SSO om Karen Blixen & Babettes gæstebud

Side 1

KAREN BLIXEN:

BABETTES GÆSTEBUD

Den større skriftlige opgave 2011/2012

Nr. Nissum Seminarium og HF

HF 2. år

Fag: Dansk

Klasse: 2.Q

Vejleder: Elise Dahl Krogh

Side 2

1

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning ..................................................................................................................................................... 2 Problemformulering .................................................................................................................................. 2 Metode ....................................................................................................................................................... 2 Karen Blixen og hendes placering i dansk litteratur ................................................................................. 3 Karen Blixen ............................................................................................................................................. 3 Efterkrigstidens litteratur ....................................................................................................................... 4 Karen Blixens placering i dansk litteratur ............................................................................................. 5 Analyse og fortolkning .................................................................................................................................. 6 Resume & komposition ............................................................................................................................. 6 Personer og miljø ....................................................................................................................................... 7 Symbolik og intertekstualitet .................................................................................................................. 9 Festmåltidet ............................................................................................................................................ 11 Fortolkning .............................................................................................................................................. 12 Perspektivering og konklusion .................................................................................................................. 13 Perspektivering ....................................................................................................................................... 13 Konklusion ............................................................................................................................................... 14 Abstract ................................................................................................................................................... 14 Litteraturliste ............................................................................................................................................. 15

Side 3

2

INDLEDNING

Karen Blixen tilhører gruppen af Danmarks største forfattere nogensinde, men hun er samtidig en speciel forfatter, idet hun lægger afstand til samtidens forfattere. Det har skabt megen kritik omkring hendes person og forfatterskab, og alligevel har hun formået at stige til tops.

Karen Blixens særegenhed er enormt tiltalende, og derfor tager denne opgave udgangspunkt i hende samt værket Babettes gæstebud for at finde ud af, hvad der gør denne kvindelig forfatter så speciel.

Hvordan hun i en mandsdomineret litteraturhistorisk tid alligevel formåede med både anerkendelse og respekt at blive en af de største forfattere. Derfor belyses Karen Blixens forfatterskab i forhold til den litteraturhistoriske periode i en vinkling af, hvordan Karen Blixen adskiller og knytter sig dertil.

Herefter, med fokus på det berømte værk Babettes gæstebud, analyseres og fortolkes væsentlige sider af værket og sammenlignes med et af samtidens forfattere, Martin A. Hansens novelle,

Agerhønen^{1}.

PROBLEMFORMULERING

Der ønskes en litteraturhistorisk redegørelse for Karen Blixens placering i dansk litteratur.

Der ønskes en analyse og fortolkning af værket Babettes gæstebud med særlig vægt på det religiøses betydning i fortællingen.

Desuden ønskes novellen Agerhønen af Martin A. Hansen inddraget.

METODE

I en redegørelse af Karen Blixens placering i dansk litteratur redegøres der først for Karen Blixen som person og et kort rids af hendes forfatterskab. Dernæst finder en redegørelse sted af den litteraturhistoriske periode, efterkrigstiden for endeligt at sammenfatte Karen Blixen og den litteraturhistoriske tid. I denne sammenfatning sammenlignes Karen Blixen med et af periodens betydeligste forfattere, Martin A. Hansen.

Da Karens Blixens værk Babettes gæstebud betragtes som et autonomt værk, analyseres og fortolkes der ud fra en nykritisk metode, hvoraf de væsentligste redskaber benyttes. Den nykritiske metode er valgt, da den tager afsæt i selve værket og samtidig operer med forskellige lag [2], hvilket gør det muligt, ikke kun at komme i dybden med analysen, men samtidig sætte et specielt perspektiv på - i dette tilfælde et religiøst perspektiv.

Slutteligt i en perspektivering og konklusion sammenlignes værket atter i det religiøse perspektiv med Agerhønen af Martin A. Hansen, og en sammenfatning af Karen Blixens placering i dansk litteratur i forhold til den endegyldige fortolkning forefalder.

1

Vedlagt som bilag

2

Fibiger, Lütken, 1996, s. 17-19

Side 4

3

KAREN BLIXEN OG HENDES PLACERING I DANSK LITTERATUR

KAREN BLIXEN

(). Karen Blixen voksede op i en velhavende familie på Rungstedlund. Hendes fader, forfatteren og politikeren, Vilhelm Dinesen, tilhørte en gammel godsejer - og officerslægt med en aristokratisk tiltro til sin egen placering på jorden. Moderen, derimod, med unitarismen som livsanskuelse, stammede fra en højborgerlig familie kendetegnet ved en høj moral og dydsmønstre

som mådehold, opofrelse og pligt^{3}.

Skoleundervisningen fandt sted i hjemmet, som sammen med opdragelsen, lagde grobund for Karen Blixens karakter, fantasi, idealer og intelligens. Dette betød en tidlig dannelse, der til en vis grad stagnerede i forbindelse med faderens selvmord i 1895. Herefter ændredes balancen i den påvirkning, hun havde oplevet de første ti år af sin levetid. På den ene side var der faderens sans for friluftsliv og lykkelig selvudfoldelse, hun tidligt identificerede sig med. På den anden side moderens etiskreligiøse livsanskuelse, hvor alvoren i hjemmet synes at få overtag over munterheden [4]. Karen Blixens trang til at realisere sig selv blev større og større, jo mere hun erfarede moderens livsanskuelse, som efter hendes mening var moralsk og livsfjendsk. Lysten til at realisere sig selv på andre måder end som hustru og moder blev en realitet, hvilket i første omgang førte hende til malerkunsten, og dernæst til eksperimenter med litterære forsøg.

