Hvad ser censor efter, når jeg retter din SRP?
Det er ikke retstavning. Det er ikke længden. Det er ikke at du har brugt 17 kilder i stedet for 10. Hvad jeg som censor faktisk leder efter, når jeg åbner din SRP, og hvad der reelt afgør, om opgaven får 7, 10 eller 12.
Hvert år sidder jeg som skriftlig censor med en stak SRP’er, jeg ikke har set før, fra elever på skoler, jeg ikke kender. Jeg har 25 minutter per opgave. Det lyder som meget tid, og det er det også. Men de første fem minutter er det vigtigste, fordi det er der, jeg danner mig et indtryk af, hvad det er for en opgave, jeg sidder med.
Det her er en grundig gennemgang af, hvad jeg faktisk leder efter de første fem minutter, hvad jeg leder efter på siderne, hvad jeg ikke leder efter (selvom mange elever bruger meget tid på det), og hvad du konkret kan gøre i morgen for at gøre din opgave lettere at give en høj karakter.
De første fem minutter
Når jeg åbner en opgave, gør jeg det samme hver gang. Det er ikke en hemmelig censor-teknik. Det er hvordan enhver erfaren læser griber en akademisk tekst, fordi det er den hurtigste vej til at forstå, hvad teksten vil.
Først læser jeg problemformuleringen. Ikke for at finde fejl. For at finde ud af, hvad jeg skal læse efter. Hvad lover opgaven mig? Hvad er det, den vil have undersøgt? Hvis problemformuleringen er klar, ved jeg, hvad jeg leder efter på de næste 25 sider. Hvis den er uklar, ved jeg det ikke, og så bliver opgaven sværere at give en høj karakter, fordi jeg ikke kan vurdere, om eleven har gjort det, hun lovede.
Derefter skimmer jeg indholdsfortegnelsen og overskrifterne. Det giver mig en arkitektur. Hvor meget plads har eleven givet redegørelsen? Hvor meget til analysen? Til diskussionen? Hvis 70 % af opgaven er redegørelse, ved jeg allerede, at det her ikke bliver et 12-tal, uanset hvor godt skrevet det er. SRP belønner ikke den, der ved mest. SRP belønner den, der tænker selv.
Så læser jeg konklusionen. Ja, før resten. Konklusionen viser mig, hvad eleven mener, hun er nået frem til. Hvis konklusionen er præcis og selvstændig, har jeg en hypotese om, at resten af opgaven nok holder. Hvis konklusionen er vag eller bare gentager problemformuleringen, har jeg en anden hypotese.
Først nu begynder jeg at læse fra side én. Med en arbejdshypotese om, hvad opgaven gør, og en forventning, jeg enten får bekræftet eller ikke får bekræftet.
Hvad jeg leder efter på siderne
På de første to sider: en problemformulering, der kan besvares
En god problemformulering har tre ting: et klart spørgsmål, en faglig forankring i begge fag, og en præcis afgrænsning. Den dårlige problemformulering er enten for bred (“Jeg vil undersøge identitet i moderne litteratur”) eller flere spørgsmål forklædt som ét (“Hvordan udvikler hovedpersonen sig, og hvilken rolle spiller samfundet, og hvad er det, der ændrer sig?”).
Den klassiske test: kan du svare på din problemformulering i én sætning? Hvis ikke, er den enten for bred eller flere spørgsmål samlet. Det skal du have rettet før du går videre, fordi alt det andet bygger ovenpå.
I redegørelsen: at det er kort, præcist, og kun det nødvendige
Redegørelsen skal præsentere det, læseren skal vide for at forstå resten. Den skal ikke vise alt, eleven har læst. Mange opgaver falder her, fordi eleven har brugt 15 sider på at vise sin baggrundsviden, før hun overhovedet kommer til analysen. Set fra censorstolen er en lang redegørelse ikke et tegn på dybde. Det er et tegn på, at eleven ikke har turdet skære væk.
En god redegørelse er 15-25 % af opgavens omfang, ikke 50 %. Den dækker det nødvendige og lader resten ligge.
I analysen: at fagets metode faktisk bruges på materialet
Det er her, de fleste opgaver afgøres. Forskellen mellem en SRP, der får 7, og en der får 10, ligger ofte i analysen. Den dårlige analyse nævner metoden (“jeg vil bruge nykritisk læsning”) og fortæller derefter, hvad teksten handler om. Den gode analyse bruger nykritisk læsning. Den peger på konkrete steder i teksten, hvor sproget gør noget bestemt, og kobler det til en pointe.
Det jeg leder efter er, om eleven kan vise sit arbejde. Ikke bare hvilken konklusion hun når frem til, men hvordan hun nåede den. Citater, præcise henvisninger, observationer, der er forankret i selve teksten. Den slags arbejde kan man ikke fake, og det er præcis det, en censor genkender med det samme.
I diskussionen: en selvstændig stemme
Diskussionen er der, hvor 10 bliver til 12. Det er her, eleven skal tænke selv. Hvilke styrker har den ene tilgang? Hvilke svagheder? Hvor er det, som den ene metode kan se, det den anden ikke kan? Hvad følger der af konklusionen?
Den almindeligste fejl i diskussionen er at referere mere af det, der allerede er sagt, i stedet for at vurdere. Eleven skriver “Som vi så i analysen, er der flere måder at læse teksten på” og fortsætter derfra. Det er ikke en diskussion. Det er en sammenfatning. En diskussion siger: “Min analyse peger på X, men det forudsætter, at man læser Y, og det kan man godt diskutere, fordi…”
I konklusionen: at den faktisk konkluderer
En konklusion skal svare på problemformuleringen. Klart, direkte, og uden at gentage problemformuleringen i omvendt orden. Den må gerne være kort. En god konklusion er to-tre afsnit, der siger: “Jeg spurgte X. Jeg har undersøgt Y. Jeg er nået frem til Z. Det betyder, at…”
Hvad jeg ikke leder efter
Det her er måske det vigtigste afsnit, fordi mange elever bruger meget tid på ting, der ikke afgør karakteren. Set fra censorstolen.
