Analyse af Kjerlighedens Gjerninger med fokus på Søren Kierkegaards kærlighedssyn

Side 1

1

Indledning:

”Kjerlighedens Gjerninger” (KG) er skrevet i 1847 af den verdenskendte, danske filosof, teolog og STX 3.g ske tidsperiode og ud fra denne viden analysere KG med fokus på SK’s kærlighedssyn. Derefter vil jeg diskutere, hvorvidt det rent faktisk var inden for mulighedernes grænse for SK’s samtid, at reali-sere de idealer SK opstiller for både tankegang, følelsesliv og handlingsmønster, og afslutningsvist vil jeg perspektivere disse tanker til vores nutidige samfund. Det er en problemformulering, der efter min mening er interessant, da den går ind og afdækker centrale problemstillinger indenfor så-vel KG som resten af forfatterskabet. Det gør den i kraft af de – i SK-mæssige sammenhænge – fundamentale spørgsmål opgavens problemformulering indebærer: Kan KG vurderes til at være i overensstemmelse med datidens paradigmer? Hvilken indflydelse har samtidens åndelige klima haft på SK, og kan man se KG som et opgør eller et samspil med samtiden? Er KG et bud på en for filo-sofisk og verdensfjern ideologi, eller er det en konkret vejledning i, hvordan man bedst fører sit liv?

Og hvad siger KG egentlig os i dag 160 år efter dens udgivelse?

Redegørelse:

Romantismen.

For at kunne se KG i forhold til de litterære og kulturelle hovedstrømninger i dens samtid, må man følgelig danne sig et overblik over disse hovedstrømninger. Da KG bliver skrevet i 1847, befinder vi os i romantismen ()

1 inden for dansk litteratur. I romantismen ses der en begyndende deviation fra den øvrige romantik() [2], - som den dog stadig kan defineres som værende en del af. Man fokuserer nu ikke blot på det idealistiske men også på realismen, og netop dette er det nye og revolutionerende. [3] I stedet for som tidligere at fokusere på de metafysiske emner bliver det nu de nærværende og konkrete emner, der bliver sat i højsædet. [4] ”Det interessante” bliver periodens nøgleord, og det der vækker bevågenhed i samtiden. Netop derfor bliver der fokuseret på det psyko-logiske, det individuelle og menneskets skyggeside; fordi det er interessant! Karakteristisk for ro-mantismen er også, at man ser verden som grundlæggende hæslig, og man søger at omsmelte det hæslige til skønhed, samtidig med at man prøver at sammensmelte modsætninger i den menneskeli-ge natur uden dog at ophæve dem. Man kan sige, at den perfekte skønhed er romantismens, uopnåe-lige, mål, hvor splittelsen er grundmotivet. [5]

Set fra en international synsvinkel bliver det fra den engelsksprogede verden, trekløveret John Keats, Percy Shelley og George Byron, der kommer med

1

Litteraturens Veje (udleveret af dansklæreren i kopi), Romantismen, s 145, spalte 2, linje 18+25

2

Udleverede ark af dansklæreren ”Periodelæsning/Romantikken ”

3

http://www.e-poke.dk/epoker_12a.asp

4

SDE, bind 16, s.278 under ”Romantisme” og bind 16, s.276-278 under ”Romantik”

5

Litteraturens Veje (udleveret af dansklæreren i kopi), Romantismen, s 148, spalte 2, linje 20-23

Side 2

2 romantismens tanker, som opposition mod de universelromantiske idéer der herskede tidligt i perio-den, især fra den tysksprogede verden med filosoffer som f.eks. Goethe. Herhjemme er det forfatte-re som H. Steffens, Christian Winther, H. C. Andersen, Emil Aarestrup og Søren Kierkegaard, der leder opgøret mod den øvrige romantiks idyl og harmoni. [6]

SK skal nok først og fremmest, ses som værende i opposition mod den tyske romantik og Hegels systemtænkning. Hegel mente at alle følelser, alle skabninger, alle handlinger, kort sagt alt, kunne sættes i system. [7] Dette har man anset – og anser stadigvæk, – SK’s hele forfatterskab som et oprør

mod.^{8} For hvor Hegel mente, at et menneske kun kunne ses i sammenhæng med sit system, – sine

sociale omgivelser og opdragelse f.eks., - mente SK tværtimod et ethvert menneske har det frie valg til at vælge sit livsmønster og sine handlingsbaner. SK definerer i stedet mennesket som bestående af tre stadier, (det æstetiske, det etiske og det religiøse) men det er en rummelig model, hvor indivi-det ikke tilskæres for at passe ned i en bestemt kasse, tværtimod mener SK, at der er lidt af hvert stadie i os alle sammen, hvilket jeg vil uddybe senere.

Kierkegaard og Kjerlighedens Gjerninger.

Jeg skal ikke her gøre rede for hele SK’s livshistorie, men kun beskæftige mig med de begivenheder der fandt sted omkring nedskrivningen af KG. For dog lige at knytte et par generelle bemærkninger om hans liv så er et gennemgående tema, at SK førte et liv, der var forholdsvist fattigt på ydre hand-ling men til gengæld sprudlende rigt på indre handling. Måske netop derfor har de få betydningsful-de begivenheder, der fandt sted, sat så markant et præg, på de værker han udgav. Dette er også til-fældet med KG. At KG blev skrevet netop i 1847, er betydningsfuld detalje for at forstå SK’s tanker bag, og grundlag for, at skrive bogen. Ydermere bliver dette særlig interessant, eftersom der er tre signifikante begivenheder, der finder sted i perioden, hvor KG skrives.