Karen Blixen nåede at komme på mange af dannelses- og udlandsrejser. Efter et længere ophold i Afrika vendte hun tilbage til Danmark. Dog skulle årene blandt de sorte afrikanere vise sig at være betydningsfulde. De lærte den ambitiøse kvinde at stå på egne ben. At leve blandt afrikanerne gav hende en indsigt i en ny kultur og tænkemåde, som var de fleste europæere fremmed. Karen Blixen lyttede til de indfødtes mange fortællinger og fortalte og skrev selv. Et nyt liv i Danmark på Rungstedlund skulle begynde, og det gjorde det ved, at hun begyndte at skrive. Denne gang fik hun held med skriveriet - først i USA og efterfølgende herhjemme, hvilket førte til adskillige udgivelser.

Skønt de mange udgivelser, er der stadig et enhedspræg, hvad forfatterskabet angår. Et fællestræk er den antinaturalistiske fortællerform - en fortællerform, der gør fortælleren til en slags gud, som kan overskue og gennemskue skæbneforløbende [5]. Skæbnen er et centralt begreb. Det er det overordnede tema inde for forfatterskabet. Karen Blixen definerer selv skæbnen, som at ethvert menneske på forhånd har fået givet en skæbne, og personens opgave i livet er at indtage den plads, som er blevet

givet^{6}.

Et andet fællestræk for beretningerne, som ofte er holdt i en aristokratisk tid og stil, er de mange direkte og indirekte henvisninger til Bibelen og anden litterær tradition, hvor fokus hyppigt er

3

Engberg, 2003, afsnit 2

4

Den Store Danske(Dansk Biografisk Leksikon), afsnit 1

5

Hansen, I.F., Jørgensen, J.A., Michelsen, K., Sørensen, J., Tonnesen, L. (1981).

Litteraturhåndbogen.

2: forfatterbiografier og litteraturleksikon,

s. 25

6

DR, skole, afsnit 1

Side 5

4 centreret omkring beslutningsprocesser. Kendetegnet er, at mændene ofte er svage kontra nogle stærke kvindelige aktører, hvilket har karakteriseret Karen Blixen som en ”feministdyrkende

       7
feminist” . Denne fremhævning af de to køns forskellighed og den kvindelige særlige styrke vakte

en del uro, da det var meget atypisk for efterkrigstidens litteratur [8].

EFTERKRIGSTIDENS LITT ERATUR

I 1948 udkom det første nummer af det litterære tidsskrift Heretica. Det var et tidsskrift, der viste vejen ud af efterkrigstidens kulturkrise og samledes krisebevidste lyrikere om en ny kunstnerisk modernisme i et opgør med samtidens ideologiske tænkning. Dets navn, Heretica, betyder kætter, som består i afvigelser fra den fastlagte tro, hvilket nogle af de væsentligste skribenter i tidsskriftet, Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Ole Wivel og Martin A. Hansen tilsluttede sig [9].

Skribenterne centraliserede, gennem blandt andet digtning og poesi, den menneskelige eksistens, hvorledes Heretica var stærkt påvirket af eksistentialismens livsanskuelse. Udgangspunktet for sådan en måde at forstå livet på er en opfattelse af tilværelsen som meningsløst. Det gør op med tanken om eksistensen som en afhængighed af essensen. Eksistentialisterne var af den opfattelse, at mennesket skabte sin egen eksistens og identitet igennem valg og handling, at eksistensen ikke kunne forklares med biologiske egenskaber, arv eller miljø. Den meningsløse tilværelse er altså præget af tilfældigheder, som i sig selv ikke har noget mål. Det skaber et tomrum, og det er netop det tomrum, som stiller krav til det enkelte menneske om at skulle give tilværelsen mening. Troede man ikke på, at der fandtes en ”objektiv sandhed”, mente eksistentialisterne, at det kunne gøre folk bange og angstfulde. Den eneste måde at overvinde denne angst var, at vælge – valg giver mening med livet og et personligt ansvar for tilværelsen. [10]

Eksistentialismen er altså en individualistisk livsanskuelse, hvor man hos det enkelte individ, og ikke udenfor faste principper og normer, finder det moralske grundlag.

Som eksempel på eksistentialismens udbredelse kan nævnes den nye eksistentielle roman. Denne type roman er kendetegnet ved at handle om et vendepunkt - modsat den naturalistiske udviklingsroman, der fremstiller et længere årsagsmæssigt udviklingsforløb. Den eksistentielle roman koncentrerer sig om øjeblikket - valgets øjeblik. I den eksistentielle litteratur foregår handlingen ofte over ganske kort tid, men det er et afgørende tidsrum. Det er det tidsrum, det enkelt øjeblik, hvor hele livsforløbet sammentrænges. Det er øjeblikket, hvor livet gennem krise og valg overtages og bliver til eksistens og personlig skæbne [11].

7

Hansen, I.F., Jørgensen, J.A., Michelsen, K., Sørensen, J., Tonnesen, L. (1981).

Litteraturhåndbogen.

2: forfatterbiografier og litteraturleksikon.

s. 26

8

Hansen, I.F., Jørgensen, J.A., Michelsen, K., Sørensen, J., Tonnesen, L. (1981).

Litteraturhåndbogen.

2: forfatterbiografier og litteraturleksikon.

s. 26

9

Fibiger, Lütken, 1996, s. 315-317

10

Bryld, C.J., Gregersen, L., Hansen, D.N., Hansen, J.Ø., Sørensen, J., Thorup, L., Windfeld, B, 1988, s.

205

11

Hansen, I.F., Jørgensen, J.A., Michelsen, K., Sørensen, J., Tonnesen, L. (1981).

Litteraturhåndbogen.

