SSO: Analyse af Ehrengard af Karen Blixen

Side 1

1

Større Skriftlig Opgave

7. - 14. marts 2014

Analyse af ”Ehrengard” af Karen Blixen

Indhold

Indledning ............................................................................................................................................ 2 Redegørelse:

Den fantastiske fortælling .................................................................................................................... 3 Den skabende kunst ............................................................................................................................. 4 Analyse:

En fyrstelig hemmelighed .................................................................................................................... 6 Den store fortælling ............................................................................................................................. 7 Dianas selvstændighed ......................................................................................................................... 8 Ånden i naturen .................................................................................................................................. 10 Den farlige seksualitet ........................................................................................................................ 11 Perspektivering:

Fra Heretica til 60’er-modernisme ..................................................................................................... 13 Konklusion:

Konkluderende ord ............................................................................................................................. 15 English summary................................................................................................................................ 16 Litteraturliste ...................................................................................................................................... 17

Side 2

2

Indledning

I min større skriftlige opgave vil jeg analysere og fortolke Karens Blixens ”Ehrengard”. Som udgangspunkt vil jeg gøre rede for Karen Blixens forfatterskab, herunder hendes skrivestil og brug af symbolik. Herefter vil jeg, som introduktion til analysen, resumere handlingen i ”Ehrengard”, og med udgangspunkt i de redegørende afsnit vil jeg analysere ”Ehrengard” med fokus på symbolik og tematik. I det vurderende afsnit vil jeg perspektivere til andre samtidige forfattere og drage paralleller og eventuelle modsætninger til Karen Blixens forfatterskab.

Opgaven er udarbejdet på baggrund af følgende opgaveformulering:

- Med udgangspunkt i Karen Blixens forfatterskab og skrivestil ønskes en analyse og fortolkning af ”Ehrengard” med fokus på genre, skrivestil og tematik. Perspektivér herefter til en eller flere samtidige forfattere med henblik på skrivestil og tematik. -

(Bemærk: I denne opgave er alt citeret materiale gengivet loyalt i henhold til de respektive værkers originale tegnsætning og generelle syntaks.)

Side 3

3

Den fantastiske fortælling

Karen Blixen blev født i 1885 og voksede op på Rungstedlund i Nordsjælland. Hun giftede sig i

1914 med sin halvfætter Bror von Blixen-Finecke, som hun efterfølgende drev en kaffefarm med i Britisk Østafrika. Efter sin skilsmisse med von Blixen-Finecke og salget af den økonomisk skrantende farm vendte hun i 1931 tilbage til sit barndomshjem på Rungstedlund. I sin tid i Afrika havde hun påbegyndt novellesamlingen ”Seven Gothic Tales”, og i de efterfølgende år lykkedes det hende at få færdiggjort fortællingerne, som udkom i USA i 1934 under Blixens pseudonym Isak Dinesen. I Danmark udkom samlingen året efter under navnet ”Syv Fantastiske Fortællinger”.

Blixen døde i 1962 som følge af komplikationer i forbindelse med kønssygdommen syfilis.

Blixens forfatterskab var præget af hendes opvækst i en tid, hvor kvinder gradvist opnåede mere og mere ligestilling i en ellers mandsdomineret verden, og hendes historier indeholdt ofte både direkte og indirekte referencer til den moderne kvindeidentitet, Blixen selv søgte efter. I flere af hendes fortællinger støder læseren på den mytologiske gudinde Diana, som Blixen brugte som en personificering og et symbol på kvinden, der ikke lader mandens forventninger forme hende, men i

                            1
stedet eksisterer på sine egne vilkår .

Genremæssigt kan flere af Blixens værker kategoriseres som fantastiske fortællinger. Den fantastiske fortælling har en række fællestræk med eventyret. Blandt andet er der i den fantastiske fortælling noget overnaturligt på færde, men mens eventyret eksplicit udpensler, at handlingen ikke har hold i virkeligheden, for eksempel i form af magi og overnaturlige væsener, tager den fantastiske fortælling udgangspunkt i en ydre virkelighed og foregår sågar ofte i en virkelig geografisk og tidsmæssig kontekst. I modsætning til eventyret vil den fantastiske fortælling kun implicit indeholde overnaturlige elementer, og det er læserens opgave at læse mellem linjerne.

Blixens novelle ”Ringen” fra hendes samling ”Skæbne-anekdoter” fra 1958 er en fortælling om det unge nygifte par Konrad og Lovise. En dag da Lovise går alene gennem skoven, støder hun på en fåretyv på hendes egen alder, og der er udadtil ikke noget overnaturligt ved deres møde. Men den eventyrkyndige læser vil tolke fåretyven som ”dæmonen i skoven”, en forfører, som leder tankerne hen på ulven i ”Rødhætte”. Novellen er i øvrigt plastret til med symbolik og indeholder kendetegn fra både trylleeventyrenes verden og romantikkens litteratur.

