Eating Out | Analyse

Side 1

Side 1 af 5

Analyse af ”Eating Out”

Pål Sletaune, som har instrueret den norske kortfilm i 1994, formår at udtrykke sit budskab gennem temaer som uforudsigelighed, kriminalitet og magt gen-nem mærkværdige, men humoristiske kommentarer og handlinger. Dette sker i filmens kun 6 minutters varighed. Sletaune skildrer desuden en række finurlige karakterer i sit originale plot.

Filmen har ikke bare én hovedkarakter, men alle karaktererne spiller derimod en væsentlig rolle i handlingen. Man bliver hurtigt præsenteret for manden, som sidder på det snuskede spisested i en parkacoat. Han fremstår som en me-get sirlig og perfektionistisk person, da han pænt retter på sit bestik og tørrer sig fint om munden på trods af de snuskede omgivelser. Desuden virker han ir-riteret over at pigen, der senere kommer og sætter sig, ikke har ordentlige ma-nerer ved bordet og føler derfor, at han også må hjælpe hende på vej med be-stikket. Han tørrer hende desuden om mundet med ærmet på sin jakke. Han er altså en mand med nogle klare værdier, og tilmed en person, som ikke tager ændringer og uforudsigelige hændelser så tungt. Det kan ses, da han stort set ikke ænser røveriet.

Ligeledes er den lidt ældre kok også ganske rolig omkring røveriet og beder kø-ligt Roy om at vente, da han jo altså ikke kan gøre to ting på en gang. Han er, li-gesom manden med parkacoaten, en person som nemt kan tilpasse sig situatio-nen. Han gør dog ikke ret meget for at tilpasse sig, og han ændrer stort set ikke sin adfærd. Han er den som han er, og gør tingene i sit eget tempo, men han til-passer sig alligevel i den forstand at han ikke bliver utilpas ved uforudsete hændelser ligesom manden med parkacoaten. Udseendemæssigt fremstår han dog ikke som noget særligt. Han er usoigneret og har en gammel undertrøje på, langt uholdt skæg og fedtet hår og er mindst lige så beskidt som restauranten.

Side 2

Side 2 af 5

Den mandlige røver, Roy, er den eneste som langt fra virker rolig under røveri-et. Han er nervøs, har en skinger stemme og da kokken reagerer anderledes end han forventer ved han ikke, hvad han skal gøre. Han kigger hjælpeløst ned på Julie, som han fulgtes med. Julie indikerer at de har en fortid sammen gennem en kommentar om, at de aldrig møder nye mennesker. Derfor kan man formo-de, at de er kærester. Det virker som om, at Roy på overfladen er den domine-rende og gerne vil styre showet, eftersom det er ham, som har pistolen og kræ-ver penge. Alligevel bliver han usikker, når det virkelig gælder, og lader Julie træffe flere af beslutningerne.

Julie virker til gengæld ikke nervøs og tager meget lettere på det uforudsete li-gesom kokken og manden med parkacoaten. Da hun bliver sulten under røve-riet, bestiller hun den anbefalede menu og ser en mulighed i at møde nogle nye mennesker. Hun trodser kærestens anmodning om at vente med maden til se-nere samt at stikke af. Dette indikerer, at hun er spontan, imødekommende og selvstændig.

Generelt bliver karaktererne defineret gennem handlinger frem for replikker, hvilket er typisk for kortfilm. Man bliver præsenteret for alle karaktererne in-denfor de første par minutter. Disse egenskaber, som karakteriserer hver person i præsentationen, ændres ikke i løbet af filmen, og det giver en fornemmelse af, at man kender personlighederne efter, at man har set filmen.

