Sølvskillingen af H.C. Andersen | Analyse

Side 1

Litterær artikel om H.C. Andersens eventyr ”Sølvskillingen”

”Du er falsk, dur ikke!”

Da den 14-årige Hans Christian Andersen rejste til København for at blive noget ved teatret, blev han afvist med en hånlig latter. Også i latinskolen oplevede han afvisninger og nederlag – sådan en fattig skomagerdreng skulle ikke regne med at blive til noget!

Denne følelse af ikke at være god nok tager Andersen op i eventyret ”Sølvskillingen”, som blev offentliggjort første gang i 1861. Sølvskillingen oplever at blive afvist gang på gang i et fremmed land, hvor ingen forstår, hvad den i virkeligheden er værd. Endelig kommer skillingen hjem og bliver atter anerkendt som ægte og værdifuld; og heraf uddrager mønten den vigtige morale, at det vigtigste er, at vi bliver ved med at tro på os selv og vores eget værd, så skal andre også nok til slut se og anerkende os.

”Sølvskillingen” er et kunsteventyr, fordi fortællingen er forfattet af én bestemt forfatter, H.C. Andersen.

Handlingen udspiller sig i en eventyrverden, hvor en mønt kan tænke og tale, og det indledes med en karakteristisk eventyr-frase: ”Der var en skilling…”. Fortællingen er ligeledes et tingseventyr, da vi har at gøre med en ikke-levende genstand – en mønt – som er hovedperson og fortæller af eventyret. Dette er et kendt træk fra H.C. Andersens eventyr, hvor han også lader porcelænsfigurer, stoppenåle og tepotter være hovedkaraktererne. En af forklaringer på disse personificeringer af døde ting kan være, at det giver eventyrene flere lag af betydning; for barnet er det en sjov fortælling om en mønt, der rejser ud i verden, mens eventyret for den voksne kan tolkes som en fortælling om menneskers søgen efter identitet og anerkendelse.

Eventyret er overordnet set delt op i to. Først hører vi om, hvordan mønten er blevet til, og hvordan den i starten af sin tilværelse ligger trygt i en rejsende herres lomme. Skillingen bliver dog nysgerrig efter at se, hvad der sker ude i verden, og pga. sin nysgerrighed falder den ud af herrens bukselomme. Her møder den sin første afvisning: ”Den er ikke landets mønt! den er falsk! dur ikke!”, og dette bliver starten på eventyrets anden del, som er fortalt af mønten selv: ”Ja nu begynder skillingens historie, som den siden fortalte den”. Dette skift i fortællemåde fra 3. person (den) til 1. person (jeg) markerer, at historien nu rigtigt kan gå i gang. Ved at lade mønten selv fortælle føler vi som læsere, at vi er tættere på begivenhedernes gang, og vi kan bedre identificere os med skillingens fortælling og skæbne. Ligeledes markerer skiftet en overgang mellem de to faser ”hjemme” og ”ude”, som ofte optræder i eventyr. I den indledende hjemme-fase præsenteres vi for en harmonisk tilstand, som svarer til karakterens fredfyldte barndom. I ”Sølvskillingen” passer det med eventyrets indledning, hvor mønten ligger trygt og godt i herrens bukselomme, hvor den springer rundt af glæde. Herefter får vi en konfliktfyldt ude-fase, hvor

Side 2

hovedkarakteren går igennem en række prøvelser, og hvor eventyrets egentlige handling udspiller sig. I ”Sølvskillingen” passer denne fase med møntens ophold i udlandet, hvor den igen og igen oplever at blive afvist som falsk og værdiløs. Fra at være en genstand, som var bevidst om sit værd, skammer mønten sig nu over sig selv: ”Jeg elendige skilling! hvad hjælper mig mit sølv, mit værd, mit præg, når det ikke har noget at betyde. Man er for verden, hvad verden tror om en!”. Dette står på ”i år og dag”, indtil mønten falder i hænderne på en landsmand, der genkender den som en god og ærlig skilling hjemmefra. Mønten bliver nu svøbt i fint papir og fundet frem ved festlige lejligheder, hvor manden træffer andre landsmænd, som forstår at værdsætte den som morsom og interessant. I eventyrets slutning kommer skillingen atter tilbage til sit hjemland, og dette kan vi betegne som eventyrets tredje fase. Her munder konflikten ud i en harmonisk tilstand, hvor eventyrets karakter har fundet sin plads i samfundet. Dette kan siges om sølvskillingen, der er lykkelig over at være hjemme igen: ”Al min nød var forbi, min glæde begyndte, jeg var jo af godt sølv, jeg havde det ægte præg, og det var mig slet ikke til fortræd, at man havde slået hul i mig som falsk; det gør ikke noget, når man ikke er det!” Skillingen har nu endelig fået den anerkendelse, den hele tiden mener at have fortjent. Dermed bliver dens tidligere lidelser udholdelige, og eventyret kan ende lykkeligt.

