Analyse af Stuk af Herman Bang

Side 1

1

Redegørelse for skildringen af den moderne storby i ”Stuk”

STX 2.g roman er Københavns udvikling i de økonomisk opadgående 1880’ere. Han beskriver København ud fra et synspunkt som journalist, og hovedpersonen, Herluf Berg, er også som han journalist.

I denne periode, som også kaldes ”Det Moderne Gennembrud”, er København i en rivende udvikling. Højkonjunkturen og kapitalen medvirker til, at nye bebyggelser, butikker og steder hvor borgerskabet kan samles, såsom teatre, tivoli og restauranter, skyder op overalt. Og netop nogle af disse steder er noget af det væsentlige i ”Stuk”. En af følgerne er, at København mere og mere udvikler sig til en forlystelsesby, hvor det nye borgerskab og overklassen kan ses og blive set. En meget rammende beskrivelse af dette kommer på romanens allerførste side:

De var kommen til sæde, og kusken kørte ad gamle Frederiksborggade til. Det var skumring endnu, og over parken og Skt. Peders Mølle hvilede det gråblå sidste skær

STX 2.g over vrimmelen. Lig en hel armé strømmede arbejderne langs fortovene ud af broen – som en taktfast march lød det mod stenene; og midt ad gaden, på sporet, klemtede de oplyste teatervogne frem, tre i rad, propfulde, med glade, hætteklædte damer, der hang og red helt ud på platformene.

Overklassen kommer ind til byen, lige som arbejderne forlader den. Det er denne udskiftning af Københavns befolkning som Bang prøver at vise. Det er som dag og nat. Arbejderne om dagen, der bygger, arbejder og skaber det nye København. Og borgerskabet eller overklassen som kommer lige omkring tusmørket og overtager byen for at nyde de ting som arbejderne skaber om dagen.

Den første linie i romanen er ”in medias res”. Vi får ingen forklaring før vi får at vide hvad de to personer, Berg og Lange, gør. Der er bevægelse fra starten af. Bang bruger her, som i resten af romanen en impressionistisk skrivemåde. Han sætter tingene i gang, for at vi bliver sat ind i historien, og kan fornemme bevægelse og liv i byen. Et andet eksempel på en impressionistisk skrivestil, kommer på side 6 (linie 8):

Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, Skridt for

Skridt, lunt, som i sin egen stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. En Omnibus

Side 2

2 kom paatværs af Drosken, saa den blev trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unge piger gled forbi, friske af Luften, søde og vimse under herreblikkene; Ansigterne var just i Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med

Kinderne.

Beskrivelsen af denne scene er næsten filmisk med temposkift, klip og små scener. Hele scenen skifter karakter i forhold til de forrige scener, da strømmen bliver langsommere. En beskrivelse fører til en anden beskrivelse, og derved får vi små klip som tilsammen udgør den samlede scene.

Man kunne forestille sig at ”Stuk” ville blive filmatiseret.

En anden ting der gør det impressionistisk er den subjektive synsvinkel som han bruger. Han beskriver hvordan pigernes ansigter var i højde med Drosken, og at de næsten rør den med kinderne. Det er virkeligheden udfra hvordan han ser den, ikke hvordan den måske i virkeligheden havde set ud, den objektive virkelighed.

I et billede fra 1888 (Litteraturhåndbogen, s. 201) ser vi hvordan København prøver, med Paris som forbillede, at blive en moderne storby. De store herskabslejligheder ved søerne er direkte inspireret af Paris, og brede gader som f.eks. Nørre Voldgade skulle være Københavns svar på Champs- Élysées.

Herman Bang giver en dobbelt beskrivelse af København i ”Stuk”. Der er den store provinsby som gradvis begynder at blive en moderne storby, i stil med Paris og London. Og så er der den moderne storby som indenunder den glamourøse facade indeholder svindel, korruption og ruin. Bang giver igennem hovedpersonens investering i Victoria Theatret et billede på dette. Gennem den første halvdel af bogen går det godt for teatret, men i bogens anden del går det, ligesom alle de andre ting i bogen, ned ad bakke. En investering ender i fallit, og det kulminerer til sidst med politiets indblanding.

Herman Bang prøver altså i ”Stuk” at give et billede af en by som uundgåeligt er i udvikling, og i sådan udvikling at den aldrig vil blive den samme. Samtidig prøver han med ”Stuk” at fortælle, at Københavns borgere skal passe på med at føle sig som overklasse i en verdensby, da den ikke er det endnu, men er på vej til det. Bogens titel er et godt billede på dette. Stuk ser pænt ud uden på huse og bygninger, men det har ingen praktisk funktion – det er kun facade. Og ved at kalde bogen ”Stuk” mener han at både bygninger, der blev opført dengang, menneskene og foretagenderne der sprang op rundt omkring, har en skjult side under den ”pæne” facade. ”Pæn” fordi de kun ser smukke ud, men ligesom ”Stuk”, er det kun en facade der dækker over falskhed.