1

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/1914-40/Karen_Christentze_Blixen-

Finecke

Side 4

4

Den skabende kunst

Set fra et litteraturhistorisk synspunkt tilhørte Karen Blixen perioden Heretica, som historisk kan placeres i tiden efter anden verdenskrig og frem til cirka 1960. Heretica-forfatterne, eller hereticanerne, centrerede deres forfatterskaber omkring tidsskriftet Heretica. Ordet heretica kommer fra latin og betyder kætteri. Hvor kætteri i ordets brede betydning betyder at afvige fra en religion, menes der i Heretica-forfatternes tilfælde, at de afveg fra de gældende værdier og normer, og deres litteratur og skrivestil fungerede som en indirekte kritik af samtidens teknologi og ideologier, som de mente havde gjort mennesket fremmed for sig selv.

Ligesom første verdenskrigs rædsler var udgangspunktet for ekspressionisternes litteratur og malerkunst, var det mistilliden til mellemkrigstidens og anden verdenskrigs ideologier og medfølgende utopier der fungerede som brændstof for Heretica-forfatterne. På den måde var Heretica-forfatterne modernister, der tog udgangspunkt i en moderne verden i forandring. Ligeledes var deres litteratur et redskab til at bearbejde verden og ikke mindst anden verdenskrig.

Heretica-forfatternes litteratur var altså et opgør med anden verdenskrigs værditab, og forfatterne ønskede at få mennesket til at genfinde sig selv med fokus på det følelsesmæssige og irrationelle. Et særligt kendetegn ved Heretica-forfatterne var, at de ikke så det som kunstens opgave at gengive virkeligheden, men derimod at skabe en helt ny virkelighed via kunsten. Desuden så de det som kunstnerens opgave at se det hele fra oven, at observere samfundet udefra og ovenfra uden egentlig mental deltagelse. Derfor bar sproget i deres litteratur også præg af et distanceret forhold til den verden, de ønskede at forme gennem deres kunst, og sproget var således ladet med symbolik og en generel højtidelig og langsommelig skrivestil. Egenskaber som modernisterne i sluthalvtredserne og tresserne senere vendte sig imod.

Heretica-litteraturen havde også en række fællestræk med 1800-tallets romantiske litteratur.

Herunder et meget symbolsk brug af naturen der leder tankerne hen på romantikkens organismetanke. Af andre fællestræk kan nævnes forfatternes opfattelse af sig selv som bindingsled til Gud, deres beskrivelse af det indre via det ydre og åndeligheden i deres litteratur. Generelt hentede hereticanerne motiver fra eventyr, myter og bibelske tekster, og de så inddragelsen af disse i deres litteratur som værende fornyende og avantgarde.

Heretica-forfatterne fandt i øvrigt inspiration i eksistentialismens filosofiske overvejelser om ansvaret for ens eget liv og vigtigheden i angst. Herunder Søren Kirkegaards religiøse

Side 5

5

                                                  2
eksistentialisme som erklærede, at man først træder i eksistens

, når man tør tage springe ud på

70.000 favne vand.

Blixen adskilte sig på visse punkter fra Heretica-forfatterne, blandt andet delte hun ikke den eksistentialistiske og religiøse tilgang til kunsten, som ellers prægede hereticanerne. Hun delte dog deres opfattelse af kunstneren som en betragter af verden, som fra sit ”tårn”, højt hævet over det

                                                 3
øvrige samfund, beskuer og beskriver verden uden deltagelse

. Ligeledes bar hendes sprogbrug også præg af et mentalt distanceret forhold til omverdenen, og hendes fortællemåde var beskrivende og sat til at foregå i et lavt tempo.

Den tunge brug af symbolik i litteraturen var et særpræg, Karen Blixen også havde tilfælles med Heretica-forfatterne. I flere af hendes historier er der implicit flettet emner om seksualitet og udvikling ind mellem linjerne. I den førnævnte novelle ”Ringen” taber den unge pige Lovise sin vielsesring og sit hvide lommetørklæde. Fåretyven samler tørklædet op og indhylder, som et symbol på samleje, sin kniv i det. Fortolkningsmæssigt kan hændelsen i denne novelle ses som den unge piges tab af sin uskyld og jomfruelighed, symboliseret ved det hvide lommetørklæde. I ringen finder man også spor af romantikkens organismetanke, da Lovise er på vej ind i skoven til det skæbnesvangre møde. Her sidder hun fast i nogle grene, og det virker næsten som om, at naturen ved, hvad der vil ske og derfor prøver at holde hende tilbage.

Netop skæbnen var et gentagende tema i Blixens forfatterskab, hvilket også giver et vink med en vognstang om hendes afstandtagen til hereticanernes religiøse forhold til litteraturen. Blixen mente, at man selv skulle vælge sin skæbne, og derfor handler meget af hendes litteratur om menneskets, og ikke mindst kunstnerens, skæbne. Dette tema gør sig i særdeleshed gældende i den førnævnte samling ”Skæbne-anekdoter”.

