Berettermodellen, og hvornår man ikke skal bruge den
Litterær analyse · fra censorstolen
Berettermodellen, og hvornår man ikke skal bruge den
Modellen står i alle danskbøgerne, og de fleste elever lærer at sætte den ned over en novelle uden at spørge om den passer. Det er der den meste karakter tabes. Her er hvad de syv faser kan, hvad de ikke kan, og når en analyse med berettermodellen reelt løfter en opgave.
Berettermodellen er en analysemodel der viser hvordan spændingen bygges op i en fortælling. Den blev udviklet i 1980’erne af den danske filminstruktør Ola Olsson som et arbejdsredskab til at strukturere klassiske Hollywood-fortællinger. Den fulgte med fra filmverdenen ind i danskfaget, og i dag står den i næsten enhver dansk-grundbog som standard-værktøj til at analysere noveller og romaner.
Det er den, der til eksamen typisk bliver brugt forkert. Eleven kender de syv faser, finder dem hver især i teksten, og afleverer en kortlægning der ligner en analyse, men som ikke er det. Censor sætter karakter ud fra hvad teksten faktisk gør, ikke ud fra om modellens kasser er fyldt ud.
De syv faser
Hvad de syv faser hver for sig dækker
Den korte oversigt, så du har faserne med. Det vigtige kommer efter denne tabel.
- Anslag. Fortællingens første greb om læseren. Ofte en scene, en sætning, et billede, der gør det værd at læse videre. Anslaget skal antyde konflikten, ikke afsløre den.
- Præsentation. Personer, sted og tid kommer på plads. Læseren får baggrunden for at forstå hvad der er på spil.
- Uddybning. Konflikten bliver tydelig. Vi forstår nu hvad der står på spil for hovedpersonen.
- Point of no return. Vendepunktet. Hovedpersonen træffer et valg eller udsættes for noget, der gør at fortællingen ikke kan vende om.
- Konfliktoptrapning. Spændingen stiger. Hindringerne bliver større, indsatsen højere.
- Klimaks. Højdepunktet. Konflikten finder sin afgørende form. Det er her noget skifter, ikke nødvendigvis godt eller dårligt.
- Udtoning. Konsekvenserne. Læseren sidder tilbage med det, klimakset efterlader.
Den vigtige forskel
At kortlægge faserne er ikke at analysere
Det her er den vigtigste pointe i hele teksten. Hvis du forstår det, behøver du ikke læse mere.
Når en elev skriver “Anslaget er den første scene, hvor vi møder hovedpersonen ved bushuset”, så har eleven kortlagt en fase. Det er ikke en analyse. En analyse spørger hvad fasen gør i teksten, og hvorfor forfatteren har valgt netop den måde at gøre det på.
Forskellen i karakter mellem at gøre det ene og det andet er mindst to trin. En kortlægning, der dækker alle syv faser, kan lande på 7. En analyse, der bruger to-tre af faserne til at vise hvordan teksten skaber sin spænding, kan lande på 10 eller 12. Modellen er et redskab, ikke en konklusion.
Tre spørgsmål
Spørgsmålene der løfter en kortlægning til en analyse
For hver fase, hvor du faktisk skal sige noget, brug et af de her spørgsmål til at åbne det op. Du behøver ikke alle tre. Et af dem stillet ordentligt er rigeligt.
- Hvad gør fasen? Hvad opnår teksten ved at have den her fase formet sådan? Hvad ville være anderledes, hvis forfatteren havde valgt en anden tilgang?
- Hvorfor netop her? Hvad ved vi om hovedpersonen eller konflikten, der gør at fasen lægger sig på det her sted i fortællingen?
- Hvilke virkemidler trækker den på? Sprog, billeder, tempo, synsvinkel. Hvordan signalerer fasen sig selv, og hvad er virkningen af det?
Eksempel
Samme anslag, to forskellige analyser
Forestil dig en novelle, der åbner med at hovedpersonen står ved et åbent vindue om vinteren. Det er anslaget. Her er to måder at skrive om det på, og to karakterer.
