SSO om Israel- og Palæstina-konflikten

Side 1

Toniat Akhtar SSO

1

Israel & Palæstina konflikten

(1948 – 2014)

Side 2

Toniat Akhtar SSO

2

Indholdsfortegnelse

Indledning s. 2 – 3

Den historiske baggrund for konflikten s. 3

Zionisme s. 3 – 4

Den første verdenskrig s. 4

Etablering det britiske mandatområde frem til Anden Verdenskrig s. 4 – 5

Anden Verdenskrig s. 5

Israel oprettelsen s. 5

Kildeanalyse af den Israelsk Uafhængighedserklæring fra 1948 s. 6 – 7

Kildeanalyse af det Palæstinensisk Nationalcharter fra 1968 s. 7 – 8

Den Første Arabisk/Israelsk krig s. 8

Det palæstinensiske Flytningsproblemer s. 8 – 9

Seksdagskrigen s. 9

Resolution 242 s. 9

PLO s. 10

Den første Intifada s. 10

Fredsprocessen imellem 1993 – 2013 s. 10 – 12

Konklusion s. 12 – 13

Litteraturlisten s. 13 – 14

Indledning

I denne opgave, har jeg valgt at belyse emnet Israel og Palæstina konflikten. Da jeg har undret mig over, hvorfor man ikke har fundet en løsning på konflikten endnu. Igennem de sidste 60 år, har både israeler og palæstinenserne side om side kæmpet om et stykke land. Men allerede i 1947 skete der et omdrejningspunkt, hvor FN valgte at dele landet i to. Som skulle havde været løsningen på konflikten. I stedet blev det starten på mange krige, mislykkedes fredsforhandlinger m.m.

Jeg vil i denne opgave starte med at redegøre for den historiske del bag konflikten. Herefter vil jeg analysere to selvudvalgte kilder ud fra en israelsk og arabisk opfattelse af den nye stat Israel ved dens oprettelse, samt hvilke konsekvenser de forskellige opfattelser fik. Endelig vil jeg diskutere de

Side 3

Toniat Akhtar SSO

3 medvirkende årsager til at fredsprocessen, som byggede på Oslo-aftalen mellem israelere og palæstinensere, gik i stå.

Den Historisk baggrund for konflikten

For at få et bedre kendskab til hvorfor jøderne valgte at tilbagevende til Israel, og for at kunne forstå konflikten, skal vi helt tilbage til omkring år 3000 – 4000 før vor tidsregning, for at finde den historiske baggrund for konflikten. Ganske enkelt, er der tale om et folkefærd med palæstinensisk og jødisk nedstamning, som boede på den Arabiske Halvø. Som regel, tilhørte de nomader.

Omkring 1000 år før vor tidsregning, etablerede Kong David en jødisk stat, hvor Jerusalem blev hovedstaten. Men år 332, før vor tidsregning, erobrede Alexander den store, landet og jøderne kom under græsk herredømme. Siden hen, erobrede romerne landet i 63 f.kr., hvorefter jøderne kom under romersk herredømme. Under det romerske herredømme, gjorde jøderne opstand, og det medførte visse konsekvenser for den jødiske befolkning, hvilket betød, at de blev tvunget på flugt fra deres hjemland omkring år 70. Igennem de århundrede lå landet stadig under kristne hersker.

Men det ændrede sig, allerede i 637, da kaliffen Omar og hans efterfølger erobrede landet. Siden hen, blev området fra 1500-tallet underlagt af Det Osmanniske Rige, som har eksisteret frem til 1.

verdenskrig.

Zionisme

Den mest fremtrædende jøde er Theodor Herzl. Ifølge Herzl, mente han, at der kun fandtes en alternativ løsning på vegne af den jødiske befolkning, og det er, at give det jødiske folk et land.

Hvilket resulterede Zionismen opstod af den øgede jødeforfølgelse. Begrebet Zionismen [1] kommer fra ordet ordet Zion, som er den hebraiske betegnelse for tempelbjerget i Jerusalem. Et uddrag fra Herzl.:

”Hele planen er ganske simpel i sin grundform. Hvis man vil give os suverænitet over et stykke af

                                                                      2
jordens overfalde, stort nok for vort folks retfærdige behov, vil vi selv klare alt andet.”

