SSO om Vietnamkrigen

Side 1

[navn fjernet] 19. december 2008

1

Indholdsfortegnelse.

Indledning 2

Vietnam i tiden efter 2. Verdenskrig. 2

Ho Chi Minh’s aftale med franskmændene. 3

Den kolde krig i Asien 3

Inddæmningspolitikken 4

Dominoteorien 5

Genève-konferencen 5

Vietnam efter Genève aftalerne. 6

Tonkinbugt episoden. 8

Optrapning af krigen var allerede planlagt. 10

Operationsplan 34A. 10

Tonkinbugtepisoden; en undskyldning for optrapning. 11

Resolutionen lå klar. 13

Hvorfor kunne USA ikke vinde krigen? 14

Konklusion 15

Abstract 16

Litteraturliste 17

.

Side 2

[navn fjernet] 19. december 2008

2

Indledning

Jeg vil i denne opgave give et indblik i, hvordan USA’s engagement i Vietnam-krigen gradvist blev optrappet fra perioden efter 2. Verdenskrig og frem til Tonkinbugt-episoden i 1964.

Jeg vil belyse hvilke faktorer der spillede ind og vurdere om USA involverede sig af politiske årsager. Dernæst vil jeg se på episoden omkring Tonkinbugten i 1964, og analysere USA’s motiver for yderligere optrapning og diskutere om Tonkinbugt-episoden blot var en undskyldning for at føre en mere direkte krig mod Nordvietnam og FNL. Slutteligt vil jeg vurdere årsagerne til at verdens førende supermagt ikke var i stand til at vinde krigen mod et af verdens fattigste lande.

Vietnam i tiden efter 2. Verdenskrig.

I tiden efter 2.verdenskrig besluttede USA, Sovjetunionen og Storbritannien, der som sejrherrerne skulle ordne forholdene efter krigen, at Vietnam skulle deles i to provisoriske zoner ved den 16. breddegrad, dette blev vedtaget ved Postdam-konferencen i 1945. [1] Kina skulle administrere området nord for breddegraden, Storbritannien skulle stå for området syd for.

Formålet med delingen var, at afvæbne de japanske styrker der havde besat franske og britiske kolonier under 2. Verdenskrig. Storbritannien overgav den sydlige del af Vietnam til Frankrig, for at retfærdiggøre overtagelsen af egne kolonier i Asien. [2]

I mellemtiden havde Ho Chi Minh, i en tale i Hanoi, hvor han citerede den amerikanske uafhængighedserklæring, proklameret oprettelsen af Den Demokratiske Republik Vietnam, dette betød at alle bånd til Frankrig, den tidligere kolonimagt blev brudt. Viet Minh havde således kontrollen over Hanoi, under ledelse af ”onkel

Ho”^{3}, i den nordlige del af landet. En stor del af de franske politikere, selv kommunistpartiet, gik

ind for at Frankrig skulle bevare sine Indokinesiske kolonier, de var ikke begejstrede for udviklingen i Vietnam, og med hjælp fra britiske og japanske soldater, som de ellers var sat i landet for at afvæbne, lykkedes det franskmændene, trods stor modstand fra den vietnamesiske befolkning, at overtage Saigon, den kommende hovedstad i Syd Vietnam. Herefter blev byerne i syd en efter en generobret af franskmændene.

1

Frederiksen s.14

2

Cawthorne s.18

3

Onkel Ho var Ho Chi Minhs kælenavn.

Side 3

[navn fjernet] 19. december 2008

3

Ho Chi Minh’s aftale med franskmændene.

Udviklingen i syd bekymrede Minh, han frygtede, at Kina og Frankrig ville indgå en aftale, der tilsidesatte den vietnamesiske uafhængighed. Den 6. marts 1946 indgik han derfor en aftale med Frankrig, og håbede at dette ville få USA, der havde støttet Vietnam under krigen mod Japan til at bakke op om Vietnams uafhængighed [4]. Den foreløbige aftale betød, at Frankrig over en periode på 5 år skulle trække sine tropper ud af landet. Selvom aftalen sikrede en tilbagetrækning af op imod 200.000 kinesiske styrker, var det svært for Minh at overbevise den vietnamesiske befolkning om at tage godt imod franskmændene der ,på baggrund af begivenhederne i Saigon, var lagt for had af en stor del af befolkningen. Senere samme år rejste Minh til Frankrig for at forhandle sig frem til en forening af Vietnam det lykkedes ikke, og i stedet så han sig nødsaget til at underskrive en aftale, der etablerede en adskilt ”Cochinkinesisk

Republik”.^{5} I 1947 begyndte franskmændene at samarbejde med den tidligere vietnamesiske

kejser Bao Dai, de ønskede at opstille et alternativ til Ho Chi Minh og derved svække Vietminhs popularitet. Bao Dai der havde været Vietnams kejser fra 1925 og frem til Japans besættelse i

1940 blev nu indsat som statschef for den sydlige del af Vietnam, dog inden for rammerne af den franske union. Den 1. juni 1949 etablerede Bao Dai formelt sit styre, og året efter anerkendte USA og Storbritannien officielt staten Vietnam som en direkte følge af Kina og Sovjetunionens anerkendelse af Den Demokratiske Republik Vietnam [6]

(DRV). Delingen af Vietnam var nu en realitet.