Jeg leder ikke efter perfekt retstavning
En SRP med tre kommafejl og en stavefejl er ikke et problem. En SRP med stavefejl i hver anden sætning trækker, fordi det signalerer sjusk og gør det svært at læse, men det er ikke det, der afgør karakteren. Brug ikke det sidste døgn på korrekturlæsning. Brug det på at læse din diskussion og spørge dig selv, om du faktisk har en selvstændig pointe der.
Jeg leder ikke efter mange kilder
En SRP med 8 velvalgte, velbrugte kilder er bedre end en SRP med 20 kilder, hvor halvdelen kun nævnes én gang. Det er ikke et bibliografi-konkurrence. Det handler om, hvad du har gjort med kilderne. Hvis du har en kilde, der ikke har påvirket din analyse, så hører den ikke til i opgaven.
Jeg leder ikke efter avanceret fagterminologi
Hvis du kan forklare det med almindelige ord, så gør det. Akademisk sprog er præcist sprog, ikke svært sprog. En SRP der bruger ordet “hegemoni” tre gange uden at forklare hvad det betyder, eller hvorfor det er relevant her, signalerer ikke at eleven kender begrebet. Det signalerer, at eleven har læst et opslag på Wikipedia. Hvis du bruger et fagligt begreb, skal du kunne forklare det, og det skal være nødvendigt for din pointe.
Jeg leder ikke efter sidetal tæt på maksimum
En SRP på 18 sider, der er stram og selvstændig, er bedre end en SRP på 24 sider med fyld. Hvis du har 4 sider tilbage og er færdig med det, du ville sige, så stop. Det er en force, ikke en svaghed. Den almindeligste form for fyld er gentagelser, kildecitater der ikke kommenteres, og baggrundsinformation der ikke bruges. Det er alt sammen sider, der trækker mere ned end de løfter op.
De typiske point-tabere
Problemformulering der ikke besvares
Eleven har en god problemformulering, og opgaven besvarer en lidt anden problemformulering. Det sker, når opgaven udvikler sig under skrivearbejdet, og eleven ikke går tilbage og opdaterer problemformuleringen. Det er det letteste at fixe, og det rykker karakteren markant. Læs din problemformulering og din konklusion i samme åndedrag. Hvis konklusionen ikke svarer direkte på problemformuleringen, har du et problem, og det skal rettes før aflevering.
Analyse uden citater
Eleven analyserer, men forankrer ikke analysen i konkrete steder i materialet. Det bliver til generelle påstande. “Hovedpersonen er kompleks” uden konkrete eksempler er ikke analyse. Det er en uunderbygget vurdering. En censor genkender det med det samme.
Diskussion der er en anden redegørelse
Eleven kalder kapitlet “diskussion”, men indholdet er en sammenfatning af det, hun allerede har skrevet, plus måske et par ekstra påstande. En reel diskussion vejer noget mod noget andet, peger på styrker og svagheder, og kommer frem til en vurdering, der er elevens egen. Det er det sværeste sted i opgaven, og det er også det, der vinder de høje karakterer.
Fagene taler ikke sammen
Eleven har en analyse i dansk og en analyse i historie, men de møder ikke hinanden. Det er to opgaver sat sammen, ikke en SRP. Det centrale i flerfagligheden er, at de to fag tilsammen kan svare på noget, ingen af dem kunne alene. Hvis du kan slette historie-kapitlet uden at det rykker ved den danskfaglige analyse, så har du to opgaver, ikke en SRP.
Hvad du kan gøre i morgen
Hvis du sidder med en opgave, der skal afleveres snart, er det her de fire spørgsmål, du skal stille dig selv, før du afleverer. De er sorteret efter, hvor meget de typisk rykker.
- Læs din problemformulering. Læs din konklusion. Svarer den ene på den anden? Hvis ikke, så ret det. Det er den enkelt fix der rykker mest.
- Kig på din diskussion. Vurderer du noget, eller refererer du? Hvis du ikke kan finde mindst tre steder, hvor du tager stilling og begrunder hvorfor, har du en svag diskussion. Skriv dem ind.
- Tæl siderne i din redegørelse vs. din analyse + diskussion. Hvis redegørelsen fylder mere end 30 % af opgaven, så skær. Sandsynligvis kan halvdelen af det væk uden at opgaven mister noget.
- Læs din analyse. Er der konkrete citater eller eksempler i hver påstand? Hvis ikke, så find dem. En analyse uden konkrete forankringer er bare en mening.
Det er ikke kompliceret. Det er ikke nye principper. Men det er det, der reelt afgør karakteren, set fra den anden side af bordet. Og har du afleveret og venter på den mundtlige, kan du sende din SRP ind og få de tre sandsynlige censorspørgsmål — gratis.
Den sidste pointe
Censorer er ikke ude efter dig. Vi vil gerne give høje karakterer, fordi det er det sjoveste at læse opgaver, der er gode. Men vi kan kun give høje karakterer, hvis du har gjort det arbejde, der gør det muligt. En SRP der har en klar problemformulering, en stram redegørelse, en konkret analyse, en selvstændig diskussion, og en præcis konklusion, er ikke svær at give 10 eller 12, fordi den giver os belæg for det.
Den almindeligste fejl er at tro, at høj karakter handler om at imponere. Det gør det ikke. Den handler om at gøre arbejdet ordentligt og turde være præcis. Det er sværere end at imponere, men det er det, der bærer.
