Et eksempel fra HHX 3. år

Analyse af Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 2013

Brug materialet til at undersøge opbygning, metode og faglige valg.

Dansk A 4 sider

Lær af eksemplet på 15 minutter

Læs med de tre spørgsmål herunder, og skriv et kort svar på hvert, gerne med et sidetal. Så har du noget konkret at tage med over i din egen opgave.

  1. 4 min

    Find situationen: hvem taler, til hvem, hvornår og hvorfor? Står det tidligt i analysen?

  2. 4 min

    Find et retorisk virkemiddel med citat. Forklarer analysen, hvad det skal gøre ved tilhørerne?

  3. 4 min

    Læs vurderingen. Siger analysen, om talen når sit formål, og bygger den det på talen selv?

  4. 3 min

    Din egen opgave: Hvad vil taleren i din egen tale have tilhørerne til at gøre bagefter, og hvilken sætning viser det?

Skal du selv analysere en tale? Metoden står her: Retorisk analyse i syv trin

Om opgaven

Ophavet er ikke dokumenteret for denne post. Katalogoplysninger: HHX 3. år, Dansk A, 4 sider. Brug materialet til at se, hvordan teksten er bygget op, og hvilke faglige valg der er truffet.

Læs, hvilke metoder dansk giver dig, og hvad du kan skrive en stor opgave om: Dansk i gymnasiet.

Hele opgavens tekst

Se originaldokumentet

Læs teksten direkte her på siden. Figurer og den præcise opsætning af tabeller og formler finder du i originaldokumentet.

Gå til en side

Side 1

Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015

1

Helle Thorning-Schmidts grundlovstale 2013

Vi er stolte af at være danskere, og vi er stolte af vores danske fællesskab. Det er et fællesskab, som bygger på en demokratisk tankegang. Og med den tankegang er samarbejde og kommunikation to begreber, som er enormt vigtige. Vi har sjældent flertalsregeringer herhjemme, så vi er vant til, at politiske aftaler bliver lavet mellem tre, fire, fem eller endda endnu flere partier. Men i 2013 var S-SF-R-regeringen med Helle Thorning Schmidt i strid modvind. De blev beskyldt for at føre blå politik. Grundlovsdag 2013 holdt hun en tale, hvor hun udover at fejre grundloven også brugte lejligheden til at pointere det gode ved bredt politisk samarbejde, hvor kompromiser er nødt til at blive indgået. I denne opgave vil jeg analysere talen med henblik på sprog, argumentation og målgruppe.

Thorning-Schmidt fokuserer i sin tale på vigtigheden af godt samarbejde og god kommunikation.

Danskernes kommunikation og samarbejde skal sammen med grundloven sørge for, at ”vores stærke fællesskab består, selvom tiderne er krævende”. Meget har ændret sig siden grundloven trådte i kraft.

Blandt andet er sociale medier blevet en del af vores hverdag, og ifølge Thorning-Schmidt er det enormt vigtigt, at vi holder en ordentlig tone og respekterer hinanden i vores kommunikation. Også i Folketinget er der sket meget. Hun påpeger, at hendes regering har ført en bred politik og samarbejdet med alle partierne i Folketinget. ”Blokpolitikken er død”, erklærer hun. Det brede samarbejde er vigtigt for hende, og i slutningen af talen siger hun, at regeringen aldrig er blevet beskyldt for ”at lefle for vælgerne”.

Det er karakteristisk for talen, at der forsøges at skabe en identifikation mellem afsenderen og modtagerne.

Det sker blandt andet gennem en udpræget brug af ordet ”vi”. I talen lægger Thorning-Schmidt ud med: ”Vi er samlet her i dag”. Det er en stærk etos-appel, hvor hun forsøger at overbevise modtageren om, at de er i samme båd. Så kan modtageren lettere identificere sig med afsenderen, fordi der opbygges tillid. Tilliden skabes ikke kun gennem identifikation. Den skabes også ved, at der spilles på afsenderens status såvel som moral. Et eksempel på, at hun bruger sin status til at opbygge tillid, er: ”Derfor er det også en tilfreds statsminister, der står her i dag”. Titlen ’statsminister’ vækker tillid, og den tillid forsøger hun at overføre til modtagerne. Det sker også ved et forsøg på et fremstå som en ærlig person med god moral. Det ses fx, da hun omtaler et valgløfte: ”Jeg gik til valg på, at vi skulle have det brede samarbejde tilbage. Det har vi fået.”