Kortlægning, omkring 4-7 i karakter:
Anslaget viser, at hovedpersonen står ved et vindue om vinteren. Det er åbent, og det er koldt. På den måde introduceres læseren til personen.
Analyse, omkring 10-12 i karakter:
Anslaget bygger på en spændt modsætning. Hovedpersonen står indenfor, men vinduet er åbent, og kulden trænger ind. Det skaber en uoverensstemmelse mellem rummet hun befinder sig i og det rum, hun lader påvirke sig. Den modsætning kommer til at gå igen senere, når novellen viser hendes forhold til ægtemanden: tilbageholdt på overfladen, men gennemvædet af noget, hun selv har lukket ind. Anslaget er altså ikke kun en åbning, men en miniature af novellens centrale konflikt.
Bemærk forskellen. Den første version genfortæller. Den anden version bruger anslaget som greb, peger på en virkning, og forbinder den med hvad teksten ellers gør. Det er ikke flere ord, der gør forskellen. Det er hvad ordene laver.
Vigtigst
Hvornår berettermodellen er forkert valg
Det her står sjældent i grundbøgerne, men en del af det at vise faglig modenhed til eksamen er at kende et redskabs begrænsninger. Berettermodellen passer ikke på alle tekster. Den er udviklet til klassiske spændingsbaserede fortællinger med én hovedperson, en konflikt, et vendepunkt.
- Modernistiske og fragmenterede tekster. Når en novelle nægter at fortælle kronologisk, er modellen typisk ikke det rette greb. Brug i stedet aktantmodellen eller en kompositorisk analyse, der kan se brud, gentagelser og spring.
- Tekster uden konflikt. Stemningsmættede tekster, hvor det er det indre liv, der trækker fortællingen. Spændingskurven flader ud, og modellen begynder at se uden mening.
- Lyrik. Modellen er en handlingsmodel. Digte handler sjældent. Skift til en lyrisk analysetilgang.
- Sagprosa. Tekstanalysen af artikler, kronikker og essays bruger argumentationsanalyse og retoriske redskaber, ikke fortælleelementer.
At nævne en metodes begrænsninger viser at du har valgt den, ikke at den har valgt dig. Det er et af de tydeligste tegn på at en elev arbejder selvstændigt med stoffet.
De tre typiske fejl
Hvad censor ser igen og igen
- Tvunget syvfaset opdeling. Eleven har fundet alle syv faser, også der hvor teksten ikke har dem. En udtoning der er to sætninger lang, fordi novellen slutter brat. Det er at tvinge teksten ind i modellen, ikke at bruge modellen til at forstå teksten.
- Point of no return og klimaks forveksles. De er ikke det samme. Point of no return er valget eller hændelsen, der gør at fortællingen ikke kan vende om. Klimaks er det højeste punkt af spændingen. Ofte ligger de tæt, men de er ikke ét. En analyse, der ikke kan skelne, mister præcision.
- Konklusionen mangler. Når analysen er færdig, skriver eleven en opsummering af de syv faser. Det er ikke en konklusion. En konklusion skal sige hvad teksten gør som helhed, ud fra det modellen har vist. Det er der opgaven løftes fra 7 til 10.
Tre minutter
Sådan tjekker du om din analyse holder
Når du tror du er færdig, læs din analyse igennem og spørg dig selv tre spørgsmål. Hvis svaret er nej til to af dem, så er der noget at gå tilbage til.
- Har jeg for hver fase, jeg nævner, sagt hvad den gør, ikke kun hvor den er?
- Har jeg forklaret hvorfor jeg bruger berettermodellen netop på den her tekst, og hvad den giver mig som ingen anden model kunne?
- Slutter min analyse med en pointe om teksten som helhed, ikke en gentagelse af faserne?
Læs videre
Berettermodellen er en handlingsmodel. Det er kun en del af det, en god novelleanalyse skal kunne. Du kan ikke nå topkarakter alene ved at vise hvor faserne ligger, du skal også vise hvordan teksten taler. Det handler om virkemidler, fortællerforhold, sprog. Det dækker en novelleanalyse-metode.