Men senere hen blev denne tankegang grundlaget for den politiske zionisme [3], hvor det erklærede mål var at skabe et nationalt hjemland for jøder. Det var ligefrem ikke alle jøder, der var begejstrede

1

Israel – En stat i Mellemøsten s. 13

2

Israel – En stat i Mellemøsten: Et uddrag fra Theodor Harzis i 1896 s. 15

3

Israel – En stat i Mellemøsten s. 10 – 11.

Side 4

Toniat Akhtar SSO

4 for hans grundide om oprettelsen for en jødisk stat, idet de nærmest anså det som en trussel for de europæiske lande, og det kunne danne grobund for tvivl om jødernes hensigter. Men det var kun de færreste fra Vesteuropa, der var villige til at forlade deres hjem for at rejse til Palæstina. Det skyldtes at jøderne følte sig mere integrerede på lige fod med resten af befolkningen. Mens jøderne fra Østeuropa delte den sammen vision som Herzl. Det skyldtes udelukkende, Antisemitisme. [4]

1. Verdenskrig

Ved første verdenskrigs udbrud i 1914, var Palæstina stadig underlagt Det Osmanniske Rige.

Palæstina kom øjeblikkeligt under de allieredes interesser i et forsøg på at skabe intern splittelse i det Osmanniske Rige. Især Storbritannien ønskede med krigen at styrke deres magtposition i landet efter Det Osmanniske Riges fald. Da de kunne se fordelene i strategiske og økonomiske interesser i området iht. vedligeholdelse af magtpositionen over Suezkanalen, og for det andet styrke deres position i olieområder. Mens Frankrig og England forsøgte gentagende gange at tilskynde araberne til oprør med et løfte om selvstyre, når krigen var ovre. Men allerede i 1917, valgte den britiske udenrigsminister Arthur Balfour at afgive sit løfte til jøder, at på vegne af regerings beslutning, vil de støtte etablering af et nationalt hjem for jøder i Palæstina. Et uddrag fra Balfour til engelsk jøde, Lord Rothschild.

”hans majestæts regering ser velvilligt på oprettelsen i Palæstina af et Nationalt Hjem for det Jødiske folk og vil bruger sin indflydelse på at fremme et sådant mål, idet det tydeligt skal forstås, at intet må gøres, der kan begrænse de i Palæstina eksisterende ikke jødiske samfunds civile og

                                                                               5
religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status jøder i ethvert anden land nyder”

Etablering det britiske mandatområde frem til Anden verdenskrig

Efter første verdenskrig blev Palæstina underlagt det britiske mandatområde under Folkeforbundet.

På det tidspunkt bestod en tredjedel af landets 1,5 millioner af jøder. Frem mod Anden Verdenskrig skete der nærmest en fordobling i antallet af jødernes indvandring til Palæstina. Primært skyldtes det, at jøderne i Europa oplevede en stigende grad af antisemitisme. Det var optakten til en del konflikter mellem de herboende palæstinensere og israeler. Dels ønskede palæstinenserne briterne ud af landet og en stopper for de jødiske indvandringer. Det skyldtes bl.a. at palæstinenserne følte sig forrådte af briterne, som lovede dem et selvstyre efter Det Osmanniske fald. På den anden side,

4

Israel – En stat i Mellemøsten s. 10:

5

Israel – En stat i Mellemøsten: Et uddrag fra Balfour s. 21

Side 5

Toniat Akhtar SSO

5 vil jeg også mene, at det er optakten på et parallelsamfund i Palæstina, hvor jøderne nærmest havde sikret deres position i landet ved at forstærke samfundets økonomiske, militære, og institutionelt fordele. Mens palæstinensere ikke formåede at opbyggede egen samfundets struktur efter Det Osmanniske fald. Men allerede i 1936 – 1939, tog palæstinenserne kampen op og gjorde oprør. De angreb ikke jøderne, men angrebet var mere rettet mod briterne. Som på det tidspunkt, var Palæstina underlagt den britiske mandatmagt bl.a. havde briterne erklæret til jøderne at støtte oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne.

Den første britiske højkommissær i det nye mandatområde, var Herbert Samuel. Han var selv zionist, og fik nu som opgave at implementere Balfour-erklæringen.

