Litterær analyse · med censorblik
Berettermodellen, og hvornår man ikke skal bruge den
Du har fundet anslag og klimaks. Næste skridt er at vise, hvad de gør i fortællingen. Her ser du forskellen på at placere faser og at analysere med dem, og hvordan du undersøger, om modellen passer til din tekst.
Berettermodellen hjælper dig med at undersøge en fortællings forløb og spændingsopbygning. Den kaldes også Hollywood-modellen. Den svenske medieforsker Ola Olsson forbindes med modellens udbredelse i Skandinavien; Janicke Branths fagartikel i Gyldendals Teaterleksikon beskriver hans kurser i 1970’erne. Det fastslår ikke et bestemt år, hvor modellen blev opfundet. Brug modellen, når dens faser hjælper dig med at forklare fortællingen.
At finde syv faser giver et overblik. Analysen begynder, når du forbinder et konkret tekststed med en forklaring på dets virkning og betydning. Modellen skal hjælpe dig med at besvare opgaven; du behøver ikke gennemgå alle faser.
De syv faser
Hvad de syv faser hver for sig dækker
Her er faserne som en kort liste. Brug den til at orientere dig, og gå derefter til eksemplet nedenfor.
- Anslag. Fortællingens første greb om læseren. Ofte en scene, en sætning, et billede, der gør det værd at læse videre. Anslaget kan antyde en konflikt eller skabe interesse gennem stemning og stil.
- Præsentation. Personer, sted og tid kommer på plads. Læseren får baggrunden for at forstå hvad der er på spil.
- Uddybning. Konflikten bliver tydelig. Vi forstår nu hvad der står på spil for hovedpersonen.
- Point of no return. Vendepunktet. Hovedpersonen træffer et valg eller udsættes for noget, der gør at fortællingen ikke kan vende om.
- Konfliktoptrapning. Spændingen stiger. Hindringerne bliver større, indsatsen højere.
- Klimaks. Højdepunktet. Konflikten finder sin afgørende form. Det er her noget skifter, ikke nødvendigvis godt eller dårligt.
- Udtoning. Konsekvenserne. Læseren sidder tilbage med det, klimakset efterlader.
Den vigtige forskel
At kortlægge faserne er ikke at analysere
En fasebetegnelse fortæller, hvor vi er i forløbet. En analyse forklarer, hvordan et konkret greb former vores forståelse af fortællingen.
Når en elev skriver “Anslaget er den første scene, hvor vi møder hovedpersonen ved bushuset”, så har eleven kortlagt en fase. Det er ikke en analyse. En analyse spørger hvad fasen gør i teksten, og hvorfor forfatteren har valgt netop den måde at gøre det på.
Du kan forbedre forklaringen ved at vise forbindelsen mellem tekststed, greb og betydning. Et enkelt analyseafsnit kan ikke omsættes til en bestemt karakter. I Dansk A-læreplanen for stx, afsnit 4.3, gives karakteren ud fra en helhedsbedømmelse. Den konkrete opgave og den samlede præstation er afgørende.
Tre spørgsmål
Spørgsmålene der løfter en kortlægning til en analyse
For hver fase, hvor du faktisk skal sige noget, brug et af de her spørgsmål til at åbne det op. Du behøver ikke alle tre. Et af dem stillet ordentligt er rigeligt.
- Hvad gør fasen? Hvad opnår teksten ved at have den her fase formet sådan? Hvad ville være anderledes, hvis forfatteren havde valgt en anden tilgang?
- Hvorfor netop her? Hvad ved vi om hovedpersonen eller konflikten, der gør at fasen lægger sig på det her sted i fortællingen?
- Hvilke virkemidler trækker den på? Sprog, billeder, tempo, synsvinkel. Hvordan signalerer fasen sig selv, og hvad er virkningen af det?
Eksempel
Samme anslag: fra kortlægning til analyse
Læs først vores egen korte øvetekst om Maria og bedstemoren. Den står frit i novellevejledningen. Nedenfor undersøger vi åbningen ved køkkenbordet og prøver forklaringen på tekstens sidste afsnit. Ingen af de to tekstversioner har en fast karakter.
Kortlægning: hvad sker der?
Maria sidder ved køkkenbordet hos sin bedstemor. Der er en rød dug, te og en sukkerskål. Bedstemoren tilbyder hende sukker. Åbningen præsenterer personerne og stedet.
Analyse: hvordan får åbningen betydning?
Åbningen dvæler ved sollyset og teen, der dufter af kanel. Sansedetaljerne kan få besøget til at virke varmt og trygt. I sidste afsnit er fliserne derimod kolde, og Maria bliver stående med hånden på dørhåndtaget. Kontrasten kan gøre hendes tøven mere mærkbar: den trygge åbning bliver et udgangspunkt for et skift. Det viser ikke sikkert, hvad hun føler. Hendes blik på uret kan også pege på, at hun skal nå noget. Derfor undersøges en mulig virkning med flere tekststeder frem for at fastslå hendes tanker.
Den første version giver overblik. Den anden forklarer en kontrast og efterprøver den i slutningen. Prøv nu på en anden tekst: vælg en detalje i åbningen, find et senere sted, der støtter eller udfordrer din idé, og skriv to sætninger om forbindelsen. Der er ikke grundlag for at presse hele den korte Maria-tekst ind i alle syv faser.
Vigtigst
Hvornår berettermodellen er forkert valg
Berettermodellen passer bedst, når et forløb med optrapning, et afgørende højdepunkt og en afslutning hjælper dig med at forklare fortællingen. Det Danske Filminstituts Filmcentralen understreger, at gode film også kan være bygget anderledes op. Vælg efter den konkrete fortælling, ikke alene efter genrebetegnelsen.
