SSO om zapatisterne i Mexico

Side 1

SSO – december 2009

1

Indhold

Indledning 2

Indianernes forhold gennem tiden 2

Spaniernes syn på de indfødte 3

Undertrykkelse af indianernes kultur 4

Samfundets opbygning 4

Indianernes vilkår i delstaten Chiapas 6

Nutidens politiske system i Mexico 7

Zapatisterne 9

EZLN 10

Medlemmer og mål 11

Subcommandante Marcos 12

Kvinderne 13

Oprøret i 1994 14

Resultater 15

Konklusion 16

English abstract 17

Litteraturliste 18

Side 2

SSO – december 2009

2

Indledning

Efter en rejse i Mexico forrige år kombineret med mediernes megen omtale om uro og kriminalitet i landet er min interesse steget for at undersøge baggrunden for indianernes vilkår i dag.

Mit fokus i denne opgave vil være på det oprindelige folks kamp for lighed samt rettigheder i det mexicanske samfund, og min problemformulering er følgende:

Der ønskes en redegørelse for den indfødte indianske befolknings vilkår i Mexico med fokus på nyere historie. I forbindelse hermed ønskes en undersøgelse af hvorfor zapatistbevægelsen (EZLN) blev dannet og for alvor gjorde sig bemærket i 1994. Desuden ønskes en vurdering af i hvor høj grad det er lykkedes for zapatistbevægelsen at nå deres mål.

I opgaven vil jeg først redegøre for indianernes vilkår gennem tiden og komme ind på opbygningen af det mexicanske samfund samt styret i nyere tid.

Dernæst vil jeg analyser zapatisterne og deres oprørsbevægelse EZLN herunder deres oprør i 1994. Til sidst vil jeg komme ind på resultaterne af oprøret, og dernæst vurdere om zapatisterne har opnået deres mål.

Det har været svært at finde objektivt materiale om emnet. Udover få historiebøger og rapporter er langt størstedelen af det skrevne materiale præget af en venstreorienteret tilgang, og af indianernes samt deres fortaleres synsvinkler fx. ”Alt til alle intet til os”, ”Information”, ”Internationalt Forum”, ”Aktuelt”, ”osv.. Dette, er jeg bevidst om, kan medføre, at redegørelsen hovedsagligt bærer præg af de undertryktes perspektiv, men jeg forsøger så vidt muligt i min opgave selv at forholde mig objektivt til emnet.

Indianernes forhold gennem tiden

Igennem de sidste tohundrede år har Mexico været genstand for utallige indianeroprør. Inden den spanske erobring af Mexico var det indianerne, der herskede over landet. De var stærkt religiøse og mente selv, at de levede i tæt

Side 3

SSO – december 2009

3 symbiose med deres guder. Moder Jord var den livgivende kilde, og indianerne, specielt mayaerne og aztekerne, havde mange forskellige guder.

De havde især guder for dyrkningen af afgrøder. For eksempel Vindguden

(Quetzalcoatl) som også var Gud for bl.a. visdom. De indfødte havde ligeledes guder for solen og regnen, uden dem mente de, at der ikke ville være nogle

afgrøder.^{1} I 1492 opdagede Columbus Amerika, og Hernándo Cortéz erobrede

Mexico nogle år senere. Indianerne tog godt imod ham, da de troede, at det var deres Gud Quetzalcoatl, der var vendt tilbage for at tage sit ellers tabte rige

i besiddelse igen.^{2} Grundet dette havde Cortéz ikke svært ved at erobre landet,

fordi alle havde stor respekt for ham og troede, at det var bestemt, at han skulle overtage landet, idet de var overbeviste om, at han var deres hjemvendte Gud.

Spaniernes syn på de indfødte

Spanierne så ikke indianerne som mennesker, men derimod som ukristelige vilde. Tusindvis af indianere blev brutalt slået ihjel under erobringen. For eksempel er det blevet beskrevet af Bartholomé de las Casas, at nogle

indianere ligefrem blev ædt levende af spaniernes hunde.^{3} Der kan dog stilles

tvivl om troværdigheden af dette, da Bartholomé de las Casas var fortaler for de indfødte, efter at han var blevet overbevist om det ukristelige i at behandle

dem som undermennesker. Han havde dog selv tidligere haft slaver.^{4}

Spanierne så desuden indianerne, som nogle man med rette kunne bruge som slaver. Indianerne var totalt underlagt spanierne, som havde våben og militærmagt nok til at være de indfødte overlegne.