Blixens skrivestil var kompliceret og indviklet, og fortællingerne er tit en snørklet sammenfletning af historier viklet ind i andre historier. I flere af hendes fortællinger danner en eksplicit jeg-fortæller ramme om selve historien, og på den måde kommer fortællingerne til at handle om netop det at fortælle. Denne struktur kan ses i forlængelse af opfattelsen af kunsten som en særlig kraft, da fortælleren i historierne repræsenterer kunstneren og dennes rolle.

2

Ifølge eksistentialismen træder man i eksistens, når man fuldt ud tager ansvar for sig selv. Det er op til det enkelte individ at skabe mening med tilværelsen og eliminere den angst der opleves, når det erkendes at der ikke findes en

overordnet mening.
3

Barbara Kjær-Hansen og Tinne Serup Bertelsen, Litteraturhistorien, side 131-134

Side 6

6

En fyrstelig hemmelighed

Karen Blixens roman ”Ehrengard” finder sted i det tyske fyrstendømme Babenhausen i begyndelsen af 1800-tallet. Storhertugen af Babenhausen er, udover en sidelinje til fyrstefamilien, den sidste efterkommer af en gammel fyrstelig slægt, så det spreder glæde, da storhertuginden endelig føder en søn, og derved en retmæssig tronarving, efter mange års barnløshed. Derved frarøves sidelinjen af det gamle dynasti muligheden for at arve tronen.

Lothar, som sønnen døbes, er et ønskebarn i mange henseender, og han opfostres under særdeles beskyttede, men også gunstige forhold. Da Lothar når giftealderen, begynder jagten på en potentiel hustru. Igennem kunstneren og forføreren Geheimeraad Johann Wolfgang Cazotte introduceres Lothar til prinsesse Ludmilla, som han gifter sig med. Kort inde i det spæde ægteskab fortæller Lothar storhertuginden, at Ludmilla er gravid, hvilket lægger grundlaget for en krise, da det er klart, at barnet er undfanget uden for ægteskabet. Herr Cazotte og storhertuginden udtænker en plan for at holde det illegitime svangerskab hemmeligt for fyrsteparrets undersåtter og ikke mindst fjender. Det unge par skal indtil den officielle termin i juli holde sig i skjul på slottet Rosenbad. Til at varetage storhertugindens interesse i at holde graviditeten hemmelig, ansættes blandt andre den unge generaldatter Ehrengard von Schreckenstein som hofdame for prinsesse Ludmilla.

Parret stortrives på det idylliske Rosenbad. Ludmilla stifter et næsten familiært forhold til Ehrengard, og den lærde Herr Cazotte underholder både Ludmilla og Lothar med sin viden og sine kundskaber. Da Ludmilla nedkommer, fortrylles hele slottet af den nyfødte prins’ sublime skønhed og fuldkommenhed. Sideløbende med de øvrige begivenheder på slottet finder Herr Cazotte inspiration i Ehrengards nøgne skikkelse, og fortryllet af sin nyfundne muse påbegynder han sit livsværk ”Diana's Bad”.

Omkring den tid hvor fødslen officielt skal finde sted, pønser medlemmer af familiens sidelinje på et kup af tronen, og i den forbindelse kidnapper de den lille prins. På Rosenbad skaber nyheden om bortførelsen panik og rædsel, men Ehrengard tager sagen i egen hånd og drager ud og redder prinsen fra hoffets fjender.

Side 7

7

Den store fortælling

Som nævnt gjorde Blixen ofte brug af en jeg-fortæller, som fungerede som en slags ramme om selve fortællingen, og denne fortælleform benyttes også i ”Ehrengard”. Fortælleren præsenteres i begyndelsen som en gammel dame, som kender til begivenhederne i Babenhausen via sin oldemors brevkorrespondancer med Herr Cazotte.

”En gammel Dame fortalte denne historie. ”For hundrede og tyve Aar siden,” begyndte hun, ”fortalte min Historie sig selv, over et længere Tidsrum end De eller jeg nu kan give til den, og med et Mylder af Enkeltheder og Biomstændigheder, som vi aldrig kan haabe paa at lære at

kende”.^{4}

Da den gamle dame ikke selv deltager i begivenhederne, men altså kun fungerer som formilder af fortællingen, træder hun i selve historien ind i rollen som en alvidende fortæller, der frit kan springe mellem de forskellige personer. Hendes historie er delt op i tre afsnit, og imellem afsnittene træder hun ud af sin rolle som alvidende fortæller og vender for en stund tilbage i sin rolle som jeg-fortæller for at afrunde og præsentere. At fortælleren både fungerer som jeg- og alvidende fortæller giver hende et snert af utroværdighed, men hun tyer til gendrivelsens kunst og erkender selv sit begrænsede kendskab. I ovenstående uddrag forklarer fortælleren netop selv, at hun umuligt kan kende til samtlige detaljer og sammenhænge. Fortællingen suppleres i øvrigt af uddrag af korrespondancerne mellem Herr Cazotte og fortællerens oldemor; Grevinde von Gassner, og dette er trods alt med til at give hende en smule troværdighed.