1: Litteraturhistorisk oversigt, s

. 334

Side 6

5

KAREN BLIXENS PLACERING I DANSK LITTERATUR

Karen Blixen hører, sammen med den kristne eksistentialist, Martin A. Hansen, til den ældre generation, som debuterede før krigen. Set i en litteraturhistorisk sammenhæng er begge forfattere tilknyttet efterkrigsperioden. Det skyldes det kunstneriske univers, de bevæger sig indenfor, som stemmer overens med hereticanske temaer som religion, gådefulde forestillinger og litterær tradition. For både Karen Blixens og Martin A. Hansens vedkommende har kunsten grundlag hos dybere kræfter, der råder over den menneskelige eksistens. Den opfattes derfor som en vej til højere erkendelse og indsigt, end videnskaben kan tilbyde. Kendetegnet for deres historier er det karakteristiske eksistentialismetræk - situationer i livet, hvor en bestemt tilstand ikke længere kan opretholdes. Ved det punkt skal der træffes et valg, som vil vise sig at være af afgørende betydning resten af livet.

Dog skal der også vise sig at være et modsætningsforhold mellem de to forfattere. Martin A.

Hansen, som med sine beretninger uden tvivl tilhører efterkrigstiden, vil give den moderne meningsløse tilværelse en religiøs mening - en mening med moralsk ansvarlighed. Sådanne klassiske og moralske motiver er fraværende hos Karen Blixen. For hende findes en større magt, som styrer mennesker på jorden som en slags marionetter. Her er det afgørende at spille rollen, som er udtænkt én - at udleve ens skæbne. Man må derfor frigøre sig fra andres meninger om, hvem man er og bør være, ligesom Karen Blixen selv gjorde det i forhold til sin egen baggrund.

Det kan være svært at placere Karen Blixen specifikt i efterkrigstidens litteratur, da hun også på andre områder adskiller sig fra samtidens forfattere. Hendes værker referer ikke til øvrige samfundsdebatterende emner som verdenskrig og modernisering, og desuden er det miljø, som fortællingerne foregår i ofte primitive aristokratiske miljøer. Dette viger fra øvrige

                       12
eksistentialister/hereticanere .

Temamæssigt i Karen Blixens forfatterskab stilles kønnenes ligestilling i fokus, og der sker et normbrud i forhold til den kvindelige og mandlige identitet. I Syv Fantastiske Fortællinger er der vendt op og ned på mande- og kvinderollerne, hvor kvinderne fremstår som stærke. Meget atypisk for den danske efterkrigstidslitteratur.

På grund af holdningen til kønnet og inddragelse af andre vovede temaer, har Karen Blixen svært ved at slå igennem som forfatter, især i Danmark, men under pseudonymet Isak Dinesen lykkes hun, med det hende at slå igennem Syv Fantastiske Fortællinger. Det mandlige navn resulterer i anerkendelse og en bemærkning af hendes værker. På trods af, at samtidens kritikere er imod Karen Blixen, må mange indse det særartede forfatterskab, der gør hende endeligt anerkendt som en kvindelig forfatter - også i Danmark.

Karen Blixen indtager altså en bevidst usamtidig position med fortællinger i en svunden tid, men hvor problemstillingerne alligevel er moderne for samtidens litteratur - skæbnespørgsmålet om egen

12

Rosdahl, J., Sørensen, I.Z. 2011. s. 6-7

Side 7

6 identitet: hvem er jeg? Selvom Karen Blixens forfatterskab hører blandt de største i det 20.

århundredes litteratur, har det altså, på grund af sin fremmedartethed, levet et liv på sidelinjen og ikke rigtig passet ind i nogen tradition. Tilbage står spørgsmålet, om Karen Blixen overhovedet kan tilpasse nogen bestemt litterærperiode, som givetvis har været efterkrigstiden? Taget i betragtning af samtidens forfattere skiller hun sig meget ud, men hendes eksistentielle univers står dog fast og er i stærk tilknytning til grundlaget for perioden, efterkrigstiden.

ANALYSE OG FORTOLKNING

Da Karen Blixen i 1949 skriver til sine amerikanske læsere, vil hun, efter opfordring fra en engelsk ven, skrive noget som er acceptabelt og identifikationsmulig at sætte sig ind i. Hun tager udfordringen op og bliver enig med sig selv om, at det næste værk skal omhandle ”mad” - amerikanerne elsker mad. Resultatet bliver Babettes Gæstebud, som efter flere afslag bliver trykt i

bladet Ladies Home Journal i 1950^{13}.

RESUME & KOMPOSITION

Babettes Gæstebud udspiller sig, som det ofte er tilfældet for hendes fortællinger, i en svunden tid. I dette tilfælde kan tiden fastsættes til begyndelsen af 1870’erne. Fortællingen tager afsæt i den nordnorske landsby, Berlevåg, hvor en lille religiøs menighed lever et strengt liv i afholdenhed. Det er en afdød provst, som har lagt fundamentet til den puritanske religiøse retning, og hans to jomfruelige døtre opretholder de retningslinjer provsten er ophavsmand til. Afholdenheden lever de to døtre, Martine og Philippa op til. Blot to gange er det hændt, at to unge mænd, henholdsvis en officer og operasanger, har vovet sig tæt på de to søstre, men uden held. Endvidere har Martine og Philippa en flygtende fransk kokkepige boende, som de kærligt har taget imod efter hendes flugt fra den franske opstand, Pariserkommunen, dog under deres retningslinjer.

Den flygtende kokkepige er Babette. I Frankrig er hun en berømt gourmetkok, men hendes kunstneriske udfoldelsesmuligheder indenfor madlavning bliver alvorligt begrænset i det lille hjem i Berlevåg. Menuen må udelukkende bestå af øllebrød og klipfisk [14], da vellevned er en stor synd.

Dog får kokkepigen mulighed for at udfolde sine særlige talenter, da to hændelser viser sig sammenfaldende. Den ene er en lotteriseddel, der gør Babette 10.000 franc rigere. Den anden, at hun bruger pengene på en festmiddag på mindedagen for den afdøde provst. Babette ser her sin mulighed for at udleve sin skæbne som kunster - madkunstner. Hun forbereder en middag, der hjemme i Paris vil blive betegnet som en overordentlig udsøgt middag, og bruger hele formuen på indhentning af varer fra hjemlandet. Da hele menigheden er samlet omkring middagsbordet, uden anelse om, hvad der stimulerer deres smagsløg, sker en form for himmelsk forløsning. Det er som om, himlen for en stund når ned til middagsgæsterne, hvor gamle fjendskaber opløses og kærlighed og forløsning spreder sig.

