oplevelses-, følelses-, forståelses-, og handlermæssige kapaciteter og kompetencer, som

udvikles gennem opvæksten afhængigt af kvaliteten af de relationer man indgår i – i familie institution osv.
22

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag s. 168

Side 10

- Arenaer

I belysningen af identitetsdannelsen mangler stadigt et væsentligt perspektiv. Som gennemgået i afsnittet ’Nogle kendetegn ved det senmoderne samfund’ giver det hverken mening at tale om individualitet eller fællesskab hver for sig. Skal vi fatte grundlaget for den enkeltes livshåndtering

og identitetsdannelse, må vi nødvendigvis også have øje for det fællesskab, som han/hun indgår i, er

en del af, giver til og får fra [23]. Identitet er ikke kun en indre selvfølelse, den skabes i ligeså høj grad i interaktion med omgivelserne, i de sociale arenaer vi færdes i. Et individ kan have forskellige sociale identiteter alt efter i hvilken social sammenhæng han eller hun indgår i.

Anthony Giddens taler her om at vi færdes i forskellige arenaer, hvor vi agerer forskelligt, og viser forskellige sider, eller identiteter, af os selv.

Her en figur [24] til forklaring af det moderne menneskes identitet. Hver cirkel skal betragtes som forskellige identiteter, og kan betragtes som de ansigter man viser når man færdes i forskellige arenaer. Ansigterne er afpasset samfundet og situationen individet befinder sig i. Selvom individet rummer mange forskellige personligheder er de alle funderet på samme grund. Det betyder at selvom individet optræder i forskellige situationer med forskellige identiteter, er der altid en genkendelig ’kerne’, en integritet. Hvis ikke individet er i besiddelse af en personlig integritet er der ikke forbindelse mellem de forskellige identiteter, og der er tale om et splittet og usammenhængende menneske. Før i tiden havde man en identitet, i dag er det nødvendigt at have flere, men man er stadig en sammenhængende person.

23

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 107

24

Figuren er oprindeligt Boje Katzenelsons (1995), men er her gengivet efter Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag. Figuren er på side 108

Side 11

- Individets og familiens rolle før og nu

Identitetsdannelsen er markant anderledes i det senmoderne samfund end i tidligere tiders samfund.

En af grundene til denne anderledes identitetsdannelse er som nævnt ændring af familiestrukturen.

Her en beskrivelse af familien i bonde- og industrisamfundet holdt op mod det senmoderne samfund.

I 1950’erne og 1960’erne mente man at familien forud for industrialiseringen var indlejret i et omfattende net af familierelationer, altså det man kalder en storfamilie. Ved overgangen til industrisamfundet blev storfamilien skåret ned til kerne familien, kun omfattende forældre og deres børn. Hvor familien før fungerede som økonomisk og socialt omdrejningspunkt, blev det nu en lille specialiseret enhed. Synspunktet har dog været under hård kritik på grund af manglende understøttelse af historiske materialer. Det er i de seneste år blevet kritiseret så kraftigt at dele af det er blevet forladt [25]. Lawrence Stone mener at familien i adskillige århundreder lignede den kernefamilie vi kender i dag. Tidlige kapitalistiske iværksættere i England ansatte hele familier, og familien var stadig en produktionsenhed. Efterhånden begyndte man dog at inddrage familie medlemmerne enkeltvis i arbejde, det gjorde at kapitalistisk virksomhed allerede inden storindustriens indtog havde splittet familien. Industriens indtog gav dog dødsstødet ved at adskille hjem og arbejdsplads, men den var ikke, som tidligere antaget, ene om at splitte den traditionelle stor familie [26]. Det er sandt nok at familien før kapitalismens opståen i tallet var en produktionsenhed. I bondesamfundet blev man født med en identitet. Man var søn eller datter af pågældende forældre, og hvis far var skomager blev man det også selv. Før industrisamfundets begyndelse antager man at fagene havde en betydelig grad af ’selvrekrutering’. Hvert socialt lag sikrede hermed sin egen kontinuitet. Med industrialiseringen og udviklingen fra landbrugs- til by samfund er der opstået en betydelig social mobilitet, som ikke er kendt fra tidligere. [27] Hvert individ indgik i den produktionsenhed som familien var alt efter alder og kunnen, og alle arbejdede. Familien værende en produktionsenhed gjorde at den primære socialisation fandt sted her, helt modsat i dag hvor kun en forsvindende del af den primære socialisation i forhold til tidligere finder sted i familien. Traditioner og fællesskab var centrale i dette samfund, og individuel frihed som vi kender den i dag blev ikke praktiseret. Her et citat af Lawrence Stone, som viser hvor grel forskellen på bondesamfundet og det senmoderne samfund er.

25

Kort sammendrag af side 116-118 Sociologi – En kort, men kritisk introduktion

26

Kort sammendrag af side 116-118 Sociologi – En kort, men kritisk introduktion

27

Sociologi, 2. udgave, 2. oplag s. 136

Side 12

Ifølge den traditionelle filosofi kunne man først forvente lykken i den næste verden, ikke i denne, og sex var ikke en fornøjelse, men en syndig nødvendighed, der kun kunne retfærdiggøres ud fra behovet for slægtens videreførelse. Den individuelle valgfrihed skulle til enhver tid og i enhver forstand underlægges andres interesser – slægtens, forældrenes, naboernes, kirkens eller statens.