SK’s barndom er stærkt præget af hans religiøse og depressive far, Michael Kierkegaard, der men-te, at hans familie måtte være forbandet af Gud, fordi han engang i sin ungdom havde optrådt blas-femisk. Siden var begge hans koner og fem ud af syv børn døde, og han betror SK og hans bror Christian, at det er bestemt, at de vil dø, inden de fylder 33, den alder Jesus døde i, og altså for SK’s vedkommende i 1846 året før udgivelsen af KG. [9]

SK tog denne forudsigelse meget nær, og ud fra hans dagbøger kan man se, at han ikke var i tvivl om, at forbandelsen var reel. [10]

1847 er også året, hvor Regine Olsen – SK’s tidligere forlovede – bliver gift. Selvom det var SK der brød forhold vikler han sig aldrig rigtigt fri af hende, og hun forbliver livet igennem med at være en

6

Litteraturens Veje, Romantismen, s 145, spalte 2, linje 19-25

7

SDE, ”Hegel”

8

WL, s.5, l. 12-13

9

LH, s441, sp. 1, l.9-12

10

http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=75&p_fpkat_id=biog l.74-79

Side 3

3 slags muse for ham. Derfor har denne begivenhed, også haft en indvirkning på SK. Regine har altså selv efter sit ægteskab fortsat betydning for forfatterskabet, og en stor del SK’s skrivelser kan for-stås som en direkte henvendelse til hende, bl.a. som et led i den kristne opdragelse han ville give

hende.^{11}

Vigtigst af alt er dog SK’s strid med Corsaren, der indledtes i 1846, ved at SK protesterede mod at blive rost i et ”folkeligt smudsblad” som Corsaren. Dette resulterede i en hel føljeton af satirer mod SK, hvilket påvirkede SK så stærkt, at han trak sig mere og mere ind i sig selv. Først med KG året efter, fortsatte han sit forfatterskab, og man kan i en vis udstrækning se KG, som affødt af det sjæle-lige pres Corsarens smædekampagne var skyld i.

SK’s forfatterskab kan helt overordnet, deles op i tre stadier; det æstetiske, det etiske og det religiø-se. Stadierne skal nu ikke forstås som en udvikling i forfatterskabet, men nærmere som forskellige livsholdninger som ethvert menneske naturligvis må indeholde lidt af hvert af.

Kort opridset er æstetikeren for SK, den ironiske livsnyder, der dyrker skønheden alene for skønhe-dens skyld, [12] i kontrast til etikeren der erkender sine moralske forpligtelser overfor såvel mennesker som Gud. Alligevel er etikeren i SK’sk forstand ikke sand religiøs, idet han ikke er i stand til at løs-rive sig, fra det samfund han lever i, og derfor fortsat vil være et produkt af dette. [13] Derfor er etike-ren ikke i stand til at foretage det altafgørende skridt, om nødvendigt, at vende verdenen ryggen og først og fremmest forholde sig til Guds virkelighed i stedet for de kunstigt indrettede samfundsnor-mer. For at kunne kalde sig et religiøst menneske, kræves det med andre ord, at man lever et kri-stent liv, med al den inderlighed der er menneskelig muligt at mønstre hvert eneste minut i døgnet.

Det er med andre ord alt eller intet. [14]

SK hævder, at han altid har været en religiøs forfatter, og det hænger derfor sammen med, at han, samtidig med at han udgav de etiske og æstetiske værker, også udgav religiøse skrifter. De religiøse skrifter er aldrig skrevet under pseudonym, en teknik SK ellers tit brugte for at skabe ironisk distan-ce og for at viderebringe holdninger, der ikke nødvendigvis var hans egne. De religiøse skrifter er derimod skriverier, han selv står inde for. [15]

Derfor bliver de også af mange forskere anset for at være de vigtigste; det er igennem disse, vi virkelig får lov at lære SK’s holdninger at kende. Det store paradoks for SK’s forfatterskab er hvordan man som menneske, – en kombination af noget timeligt og evigt; noget jordisk og guddommeligt, - kan opfylde, den ekstreme opgave det er både at tro og handle ud fra det evige samtidig med, at man må forholde sig til det timelige. [16] Alligevel er

11

http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=75&p_fpkat_id=biog l.95-99

12

SKB, s.90, l.7-16

13

SKB, s.112, l.16-s.113, l.2

14

SKB, s.142, l.24-27

15

SKB s.122, l.1-12

16

KI s.52, l.26 – s 53, l.5

Side 4

4 denne næsten ubærlige forening af det verdslige og det religiøse den eneste menneskeværdige leve-

form. En leveform som kun det religiøse menneske kan føre ud i livet.^{17}

Analyse:

Resumé:

                           18
KG er en samling af fjorten taler,

der falder i to dele, eller ”følger”, hvoraf den første i hovedtræk tager udgangspunkt i det dobbelte kærlighedsbud i Mth. XXII, 39 og den anden i det såkaldte ”kær-lighedens evangelium” i 1.Kor.13.. Man skal dog ikke lade sig narre. SK benytter hjemmevant og sædvanen tro Det Nye Testamente som sit private lille opslagsværk, og bruger derfor i stor ud-strækning også mange andre skriftsteder til at tage afsæt i, underbygge, støtte eller direkte bevise sine påstande. Når man læser KG, er det derfor vigtigt at holde sig SK’s religiøse opdragelse in mente: Han anså, de skriftsteder han benyttede som facts fuldt ud på linje med videnskabelige un-dersøgelser, eller rettere sagt; var de dem langt overlegne.

Fokus i KG er naturligvis kærlighedsgerninger, der ses som frugten af en næstekærlig livsindstil-ling, funderet på den kærlighed, der er givet af Gud. KG udskiller sig fra SK’s øvrige taler, ved at de er skrevet til opbyggelse, hvorimod KG tværtimod er skrevet til diskussion og refleksion. [19] KG er skrevet i overensstemmelse med idéer fra romantismens tankegang, da værket fokuserer på be-greber som f.eks. individualitet. Bogen er bygget dualistisk op mellem to modsætninger; på den ene side det rent menneskelige (her hører æstetikeren og etikeren hjemme) og på den anden side det religiøse.

Sprogligt set er KG på forunderligste vis, skrevet som noget der i dag vist bedst kan beskrives som en unik blanding af prædiken, essay og matematisk bevis, idet SK for at forklare kærlighedens natur tager afsæt i et skriftsted for derefter at indlede en perlerække af tanker, som han grundigt beviser med logisk opbyggede argumenter og citater fra især Paulus.