- Modernistiske og fragmenterede tekster. Undersøg først, hvad brud, gentagelser og spring gør. Manglende kronologi udelukker ikke automatisk et spændingsforløb. Aktantmodellen kan være relevant, hvis personernes mål og modstand er dit spørgsmål; den er ikke en automatisk erstatning.
- Tekster uden konflikt. Hvis du ikke kan vise en udvikling i konflikten med tekststeder, så undersøg fx stemning, sprog eller synsvinkel. En indre konflikt kan godt være væsentlig, selv om der sker lidt udadtil.
- Lyrik. Begynd med digtets form, sprog og stemme. Et fortællende digt kan have et handlingsforløb, men en syvfaset kurve skal stadig begrundes. Brug digtanalysen til at vælge relevante greb.
- Sagprosa. Vælg greb efter tekstens formål. En kroniks argumentation kræver andre spørgsmål end en fortællende reportages forløb. Fortællegreb kan godt indgå i sagprosa.
At nævne en metodes begrænsninger viser at du har valgt den, ikke at den har valgt dig. Det er et af de tydeligste tegn på at en elev arbejder selvstændigt med stoffet.
På film og kortfilm
Undersøg spændingsforløbet i en kortfilm
Begynd med at se filmen og notere de steder, hvor konflikten ændrer sig. Prøv derefter, om berettermodellen forklarer forløbet. En kortfilm behøver ikke have alle syv faser. Hvis et brud eller en åben slutning er vigtigere, så forklar det frem for at opfinde en manglende fase.
Det, der ændrer sig, er ikke faserne. Det er virkemidlerne. Hvor en novelle bygger sine faser af sprog, bygger en kortfilm dem af billede, klip, lyd og kamera. Spørgsmålet er stadig det samme, hvad gør fasen, men svaret peger nu på det filmiske.
- Anslag. Billedudsnittet og det første klip. Hvad viser kameraet, før du overhovedet ved, hvem hovedpersonen er?
- Point of no return. Find den begivenhed eller beslutning, der ændrer hovedpersonens muligheder. Undersøg, hvordan billede, lyd, klip eller replikker gør skiftet tydeligt.
- Konfliktoptrapning. Tempoet i klipningen og lyden. Undersøg, om ændringer i klip og lyd øger presset i netop denne scene. Sammenlign med et tidligere sted; hurtige klip har ikke altid samme virkning.
- Klimaks. Hvad kameraet vælger at blive på, og hvad det klipper væk fra.
Samme anslag, kortlagt og analyseret:
Her er en opdigtet filmscene til øvelse: Et håndholdt kamera er helt tæt på en piges hænder, der river en seddel i småstykker. Et sted uden for billedet smækker en dør, før vi ser hendes ansigt. En kortlægning skriver: anslaget viser en pige, der river en seddel i stykker. En analyse skriver: anslaget holder kameraet så tæt på hænderne, at vi ikke får lov at se ansigtet, og lyden af døren kommer, før vi ved, hvad der foregår uden for billedet. Billedudsnittet holder en del af situationen skjult, mens dørsmækket giver lyd til noget uden for billedet. Det kan skabe uro eller nysgerrighed. Fortsættelsen må vise, om den læsning holder.
Brug scenen til at undersøge, hvordan filmens virkemidler former fortællingen. Forklar både dit valg af greb og det konkrete belæg. Den relevante anvendelse af faglig viden og metode indgår i den samlede bedømmelse; en enkelt fase eller et bestemt filmgreb giver ikke et fast antal point.
De tre typiske fejl
Hvad censor ser igen og igen
- Tvunget syvfaset opdeling. Eleven har fundet alle syv faser, også der hvor teksten ikke har dem. Det afgørende er, om faseinddelingen har tekstbelæg. En kort udtoning kan godt være reel; en brat slutning er ikke i sig selv bevis for, at modellen passer eller ikke passer. Forklar, hvad slutningen faktisk gør.
- Point of no return og klimaks forveksles. De er ikke det samme. Point of no return er valget eller hændelsen, der gør at fortællingen ikke kan vende om. Klimaks er det højeste punkt af spændingen. Ofte ligger de tæt, men de er ikke ét. En analyse, der ikke kan skelne, mister præcision.
- Konklusionen mangler. Når analysen er færdig, skriver eleven en opsummering af de syv faser. Det er ikke en konklusion. En konklusion skal sige hvad teksten gør som helhed, ud fra det modellen har vist. Det forbinder den enkelte iagttagelse med din samlede fortolkning.
Tre minutter
Sådan tjekker du om din analyse holder
Når du tror du er færdig, læs din analyse igennem og spørg dig selv tre spørgsmål. Et nej viser et konkret sted, du kan arbejde videre.
- Har jeg for hver fase, jeg nævner, sagt hvad den gør, ikke kun hvor den er?
- Har jeg begrundet, hvad berettermodellen hjælper mig med at undersøge i netop denne tekst?
- Slutter min analyse med en pointe om teksten som helhed, ikke en gentagelse af faserne?
Læs videre
Berettermodellen er en handlingsmodel. Det er kun en del af det, en god novelleanalyse skal kunne. Brug dine fund til at forklare fortællingen, og forbind dem med fx sprog og synsvinkel. Det handler om virkemidler, fortællerforhold, sprog. Det dækker en novelleanalyse-metode.
Om forfatteren
Emil Brandt Rex er cand.mag., gymnasielektor med pædagogikum og beskikket skriftlig censor i Dansk A. Han retter selv den slags opgaver, guiderne her handler om, og vejleder elever i dansk, SRP og eksamen hos Studiekompasset. Læs mere om Emil eller se hans artikler på emilbrandtrex.dk.