Blixen var en af de sidste forfattere, der for alvor gjorde brug af den alvidende fortæller, og hendes brug af denne fortællertype kan ses som et eksempel på hendes forhold til kunsten. I Blixens forfatterskab var idéen med den alvidende fortæller, at hun ønskede at understrege, at personerne i fortællingerne blot var aktører i fortællerens værk, og ligeledes var historien større end de personer

                     5
der slog deres folder i den.

I ”Ehrengard” kommer man aldrig rigtig ind i persongalleriets indre. Cazottes psyke er den, man som læser får det bedste kendskab til, mens de øvrige protagonisters sind og sjæleliv kun beskrives sporadisk, for eksempel som i uddraget på næste side.

4

Karen Blixen, Ehrengard, side 5

5

Robert Zola Christensen, Manual til skrivekunsten, 2005

Side 8

8

                                                               6
”Storhertuginden følte sig i nogen Grad beroliget af Herr Cazotte's Ord (...)”

Dette sporadiske kendskab til persongalleriets følelsesregister vidner igen om Blixens opfattelse af deres roller som aktører i en større fortælling, men det er også meget repræsentativt for et vigtigt kendetegn ved Heretica-litteraturen. Nemlig at det indre beskrives via det ydre. På den måde kan konkrete beskrivelser læses som manifesteringer af personernes indre. I nedenstående passage beskriver Herr Cazotte Ehrengard overfor storhertuginden:

”(...) og jeg har set hende. I hvidt. En ung Valkyrie. (…) eneste Pige i en Slægt af Krigere. En næsten utroligt velegnet, hvidglødende ung Engel med sit Flammesværd til at staa Vagt ved vore

unge Elskendes Paradis!”^{7}

Udover den meget symbolske brug af farven hvid, renheden og uskyldighedens farve, beskrives Ehrengard som en standhaftig kvinde der står stærkt, selv blandt mange mænd. På den måde beskrives hendes stærke og selvstændige personlighed indirekte via en ydre optik.

Dianas selvstændighed

”Ehrengard” indeholder to parallelle historier. Hovedhistorien er hoffets tiltag for at opretholde sit gode navn og rygte ved at holde det illegitime svangerskab skjult for omverdenen. Herr Cazotte spiller naturligvis en vigtig rolle i disse begivenheder, men den sideløbende historie om Cazottes fascination af den unge Ehrengard udgør et andet vigtigt element, måske netop fordi der via Cazotte stilles spørgsmål ved kunstens rolle. Cazotte ønsker at forføre Ehrengard alene i gennem sin kunst, men undervejs bliver man som læser opmærksom på, at det måske er motivet, i dette tilfælde Ehrengard, der dirigerer kunstneren og ikke omvendt.

Cazottes besættelse af Ehrengard starter, da han i forbindelse med en gåtur i naturen opdager Ehrengard bade nøgen. Som tidligere nævnt brugte Blixen ofte mytologien som kildeområde i form af gudinden Diana. I den følgende passage overvældes Cazotte af Ehrengards skønhed, og han ønsker efterfølgende at male hendes nøgenportræt, som han da også giver arbejdstitlen ”Diana's Bad”:

6

Karen Blixen, Ehrengard, side 17

7

Karen Blixen, Ehrengard, side 31

Side 9

9

”Efter en Stund steg hun igen op af Vandets Favntag. (…) Herr Cazotte blev meget alvorlig. Mens han betragtede den Vision, han stod overfor, havde han overhovedet ikke tænkt paa noget, hans Sjæl havde været i hans Øjne. Idet han nu langsomt lod Tanker og Begreber vende tilbage, stod det ham klart at han var blevet udvalgt og begunstiget, overvældet med Naade som aldrig før. Et enestående

                                   8
Motiv var blevet skænket en stor Kunstner”.

Med udgangspunkt i Blixens tilgang til den selvstændige kvindeidentitet, fornemmer man i denne passage, at den store kunstner, og ikke mindst mand, Cazotte overvældes af Ehrengards kvindelighed. Ehrengard beskrives igennem hele historien som en selvstændig ung dame, som udover at fungere som en slags pseudostoresøster til prinsesse Ludmilla, også udviser en stor nysgerrighed og appetit på at tilegne sig viden. Endeligt mestrer hun ridning og besidder et talent for jagt, to egenskaber som i sidste ende gør hende i stand til at redde den lille prins. I kraft af sin handledygtighed bliver hun i denne fortælling personificeringen af Diana og derved et symbol på en stærk kvindeidentitet, der ikke lader sig kue i en mandsdomineret verden.