Kærlighedens Væsen.

KG er som sagt, ikke en bog der handler om kærlighed men om kærlighedsgerninger, idet kærlig-

                    20
heden lever i det skjulte.

                                           21
Ligesom man jo bestemmer et træ ud fra dets frugter,

kan man også se kærlighedens sande natur ud fra kærlighedsgerningerne. Derfor er kærlighedens væsen at udføre kærlighedsgerninger, idet kun den ægte kærlighed er i stand til at udføre komplet uselviske kærlig-hedsgerninger. Hvis kærligheden er falsk eller uægte, vil der altid være en smule selviskhed eller

17

KI s.53, l. 6-7

18

KG s.7, l.2-3

19

KG s.369, spalte 1, l.1-6

20

KG s.14, l.13-16

21

KG s.13, l.13-14

Side 5

5 selvoptagethed afspejlet i gerningerne overfor modtageren af kærligheden. ”Det beroer paa, hvor-

ledes Gjerningen gøres. […] fordi En giver Almisse […] er hans Kjerlighed ikke endnu bevist”^{22}

Den kærlighed man skal skelne imellem, er den ægte kristne næstekærlighed og den falske, rent menneskelige selvkærlighed, hvilket jeg senere vil komme ind på. SK beskæftiger sig i KG med to, meget tidstypisk, psykologiske mekanismer i forbindelse med kærlighed. Han taler om frygten for

                                    23
ikke at blive elsket og trangen til at blive det.

Det er iflg. SK disse to mekanismer der er bestem-mende for menneskets måde at elske på, og som både ligger til grund for næstekærligheden såvel som selvkærligheden.

SK introducerer i KG også en filosofisk teori, der med lidt god vilje kan kaldes, ”du er, hvad du gør.” Han sætter nemlig lighedstegn mellem det at forstå, tro, gøre og være. For hvis man forstår næstekærlighedsbudskabet fuldt ud, så er det, fordi man tror på Gud, - for ellers forstår man jo ikke budskabet rigtigt, - og så udfører man også de næstekærlige handlinger, og dermed er man også næstekærlig. Det er en tankerække, der er vigtig at holde sig for øje før man begiver sig i kast med SK og KG, for det er bl.a. denne teori han anvender når han vil bevise rigtigheden i forskellige grundsætninger. F.eks. at man er en ”næste”, når man ser andre som værende næster.

Timelig kærlighed.

Den timelige kærlighed er et udtryk, SK ivrigt debatterer og kritiserer i KG under betegnelser som; menneskelig kærlighed, selvkærlighed, forkærlighed og genkærlighed. Det virker måske umiddel-bart som en noget sortseende og negativ indgang til at beskrive og analysere noget ellers positivt som kærlighedsgerninger. Den negative tilgang skyldes, at SK ofte benytter via negotionis til at

                   24
beskrive noget positivt, og således også i KG, hvor han bruger den selvcentrerede selvkærlighed

til at belyse den uegennyttige næstekærlighed. Selvkærligheden er nu ikke udelukkende negativ, den findes nemlig i to skikkelser; den selviske og den uselviske. Den selviske er, hvad de fleste nok umiddelbart vi forstå ved ordet selvkærlig; at man ikke kan elske andre end sig selv. Faktisk går den selviske kærlighed så langt som til selv i sit kærlighedsforhold kun at elske de sider i den anden, som han kan se i sig selv, eller gerne selv ville have. ”Den Elskede og Vennen kaldes derfor, […]

det andet Selv. […] Skulde saa ikke også Selvkjerligheden stikke i at elske det andet Jeg, det andet

Selv?”^{25} Derfor er det at være selvkærlig, og det at have forkærlighed for nogen to sider af samme

sag, idet man jo i forkærlighed elsker for ens egen skyld. Dog har selvkærligheden også en positiv

side; for at kunne elske andre, må du nemlig kunne elske dig selv.^{26} Kan du ikke det, har du heller

22

KG s.19, l.3-7

23

KG s.150, l.10-15

24

SE s.283, l.2-3

25

KG s.58, l.12-17

26

KG s.24, l.8-17

Side 6

6 ikke dig selv med i forholdet til andre, og dermed skaber du en afstand i kærlighedsforholdet. Netop afstanden er altødelæggende for den kristelige næstekærlighed, da man kun kan elske næsten på

nært hold.^{27}

Den tredje form for kærlighed; kærlighed alene for genkærlighedens skyld, bestmmer SK som en uværdig kærlighed. Den er ligesom forkærligheden en afart af selvkærlighedens egoisme; at man med narcissistiske tendenser kun er villig til at elske den anden, hvis man selv er sikker på at blive genelsket. Dette tager SK afstand fra. Genkærlighed er en god og sund ting, men når den bliver en betingelse er den livsfarlig for kærligheden i ethvert menneske. For er det måske ikke netop den smukkeste, om end tragiske, form for kærlighed, at blive elsket uden selv at blive genelsket? (Her ser man SK’s afbrudte kærlighedsforhold til Regine spille med.)

Den rent menneskelige, timelige kærlighed, - det være enten sig selv-, for- eller genkærlighed, - er som betegnelsen fastslår, langt fra evig. Derfor er den timelige kærlighed heller ikke konstant i sit udtryk, og er underlagt forandringens farer. Forandringens farer består i, at den timelige kærlighed kun findes, så længe de to elskende forbliver uforandrede, idet de dybest set kun elsker lighederne,

                                                                            28
og ikke forskelighederne, de deler med den elskede. SK nævner tre forandringsfarer i KG: Had og

               29                          30                31
Jalousi (iversyge), der ændrer kærligheden i sig selv , og vanens glemsel, der ændrer kærlighe-

den fra sig selv^{29}. Faren grunder i, at kærligheden fra start af må anses for at være forkert, og denne

fejl anser SK for at være skyldsbetonet, idet alle har et valg.

