Sølvskillingen af H.C. Andersen | Analyse

Litterær artikel om H.C. Andersens eventyr ”Sølvskillingen” ”Du er falsk, dur ikke!”

Da den 14-årige Hans Christian Andersen rejste til København for at blive noget ved teatret, blev han afvist med en hånlig latter. Også i latinskolen oplevede han afvisninger og nederlag – sådan en fattig skomagerdreng skulle ikke regne med at blive til noget!

Denne følelse af ikke at være god nok tager Andersen op i eventyret ”Sølvskillingen”, som blev offentliggjort første gang i 1861. Sølvskillingen oplever at blive afvist gang på gang i et fremmed land, hvor ingen forstår, hvad den i virkeligheden er værd. Endelig kommer skillingen hjem og bliver atter anerkendt som ægte og værdifuld; og heraf uddrager mønten den vigtige morale, at det vigtigste er, at vi bliver ved med at tro på os selv og vores eget værd, så skal andre også nok til slut se og anerkende os. ”Sølvskillingen” er et kunsteventyr, fordi fortællingen er forfattet af én bestemt forfatter, H.C. Andersen. Handlingen udspiller sig i en eventyrverden, hvor en mønt kan tænke og tale, og det indledes med en karakteristisk eventyr-frase: ”Der var en skilling…”. Fortællingen er ligeledes et tingseventyr, da vi har at gøre med en ikke-levende genstand – en mønt – som er hovedperson og fortæller af eventyret. Dette er et kendt træk fra H.C. Andersens eventyr, hvor han også lader porcelænsfigurer, stoppenåle og tepotter være hovedkaraktererne. En af forklaringer på disse personificeringer af døde ting kan være, at det giver eventyrene flere lag af betydning; for barnet er det en sjov fortælling om en mønt, der rejser ud i verden, mens eventyret for den voksne kan tolkes som en fortælling om menneskers søgen efter identitet og anerkendelse.

Eventyret er overordnet set delt op i to. Først hører vi om, hvordan mønten er blevet til, og hvordan den i starten af sin tilværelse ligger trygt i en rejsende herres lomme. Skillingen bliver dog nysgerrig efter at se, hvad der sker ude i verden, og pga. sin nysgerrighed falder den ud af herrens bukselomme. Her møder den sin første afvisning: ”Den er ikke landets mønt! den er falsk! dur ikke!”, og dette bliver starten på eventyrets anden del, som er fortalt af mønten selv: ”Ja nu begynder skillingens historie, som den siden fortalte den”. Dette skift i fortællemåde fra 3. person (den) til 1. person (jeg) markerer, at historien nu rigtigt kan gå i gang.