I 1550 blev der afholdt en retssag i Spanien, om man kunne omvende indianerne til den kristne tro, og om man kunne tillade sig at have indianerne som slaver eller ej. Munken og præsten Bartolomé de las Casas, var som skrevet på indianernes side og var derudover deres forsvarer. Han mente, som ovennævnt, at det var yderst ukristeligt at behandle det oprindelige folk på denne måde, som spanierne gjorde. I stedet skulle de behandles med kærlighed og omhu, fordi de også var mennesker ligesom alle andre, mente

1

Madsen Finn, 1987, s. 30.

2

Madsen Finn, 1987, s. 44.

3

Madsen Finn, 1987, s. 73.

4

Holten Birgitte, 2002, s. 31.

Side 4

SSO – december 2009

4 han. Anklageren, Juan Ginés, var dybt uenig og så indianerne som fødte slaver og brutale barbarer pga. deres ofringer til guderne. Retssagen endte uden nogen klar beslutning, og den herskende politik blev derfor en halvhjertet

beskyttelse af de indfødte.^{5}

Undertrykkelsen af indianernes kultur

Under- og efter erobringen af Mexico blev indianernes kultur, som skrevet meget undermineret. De fik således ikke ret til at dyrke deres religion, og spanierne ville omvende dem til kristne og have dem som slaver. Spanierne ødelagde indianernes tidligere velfungerende samfund og arbejdssystemer. De hårdtarbejdende indianere arbejdede nu ikke længere for deres templer og den indianske elite, som hidtil, men derimod for spanierne. Udnyttelsen af

indianerne kom til at hedde encomienda-systemet.^{6} Den spanske regering

havde dog et ønske og en målsætning om at beskytte indianerne mod udnyttelse. Dette skete i form af love om undervisning i kristendom og løn for det arbejde, som indianerne udførte. Overholdelsen af disse love og regler var umuligt at holde øje med, når den udøvende magt befandt sig i Madrid på den anden side af Atlanterhavet.

Samfundets opbygning

Løsrivelsen fra Spanien begyndte officielt i d. 16. september 1810. Denne dato fejres stadig, den dag i dag, som mexicanernes Uafhængighedsdag.

                                           7
I 1820 blev der opstillet en plan, Iguala-planen,

med tre ideer om Mexicos fremtid.

1. Et uafhængigt kongedømme under Spanien

2. Samfundets skulle bygge på den katolske religion.

3. Indianere, farvede og kreoler skulle have samme rettigheder.

Den nye stat blev dog aldrig opbygget efter Iguala-planen.

En ny regering i 1853 forsøgte med en reform-politik (la Reforma), bl.a. at afskaffe kirkens privilegier og uddele indianernes jord. Den jord, som

5

Holten Birgitte, 2002, s. 30.

6

Holten Birgitte, 2002, s. 21.

7

Holten Birgitte, 2002, s. 38.

Side 5

SSO – december 2009

5 indianerne tidligere havde dyrket i fællesskab, blev således nu fordelt mellem landsbyernes beboere. Den nye opdeling af jorden bevirkede, at

Jordopkøbere, jordspekulanter og godsejere havde let ved at overtage de

indfødtes jord.^{8}

Befolkningen i Mexico bestod af mennesker med forskellig etnisk baggrunde, primært europæere, afrikanere og de indfødte, som fik børn på tværs af racerne. Dette var baggrunden for, at spanierne lavede love (De spanske

          9
Racelove), som definerede det konkrete forhold mellem de forskellige

befolkningsgrupper. Spanierne, der havde mest magt, prøvede dermed at fastholde deres position ved at definere det reelle forhold mellem dem.

Samfundet var meget hierarkisk opbygget og inddelt i forskellige sociale klasser. Spanierne var den suveræne overklasse, og under dem kom criollos

(kreoler), spaniere, som var født i Amerika. Under disse var castas folk med blandet oprindelse. Mennesker, der tilhørte de hvidere dele af castas, kunne opnå indflydelse og være veluddannede. Jo hvidere desto flere muligheder.

Indianerne var placeret under castas og var en del af underklassen. Nogle indfødte indgik i blandede ægteskaber med spaniere og kunne dermed stige i

hierarkiet. Derved opnåede de ellers uopnåelige embeder og status.^{10}

                                                                  11
Mexico var det første latinamerikanske land, der fik en indiansk præsident,

Benito Juárez, som havde giftet sig med én af hvid afstamning. Han regerede

1855-64 og 1867-72.

Overvejende dele af den indianske befolkning boede i landsbyer, der nærmest kan betegnes som ghettoer, da der kun måtte bo indianere. Landsbyerne var styret af godsejerne, og mange indianere var derfor afhængige af disse. På nogenlunde samme niveau som indianerne var mulatterne, og nederst i den hierarkiske orden var de afrikanske slaver. De havde så godt som ingen

8

Holten Birgitte, 2002, s. 46.

9

Holten Birgitte, 2002, s. 20

10

Holten Birgitte, 002, s. 20 og 63.