Den kolde krig i Asien

I USA herskede kun en begrænset forståelse for de gamle kolonimagters forsøg på at genvinde sine gamle kolonier, dette skyldtes blandt andet USA’s økonomiske interesser i området samt en grundlæggende modvilje over kolonivæsnet, der skyldtes Amerikas egen historie som koloni under det Britiske Imperium. Men med udbruddet af ”den kolde krig” ændredes USA’s holdning drastisk. Flere begivenheder rundt omkring i verden var med til at optrappe den kolde krig, i Moskva brød forhandlingerne om tysklandsproblemet sammen, og i

1948 startede Sovjetunionen Berlin-blokaden. Det var dog navnlig to hændelser i Asien, der var

4

Frederiksen s.15

5

Cawthorne s. 20 – Cochinkina er et tidligt navn for Sydvietnam.

6

Frederiksen s.24

Side 4

[navn fjernet] 19. december 2008

4 altafgørende for USA’s engagement i Indokina-krigen, kommunisternes overtagelse af Kina i

1949 og udbruddet af Korea-krigen. Korea var ligesom Vietnam delt i et pro sovjetisk nord og et pro vestligt syd. I takt med et koldere storpolitisk klima ændrede USA holdning til situationen i Indokina. De anså ikke længere krigen som værende en traditionel kolonikrig, men som et led i den verdensomspændende kamp mod kommunismen. USA begyndte at yde økonomisk støtte til Frankrig, og gik hermed fra at være passiv til aktiv i krigen. I begyndelsen af 1954, allerede før Genévekonferencen, var USA således allerede dybt involveret i kampen mod Vietminh. [7] Fra begyndelsen af 1954 og frem til franskmændenes nederlag ved Dien Bien Phu, betalte USA op til

75 % af Frankrigs udgifter i forbindelse med krigen i Indokina.

Inddæmningspolitikken

At USA’s valgte at involvere sig mere i krigen, skal ses i lyset af, at en mere kommunistfjendsk politik vandt indpas; den såkaldte inddæmningspolitik. Denne blev første gang formuleret 1947 af den amerikanske diplomat George Kennan, hans teori gik ud på at Sovjetunionens kommunistiske værdier ikke kunne fungere i den vestlige verden, og af den grund måtte enten afskaffes eller nedrustes. Han mente, at presset fra vesten på Sovjetunionen skulle øges, hver gang kommunismen truede med at udvide sig, dette skulle ifølge ham, i sidste ende medføre at Sovjet blev nødt til at samarbejde med vesten, eller at presset fra USA ville føre til en opløsning af Sovjetunionen. [8]

Presset kunne udføres ved, at yde økonomisk bistand til de lande kommunismen var ved at brede sig til eller ved at indsætte tropper i det pågældende land, dette ville dog i sidste ende medføre en direkte krig.

Daværende præsident Truman var stærk fortaler for denne politik. Han var bange for, at hvis man ikke forhindrede den kommunistiske ekspansion, ville man risikere at miste anseelse blandt sine egne allierede. Specielt efter at kommunisterne tog magten i Kina, og det kommunistiske Nordkorea angreb Sydkorea, blev man bekymret for udviklingen, man anså nu Vietminhs befrielseskamp mod franskmændene som et led i den kommunistiske ekspansion. Det var dog først i 1953, da Dwight D. Eisenhower blev præsident, at udviklingen i Vietnam virkelig tog fart, han førte en endnu hårdere udenrigspolitisk kurs overfor kommunismen, han var også ophavsmanden bag ”domino-teorien”.

7

Engberg og Jellingsø s. 8

8

Cawthorne s. 23-24

Side 5

[navn fjernet] 19. december 2008

5

Dominoteorien

Med Eisenhower fulgte som sagt en strengere udenrigspolitik, han anså kommunismen for at være en epidemi, der ville sprede sig. Da Koreakrigen i 1953 endte med våbenhvile, altså uafgjort, bredtes en stor forargelse i USA, man anså resultatet som værende en sejr for kommunismen, den frie verdens største fjende. Den yderst kommunistfjendske Eisenhower var fast besluttet på at føre en hårdere kurs mod kommunismen, denne kurs udviklede sig til ”dominoteorien”, der fik navnet da Eisenhower i april 1954, sammenlignede staterne i Asien med dominobrikker: ”man har en række dominobrikker opstillet, man vælter den første, og det der med sikkerhed vil ske med den sidste er, at den med sikkerhed vil blive væltet meget hurtigt.” [9] Teorien byggede videre på inddæmningspolitikken, han var bare af den overbevisning, at hvis et land faldt til kommunismen, ville de omkringliggende falde hurtigt efter. Han så derfor Indokina og de nærliggende lande som de første brikker, derefter ville Japan og nærliggende lande følge, og herefter Australien og New Zealand, hvilket ville medføre, at alle de resterende lande i Asien ville blive tvunget til at samarbejde med kommunismen, idet de ikke havde andre handelspartnere, og som i sidste ende ville resultere i at kommunismen ville udbredes i USA. [10] Denne opfattelse skulle vise sig at blive yderst indflydelsesrig på krigens videre forløb.