Det nævntes tidligere, at Blixen delte Heretica-forfatternes opfattelse af kunsten som noget, der skal genskabe virkeligheden. Med det in mente kan Cazottes fascination af Ehrengard siges at være lidt af en modsigelse. Cazotte beskrives som en meget lærd mand, der udover at besidde en stor kundskab også har ordet i sin magt. Men da han inspireres ved synet af Ehrengards nøgne krop, foreligger der, som nævnt, implicit et interessant spørgsmål: Har kunstneren magt over kunsten, eller har kunsten magt over kunstneren? Efter hændelsen kan det virke som om, at sidstnævnte er tilfældet:

”Det Billede, som han her var blevet beordret til at male, (…) vilde i sig selv være et Vidunder og en Herlighed, Kronen paa hans Karriere som Kunstner. (…) Paa hvilken tænkelig Maade kunde han mere fuldt og gennemgribende gøre Pigen til sin end ved at indfange, fastholde og fæstne paa sit

Lærred hver Linie og Farvetone i hendes unge Legeme (...)”^{9}

Cazotte ønsker først at fremmest at forføre Ehrengard, og selvom det går op for ham, at han kan forføre hende igennem sin kunst, kan man som læser ikke undgå at lægge mærke til, at han føler sig beordret til at male. Derved udvælger han ikke sit portræt, men portrættet udvælger derimod ham, og på denne måde bliver det, meget i strid med Blixen og Heretica-forfatternes opfattelse, kunstnerens rolle at gengive virkeligheden frem for at skabe en ny virkelighed gennem kunsten.

8

Karen Blixen, Ehrengard, side 71-72

9

Karen Blixen, Ehrengard, side 73

Side 10

10

Ånden i naturen

Cazotte opdager som nævnt Ehrengard i forbindelse med en gåtur i naturen, og denne gåtur er, set fra et analytisk synspunkt, heller ikke helt uinteressant. Her dukker kendetegn fra romantikkens organismetanke op, og naturen beskrives som værende besjælet af en højere guddommelighed:

”Kastanietræets Blomster (…) holder sig ranke som Alterlys. Syrenens Blomster synes at myldre frem i alle Retninger fra Stammen og Grenene, saa at hele Busken bliver til en overdaadig Buket, Guldregnens Blomster hænger som gyldne Sommer-Istapper i den blegblaa Luft, men Tjørnens Blomster ligger hen ad Grenene som lette Lag af hvid og rosenrød Sne. En saa uendelig Forskelligartethed kan umuligt være nødvendig for Naturens Husholdning, den maa være et Udslag af en Verdensaand, som er til Overmaal opfindsom (…) Sommernatten blev lysere omkring ham, Farverne begyndte langsomt, ligesom modvilligt, at træde frem i Græsset og Træerne. Vandrerens

Bukseben blev gennemblødte til over Knæene, og Burrer og Torne satte sig fast i dem”.^{10}

I passagen, som Blixen beskriver igennem Cazottes optik, fornemmer man fra Cazotte en ærefrygtsfuld respekt for naturen af næsten religiøse dimensioner. Selvom Blixen ikke delte hereticanernes religiøse tilgang til litteraturen, bruges kristendommen og referencer til Bibelen flere gange som kildeområde i ”Ehrengard”:

”Naar de var gaaet, vilde hun have opfattet tre Kendsgerninger. At hun var smuk. At hun var nøgen

                                                                             11
– og allerede i tredie Kapitel af Genesis berettes det at en sådan Erkendelse er skæbnesvanger.”

Ovenstående uddrag henviser til syndefaldsmyten i Første Mosebog, hvor Eva spiser af kundskabens træ og i den forbindelse, erkender at hun er nøgen. Det får langsigtede konsekvenser for hele menneskeheden som efterfølgende må døje med arvesyndens tunge byrde.

Senere i bogen refererer Blixen igen til Bibelen:

”Jeg er sikker paa at den nøjagtigt ligner den Kurv som den ægyptiske Prinsesse fandt lille Moses i

mellem Sivene.”^{12}

Bibelreferencerne skal da nok også snarere ses som et værktøj, som Blixen bruger til at lægge

10

Karen Blixen, Ehrengard, side 67-68

11

Karen Blixen, Ehrengard, side 74

12

Karen Blixen, Ehrengard, side 81

Side 11

11 emfase på beskrivelserne end som hendes eget tilhørsforhold til kristendommen.

Den farlige seksualitet

Et kendetegn ved den fantastiske fortælling er, at handlingen kun kan foregå i fantasien, men som nævnt beskrives det overnaturlige implicit. ”Ehrengard” kan næppe kaldes en fantastisk fortælling, og der er umiddelbart heller ikke nogen handlinger i bogen, der ikke kunne forekomme i virkeligheden. Men som det ofte er tilfældet i Blixens værker, gøres der meget brug af symbolik, og ”Ehrengard” kan, ligesom hendes fantastiske fortællinger, også læses freudiansk, hvis man fokuserer på symbolikken.

I det klassiske eventyr er uhyrer i naturen et symbol på de forbudte seksuelle følelser i mennesket.

I ”Rødhætte” får Rødhættes manglende årvågenhed overfor seksualiteten, personificeret af ulven, konsekvenser, og hun spises, hvilket igen kan ses som hendes afkast på sin renhed. Der vil i eventyrene også være en udviklingshistorie involveret i handlingen. Der gøres brug af den klassiske hjemme-ude-hjemmestruktur, hvor protagonisten starter i trygge rammer for herefter at begive sig ud på et eventyr; et symbol på pubertet. Til sidst vender helten hjem igen, som et symbol på at puberteten og dens prøvelser er overstået. Voksenlivet kan begynde.