2. Verdenskrig

Under anden verdenskrig, blev jøderne endnu en gang udsat for angreb. Den gang stod nazisterne bag masseudryddelsen af 6 millioner jøder. På dette tidspunkt, fik jøderne sympati verden over, som følge af holocaust, hvilket betød, at jøder kunne indvandre til Palæstina. Uden de større vanskeligheder. I 1947 valgte Briterne at trække sig tilbage fra mandatpostet og overdrage den hele ansvarets område til FN. Det skyldtes, at de ikke kunne fastholde kontrollen i Palæstina. I 1947 kom FN med et forslag om at inddele Palæstina både i et arabisk og jødisk stat. [6]

Israels oprettelse

Efter anden verdenskrig, valgte briterne at trække sig tilbage fra mandatet posten, idet skyldes, at de ikke kunne fastholde kontrollen i Palæstina. Og valgte at overdrage det fulde ansvar til FN. I 1947 anerkendte FN en plan for en fordeling af Palæstina, herunder fik jøderne tildelt 56 % af landet, mens de resterende 44 % tilhørte palæstinensere. Dette skete med støtte fra FN bl.a. jødernes udryddelse gjorde, at de fik sympati verden over. Igennem de sidste 50 år, havde den Zionistiske bevægelse arbejde hårdt for en jødisk stat.

6

https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/titelliste/ipko

Side 6

Toniat Akhtar SSO

6

Jeg har hermed valgt at inddrage 2 kilder, der henholdsvis belyser en israelsk og arabisk opfattelse af den nye stat Israel

Israels Uafhængighedserklæring 14. maj 1948

Den israelske Uafhængighedserklæring er udarbejdet af det Israelske nationalråd. Og erklæringen er en første håndkilde. Den blev oplæst af Premierminister David Ben-Gurion den 14. maj 1948, hvor det britiske Palæstina mandat udløb, og staten Israel blev oprettet.

Det starter med den jødiske folks fødested helt tilbage til dengang, hvor jødernes identitet blev dannet. Og sætter de særligt fokus på at vende tilbage og genetablere den jødiske stat igen.

Hermed får jeg også at vide, hvad de første immigranter havde opnået og tilført landet. Hvilket betød, at de på ene side fik genoplivet både den jødiske kultur og sprog. Mens på den anden side, fik de også opdyrket ørkenen, og på den måde skete der ligefrem udvikling i landet til fordel for alle, uanset tilhørsforhold. På dette tidspunkt var hensigterne ofte fredelige, og de var altid parate til at forsvare sig.

Der var allerede et ønske fra den Zionistiske Kongres i 1897, at genstablere en jødisk national stat, som skulle være anerkendt af det internationale samfund i henhold til Balfour-deklarationen i 1917.

For at komme med endnu et væsentligt punkt, udtaler Det Nationale Råd, at der kun findes en løsning på disse problemer, og det er genetablering af den jødiske stat for borgernes sikkerhed. Det skyldes udelukkende på grund af den behandling, jøderne fik i Europa. Hermed vil jeg gerne referere til både den pogrom [7] og Holocaust [8].

Staten Israel er baseret på frihed, lighed og retfærdighed. Og under alle omstændigheder må der ikke være nogen forskelsbehandling på landets borgere, uanset om der er tale om race, køn eller religion. Alle har de samme rettigheder. De vil ligefrem sikre lighed, bl.a. de forskellige trosretninger og deres hellige steder. I overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers Charter.

7

Pogromer betyder jødeforfølgelse i Europa/Rusland.

8

Holocaust betyder undertrykkelse og udryddelse af jøder.

Side 7

Toniat Akhtar SSO

7

Der bliver appelleret til Det Nationale Råd for FN om hjælp til oprettelsen af staten Israel. Samtidig har staten Israel også appelleret til fred, og indbyder de omkringliggende arabiske ledere til et fornuftigt samarbejde på tværs af grænserne.

Der ligger også en lille opfordring til de jøder, der befinder sig uden for landets grænser, at støtte staten Israel. Det er blevet gjort klart, Staten Israels grænser vil altid være åbne for alle jøder.

