SSO: Dagbog fra midten af Christoffer Guldbrandsen

Side 1

Indhold

Indledning og problemformulering ................................................................................................................... 1 Instruktørens præmis ........................................................................................................................................ 2 Filmtekniske virkemidler ................................................................................................................................... 2 Dramaturgi ..................................................................................................................................................... 2 Aktører ........................................................................................................................................................... 3 Den subjektive fortæller og retoriske virkemidler ........................................................................................ 5 Dokumentation .......................................................................................................................................... 7 Kamera, klipning og lys .................................................................................................................................. 7 Lyd ................................................................................................................................................................. 8 Genrebestemmelse ........................................................................................................................................... 9 Virkemidler i Den hemmelige krig ................................................................................................................... 11 Diskuterende perspektivering ......................................................................................................................... 12 Konklusion ....................................................................................................................................................... 14 Litteraturliste ................................................................................................................................................... 15 Bilag 1: DFIs regler for dokumentarfilm .......................................................................................................... 16 Bilag 2: Grundoplysninger ............................................................................................................................... 17 Bilag 3: Aktantmodel ....................................................................................................................................... 18 Bilag 4:Stills ...................................................................................................................................................... 18 Bilag 5: Eksemplar af Dagbog fra midten ........................................................................................................ 18

Side 2

Side | 1

Indledning og problemformulering

I december måned 2011 sad jeg til et foredrag med forhenværende MF’er Naser Khader. Der var ikke noget egentligt emne eller formål med foredraget, så han snakkede i en time, frit fra leveren, om livet som politiker, muslim og fraskilt alenefar. De 20 deltagende kunne stille alle de spørgsmål de ville. Det undrede mig at han virkede så bitter, hver gang spørgsmål om filmen Dagbog fra midten blev stillet. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke set filmen, men ifølge Khader selv havde den været med til at ødelægge hans politiske troværdighed. Jeg blev nød til at se hvad denne film handlede om - og den har hængt ved lige siden.

I min større skriftlige opgave har jeg valgt at arbejde med dokumentarfilmen Dagbog fra midten af instruktør Christoffer Guldbrandsen (vil blive omtalt som CG). Filmen omhandler den imponerende lancering og lovende optur af det populistiske parti Ny Alliance (vil blive omtalt NA), med politiker Naser Khader i spidsen, og den efterfølgende nedtur, der endte i et skuffende antal mandater til folketingsvalget i 2007 og en pinefuld opløsning af partiet. Handlingen strækker sig over 2 år, med start d. 7 maj. 2007. Filmen er CGs 4. film i dokumentarfilmsgenren med politisk indsigt og havde første gang premiere på dansk tv i 2009 på DR2. Man får i første omgang opfattelsen af, at filmen serverer et råt virkelighedsbillede, der afbilleder egentlige hændelser og forløb, men kan man nu være helt sikker på det? Dette har startet en underen i mig over, hvor meget fakta og hvor meget fiktion den 75 min. Lange film reelt set indeholder. Jeg vil derfor redegøre og analysere brugen af filmtekniske virkemidler. Normalt ville man opfatte de filmtekniske virkemidler som fx lyd, lys, kamera, klipning og lign., Men jeg mener i dette tilfælde at dramaturgien og personskildringen er skabt i redigeringsrummet og er derfor i denne opgave under kategorien virkemidler. Jeg vil undersøge hvilke specifikke virkemidler der er benyttet for at skabe et autentisk virkelighedsbillede og hvilke der er lånt fra fiktionsgenren. Jeg vil dele det op i fakta og fiktionskoder. Jeg vil underbygge min analyse med relevante artikler og anmeldelser. Jeg vil på baggrund af min analyse diskutere og vurdere hvor i universet filmen genreplacerer sig mellem fiktion og fakta. Heriblandt vil jeg kigge på CGs egen troværdighed som instruktør og sammenligne filmens filmiske virkemidler med instruktørens tidligere film Den hemmelige krig fra 2006. Nær enden vil jeg perspektivere filmen og CG til 2 artikler hhv. Ib Bondebjerg: ’Danmarks Historie -

mens den bliver til’ og Søren Kjørup: ’Sandfærdige løgne’, begge fra Ekko #43, nov./dec. 2008.

Endeligt vil jeg lave en sammenfattende konklusion på baggrund af problemstillingen.

Side 3

Side | 2

Instruktørens præmis

I anslaget bliver man første gang præsenteret for den præmis instruktøren skal arbejde ud fra:

CG (voice over): ’’Det er mindre end 12 timer siden Naser Khader bad mig lave en film om hans nye parti. Jeg har kendt ham i 7 år. Vi er gode venner og ses privat. ’’ (O min. 56. sek. - 1 min. 1 sek.)

CG blev altså i maj måned 2007 sat på en bestillingsopgave af vennen Naser Khader. Han skulle dokumentere opstarten af NA og den kommende succes. Khader giver CG en tolv times frist til at stille op med kamera. Ingen ved på daværende tidpunkt hvordan forløbet vil udspille sig og derfor er der ikke fra CG en klar forudsætning eller idé, som der normalt vil være i prætilrettelæggelsen.

Khader ligger dog selv op til at præmissen er, at han vil gøre op med blokpolitik og det er i sidste ende CGs opgave at formidle dette på film [1].

Han får eneret til redigeringen, samt ubegrænset og fortrolig adgang til møder, samtaler, o. lign. - Med det argument at det handler om tillid. Khader stoler altså på sin personlige ven og filmmager.

Der er nu frit slag for instruktøren. Selvom CG har suverænitet i redigeringsrummet, er han dog stadig underlagt DFIs (Dansk film institut) regler omhandlende dokumentarfilm [2]. Han modtager nemlig økonomisk støtte til udarbejdelsen af filmen [3]. Han skal altså udarbejde en film der rækker ud over aktualitet og er tidsløs. Dette kan opnås ved at have en filmisk fortælleform. CG skal levere en historie hvor alle elementer er underordnede præmissen, for at fremstå overbevisende i hans

argumentation^{4}.