Hvad selve livet angik, blev der ikke sat nogen høj pris på det, og døden indfandt sig let og ofte.

Livsforventningerne var så lave, at det ikke var klogt at knytte sig for stærkt til et andet menneske. [28] I det senmoderne samfund er alt det nævnte i citatet med modsat fortegn. De børn som bliver født ind i det senmoderne samfund får ikke en givet identitet, og de bliver ikke styret og underlagt andres meninger og holdninger. Verden ligger for deres fødder, det er muligt at bryde den sociale arv, og de definerer selv hvem de vil være. Desuden er de ’kærlighedsbørn’, de bliver ikke blot født for at føre slægten videre og som arbejdskraft. Fra øjeblikket børn i det senmoderne samfund bliver født er de for deres familier unikke individer. Opdragelsesformerne i disse to familietyper er for bondesamfundet henholdsvis en autoritær opdragelse, hvor forældrene bestemmer. I det senmoderne samfund tegnes et noget anderledes billede, her er en mere demokratisk opdragelsesform fremherskende, og alle i familien har lige rettigheder. Den demokratiske opdragelse giver barnet nogle grundlæggende diplomatiske færdigheder som er nødvendige i det senmoderne samfund.

I det senmoderne samfund er de intime relationer ligeså nødvendige som i tidligere tiders samfund, blot på en anden måde. Vi indgår i en række nødvendige intime relationer, for eksempel seksuelle forhold, ægteskab og venskaber. Tidligere var disse forhold underlagt traditionens faste spilleregler, hvilket ikke længere er tilfældet. De involverede forhandler sig konstant refleksivt frem til betingelserne for forholdet. [29] Ægteskaber, eller parforhold, som skaber familiens grundstruktur, er kun baserede på kærlighed og følelser, ikke på nødvendighed, de er derfor meget skrøbelige. Alt dette sker, ifølge Giddens, fordi den ’tvangsmæssige’ binding til familie, hjem og lokalsamfund svækkes [30]. Bondesamfundets ’tvangsmæssige bindinger’ har dog også en funktion som sikkerhedsnet, et sikkerhedsnet som vi i dag står foruden. Det er en af grundene til, at vi i dag er så tilbøjelige til at læne os op ad ekspertsystemer.

28

Sociologi – En kort, men kritisk introduktion s.118-119, oprindeligt citat fra The Family, Sex and Marriage in

England,
29

Introduktion til en samfundsteoretiker, 2. reviderede udgave s. 153

30

Introduktion til en samfundsteoretiker, 2. reviderede udgave s. 153

Side 13

Udviklingen hen mod denne ændrede familiestruktur sker løbende i overgangen fra bondesamfund til industrisamfund og igen til det senmoderne samfund. Overgangen mellem industri samfundet og det senmoderne samfund er flydende, den ligger som nævnt et sted i starten af 80’erne.

I industri samfundet/det moderne samfund (70’erne), er familiestrukturen stadig sådan at

ægteskabet er en social sikring, dog især af kvinderne. Man gifter sig inden for sin klasse, men ud over det er valget af partner blevet mere frit, det styres også af kærlighed. Man har en skarp arbejdsopdeling hvor kvinderne er hjemmets ekspressive ledere, de sørger for at alle familiens medlemmer trives, og at det sociale miljø i hjemmet er godt. Mændene er forsørgere, og arbejder uden for hjemmet. De er familiens instrumentelle ledere. Familiens eneste funktion i industrisamfundet er reproduktion. Her er reproduktionen ikke nødvendig for at skaffe arbejdskraft som i bondesamfundet, reproduktionen har kun til formål at føre slægten videre. I det senmoderne samfund er det ikke nødvendigt at stifte familie, man gør det kun af kærlighed og af lyst. Postulatet kan uden videre problemer bevises, se blot på alle de mennesker som i dag vælger at leve et singleliv.

- Hvordan ungdomstiden afgrænses

I disse tre forskellige typer af samfund afgrænses ungdomstiden forskelligt. Ungdomstiden kan meget kort og simpelt beskrives som overgangen fra barn til voksen, denne definition siger dog ikke meget. Man kommer lidt nærmere, hvis man beskriver ungdomstiden som den periode, hvor et menneske modnes biologisk, psykologisk og socialt som et selvstændigt menneske. Biologisk set starter ungdomstiden ved puberteten, den starter ved pigernes begyndende menstruation og drengenes begyndende sædproduktion. Udviklingen af bryster, kropsbehåring, stemme- og kropsforandringer markerer tydeligt den begyndende overgang fra barn til ung. Socialt defineres ungdomsperioden ofte ved de udvidede rettigheder den unge efterhånden vinder. Rettighederne som vindes er både af social og af juridisk karakter [31].

Gennem årerne er ungdomstiden gradvist blevet længere, den starter både tidligere og varer længere. Det afspejler en udvikling som er forløbet gennem de sidste hundrede år.