Genève-konferencen

Allerede inden nederlaget ved Bien Dien Phu havde Frankrig indset at en fortsættelse af krigen, ville resultere i indre politisk splittelse. Derfor blev man enige med USA, England og Sovjet om at afholde fredskonference om Indokina. Konferencen blev indledt d. 26. april 1954 og de deltagende lande var: USA, Frankrig, Storbritannien, Sovjetunionen og Kina, derudover var staterne i Indokina: Laos, Cambodja, Syd - og Nordvietnam. For Kina og Sovjet gjaldt det om at forhindre USA i at overtage Frankrigs rolle i Indokina, men de ville ikke støtte Vietminhs krav ubetinget.

Laos og Cambodja blev som følge af Genève-aftalerne gjort til selvstændige og neutrale stater. Man kunne ikke nå til enighed, når det gjaldt Vietnams selvstændighed. Grundet de

9

Frederiksen s. 25

10

Granum-Jensen og Thorup s. 11

Side 6

[navn fjernet] 19. december 2008

6 militære sejre mod franskmændene gjorde Vietminh krav på hele Vietnam, og ønskede også kontrol over Laos og Cambodja, de kunne dog ikke få opbakning, og måtte gå med til en tilbagetrækning fra Laos og Cambodja. Derudover måtte Van Dong [11] bøje sig for en midlertidig deling af Vietnam. Efter en smule diskussion frem og tilbage om hvor delingen skulle være, måtte Vietminh i sidste ende gå med til en deling ved d. 17 breddegrad. Ifølge aftalerne skulle der inden for de næste to år, afholdes frie valg så Vietnam igen kunne genforenes. Aftalerne blev underskrevet 21. juli 1954, USA og Sydvietnam nægtede at underskrive. USA underskrev ikke, fordi de ikke anerkendte Kinas kommunistiske styre, i stedet fremsatte de en deklaration, hvori de erklærede at de ikke ville modsætte sig Genève-aftalernes gennemførelse. [12] Den 1. Indokina krig var nu afsluttet.

Vietnam efter Genève aftalerne.

USA overtog Frankrigs rolle i Sydvietnam for at forhindre et kommunistisk Vietnam, de ønskede at indsætte en leder, der med USA som forbillede kunne opbygge et demokrati, dette medførte at den yderst katolske Ngo Dinh Diem den 16. juli 1954 blev udnævnt som premierminister. Amerikanerne iværksatte et program, der ydede økonomisk og militær bistand til Diem, dette blev gjort for at bevare et venligtsindet Sydvietnam og for at forhindre en kommunistisk sejr. Diem benyttede imidlertid den amerikanske støtte til at opbygge en autoritær stat, der blev styret af ham selv og hans familie og samtidig forbød nogen form for opposition, dette plus det faktum at Diem systematisk begyndte at undertrykke de vietnamesiske buddhister, førte til en stigende utilfredshed blandt befolkningen. USA der havde forventet reformer og en mere lempelig politik fra Diems side, kunne blot se passivt til, da de reelt set var tvunget til at støtte Diem, uanset hvilken politik han førte. Netop pga. denne støtte kunne han affinde sig med den manglende opbakning fra befolkningen, han brugte 80 % af den amerikanske støtte på at opbygge militæret og begyndte bekæmpe kommunismen, hvilket betød forfølgelse af bønder, han mistænkte for at have støttet Vietminh i kampen mod franskmændene. Utilfredsheden begyndte at brede sig yderligere, da Diem igennem nye jordreformer gav jorden tilbage til godsejerne og storbønderne, dette medførte at det gamle konfliktmønster genopstod, og bønderne begyndte at

11

Van Dong var DRV’s udenrigsminister, og udsendt til Genève-konferencen

12

Frederiksen s.34

Side 7

[navn fjernet] 19. december 2008

7 tilslutte sig Vietminh, da de ikke havde glemt, at det var dem der havde befriet dem fra de franske godsejere i sin tid.

I 1955 forlangte regeringen i Hanoi, at de forberedende forhandlinger til genforeningsvalget blev indledt, som aftalen havde lydt i Genève, dette afviste Diem, med den begrundelse at Sydvietnam ikke havde underskrevet aftalerne. USA bakkede op om beslutningen, da valget uden tvivl ville have endt med et samlet Vietnam under Ho Chi Minhs kommunistiske ledelse. [13] Senere samme år manifesterede Diem sin magt i syd, da han vandt præsidentvalget over Bao Dai.

Samtidig skiftede landet navn fra Staten Vietnam til Republikken Vietnam og gjorde ikke længere krav på magten over hele Vietnam.