Filmtekniske virkemidler

Dramaturgi

For at redegøre for strukturen og hændelsesforløbet har jeg indsat filmen i den dramaturgiske model berettermodellen (også kaldet hollywoodmodellen). Brugen af netop denne model er med

til at skabe spænding og at fastholde seers/modtagers interesse. Oftest ses modellen som

skabelon for de fleste fiktionsfilm (modellen ses også i utallige former for litteratur), men er i dette tilfælde brugt i en dokumentar. Den tilrettelagte fremdrift i filmen kan altså i dette tilfælde forekomme manipuleret, da man kun må gætte på hvad der soteret fra af scener i redigeringsrummet. Jeg har inddelt filmen således:

Anslag: Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen følges i sekvenserne op til

præsentationen/pressemødet af NA. Samuelsen melder ud af Det Radikale Venstre og en trio er

dannet. (Fra start – 2 min. 10 sek.)

Præsentation: De første tegn på internt splid udfolder sig. Ingen kan blive enige om politisk retning. Partiet splittes i to lejre - Samuelsen mod Seeberg - mens Khader står med en fod i hver

1

Hansen s. 20

2

Se Bilag 1: DFIs regler

3

Se Bilag 2: Grundoplysninger, finansiering

4

Hansen s. 20

Side 4

Side | 3 lejr. Spindoktor Jønsson påtager sig rollen som mægler mellem parterne, men han ender med en degradering til kampagneleder. Ny spin doktor Ulla Østergaard præsenteres. (2 min. 10 sek. – 19 min. 30 sek.)

Uddybning: Interne stridigheder bliver endnu tydeligere. Det politiske program fremlægges.

Samuelsen går bag ryggen på Seeberg og forsøger at lægge strategier der ikke stemmer overens med rollen som et midterparti. Jønsson taler fortroligt om den ulmende konflikt med CG’s kamera i enerum. (19 min. 30 sek. – 23 min. 45 sek.)

PONR: Statsminister Anders Fogh udskriver valg. Valgkampen indledes med en partilederdebat. Nu må det briste eller bære. (23 min. 45 sek. – 25 min. 36 sek.)

Konfliktoptrapning: Ny Alliance er blottet for politisk enighed. Der er tilsyneladende endnu engang ingen der kan blive enige. Khader er fanget mellem politiske stridigheder og en personlig

’krig’ mod tabloid pressen Se&Hør, der bestemt ikke gavner. Seeberg ekskluderes fra møder og diskussioner. Jønsson udtaler sig igen fortroligt til Guldbrandsen, hvor han tager afstand til det politiske projekt. (25. min 45 sek. – 1 t. 3 min. 20 sek.)

Klimaks: Khader optræder i den sidste partileder debat. Han ydmyges af debatlederen og fremstår usikker og forvirret. Valgaftenen udspiller sig og det ender i et regulært antiklimaks (1 t. 3 min. 20 sek. – 1 t. 6 min. 14 sek.)

Udtoning: facaden krakelerer. Østergaard og Jønsson forlader deres jobs. Seeberg er også færdig med NA og melder sig ud, sammen med flere andre medlemmer. Jønsson snakker fortroligt med

Guldbrandsen for 3. gang. Projektet/partiet ændrer kurs og navn til Liberal Alliance. Khader ser

endeligt sit nederlag i øjnene og melder sig ud af NA. (1 t. 6 min. 14 sek. – 1 t. 13 min. 44. sek.)

Ved hjælp af berettermodellen kan man altså opnå samme spændingskurve som i en stor

Hollywood produktion og det har CG udnyttet. Selve opbygningen kan altså være lånt fra fiktionsgenren og er en fiktionskode. Jeg mener dog at spændingskurven i filmen, ikke når helt de samme højder som i fiktionsfilm, dette med grund, at de fleste væsentlige hændelser i filmen i forvejen er kendt af modtager. Specielt omkring klimaks hvor Statsminister Anders Fogh udskriver valg – Det ved modtager i forvejen (hvis man har lidt politisk kendskab) og ligeledes hvordan det ender med mandatfordeling og total nedsmeltning efterfølgende. Der bliver altså overordet set ikke leveret helt store overraskelser og afsløringer, udover internt splid. Når CG nu ikke sidder med dramatiske afsløringer som et kort på hånden, er det oplagt at han tilrettelægger filmen om en konfliktoptrapning. Dette leder nemlig til et organiseret spændingsforløb, hvor man vil kunne udnytte persongalleriet til at skabe modsætninger (fx helte og skurke) og det er netop hvad CG har

    5
gjort.

Aktører

Ud fra førnævnte præmis (at Khader sammen med sit parti vil gøre op med blokpolitik) er det muligt for CG at præsentere sit persongalleri. Konstruktionen sker ud fra aktant modellen, hvor

5

Andersen & Mikkelsen s. 14

Side 5

Side | 4 forholdet mellem aktørerne gøres tydelige. Brugen af aktant modellen er et handlings skabende element, der tydeliggøre konflikten mellem parterne [6].

Jeg har udarbejdet aktant modellen med Khader som subjektet, der ønsker politisk magt. Hans partifæller fungerer overordnet set som hjælpere, selvom der er internt splid om det egentlige mål. Seeberg og Jønsson hælder til socialistisk politik, mens Samuelsen og Østergaard har en mere liberalistisk tilgang til dagsordenen. De to fløje af hjælpere yder i realiteten ikke den hjælp Khader har brug for, da de interne stridigheder og uoverensstemmelser ender med at spænde ben for en klar politisk linje - der i sidste ende er grundlaget for objektet. Khader ender altså som ufrivillig mellemmand og man kunne derfor mene at hjælperne i løbet af filmen skifter side til modstanderne. Modstander er tabloidmediet Se&Hør, nærmere betegnet chefredaktør Henrik Qvortrup, der beskylder Khader for sort arbejde og dermed pletter hans ry op til valget. Giverne af den politiske magt er vælgerene, der har den ultimative magt over mandatfordelingen. I denne film vurderer jeg at der ikke er en reel modtager, da målet ikke nås. Subjektet fejler altså sin mission og der er derfor tale om en tragedie [7]. Journalist Lars Trier Mogensen udtaler også i en anmeldelse af filmen ’Dagbog fra midten er tåkrummende underholdning’, på www.politikken.dk

fra d. 7/2 2009 at:

’’Som Christoffer Guldbrandsen skildrer i sin nye tv-dokumentar, ’Dagbog fra midten’, står ingen i dag tilbage som helte i fortællingen om Ny Alliances kollaps. (…) Den åbne kamp mellem spindoktoren Ulla Østergaard og kommunikationsrådgiveren Rasmus

Jönsson giver de mest intense indblik i konflikterne. (…) Kun idealisten Gitte Seeberg, der også var den første til at træde ud af Ny Alliance, og kommunikationsrådgiveren