11

Holten Birgitte, 2002, s. 62.

Side 6

SSO – december 2009

6 rettigheder og blev udelukkende brugt i produktionen. En produktion, der alene drejede sig om produkter til eksport til for eksempel Europa. [12]

I et interview til Jyllands-Posten beskrev en tysk turistguide fra San Cristóbal^{13}

den konstante raceadskillelse og undertrykkelse af de indfødte. ”Så sent som i halvfjerdserne var det forbudt for indianerne at gå på fortovene. De skulle gå

ude på gaden”.^{14}

Denne segregation og racisme mod et lands oprindelige folk kan perspektiveres til Apartheiden i Sydafrika, som havde sit virke fra 1948 helt frem til midten af 1990’erne. Raceadskillelsen kan ligeledes ses i forbindelse med de nordamerikanske indianere, som stadig bor i reservater.

Jeg har været vidne til, at selv på den ellers velstillede Yucatán-halvø i det nordlige Mexico, bor indianere stadig i junglen i små træ- og palmehytter, og de lever hovedsagligt af den føde, som de selv producerer.

Indianernes vilkår i delstaten Chiapas

Chiapas, som ligger i det sydlige Mexico, er en af de naturressourcemæssigt rigeste regioner i landet. Udover at delstaten råder over nogle af verdens

                                       15
største forekomster af råolie og naturgas, bliver der desuden produceret

kaffe, tobak, kød mm.

Mange vigtige episoder har udspillet sig i Chiapas regionen, hvilket jeg vil kommer ind på senere i opgaven på side 14. I år 2005 var over en tredjedel af befolkningen i Chiapas indianere, der alle definerede sig som efterkommere af

Mayaerne.^{16} De var samtidig nogle af landets fattigste, og størstedelen af

regionens befolkning levede under FN’s fattigdoms-grænse. I 2005 var 67 %

betegnet som underernærede.^{17}

I og med at fattigdommen var så høj, var det nødvendigt, at alle var med til at skaffe føde også børnene. Med det resultat at børnene blev analfabeter pga.

12

Holten Birgitte, 2002, s. 20.

13

By i den sydlige Chiapas region.

14

Explorer JP, 2001.

15

Lohmann Jens, 1999.

16

Mexicogruppen, 2005

17

Mexicogruppen, 2005.

Side 7

SSO – december 2009

7 den manglende undervisning. I 2006 var analfabetismen tre gange højere i

Chiapas regionen end i resten af landet.^{18} I Mexico har alle krav på

undervisning, men i landområderne er skolerne økonomisk nedprioriterede, og dette medfører, at der hverken er skoler eller nok lærere til at undervise. De fleste indianere bor i landområderne, og det er specielt er dem, der bliver ramt af de manglende undervisningsressourcer. En fortaler for indianerne i området mener, at de officielle skoler i Chiapas regionen understøtter forskelsbehandlingen af indianerne. Børnene må f.eks. ikke komme i skole iført deres traditionelle klæder, og der bliver ikke undervist på deres oprindelige

sprog.^{19}

Indianerne har, som beskrevet, levet med undertrykkelse gennem tiden, og i en rapport fra USA’s militær i 1995, beskrives, hvordan forskellen på strøm- og vandforsyninger er fordelt. 60 % af hjemmene i Chiapas området har rindende vand, mens kun 8 % af de indianske hjem har det. Ligeledes har 69 % af alle

huse elektricitet, mens kun 25 % af indianske har.^{20}

Nutidens politiske system i Mexico

Som det fremgår af ovenstående har Mexico siden uafhængigheden i 1810 været præget af oprør og ustabilitet samt en stor grad af divergens mellem de formulerede mål, ønsker samt reformer og de faktiske realiteter.

Siden 1968 og frem til 2000 har PRI (Partido Revolucionario Institucional), haft den politiske magt uden en stærk opposition. Fastholdelsen af magten skyldes i høj grad korruption. Beskyldninger om vold, og narkohandel har også præget

      21
partiet. Militæret var en integreret del af PRI-styret, og derfor blev et militær-

diktatur aldrig aktuelt i Mexico, som i mange andre latin-amerikanske lande.

Lande som f.eks. Argentina, Honduras, og Chile.^{22}

18

Svendsen Maj-Britt, 2007, (4).

19

Svendsen Maj-Britt, 2007, (1).

20

Reese G. Grady (major), 1995, s. 6.

21

Lohmann Jens, 1999.

22

Holten Birgitte, 2002, s. 76 og 89.