I løbet af årene 1958-59 blev en mere organiseret modstand mod Diems styre oprettet, og i

1960 besluttede regeringen i Hanoi at yde støtte til de sydvietnamesiske frihedskæmpere, Nordvietnam havde ellers indtil dette tidspunkt ført en ikke-indblandingspolitik. Dette førte til at forskellige modstandsgrupper slog sig sammen og dannede Den Nationale Befrielsesfront (FNL), de opstillede et politisk program, for på den måde at kunne optræde som et legalt alternativ til Diems regering.

John F. Kennedy tiltrådte præsidentembedet i januar 1961, han og hans regering mente at FNL var styret direkte fra Hanoi, men rent faktisk var der blot tale om en sydvietnamesisk befrielsesfront, der modtog støtte nord fra, det var først efter USA's optrapning i 1965, at der blev sendt styrker fra Hanoi. Ikke desto mindre førte det til en øget militær indsats i Republikken Vietnam, da Kennedy mente at Diems manglende støtte i befolkningen og hærens manglende kampgejst kunne opvejes, hvis man blot indsatte tilstrækkeligt med styrker, til at vise hvordan man skulle vinde krigen. Således sendte Kennedy i maj 1961 400 specialtropper og 100 militærrådgivere til Vietnam uden offentlighedens kendskab. [14]

I de næstkommende år, frem til mordet på Kennedy i november 1963, sendte USA stadig flere styrker og militært udstyr til Sydvietnam, dette betød, at kampene med FNL tog til i intensitet og i slutningen af 1963, var der ca. 14.000 amerikanske militærrådgivere på plads i Vietnam. Da vicepræsident Lyndon B.

Johnson overtog præsidentembedet, blev Kennedys Vietnam-politik videreført, Johnson var selv fortaler for øget engagement i Vietnam men en smule ”grøn” i udenrigspolitisk sammenhæng.

Hans første større beslutning var at meddele den nye regeringsleder i Sydvietnam Doung Van

13

Frederiksen 43

14

Frederiksen s. 53

Side 8

[navn fjernet] 19. december 2008

8

Minh, der havde taget magten efter et kup mod Diem d. 1. november 1963, at USA fortsat støttede landets kamp mod FNL. Således fortsatte optrapningen frem til Tonkinbugtepisoden i

1964.

Tonkinbugt episoden.

Ifølge amerikanske kilder indtraf der den 2. Og 4. august 1964 hændelser, der skulle få vital indflydelse på krigens videre forløb, den amerikanske destroyer U.S.S. Maddox blev angrebet i Tonkinbugten ud for Nordvietnams kyst d. 2. og to dage efter den 4. August, blev Maddox igen angrebet, denne gang havde den fået følgeskab af destroyeren U.S.S. Turner Joy, der også blev angrebet. I Præsident Johnsons radio- og fjernsynstale den. 4. August 1964 redegjorde han for situationen og sagde blandt andet: ”Som præsident og øverstkommanderende for de væbnede styrker er det min pligt overfor det amerikanske folk, at berette om gentagne fjendtlige angreb mod amerikanske skibe i internationalt farvand i Tonkinbugten, som har tvunget mig til at

                                                                    15
beordre de forenede Staters væbnede styrker til at foretage et gengældelses anbreb.” Johnson

forsøgte med denne udtalelse at lægge ansvaret fra sig og fra de amerikanske styrker. Ved at påpege at angrebene fandt sted i internationalt farvand, lagde han bevidst skylden over på Nordvietnam, og vendingen ”gentagne fjendtlige angreb” maner enhver tvivl, der kunne være om, at det var en uforsætlig hændelse til jorden. Fra Nordvietnamesisk side blev det imidlertid påstået, at USA havde krænket Nordvietnams 12-miles grænse, og at beskydningerne således havde fundet sted i Nordvietnamesisk farvand, ydermere påstod de, at USA angiveligt skulle have ydet støtte til sydvietnamesiske angreb på en Nordvietnamesisk øgruppe 27-30. Juli 1964.

Beskyldningen fra nordvietnamesisk side stemmer overens med en række dokumenter, der blev offentliggjort 1971, den såkaldte ”Pentagon Rapporten”, altså 7 år efter hændelsen i Tonkinbugten. Her bliver det beskrevet, at amerikanske destroyere havde fået til opgave at patruljere i Tonkinbugten. Disse togter gik under navnet DeSoto-patruljer og var et led i den såkaldte operationsplan 34A [16]. Ifølge en anden kilde sagde senator Fullbright direkte ”Det blev bekræftet, at de gik mindst 11 miles ind for at vise, at vi ikke anerkender en 12 miles-grænse, som

jeg mener, Nordvietnam har forfægtet”^{17}. Johnson førte altså den amerikanske befolkning bag

15

Granum-Jensen og Thorup s. 37

16

Frederiksen s. 56

17

Granum-Jensen og Thorup s. 46

Side 9

[navn fjernet] 19. december 2008

9 lyset, når han hævdede, at angrebene havde fundet sted i internationalt farvand. Men hvorfor?