Det er ikke SK’s formål, at udrydde enhver form for kærlighed baseret på elskværdighed, drifter

                                              32
eller anden menneskelig ufuldkommenhed; ”lidet har den

ville tage Forargelse af en drift. Men-

                           33
nesket har jo ikke givet sig selv.”

Selvom netop det er ham meget imod, er hans egentlige ærinde, at angribe den måde ordet kærlighed er blevet devalueret på i forhold til dets egentlige, ægte betyd-ning: Næstekærlighed.

Næstekærlighed – Kærlighed af pligt.

I første følge tager SK som tidligere nævnt udgangspunkt i det dobbelte kærlighedsbud ”du skal elske din næste som dig selv”. Ifølge SK er dette den eneste form for sand kærlighed, da det er den kærlighed, der er givet af Gud. I og med at næstekærligheden er givet ved befaling fra Gud, og går imod den mere naturlige egoisme, er det den vigtigste form for kærlighed; fordi den ikke er givet os

27

KG s. 27 l.21-29

28

KG s.39, l.20-22

29

KG s.40, l. 7-9

30

KG s.39, l.18-20

31

KG s.41, l. 14-19

32

Den = kristendommen

33

KG s.57, l.12-14

Side 7

7 fra fødslen, tværtimod er et valg. Dermed bliver udtryk for både et etisk og filosofisk valg, samtidig med at den, i kraft af valget, også bliver langt mere lidenskabelig og ægte.

At næstekærligheden er givet ved pligt, er noget helt vitalt i KG, men det er en pligt, man påtager sig, og derfor ligger der en dobbeltbetydning i ordet pligt; det er både tvang og et valg. Derfor bliver pligten ikke noget påtvunget eller upersonligt, den er tværtimod det modsatte: En personlig ordre fra Gud. Gud er virkelig til stede, og taler til den enkelte igennem kærlighedsbudet. Dette er vigtigt at slå fast for SK, og et klart udtryk for hans individualistiske livssyn, for det er det individuelle i næstekærligheden, der gør den nærværende og essentiel. Næstekærligheden er både individuel for det individ der hører budet om næstekærlighed, og derved iflg. SK hører Gud, og for næsten, der er genstand for næstekærligheden. Det ser vi tydeligt i den måde SK kontinuerligt gennem KG refere-rer til kærlighedsbudet som en forpligtigelse for ”hin enkelte”, som KG ligesom i de fleste andre af

                               34
SK’s religiøse bøger, henvender sig til.

Men hvem er næsten så? Det er spørgsmålet, der nu melder sig. Næsten er en konkret person, men er samtidig ikke noget bestemt menneske, idet næsten er alle mennesker. Imidlertid beskæftiger SK sig ikke med, hvordan man finder næsten, dette ville jo også være meningsløst eftersom næsten er alle, - SK fokuserer derimod på, hvordan man bliver næsten. For det at blive næsten er ethvert men-neskes grundetiske opgave, eftersom man bliver næsten ved at udføre kærlighedens gerninger.

”Christus taler nemlig ikke om det at kjende Næsten, men om det selv at blive Næsten, at bevise sig

at være Næsten, som Samaritaneren beiste det”^{35} Man kan sige, at næsten er et produkt af den kær-

lighedstrang, der er givet alle mennesker fra fødslen, [36] og en af næstekærlighedens bi-gevinster er at den frygt, der opstår som følge af trangen til at blive elsket, forsvinder. For når kærlighed bliver en pligt, borttages også for- og selvkærlighedens ubestandighed, og dermed også frygten for ikke at blive genelsket.

For fuldt ud at beskrive næstekærligheden ser SK på kærlighedens modsætning. Kærlighedens modsætning er ikke, som man måske skulle tro, selvkærlighed, men derimod mistroiskhed. Hvor

                                     37
kærlighed tror alt, så tror mistroiskheden intet.

Dermed tror den kærlige også bedre om de menne-sker han møder, end de måske egentlig har fortjent. Denne tillid er en funktion af, at han på forhånd allerede elsker de mennesker han møder som værende hans næste. Den mistroiske tror derimod straks dårligt om dem han møder, også dårligere end de måske egentligt har fortjent. For selvom den mistroiske har den samme viden som den kærlige, så bruger den mistroiske denne viden til at fordømme verdenen på forhånd, hvorimod den kærlige elsker verdenen på forhånd. Forskellen er, at den kærlige ikke er bange for at blive bedraget, ikke bange for at blive snydt af sine omgivelser,

34

KG s.9, l.6-12

35

KG s.28, l.2-4

36

Se tidligere i denne opgave s. l.

37

KG s.221, l.13-17

Side 8

8 eftersom ”den uendelige Forestilling om Kjerlighed […] betyder det at bedrages ene og alene at

lade være at elske”^{38} Dette er ifl. SK af stor psykologisk betydning. SK arbejder med den teori at

                                                 39
den enkelte virkelig bliver bedre, hvis der tros bedre om ham,

hvorimod han naturligvis i etisk henseende bliver et dårligere menneske, hvis hans omgivelser fra starten dømmer ham negativt.