I bondesamfundet havde man en meget kort ungdomstid, som ved overgangen til industrisamfundet blev længere. Ungdomstiden blev længere i og med at den knyttedes til skole- og erhvervsuddannelse. I det senmoderne samfund er ungdomstiden længere end nogen sinde, den er knyttet til en personlig dannelsesproces som omfatter afprøvninger og overvejelser. Helt konkret

31

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag s. 165

Side 14

beskriver man i dag ungdomstiden som varende fra 12-14 års alderen, og mindst 10 år frem^{32}.

Ungdommen strækker sig for de flestes vedkommende endnu længere, for i det senmoderne samfund er en ung identitet ønskværdig. Det er ’in’ at være ungdommelig, det afspejles i den udstrakte ungdom.

- Afrunding af spørgsmål 1

Vi er de samme livet igennem, men vores identitet er et projekt som, gennem refleksivitet, hele tiden er under forandring. Den store kunst er at kunne genkende sig selv gennem denne forandring.

Den enkeltes identitetsarbejde påvirkes gennem opvæksten, hvor det er vitalt at vokse op i en tryg familie, så man får en god ballast med sig ud i livet. Denne ballast man gennem sin opvækst erhverver, ligger til grund for hvordan man vælger at forme sit liv. Endnu vigtigere er at den ligger til grund for hvordan man har mulighed for at forme livet.

Bliver man på grund af dårlig opvækst, eller på grund af ufuldstændig socialisation nødt til at bygge sin identitet på et usikkert grundlag, kan man i identitetsarbejdet komme ud i vanskeligheder. Det kan give udslag i problemfyldt eller manglende skolegang, manglende selvværd, svag eller manglende familiekontakt, manglende voksensstøtte, kriminelle handlinger, brug af rusmidler eller selvdestruktiv adfærd. Unge som er ude i denne slags problemer har ofte mange drømme og forestillinger om fremtiden. De har svært ved at det senmoderne samfund er mulighedernes samfund, det lægger et stort pres på disse unge, som føler sig utilstrækkelige og de kommer måske endnu længere ud på et sidespor.

”Verden vil ikke gå væk, så man må prøve at gemme sig for den – eller i det mindste glemme

den.”^{33}

En holdning som gruppen af unge i Nordstrøm lever efter. De er konstant på kant med loven, og træder aldrig rigtigt ind i samfundet, da de lever i deres egen subkultur.

Stort set hele persongalleriet i romanen Nordkraft har et eller flere af de før nævnte problemer. En ting de alle har, er drømme for fremtiden, og mange af dem forsøger, med forskelligt held, at bryde ud af det dårlige mønster de er fangede i.

2) Lav en analyse og fortolkning af Jakob Ejersbos roman Nordkraft og relater til den risiko og de valg, der er forbundet med at være ung i det senmoderne samfund.

32

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag s. 165

33

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 395

Side 15

- Indledning

Hunden snerrer. Hjørnetænderne er blanke af savl, og kæbernes snappen sender et lufttryk mod mit skød. Jeg står med 300 gram hash tapet fast til mit maveskind, lige fra under brysterne ned til pubeshårene. Dunsten gør schæferen vanvittig, dens gab kun en håndsbredde fra mit skridt. Dyret står på bagbenene, hundesnoren udspændt gennem luften hen til panserens hånd, halsbåndet graver sig ind i pelsen. Varm ånde bølger ud i den frostklare luft fra hundens hals. [34] Maria, pusherfrau fra Ålborg, står ved indgangen til Christiania med ryggen presset mod en mur.

Trængt op i en krog. Panserens øjne stråler sygt af overlegenhed, og hans krop emmer af adrenalin [35]. Hun er af sin paranoide pusher-kæreste sendt til Christiania for at skaffe engros. Han havde lovet at der ikke ville være politi, men Maria bliver fanget i en større politirazzia.

Kampklædte betjente, tåregas og knipler. Der er umiddelbart ingen udvej, og en kvindelig betjent nærmer sig faretruende hurtigt. Hash-hunden, som er ved at blive vanvittig af lugten af hashpladerne på hendes mave, springer op og placerer tungt sine poter på Marias skuldre, der desperat flår bukserne op og smider et blodigt hygiejnebind i hovedet på den. [36] Hunden griber bindet og dens opmærksomhed er afledt. Maria får en chance og slipper væk. Sådan møder vi indledende Maria i den hudløst ærlige roman Norkraft (2002) af Jakob Ejersbo.

- Bogen Nordkraft

Maria er den ene af tre hovedpersoner som følges gennem romanen. Fortællingen falder i tre afsnit, med hver sin fortæller og hver sit fokus. Der er gennem hele romanen mange personsammenfald, da de tre hovedpersoner færdes i det samme rå miljø. I sidste afsnit bindes alle trådene sammen. De tre afsnit er Junkiehunde som foregår i 1990, Broen som foregår to år senere i 1992 og til sidst Begravelse som foregår i 1994. Årstallene angives under afsnittets titel, der angives ligeledes et digt ved starten af hvert afsnit. Digtene angiver stemningen i afsnittet, og er hver især meget sigende om den person og det glimt af dennes liv vi i afsnittet får at se. Nordkraft er en realistisk samtidsroman, hvis handling udspiller sig i Ålborgs pushermiljø, hvor vi bliver introduceret til pusherfrauen Maria, sømanden Allan og junkien Steso. Om titlen kan siges at Nordkraft er Ålborgs vartegn. Deler man ordet i to får man ”nord”, som står for kulde og mørke, og ordet kraft som til

34

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 11

35

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag henholdsvis side 11 og 12

36

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag henholdsvis side 12

Side 16

gengæld står for energi og liv. Titlen fortæller os altså, at det er et dystert og mørkt miljø, men med masser af liv.