Ifølge min egen opfattelse, ser jeg uafhængighedserklæringens formål som en henvendelse til jøderne.

PLOs Nationalcharter Juli 1968

Nationalcharter blev faktisk en del af den Palæstinensiske Befrielsesorganisations nationalråd.

Nationalrådet blev afholdt i Cairo fra den 1. til den 17. juli 1968. Og dermed er det også en første håndskilde.

I den 1 paragraf, synes jeg, at Nationalcharter har gjort det klart, at Det palæstinensiske folk har kræv på en selvstændig stat. På dette tidspunkt var Palæstina underlagt det britiske mandat, hvilket udgør en udelelig nationalenhed. Palæstinenserne bliver faktisk opfattet som de legale borger i landet. Mens jøder der valgte at immigrerede til Israel efter dens oprettelse, er ifølge kildens opfattelse, borgere i det land de kom fra, dvs. de vil også blive betragtet som palæstinensere.

Der bliver faktisk beskrevet, indtil 1947 var alle palæstinensere arabiske statsborgere, der boede i Palæstina før 1947. Dernæst får jeg også at vide at alle med en palæstinensisk far, også er palæstinensere med præcist de samme rettigheder, ligesom alle de andre palæstinensere.

For at komme med endnu et eksempel, bliver der beskrevet i paragraf 7, at det anses som en national pligt at opdrage de enkelte palæstinensere til at være fortrolige med sit land. De skal være forberedte at ofre alt i kampen for at befri og genveninde det tabte land.

Den taler arabiske nation ud fra de 2 komplementære mål. Ifølge kildens opfattelse.

Side 8

Toniat Akhtar SSO

8

Ifølge kildens opfattelse, bliver den imperialistiske zionisme beskrevet som racistisk, fanatisk, kolonialistisk. Og Staten Israel en geografisk base for verdensimperialismen. Her bliver det faktisk også gjort klart, at staten Israel anses som en trussel for den arabiske eksistens. Ikke kun den arabiske eksistens. Men også en trussel for freden i Mellemøsten og hele verden. Den sidste del i bliver der faktisk opfordret af PLO til progressive kræfter at komme ind i kampen og støtte den palæstinensiske sag.

Ifølge min egen opfattelse, ser jeg PLO’s Nationalcharter formål, med at Palæstinensere har ret til en selvstændig stat.

Den første Israel/Arabisk krig

Efter Statens oprettelse. Fik det umiddelbart de omkringliggende arabiske lande til at reagere, og deres hensigter var ikke fredelige. På trods af efter oprettelsen af staten Israel, var de bestræbelsesværdige villige til at ødelægge den nye nation og befri palæstinensisk område.

Heldigvis varede krigen kun et år. Og da krigen endelige var ovre, havde staten Israel opnået ca.

21 % mere landjord, end de startede med. Hvilket udelukkende viser, at Palæstina blev krigens tabere, og det kunne mærkes, at de omkringliggende arabiske lande overtog den landjord, som oprindelige var palæstinensisk, ifølge FN løsning. Endnu en gang, står den palæstinensiske befolkning uden et land. Og det er bare optaksten til konfliktens start.

Det Palæstinensiske Flytningsproblemer

Efter Palæstina krigen, fik Israel tildelt yderligere 21 % landjord. Mens de omkringliggende arabiske lande fik det resterende, hvilket betød, at Vestbredden kom under den Transjordan kontrol, som senere hen skiftede navn til Jorden, og Gaza striben blev underlagt egyptisk kontrol.

De i alt 1,2 millioner palæstinensere, der i 1948 levede i Palæstina blev inddelt i 3 grupper. Så at sige måtte de omkring 750.000 forlade deres hjem og ejendele på grund af krigen, og bosætte sig i flytningslejre. Mens de resterende 300.000 kunne forblive boende i deres hjem. Men med jordansk statsborger. Og de yderligere 150.000 kunne forblive boende under staten Israel. Udover det, viser det sig faktisk, at de palæstinensiske flygtninge levede under urimelige levevilkår og den uretfærdige, de fik efter fordrevet fra deres hjem. Uden endelige fremtidsudsigter. FN insisterede

Side 9

Toniat Akhtar SSO

9 på, at alle flygtninge have lov til at vende tilbage. Dette var ikke ligefrem Israels plan, at genskabe endnu flere spændinger mellem de omkringliggende lande.