I ”Ehrengard” er det titelpersonen der gennemgår denne udvikling. I en af Herr Cazottes breve til Grevinde von Gassner skriver han om Ehrengard:

”Hun er ved at blive ilde tilpas i Rosenbad's tungt duftende Luft og begynder at finde det vanskeligt

at aande i den.”^{13}

Ehrengard er i nye omgivelser. Symbolsk kan det tolkes som begyndelsen af puberteten. Hun væmmes ved lugtene og føler sig i øvrigt ikke tilpas i omgivelserne, ligesom en ung pige føler sig utilpas i sin egen krop. Det er også umiddelbart efter denne beskrivelse, at Cazotte ser Ehrengard nøgen for første gang og i denne forbindelse bliver opmærksom på hendes blomstrende kvindelighed. Ehrengard beskrives igennem hele historien som en standhaftig kvinde med ben i næsen, men også som en kvinde i uvante omgivelse. Det er først da hun redder den lille prins og derved opnår udmærkelse, at hun fuldt ud opnår omverdenens fulde accept. Set med symbolske

13

Karen Blixen, Ehrengard, side 50

Side 12

12 briller kan dette tolkes som hendes endelige afslutning på puberteten. På denne måde bliver Ehrengard altså ikke kun et symbol på den selvstændige kvinde, men også et symbol på forvandlingen fra pige til kvinde.

I bogens epilog er Ehrengard genforenet med sin forlovede, og til prinsens barnedåb er Herr Cazotte taget til Rom. Han får aldrig malet sit nøgenportræt af Ehrengard og får altså heller ikke forført hende. I stedet forelsker Ehrengard sig oprigtigt i sin forlovede, og deres forhold bliver et symbol på den rene og legitime kærlighed. Det fortælles at Cazotte er taget til Rom, hvor det er lykkedes ham at forføre en sangerinde. På den måde ender Cazotte som denne histories uhyre i skoven, hvis ønske om at forføre den unge pige i enden forpurres af den accepterede og rene kærlighed.

Det kan være svært at definere ”Ehrengard” genremæssigt, selvom bogen indeholder kendetegn fra den fantastiske fortælling. Mere interessant er da også bud på overordnede temaer. Temaer som forførelse og ikke mindst kunstens rolle bør nævnes i forbindelse med en vurdering af tematikken, idet fortællerperspektivet det meste af tiden er lagt hos Herr Cazotte. Men titelpersonens handlinger får alligevel i sidste ende den største betydning for historien, og med Blixens forhold til den moderne, selvstændige kvindeidentitet in mente, kan man ikke undgå at læse ”Ehrengard” som en hyldest til den stærke og handledygtige kvinde.

Blixen henter i ”Ehrengard” yderligere inspiration i mytologiens verden og benytter flere gange den romerske gudinde Venus, gudinden for kærlighed, frugtbarhed og forførelse, som grundlag for Cazottes beskrivelser af Ehrengard.

”Og endelig at hun, ved saaledes at være smuk og nøgen, havde overgivet sig til Venusbjerget. Og til ham. Skikkelsen paa Lærredet vilde forblive kysk sølvlysende for de begejstrede Tilskueres Øjne.

Men den unge Kvinde ved hans Side vilde langsomt blive brændende rød.”^{14}

Ifølge mytologien var Venus en forfører af mænd, og på Venusbjerget blev mænd bjergtaget af Venus' skønhed, og de var i efterfølgende ikke i stand til at undslippe hendes forførende favntag.

Cazotte ønsker at forføre Ehrengard, men i virkeligheden er det ham der er blevet forført, og på den måde fremstår Ehrengard yderligere som en stærk kvindeskikkelse. Som nævnt ender hun da også med at redde dagen, og den store forfører stikker af i forlegenhed. Og derved er den stærke moderne kvindeidentitet kommet til sin fulde ret.

14

Karen Blixen, Ehrengard, side 74-75

Side 13

13

Fra Heretica til 60’er-modernisme

Som tidligere nævnt havde Karen Blixen en række synspunkter og opfattelser af kunsten til fælles med Heretica-forfatterne i tiden efter anden verdenskrig. Hereticanerne betegnes ofte som sensymbolister med reference til slut-1800-tallets symbolister, som ligeledes i deres litteratur brugte hverdagsgenstande- og handlinger symbolsk.

En kendt Heretica-forfatter var Martin A. Hansen. Ligesom Blixen var hans skrivestil præget af et langsommeligt og indviklet sprog, og hans fortælleform var beskrivende og scenisk, oftest med en alvidende fortæller. Ligeledes er hans værker fulde af symbolik skjult mellem linjerne i form af handlinger og genstande fra hverdagen. I hans novelle ”Agerhønen” fra 1947 finder en fattig familie en agerhøne uden for deres hoveddør efter at have observeret en mystisk skikkelse i mørket udenfor.