Amerika manglede en undskyldning for at gå i direkte krig med Nordvietnam. Efter angrebet den

4. august svarede USA prompte, et luftangreb rettet mod den Nordvietnamesiske flåde og det meste af kysten blev planlagt og eksekveret. I sine erindringer forklarede Johnson, at han straks efter det andet angreb havde bedt forsvarsminister McNamara om at gennemgå og undersøge rapporter og bevismateriale vedrørende angrebet, han understregede, at de ønskede at være helt sikre på, at skibene var blevet angrebet før de gengældte angrebene. ”Efter at have gennemgået alle rapporter og beviser meldte admiral Sharp tilbage til McNamara, at han ikke var i tvivl om, at angrebet havde fundet sted. McNamara og hans medarbejdere nåede til den samme klare

konklusion.”^{18} Man kan sagtens anfægte McNamaras evne til at forholde sig objektivt til

episoden, da han i ligeså høj grad som Johnson ønskede en optrapning af krigen. Dette skyldtes at, de restriktioner der blev indført på Genève-konferencen i 1954, gjorde at amerikanerne blot kunne se passivt til mens FNL vandt større indpas i Sydvietnam. I begyndelsen af 1964 kontrollerede de ca. 40 % af landområderne syd for den 17. breddegrad, derudover kunne avisen The Observer i Saigon oplyse, at 4-5 millioner vietnamesere støttede FNL. [19] Hverken Johnson, McNamara eller andre omkring Washington var begejstret for udviklingen, de ville for alt i verden ikke tabe Republikken Vietnam til kommunismen.

Grundet det givne tidsrum fra angrebet d. 4 fandt sted og blev rapporteret ind klokken 9.20 amerikansk tid [20], frem til det første gengældelses angreb der, ifølge Johnson, fandt sted fra tidsrummet imellem 23.30 – kl. ca. 24.00,da det var i netop dette tidsrum, at Johnson gav sin redegørelse og sagde: ”…men med direkte ”svar”. Dette svar bliver givet mens jeg taler til dem.

                                                                            21
Luftangreb er nu under udførelse mod krigsskibe og særlige støttefaciliteter i Nordvietnam…” ,

kan der være belæg for at anfægte grundigheden af undersøgelsen omkring hændelsen.

McNamara og hans folk blot har haft små 14 timer til både at tjekke bevismaterialet, samt planlægge angrebet. Dermed er der også givet belæg for at anfægte Johnsons udtalelse: ”Vi

                                                                             22
ønskede at være absolut sikre på, at vore skibe var blevet angrebet før vi foretog gengældelse.”

18

Granum-Jensen og Thorup s. 38, uddrag af Lyndon B. Johnsons erindringer.

19

Frederiksen s. 54

20

Pentagon rapporten s. 253

21

Granum-Jensen og Thorup s. 37 præsidentens redegørelse.

22

Granum-Jensen og Thorup s. 38

Side 10

[navn fjernet] 19. december 2008

10

Optrapning af krigen var allerede planlagt.

Johnson var overbevist om, at han var nødt til at engagere sig mere i krigen, hvis ikke Sydvietnam skulle ”tabes” til kommunismen, men samtidig frygtede han, at hårdere politik i Vietnam kunne koste ham præsidentvalget i november 1964, han var bange for at en sådan politik, ville møde omfattende modstand blandt den amerikanske befolkning. Johnson valgte derfor at gå til valg med en blidere Vietnam-politik, han bedyrede overfor de amerikanske vælgere at han havde to overordnede mål i Vietnam:

1. At forhindre kommunistisk ekspansion i Vietnam og det øvrige Sydøstasien

2. At USA begrænsede sig til at støtte Sydvietnam økonomisk og militært uden at sende amerikanske soldater til Vietnam.

Johnson kritiserede endda et forslag om at bombe Nordvietnam i løbet af valgkampen, hvilket ikke stemte helt overens med krigens videre forløb. Sideløbende førte han dog, i al hemmelighed, en ganske anden politik i Vietnam. Angreb mod Nordvietnamesiske mål blev i al hemmelighed udført.

Operationsplan 34A.

Allerede i februar 1964 var USA begyndt at optrappe krigen, dette blev gjort via en række hemmelige militære operationer, der gik under navnet operationsplan 34A. Operationerne omfattede alt lige fra spiontogter over Nordvietnam med U2 fly, kommandoraids fra kysten mod jernbane- og vejbroer samt faldskærmsnedkastninger af sabotagegrupper og folk til psykologisk krigsførelse i Nordvietnam. Operationerne var nøje planlagt, og skulle intensiveres i tre faser i løbet af 1964, de skulle både tiltage i tempo og omfang, indtil de omfattede: ”mål med tilknytning

                                          23                 24
til Nordvietnams økonomiske og industrielle trivsel” som Viktor H. Krulak havde skrevet i en

rapport til Johnson, dateret den 2. januar 1964. Dette bevidner at der allerede i januar, forelå ønsker om at føre en mere direkte krig med Nordvietnam, der blev betragtet som problemets rod.

