Stormen i 99 af Kristian Bang Foss | Analyse

Side 1

1

Stormen i 99

Kristian Bang Foss: Stormen i 99. Gyldendal 2008.

Allerede fra første kapitel kan det ses, hvilken lortearbejdsplads lageret InWear på Amager er.

Kristian Bang Foss´ roman ”Stormen i 99” begynder med en detaljeret beskrivelse af toilettet på tøjlageret, hvor en fækalist har malet væggen i cirkulære bevægelser. Afdelingsleder Kims tisse-trang forsvinder i mødet med afføringen, og han får hurtigt sat tre unge medarbejdere: Anton, Niclas og Bo til at rengøre toilettet. Dette viser sig at være et større projekt, men de velfortjente rygepauser i garderopen gør arbejdet mere overskueligt for de tre morgentrætte medarbejdere.

”Stormen i 99” konfronterer læseren med hverdagslivet for en gruppe medarbejdere på en – mere eller mindre – almindelig dansk arbejdsplads i månederne op til den store december storm i 1999.

Romanen indeholder en socialrealistisk skildring af de forskellige ansatte på InWear og formår til sidst at få de mange parallelle handlingsforløb til at eskalere og få personerne til at stoppe op og se sig selv i spejlet i takt med, at stormen i 99 raser.

Prologen begynder med en introduktion af lokaliteten, som romanen kredser om: ”På InWears lager er mødetiden klokken 9.” Prologen fortsætter med en beskrivelse af karaktererne Nanna og Antons morgen. I kapitel ét: ”Toilettet på InWear” beskrives lageret: ”Det ligger ude på Amager, InWear, på Raffinaderivej.” (s. 7) Da ”Stormen i 99” er en roman med mange personer, der alle har arbejdet på InWear til fælles, er det naturligt, at romanen ikke begynder in medias res hos en af personerne, men derimod med en introduktion af stedet, hvorfra hele romanen udspringer.

Romanen har en kronologisk parallelopbygning med flashbacks. Der er mange parallelle handlingsforløb med enkelte flashbacks til Anton og Nannas skolegang ti år før handlingen udspiller sig: ”Det er morgen i slutningen af maj nitten niogfirs(…)” (s. 38)

Fortælletempoet i romanen er lavt, da vi følger mange forskellige karakterers udvikling fra foråret

1998 til december 1999. Dette giver kun plads til en snes sider til hver af de personer, vi læser om, og vi hører kun om enkelte episoder af deres liv i disse måneder.

Side 2

2

Lige fra den dovne og arbejdssky Anton, der prøver at holde sit forhold med den buttede Nanna hemmeligt, til den perverterede og sygeligt liderlige kok, følger man skiftevis de forskellige på sin vis karismatiske karakterer, der arbejder på tøjlageret.

Anton og Nanna er gamle folkeskolekammerater, og det er dem, der kommer tættest på at være hovedpersoner i romanen. Det er deres historie, der fylder flest sider, og det er deres morgen man hører om i prologen: ”Nanna står op halv otte med en skolepigeagtig disciplin(…)” og ”Anton kan ikke komme ud af sengen(…)” (s. 5). Anton er en ung mand, der ”stadig regner tiden i år efter gymnasiet” (s. 12). Han mener selv, at det ville ”se bedre ud”, hvis han var på universitetet, men hans mangel på selvdisciplin og formål har medført at de tre år, der er gået siden gymnasiet, er blevet udfyldt af: ”Lortearbejde og byture i weekenden” (s. 6). Nanna er lige startet på InWear og er stadigt hårdt ramt af sin skolegang, der var præget af mobning. Vi læser blandt andet om en helt almindelig skoledag i 5.a, hvor Nannas skoletaske forsvinder og senere bliver fundet i en toiletkumme. Hendes selvtillid har taget skade af den hårde skolegang, og da Anton høfligt siger til hende på hendes første dag på InWear: ”Du ser da ellers ud til at have det bedre end i folkeskolen”, svarer hun: ”Jeg har tabt mig lidt, men jeg er stadig fed og bleg.” (s. 29) Anton har ingen særlig interesse i Nanna, men et par baner speed og en masse sprut til InWears forårsfest resulterer i en fræk date ude på toilettet. Anton får efterfølgende mere varige følelser for Nanna, men han har svært ved at forholde sig til deres forhold, da han er flov over at være kæreste med hende. Undervejs i romanen bliver parret udsat for forskellige dramatiske begivenheder. For eksempel sætter Anton sig ved en fejl på en kanyle i bussen.