Seksdagskrigen

Det hele startede med, at den egyptiske præsident havde beordret FN’s fredsstyrker til at forlade området. Det gjorde FN straks, og det viser sig faktisk, at Egypten havde planer om at angribe Israel sammen med de omkringliggende arabiske nabolande. I første omgang, vidste den israelsk regering ikke om de skulle tage truslen alvorligt fra de omkringliggende arabiske lande. Indtil man fandt ud af, at de omkringliggende arabiske lande var i færd at angribe Israel. Der indså man omstændighederne. Og de valgte at fortage hurtige luftangreb på Egypten, Jordan og Syrien.

Hvilket resulterede, at de stort set mistede deres luftvåben, hvilket betød, at den israelske hær ikke havde vanskeligheder med at besejre de omkringliggende lande. Under de 6 dage, fik Israel kæmpet sig frem til alle retninger, og gjorde deres areal 3 gang så stort. De havde erobret Sinai-halvøen, Gaza-striben, Golan-højderne, Vestbredden inkl. Østjerusalem underlagt staten Israel. Det fik endnu en gang konsekvenser for de palæstinensiske flygtninge at flygte ved grænserne.

Resolution 242

I november 1967 vedtog FN resolution 242, da situationen var tilspidset, vil det være en alternativ løsning på alle problemer i Mellemøsten. Mens man forsøgte at genskabe fred mellem Israel og de omkringliggende arabiske lande. Et af de punkter fra resolution 242, for at opnå fred, var bl.a. at den israelske hær skulle trække sig tilbage fra de besatte områder, og de omkringliggende arabiske lande skulle anerkende den uafhængige jødiske stat. Men det var ikke alle, som var begejstret for det forslag. Ikke indtil, den israelsk hær havde trukket sig helt tilbage fra de besatte områder.

PLO

For at give en kort beskrivelse af Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) [9]. Den blev grundlagt i 1964. PLO er en politisk paraply organisation for blandt andet de halvmilitære fedajin grupper. De har siden hen kæmpet mod Israelsk besættelse i Palæstina. I starten fik de slet ikke opbakning fra de palæstinensiske guerillaer gruppe. det skyldtes, at grupperne klarede sig selv. Men i det ændrede sig, allerede i 1969, da Yassir Arafat overtog posten, og der blev ændret på strategi iht.

Organisationen. PLO’s erklærede mål er, at bekæmpe og opløse staten Israel.

9

Israel – En stat i Mellemøsten: Den Palæstinensisk Befrielsesorganisation s 84 og 95.

Side 10

Toniat Akhtar SSO

10

De etablerede deres hovedkontor i Jordan, da det viser sig, at kongen Hussein følte sig truet af den palæstinensiske organisation. Det skyldtes, for det første hans magtposition og for det andet en splittelse i befolkningen mellem de indfødte og palæstinensiske flygtninge.

PLO blev anerkendt i 1974 af de omkringliggende arabiske lande. Mens senere hen, blev PLO også anerkendt internationalt samme år med Yassir Arafat i spidsen på FN’s generalforsamling.

Den første Intifada

Begrebet Intifada [10] kommer fra arabisk og betyder ryster noget af sig. Det hele starter med en række demonstrationer den 9. december 1987, hvor 4 uskyldige palæstinensere havde mistet livet af en israelsk lastbilchauffør.

Urolighederne spredte sig hurtigt til resten af landet. Det skyldtes udelukkende, den utilfredshed palæstinensere har levet under gennem de sidste 20 år. Og Palæstina stadig var underlagt Israel, herunder Vestbredden og Gaza striben. Det eneste palæstinensere ønskede, var at staten Israel skulle overholde FN’s delingsplan, som var at de skulle trække sig ud fra de besatte områder, og palæstinensiske flygtninge kunne vende tilbage til deres hjem og selvstændige stat. Indtil videre, er det ikke noget staten Israel har overholdt.

Hvilket resulterede i, at det internationale samfund blev opmærksomt på palæstinensernes situation og Israels besættelsesmagt.

Fredsprocessen mellem Palæstina og Israel. I over 20 år har man forsøgt gentagende gange at finde frem til en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Men stadig uden held.