Side 8

SSO – december 2009

8

Under Anden Verdenskrig satsede PRI-regeringen på en industrialisering af landet. De blev hjulpet godt på vej af USA, som Mexico hjalp med styrker i Stillehavskrigen. Industrialiseringsprogrammet var en stor succes og gav rekordhøj økonomisk vækst til landet. Der blev overskud til at investere på det sociale område og øge undervisningsmulighederne. Det er dog uvist, hvor meget indianerne i landområderne mærkede til denne økonomiske vækst. Som det fremgår af afsnittet ”Indianernes forhold gennem tiden”, var det ikke cotume for den mexicanske regering og dens politik at se indianerne som fuldgyldige og ligeværdige borgere i det mexicanske samfund. Der kan derfor stilles tvivl til, hvorvidt der var en lige fordelingen af goderne.

Igennem årene voksede befolkningens utilfredshed med regeringen og deres manglende åbenhed overfor nye politiske synspunkter. Af frygt for at omverdenen ville få indsigt i dette, endte styret med at dræbe mere end 325 studerende og sætte over 1000 mennesker i fængsel ved en demonstration, i

forbindelse med, at Mexico skulle være vært for De Olympiske Lege i 1968.^{23}

PRI regeringens utroværdighed voksede med årene og efter et stort jordskælv i Mexico City i 1985 blev mistilliden endnu større da, regeringen svigtede

befolkningen ved at overlade dem til sig selv.^{24}

I 1988 blev Carlos Salina de Gortari (PRI) valgt med 51 % af stemmerne efterfulgt af beskyldninger om valgsvindel. Han startede et stort program for privatisering af statslige virksomheder og i det hele taget en liberalisering af samfundet. Han var også manden bag den Nordamerikanske Frihandelsaftale

(NAFTA), som samlede USA, Mexico og Canada d. 1. januar 1994, som samtidig var startdagen for zapatisternes store oprør, hvilke jeg kommer ind på senere.

I 2000 tabte PRI præsidentvalget til det konservative oppositionsparti PAN

(Partido de Acción Nacional), der havde opbakning fra den oprindelige befolkning, fordi partiet lovede at føre indianernes sag. PAN holdt ikke deres

                 25
løfter til indianerne.

23

Holten Birgitte, 2002, s. 89.

24

Holten Birgitte, 2002, s. 90

25

Holten Birgitte, 2002, 92.

Side 9

SSO – december 2009

9

Den nuværende præsident Felipe Calderón Hinojosa (PAN) har lagt op til reformer på menneskerettighedsområdet, der sigter mod at inddrage de

indianske befolkningsgrupper som fuldgyldige borgere.^{26} Udviklingen vil vise,

om disse reformer bliver en realitet i fremtiden.

Zapatisterne

I 1910 var der revolution i Mexico. Landets indianere og jordløse bønder rejste sig og kæmpede for deres rettigheder. Indianernes oprør var dengang ledet af den indianske bonde og tidligere sergent Emiliano Zapata.

Emiliano Zapata kæmpede for de fattige bønder- og indianernes rettigheder og dermed mod godsejerne samt regeringen. Han havde ét grundlæggende krav

og en plan for, hvordan indianerne skulle få deres jord tilbage Ayala-planen.^{27}

Denne blev aldrig en realitet.

Oprørslederen havde i alt tre mærkesager under sin kamp mod styret.

1. At kræve indianernes jord tilbage.

2. At udvise alle udlændinge, specielt spanierne og amerikanerne.

3. At få en ærlig og retfærdig præsident.^{28}

Mange indianere var, som skrevet fattige og ejede ikke jord, derfor samlede en skare af tilhængere til Zapata sig, og han dannede en stor hær. Hæren bestod hovedsagligt af indianere, som kaldte sig Zapatisterne til ære for ham. De havde et ønske ligesom Zapata om at få rettigheder og retfærdige jordfordelinger. Emiliano Zapata var indianernes leder og ses i nutiden stadig som en helt, der kæmpede for retfærdighed og lighed. Zapatisterne har bevaret hans navn som minde frem til i dag, og nogle ser ham som en frelser.

Emiliano Zapata blev dræbt i et bagholdsangreb af en af sine modstandere i

1919. Kampen for indianernes ret til deres jord er det indianerne husker og kender ham for i dag.

26

Udenrigsministeriet, 2009.

27

Holten Birgitte, 2002 s. 85.

28

http://www.mexconnect.com/articles/3550-the-zapata-interview

Side 10

SSO – december 2009

10

Nogle ældre zapatister fra Chiapas området hævdede, omkring 1995, at deres helt ikke var død. De mente, at han var i live og troede, at han en dag ville

vende tilbage.^{29}

De gamle zapatister er stadig religiøse og tror,

”at vinden og regnen og solen fortæller bonden, hvornår han skal dyrke jorden, hvornår han skal så og høste. De siger, at håb også sås og høstes. De siger også, at vinden, regnen og solen nu siger noget andet: at med så megen fattigdom er tiden kommet til at høste oprør i

stedet for død.”^{30}

De tydelige skel mellem de forskellige befolkningsgrupper bevirker, at mange zapatister og indianere er parate og klar til at gentage et oprør mod regeringen og dets styre, som har undertrykt dem, siden landet blev erobret. For at lave et sådant oprør på niveau med Emiliano Zapata og videreføre hans visioner om et retfærdigt samfund dannede zapatisterne derfor i 1983 en revolutionær bevægelse, som fik navnet, EZLN (Ejército Zapatistas de Liberación Nacional).