Anton og Nannas forhold er godt og velfungerende under stormen. De vælger – i modsætning til mange andre – at blive indenfor, hvor de hygger sig med vin sammen med Antons ven Andreas.

Deres forhold er undervejs åbent og afklaret, og de har det begge godt. I epilogen er Nanna igen deprimeret: ”Jeg tror ikke, det går meget længere”, men Anton giver håb for fremtiden: ”Jo, det skal nok gå, hvis bare vi passer på hinanden.” (S. 245)

Det er ikke kun Nanna og Anton, der ændrer sig under stormen:

Den bundliderlige køkkenchef, der ellers er ligeglad med omverdenen og har serveret frikadeller med sin egen sæd i, får en lussing af en køkkenpige under stormen og vælger at hjælpe medarbejderen Høberg, der ved en fejl har taget LSD. Kokkens hænder, der ellers har en næsten

Side 3

3 magnetisk tiltrækning til kokkepigernes baller, bliver brugt til at hjælpe Høberg i stedet for.

Kokken handler og hjælper under stormen i stedet for at udøve sexchikane.

Rene og Sean, der ellers er ryger joints hele dagen og som på alle måder er handlingslammede, får under stormen taget initiativ og tæsker Renes kærestes ekskæreste med bat. Ekskæresten havde for nogle år tilbage voldtaget og klippet brystvorten af Renes kæreste, og ingen havde reageret på dette. Selvom metoden, de konfronterer ekskæresten med, er primitiv, er det stadig et klart karakterbrud hos de to sløve hashomaner.

”Bang så fik Lulu kræft.” (s. 206) Lulu er en familiemor, og hun prøver derfor at være stærk og glad og ignorere det udløbende timeglas, der truer. Under stormen affinder hun sig med, at hun måske skal dø, og da hendes mand spørger: ”Du må ikke dø, vel?” Svarer hun: ”Det kan jeg jo ikke love.”

(s. 240)

I størstedelen af romanen kommer karakterernes personlighed til udtryk gennem deres tanker, handlinger og relationer til andre i de forskellige handlingsforløb. For eksempel beskrives det, hvordan Anton har svært ved at møde til tiden. Man hører, hvordan han på vej på arbejde gentager: ”Jeg vender om… Jeg vender om og kører hjem og lægger mig… Føj for helvede, jeg vender om(..)” (s. 6). Det beskrives indirekte, at Anton er doven og ikke er glad for sit arbejde.

Den indirekte skildring af personerne før stormen bliver under stormen til en direkte skildring. Et eksempel på dette er, at Høberg i sit uheldige LSD trip fortæller læseren det, man tidligere indirekte har læst om ham: ”På arbejdet anser de mig for en idiot. Hver gang jeg har troet, at det ikke bliver værre, så er der bare kommet mere (…) Nu sidder jeg i kørestol og er en belastning for alle, og livet nåede aldrig rigtigt at begynde.” (s. 233) Under stormen konfronteres personerne med deres egen tilværelse, og de erkender deres egen livssituation.

Stoffer, sprut, smøger og lort er essensen af medarbejdernes liv på InWear. Det, at vi i første kapitel følger Anton, Bo og Niclas´ rengøring af toilettet, er i virkeligheden en indvielse i romanens univers. Undervejs i deres langsomme og ineffektive rengøring får de tre drenge holdt en masse rygepauser ude på gangen, hvor de taler om vold, overfald og ”perkerbander”. Det bliver beskrevet, at ”man kan høre ham (Niclas) suge røgen ind.” Da Anton skodder i en tom

Nicolineflaske fortælles der, hvordan den: ”Bliver grå indvendig af røg.” (s. 14)