Sprogligt er talen velovervejet og stærk. Det er brugen af ”vi” i talen et eksempel på. Og det har et endnu vigtigere formål end blot af skabe identifikation og troværdighed. ”Vi har gennemført en skattereform. (…)

Vi har moderniseret forsvaret”, siger hun. De politiske aftaler, der er blevet gennemført, gøres til et fælles

Side 2

Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015

2 projekt, som er skabt af det brede fællesskab og det brede politiske samarbejde, som Thorning-Schmidt gør sig til fortaler for i talen. Talesituationen taget i betragtning er det en vigtig hensigt med talen. Den blev holdt på et tidspunkt, hvor regeringen i mange måneder i træk blev beskyldt for at føre blå politik. Med talen forsøger Thorning-Schmidt at overbevise vælgerne om, at der ikke er nogen skam i indgå kompromiser, og på den måde fejer hun beskyldningerne om blå politik væk. Det gør hun ved at holde en tale, der kredser om det gode samarbejde og den gode kommunikation.

En måde, hvorpå der vellykket overbevises om styrken af samarbejde, er inddragelsen af Stauning og Schlüter. Først og fremmest er inddragelsen et eksempel på endnu en etos-appel. Thorning-Schmidt opbygger troværdighed omkring sine budskaber ved at inddrage de to herrer som autoriteter, og der er vel at mærke både tale om en konservativ og en socialdemokrat. Alene valget af autoriteter fra to forskellige partier underbygger hendes synspunkter om det brede samarbejde. Men de citater, der bringes, er også meget velvalgte. Stauning citeres: ”Vi er stærke, naar Smaafolk i By og paa Land staar sammen. (…)

Rigsdagssamlingen har udvist politisk Forstaaelse og bidraget til Resultater, der rager højt over andre Aars Resultater”. Tidligere i talen pointerer Thorning-Schmidt, at ”vi har opnået meget på et år”, og de to udtalelser kommer til at blive sammenlignet og skaber på den måde et godt flow i talen. Også Schlüter-citatet er velvalgt: ”Rent personligt kan jeg egentlig godt lide et folketing med mange partier. Det er dansk, det er frodigt, og det fordeler ansvaret og lægger det på mange skuldre. Det hjælper også med til at lære os, at der ikke findes nogen smarte eller geniale systemløsninger”. Dette er netop et af Thorning-Schmidts synspunkter i talen.

Talen forsøger altså på flere måder at appellere til etos, men den indeholder også stærke patos-appeller, som taler til modtagernes følelser. Eksempelvis bruger hun formuleringer som ”Jeg bliver vred” og ”Jeg er bekymret”. Thorning-Schmidt er vred og bekymret over, hvad en forkert kommunikation på sociale medier kan gøre. Modtagerne bliver påvirket af de stærke, personlige følelser, og de bliver derfor lettere overbevist om, at god kommunikation er vigtigt. Ved at tale til modtagernes følelser kan de blive overbevist om synspunkterne, uden at det er fornuften, der ligger bag. Talen taler ikke til modtagernes fornuft gennem åbenlyse argumenter som fakta og statistik, men der er flere eksempler på, at der henvises til sammenhængen mellem årsag og virkning: ”Min opgave er at gøre, hvad jeg kan, for at holde sammen på Danmark. Det er derfor, vi skal have en bedre folkeskole. Det er derfor, vi har skabt rum til at give mange folkepensionister lidt mere hver måned. (…) Og det er derfor, vi arbejder hårdt for at træffe beslutninger sammen”. I citatet er påstanden og belægget, at vi skal have en bedre folkeskole, bedre ældrehjælp og træffe beslutninger sammen for at holde sammen på Danmark. Hjemlen er, at en mere udbygget velfærdsstat vil skabe et bedre sammenhold i Danmark, og det viser Thorning-Schmidts socialdemokratiske

Side 3

Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015

3 dagsorden. Men målgruppen for grundlovstalen er ikke kun partifæller. Det står klart efter denne passage fra talens afslutning:

”Der er sagt meget om mig og min regering. Men der er endnu ingen, der har beskyldt os for at gå efter de nemme løsninger eller at lefle for vælgerne. Er det en svaghed? Det er ikke mig, der skal givet svaret. Men det er sådan, det er, og sådan det vil blive ved med at være.”