Rasmus Jönsson, der forgæves forsøger at fastholde fokus, fremtræder som mere og andet end tosser. (…) Til gengæld udstiller liberalisten Anders Samuelsen sig selv som intrigemager, der er drevet mere af had til sin egen politiske fortid end af et ønske om

                         8
at skabe et levedygtigt parti. ’’

CG erkærer altså implicit krig mellem alle sine aktører og skaber drama, der for filmen betyder spænding og fastholdelse af seeren. Han tvinger ubevidst modtageren til at tage et standpunkt om hvilken side man holder med. De gode eller de onde? – I dette tilfælde socialistiske eller de liberalistiske. Aktantmodellen kan argumenteres at være en fiktionskode, da den oftest er kendt fra folkeeventyr (hvor historier netop bygges op om forholdet mellem helte og skurker) [9]. CG kan have været heldig at der naturligt udspillede sig en konflikt mellem hans aktører, hvilket der tydeligvis gjorde, men jeg mener at han har hjulpet konflikten på vej i redigeringsrummet.

6

Hansen s. 20 FF

7

Se Bilag 3: Aktantmodel

8

http://politiken.dk/kultur/ECE644825/dagbog-fra-midten-er-taakrummende-underholdning/

9

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litter%C3%A6r_terminologi/aktantmodel

Side 6

Side | 5

Der kan opstå etiske problemer når en instruktør vælger at fremstille sine medvirkende på måder der er nedværdigende eller krænkende for deres person [10]. Dette er manipulation og værre er, at ingen af de medvirkende ar haft nogen indflydelse på hvordan de bliver fremstillet. Det er også pudsigt at se på reaktioner fra to af de medvirkende.

Gitte Seeberg skriver i kommentaren ’Dagbog fra midten er ikke min yndlingsfilm’ på

www.kristeligt-dagblad.dk d. 23/8-12 at:

’’Guldbrandsen var med overalt, og der gik ikke lang tid, før jeg også havde vænnet mig til det. (…) Selvom jeg helst havde været filmen foruden, synes jeg, projektet er blevet fremstillet fair nok. (…) I kølvandet på filmen om Ny Alliance blev der talt meget om, hvor afklædt projektet blev. Og med rette. Guldbrandsen havde materiale nok til, at han kunne have lavet en gyser. Men det blev det ikke. ’’ [11]

Anders Samuelsen bliver også citeret på i artiklen ’Ny bog: Samuelsen klar til at droppe politik i

2009’ på www.dr.dk d. 23/10-12 om filmen:

’’Den ultimative ydmygelse, urimelig og manipulerende. Og dråben, der fik bægeret til at flyde over. Næsten. (…) Jeg selv fremstod som en Mefisto, der bestemt hverken var værdig eller egnet til at lede et politisk parti. Uanset hvordan jeg vælger at gå ud og argumenterer mod filmen, vil jeg tabe. ’’ [12]

De to reaktioner på filmen er vildt forskellige og det er der nok god grund til. Seeberg (heltinden) og Samuelsen (skurken) er i hver deres lejr om fremstillingen. De fleste ville nok være godt tilfredse hvis de havde Seebergs rolle, jeg mener dog det er Samuelsens reaktion der er mest interessant i min jagt på fakta og fiktion. Han mener altså som medvirkende også at CG har været manipulerende. Derudover undlader instruktøren at informere de medvirkende om hvilke konsekvenser deres medvirken kan have og det er en klar vildledning af aktørerne såvel som seeren. Dette i sig selv er manipulerende.

Den subjektive fortæller og retoriske virkemidler

CG optræder selv i filmen som den episke voice over fortæller, der galant lader historien udspille.

Fortælleren vil med sit monotone stemmeleje fremstå som en objektiv alvidende fortæller, der blot er fluen på væggen. Jeg mener dog at CG påtager sig to roller, henholdsvis som både en subjektiv- og en objektiv fortæller. De to er dog svære at skelne til tider, hvilket skaber en smule forvirring omkring voice overens egentlige hensigt. Voice overen er en klassisk fakta kode fra dokumentarfilmsgenren og har til rolle at binde begivenheder sammen [13]. Speaken bliver inkorporeret i billedet i postproduktionen og sørger i dette tilfælde for at redegøre for de tidsmæssige spring der findes. Den objektive fortællers funktion i denne film er at fremstå så klar

10

Andersen og Mikkelsen s. 87

11

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/475206:Mediekommentar---Dagbog-fra-midten-er-ikke-min-yndlingsfilm

12

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/10/23/140124.htm

13

Andersen og Mikkelsen s. 105

Side 7

Side | 6 og logisk som muligt, uden at påvirke modtagers opfattelse af begivenhederne. [14]

Det er dog også klart at CG har også har valgt brugen af voice over for at skabe stemningsbilleder og lede modtager hen imod den personskildring han ønsker. Ved at blande disse to fortællere sammen, opnår han mere tillid til den subjektive fortæller, da det hele opbygges omkring den ledende objektive fortæller der er en troværdig. Den subjektive fortæller filmen ud med følgende:

CG: (voice over) ’’Det er jo så de førsteoptagelser. Jeg håber der er lyd på. ’’

(0 min. 10 sek. – 0 min. 16. sek.)

En replik i talesprog der er fuldstændig ligegyldig i forhold til præmissen, men har en stærk indvirkning på modtager. Det kan altså ikke blive mere råt, end at kameraet er tændt for første gang og man ikke er sikker på lyden. Han gør med replikken også opmærksom på at han er en førstehåndskilde til de kommende hændelser. Det skaber en stemning og et tillidsbånd til seeren.

Også CG’s næste speak har betydning for modtagers tillid og danner desuden grundlag for præmissen (som nævnt tidligere):

CG (voice over): ’’Det er mindre end 12 timer siden Naser Khader bad mig lave en film om hans nye parti. Jeg har kendt ham i 7 år. Vi er gode venner og ses privat. ’’ (O min. 56. sek. - 1 min. 1 sek.)

Denne replik er en af de vigtigste i kampen om modtagers tillid fra start. CG inddrager etos som appelform, hvor han vil vinde troværdighed og skabe identifikation. For som tidligere nævnt stoler man på sine venner, hvilket giver seer anledning til at stole på, at CG arbejder i Khaders interesse.

Denne subjektive fortæller er utroligt magtfuld i hele filmens forløb. Det er blandt andet også denne der kridter banen op, når der ledes op til konflikt, med denne speak:

CG: (voice over) ’’Efter Ulla Østergaards ansættelse, er partiet blevet splittet i to fløje.