13

Hansen, F. L., 1998, s. 89

14

Blixen, K., 1958, s. 29

Side 8

7

På overfladen virker det som en tilforladelig og rørende historie om to jomfruelige søstre, der lever i en beundringsværdig tro med afkald på kærlighed og kunst til fordel for næstekærlighed og salmesang. To søstre, som åbner deres hjem for en flygtende fransk kvinde og giver hende husly og arbejde, hvorefter kvinden kvitterer med et udsøgt måltid for at glæde søstrene og menigheden. Går man dybere ned i fortællingen, er der helt andre kræfter på spil, og en anden historie tager sin begyndelse. Her berettes der om et liv i passivitet og selvundertrykkelse, og om et ”ulevet” liv, hvis omkostninger bringer større kræfter på spil. Det er fortællingen om det guddommelige og hvor det guddommelige findes, hvilket vender fuldstændig op og ned på syndsbegrebet. Det er denne fortolkning, der forsøges at gøres rede for.

Selve kompositionen for fortællingen er noget særartet. Den er koncentreret omkring tre episoder i søstrenes liv. Den første finder sted I året 1854, da Martine var atten år og Philippa sytten [15]. Her indledes Martines forhold til den unge officer, Lorens Löwenhielm, og Philippas forhold til operasangeren, Achille Papin. Anden episode er Seksten år senere, en regnvejrsnat i juni 1871 [16], hvor Babette, sendt af Achille Papin, falder ind over dørtærsklen til provsten hus og bliver modtaget af søstrene. Herefter springes der frem til tredje og sidste episode: Babette forblev nu i det gule hus i

                                  17
fjorten år, indtil tiden for denne historie

, som er fortællingens store finale og beretningen om

Babettes gæstebud.

Fortællingen slutter, hvor den begynder. Det er altså en rammefortælling, hvor Karen Blixen i kort optakt i fortællingens start indleder med et tilbageblik: For femogtres år siden levede i et af de små

gule huse to søstre, der begge var ude over den første ungdom^{18}. Mellem de 31 år som fortællingen

spænder sig over, hører man intet til mellemliggende episoder og begivenheder. Det vil sige, at de

16 år der går mellem første og anden episode, og de 14 år, mellem anden og sidste episode, er begivenhedsløse. Begivenhederne, der berettes om, er begivenhederne i Martine og Philippas liv.

PERSONER OG MILJØ

Søstrene, Martine og Philippa beskrives tidligt i fortællingen som de yndigste piger. For de var begge to høje, slanke og bøjelige [19]

(…)Som unge piger have Martine og Philippa været ganske usædvanlig smukke, med en skønhed af samme lysende, næsten overjordiske art som de blomstrende frugttræers og den evige snes [20]. Disse er blot et udpluk af de mange, næsten gudelige, beskrivelser af søstrene, som gør det klart, at de er fuldkomne, unikke og specielle. Det samme er deres navne.

Provsten valgte at navngive dem, Martine og Philippa, opkaldt efter Martin Luther og hans ven

Philip Melanchton^{21}.

15

Blixen, K., 1958, s. 11

16

Blixen, K., 1958, s. 23

17

Blixen, K., 1958, s. 27

18

Blixen, K., 1958, s. 7

19

Blixen, K., 1958, s. 7

20

Blixen, K., 1958, s. 10

21

Blixen, K., 1958, s. 7

Side 9

8

Søstrene så man ikke til fester eller hvor der blev danset [22]. De lever i komplet fravalg af alt, hvad der hedder ungdomsliv - giver afkald på jordens kærlighed. Det er ikke uden grund, de er blevet opdraget til at forsage jordiske glæder, hvor en stræben efter Gud tilsidesætter alt andet [23].

Dog vover to unge mænd, officeren Lorens Löwenhielm og operasangeren Achille Papin, at gå nærmere til de to ungmøer. Det var I året 1854, da Martine var atten år og Philippa sytten [24]. Den berømte operasanger, Achille Papin var ved den tid en smuk mand på fyrretyve år, med sort krøller

hår og en rød mund^{25}. I kirken i Berlevåg opdager han Martines yndige sangstemme: Den yngste

                                                                    26
søster havde dertil den dejligste stemme, der om søndagen fyldte kirken med vellyd . Interesse for

sangfuglen går så vidt, at Papin selv bliver Philippas sanglærer, og sammen fremfører de forførelsesduetten fra Mozarts opera Don Juan(1787). Således kom den store franske sanger og den

af og med verden ukendte pige i Berlevåg til at arbejde sammen^{27}. Lige idet en sprudlende Don

Juan i sit rette element ubevidst kysser den lille uskyldig Zelina, ramler hele samspillet sammen.

Philippa afbryder straks undervisning og dernæst al kontakt til Papin. Det lille uskyldige kys bliver et kys for meget for Philippa, som er fuldstændig uvidende om denne side af livet.

Næsten samme historie gør sig gældende, da den unge officer, Loren Löwenhielm forelsker sig i Martine. Trods gensidige følelser fra Martines side, sker der intet yderligere mellem dem, og passiviteten får Lorens Löwenhielm til at drage bort i frustration. Da kærligheden gennem Lorens Löwenhielm og Achille Papin endelig viser sig overfor søstrene, svigter de skæbnen. Der er intet fra deres opdragelse, de kan handle ud fra, og det medfører, at de to unge mænds ærinde bliver umuligt.

Manglen på selvstændig udvikling i opdragelsen kan virke ironisk set i forhold til beskrivelsen af faderen selv, hvor bibelcitater ofte er det eneste, der kommer ud af hans mund.