Det var ikke længere et spørgsmål om at standse FNLs fremgang i Sydvietnam og varetage dette lands interesser. Man mente, at man kunne få nordvietnameserne til at droppe støtten til netop FNL (kaldet Vietcong af amerikanerne), ved at true med angreb mod den industri som

23

Granum-Jensen og Thorup s. 32

24

Krulak var generalmajor i marinekorpset

Side 11

[navn fjernet] 19. december 2008

11 møjsommeligt var blevet opbygget, efter at landet havde ligget i ruiner efter den 1. Indokina krig mod franskmændene, man anså nemlig ikke længere Ho Chi Minh som blot en guerillakriger, der intet havde at miste, men som en regeringsleder der havde nogle økonomiske interesser, han var nødt til at værne om. Dette bevidner dog også om, at Johnson ikke længere anså konflikten i Vietnam som et politisk, men som et militært anliggende.

Operationerne tiltog i intensitet, recognosceringstogter foretaget af amerikanske fly under laotisk dække begyndte at samle fotografiske efterretninger til senere bombetogter mod Nordvietnam. I løbet af maj måned begyndte amerikanerne at foretage disse togter i lav højde, i stedet for stor højde som tidligere på året, måske som en provokation af de nordvietnamesiske styrker, for da amerikanerne fandt ud af, at de begyndte at ild mod disse fly, lod de dem eskorteres af bevæbnede eskortejagere, der begyndte at bombe og åbne ild mod nordvietnamesernes styrker og installationer. Sidste led i amerikanernes optrapning var DeSoto patruljerne, de havde til opgave at samle information om Nordvietnams kystbevogtning til en ”eventuel” senere krig, samt demonstrere amerikanernes flådestyrke.

Tonkinbugtepisoden; en undskyldning for optrapning.

Udover 34A operationerne er der flere kilder der peger på, at USA ønskede at optrappe krigen, men ikke havde mulighed for det på grund af Genève aftalerne. Af den grund kan der være tegn på at USA, efter min mening, muligvis forsøgte at fremprovokere et nordvietnamesisk angreb i Tonkinbugten, da dette ville give dem en mulighed for at optrappe deres engagement i Vietnam. Der havde i tiden før hændelserne i Tonkinbugten allerede været intern tale om et øget pres på Nordvietnam. Pentagon rapporten kunne således afsløre, at der allerede sent i 1963 og tidligt i 1964 forelå rapporter og memorandums, der foreslog handlinger, der kunne bruges i forbindelse med en optrapning, og andre der mere direkte foreslog en reel optrapning. I et memorandum fra general Maxwell D. Taylor, der var chef for generalstaben, til forsvarsminister McNamara dateret den 22. januar 1964, gav han sit syn på sagen. Hele memorandummet bæger præg af, at generalstaben følte en vis utilfredshed med krigens udvikling, han skrev blandt andet:

”For nærværende udkæmper vi og sydvietnameserne en krig ført på fjendens betingelser. Det er ham, som har fastsat sted, tid og kampens taktik, medens vore aktioner stort set blot er

Side 12

[navn fjernet] 19. december 2008

12

          25
reaktioner.” . Her hentydede Taylor til de restriktioner, der var blevet påført amerikanerne i

forbindelse med Genève aftalerne, der betød at konflikten skulle bevares indenfor Sydvietnams grænser, og gjorde det umuligt for amerikanerne at krænke Nordvietnamesisk territorium.

Derudover kom han også ind på vigtigheden af krigen i en større sammenhæng og henviste til ”domino-teorien”, Taylor var overbevist om, at hvis USA ikke styrkede sin position i Sydøstasien og specielt Vietnam, var der overhængende fare for at de omkringliggende lande ville bukke under for det kommunistiske pres. Han mente også, at USA burde være indstillet på, at ”indsætte

                                             26
styrker efter behov i direkte aktioner mod Nordvietnam”

. Grunden til at jeg har valgt, at fokusere på nogle få bidder i dette memorandum er, at det skulle vise sig at præge McNamaras holdning, der i en rapport til Johnson refererede mange af de samme synspunkter, der skulle vise sig at blive afgørende for en resolution der senere skulle blive udfærdiget. McNamaras rapport til Johnson den. 16. marts samme år, blev der igen henvist til ”domino-teorien”, der i allerhøjeste grad var med til at diktere og forme amerikanernes syn på konflikten. Derudover fremlagde han en ny problemstilling: ”Denne omstændighed understreger blot virkningen af et kommunistisk Sydvietnam ikke blot overfor Asien men også den øvrige verden, hvor krigen i Sydvietnam betragtes som en prøve på USAs evne til at hjælpe et land med at modstå en kommunistisk

               27
”befrielseskrig”.” Dette understregede overfor amerikanerne, at der stod langt mere på spil end

blot Vietnams frihed, krigen handlede i ligeså høj grad om at sende et signal til den øvrige verden. Hvordan ville det ikke se ud, hvis verdens førende supermagt ikke var i stand til at vinde en krig mod et kommunistisk tredjeverdens land, således var USA's ære også på spil. Grundet den sydvietnamesiske befolknings dalende tiltro til eget militær og manglende gejst i militæret, var McNamara af den overbevisning, at der måtte tages hensyn til nogle forbehold på dette tidspunkt.