På den ene side står Anders Samuelsen og Ulla Østergaard der arbejder på at trække partiet over i den borgerlige blok, men Rasmus Jønsson og

Gitte Seeberg forsøger at fastholde partiet på midten. Tilbage står

Naser Khader og har ikke valgt side. ’’

(22 min. – 55 sek.)

Replikken er en af byggestene der danner grundlag for brugen af aktant modellen. CG er altså med til at skabe dette drama, for man hører ikke nogle af parter på daværende tidspunkt selv udtrykke at der er voldsomt internt splid. Det er altså ikke billedet der fortæller at der en konflikt. Det er voice overen. Fortælleren er i dette tilfælde en slags politisk kommentator. Fronterne bliver trukket op på et split sekund hvilket giver CG mulighed for at lede op til PONR. For at legitimere påstanden får han Jønsson til at stille op til en nærmest skiftestols lignende scene, hvor han ytrer sine frustrationer. Jønsson overtaler modtageren til, at han er på den ’rigtige side’, ved hjælp af patos appelformen, hvor han appellerer til følelserne og moralen. CG vælger bevidst ikke at høre

14

Andersen og Mikkelsen s. 70

Side 8

Side | 7 den anden side af sagen og på den måde har han magten over heltene og skurkene. Han har med ordets magt skaffet sig adgang til at manipulere persongalleriet.

Ud over sin rolle som voice over, dukker CGs person også en enkelt gang op under et møde mellem Khader og Jønsson. Der bliver sat ansigt på den mystiske stemme og det giver modtager en sikkerhed for at hans kamera og ham er mere end velkomne.

Dokumentation

Ud over de fortælletekniske virkemidler, bruger CG konsekvent gennem hele filmen diverse mediemontager fra blandt TV avisen. De fleste mennesker stoler på hvad man bliver fortalt i nyhederne og han bruger derfor denne fakta kode. Han gør det for at inddrage virkelighedens hændelser til at bevise legitimiteten af filmen, når han logisk kæder hændelser sammen, ved hjælp af logos prægede appeller [15]. Et eksempel er da Jønsson bliver degraderet til kampagneleder og Ulla Østergaard ansættes som spin doktor. Khader har forinden leveret en ringe præstation ved den første partilederdebat og bliver skovlet ned i medierne. Derefter er der et spring i tiden, hvor man som seer ikke er orienteret om begivenhederne. Voice overen beretter derfor at grundet mediernes kritik, er Jønsson nu blevet kampagneleder. (17 min. 16 sek. – 18 min. 10 sek.)

Partilederdebatten og Jønssons degradering binder fortælleren altså sammen ved at benytte klip af avis artikler og læse op der fra. Det virker nu logisk for modtager hvorfor det er nødvendigt at ansætte en ny spin doktor.

Der bliver derudover også benyttet avisforsider i forsøget på at opbygge spænding og lede seeren videre i historien. Dokumentationen bliver i bund og grund udnyttet som en fremdriftskomponent, der leder aktørerne til at handle og tage stilling til præmissen [16]. CG bruger også små fakta bokse i højre hjørne der dokumentere tid og sted, når fortælleren er fraværende. Man er derfor ikke i tvivl om hvor i tiden man befinder sig. Igen benyttes en fakta kode.

Kamera, klipning og lys

I dokumentarfilmsgenren støder man ofte på det håndholdte kamera. Det er et æstetisk formelement der med sine grovkornede billeder er en fakta kode. [17]

Dette er også tilfældet i

Dagbog fra midten. Det giver modtageren en oplevelse af at være i midten af begivenhederne, som en slags flue på væggen. Med andre ord skaber det troværdighed og bidrager med autentisitet til billedet. Igennem hele filmen udnytter CG det håndholdte kamera og kun få steder er kameraet med fast udgangspunkt. Det skaber en hektisk stemning.

CG agerer selv kameramand og er altså ene og alene ansvarlig for hvad der er vigtigt i hændelserne. Han bruger altså sit kamera som en slags stemningsindikator der uden ord fortæller modtager hvad man skal lægge mærke til. Det er specielt tydeligt i sekvenserne op til PONR hvor Khader skal i partilederdebat. Man ser Khader under debatten fra flere forskellige vinkler i hurtig klippe rytme, der giver scenen en form for dynamik. Man ser ligeledes politiker Pia Kjærsgaards nærmest hånlige reaktion i halvtotale billeder. Voice overen speaker ind over Khader, alt imens

15

Hansen s. 169

16

Hansen s. 59

17

Kjærland & Blankhold s. 7

Side 9

Side | 8 der klippes og pludselig bliver der zoomet til et ultranært billede hvor man kun ser Khader tørre sved af ansigtet med en klud [18]. (15 min. 46 sek. – 16 min. 30 sek.) Ved hjælp af sit kamera og sin klipning, behøver voice overen ikke at fortælle modtageren at Khader har fejlet, for Khader ved det udmærket selv og ved hjælp af klipningen ved man det nu også som tilskuer. Sveden kan virke som et symbol på nervøsitet og usikkerhed og det er formegentlig derfor at netop denne scene kommer til at være dannende i den opfattelse man ender med af Khader. Vi er HELT tæt på og bider næsten negle i spændingshunger. Khader har jo sekunder forinden fortalt nogle journalister at han ikke er nervøs.

CG har også leget med perspektiver. Det er bemærkelsesværdigt at Jønsson (filmens slagtefår om man vil) efter hans degradering for det meste opleves i fugleperspektiv, der får han til at se lille ud og på den måde portrætteres som svag. Mens han inden degraderingen i flere omgange ses i frøperspektiv. Her er han magtfuld og betydningsfuld. [19]

Perspektivet ender med at blive meningsdannende.

Lyset er filmen igennem naturlig, hvilket hænger sammen med optagelsernes omstændigheder.

Kameraet fanger de bedste øjeblikke ved at være usynlig for de medvirkende. Hvis produktionsholdet derimod lavede en lyssætning, ville dette være en fiktions kode, der ville modsætte sig det rå virkelighedsbillede. CG udnytter også lyssætningen, eller mangel på samme, i de fleste scener hvor der køres bil. Der er mørkt og man kan kun ane skikkelser. Det eneste man kan høre er samtaler, der for det meste har en undertone af hemmelighedsfuldhed og fortrolighed. Det mørke billede indikerer at scenen er alvorlig. Man bliver som seer virkeligt involveret fx i situationen hvor telefonsamtalen med Henrik Qvortrup finder sted. Billedet og lyden er egentlig uafhængige af hinanden, men samtalen får et mere ’fare på færde’ udtryk når den

ses/høres i mørke. (42 min. 54 sek. 43 min. 15 sek.)