Tredive år efter de ulykkelige kærligheds- og berømmelseshændelser kommer Lorens Löwenhielm tilbage til Berlevåg. Hos søstrene ser han ingen forandring. Martine ser stadig lige så ren og uskyldig ud, som i hendes deres unge dage. Det uforandrede gør sig også gældende i Berlevåg, der fortsat ligger som et barns legetøjsby af små træklodser malede i grå, gule og hvide, rosa og andre

kulører^{28}. Selv i provstens hjem går denne smålighed igen: Denne lave stue med det hvidskurede

gulv og de gamle blankslidte møbler var provstens folk velkendt og dyrebar. Uden for deres tre

vinduer med de små ruder lå den store verden^{29}. Småligheden og det livløse miljø er udtryk for

isolation, hvor skæbnen for længst er bortvis.

Det miljø som Lorens Löwenhielm og Achille Papin kommer fra - den store verden - er betydelig forskellig fra det smålige miljø, der hærger i Berlevåg. De kan på ingen måde identificere sig med noget i det lille puritanske miljø, og omvendt har Martine og Philippa det på samme måde med mændenes miljø.

22

Blixen, K., 1958, s. 10

23

Blixen, K., 1958, s. 10

24

Blixen, K., 1958, s. 11

25

Blixen, K., 1958, s. 18

26

Blixen, K., 1958, s. 10

27

Blixen, K., 1958, s. 19

28

Blixen, K., 1958, s. 1

29

Blixen, K., 1958, s. 52

Side 10

9

Ligeledes er der en verden til forskel, på de omgivelser, Babette kommer fra, til den nordnorske landsby. Babette har set en blodig og sort virkelighed i øjnene midt i borgerkrigens ødelæggelser i Paris, hvilket står i stor kontrast til renligheden og uskyldigheden i Berlevåg. På grund af den indelukkethed og den store uvidenhed om verden udenfor den lille by, virker Babette fremmed for dem. Martine og Philippa ser det derfor som deres opgave at føre deres husfælle på den rette vej [30].

De fortsætter derfor de linjer deres afdøde fader har lagt, som udøves i en slags opdragelse af Babette.

Babettes ankomst til Berlevåg er i en vis forstand en konsekvens af Philippas afvisning af Achille Papin 16 år tidligere. Det er nemlig den berømte operasanger, der sammen med et brev, sender Babette til provstens hus i Berlevåg. I slutningen af brevet står der: Babette kan lave mad [31], og det er sådan hun introduceres i fortællingen. Som kommunard og dermed deltager i den oprørske Pariserkommunes side i borgerkrigen, må Babette flygte, da krigen tager til. Både hendes mand og søn er blevet skudt - Babette har mistet alt.

Selvom Babette er en berømt og anerkendt kok i Paris, får hun kun i meget begrænset omfang, lov til at udleve sine madkundskaber i Berlevåg. Søstrene giver Babette skarpe instrukser om at lave maden så enkel og tarvelig som mulig [32], da maden intet betyder for dem. Herefter bliver Babettes ansigt udtryksløst. De fratager det, som betyder allermest for hende. Talentet indenfor madlavning er en stor passion. Den er næsten som en religion for Babette - helt tabt for verden i studiet af en tyk

sort bog^{33}.

SYMBOLIK OG INTERTEKSTUALITET

Efter, at Babette overtager alt det huslige arbejde, fryder menigheden i Berlevåg sig. Babette har nu fritaget søstrene for Marthas rolle. Igen, som det ofte hænder, tænker menigheden konstant i bibelske mønstre således, at Martine og Philippa nu er to til at udfylde den vigtige rolle, Marias, der snakker med menigheden om åndelige ting. Der refereres her til bibelhistorien om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria: Martha tager sig af alt det huslige arbejde, og hun kritiserer over for Jesus, at Maria ikke hjælper til. Maria bruger blot tiden på samtale med Jesus selv, hvorved Jesus svarer, at Maria har valgt den gode del. Det får Babette til at fremstå som en slags søster til Martine og Philippa. I det søskendeforhold er Babette det, som søsterparret skiller sig af med for fuldstændig at kunne koncentrere sig om deres tro. Her bliver adskillelsen mellem det jordiske -og det himmelske liv adskilt, da Babette overlades til det arbejde, der hører det jordiske liv til, hvilket ikke er af det gode.

På dette tidspunkt var Babette, ligesom i eventyret flaskens ånd, svulmet op til sådanne

                                                              34
dimensioner, at hendes frøkner følte sig ganske små sammenlignet med hende . Babette svulmer og

vokser, men det skal ikke forstås bogstaveligt. Det er hendes skæbne, der begynder at komme til

30

Blixen, K., 1958, s. 28

31

Blixen, K., 1958, s. 26

32

Blixen, K., 1958, s. 29

33

Blixen, K., 1958, s. 32

34

Blixen, K., 1958, s. 44

Side 11

10 syne og tage form efterhånden, som dagen nærmer sig, hvor den store middag skal forestå. Denne udformning understreger, at madlavning er Babettes skæbne og dermed livet.

Også Lorens Löwenhielm er inviteret til middagen. Han har ikke været i Berlevåg siden mødet med Martine. Lorens drager af sted i en forhåbning om finde ud af, om han i sin tid valgte rigtig ved at forlade Berlevåg til fordel for et liv ved hoffet. Denne bekræftelse har han brug for, da han er begyndt at bekymre sig om sin udødelige sjæl.

Han skred op foran spejlet og så sig i det, gennemgik den lange række ordener på sit bryst og følte med forfærdelse, at de egentlig ikke var til. Forfængelighed! klagede han dybt i sit hjerte med den konge, der havde nået alt i livet. Forfængelighed, alt er forfængelighed! [35]

Tilbage står spørgsmålet: Har han truffet det rigtige valg? Denne tvivl kommer til udtryk i Lorens Löwenhielms tale under selve middagen. Dog taler han ikke, som han normalt ville gøre og selv føler han, det er en andens ord, der kommer ud af hans mund. Han er kun et talerør for et budskab,

                  36
der skal bringes videre .