- Kort om romanens personer

Den første af de tre hovedpersoner vi følger er Maria, som efter at være droppet ud af gymnasiet bliver hashkurer og kærester med pusheren Asger. Anden del fortælles af sømanden Allan, som er vendt hjem efter en ulykke, der har gjort hans ansigt vansiret. Ulykken sker på havet, hvor olietankeren han sejler med bryder i brand og eksploderer. Allan har en del lig i lasten og kæmper for at gøre sig fri af sin fortid [37]. Sammen med vennen Frank har han en fortid som pusher og som afhængig af diverse stoffer. Han møder en pige ved navn Maja, hvis hjerte han kæmper for at vinde.

Allan forløses gradvist fra sin fortid i kraft af det forhold de indleder. Steso, eller Thomas som han i virkeligheden hedder, er junkie. Han er junkie med stort forbogstav, og lever en hedonistisk tilværelse, hvor jagten på det næste fiks, den næste oplevelse, er i centrum. Han realiserer konstant sig selv gennem eksperimenteren med stoffer, piller, svampe og alkohol, og alt hvad han ellers kan få fingre i. Allerhelst i nye kombinationer. [38]

Freud ville uden tvivl have ment at han er styret af en dødsdrift. Sidste afsnit Begravelse, beskriver Stesos liv og død. Romanens tre dele danner tilsammen et trist billede af en tabt ungdom.

Ejersbo forfalder ikke til klichéer. Narkobetjentene er ikke bare brutale voldsmænd, junkierne ikke alle på røven, og forstadsfruernes vej mod bunden er ikke så forskellig fra deres børns.

Personskildringerne er nuancerede og realistiske. Romanen er sort, men der er små spirer af håb for nogle af personerne [39]. Der ligger et grundigt feltarbejde til grund for romanen, hvilket gør at miljø og ikke mindst dialogen fremstår meget troværdigt [40].

- Sproget i romanen

Nordkraft er en bog med et råt, bramfrit og ligefremt sprog. Læser man Nordkraft op bemærker man i høj grad hvordan teksten består af korte abrupte sætninger. De korte sætninger giver teksten en hårdhed og et tempo som er usædvanligt. Her et eksempel på hvordan Jakob Ejersbo opbygger en

37

Litteraturens veje, 2. udgave, 6. oplag s. 473

38

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 396

39

http://www.litteratursiden.dk/sw5737.asp

40

Litteraturens veje, 2. udgave, 6. oplag s. 474

Side 17

meget intensiv stemning ved brug af korte og hurtige sætninger, i tillæg bruges der her et i særdeleshed bramfrit sprog:

”Tæve. Hunden snerrer. Hjørnetænderne er blanke af savl, og kæbernes snappen sender et lufttryk imod mit skød. Jeg står med 300 gram hash tapet fast til mit maveskind, fra lige under brysterne

                                                                  41
ned til pubeshårene. Schæferen gør vanvittigt, kun en håndsbredde fra mit skridt.”

Stykket indledes med ordet tæve, ordet står helt alene, hvilket gør at man ikke kan undgå at bide mærke i det. I mange sammenhænge vil ordet ”tæve” være et skældsord, betydende noget i retning af mær, eller luder. Det betyder dog også hun hund, og i næste minimale sætning står der at ”hunden snerrer”. ”Tæve” bibeholder dog sin betydning som skældsord, og får en dobbelt betydning, idet der i de næste tre sætninger refereres til henholdsvis Marias skød, hendes pubeshår og til hendes skridt. Sætningslængden øges gradvist, først fra et til to ord og herefter til tre sætninger med følgende ledsætninger. Ledsætningerne slutter på henholdsvis skød, pubeshår og skridt. Panseren spørger da også et stykke længere nede: ”Har du været inde at handle, junkiluder?”. Noget man ikke ville forvente komme ud af munden på en politibetjent. Ordet tæve er en direkte allusion til Maria. For det er det hun er, hun bor hos Asger for at have tag over hovedet, og fordi han forsyner hende med hash. Medvirkende til at øge hastigheden i sætningerne er at alt overflødigt er skåret fra, sætningerne er sammenkædede uden bindeord, og det minder mere om tale end om skriftsprog. En stor del af bogen er direkte tale, så det hænger udmærket sammen med det talesprogslignende skriftsprog. Den direkte tale bidrager yderligere til et hurtigt tempo, og den giver den bedst mulige indføring i den subkultur som det rå miljø i Nordkraft er. Jakob Ejersbo forstår at variere hastigheden, og i bogens roligere afsnit er sætningerne ikke nær så korte og ordknappe. Efter den risikable og meget nervepirrende tur til Christiania ryger Maria en joint, og får det meget dårligt. Jointen får alt det negative til at fremstå meget tydeligere for hende, og hun får en slags midlertidig hash psykose. Her er sætningerne midlertidigt meget korte, og tekstens tempo er stressende. Det sker for at få læseren til at sætte sig i Marias sted, og for at give et billede af hvor dårligt hun har det. Som Maria langsomt slæber sig ud af denne stressede psykoselignende tilstand

                                     42
bliver tekstens tempo ligeledes langsommere.