Lyd

Filmen er en audiovisuel oplevelse, hvor lyden diskret skaber stemningen næsten uden man bemærker det. Hele filmen igennem er det internlyd der er dominerende. For at bevare et så realistisk billede som muligt, er det altså den rå reallyd CG har udnyttet som en fakta kode. Der er ikke brugt mikrofoner og det er kun lyden af virkelige dialoger mellem aktørerne man oplever. På bekostning af dette, kan det til tider være svært at høre hvad der bliver sagt, men det i sig selv er mere spændings skabene end frustrerende. Brugen af reallyd er typisk for mange dokumentarer og er ikke er et overraskende element [20]. Det er derimod CG’s brug af asynkronlyd der i denne film er interessant. Nogle steder får man en idé om, at CG skruer en tand for meget op for reallyden, der næsten ender med at lyde som en effekt. Fx i førnævnte scene hvor Khader er til den første partilederdebat. Inden Khader taler er der noget galt med hans mikrofon. Lyden er så gennemtrængende, at den virker som en slags advarsel for hvad der skal ske (15 min. 52 sek.).

Denne lyd kunne man have valgt at skrue ned for, men den er meningsdannende i det billede man

18

Se bilag 4: Stills: billede 1

19

Se bilag 4: Stills: billede 2 og 3

20

Hansen s. 130

Side 10

Side | 9 får af Khader som en mand, hvem alting går galt for. Voice overen har jeg været inde på, men det er ikke det eneste eksterne auditive virkemiddel der er brugt. CG har fået komponisten Halfdan E til at give en hjælpende rytmisk hånd med. Underlægningsmusik går ind og påvirker modtagers følelser, derfor er det en fiktionskode. Musikken er lagt på lydsporet i redigeringsrummet og har derfor intet med selve billedet at gøre. Men CG har alligevel klippet musik og film sådan sammen, at det virker som en naturlig del af det samlede udtryk. Den instrumentale musik er komponeret specielt til filmen og er derfor blevet så godt integreret, at den på mystisk vis bliver næsten usynlig, hvis man ikke ved den der er. Underlægningsmusikken i denne film er en stor del af modtagers oplevelse af historiens sammenhæng. De mange spring i tiden der skal kobles sammen af voice overen, underbygges af musikken, der fortæller om der om der er god stemning, eller om man skal være bekymret. Musikken som dagt både brugt til at linke scener sammen, med også til at indikere om man skal videre i historien. I Starten af filmen er tonerne bløde for øret. Men de udvikler sig i takt med konflikt og drama. I nogle scener er musikken så overspillet at det minder en dårlig Hollywood gyser. Et eksempel er scenen hvor Khader interviewes i TV avisen om Se&Hør anklagerne. Han bliver spurgt flere gange om han har en regning på det (sorte) arbejde han har fået udført. Jo flere gange han ikke kan besvare spørgsmålet, des flere instrumenter optræder på den eksterne lydside. CG efterlader altså ingen tvivl om hvordan han gerne vil udstille sin hovedrolle (44 min. 47 sek. – 46 min. 55 sek.). Lyden ender scenen i et abrupt stop.

Musikken følger overordnet set filmens dramaturgi og ender i melankolske toner efter valgaftenen. En fiktions kode der er unik for filmen.

Genrebestemmelse

Når man skal vurdere en film som Dagbog fra midten er det væsentligt at fastslå ud fra hvilke genrekriterier bedømmelsen finder sted. Der findes et utal af forskellige undergenre og kriterier alt afhængig af hvilken litteratur man stikker næsen i. Jeg vælger at bruge teorien fra kompendiet Fat om dokumentar [21] og fra Dokumentaren i undervisningen [22] til en genrebestemmelse. Ifølge Fat om dokumentar opererer man med fire forskellige dokumentariske former. Disse fire former er henholdsvis:

1. Den klassiske - man vil informere og oplyse

2. Den observerende – man vil vise uden at forklare

3. Den poetiske – hverdagens poesi

4. Den personlige – instruktørens er i høj grad involveret

Dagbog fra midten kan i denne sammenhæng kategoriseres som en klassisk dokumentar, da den opfylder næsten alle opstillede kriterier: det er klart fra start hvilken historie filmen vil fortælle.

Der benyttes typisk en voice over, der kommenterer begivenhederne. Fortælleren er alvidende.

Billedsiden illustrerer ofte fortællerens budskab. [23]

Så nemt er det selvfølgelig ikke at genrebestemme filmen, da der er mange fakta og fiktions koder der spiller ind i dette tilfælde.

21

Kjærland & Blankholm s. 1 FF

22

Andersen & Mikelsen s. 1 FF

23

Kjærland & Blankholm s. 8 FF

Side 11

Side | 10

På den ene side overholder CG en uskreven lov om at skildre virkeligheden sandfærdigt. På den anden side har han et så stort forbrug af filmiske virkemidler, at man kommer i tvivl om, at han nu også skildrer virkeligheden sandfærdigt. At instruktøren og hovedpersonen kender hinanden personligt er i CG’s troværdighedsfavør og man tør næsten ikke tro på, at han har manipuleret billedet af sin egen ven til ugenkendelighed. Men man kan næsten heller ikke tro sine egne øjne og øre når en folkevalgt politiker som Khader (med den måde han fremstilles på) ikke engang har styr på sin egen dagsorden. De mange analyserede virkemidler giver anledning til at tro, at CG ikke har helt rent mel i posen - men hvis han ikke har arbejdet ud fra en bestemt skabelon overtræder han i princippet heller ikke nogen ’regler’. Om den klassiske dokumentarform udtaler han selv i et interview med forfatter Pernille Hornum i bogen Sandheder om løgn og bedrag fra 2011:

’’Jeg bryder mig ikke om denne kategorisering. Det er et af de behov vi naturligt har når vi skal kommunikere. Sætte noget i kasser. Mennesker reduceres til sociale stereotyper og fortællinger, som vi kan håndtere som læser. Dokumentar er så bred en genre, så hvis jeg skal kalde det noget,

                                        ’ 24
kan jeg bedst lide det engelske udtryk non fiction ’

Hvis CG selv tager afstand fra ’kasser’ og kategoriseringer giver det mig god grund til at argumentere for, at filmen i bund og grund er en hybridgenre, hvor filmen er så dramatiseret, ved hjælp af virkemidler, at den påtager sig egenskaber fra fiktionsgenren [25]. Dette mener jeg specielt på baggrund af personskildringen og dramaturgien, der mest om alt minder om en Hollywood produktion. Det er dog sjovt, at CG ikke vil have andre til at definere sine film i kasser, så menneskerne reduceres til sociale stereotyper, når det er præcis man han selv gør ved de medvirkende i Dagbog fra midten i redigeringsrummet. Han bryder sig i bund og grund ikke om regler, så længe de spænder ben for hans vision og formidling. Med en sådan indstilling til bearbejdelse af sandheden undrer det igen ikke, at filmen har et skelet bygget på værktøjer fra fiktionsverdenen.