”Vi bæver da, inden vi her i livet træffer vort valg. Og vi gruer, efter at have truffet det, for ikke at have valgt det rette. Men det øjeblik kommer, hvori vore øjne åbnes, og vi forstår at nåden er uendelig. Den forlanger intet andet af os, end at vi skal forvente den i tillid og erkende den i taknemmelighed. Den stiller ingen betingelser og udvælger ikke nogen enkelt iblandt os; den deklarerer almindelig amnesti. Se! Det som vi har valgt skænkes os, og det som vi har afslået bliver os, tillige og på samme tid, til del. Ja, det som vi har forkastet, rækkes os indtil overflod. Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fryd skulle kysse hinanden.

Når Lorens Löwenhielms taler om, hvorvidt man har truffet det rigtige valg, leder han talen hen på

                                                                          37
det eksistentielle tema og Kierkegaards skelen mellem det æstetiske og etiske i Enten-Eller . Dog

forholder talen sig kun til Kierkegaards syn noget lidt af vejen, da generalen konkluderer, at lige meget hvilket valg man træffer, vil man opnå en frelse. Her gør Blixen op med Kierkegaards alternativer og adskillelsen mellem det jordiske og himmelske. Babettes måltid skaber en tilstand, hvor man ikke længere formår at skelne mellem legemlig og sjælelig appetit eller mæthed [38]. I stedet, som Karen Blixen forsøger at fortælle gennem talen, skal man ikke gøre sig fortjent til Guds nåde - en direkte hentydning til den puritanske menighed. Som Lorens Löwenhielm afleder talen med provstens tidligere ord, får miskundhed og sandhed en anden betydning end det provsten havde i sinde. Miskundhed og sandhed mødes. Martine og Philippa forsøger at opnå miskundheden - Guds evige kundskab og kærlighed til mennesket. Babette møder sandheden ved at udleve sin skæbne.

35

Blixen, K., 1958, s. 57

36

Blixen, K., 1958, s. 70

37

Engberg, C., 2000, s. 229

38

Engberg, C., 2000, s. 228-229

Side 12

11

FESTMÅLTIDET

Måltidet i fortællingen er det centrale højdepunkt. Middagsgæsterne er menigheden, som efter provstens død har været præget af en ufordragelighed og splittelse. Gamle venskaber er slået itu, og konflikterne ophober sig mellem dem, men ved måltidet oplever gæsterne, at de forsones med Gud, med en verden og et med liv de har givet afkald på.

Babette er iscenesætteren af måltidet og træder her i Jesus’ rolle, som da han indstiftede et måltid til arv for menneskeheden. Hun betaler prisen for menighedens forsoningsfællesskab, men selvom hun ofrer sig for dem, får hun stadig gavn af det: For her som ved ethvert andet måltid er der nogen, der spiser og nogen, der spises; nogen, der - i fysisk forstand - ofres og nogen, der får gavn af offeret [39] På den måde er fortællingens bibelske omdrejningspunkt nadverberetning og de kristnes nadvertraditioner, der i dette tilfælde udformes efter Karen Blixens univers. I hendes genopførsel af nadveren leder de 12 middagsgæster omkring bordet tanken hen på de 12 disciple, Jesus havde omkring sig ved sit nadverbord, dog med en undtagelse. I modsætning til Jesu måltid, befinder indstifteren af måltidet i Berlevåg, den trettende person, sig uden for det gode selskab, nemlig i køkkenet.

Babette bærer på mange af de samme træk som Frelseren selv. Hun er den, der betaler prisen for foreningen af den splittede menighed. Babette ofrer, giver og mister alt til fordel for menighedens mæthed, ligesom Jesus gjorde det, da han døde for menneskeheden på korset. Desuden kommer hun ikke menigheden nærmere gennem sit festmåltid. Det samme gør sig gældende for Jesus, der omkring nadverbordet er ophøjet og uden deltagelse i fællesskabet. Jesus er ikke nadvergæsten, men på grund af ham, kan andre deltage i nadvermåltidet [40]. Hermed bliver perspektivet mellem Babette og Jesus tydelig. De er på den måde iscenesættere, der giver afkald på at være en del af fællesskabet.

Dog er der en forskel. Jesus ofrer sit liv, og Babette ofrer alt, hvad hun ejer, men Jesus gør det for menneskehedens skyld, mens Babette gør det for sin egen skyld: ”For Deres skyld?” sagde hun.

”Nej. For min egen skyld”^{41}. De 12 nadvergæster i Berlevåg oplever for en stund befrielsen og

syndsforladelsen ved at leve et helt liv. Det tragiske er, at menigheden aldrig bliver bevidst om det.

Alle har oplevet et mirakel uden at forstå, hvad der er hændt: Ingen af de tilstedeværende havde siden nogen helt klar erindring herom [42].

39

Tolbod, A.M.B., 2005, s. 31

40

Tolbod, A.M.B., 2005, s. 32

41

Tolbod, A.M.B., 2005, s. 81

42

Tolbod, A.M.B., 2005, s. 72

Side 13

12

FORTOLKNING

Fortællingen har en forhistorie, som er nødvendig for at forstå, hvad der sker hinsides. Det er en forhistorie om, hvordan menigheden i Berlevåg ikke formår at forbinde jord og himmel og går helt fejl af deres bestemmelse. For dem er verden dybt spaltet. De praktiserer en slags from pilgrimskristendom [43] med en skarpt skelen mellem det jordiske- og det himmelske liv. Babettes ankomst på scenen skaber midlertid en ny orden i menighedens og ikke mindst søstrenes liv, men der ligger noget dybere i Babettes ankomst: Men den virkelige og oprindelige forklaring på Babettes tilstedeværelse i de to søstres hun lå mere end fjorten år tilbage i tiden og var at finde dybere inde i hjertets lønlige verden [44]. Her hentydes til det som hele fortællingen begynder med - Lorens Löwenhielms og Achille Papins tilstedeværelse i form af kærlighed og kunst. Forklaringen på en flygtende Babette, der i al nød og elendighed bliver modtaget af to godhjertede søstre på grund af omsorg for andre er blot overfladeforklaringen. Babette er til stede som ”den anden side af søstrene”. Hun er til stede som den kærlighed og kunst, der med afvisningen af Lorens Löwenhielm og Achille Papin blev forsaget. Dermed er behandlingen af Babette blot en gentagelse af Lorens Löwenhielm og Achille Papins besøg. Forskellen er blot, at de to unge mænd sendes bort, hvorimod Babette planter sine rødder dybt i Berlevåg.