41

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 11 øverst

42

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 17 nederst til 18 nederst

Side 18

- Fortællermæssige lag

I Junkiehunde, som er romanens første del, ses historien fra Marias synsvinkel. Langt det meste er i nutid, altså medsyn, men hun ser dog også tilbage i tiden og er subjektiv, for hun ikke er bleg for at give udtryk for hendes meninger.

I anden del, Broen, ses handlingen fra Allans synsvinkel. Han har ikke selv kontrol over afsløringen af hans fortid, idet flashbackene kommer som drømme og meget pludselige tanker.

Minderne som af og til vælter ind over ham minder om en indre monolog, fordi de ligesom den øvrige tekst i afsnittet bliver fortalt, eller gengivet, fra hans synsvinkel. Grunden til at disse flashbacks også er skrevet i 1.person er at det gør handlingen mere personlig. Samtidig gør det handlingen mere intens, specielt under eksplosionen til sidst. Flashbackene Allan får kommer i kronologisk rækkefølge, og fører alle frem mod traumet han bærer rundt på - skibsbranden og eksplosionen.

3. afsnit, Begravelse, som er Stesos, er anderledes end de to første. Afsnittet er fortalt i 3. person, der er derfor begrænset adgang til personernes tanker og følelser. Fortælleren er overvejende episk, men hælder også imod den behavioristiske [43] side, det er som nævnt fordi man kun delvist ved hvad den centrale i stykket tænker.

”hvad tænker han, mens han tager sin bedste skjorte ud af klædeskabet? Hvad kan han tænke?”^{44}

Her sidder Stesos far på sengekanten, og fortælleren spørger. Svaret er at han ”føler en dyb lede ved sit eget levende kød og blod”. Det at han føler lede ved selv at være i live, mens hans meget yngre søn er død, er en naturlig forældrereaktion.

Afsnittet indledes med at Stesos forældre finder ham død i deres stue. Han har selv låst sig ind, og har her taget en overdosis. Det er formentligt et uheld [45]. Der kan kun gisnes om det, for fortællesynsvinklen giver ikke som i de andre afsnit til hans tanker. Stesos afsnit indledes med hans død, vi lærer ham derfor kun at kende gennem de flashbacks hans venner får under og efter begravelsen, og gennem den måde de taler om ham på. Flashbackene i dette afsnit er anderledes, de kommer ikke kronologisk som i de to første afsnit, men fuldstændigt vilkårligt. Ved et flashbacks begyndelse ved man aldrig i hvilken tid, her forstået som den tid romanen strækker sig over, man

43

Behaviorisme er en retning inden for psykologi som søger at forklare dyrs og menneskers adfærd ved at se handlinger

som resultat af stimulus og respons, altså adfærdspsykologi
44

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 323 midt

45

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 396 nederst

Side 19

er havnet i. Flashbackene i Begravelse er en forklarende faktor i forhold til de år som ligger mellem romanens afsnit.

I romanens tre afsnit følges tre vidt forskellige personer i forskellige livssituationer, derfor er afsnittene udformet så forskelligt.

- Storelementernes lag

Romanens tema er først og fremmest det at redde sig ud af en fastlåst situation. Maria er midt i pushermiljøet, men flytter sammen med den store kærlighed. Allan kæmper, men er på vej i tilbagefald, han møder heldigvis til sidst Maja. Steso kan ikke finder aldrig nogen udvej, han dør i en overdosis.

Maria kommer fra en inkarneret hippie-familie, hvor hun er vokset op med forældre som røg tjald og bong, var på syre og så fremdeles. Hendes far var roadie for forskellige bands, men arbejde kun når planeterne stod rigtigt [46]. På et syretrip blev han en dag sindssyg, og satte strøm til Marias mor.

Moren var nær død, og hende og Maria og flyttede over hals og hoved [47]. Som alkoholiker lever Marias far nu alene, og moren er gift med en ny mand. Han så hellere end gerne så Maria ude af

      48
billedet .

Miljøet hun er vokset op i har i høj grad præget Maria, hele hendes barndoms socialisation er foregået i et miljø med hash, alkohol og stoffer, og det dårlige fundament hun har at bygge på rækker ikke til en egentlig social opstigning. Desuden har hun i sin ungdom følt sig uønsket.