Bevægelsen blev og er stadig meget omtalt og diskuteret i Mexico og resten af verden.

EZLN

EZLN opstod på grund af mange års undertrykkelse og racisme mod de indfødte indianere. Indianerne ville have medbestemmelse og lige rettighed. I følge SFU, som støtter bevægelsen, er EZLN bygget på grundlæggende socialistiske værdier så som frihed, lighed og retfærdighed. De går ind for oprettelse af landbrugs- og arbejderkooperativer og lokal demokratisk organisering. EZLN arbejder for en bred og folkelig mobilisering i kontrast til befrielsesbevægelser og guerillavirksomheder, som bekender sig til

                              31
traditionelle ideologiske doktriner.

29

Bluitgen Kåra, 1995, s. 22 og 23.

30

Bluitgen Kåra, 1995, s. 23.

31

http://socialistiskungdomsfront.dk/politik/1085/solidaritet-med-zapatisterne-suf-

stotter-ezln

Side 11

SSO – december 2009

11

Opbyggelsen af zapatisternes befrielseshær skete langsomt og gradvist. Den startede med at have sit virke i Lagadón-junglen nær Chiapas. Det siges at seks idealister bl.a. Subcomandante Marcos fra det nordlige Mexico kom til Lagadón junglen, for at slå sig sammen med anderledes tænkende bønder og

indianere.^{32} Til at begynde med var bevægelsen en selvforsvarsgruppe mod

godsejernes vagtværn, men den blev med tiden en reel guerillahær og politisk organisation, som planlagde sit store oprør i 1994 i Lagadón-junglen.

Bevægelsen har ikke udtalt sig meget til pressen de seneste år, men i en udtalelse til ”El Periódico de Mexico” fortæller en af medlemmerne bl.a. om den manglende kommunikation med pressen. Han siger, at det ikke har noget med passivitet at gøre, men derimod et intensivt politisk og kommunalt

administrativt arbejde i bevægelsen.^{33}

Medlemmer og mål

EZLN består fortrinsvis af indianske bønder, og tilslutningen til bevægelsen blev for alvor øget efter præsidentvalget i 1988, der som tidligere beskrevet,

var præget af kraftige beskyldninger om valgsvindel.^{34} Organisationen tæller i

dag mange mænd samt kvinder, og den store tilgang til bevægelsen er udsprunget i flere underbevægelser som for eksempel CCRI (Comité

Clandestino Revolucionario Indígena). EZLN’s medlemmer kæmper for deres rettigheder og ønsker mere indflydelse samt grundlæggende forandringer i det mexicanske samfund. De kæmper for at få jordbesiddelse og personlig frihed.

Zapatisterne optræder maskeret, og maskerne (pasamontañas) er blevet en

del af zapatisternes identitet. De fleste i bevægelsen bærer dem konstant.^{35}

I deres nytårskommuniké fra 1994 udtrykte de deres ønsker og mål på følgende måde:

”Vores mål er ikke at tage magten, heller ikke at indtage poster i en eller anden regering, eller at omdanne os til et politisk parti. Og vi har ikke rejst os for at blive spist af med hverken almisser eller kreditter. Vi ønsker ikke kontrollen over det mexicanske territorium og vi ønsker

32

Bluitgen Kåra, 1995 s. 29.

33

Pineda Leticia, 2006.

34

Olesen Thomas, 1998.

35

Wild Nettie, 1998.

Side 12

SSO – december 2009

12 heller ikke at separere os fra Mexico. Vi spekulerer ikke i ødelæggelse og vi forsøger ikke at vinde tid. Vores primære krav er anerkendelsen

af de oprindelige folk samt demokrati, frihed og retfærdighed.”^{36}

Ovenstående skal ses i lyset af at zapatisterne, 1. januar 1994, startede deres længe ønskede og planlagte oprør mod godsejerne og regeringen. Oprøret vil blive beskrevet senere i opgaven på s. 14. Man kan være fristet til at se udtalelsen som et vigtigt led i oprøret. De havde højst sandsynligt gavn af at fremstå som en fredelig og etisk korrekt bevægelse for at få opbakning i samfundet, hvilke de også fik til en vis grad.

Subcomandante Marcos

Marcos er Zapatisternes officielle talsperson og øverste militante leder. Navnet subcomandante betyder, at han er underlagt landsbyernes civile beslutninger.