I min vurderingen af Dagbog som midten som en klassisk dokumentar, med tendens til hybridgenren, har jeg også instruktørens filmografi in mente. På det tidspunkt Dagbog fra midten havde premiere var det hans fjerde dokumentar med en politisk dagsorden. Først Fogh bag facaden fra 2003, dernæst Lykketoft finale fra 2005 og Den hemmelige krig fra 2006. Det jeg finder interessant i forhold til disse film er, at det virker som om CG har et evigt horn i siden på den borgelige politiker Anders Fogh Rasmussen (i hhv. Fogh bag facaden og Den hemmelige krig), mens han portrætterer socialistiske Mogens Lykkeloft (i hhv. Lykketoft finale) i et mere fair lys.

Min pointe er, at det er bemærkelsesværdigt, at hver gang der er en heltefigur i CGs film er det en fra rød blok og omvendt er skurken altid en blå liberalist. Han kan altså arbejde ud fra et personligt politisk motiv og så er det nemt for en garvet instruktør at formidle sit budskab ved hjælp af filmiske virkemidler. Det bestemt ikke et enestående tilfælde at dagbog fra midten er spækket med fiktionskoder og virkemidler. Jeg i den forbindelse kigget nærmere på forgængeren Den hemmelige krig (vil blive omtalt DHK).

24

Hornum s. 42

25

Andersen & Blankholm s. 18

Side 12

Side | 11

Virkemidler i Den hemmelige krig

Jeg vil starte med at sige, at der er stor forskel på de to film. Dagbog fra midten minder mellem de to film om et portræt, men DHK minder om en baggrundsartikel. Men ét er fælles: de er bygget omkring filmiske virkemidler. Det der er en signifikant forskel i filmene er CGs egen rolle. I DHK optræder CG som den undersøgende journalist på jagt efter sandheden. Han vil finde svar på om Danmark har været med til at udlevere krigsfanger til amerikanerne i Afghanistan krigen.

Derudover, om regeringen har accepteret, at man derved ikke har overholdt Geneve-konventionerne og holdt det hemmeligt for folketinget. CG opstiller disse påstande som baggrund for filmens eksistens. Denne præmis lægger op til, at DHK er en film med den personlige fortælleform, der er dybdeborende i en sag [26]. Instruktøren har en stor og afgørende rolle, hvor han både optræder flere gange både som voice over og i selve billedet i diverse interviews. I Dagbog fra midten er han som tidligere nævnt en flue på væggen. Det er CGs opgave at give modtageren svar på sine spørgsmål og dokumentere sine påstande. Der er tale om en dybt subjektiv fortæller. Han udnytter også sit persongalleri til at danne belæg for sine påstande. I modsætning til Dagbog fra midten bruger han et væld af interviews som dokumentation for sine påstande. Han danner elegant belæg, gang på gang, ved at give folk med samme holdning som sig

selv taletid. Han vælger også at lave ultranær zoom/close up, hver gang der vises den mindste

følelse at spore. Dette gør han selvfølgelig for at skabe troværdighed og vinde sympati, præcis ligesom han gør ved Khader da han under partilederdebatten tørrer sved af panden. Kameraets zoom må være et af hans absolut mest gennemgående tekniske virkemidler. De i DHKs persongalleri der ikke vil have at CG finder frem ’sandheden’ bliver til gengæld fremstillet, som om de skjuler noget. Han klipper midt i interviews, filmer dem i fugleperspektiv og stiller kringlede spørgsmål, der kan være svære at svare på. Han giver med sin personskildring ikke seeren en chance for at til kunne forholde sig objektivt til interviewes på den bekostning. Det fremstår klart at CG også i DHK har brugt aktantmodellen til at skabe konflikter mellem de medvirkende

(heriblandt også sig selv). I DHK har han dog en endnu mere brutal tilgang til gøre skellet mellem helte og skurke fremtrædende. Udover at benytte sig af aktantmodellens opbygning, gør Guldbrandsen implicit brug af de 7 dødssynder, som han pådutter skurken og hans fjender.

Hovmod (Amerikanerne og Anders Fogh udskriver krig), griskhed (Amerikanerne og Anders Fogh vil have magt), nydelsessyge (Amerikanerne og Anders Fogh nyder den magt de opnår), misundelse (Anders Fogh vil gerne opnå en bid af amerikanernes kage), fråseri (der bliver taget civile til fange, uden grundlag) vrede (forsvaret kan ikke lide at CG er så nysgerrig) og ladhed (Ingen vil tilsyneladende sætte sig ind i sagen). De 7 dødssynder er dårlige menneskelige egenskaber, man som modtager ikke vil identificere sig med og man tager derfor afstand. Dette opnår han diskret gennem sine påstande, klipning og belysning. Præcis som i Dagbog fra midten.

DHKs dramaturgiske skelet er i DHK opbygget omkring bølgemodellen, der ofte ses i TV-udsendelser og til forskel for berettermodellen ikke har dramatisk klimaks. Spændingskurven er altså ikke lige så udsvingene som i Dagbog fra midten. Dette er en fakta kode, da de mange uddybende sekvenser giver CG plads til fokus på baggrunden for hændelserne og signalerer

26

Kjærland & Blankholm s. 11

Side 13

Side | 12 journalistisk overskud. Man er i DHK ikke i tvivl om filmmagerens rolle og formål og man føler sig i sikre hænder.