Hun er en af de unge som har problemfyldt skolegang, hun er droppet ud af gymnasiet, og de veninder hun havde der tror nu at hun er junkie. Hun har stort set ingen familie kontakt, selvom hun tydeligvis savner det. ”Jeg ville ønske min mor var her. Jeg savner hende. Men vi er ikke på

talefod. Hun ved ikke engang, hvor jeg bor.”^{49} Det er et ensomt skrig efter nærhed og en

hjælpende hånd. Men ingen skal se at hun er svag, hun holder en hård facade og lukker ingen ind.

Hendes redningsplanke bliver den flotte perser Hossein, som synes at hun er en engel. Der er tale om en vis social opstigning, for med Hossein får Maria et barn, hun får desuden arbejde i en blomsterbutik. Der er også kun tale om en vis social opstigning, for Hossein er lånehaj. Han færdes i de samme miljøer som pusherne og junkierne, han er blot et trin højere i fødekæden.

46

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 41

47

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 60

48

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 42

49

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag s. 15 øverst

Side 20

Allans baggrund er kort et barndoms og ungdomsliv med en alkoholiseret mor, som konstant skifter sine kærester ud. Allans force er at han efter at have været ude at sejle er clean, han får arbejde og møder en sød pige. Alligevel forsøger hans gamle miljø, i form af barndomsvennen Frank, at trække ham tilbage i uføret han kom fra. Det lykkedes ikke, og ved romanens udgang er der spirende håb for ham. Steso, eller Thomas, er den eneste af de tre hovedpersoner som kommer fra en solid familie, alligevel er det ham der er længst ude og han liv ender med at kuldsejle.

- Nordkraft og teorierne

Både Erikson, Thomas Ziehe og Giddens teorier, som i første del af opgaven blev gennemgået, kan overføres til romanen og give et forklarende perspektiv på hvorfor disse unge er havnet så langt ude. I Maria og Allans tilfælde, skyldes det den socialisation de gennem deres barndom har været igennem. Familien, som er stedet hvor den primære socialisation finder sted, er i begge tilfælde elendig. Steso kommer fra en stabil forstadsfamilie, men færdes næsten udelukkende i sociale arenaer præget af kriminalitet, stoffer og vold. En forklarende faktor for alle tre er at de ikke magtede at træffe de rigtige valg. Thomas Ziehe mener som tidligere nævnt, at der er fare for at de tilsyneladende uendelige valg og muligheder slår om i krav, og at de dermed skifter fra et felt af håbefuld optimisme til et krav om at man skal leve op til tidens idealer. [50]

Et krav som de unge simpelthen undviger. Det er dog umuligt at undslippe, og den tiltagende individualisering og de valg som følger med, er den risiko som unge i det senmoderne samfund må leve med. Hvis man træffer helt forkerte valg ender man op på sidesporet som en social taber.

50

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag s. 102

Side 21

3) Diskuter med udgangspunkt i undersøgelser behovet for en lovgivningsmæssig hjælp til unge med problemer. Vil en egentlig ungdomspolitik kunne hjælpe?

I denne diskussion tager jeg udgangspunkt i artiklen ”Kan de ikke bare tage sig sammen? – om de

unge uden uddannelse” af Ulla Højmark Jensen^{51} og i afhandlingen ”De utilpassede unge” [52].

- Utilpassede unge

Ligesom de fiktive hovedpersoner i Nordkraft ender en del af virkelighedens unge på et sidespor.

En stigende procentdel af de danske unge griber ikke til fadet, og tager for sig af alle de muligheder de får serveret, men som de unge i Nordkraft lader de stå til. I Danmark ender 17 % af en ungdomsårgang op uden ungdomsuddannelse [53], hvilket er et problem.

De utilpassede unge kommer generelt fra dårligt socialt fungerende familier, samme billede så vi i romanen. I medierne hænger det at være utilpasset ofte sammen med at være kriminel. De utilpassede unge er dog ikke nødvendigvis kriminelle, men de kan være det, de kan også stå uden ungdomsuddannelse. Disse to ting i kombination er ofte aktuelt.

Hvis de unge ikke hjælpes ud af deres problemer risikerer de på lang sigt at blive marginaliserede, og udstødt af samfundet. Idet vi lever i et vidensamfund skaber manglende uddannelse i sig selv stigmatisering.

De unge i Norkraft er med mængden af stoffer og kriminalitet et ekstremt eksempel på utilpassede unge. Manglende ungdomsuddannelse er en fællesnævner for de fleste utilpassede unge, derfor vil jeg i det følgende i højere grad arbejde med den problemstilling.

- Forskellige udsatte unge

Artiklen ’Kan de ikke bare tage sig sammen? – om de unge uden uddannelse’ beskriver 4 forskellige slags udsatte unge som har problemer med at komme i gang og komme igennem en ungdomsuddannlese. Artiklen bygger på en interviewundersøgelse af unge uden uddannelse foretaget i forbindelse med socialministeriets program om social arv.

51

Ungdomsforskning – unge i tal og tekst, årg. 3, nr. 3 og 4 – dec. 2004 s. 48-53

52

http://www.faktalink.dk/publish.php?linknavn=util

53

Ungdomsforskning – unge i tal og tekst, årg. 3, nr. 3 og 4 – dec. 2004 s. 46

Side 22

Generelt kan sige om de udsatte unge at langt hovedparten af dem stammer fra familier, hvor forældrene har kort eller ingen uddannelse. De unges opvækst i mange af tilfældene været prægede af problemer, og mange har ikke brudt sig om folkeskolen. Derfor er deres motivation for at komme i gang meget forskellig [54]. I artiklen arbejdes med henholdsvis opgivende unge, praktiske unge, vedholdende unge og flakkende unge.