Han var som tidligere skrevet én af de seks mænd, der ”affyrede startskuddet” til den nye oprørsbevægelse og ingen ved præcist, hvor han kommer fra. I medierne er han mest kendt for sin pibe, sin maske og sin karismatiske måde at være på. Mange ser ham som en slags Emiliano Zapata, da han ligeledes kæmper for indianernes rettigheder. Det er kun få, der ved, hvordan han ser ud, og hvem han virkelig er. Nogle rygter siger, at han ikke selv er indianer, men derimod argentiner. Én som ankom til det sydlige Mexico og blev harm

over undertrykkelsen af indianerne.^{37} Ifølge PRI-regeringen er han tidligere

filosofi- og kommunikationsstuderende fra Mexico City og hedder Rafael

Sebastian Guillen Vicente, men disse påstande afviser han selv.^{38} Marcos

lever på lige for med de andre kommandanter sammen med zapatisterne i Lagadón-junglen og var en jagtet og forfulgt person af myndighederne under PRI-styret og oprøret i 1994. Marcos har stadig en vigtig og fremtrædende rolle indenfor bevægelsen i dag, og han udtalte i 2007, at han kunne lugte krig

igen.^{39} Et nyt stort oprør, har der dog ikke været endnu.

36

http://www.internationaltforum.dk/Hvem-er-zapatisterne

37

Explorer JP, 2001.

38

http://www.internationaltforum.dk/Hvem-er-zapatisterne

39

http://www.modkraft.dk/spip.php?article7575

Side 13

SSO – december 2009

13

I følge Mexicos regering menes subcommandanten at være fundet død af et

hjertestop d. 1. december i år.^{40} Dette afviser zapatisterne dog.^{41}

Kvinderne

EZLN’s krav om lighed gælder også mellem kønnene. I mange år har indianske kvinder været undertrykte og domineret af mændene. De har måttet kæmpe imod de traditionelle kønsroller og bryde de dominerende mandsværdier om, at kvinderne ikke har nogen ret til medbestemmelse.

I det traditionelle indianske samfund var kvinden stærkt bundet til familien og

skulle adlyde mandens ønsker.^{42} En talskvinde fra kvindeorganisationen

(Centro de Investigación y Acción para la Mujer) Mercedes Oliviera

Bustamante mener ligeledes at,

”Det sande demokrati indebærer lige adgang til ressourcerne for mænd og kvinder, og lige betingelser samt muligheder for deltagelse i

                43
magtstrukturerne.”

For at efterkomme disse ønsker, fremlagde EZLN derfor en ”Revolutionær

Kvindelov” i 1994.^{44} Denne skulle bl.a. sikre kvinderne en retfærdig løn,

medbestemmelse i, hvor mange børn de ville føde, og ret til at have politiske poster. Loven havde i alt 10 paragraffer og var med til at skabe debat i samfundet for en tid. De politiske idéer er dog aldrig blevet gennemført, selv ikke indenfor EZLN’s egne rækker.

I 2004 viste en redegørelse lavet af Internationalt Forum, at zapatisterne ikke længere havde kvinderne i fokus. Kun tre kvinder varetog højtrangerede poster

indenfor bevægelsen, til trods for at de udgjorde en tredjedel af EZLN.^{45}

40

http://www.nytimes.com/aponline/2009/12/01/world/AP-LT-Mexico-Rebels-

Mother.html?_r=1&scp=1&sq=the%20zapatist%20uprising%201994&st=cse
41

Personlig beretning fra en zapatist, 2009.

42

http://www.internationaltforum.dk/Hvem-er-zapatisterne

43

Bluitgen Kåra, 1995, s. 155.

44

Bluitgen Kåra, 1995, s. 168.

45

Svendsen Maj-Britt, 2004, (3).

Side 14

SSO – december 2009

14

Oprøret i 1994

Zapatisternes oprør mod undertrykkelse og manglede rettigheder startede d. 1.

januar 1994. Oprøret udbrød i den fattige Chiapas regionen, hvor zapatisterne bl.a. besatte rådhuse, brændte nogle af godsejernes huse ned samt ca. 650

gårde.^{46} De besatte derudover regeringsbygningen i San Cristóbal.

Regeringen indsatte 30.000 soldater, og oprørshæren var bevæbnet med UZI-

maskingeværer, macheter og kæppe.^{47} EZLN besatte også flere byer i

provinsen bl.a. Las Margaritas, Altamirano og Ocosingo. Oprøret udviklede sig til en krig, som i mange år prægede hele Chiapas regionen. I følge zapatisterne selv deltog flere tusinde oprørssoldater i operationen.

Zapatisterne krævede økonomiske og sociale reformer fra regeringens side samt politisk medbestemmelse.