”Han pressede ansigtet mod den sorte, kolde rude og så ud. Han vidste, hvad han ville få at se. Så

                                                                          15
blev alt tydeligere, og han så en mørk skikkelse, større end mænd, gå bort mellem træerne.”

Historien er tung af symbolik og bibelske temaer. Skikkelsen i ovenstående passage kan tolkes på flere måder. På den ene side kan den tolkes som et symbol på døden, der forsvinder, da agerhønen giver familien mulighed for at spise sig mætte og undgå døden. På den anden side kan den tolkes som en Jesus-figur, en velgører og livgiver, som bringer dem agerhønen og derved et måltid.

Familien beskrives som værende meget fattige, men da de finder agerhønen, finder de straks alle reserverne frem og tilbereder et festmåltid baseret på den lille fugl. Set fra et bibelsk perspektiv leder det tankerne hen på Jesus, der mætter en hel folkemængde med en lille mængde fisk og brød.

”Fedt kom på panden, det sidste måske, men nu tog moderen resolut til de yderste reserver, kartoflerne kom i en kasserolle og på ilden, og bunden blev ikke skrabet i selvopgivelse, for hun beredte et håbets festmåltid. Og skønt det var langt over sengetid, blev der bredt dug på bordet, hvid og skøn, selv i karbidlygtens lys. Men så blev lygten båret udenfor, hvor den kunne hvæse af,

                                16
og et dyrt tællelys blev tændt på bordet”

I passagen træder hereticanernes eksistentialistiske tilgang til livet frem, idet familien tilbereder et festmåltid uden at vide, om de overhovedet får noget at spise det næste stykke tid. De tager ansvar for deres egen tilværelse, griber livet og springer ud, hvor de måske ikke kan bunde. Således lever

15

Martin A. Hansen, Agerhønen, 1947

16

Martin A. Hansen, Agerhønen, 1947

Side 14

14 de op til Kierkegaards filosofi om at turde tage springet ud på de 70.000 favne vand.

Hvor Agerhønen temamæssigt beskæftiger sig med eksistentialismen og fokus på menneskets ansvar for eget liv, er der i A. Hansens novelle ”Paradisæbler” fra 1953 også en underforstået udviklingshistorie på spil. Ligesom i ”Ehrengard” hentes der inspiration hos eventyrene, og

                                                    17
ligeledes er det overordnede tema overgangen fra barn til voksen. I denne historie symboliseres

udviklingen ved en ung drengs prøvelser i ellers realistiske og nutidige rammer, ligesom det også er tilfældet med titelpersonens overgangsfase i ”Ehrengard”.

”Ehrengard” udkom i 1962 efter Blixens død. Set fra et litteraturhistorisk perspektiv, altså i forhold til den periode den udkom i, var den med sin fortælleform og sit meget litterære sprogbrug uddateret og allerede lidt af et fortidslevn ved udgivelsen. Som nævnt kom der i slutningen af

1950'erne en ny generation af modernister på banen, som gjorde op med hereticanernes højtidelige sprogbrug. Hvor hereticanernes skrivestil afspejlede sig i deres iscenesættelse af sig selv som skabende kunstnere, mentalt tilbagetrukket fra omverdenen, stilede sluthalvtredserne- og tressernes forfattere mod en mere jordnær litteratur. Således bar deres litteratur præg af en mere talesprogsagtig tone, da de mente at Heretica-forfatternes tilgang til sproget var for gammeldags og traditionel.

Hvor Heretica-forfatterne gjorde op med deres samtids realiteter og ligeledes forsøgte at omdefinere verden gennem deres kunst, forsøgte tressermodernisterne det stik modsatte. De ønskede at konfrontere læserne med den moderne verden frem for at tage afstand til den. Tressermodernisterne anså også tonen i Heretica-forfatternes litteratur som værende for seriøs og alvorlig, og de mente at netop den tunge alvor var det, der var med til at distancere hereticanerne fra den øvrige verden.

Forfattere som Klaus Rifbjerg og Benny Andersen gjorde op med den tunge alvor, og de forsøgte via deres poesi at ”nærme” sig verden igen.

Omend Karen Blixens litteratur tilhørte en uddøende race, og i det hele taget var noget gammeldags i sin facon, var den med sit fokus på kvindefrigørelse på en måde forud for sin tid. ”Ehrengard” er blevet kritiseret for ikke at være på niveau med Blixens øvrige litteratur, og efter sigende skulle Blixen havde skrevet romanen på grund af pengenød, men ikke desto mindre er den stadig en interessant repræsentativ roman for Blixens verdensbillede.

17

Barbara Kjær-Hansen og Tinne Serup Bertelsen, Litteraturhistorien – på langs og på tværs

Side 15

15

Konkluderende ord

Karen Blixens litteratur bar præg af hendes egen søgen efter en moderne kvindeidentitet. Mange af hendes historier kan kategoriseres som fantastiske fortællinger, en genre der temamæssigt trækker på eventyrgenren. Den fantastiske fortælling adskiller sig dog fra eventyret ved at være mere tynget af symbolik og benytter i modsætning til eventyret realistiske elementer til at beskrive noget overnaturligt.