Først i 1993 skete der fremskridt i fredsprocessen, efter arbejdsparti overtog regeringsmagten i år

1992. Der blev indgået fredsforhandlinger imellem den daværende Premierminister Yathak Rabin og PLO’s Yassir Arafat. Og den 13. september 1993 blev Oslo aftalen lanceret, som er baseret på land-for-fred princippet [11] hvilket betød, at de israelske soldater skulle trække sig ud fra de besatte områder. Men den ene af de mest afgørende faktorer i konflikten, som jeg ser det, er efter Golf-krigen, hvor Israel faktisk blev presset til at indgå i et samarbejde med palæstinenserne, for at opnå en fredelig løsning på området. Personligt, ser jeg det mere som et positivt omdrejningspunkt, der

10

Israel – En stat i Mellemøsten s. 151 – 152

11

Israel – En stat i Mellemøsten s. 165.

Side 11

Toniat Akhtar SSO

11 gjorde, at begge stater kunne føre fredsforhandlingsaftale i 1993. Det var ikke ligefrem alle, som var begejstrede for den ide og allerede i 1995 -, blev den daværende premierminister myrdet under en fredelig demonstration i Tel Aviv af en israelsk ekstremist. Efter mordet på den daværende premierminister, begyndte fredsforhandlingerne at gå i stå. Først år 2000, startede palæstinenserne den anden intifada. Hvilket resulterede i nye terroraktioner rettet mod Israel, og Israel svarede tilbage med gengældelsesangreb. Endnu en gang gik fredsforhandlingerne i hårdknude. Men i 2002, blev der endnu en gang fremlagt en ny fredsplan køreplanen for fred [12] af USA. Og den blev støttet af Rusland, EU og FN og forhandlede med den palæstinensiske premierminister Mahmoud Abbas.

Formålet med Kørerplanen for fred er dels at få fredsprocessen tilbage på dette kurs ved at genoptage forhandlingerne om fred igen. Kørerplanen for fred består i 3 faser, som jeg har valgt at inddrage nederst.

fase I (frem til maj 2003) skulle den palæstinensiske vold indstilles; der skulle gennemføres reformer af det palæstinensiske selvstyre og gennemføres valg; Israel skulle indstille ekspansionen af sine bosættelser. (Der var ingen krav om, at den israelske aggression mod Palæstina skulle ophøre).

Under fase II (juni-december 2003) skulle der gennemføres en international konference der skulle støtte palæstinensisk økonomisk genopbygning og starte en proces der skulle lede frem til oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat med foreløbige grænser; samtidig skulle der igangsættes en multilateral proces omkring spørgsmål som regionale vandressourcer, miljø, økonomisk udvikling, flygtninge og våbenkontrol; endelig skulle de arabiske stater genoptage deres økonomiske og politiske forbindelser, der var blevet afbrudt ved starten af 2. Intifada i 2000.

I fase III (2004-05) skulle der gennemføres en 2. international konference der skulle udforme afslutningen på konflikten; der skulle indgås aftaler om endelige grænser og aftaler om centrale konfliktpunkter som Jerusalems status, flygtninge og bosættelser; endelig skulle de arabiske stater

                        13
indgå fredsaftaler med Israel.

12

Israel – En stat i Mellemøsten s. 183

13

http://www.leksikon.org/art.php?n=5120

Side 12

Toniat Akhtar SSO

12

I den tidligere regeringsperiode frem til 2009, blev Palæstina konflikten derefter konsekvent nedtonet til fordel for Krigen mod Terror. Allerede i 2010, blev fredsforhandlingerne endnu bremset.

Og det skyldtes udelukkende, at Israel var i gang med at bygge ulovlige bygninger på Vestbredden.

Siden hen har der ikke været forhandlinger i gang mellem de to stater. Men indtil 2013 forsøger man endnu en gang at genoptage fredsforhandlingerne mellem de stater. Da USA’s udenrigsminister tog til Mellemøsten. Formålet med denne forhandling, som er baseret på en ni måneders ramme, som skal indebære en ramme om to stats løsning. [14]

Men det er ikke ligefrem alle, der er begejstrede over ideen om en to stats løsning, især den israelske regering. Efter de havde lanceret at udvide yderligere 2.000 boliger i det besatte Vestbredden i forbindelse med fangerløsladelsen. Men EU har også gjort det klart, hvis fredsforhandlingerne bryder sammen, vil Israel få skylden for det. Som en konsekvens, vil det medføre, at Israel vil miste støtten fra EU i det besatte områder.