Ikke alle indianere og bønder i landsbyerne delte meninger og holdninger med zapatisterne under oprøret i 1994. De dannede derfor paramilitære grupper, som bekæmpede zapatisterne- og EZLN’s indflydelse. De paramilitære grupper bestod af bønder, som samarbejdede med regeringen og derved blev hjulpet økonomisk. ”Paz y Justica” var en af de fremtrædende paramilitære grupper omkring 1995, og den tilkæmpede sig magten i nogle af de nordlige

dele af Chiapas og fordrev zapatisterne ud af byerne dér.^{48}

D. 2. januar 1994, tog EZLN general Absalón Castellanos, eks-guvernør i delstaten Chiapas, til fange og truede med at slå ham ihjel. Dette var som straf for den undertrykkelse af den indianske befolkning, han havde udøvet i sin tid som guvernør. Zapatisterne løslod ham efter en måned, som indledning til

fredsforhandlingerne med regeringen.^{49}

Det mexicanske militær gik i 1995 ind på de zapatistiske besatte områder, for at finde Marcos og anholde ham, men det lykkedes dem ikke. Nogle har fået

46

Wild Nettie, 1998.

47

Explorer JP, 2001.

48

Wild Nettie, 1998.

49

Bluitgen Kåra, 1995, s. 36.

Side 15

SSO – december 2009

15 mordtrusler, og deres familier er blevet kidnappet, fordi de arbejde sammen

med ham og støttede hans kamp for indianerne.^{50}

Oprøret blev beskrevet som ”den første postmoderne revolution”^{51} og har

belyst indianernes forhold og vilkår i hele verden.

Resultater af oprøret

EZLN og zapatisterne har delvist opnået deres mål og krav med oprøret.

Kravet om frihed er blevet en realitet, da det ikke længere er tilladt at have slaver hverken indianske eller andre folkeslag. Hvorvidt dette dog kun skyldes EZLN og zapatisternes værk eller FN og deres menneskerettigheds-erklæringer samt globaliseringen, er der ikke noget entydigt svar på, da det er sket i en gensidig påvirkning.

I 1996 blev San Andrés-aftalerne, fredsaftaler der omhandler indianernes rettigheder, underskrevet af både regeringen samt EZLN. Forhandlingerne brød dog sammen samme år, da, ifølge Gudrun Gadegaard Pedersen fra

Internationalt Forum, zapatisterne fandt ud af at regeringen ikke havde i sinde og overholde dem alligevel, fordi det krævede en ændring i grundloven.

Dialogen har siden været indstillet. Den såkaldte freds- og forsonings kommission COCOPA, med lovgivere fra landets fire største partier, har siden

                                                52
forsøgt at fremskaffe et forhandlingsresultat uden held.

Det regerende parti gennem 70 år, PRI, gik af i 2000. Dette skyldtes ikke kun zapatistoprøret, men i høj grad et bredt ønske i befolkningen om fornyelse.

Ønsket om at skabe opmærksomhed omkring indianernes forhold er med oprøret lykkedes, men om zapatisternes krav om demokrati reelt er opnået kan

være svært at vurdere, da Mexico stadig er præget af en del korruption.^{53}

50

Wild Nettie, 1998.

51

Kerr Sarah, 1996.

52

Mexicogruppen, 2005.

53

Hansen Jesper Løvenbalk, 2009.

Side 16

SSO – december 2009

16

Konklusion

Mexico har siden den mexicanske uafhængighed og frem til i dag haft mange indianeroprør grundet deres undertrykkelse og ønske om lighed. Flere steder i landet er den oprindelige befolkning dog stadig nogle af samfundets fattigste.

Den polarisering, der sker mellem rig og fattig, både globalt og i Mexico, trækker i én retning, samtidig med at der er fokus på menneskerettigheder og menneskerettighedsorganisationer i dag er opmærksomme på indianernes vilkår og forhold.

Situationen i Chiapas er fortsat usikker og uholdbar, da fattigdom og kriminalitet hærger store dele af regionen. I det hele taget er nutidens Mexico præget af kriminalitet, narko, utryghed og et stort skel mellem rig og fattig.

Den vestlige verden har imidlertid stigende fokus på problemerne, og mange medier har siden oprøret i 1994 fulgt begivenhederne i landet. Også USA har en stor interesse i, at der kommer en løsning på det sociale område, for at mindske den illegale indvandring til landet.

