Analyse af Stoppenålen af H.C. Andersen

Stoppenaalen

Har en genstand personlighed? Det umiddelbare svar ville være nej, men efter at have læst tingseventyr af H.C. Andersen kunne man blive fristet til at sige ja. Denne form for kunsteventyr er en STX 2.g levende genstande og legetøj. H.C. Andersen har udnyttet tingseventyrets kapacitet ved at fremhæve de karaktertræk og den personlighed, han har fået ud af at give sine figurer en bestemt skikkelse. Genstandenes fysiske fremtoning bliver således også til psykiske egenskaber, så figurernes personligheder både hænger sammen psykologisk og udseendemæssigt. Med andre ord findes der en vis overensstemmelse mellem ydre og indre. Der kan dog også være tale om antinomier mellem overflade og substans, og hvis det er tilfældet, er det netop ubalancen mellem ydre og indre, som er kilden til konflikten i historien.

En sådan konflikt er tilfældet i kunsteventyret Stoppenaalen af H.C. Andersen fra 1846, hvor stoppenålen ikke vil vedkende sig sin identitet og i stedet opfører sig som en synål. Historien udspiller sig over ubestemt tid med en alvidende fortæller, der undertiden smider en fortællerkommentar til uddybning af en episode, hvilket er karakteristisk for H.C. Andersens eventyr. Et andet kendetegn for H.C. Andersens skriverier må siges at være hans brug af de sproglige og stilistiske virkemidler. Disse er i høj grad fremtrædende samt særdeles betydningsfulde for eventyrets gang. Et meget brugt virkemiddel er billedsprog, og i Andersens historier optræder ofte sammenligninger, for at danne et mere malende billede af en situation. Et eksempel på en sådan sammenligning kan findes i Stoppenaalen, hvor kokkepigen stikker nålen i sit tørklæde efter, at den er knækket: ”… der sad hun nu saa stolt, som om hun kjørte i Karret og saae til alle Sider.” (s. 1, l. 22) Sammenligningen giver et beskrivende og humoristisk billede af situationen og understreger samtidig stoppenålens fine fornemmelser med et glimt i øjet, hvilket er typisk for H.C. Andersens skrivestil. Et andet gennemgående stilistisk træk hos forfatteren er hans brug af ironi, hvilket i høj grad også kommer til udtryk i Stoppenaalen: ””Jeg er for fiin for denne verden!” sagde hun da hun sad i rendestenen.” (s. 1, l. 33) Ironien bliver i eksemplet brugt til at skildre stoppenålens opblæsthed på en komisk måde. På grund af dette virkemiddel kan der i teksten aldrig blive tale om direkte latterliggørelse af stoppenålen, fordi Andersen altid tager afstand gennem ironien.

Noget relateret til ironien ligger H.C. Andersens forkærlighed for ordspil.