Som i mange andre af H.C. Andersens eventyr har vi i ”Sølvskillingen” at gøre med en åbenlys fortæller, der flere gange går ind og kommenterer på handlingen i eventyret. Fortælleren hæver sig på den måde op over fortællingen, hvilket fx bliver tydeligt, når vi hører om mønten, at ”man ser ikke verden, når man altid er i en pose, og det var den”. Sådanne kommentarer bliver brugt til at udtrykke fortællerens holdning til begivenhederne i historien. I dette tilfælde kan vi fx tolke det sådan, at fortælleren finder skillingen en smule naiv og begrænset i sin viden, fordi den har tilbragt hele sit liv i en bukselomme.

Fortællerkommentarerne i Andersens eventyr kan stort set altid sættes i forbindelse med forfatterens egne holdninger, og her kan vi sætte kommentaren ind i en gennemgående fortælling hos Andersen om, at det enkelte individ må gå igennem en nødvendig udviklings- og dannelsesproces, før det kan finde sin plads i samfundet.

Som det er tilfældet for de fleste af H.C. Andersens fortællinger, er ”Sølvskillingen” skrevet i en særlig eventyrtone. Denne er karakteriseret ved at lyde en smule naiv og barnlig, samtidig med at den får lyttere og læsere til at føle sig godt tilpas og fortrolige med den hyggelige fortællestil: ”… som den en dag lå der, mærkede den, at pengepungen ikke var lukket, og da listede den sig til åbningen for at kigge lidt ud; det skulle den nu ikke have gjort…”. Der optræder desuden flere gentagelser i eventyret, fx at mønten ”sprang og klang”, og at folk i udlandet, når de ser skillingen, afviser den med et ”den er falsk! dur ikke!” Dette

Side 3

udtryk kommer til at fungere som en slags rød tråd gennem fortællingen, da det er disse afslag, som danner grund for møntens lange rejse, men som den til sidst overvinder ved endelig at blive accepteret og anerkendt af en landsmand.

Fremstillingen af sølvskillingens skæbne kan siges at være en allegorisk fortælling. En tekst er allegorisk, når hele eller større dele af teksten kan forstås i overført betydning, dvs. en slags udvidet metafor. I ”Sølvskillingen” kan vi vælge at tolke mønten som et symbol på mennesket, der i sin søgen efter sit eget værd og identitet møder afvisninger og nederlag. Andre vil fx sige, at vi ikke er gode eller smukke eller værdifulde nok. Pointen er, at vi alle sammen skal igennem disse nederlag for til slut at erkende, at vi er værdifulde i os selv. Som mønten til slut i eventyret kommer frem til: ”Man skal holde ud; alt kommer i tiden til sin ret! Det er nu min tro!”

Når vi har forstået dette billedlige plan i fortællingen, kan vi også sige noget om, hvilke budskaber H.C.

Andersen har ønsket at udtrykke i eventyret. Først og fremmest ligger der i den afsluttende sætning en morale om, at vi altid skal tro på os selv og vores eget værd, selvom andre siger noget andet. Vi skal med andre ord ikke lade os stoppe af modgang og afvisninger, for disse er med til at udvikle og forme os som mennesker. Derudover mener Andersen, at det er vigtigt, at vi rejser ud og lærer nye mennesker og kulturer at kende, for ”man ser ikke verden, når man altid er i en pose”. På den måde er det også muligt at læse ”Sølvskillingen” biografisk, dvs. som en fortælling om H.C. Andersens eget liv. Ofte er hans eventyr centreret om en karakter, der er misforstået og ringeagtet af omverdenen. I dette tilfælde er det en skilling, mens det andre gange er et fattigt barn eller en grim ælling, der kan tolkes som et billede på Andersen selv.

I eventyret går denne karakter mange kvaler og ydmygelser igennem, før den opnår anerkendelse og succes i sit liv. Derudover passer selve rejsetemaet godt på Andersen, da han selv rejste meget i udlandet og blev kendt for ordsproget ”At rejse er at leve”.

”Du er falsk! Dur ikke!” Som ung oplevede H.C. Andersen selv at blive afvist og stemplet som ikke god nok, før han blev en verdenskendt og berømt forfatter. Med sit eventyr ønsker han at minde sine læsere om, at vi altid skal holde ud, når andre ikke er i stand til at se vores værd. Så længe vi bliver ved med at tro på os selv, så kommer vi alle med tiden til vores ret. Som sølvmønten og Andersen selv gjorde det.