Det er svært entydigt at vurdere, i hvor høj grad det er lykkedes for zapatistbevægelsen (EZLN) at nå deres mål, da udviklingen, som tidligere skrevet, er sket i en gensidig påvirkning af forskellige faktorer. Om der skabes lighed, demokrati og økonomisk velstand for indianerne og den samlede mexicanske befolkning er uvist, men der hersker ingen tvivl om at EZLN og Zapatisterne har haft, og fortsat vil have, en betydningsfuld indflydelse på processen. Gruppen er én af en lang række oprørsgrupper, der tilsammen gennem tiden, har været med til at skabe en gennemgående forandring og rettet omverdenens øjne mod indianernes forhold i det mexicanske samfund.

Hvorvidt den nuværende regerings reformer bliver en realitet, eller om de, som tendensen har været oppe igennem Mexicos historie, forbliver en utopi, vil kun tiden vise. Der er dog ingen tvivl om at zapatisterne, også i fremtiden, vil kæmpe for indianernes ret til et liv uden undertrykkelse.

Side 17

SSO – december 2009

17

English abstract

This paper examines the role of the zapatist movement in Mexico. It describes the beginning of the movement, why it was founded and how the conditions of the Indians are today. The Zapatistas founded a revolutionary group in the

1980’s, known as EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional), which has been struggling with the oppression of native people ever since the Europeans captured America. The paper further more encompasses the big uprising in

1994.

This study is based on lots of reading. Primarily my literature have been written by left-wing writers or publishers, I’ve talked to people from “International Forum”, read many articles in Danish, English and some in Spanish.

The conclusion of my paper examines that the Zapatistas had accomplished some of their demands with the uprising in 1994 and that EZLN have had an important role in the chancing of the Mexican society. To succeed in the demands of equality there is yet a long way.

Side 18

SSO – december 2009

18

Litteraturliste

Bluitgen Kåra, Alt til alle – intet til os, tekster fra zapatisterne Mexico, Autonomt forlag, 1995.

Holten Birgitte, Fra kolonistyre til afhængighed – Latinamerika i 500 år, Nordisk

Forlag A/S, København, 2002.

Madsen Finn, Aztekerriget og den spanske erobring - Mesoamerikas indianere i 1500-tallet, Forlaget Lee, 1987.

Levy Daniel and Gabriel Székely, Mexico paradoxes of stability and change Westview Press, 1983 (s. 46).

Nedler C. Martin, Mexican politics, the containment of conflict: ”The position of the Indian”, Praeger Publishers, 1982 (s. 49).

Artikler

Goff Stan, Moralsk imperialisme og krigens barske logik. Internationalt Forum, december 2007.

Explorer JP, Mexico: Under zapatisternes fane. Jyllands-Posten, 2001.

Hansen Jesper Løvenbalk, Mexico i krig. Information 11. januar 2009.

Kerr Sarah, The Mess in Mexico. New York Times, d. 14 juli 1996.

Lohmann Jens, nyhedsanalyse: Det farlige svælg i Mexico. Information d. 22 juni 1999.

Mexicogruppen, Chiapas, Hvem er zapatisterne? Internationalt Forum, 2005.

Olesen Thomas, En ny tids revolutionære ? Information, 1998.

Pineda Leticia, Zapatistas celebran 15 aniversario de levantamiento armado.

El periódico de Mexico, 2006.

Svendsen Maj-Britt, At være deltager eller skrive af, that’s the question.

Internationalt Forum, 2007. (1)

Svendsen Maj-Britt, Mexico, Autonomi – og en verden plads til mange verdener. Internationalt Forum, 2001. (2)

Svendsen Maj-Britt, Modstanden i Chiapas fortsætter – trods alt. Internationalt Forum, 2004. (3)

Svendsen Maj-Britt, Når vi nu skal gør status, Internationalt Forum, 2007. (4)

Side 19

SSO – december 2009

19

Tarp Svend, Arbejderen Danmarks Røde Dagsblad, Den anden kampagne for et andet Mexico, ”Stakkels Mexico. Så langt fra gud og så tæt på USA!”

D. 6. april 2006.

Wallerstein Imanuel, Zapatisterne: Kampens anden fase. Internationalt Forum

2005.

Rapporter

Udenrigsministeriet, Ministry of Foreign Affairs of Denmark, 2009.

Reese G. Grady (major), An analysis of the Chiapas Uprising, US Army,1995.

Internetsider

http://www.internationaltforum.dk/Hvem-er-zapatisterne (2005)

http://www.mexconnect.com/articles/3550-the-zapata-interview (2009)

http://www.modkraft.dk/spip.php?article7575 (2008)

http://www.nytimes.com/aponline/2009/12/01/world/AP-LT-Mexico-Rebels-
Mother.html?_r=1&scp=1&sq=the%20zapatist%20uprising%201994&st=cse

(2009)

http://socialistiskungdomsfront.dk/politik/1085/solidaritet-med-zapatisterne-suf-

stotter-ezln

Film

Wild Nettie: A place called Chiapas, Canada Wild Productions Ltd, 1998.