Man er i DHK dybt afhængig af voice overen til at koble hændelser sammen. Efter min mening mere afhængig end man er i Dagbog fra midten. Der er så mange hændelser og påstande, at man hurtigt tabes på gulvet, hvis ikke man holder tungen lige i munden. Man ender i DHK ikke med noget reelt svar på de spørgsmål der bliver stiller og det er måske gået op for CG i redigeringsrummet at han ikke havde meget kød på sagen. Derfor bliver han I DHK på en måde nød til at skrue lidt ekstra op for filmiske virkemidler. Hvis man har set DHK før Dagbog fra midten kan jeg godt forstå hvis man har en forudindtaget holdning til instruktørens håndtering af sandhed og virkelighed. DHK genererede en gigantisk mediestorm, der efter min mening kan have skadet CGs troværdighed som dokumentarinstruktør. Alligevel vælger han at gå sine egne fodspor som en dokumentarist med hang til klippe klistre i redigeringsrummet i Dagbog fra midten.

Diskuterende perspektivering

CG er en yderst omdiskuteret dokumentarist. Mere på grund af brugen af filmtekniske virkemidler, end for hans værkers egentlige problemstillinger. Det er ofte det æstetiske udtryk der er under luppen, når man læser artikler og anmeldelser af instruktørens film. DHK endte som før nævnt i en mediestorm, der stillede spørgsmålstegn ved CGs journalistiske redelighed og dokumentation. De voldsomme reaktioner udløste, at en selvbestaltet komité undersøgte de opstillede kritikpunkter der fra flere sider blev rejst [27]. Selvom filmen gik fri fra anklagerne, er det ikke det man husker.

Kritikken har dog ikke afholdt CG fra forsat at udnytte de tekniske virkemidler.

CG udtaler i et interview med magasinet Ekko, # 43 fra 2008 af Ib Bondebjerg om manipulation i sine film:

’’Selvfølgelig manipulerer jeg, det gør alle der arbejder med film. Hvert klip er manipulerende, men det er jo ikke det samme, som at det ikke er sandt eller rigtigt.

Alle der fortæller en historie, vælger et perspektiv eller en vinkel. Man vejer sine ord,

man udelader og klipper’’^{28}

Med denne udtalelse argumenterer CG, på at tyndt grundlag, at det er helt i orden at manipulere med forførende virkemidler. Han afgrænser ikke hvor langt man må gå og stiller dermed sig selv som dommer. Det han siger er i princippet det samme, som hvis en cykelrytter udtaler, at det er okay at dope sig; alle de andre gør det jo også. Han bruger virkemidler, men det gør alle andre også, ergo er det helt i orden. Det er samme tid pudsigt at CG er på en evig jagt efter sandheden og politikeres troværdighed, når han lader sig selv gå fri. Han er journalist og arbejder i oplysningens tjeneste, som dokumentarist. Han er trods alt underlagt de vejledende regler for god presseskik. I den 5. regel står skrevet:

’’Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. ’’^{29}.

27

Bondebjerg s. 6

28

Bondebjerg s. 4

29

Se http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Regler-for-god-presseskik.aspx

Side 14

Side | 13

Medierne ses i folkemunde i dag som en 4. statsmagt og det er derfor utroligt vigtigt at de etiske retningslinjer overholdes. Han overtræder den 5. regel når han med sin voice over beretter om hændelserne i Dagbog fra midten. Vi ved ikke som seer hvad der er faktisk oplysninger og hvad der er kommentarer. Er det CG’s subjektive holdning til begivenhederne vi får, eller beretter han sandfærdigt om hvad der er foregået? Han kan umuligt have set på Dagbog fra midten med neutrale øjne, når han kender hovedpersonen personligt. Han kan ej heller have haft førstehåndskendskab til hvad der er foregået når kameraet er slukket. Det er ene og alene også ham selv der har haft redigeringsret. Han giver ikke engang Khader en chance for at vurdere om forløbet er retmæssigt portrætteret. Dette skader hans troværdighed. Om etiske grundregler udtaler han selv i føromtalte interview med magasinet Ekko:

’’Min etiske grundregel er, at filmen skal være ærlig. Der er rigtigt og forkert, der er sandt og falsk, og det skal filmen leve op til, lige meget hvordan og hvilke virkemidler

der er brugt. ’’^{30}

Igen sætter CG sig selv som dommer over hvad der er sandhed. Hans sandhed vil nok ikke ligefrem være den samme som Khaders sandhed. Og hvad der er sandt og falsk er op til den enkelte. Vi står altså tilbage med CGs syn på hvad der skete i de 2 år Khader var parti medlem i NA og hvordan han personligt oplevede det. Til hans forsvar er det umuligt ikke at lave en film uden en vinkel og denne bliver nødvendigvis subjektiv, men han har muligvis andre normer end modtageren og de medvirkende. En historie ville ikke have meget værdi hvis ikke man så den fra en vinkel. Der ville ikke være meget at diskutere. Man vælger som noget af det første en vinkel når man skal skrive en artikel. Forskellen er så bare om man gør opmærksom hvad ens hensigt er. I en kronik, leder eller kommentar er det forventeligt at skribenten har en subjektiv holdning. Ligesom man også forventer, at det vi bliver fortalt i nyhederne er en objektiv vinkel på nyheden. Min pointe er, at man har en forventning om, at en dokumentarfilm leverer kontante fakta og skildrer virkeligheden råt. Hvis ikke man som modtager fra start bliver gjort opmærksom på, at der er en bestemt hensigt eller præmis, der på den ene eller anden måde ikke overholder de forventninger man har til genren æder man det råt. Dette er i min optik tilfældet i Dagbog fra midten. I modsætning til DHK er det svært at afkode hvad fortælleren vil intentioner er, ud over at fortælle god historie. Vinklen er derfor forvrænget, når man ender med at opfatte den som objektiv.

CGs med sin laissez-faire holdning til sandhedsbegrebet, er ikke er ikke den eneste der har været i krydsilden for brugen af filmtekniske virkemidler.

En kommentar fra magasinet Ekko, #43 2008, Sandfærdige løgne af Søren Kjørup, beretter om Journalist på DR Jeppe Nybroe, der i programmet Horisont d. 16 januar 2006, bragte et reporterende indslag omhandlende amerikanske soldaters forhold i Irak krigen. I dette indslag bliver det senere afsløret at han i redigeringsrummet har indarbejdet eksternlyd i form af bombebrag som effektlyd. Han bliver fyret fra DR efter denne hændelse og flere lignende. [31] Et par enkelte brag i et indslag, kan virke som petitesser i forhold til hvad CG gør for at ’fremme forståelsen’ i sine film. Nybroe bliver ifølge artiklen fra flere sider beskyldt for at have ført seerne

30

Bondebjerg s. 2

31

Kjørup s. 10

Side 15

Side | 14 bag lyset og manipuleret med virkeligheden. Sagen om Nybroe er en vigtig i debatten om hvor langt man kan gå, før et billede mister sin sandhed. Man skal vel følge de retningslinjer der er inden for en genre. Selvom CG ikke anerkender undergenrer og kategorier, er han vel forpligtet til følge retningslinjerne, hvis han være formelt vil være dokumentarist. Han kan måske være ligeglad, når han tilsyneladende altid slipper afsted forvrængede virkelighedsskildringer.