Blixens litteratur har mange fællestræk med Heretica-litteraturen hvis forfattere så sig selv som afvigere fra mellemkrigstidens og anden verdenskrigs ideologiske synspunkter. Heretica-forfatterne iscenesatte sig selv som beskuere af samfundet og så det som deres kunsts rolle at forme en ny verden frem for at beskrive en allerede eksisterende verden. Selvom Blixen på nogle områder adskilte sig fra hereticanerne havde hun den symboliktyngede og højtidelige skrivestil til fælles med dem.

Blixens skrivestil var således indviklet og kompliceret, og hendes historier indeholdt ofte historier inden i andre historier. Blixen havde skæbne som tema i mange af sine værker hvilket afspejlede hendes afstandtagen fra hereticanernes eksistentialistiske og religiøse perspektiv på litteraturen.

Hun var en af de sidste forfattere til for alvor at gøre brug af en alvidende fortæller, hvilket kan forklares med hendes opfattelse af sine fortællinger, som hun så som værende større end deres aktører. ”Ehrengard” er på mange måder repræsentativ for Blixens litterære stil. Den er en fortælling i en anden fortælling, og der gøres brug af en alvidende fortæller. Der gøres brug af realistiske og konkrete rammer, som dog kan læses med en symbolsk optik. Således bliver titelpersonen et symbol på udvikling, men altså også et symbol på en moderne og selvstændig kvindeidentitet. I ”Ehrengard” kan man desuden finde eksempler på romantikkens organismetanke, og ligeledes får den på mange måder et overordnet præg af eventyr trods sine realistiske ydre rammer. Seksualitet, udvikling, kunstens rolle og den selvstændige kvindeidentitet er bud på temaer i bogen.

Af andre forfattere i Blixens samtid kan nævnes Martin A. Hansen, som i sin litteratur havde mange af de samme karakteristika, som Blixen havde i sin. A. Hansens litteratur var ligeledes tung af symbolik og implicitte temaer om udvikling. ”Ehrengard” udkom posthumt i 1962 og var, set i et litteraturhistorisk perspektiv, forholdsvis forældet med sit højtidelige og gammeldags sprog, men kan alligevel anskues som innovativ i forhold til dens tema om kvindefrigørelse.

Side 16

16

English summary

In this assignment I have given an introduction to the authorship of Karen Blixen and the general characteristics in her writing style. An interpretation of her novel ”Ehrengard” from 1962 has been the focal point.

Blixen's literature was heavily influenced by her own perspective on life. Throughout her authorship she had several recurring themes in her literature. For an example she often used the goddess Diana as a symbol of a modern independent woman. In general she made heavy use of symbolism in her literature and her writing style was often complicated and intricate. Like her counterparts in the Heretica era, her literature was fuelled by the horrors of World War II and she staged herself as an outsider of the world. Blixen's frequent use of omniscient narrators can be seen in relation to her idea of the story being larger than its involved characters.

”Ehrengard” is no exception and the novel has several examples of the general characteristics of her writing style. The novel has implicit themes as sexuality, development, the identity of modern women and the role of the art. Martin A. Hansen was another author in Blixen's era. Though his literature contained a more existentialistic approach, his stories also contained implicit themes of development while also making heavy use of symbolism and biblical references.

In the late 1950's a new generation of modernists started distancing themselves from the authors of the Heretica era. These authors wanted to connect more to the world they were writing about. From that point of view “Ehrengard” was somehow outdated with its publication in 1962 in mind.

Nevertheless the novel has an implicit theme of women's liberation and can therefore be seen as a somewhat innovative piece of literature.

Side 17

17

Litteraturliste

Hovedlitteratur:

- Karen Blixen, Ehrengard, 1962, 2. udgave, 1984, på dansk ved Clara Selborn, Gyldendal Supplerende materiale:

- Karen Blixen, Skæbne-anekdoter, 1958, Gyldendal

- Robert Zola Christensen, Manual til skrivekunsten, 2005 (Om Karen Blixens brug af alvidende fortællere)

- Birgitte Darger, Kapser Lezuik Hansen og Claus Nielsen, Begreb om dansk, 2009, 1.

udgave, 4.oplag, Dansklærerforeningens Forlag (om fortællertyper og fortællemåder)

- Martin A. Hansen, Agerhønen, 1947, kopisider, ukendt forlag og årstal

- Barbara Kjær-Hansen og Tinne Serup Bertelsen, Litteraturhistorien – på langs og på tværs,

2012, 1.udgave, Systime (om efterkrigsmodernisme og 1960'er-modernisme)

Hjemmesider:

- http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/1914-
40/Karen_Christentze_Blixen-Finecke, den 12/3-2014 klokken 16:20 (om Karen Blixen og

hendes forfatterskab)

- http://www.kuriosa.dk/index.php?main=3&l=dk&cat=0-81-search-0&id=112558&f=Blixen-
Karen&title=Ehrengard, den 8/3-2014, klokken 10:45 (forsideillustration)