En direkte optrapning kunne ifølge ham, på dette tidspunkt, få nogle uheldige følger, såsom tab af vigtige allierede i kampen mod kommunismen. Han lagde dog ikke skjul på, at han hyldede de hemmelige missioner, han var overbevist om at disse aktioner var med til at svække Vietcongs vilje til krig og standhaftighed. Men nævnte også, at såfremt Khanh [28] kunne vinde befolkningens tillid, ville det være fordelagtigt at indsætte op imod 50.000 mand, til at assistere det sydvietnamesiske militær, med mere offensive handlinger mod DRV. Memorandummet var dog

25

Pentagon rapporten s. 266

26

Pentagon rapporten s. 267

27

Pentagon rapporten s. 268

28

Khanh havde overtaget regeringsmagten

Side 13

[navn fjernet] 19. december 2008

13 præget af en skråsikkerhed på egne evner, der betød at McNamara var overbevist om at USA kunne vinde krigen, hvis de optrappede militært.

Resolutionen lå klar.

Det der dog tydede allermest på, at Johnson og hans stab allerede inden episoden i

Tonkinbugten, ønskede en optrapning, var at et resolutionsforslag, der skulle give Johnson bestemmelse over hæren og bemyndigelse til at føre krig på Nordvietnamesisk territorium, allerede lå færdiggjort den 25. maj [29], altså godt og vel to måneder før hændelsen. Af denne resolution fremgik det, at Johnson kunne øge militærets støtte til Sydvietnam samt de omkringliggende lande, på baggrund af Nordvietnams aggressioner, bistået af det kommunistiske Kina og Sovjet, havde udført mod netop disse lande. Resolutionen var dog udført således, at disse muligheder lå under dække af at beskytte disse lande, og USA's egne interesser. Af resolutionen fremgik det også at USA anså Sydvietnams og Laos’ uafhængighed, som værende af vital betydning for verdensfreden. og i paragraf 2 stod der blandt andet: ”Til dette formål, såfremt præsidenten måtte skønne det nødvendigt(…), at bruge alle midler, deriblandt indsættelsen af væbnede styrker til at hjælpe denne regering med at forsvare dens uafhængighed (mod kommunismen red.) ” [30]. Ved brug af ordet skøn gav man reelt Johnson mulighed for at optrappe krigen på egne præmisser, da dette ord hentyder til en subjektiv vurdering af en hændelse.

Johnson fik dog kolde fødder, og ønskede ikke at fremlægge denne resolution for kongressen, der skulle vedtage resolutionen før den kunne træde i kraft, allerede i juni måned. Han frygtede, at dette ville få ham til at fremstå som den der ophidsede til krig, da dette i værste fald ville skade hans muligheder for at blive genvalgt til præsident i november [31], ikke desto mindre fortsatte de hemmelige operationer og aggressioner mod Nordvietnam. Tonkinbugt-episoden gav dermed Johnson en undskyldning, for at få resolutionen godkendt. Den blev i repræsentanternes hus og i senatet vedtaget, med i alt 504 stemmer mod to. Johnson havde nu muligheden for at gå i direkte krig mod DRV, og selvom han i sin redegørelse sagde ”- vi ønsker stadig ikke nogen udvidelse af krigen”, var det præcis det der skete. 3. november 1964 blev Johnson genvalgt til præsident, og havde nu reelt ikke noget at miste, og den 2. marts 1965 lettede 100 amerikanske bombefly fra

29

Pentagon rapporten s. 275

30

Pentagon rapporten s. 276

31

Cawthorne s. 34

Side 14

[navn fjernet] 19. december 2008

14 luftbasen ved Da Nang (sydvietnamesisk havneby) for at angribe mål i Nordvietnam, dette var det første angreb, der ikke kunne forklares som en gengældelse, episoden blev kendt som Operation Rolling Thunder, og blev startskuddet til en krig mod Nordvietnam, der skulle vise sig at vare yderligere ni år, indtil en endelig aftale om våbenhvile, og tilbagetrækning af de amerikanske soldater, blev underskrevet 28. januar 1973.

Hvorfor kunne USA ikke vinde krigen?

Den generelle holdning blandt USA’s ledelse, var i slutningen af 1967, og i starten af 1968, at USA var i færd med at vinde krigen, d. 17. januar 1968, og præsident Johnson talte på vegne af det meste af USA's bagland, da han i en tv-tale sagde: ”Vi tilføjer fjenden større tab, end fjenden

                          32
tilfører os… Vi gør fremskridt.”

Dette var McNamara dog ikke helt enig i, manden der ellers havde været fortaler for en optrapning, var nu ikke helt så sikker på, at krigen ville falde ud til USA's fordel. Allerede i oktober 1966 havde han foreslået præsident Johnson at ”afbalancere” bombeoffensiven, da han ikke mente, at den havde nogen mærkbar effekt på Hanois økonomi eller vilje til at fortsætte krigen, som man i de foregående år havde været overbevist om, at den ville have. [33] Holdningen om at USA ikke havde så godt tag om krigen, skulle vise sig at blive delt af flere, da Vietcong indledte Tet-offensiven.