De har alle forskellige kendetegnende karakteristika i form af deres baggrund og i form af hvordan de bedst motiveres.

De opgivende og de praktiske unge er begge kendetegnede ved at de har haft mange nederlag, eller ikke har interesseret sig synderligt for skolen. En uddannelsesstart skal for dem helst være startende med praktisk arbejde, og den teori som de senere får skal være tæt forbundet til det praktiske.

For en opgivende ung, er det specielt kendetegnende at familien ikke har overskud til at støtte og bakke op, derfor skal der gerne foranstaltes en personlig støttemulighed. Denne personlige støttemulighed kan evt. være en ungdomsvejleder som under hele uddannelsen perioden kontakter den unge og lever sig med ind i forløbet. For den praktiske unge er det også en vigtig faktor, men her sættes desuden vægt på at der skal være socialt liv og sjov på uddannelsesinstitutionen.

De vedholdende unge er en lidt anden type, de har modsat de andre to haft boglig succes i folkeskolen, men ikke stor social succes. De vedholdende er ofte piger, som i folkeskolen var de stille og flittige, dem som altid afleverede opgaverne til tiden og havde orden i tingene. Disse unge stiller utroligt høje krav til sig selv, og er meget perfektionistiske. Honoreres deres anstrengelser ikke, bryder deres verden hurtigt sammen [55]. De har derfor brug for konstante tilbagemeldinger på deres arbejde. Disse unge kæmper imod mindreværdsfølelse og manglende venskabsrelationer, det er derfor vigtigt at der er sociale arrangementer på uddannelsesstedet. De vil være med til at sikre en tilknytning til stedet.

Sidst men ikke mindst er der de flakkende unge. De kommer fra familier hvor forældrene har et nogenlunde uddannelses niveau, og hvor der er en forældreforventning om at barnet ligeledes tager en uddannelse. De har haft relativt god social succes i skolen, og familier som har bekymret sig om dem. Det som slår dem ud af kurs er at der indtræffer nogle begivenheder i deres liv (dødsfald i nærmeste familie, depression eller lignende). De flakkende unge er ressourcestærke nok til at indgå i det eksisterende uddannelsessystem, men har personlige problemer som på en eller anden måde

        56
skal løses.

54

Ungdomsforskning – unge i tal og tekst, årg. 3, nr. 3 og 4 – dec. 2004 s 49

55

Ungdomsforskning – unge i tal og tekst, årg. 3, nr. 3 og 4 – dec. 2004 s 51

56

Ungdomsforskning – unge i tal og tekst, årg. 3, nr. 3 og 4 – dec. 2004 s. 52

Side 23

Alle disse forskellige unge er stået af i ræset og skal hjælpes i gang igen. Lovgivningsmæssigt er der flere ting man kan gøre. Man kan beslutte sig for at man vil yde en bedre vejledning og støtte til de unge som kommer til ungdomsuddannelsen med problemer. Hvis den unge gennem hele barndom og ungdom har haft forskellige sociale problemer, vil en plejefamilie højst sandsynligt kunne afhjælpe eller mindske disse. Plejefamilien skal sættes ind tidligt, så den unge har et trygt og fast holdepunkt ved siden af familien som måske ikke giver meget støtte. Det er ikke ment som en reel anbringelse, men som en aflastningsfamilie den unge kan komme til når tingene bliver for meget i skolen og derhjemme. Det findes allerede, men bør bruges langt mere end det på nuværende tidspunkt gør.

Ellers må man generelt sætte ind og prøve at imødekomme de ønsker som er gennemgået ovenfor.

Nogle af ønskerne ar dog svære at imødekomme rent lovgivningsmæssigt. Det er initiativer som skal tages på de enkelte uddannelses steder.

På lærepladser er der nogle steder ’bedstefar-ordninger’ hvor den udsatte unge tilknyttes en ældre person, som holder øje med at den unge kommer på arbejde og gennemfører forløbet. Det er en lidt ekstrem form for støtteordning, men nogle steder er det formentligt meget god løsning. ’Støtte-pædagog’ ordningen burde måske udbredes mere.

Det er samme mekanismer i det senmoderne samfund som driver unge ud i kriminalitet, som gør at de ikke får en uddannelse. Dårlige familie forhold, som efterhånden er nævnt mange gange, socialisation i dårlige miljøer (det dårlige miljø kan også være et miljø hvor den unge ikke er socialt accepteret, og derfor nedbrydes), risikobetonede valg mv.

Med hensyn til en reel ungdomspolitik har vi allerede en. Det har vi haft siden 1997 hvor den tidligere socialdemokratiske ledede regering, under Voldsmose tumulten, fik sat en i værk. Den overordnede politiske målsætning er at ’Alle unge skal have mulighed for en indholdsrig ungdom, der kvalificerer til en selvstændig og perspektivrig tilværelse med aktiv deltagelse i samfundsudviklingen.’ [57] Se ungdomspolitikken bilag 2. Det er en ungdomspoliyik som stærkt satser på at alle unge skal have en uddannelse. Uddannelse er vejen ud af den sociale arvs kløer.