Denne opfattelse af kærlighedens magt til at forandre, bygger på tanken om den ægte kærligheds opbyggelighed. Påstanden er at der intet er opbyggeligt hvis ikke det er grundet i kærlighed, dermed er kærligheden det mest opbyggelige der er til. SK forklarer, hvordan det må forudsættes, at der allerede er kærlighed tilstede når den ene opbygger et kærlighedsforhold til en anden, da gudskær-

                             40
ligheden jo var der fra begyndelsen,

- ”den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet

Menneskes Hjerte, og just ved denne Forudsætning bygger han Kjerligheden i ham op.”^{41} Man op-

bygger det andet menneske ved at elske ham med næstekærlighedens lighed og dermed fremelske

kærlighed hos den anden og lokke det gode frem.^{42} Også i den kærlighedsgerning at opbygge kær-

lighed, sker ændringen først og fremmest i den der fremelsker kærligheden hos den anden, da den der udfører kærlighedshandlingen, lever op til sin pligt som næste. Man overvinder sig selv, idet en sådan handling udelukkende er til gavn for den anden, som bliver dermed næsten. [43]

En vigtig erkendelse for at kunne elske rigtigt er, at der er to slags såkaldt forskelighed; en ydre og en indre. Den indre forskellighed er den enkelte persons individualitet, og denne er ikke til hinder for at alle mennesker grundlæggende kan være lige. Faktisk kan man se lighedstanken som en be-skyttelse af den enkeltes forskellighed, eller personlighed. ”Den sande Kjerlige elsker ikke sin

                                                                 44
Eiendommelighed, elsker derimod hvert Menneske efter hans Eiendommelighed” Lighedstanken

formål er altså at se væk fra sin egen forskellighed fra næsten, - og dermed se sine ligheder med ham, - men ikke at se bort fra næstens forskelligheder. I hvert fald ikke i den forstand, at man skal se bort fra næstens særegenhed, altså hans personlighed. At alle mennesker har en grundlighed er derfor ikke det samme som at alle mennesker er ens, eller at alle mennesker ikke har nogen form for

                                                                 45
særegenhed. Det er en grundlighed, der er sikret i og med at alle er elsket af Gud.

Næstekærlighed handler ikke kun om at udføre gode kærlighedsgerninger. Det er først og fremmest en livsanskuelse, både udadrettet og indadrettet i den forstand, at det er vigtigt, at du både anerken-der dine medmennesker som værende din næste, men også at det er mindst ligeså vigtigt, at du selv bliver næsten. At kende næsten er nemlig det samme som, at anerkende sin næstekærlige pligt, hvilket igen er det samme som at kende sig selv som kristen gennem Gud, hvilket igen er det sam-

38

KG s.228, l.29-31

39

KG s.212, l.18-19

40

KG s.210, l.9-11

41

KG s.210, l.18-20

42

KG s.210, l.33-39

43

KG s.212, l.38-s.213,l.5

44

KG s. 259, l.5-7

45

KG s.71, l.19-24

Side 9

9 me som at kende sig selv – på godt og ondt. Sådan er tankerækken. Idéen om næstekærligheden er altså en filosofi, der nødvendiggør selvfordybelse og selvransagelse, da det kun er igennem en revi-deret selv- og menneskeopfattelse, at man kan opdage næsten. [46]

Dette er ikke noget, man skal have overstået én gang for alle, det er en kontinuerlig pligt hele livet igennem, da næstekærligheden jo er evig. Kontinuerligt skal den enkelte via selvrefleksion gøre op med sig selv, om han lever op til sin næstekærlige pligt ved at elske Gud højere end alt andet, og derigennem elske sin næste som sig selv. Det kan være svært at skulle være dommer over sit eget liv, og både ret- og sandfærdigt at finde ud af om man nu virkelig elsker som man i følge den kristne pligt bør. Alt for let vil man i stedet komme til, bare at sammenligne de kærlighedsforhold man er i, eller den kærlighed man ud-øver, med andres, og det er ikke det der menes med at tage sit liv op til revision. Det er i stedet at sammenligne noget usammenligneligt. SK advarer netop mod sammenligningen, fordi man ikke kan sammenligne mennesker. Fordi man umiddelbart kun ser overfladen og alle forskellene, men ikke de psykologiske bevæggrunde den enkelte person har. Sammenligning ødelægger netop det, det forsøger at blotlægge. Sådan er det med begejstring ”Ak, Sammenligningsvist at være den mest

                                    47
Begeistede er netop; ikke at være begeistet.”

og sådan er det også med næstekærlighed: du kan ikke i sandhed elske din næste, hvis du samtidig sammenligner, og altså ser på særegenheden eller forskellene frem for lighederne; dette er netop den timelige kærligheds og netop ikke næstekærlig-hedens udtryk. Derfor er det forkert, at afprøve kærligheden; både fordi det fjerner fokus fra den almene lighed mellem mennesker, og derved også fra næsten, men også fordi det etisk set simpelt-hen er forkasteligt, at gøre prøve på én man hævder at elske.

Hvis man virkelig vil teste sin kærlighed skal man, iflg. SK, erkende, at det især i et elskovs- eller venskabsforhold kan være svært at skelne timelig kærlighed fra kristen kærlighed. Derfor er man nødt til at analysere sin egen kærlighed i stedet for at afprøve forholdets. Det gør man bedst ved at erindre en afdød i kærlighed, [48] da man for det første kan være sikker på ikke at falde i timelighe-dens grøft og kun elske for at blive genelsket, - i den henseende er den afdøde jo fuldstændig inka-pabel, - og for det andet fordi forholdet til den afdøde må betegnes som et selvforhold. Fordi den

                       49
døde i princippet er ”ingen”.

Denne gæld-uden-gengæld er vigtig for SK. Når man elsker en af-død, må man nødvendigvis blive opmærksom på, at det er den, der elsker, der kommer i gæld, ikke den der bliver elsket. Det enkelte menneske ved oftest godt, dybest inde, at man bliver bragt i en gæld, når man bliver elsket af en anden. Derfor bliver vi også let fristet til at afkræve en form for gengæld i vores kærlighed, og denne genkærlighed er som vi før har været inde på, ikke spor næ-stekærlig, for slet ikke at tale om moralsk eller etisk ansvarlig. En sådan tankemåde ender nemlig alt

46

SE s.293, l.22 – s.296, l.8

47

KG s.179, l.25-26

48

KG, 2.følge, kap.9s.329-342,

49

KG s.331, l.19-22

Side 10

10 for ofte i et ukærligt regnskabsforhold. Derfor ”er de Christnes Pligt: at blive i Kjerlighedens Gjeld

            50
til hverandre.” Derfor er kærligheden til en afdød iflg. SK så opbyggelig fordi den fuldstændig

fornægter sig selv. Nu er det jo SK, vi taler om. Derfor er det også nærliggende, at tænke på, at kær-ligheden til en afdød jo også kan være kærligheden til Jesus Kristus, Guds søn. Bygget på SK’s egen metode; at hvis en idé skal kunne bære i det simple, må den også, skulle kunne bære i det eks-treme. At SK ikke selv nævner det, kan hænge sammen med, at det for ham har været så indlysende, at det slet ikke har været nødvendigt at nævne.