Den samme detaljerede beskrivelse af det ulækre og usunde ser man i kokkens groteske sexscene med en fars, hvor vi hører om hans tanker undervejs: ”Hønen er blevet kneppet, hanen har hængt

Side 4

4 den og pulet i dens pulserende åbning og hakket i den (…)” (s. 83) Et andet eksempel er beskrivelsen af, hvordan Katjas brystvorte bliver klippet af, og hvordan: ”Han legede med tanken om at få klitorissen frem fra kødfolderne og så give den en lærestreg med gløden, psiiiii (…)” (s. 34) Det er gennem sådanne beskrivelser, at miljøet bliver skildret. Medarbejderne i al deres elendighed befinder sig i et dystopisk univers, og det eneste, der holder læseren fra at brække sig over dette, er det komiske element i nogle af karakterernes næsten parodierede groteskhed.

”Stormen i 99” har et meget simpelt og let tilgængeligt sprog, hvilket passer til miljøet. Romanen er skrevet i nutid, og sætningerne har gennemgående bagvægt og er parataktiske:

”Toiletpapirsholderen er en af de store runde af metal. Den er tom, hænger og er halvvejs revet løs af væggen.” (s. 8) Der bliver ikke benyttet mange adjektiver til at beskrive det bizarre og ubehagelige; de mange substantiver giver sproget en konstaterende funktion. Substantiverne bliver i flere tilfælde gentaget, hvorved de bliver ladede og deres betydning understreges: ”Han borer fingrene ind i farsen og får kød under neglene og får kød under forhuden og kødsaft ind i urinrøret (…)” (s. 84) Ordet ”kød” bliver gentaget tre gange i denne sætning og udeladelsen af adjektiver, gør det kun mere afskyeligt, da man selv skal forestille sig kødets form og udseende.

Også beskrivelsen af toilettet er konstaterende på grund af de få adjektiver: ”Et lokale med håndvaske, hvorover der er fastgjort firkantede spejle uden rammer. Elektriske håndtørere af mærket Dan Dryer er her også.” (s. 7) Det er kun neutrale adjektiver som ”firkantede” og ”elektriske”, der benyttes. Det er igennem den senere beskrivelse af lort og bussemænd på væggene, at vi får en ide om, hvor ulækkert toilettet egentligt er.

Vi bliver nærmest trukket rundt af fortælleren i romanen: ”Men kom og lad os gå en tur videre til næste bord” (s. 60) Den alvidende tredjepersonsfortæller fører os rundt blandt personerne og skifter mellem indre og ydre syn til at forklare situationerne og supplerer dertil med fortællerkommentarer. For eksempel hører vi, at Anton er på vej ind på hospitalet: ”Så sker det alligevel, ikke sådan, at han går ud som et lys, nej, det hele snævrer sig sammen, og alle kræfter forlader kroppen(…)” (s. 192) Fortælleren prøver at finde ud af præcis, hvad der sker med Anton, og fortælleren er ikke helt sikker på, om Anton besvimer eller ej. På andre tidspunkter hører vi personernes tanker direkte. Vi hører blandt andet kokkens tanker, når han betragter pigerne i køkkenet: ”At hun på den måde skulle flippe ud, den lille narrefisse … Lille stramme.” (s. 82)

Side 5

5

Fortælleren skifter mellem at være gammeldags beskrivende – næsten naturalistisk –

(eksempelvis fremstillingen af toilettet) og at være mere moderne: ”I fedtfattige mejeriprodukter fra Cheasy (det navn!)” (s. 5)

Flere gange bliver der benyttet panoramisk fremstilling i starten af et kapitel, hvorefter der bliver skiftet til scenisk fremstilling med replikker. Først bliver vi sat ind i scenariet: ”Et godt stykke ude over Atlanten: En varm, fugtig luft blæser sydfra (…) ” (s. 212) Beskrivelsen af vejret afbrydes af, at vi hører Høberg spørge: ”Næh, er det kager?” (s. 213) På denne måde skaber fortælleren en forbindelse mellem den ydre verden og hver enkelt person.