Argumentationen er skjult, og især det retoriske spørgsmål er et stærkt argumentationskneb. Ingen vil sige ja til, at det er en svaghed, at politikere ikke lefler for vælgerne. Modparten har imidlertid et andet syn på sagen. Thorning-Schmidts regering blev beskyldt for talrige løftebrud, men gennem argumentationen i denne tale forsøger Thorning-Schmidt at vende de påståede løftebrud til noget positivt. Hun forsøger at overbevise om det gode ved det brede samarbejde og det gode ved at indgå kompromiser. Talen har en vis gennemslagskraft. Den er en lejlighedstale, og den kan det, som en grundlovstale skal kunne. Den inddrager grundloven og fejrer grundloven. Den del af talen er meget virkningsfuld. Der skabes vellykket en sammenhæng mellem grundloven og Thorning-Schmidts øvrige hensigt med talen. Isoleret set er talen velargumenteret og effektiv. Den formår at overbevise om vigtigheden af at samarbejde, men talens situation og beskyldningerne om, at regeringen førte blå politik taget i betragtning, har den ikke lykkedes.

På den ene side har Thorning-Schmidt ret i, at det brede politiske samarbejde er en god ting, men der er mange nuancer og forklaringer, som hun klogt undlader at tage med i sin tale. Det er naturligt at være nødt til at indgå kompromiser med sine politiske modstandere, men virkeligheden i 2013 var, at hun blev beskyldt for at vende de socialdemokratiske vælgere ryggen og føre blå politik. Selvom det næsten er pinligt at se på, når politikere lefler for deres vælgere, er der jo egentlig ikke noget galt i, at man gennemfører de politiske forslag, som man har haft i en valgkamp. Og mon ikke der havde været både betalingsring og millionærskat, hvis muligheden havde været der for regeringen. Konteksten taget i betragtning mangler talen noget for at kunne overbevise og være effektfuld. Logos-argumenter med fakta og statistik, der kunne sætte de gennemførte men ilde sete reformer i et bedre lys, kunne måske have styrket talen.

Bredt politisk samarbejde med mange partier anses for at være en god ting. Men man kan på den anden side også argumentere for det modsatte. I Danmark er der tradition for mindretalsregeringer, hvilket vi ofte selv anser for det mest demokratiske. Men i mange andre lande er flertalsregeringer ikke ualmindeligt, og faktisk skal vi ikke længere syd på end til Tyskland for at finde et land, hvor der er tradition for flertalsregeringer. At der er flertalsregeringer betyder selvfølgelig ikke, at et bredt politisk samarbejde er udelukket. Men det er alligevel et billede på, at samarbejde med få partier også kan være demokratisk

Side 4

Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015

4 vellykket. Omvendt kan man godt forestille sig, at Thorning-Schmidt har ret i, at der er en vigtig sammenhæng mellem samarbejde og kommunikation. Jo mere vi er tvunget til at arbejde sammen, jo bedre bliver vi til at kommunikere med hinanden.

Vi danskere ved godt, at samarbejde og kommunikation er vigtigt i vores demokrati. Men i sin grundlovstale i 2013 havde Helle Thorning-Schmidt alligevel en god grund til at pointere, hvor vigtigt det brede politiske samarbejde er. I talen opbygger hun troværdighed om sig selv og sine synspunkter ved at fremstille sig selv som en person med god moral og også spille på sin status. Hun henviser effektfuldt og med velvalgte citater til tidligere statsministre. Derudover formår hun også at tale til modtagernes følelser og i en vis grad fornuft. Målgruppen for talen er især dem, som mener, regeringen har lavet for mange løftebrud og ført blå politik. Med flere eksempler på skjult argumentation forsøger hun at overbevise om, at regeringens gennemførte politik har været en succes. Talen er retorisk stærk og velargumenteret, men konteksten taget i betragtning lykkedes det næppe.

Se opgaven i originaldokumentet eller gå til tekstens begyndelse.

Materialet

Fuld skærm

Opgaven åbner, når du ruller ned til den.