Gudskærligheden – fundamentet for alt.

KG indledes med en bøn, der en gang for alle fastslår, hvad der menes med kærlighed i SK-regi.

Kærligheden er nedlagt af Gud-Fader i ethvert menneske, Gud-søn har bevist den menneskelige kærligheds ufuldstændighed, og Gud-helligånd videregiver den kærlighed Gud har givet os i form

                                             51
af næstekærlige gerninger overfor vores medmennesker.

Dette er den grundforudsætning, KG

hviler på.^{52}

Den mest almindelige misforståelse i forbindelse med SK’s kærlighedssyn er, at SK hermed for-dømmer de naturlige drifter og almindelig menneskelig kærlighed. Dette er langt fra hans formål.

Når SK taler om det sanseliges fordærv, skal det forstås som en kritik af den selviske kærlighed, for ifølge SK kan ethvert forhold gøres etisk ansvarligt, også kærligheden i elskov og venskab, der el-

                           53
lers er forbeholdt forkærligheden.

SK’s påstand er, at man kan legalisere elskovs- eller venskabsforholdet ved at sætte Gud ind som mellembestemmelsen mellem de to. Hvis Gud sættes ind på forkærlighedens sted, skaber man ”krystalationen” menneske-Gud-menneske, så de to elsker hinanden i kraft af deres kærlighed til Gud.

”Den verdslige Viisdom mener, at Kjerlighed er et Forhold mellem Menneske og Menneske;

Christendommen lærer, at Kjerlighed er et Forhold mellem: Menneske-Gud-Menneske, det er,

at Gud er Mellembestemmelsen.”^{54}

Logikken i denne konstruktion er for det første, at da Gud er kærlighed, må Gud logisk set være til

                               55
stede i ethvert ægte kærlighedsforhold.

Man kan sige, at når Gud er mellembestemmelsen, så er der et mellemled mellem de to elskende, der sikrer at de to ikke kommer så tæt på hinanden, at de så og sige ”kvæler” hinanden, fordi den anden i forholdet bliver alt. Et sådan forhold ville derfor ud-vikle sig til egoisme i dens mest rendyrkede form, da det udelukkende søger sit eget. Her er det kun

50

KG, s.197, l.21-22

51

KG s.10, l.5-13

52

Idé til afsnit; SE s.282, l.11- s.283, l.1

53

KG s.57, l.19

54

KG s.107, l.23-26

55

KG s.289 l.20 + 25-31

Side 11

11 forkærligheden, - der jo er en del af selvkærligheden, - der bestemmer forholdets art. Når Gud er

                                                                 56
mellembestemmelsen, er det kun Gud, eller kærlighedsidealet, som kan blive alt. Dog er dette jo

ikke en egentlig risiko, - tværtimod er det at være troende kristen. ”Men Kjerlighed er først be-

stemmet som Samvittigheds-Sag, naar enten Gud eller Næsten er Mellembestemmelsen”^{57} Når Gud

”adskiller” de to i forholdet, skal det ikke forstås som, at deres kærlighed bliver mindre. Det skal lige modsat forstås, som at Gud sikrer at de to elskende, forbliver to individer, og dermed forbliver i stand til at elske den anden rigtigt.

Elsker man i kraft af Gud, elsker man med den sande kristne kærlighed altså næstekærligheden. Der er intet i vejen med den menneskelige kærlighed som sådan, - den opfylder bare ikke kærlighedsbu-det. I hvert fald ikke før man i elskov og venskab bevarer næstekærligheden, ved at gøre Gud til mellembestemmelsen. Så længe man bevarer næstekærligheden, er det helt legalt derudover at knyt-te særligt tætte bånd med enkelte personer. At sætte Gud som mellembestemmelsen i et forhold har også den funktion at gøre kærligheden i forholdet evig. I et almindeligt forhold (menneske-forkærlighed-menneske) kan forkærligheden til den anden ganske enkelt forsvinde, og kærligheden

vil derfor være død.^{58} Dette kan ikke ske i det kristent funderede forhold (menneske-Gud-

menneske) her kan kærligheden aldrig dø, hvis man selv ikke vil det. For selvom det ene menneske i forholdet skulle trække sig, vil der dog stadig være et kærlighedsforhold mellem Gud og menne-

                                                        59
ske tilbage. Kærligheden er derfor udødelig, eller med andre ord evig, da mellembestemmelsen

aldrig kan forsvinde. Det er måske også én af forklaringerne på, hvorfor den timelige kærlighed skildres så negativt, så syndigt: Fordi man på sin vis ved at have forkærligheden i Guds sted stiller sig tilfreds men en ringere erstatning, der kan virke blasfemisk. Det er på sin vis afgudsdyrkelse; at man tilbeder forkærligheden til den elskede i stedet for Gud.

At have Gud som mellembestemmelse er også en måde at sikre, at ligheden forbliver i forholdet mellem to mennesker. For hvis to mennesker elsker hinanden, i kraft af at de elsker Gud over alt andet, da elsker de i kraft af næstekærligheden. Altså elsker alle lige højt; nemlig som sig selv.

Dermed forhindrer den kristne form for kærlighed også, at den ene i forholdet bliver den anden

overlegen, og der dermed opstår i herre/slave lignende forhold.

”ethvert Menneske skal styrke sig ved den for alle Mennesker fællesguddommelige Lighed [..]