Babettes middagsmåltid indledes med bordbøn, hvor fokus er vendt opad - fra brødet der tjener legemet, legemet, der tjener sjælen og sjælen, der lever for Gud [45]. I al uvidenhed oplever de dog modsatte bevægelse. Deres garderinger mod kødeligheden brister i og med, at Gud viser sig gennem maden og vinen. Efter måltidet vakler de berusede ud i sneen som små børn og går på sin vis i en barndom. Kun som børn kan de nå ind til Gud.

Under Babettes måltid løber tiden sammen til en evighed. Legeme og ånd, jord og himmel, kunst og liv mødes og smelter sammen. Babette, den store kunster bag det hele, bliver Gud lig. Det er for hendes egen skyld, hun gør det, idet hun virkeliggør Guds mening med sit liv. I 14 år lider Babette under den skæbne at lave øllebrød og klipfisk. Hun kommer, ligesom Martine og Philippa, til at tilsidesætte sine naturlige egenskaber, men denne undertrykkelse gør hun op med. Hun ser provstens mindedag som den oplagte mulighed for at leve sin skæbne og lidenskab ud. Babette griber chancen, og det lykkes. Hun er her i sit rette element og vil for enhver pris udleve sin kunst, sin skæbne - at lave mad. På den måde står Babette i stor kontrast og nærmest i modsætning til Martine og Philippa, der opgav skæbnen. Samtidig symboliserer Babette også søstrene. De 14 år, hun tilsidesætter sin skæbne, er et symbol på søstrenes liv. Martine og Philippa lever ikke livet og skæbnen fuldt ud. I stedet undertrykker de deres egne evner og følelser.

43

Bjerg, S., 1989, s. 34

44

Blixen, K., 1958, s. 9

45

Bjerg, S., 1989, s. 36

Side 14

13

PERSPEKTIVERING OG KONKLUSION

PERSPEKTIVERING

Når Karen Blixen skriver Babettes gæstebud som en gendigtning af nadveren, viser hun, hvordan hun ser Gud. Det gør hun gennem Babette i en skikkelse af Jesus. Karen Blixen ser ikke Jesus som Gud søn, der gennem sin død, forløser mennesket, men som mennesket Jesus, der viser andre

mennesker sandheden, vejen og livet^{46}. Hun nægter at give Babette rollen, som den, der træder i

stedet og ofrer sig for menigheden og søstrene. Babette skaber ikke måltidet for deres skyld, men som kunster for sin egen skyld. Dermed er hun ikke den, der ofrer sig, men blot et befriende eksempel for andre. Babette afviser at påtage sig offerrollen, men insisterer på sin rolle som kunstner. Tilbage efterlades så spørgsmålet om Karen Blixens egentlige tro: Kan man kalde hende ”en kristen”?

                                                         47
Selv siger Karen Blixen: Jeg selv er ikke, og har aldrig været, Kristen

. For Karen Blixen var Gud

Skaberen, Herren fra Det Gamle Testamente. Det udsagn svarer til den første artikel i folkekirkens apostolske bekendelsesskrift: Jeg tror på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber.

Dette kunne Karen Blixen sige ja til, men de følgende trosartikler var hun ikke helt enig. Til trods for mange bibelske storycentre og en stor sans for det bibelske univers, var hendes forhold til kristendommen køligt distanceret. Karen Blixen vendte aldrig tilbage til den unitariske og moralistiske kristendom, som hun kendte hjemmefra, men opbyggede sin egen forestillingsverden.

Bekendende kristen kan hun ikke kaldes, men nok religiøs [48].

En bekendende kristen finder man dog hos en af samtidens forfattere, Martin A. Hansen. Trods store forskelligheder mellem Martin A. Hansen og Karen Blixen, har de to eksistentialistiske forfattere, som tidligere nævnt, nogle ting tilfælles. Fordyber man sig i Martin A. Hansens novelle, Agerhønen(1947) og samtidig har Babettes Gæstebud i mente, vil man se en helt specifik scene gå igen i begge fortællinger.

I Babettes Gæstebud beskrives Babettes madkunst som værende så fantastisk, at man ikke længere formår at skelne mellem legemlig og sjælelig appetit eller mæthed [49]. Den sjælelige mæthed går igen i nadveren, hvilket vi også ser i Agerhønen:

Fattigdommen har taget over hos en lille familie. De er på sultens rand. De mangler lys. De mangler håb. Men så viser den personlige Guds sig for dem som vindens, sneens og lysets mester og giver dem føde. Udenfor deres dør ligger en lille død agerhøne, og de forbereder et festmåltid. Agerhønen deler de mellem sig, og de forbliver alle mætte - ikke mætte i fysisk forstand, for det er fuglen for lille til, men de oplever en indre åndelig mæthed.

46

Tolbod, A.M.B., 2005, s. 32

47

Laursen, B., 2001, s. 1

48

Bjerg, S., 1989, s. 7-8

49

Blixen, K., 1958, s. 67

Side 15

14

Den lille familie bliver sjæleligt mættet ligesom menigheden i Babettes Gæstebud. Begge fortællinger har det religiøse aspekt. Måltidet bliver et symbol på åndelig mæthed og ophøjet til henholdsvis forsoning og håb. Både Martin A. Hansen og Karen Blixen har valgt at bruge den kristne tradition i litterær praksis, hvor mennesker hver søndag kan gå til alters og modtage nadver.