Romanen har flere symboler. Det er blandt andet tydeligt at lortet på toilettet, som vi hører om lige fra starten, er et symbol på medarbejdernes tilværelse. Dette bliver understreget af, at vi aldrig finder ud af, hvem gerningsmanden er. Alle på InWear er meget opsatte på at finde fækalisten: De er opsatte på at finde ud af, hvorfor deres tilværelse er omgivet af lort.

Medarbejderen Jurek bliver alles syndebuk under stormen, da han i en voldsom allergisk reaktion kommer til at tvære noget af lorten på væggen yderligere ud. Alle på InWear samarbejder om at fange Jurek, og det lykkedes. Medarbejderne konfronterer deres lort (Jurek) under stormen – eller i hvert fald ham, de troede var skyld i deres lort. Jurek bliver en projektion af medarbejdernes eget lorteliv. Dette leder videre til næste symbol: Stormen. Under stormen bliver samtlige personer sat overfor deres eget liv: Deres lort. For en enkelt aften får de set sig selv i spejlet, og dette får mange af dem til at handle og udvikle sig. Det går samtidigt også op for medarbejderne, at deres liv herefter formentlig vil fortsætte, som det plejer. For eksempel tager Katja et sug af sin joint og siger: ”Hvis vi er heldige, er hele lortet blæst væk, når vi møder på mandag.” (side 243) I epilogen siger Nanna til Anton: ”Jeg tror ikke, det går meget længere.” og Anton svarer: ”Jo, det skal nok gå, hvis bare vi passer på hinanden.” Nanna frygter at det hele vil fortsætte.

Et tredje symbol er ”Styleman”, InWears organiseringssystem, der burde hjælpe medarbejderne med at systematisere tøjet, men som er defekt: ”De informationer, det indeholder om varer, der er på lager, stemmer ofte ikke overens, med hvad der rent faktisk befinder sig.” (side 26) Systemets informationer stemmer ikke overens med virkeligheden, på samme måde som at medarbejderne på InWears billede af virkeligheden ligger langt fra den reelle virkelighed. Anton tæller stadig i år efter gymnasiet, og Høberg vil ikke indse, at han er blevet en belastning for sine kollegaer efter hjerneblødningen.

Side 6

6

Gennem ovenstående analyse er det gjort klart, at et af de gennemgående temaer i romanen er benægtelse. Karakterne i romanen lever et dårligt underklasseliv, og de har alle svært ved at forholde sig til deres eget liv og deres problemer. Alle medarbejderne på InWear står under stormen ansigt til ansigt med deres problemer, og de får hér kraft til kortvarigt at udvikle sig og handle. Denne udvikling ophører i takt med at stormen stopper: ”Hvis vi er heldige, er hele lortet blæst væk, når vi møder på mandag.” Romanen ender i en pseudoforløsning. Romanen giver gennem kompositionen, sproget og fortælleren et indblik i livet på en virksomhed. Stormen er medarbejdernes eneste mulighed for selvindsigt og en ændring, som måske – måske ikke – vil holde.

Man kunne trække tråde fra ”Stormen i 99” til filmen ”Magnolia” fra 1999. I denne film følger man også flere personer med parallelle handlingsforløb. Filmen ender i en scene, hvor det

regner/stormer med frøer. Personerne dér kan på samme måde ikke forholde sig til sig selv og

deres omgivelser, men under frøregnen stopper personerne op tager stilling til deres eget liv.

Kompositionen med mange personer ses også i film som ”Short Cuts” fra 1993 og ”Traffic” fra

2000, hvor der på samme måde til sidst sker en pseudoforløsning.

”Stormen i 99” formår i sin vulgære og absurde miljøskildring at suge læseren ind i sit univers, og tvinge én til at lugte til afføringen på væggen, føle det rå kød på sine fingre og fornemme den tykke cigaretrøg i lokalet. Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle le eller gå ud på toilettet og kaste op under læsningen af flere af kapitlerne. Uanset om Kristian Bang Foss er syg og perverteret eller opfindsom og intuitiv, er han en forfatter, der evner at afbilde og autentisere et miljø med en næsten skræmmende præcision.