Fremtidsudsigterne

Efter min mening, er der stadig lange fremtidsudsigter for fred. For det første, synes jeg, at det vil være svært at få en forhandlingsaftale på plads, som skal indebære en ramme om en to stats løsning på 9 måneder. Da der ikke skete fremskridt i de første måneder. For det andet spiller

Palæstina/Israel konflikten langt mindre. Det skyldes, at man fokuserer mere på borgerkrigen i

Syrien.

Konklusion

Jeg vil hermed konkludere, at efter oprettelsen af Israel har det kun ført til adskillige konflikter og mislykkedes fredsforhandlinger mellem de to stater. FN’s beslutning i 1947 gjorde, at jøderne fik en endelig uafhængig stat. Det skyldtes bl.a. jødernes udryddelse i Europa efter anden verdenskrig.

Samlet set udgør Israel i dag ca. 78 % af Palæstina. Og palæstinensere måtte flygte til de omkringliggende arabiske lande. Men selv i dag, har palæstinenserne ikke retten til at vende tilbage til deres hjem igen. På den anden side, vil jeg også mene, at Israel ikke er villig til at opgive de besatte områder.

Jeg vil mene, at det ligeledes er vigtigt, at begge starter ikke bruger terrorisme som middel, dels vil det bremse fredsforhandlingerne yderligere, og dels vil det skabe yderligere spændinger mellem de

14

En to-stats løsning betyder etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat.

Side 13

Toniat Akhtar SSO

13 to stater. I stedet vil jeg mene, at der er bedre at skabe anerkendelse for hinandens eksistens. Så man i det mindste kan opnå en fredelig løsning på området.

Selvom fredsforhandlingerne er i gang, er der blevet diskuteret gentagende gange om mulighederne for en to stats løsning. Men den israelsk regering er ikke ligefrem begejstrede for ideen om to stats løsningen. Tiden er snart inde, og det bliver spændende og se hvilket mål, der er blevet sat under den lange forhandling i de 9 måneder. Men da jeg læste artiklen, havde de ikke opnået rammerne for de første 4 måneder af forhandlingen. På den anden side, vil jeg også mene, at der er andre ting, som præger her og nu f.eks. borgerkrigen i Syrien. Men hvis USA pressede Israel lidt mere, skal det nok lykkedes at få en endelig ramme på konflikten.

Litteraturlisten

Bog

Wiwe Mortensen , Henrik : Israel - en stat i Mellemøsten . 1. udg. Systime , 2011. (Bog) Internetsider

Israel-Palæstina-konflikten. Udgivet af DBC. Internetadresse: https://skoda.emu.dk/skoda-
cgi/faktalink/titelliste/ipko - Besøgt d. (Internet)

Israel Historie . Udgivet af Gyldendal. Internetadresse:

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Israel_og_Jordan/Israel

_%28Historie%29 - Besøgt d. (Internet)

Palæstina Historie . Udgivet af Gyldendal . Internetadresse:

http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Israel_og_Jordan/Pal%
C3%A6stina/Pal%C3%A6stina_%28Historie%29 - Besøgt d. (Internet)

Køreplan for fred (Road Map for Peace). Udgivet af 2003 . Internetadresse:

http://www.leksikon.org/art.php?n=5120 - Besøgt d. (Internet)

Side 14

Toniat Akhtar SSO

14

Artikler

Rask Mikkelsen, Michala : Kerry skal igen mægle mellem Israel og Palæstina. I: Berlingske Nyhedsbureau , 2013, s. 1 (Artikel)

Taudal Andersen , Uffe : EU advarer Israel mod at torpedere fredsproces. I: Berlingske Globalt,

2013, s. 1-3 (Artikel)

Michael Ørtz Christiansen, Michael : 1.200 nye israelske bosættelser på vej. I: Berlingske Nyhedsbureau , 2013, s. 1-2 (Artikel)