Nadveren er ikke nogen fysisk mættende måltid, men den er sjælelig mættende og giver håb og forsoning.

KONKLUSION

Karen Blixen er yderst vanskelig at placere i en litteraturhistorisk sammenhæng. Hendes forfatterskab hører efterkrigstiden til, men hun indtager en særstilling for dette, eftersom hun drager paralleller til det primitive aristokratiske miljø. Samtidig bringer hun, som samtidens forfattere, eksistentialistiske temaer på banen, hvor skæbnebegrebet er det centrale. Karen Blixen fremhæver nødvendigheden af at kende sin skæbne og leve den fuldt ud - din sjæl er den skæbne. Denne nødvendighed understreger hun med værket, Babettes Gæstebud.

I fortællingen Babettes Gæstebud udlever Babette sin skæbne modsat søstrene, Martine og Philippa.

De lever et selvundertrykkende liv og forsager jorden og alt, hvad der hører den til. Det forhindrer dem i, at kende og udleve deres egen skæbne. Selvom Babette viser sig for dem som et tydeligt eksempel på at forene jord og himmel og udleve sin skæbne, erkender og indser Martine og Philippa den aldrig.

Det religiøse spiller en stor rolle i Babettes Gæstebud, ligesom det også viser sig at gøre i Martin A.

Hansens novelle, Agerhønen. Begge fortællinger afspejler nadverberetningen, som kendes fra bibelen. Trods mange bibelreferencer i Karen Blixens forfatterskab, har hun en anden Gud, end den Martin A. Hansen bekender sig til, og den de fleste kender. Hendes Gud er en skaber. Han er Skaberen, der har en plan med ethvert menneske på jorden, og det er menneskets opgave at give Gud svar ved at leve op til denne bestemmelse - skæbnen.

ABSTRACT

Karen Blixen is a famous storyteller and belongs to the postwar period, but only up to a point. She stands out from the crowd because of the view of human nature and the whole body of her work.

It’s characteristic of her stories that they take place in the past, but within an historical framework she deals with contemporary themes. The concept of destiny is the pivotal point and it’s common for the biggest part of her work. Often she points out the necessity of knowing which destiny there has been given.

In the story, Babette’s Feast, Babette has realized her destiny - to cook - and she lives out her destiny, but that’s not a reality for the two sisters in the story. Even though Babette tries to be a good example they can’t figure it out. The sisters renounce life on earth and then it’s hard to realize the destiny.

The religiousness plays an important part in Karen Blixen’s stories, but she has a specific relationship to God. She wasn’t a Christian, but she believed in a God - her own God.

Side 16

15

LITTERATURLISTE

Bjerg, S. (1989). (1. oplag). Århus: ANIS

Karen Blixens teologi.

Blixen, K. (1958).. (1.udg. m. moderne retskrivning, 2.opl.) Viborg: Gyldendals

Babettes Gæstebud

Tranebøger.

Bryld, C.J., Gregersen, L., Hansen, D.N., Hansen, J.Ø., Sørensen, J., Thorup, L., Windfeld, B.

(1988).. (2. udg.). Århus: Forlaget Systime

Dansk litteratur: fra runer til graffiti

Engberg, C. (2000). Billedets ekko: Om Karen Blixens fortællinger. Gyldendal.

Fibiger, J., Lütken, G. (1996).

Litteraturens veje.

(2. udg., 1.opl.). København: Gads Forlag

(Billede på forside)

Gyldendahls internetboghandel.(u.å.). Lokaliseret d. 9. december

Forfatterunivers (Karen Blixen).

2011 på World Wide Web: https://www.g.dk/bog/author-02-100-karen-blixen-01

Hansen, F. L.(1998). København: C.A.Reitzelz Forlag

Babette og det aristokratiske univers.

Hansen, I.F., Jørgensen, J.A., Michelsen, K., Sørensen, J., Tonnesen, L. (1981).

Litteraturhåndbogen. 1: Litteraturhistorisk oversigt.

(5. reviderede udg.). København: Nordisk

Forlag

Hansen, I.F., Jørgensen, J.A., Michelsen, K., Sørensen, J., Tonnesen, L. (1981).

Litteraturhåndbogen. 2: forfatterbiografier og litteraturleksikon.

(6. udg., 3.opl.) København:

.

Nordisk Forlag

Laursen, B. (d. 3. februar 2001). Politiken

Blixen - en kristen kætter?

Michelsen, K., Langdahl, B.R. (2009).

Litteraturens perioder.

(1. udg., 3.opl.). København: Nordisk

Forlag

Rosdahl, J., Sørensen, I.Z. (2011).

At læse Karen Blixen.

(1. udg., 1.opl.). Aarhus: Systime

Tolbod, A.M.B. (2005). ”Babettes Gæstebud” som kulinarisk Jakobsstige. Århus: Standart

Engberg, C. (2000). Billedets ekko: Om Karen Blixens fortællinger. Gyldendal.

Engberg, C. (2003). Lokaliseret d. 9.

Karen Blixen () Blixen-Finecke, Karen Christence.

december 2011 på World Wide Web: http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/164/origin/170/

Den Store Danske(Dansk Biografisk Leksikon). (u. å.). Lokaliseret d. 9. december

Karen Blixen.

2011 på World Wide Web:

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/
Karen_Blixen?highlight=karen%20blixen

DR, skole.(u. å.). Lokaliseret d. 10. december 2011 på World Wide

Forfatterskab: Karen Blixen.

Web:

http://www.dr.dk/skole/Dansk/Danske_forfattere/Karen+Blixen/Karen+Blixen/155607_1.

htm