Konklusion

På baggrund af min analyse kan jeg konkludere at Dagbog fra midten er en klassisk dokumentar, med tendens til hybridgenren. Forholdet mellem fiktion og fakta er i filmen fordelt således at man sidder tilbage med et indtryk af, at man har fået en fortrolig indsigt i hændelserne omkring NAs korte og hektiske levetid. Jeg kan dog også konkludere at denne indsigt bliver hjulpet godt på vej af en instruktør, der nok mest har været interesseret i at lave en film med høj underholdningsværdi. Man skal tage se filmen med et smil på læben og ikke tro på hvad man ser.

Der er ingen tvivl om at begivenhederne er faktuelle, det er spørgesmålet om den usagte vinkling der gør dem manipulerede. Filmen er proppet med filmtekniske virkemidler: dramatiske klip, en snedig fortæller og en instruktør der har haft styr på sit kameras magt under optagelserne. Der er altså snak om en cocktail, hvor begivenhederne ikke har været fordøjelige uden en tur igennem CG’s redigeringsrum. Grænsen for hvor fiktion og fakta mødes og trykker hænder, nås med sikkerhed i Dagbog fra midten.

Side 16

Side | 15

Litteraturliste

Bøger:

Andersen, K. & Mikkelsen, J. F.: Dokumentaren i undervisningen, L&R Uddannelse, 2009

Kjærland, Synnøve & Blankholm, Torben: Fat om dokumentar, Det danske filminstitut, 2001 Hornum, Pernille: Sandheder om løgn og bedrag, forlaget Klim, 2011

Hansen, P.H.: Den dramaturgiske værktøjskasse, Frydenlund, 2006

Artikler:

Bondebjerg, IB: Danmarkshistorie – mens den bliver til, magasinet Ekko, #43, nov./dec. 2008 s. 2-6
Kjørup, Søren: Sandfærdige løgne, magasinet Ekko, #43, nov./dec. 2008 s. 10

Film:

Christoffer Guldbrandsen: Dagbog fra midten, Guldbrandsen film m.fl. 2009

Christoffer Guldbrandsen: Den hemmelige krig, Guldbrandsen film m.fl. 2006

Internetmateriale:

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/59976.aspx?id=59976
http://www.dfi.dk/Branche_og_stoette/Filmvaerkstedet/Stoette/Stoettevilkaar.aspx
http://politiken.dk/kultur/ECE644825/dagbog-fra-midten-er-taakrummende-underholdning/
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/475206:Mediekommentar---Dagbog-fra-midten-er-ikke-min-

yndlingsfilm

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/10/23/140124.htm

http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Regler-for-god-presseskik.aspx

Side 17

Side | 16

Bilag 1: DFIs regler for dokumentarfilm

Når DFI går ind og bevilger penge til en dokumentarfilm, stiller instituttet særlige krav til filmen:

1. Filmen skal række væsentligt ud over aktualiteten og være tidløs. Den skal have et langt liv i instituttets udlejning til uddannelsesinstitutioner med videre, og det er derfor ikke nok for instituttet, at den lander i en aktuel debat, som ellers kan være et mål for primetime tv.

2. Filmen skal have en filmisk fortælleform, der er engagerende og udfordrende, og filmen skal have et kunstnerisk ambitionsniveau, der får den til at skille sig ud fra normale tv-produktioner. Derfor har langt de fleste institutstøttede film for eksempel en meget længere klippeperiode end en normal tv-dokumentar på DR eller TV2. Disse klippes som regel på fire-fem uger, hvor en film har en 10-14 ugers klippeperiode.

3. Filmen skal have instruktørens personlige præg. I DFIs øjne er det altid instruktørens film,

og han/hun har final cut. I den normale tv-verden er tilrettelæggeren selvfølgelig vigtig,

men er i langt højere grad underlagt et redaktionelt hierarki, som får tv-dokumentar til at ligne andre journalistiske processer. Dokumentarfilmen derimod SKAL være instruktørens.

Det er hans/hendes vision, DFI ønsker at se på skærmen.

Medieforliget kræver af både DR og TV 2, at de hvert år investerer 7 millioner kroner i dokumentarfilm sammen med DFI. Udfordringen for både DFI og tv-stationerne er at møde begge parters krav: DFIs krav om den personlige, instruktørbårne, filmiske fortælling på den ene side - og tv-stationernes krav til at ramme seerne så bredt som muligt i primetime. [32]

32

http://www.dfi.dk/Branche_og_stoette/Filmvaerkstedet/Stoette/Stoettevilkaar.aspx

Side 18

Side | 17

Bilag 2: Grundoplysninger

Dansk titel: Dagbog fra midten

Andre titler: Vote for change

Instruktør: Christoffer Guldbrandsen

Producer: Ane Mandrup Pedersen, Helle Winther Remfeldt

Fotograf: Simon Plum

Klipper: Steen Johannessen, Stig Bilde, Daniel Alban Petersen

Lyd: Morten Green

Komponist: Halfdan E.

Tv-premiere: DR 2

Produktionsland: Danmark

Produktionsselskab: Guldbrandsen Film, Everest Pictures

Finansiering: Produceret for DR2 Dokumania med støtte fra Det Danske Filminstitut v/ Dola Bonfils

                                           33
og Undervisningsminsiteriet / Tips- og Lottomidlerne

33

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/59976.aspx?id=59976

Side 19

Side | 18

Bilag 3: Aktantmodel

Bilag 4:Stills

Billede 1: Sved på panden (16 min. 21. sek.)

Billede 2: før degradering (15 min. 21 sek.)

Billede 3: efter degradering (40 min. 21 sek.)

Bilag 5: Eksemplar af Dagbog fra midten

Note: referencepunkter er igennem opgaven fra

http://filmcentralen.dk//grundskolen/film/dagbog-fra-midten