Tet-offensiven fik sit navn, da den fandt sted under fejringen af det vietnamesiske nytår, Tet.

Offensiven skulle vise at blive det reelle vendepunkt i krigen. FNL benyttede fejringen af ”Abens år”, til at udføre en række velorganiserede angreb mod omkring 100 byer i Sydvietnam, heriblandt 36 provinshovedstæder. Dette kom som et chok for sydvietnameserne og amerikanerne, da FNLs taktik hidtil havde været at angribe landområderne, angrebene omfattede også Saigon, hvor store dele af byen blev beskudt og bombet. Kampene varede ca. 2 måneder, og beviste overfor den amerikanske regering, at de sydvietnamesiske og amerikanske styrker ikke havde den kontrol over landet, som man troede, samtidig beviste det også, at FNL var i stand til at angribe over hele landet. Det største nederlag for amerikanerne var dog, at det lykkedes FNL at besætte den amerikanske ambassade i seks en halv time. [34]

Da befolkningen hjemme i USA overværede dette, blev der for alvor stillet spørgsmålstegn ved muligheden for at vinde krigen,

32

Cawthorne s. 112

33

Pentagon rapporten s. 493

34

Cawthorne s. 119

Side 15

[navn fjernet] 19. december 2008

15 som Johnson ellers tidligere havde givet udtryk for at de var, og fik for alvor folk til at vende regeringen ryggen.

Netop befolkningens manglende opbakning var en af hovedårsagerne til, at krigen ikke kunne vindes. Af andre årsager kan nævnes.

1. Krigen blev udkæmpet på fjendens ”hjemmebane”, Vietcong havde i flere år været vant til at føre guerillakrig og kendte områderne ud og ind, dette gjorde dem i stand til at udkæmpe slagene på deres præmisser, og mange af de amerikanske soldater har senere beskrevet, at det var som at kæmpe mod en usynlig fjende.

2. Nordvietnam og FNL kunne holde styr på hvor mange soldater de mistede, og så længe de kunne holde deres tabstal lavere end fødselsraten, kunne de hele tiden hverve flere soldater og i sidste ende føre krigen så langt ud, at USA ikke længere havde mere militær til rådighed, eller flere penge at føre krig for.

3. USA undervurderede nordvietnameserne og FNLs viljestyrke, for dem var krigen ikke blot en krig for kommunismen, men et led i en århundrede lang kamp mod forskellige besættelsesmagter.

Konklusion

USA’s rolle i Vietnam/Indokina gik i 1946 fra at være passiv til aktiv, dette skyldtes den

stigende frygt for kommunismens udbredelse, som under den kolde krig blev et stort emne i amerikansk udenrigspolitik. Frygten kom til udtryk i form af inddæmningspolitikken og dominoteorien, der viste sig at blive indflydelsesrige faktorer i USA’s stigende engagement i Vietnam-krigen. I perioden hjalp USA Sydvietnam med at holde de kommunistiske

Nordkoreanere ude af landet, men var overbevist om at de kunne vinde krigen hvis de kunne få lov til at føre krigen ind i Nordvietnam. I 1963 begyndte USA at udføre hemmelige missioner i Nordvietnam. Den 4. august blev de to amerikanske destroyere USS Maddox og USS Turner Joy angrebet i Tonkinbugten, og uanset om disse Fandt sted, eller var fremprovokeret af amerikanerne selv, førte de til en resolution, der gav præsident Johnson carte blanche, til at føre krigen ind i Nordvietnam.

Side 16

[navn fjernet] 19. december 2008

16

Abstract

This paper accounts for the USA’s involvement in Vietnam/Indochina, and through a short

report of the cold war and the containment policy analyses, which shows that the fear of the communist ideology and the expansion of this particular ideology was the main reason for their increasing involvement throughout the years Secondly it analyses the background for the American escalation in the war, according to the incident in the Gulf of Tonkin where to American destroyers allegedly was attacked by North Vietnamese ships, it debates whether the incident was provoked or made up by the American government, so that they could get a resolution approved by the congress which would give President Johnson the opportunity to escalate the war even more and move it into North Vietnamese territory. The fact that USA before the incident had been running secret operations in North Vietnam, leads me to believe that USA already prior to the incident wanted to escalate the war and therefore provoked them to attack, thereby giving USA an excuse to do so. Finally it discusses why USA weren’t able to win the war, and concludes that it was because they underestimated their opponent.

Side 17

[navn fjernet] 19. december 2008

17

Litteraturliste

Cawthorne, Nigel - Vietnamkrigen Nederlag og sejr - Diorama forlag, Hellerup, 1 oplag 2006.

Ferderiksen, Peter - Vietnam – fra drage til tiger - Systime A/S, 1 oplag 1996.

Granum-Jensen, Jørgen og Thorup, Lars - USA i Vietnam Hvordan? Hvorfor? - Acta-serien Munksgaard kildemappe 7,4 oplag 1982

Hansen, Anders og Marslew, Peter – Pentagon rapporten 1, 2 og 3 – samlerens forlag - 1971