Forholdet mellem Menneske og Menneske aldrig være dette, at den Ene tilbeder, den Anden er

en Tilbedet.”^{60}

56

UK s.101, l.13-28

57

KG s.19, l.3-5

58

KG s.14, l.2-3

59

KG s.14, l.3-4

60

KG s. 124, l.22-28

Side 12

12

Dermed er SK endnu engang forud for sin tid; det bestemmende er ikke om man er mand eller kvinde, rig eller fattig, gammel eller ung; alle er lige idet alle indgår i et alment menneskeligt næste-fællesskab. Den eneste forudsætning for at kunne elske rigtigt og for at kunne udøve kærlighedens gerninger er, at den indbyrdes kærlighed mellem Gud og den enkelte går forud for alt.

Delkonklusion

Når man analyserer KG, kan man ikke være i tvivl om, at den er skrevet bl.a. ud fra romantismens idéer. På den måde er den er den et produkt af sin tid. Jeg har i det foregående været inde på de væ-sentligste punkter i denne sammenhæng; hvordan SK fokuserer på individet i sin fortolkning af de nytestamentlige forskellige skriftsteder han skriver sin bog ud fra, og hvordan han betragter verde-nen, det timelige som han kalder den, som i grunden hæslig, men at den enkelte via næstekærlighe-den kan omforme verden til noget smukt, - og dermed sammensmelte to så modsatte ting i den menneskelige natur som timelig og evig kærlighed. Det skønne, - altså næstekærligheden, - er et uopnåeligt ideal, da den er evig, og mennesket begrænset. Derfor må man ifølge SK prøve at leve sit liv i evig bestræbelse på at opnå det fuldkomne; at elske sin næste som sig selv.

Diskussion

Når man ser KG i forhold til dens samtid, er det naturligvis evident, at man først gør sig klart hvem der i samtiden rent faktisk læste SK’s værker. For selvom SK’s religiøse taler – dem han udgav i sit eget navn, – henvender sig både til høj og lav – deraf det for SK enkle sprog, – så var det langt fra alle der havde pengene eller interessen i at læse SK’s bøger. KG kostede 2 rigsdaler og 88 skilling, hvilket svarede til et tjenestepiges månedsløn eller prisen på et par sko. [61]

Dette vilkår betød, at KG over en fireårig periode udkom i 500 eksemplarer, hovedsagelig læst af Københavns borgerskab og i intellektuelle miljøer.

Samtidens muligheder for at efterleve SK’s idéer går altså ofte allerede på grund, ved at de fleste slet ikke kommer i berøring med dem, – andet end gennem omtale. Det er hovedsageligt Køben-havns mere velfunderede der får den mulighed. Enhver kan selvfølgelig efterleve kærlighedsbudet, også uden at have læst KG, om end ikke på særlig SK’sk vis. Hvis man virkelig vil efterleve KG, så er vigtigt at huske på, at SK ikke kræver, at man lægger sit liv om i det ydre. Ja, man behøver i

                                                                  62
princippet slet ikke være særlig barmhjertig eller gavmild, hvis det kommer dertil, det ville også

være urealistisk at forvente, at det ville være muligt at opfylde budet hundrede procent ufejlbarligt.

Det vigtige er, at man via selvransagelse omlægger sit liv i det indre, ved at leve sit liv efter den livsfilosofi SK anser næstekærligheden for at være. Der er altså ikke noget ydre, der kan hindre, at

61

KK s.385, spalte 1, l.8-11

62

KG s.316, l.2-6

Side 13

13 man efterlever SK’s idéer. Det hele står og falder med, hvorvidt man er villig til at tage SK’s idéer til sig.

SK kritiserer sin samtid for at være for overfladisk til at forstå hans budskab. F.eks. skriver han i

1849 i sin dagbog ”denne Frækhed den synes man naturligvis godt om i en Kjøbstad […] at et værk

                                          63
er en Ubetydelighed, en Piece noget meget Vigtigt.”

København interesserer sig ifølge SK ikke for de nye, uafhængige tanker, som han introducerer. Københavnerne gider kun det enkle og lige-gyldige. Samtiden kunne efter SK’s egne ord, ikke leve lidenskabeligt, som det for SK var nødven-

                                                                              64
digt at gøre for at kunne tro og udøve kærlighedsbudet. Dertil var samtiden alt for fornuftsbundet.

SK oplever i sin samtid en fremmedgjorthed for kristen tankegang, og man kan se KG som et forsøg

på at vække samtiden fra dets gudløse liv.^{65} Det er en tid fyldt med æstetikere og etikere, men kun

med få religiøse. Det ironiske ved KG er, at SK skriver sit værk som trøst til de fattige, - netop den gruppe der ikke har råd til at købe hans bøger. I de lavere samfundsklasser er der stadig interesse for det religiøse, men der er hverken midler eller overskud til at læse SK’s religiøse taler. Selvom der er eksempler på mindrebemidlede, der får lov at låne SK’s egne eksemplarer, så er det undtagelsen der bekræfter reglen. SK’s idéer har altså svært ved både at vinde indpas hos borgerskabet der ikke ta-ger ham alvorligt og hos de fattige, der ikke har det åndelige eller økonomiske overskud, til at tileg-ne sig hans idéer. Hvis man ville efterleve SK’s idéer, som de er beskrevne i KG, så måtte man i hvert fald forberede sig på at blive latterliggjort og udstødt på linje med SK selv.

Man kan altså konkludere, at samtiden ikke har udgjort det mest gunstige grundlag for at leve et næstekærligt liv, sådan som SK efterlyser. Det lå ikke i tidens ånd, og at følge de tanker og idéer SK præsenterer i KG, måtte betyde et brud med datidens æstetiske og etiske paradigmer. Selvom mange af SK’s tanker om individualitet og psykologiske mekanismer passer perfekt sammen med roman-tismens tanker, så er SK alligevel snarere sin egen end han er et barn af sin tid. Hans budskab om kristendommens inderlighed og næstekærlighedens betydning er unægtelig så tidsmæssigt malpla-ceret som den kunne være. Dog er det ikke, en komplet umulig opgave SK stiller, eftersom en æn-dret livsindstilling jo principielt altid bør kunne finde sted, uanset hvilken tidsperiode vi taler om.