57

http://pub.uvm.dk/2000/ungdomspolitik/6.htm

Side 24

- Afrunding af projektet

Identitetsdannelsen i det senmoderne samfund er mere problemfyldt end tidligere, det skyldes det samfundets meget omskiftelige karakter og familiens ændrede karakter. Der er mange risici ved at være ung i dag, og det kan hæmme nogle i deres valg. Bogen Nordkraft viser os hvordan en gruppe unge gemmer sig, og forsøger at undgå ’den virkelige verden’ ved simpelthen ikke at træffe nogen konstruktive valg. Bogen viser ligeledes hvordan alle de dårlige valg stigmatiserer dem i forhold til det øvrige samfund.

I uddannelsessituationen kan de mange valg og risikomomentet i at vælge forkert også hæmme de unge. Muligvis kommer de under uddannelsen i tvivl om det er det rigtige for dem, og springer fra.

Det er et stort samfundsmæssigt problem, og ungdomsuddannelser bliver nødt til i fremtiden at være mere fleksible omkring de unges ønsker og behøv. Det er ikke acceptabelt at 17 % af en ungdoms generation ikke får en ungdomsuddannelse.

Side 25

Litteraturliste

Ejersbo, Jakob

Nordkraft, 1. udgave, 10 oplag

Jakob Ejersbo og Gyldendal, 2003

ISBN 1-1

Erikson, Erik

Identitet –Ungdom og kriser, 2. udgave. Oversættelse efter ’Identity. Youth and Crisis’

Hans Reitzels forlag A/S, 1992

ISBN 4-6

Giddens, Anthony

Sociologi – En kort, men kritisk introduktion. Oversættelse efter ’Sociologi. A brief but critical intrudoction’ Second Edition, The MacMillan Press, London1986

Hans Reitzels forlag A/S, 1995

ISBN 2-3

Giddens, Anthony

Introduktion til en samfundsteoretiker, 2. reviderede udgave

Hans Reitzels forlag A/S, 2001

ISBN 8-2

Knudsen, Anne og Jensen, Carsten Nejst

Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund, 2. udgave 4 oplag

Billesø og Baltzer, 2005

ISBN 5-7

Stehouwer, Jan. Bogen er redigeret ved Kaarsted, Tage og Rasmussen, Erik

Sociologi, 2. udgave, 2. oplag

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 1973

ISBN 1-2

Oversat og redigeret af Levander, Martin, Hylsberg, Hanne og Rantzau-Meyer, Michael

Anvendt psykologi, 5. udgave, 2. oplag

Systime, 2008

ISBN 16-1978-5

ISBN 978-7

Center for ungdomsforskning, Learning Lab Denmark

Ungdomsforskning – unge i tal og tekst, årg. 3, nr. 3 og 4 – dec. 2004

Center for Ungdomsforskning

ISSN

Redigeret af Brarup, Mogens, Hauge, Lene og Thomsen, Ulrik Lyager

Den nye psykologi håndbog, 2. udgave, 2 oplag

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 2000

ISBN 6-3

Side 26

Johannsen, Nis og Sjøberg Flemming

Litterære arbejdsmønstre 1, 2. udgave, 2. oplag

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 1979

ISBN 1-3

Fibiger, Johannes og Lütken, Gerd

Litteraturens veje, 2. udgave, 6. oplag

Systime

ISBN 2-7

Baggrunds litteratur

Lauritzen, Kristina og Ros, Tine

Rodløs – samtaler med unge kriminelle, 1. udgave

Forlaget Ducumentas, 2004

ISBN 0-0

Durkheim, Emilie

Den sociologiske metodes regler, oversat efter ’Les regles de la methode sociologique’, Paris 1895

(17.udgave 1968)

Nærværende danske udgave Hans Reitzels forlag A/S, 2000

ISBN 2-2

Jensen, Egon og Nielsen, Torben Stener

Metode og skriftlig fremstilling i samfundsfag, 1. udgave, 1. oplag

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 1984

ISBN 2-0

Redigeret af Andersen, Heine, Brante, Thomas og Olav Korsnæs

Leksikon i sociologi

Akademisk forlag, 1998

ISBN 9-8

Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse

Unges livstil og dagligdag 2001 – geografiske forskelle og ligheder

MULD-rapport Nr. 2

ISBN 0-8

Internettet

Social mobilitet af Martin D. Munk - Socialforskningsinstituttet

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Arbejdspapirer/Arbejdspapirer/AP9_2003MDM.pdf

Det kriminalpræventive råd

Side 27

http://www.dkr.dk/

Afhandlingen De utilpassede unge

http://www.faktalink.dk/publish.php?linknavn=util

Regeringens ungdomspolitiske indsats

http://pub.uvm.dk/2000/ungdomspolitik/4.htm

Forside illustration

http://www.branislavdesign.com/print/identitet.jpg