Dog har det i datidens inmobile stændersamfund været utrolig svært taget den stive klasseopdeling i betragtning. Socialt set var det en tid, der for mange var stærkt præget af fattigdom eller truslen om fattigdom, da det gamle sociale netværk var så godt som ikke eksisterende. Sådanne livsforhold for både underklassen, men i høj grad også for den lavere middelklasse, har naturligvis i høj grad af-stedkommet en måske selvisk, men fuldkommen forståelig egoisme eller individualisme. Man stræbte efter at ændre sine vilkår. Næstekærligheden bliver til gengæld let et meget abstrakt begreb.

Hvis vi skal finde en samfundsklasse, der virkelig kunne efterleve SK’s næstekærligheds-tanker, så

63

SKD s.40, l.7-11

64

TL s.40

65

TL s.11, l.8-13

Side 14

14 må man fjerne sit blik fra underklassen og Københavns borgerskab og intellektuelle og i stedet kig-ge nærmere på godsejerne, og de virksomhedsejere perioden også ser. Visse godsejere f.eks. i Rus-land begyndte nemlig omkring SK’s tid at indføre mere humane forhold for deres livegne, og gods-ejerne i Danmark var præget af samme tanker om at forbedre forholdene for underklassen. Mange steder blev der oprettet skoler med det formål at give alle børn den mest basale undervisning. Hvad ligger tætter på SK’s idéer om næstekærlighedens gerninger end dette?

Perspektivering

For mange nutidige mennesker vil KG nok om muligt lyde endnu mere fremmedartet og virkelig-hedsfjern, end den gjorde for de æstetiske københavnere på SK’s tid. Utallige er de bøger der den dag i dag, handler om et opgør med SK eller kritiske introduktioner til hans forfatterskab. KG bliver som oftest betegnet som en absurd dommedagsprædiken, bygget på en pietistisk fromhed, og et

                                                     66
overdimensioneret ideal det er menneskeligt umuligt at leve op til.

Jamen viser dette ikke, hvor aktuel og provokerende SK stadig er, 160 år efter udgivelsen af KG? Én ting er sikkert; når man stadig så mange år efter diskuterer og kritiserer KG, og når der stadig findes forfattere der har brug

                     67
for at tage afstand fra SK,

på grundlag af hvad han skrev, engang før enevælden var afskaffet i

Danmark, så kunne det være at SK’s anliggende i KG stadig rammer et ømt punkt. Nemlig vores egoistiske materialisme der glemmer at elske næsten, om han så er vores nabo eller en udnyttet fa-briksarbejder i Bangladesh.

Problemet for nutidens danskere er, at SK har en tendens til at sætte lighedstegn mellem det men-neskelige og det ukristelige, syndige. Det falder ikke i god jord, i et samfund der er så materialiseret og sekulariseret som vores. For det er uomtvisteligt langt lettere at begrænse næstekærlighedsud-øvelsen til passiv skattebetaling, at en vis procentdel af skattekronerne går til Danida f.eks. Proble-met i dag set i forhold til de næstekærlige idealer, SK præsenterer i KG, er, at vi måske har sværere ved at forholde os til, hvem næsten egentlig er. For er den lille sultramte østafrikanske dreng Mori, der medvirker i et indslag i TV-avisen, vores næste? SK siger jo, at vi skal elske dem vi ser. Men i en globaliseret verden som vores er det gået hen og blevet et lidt diffust begreb, fordi det i princip-pet netop inkluderer hele verdenens befolkning. Derfor er det langt nemmere at foretage sine jule-indkøb, januarshopping, forårskollektionsindkøb, huskøb osv., i egoistisk selvglæde over om at det er os der lever i et velfærdssamfund, og at lille Mori er meget langt væk.

Hvis vi vil leve i overensstemmelse, med de idealer SK opstiller i KG, bliver vi nødt til at ændre selve vores livsholdning. Det behøver, som før beskrevet, ikke indebære de store forandringer i det

66

KI s.60, l.23-33

67

KI s.61, l.1-10

Side 15

15 ydre. Faktisk kommer SK med det ret provokerende udsagn, at næstekærlighed ikke behøver at in-volvere barmhjertighed, det essentielle er, at man i sit indre virkelig elsker sin næste, så kommer almisser i anden række.

Hvis vi afslutningsvist skal føre tankerne op til i dag, så er SK’s budskab altså det overraskende; fortsæt i det ydre med at leve dit liv som du altid har gjort. Hvis du vil bruge dine penge på dig selv, på tøj, bil og hus, så gør det: Så længe du i dit hjerte elsker næsten. Om din kærlighed så medfører at du så derudover støtter Røde Kors eller betaler Moris skolegang, det er op til din egen samvittig-hed og retfærdighedssans at afgøre.

Konklusion

SK præsenterer i KG sin fortolkning af kærlighedsbudet ”du skal elske din næste som dig selv”, en fortolkning der i overensstemmelse med romantismens idéer fokuserer på individet, og på hvordan individet kan opfylde kærlighedsbudet. Det kan han kun ved at elske alle lige så højt som sig selv; dermed også sagt at han skal elske alle lige højt. Ven som fjende, mor som kollega, ægtemand som skattefoged: ALLE skal elskes præcis lige højt. Det er denne påstand der kan få så mange op af sto-lene, såvel i 1847 som i 2006. For det er en vanvittig uoverkommelig opgave, der ligger så langt fra den almene opfattelse af kærlighed som det næsten er muligt. Fuldt ud at realisere næstekærlighe-den er en umulighed, men hvis vi tog os tid til at prøve at stræbe efter den som ideal, ville verdenen måske være lidt skønnere, og lidt mindre hæslig. Lidt bedre og lidt mere retfærdig. Én ting er sik-kert; SK er i en vis forstand både forud, bagud og i evig pagt med enhver tid, netop fordi hans ideal er det umulige: at forene det timelige med det evige.