Filmens problemstilling bliver, ligesom de forskellige karakterer, præsenteret i løbet af et par minutter. Et røveri i en restaurant er problemet, som Pål Sletaune tager stilling til i sin kortfilm på en måde, som nok aldrig er set før. Frem-gangsmåden samt personernes reaktioner er så absurde at det bliver humori-stisk. Filmen viser hvordan personer påvirkes af nogle anderledes vilkår. Roy er en nervøs og uselvstændig person, der på grund af de anderledes omstændig-

Side 3

Side 3 af 5 heder slet ikke kan forholde sig til ændringerne og ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv. Omvendt ser vi manden i parkacoaten, som ikke ænser røveriet, men indretter sig efter de uforudsete hændelser, der opstår. Han er rolig og står fast ved sine principper, hvilket vi blandt andet ser ved hans bordmanerer. Det er desuden alle de andre personer end Roy man sympatiserer med på trods af de-res uvirkelige og besynderlige handlinger. Disse sjove atypiske reaktioner sør-ger tilmed for, at seeren hele tiden bliver overrasket i Sletaunes uforudsigelige kortfilm. Filmen indeholder alligevel ikke et væld af detaljer. Tværtimod er man nødt til selv at tænke over, hvad disse personkarakterer og handlinger kan betyde eller være et symbol på. Minimalisme er nemlig et af kortfilmens typiske træk, da man skal være deltager i filmen frem for kun at iagttage.

Minimalismen ses også, da der i en kortfilm kun er tid til at medtage de vigtig-ste billeder, replikker og lyde. Alt det overflødige klippes fra, og det ser vi også i denne film med få velovervejede replikker og handlinger. Den vigtigste hand-ling er Julies valg om at få sig et måltid mad og gøre manden med parkacoaten selskab. Efter denne beslutning kan Roy ikke gøre meget for at overtale hende til at vælge ham frem for den rolige og høflige mand med gode manerer, og det ender altså også med, at Roy må flygte uden Julie.

Herefter ses en afslutning på filmen, som også er typisk for kortfilm, der ofte af-sluttes på en stille og behagelig måde. ”Eating Out” vender tilbage til en slags udgangspunkt med ro og fred i restauranten, manden der sidder og spiser og operamusik i baggrunden. Den eneste forskel er, at han nu har fået ”prinses-sen”, som til sidst sidder og spiser hans anbefalede menu ganske tæt op ad ham på grund af kulden.

Operamusikken er bare et eksempel på at lyden i filmen også er velovervejet, og lyd bliver ofte rigt benyttet i kortfilm. Sletaune benytter den blandt andet til at gøre opmærksom på verdenen udenfor restauranten. Man kan høre trafik,

Side 4

Side 4 af 5 hunde der gør og den sirene, som til sidst skræmmer Roy væk fra restauranten.

Operamusikken betyder dog mere end som så. Den fungerer ikke kun som stemningsmusik, den skaber også en kontrast til den ulækre restaurant og sym-boliserer, at restauranten er fin og har klasse. Derudover er den et tegn på fre-den i restauranten, eftersom operaen tændes da manden med parkacoaten sid-der og nyder sin mad, og slukkes under den uro røveriet skaber. Derefter tæn-des den igen, da der atter er fred i restauranten.

Operamusikken er ikke den eneste kontrast der ses i filmen. Omgivelserne i filmen fremstår også helt ironisk, med den fine sirlige mand, som sidder i en ulækker restaurant, hvor der ikke sparres på fedt og usunde sager i maden.

Omvendt er det i reklamerne fra Sunset Boulevard hvor en ”rigtig mand” med lidt skægstubbe og ølmave ikke vil have ”tøsemad” og spørger efter en ”stor beskidt omgang…”, men får at vide, af en køn velsoigneret pige, at maden er sund og fedtfattig. Desuden ser restauranten fin og ren ud. Her er manden, der kommer for at spise i restauranten, malplaceret fordi, at restauranten er lidt for pæn og fedtfattig til ham.

Pål Sletaune formår at sætte nogle tanker i gang med alle de besynderlige kon-traster. Filmens titel oversat til dansk: ”at spise ude”, rummer også mere end som så. Det kan betyde at man er ude og spise på restaurant, ligesom manden med parkacoaten, der opfører sig som om, at han er ude og spise på en fin re-staurant. Desuden har han jo den store parkacoat på, og han pointerer, at der er koldt på restauranten og tilbyder Julie at læne sig op af sin jakke. Det kan for-bindes med at titlen også kan tolkes bogstaveligt talt; at de spiser udenfor, hvor jakker er nødvendige.

Ligeledes er Sletaunes hensigt med filmen ikke så direkte, som det ses i mange andre kortfilm. En stor del handler dog meget om, hvordan man kan og bør tackle det uforudsete og anderledes. Roy oplever en helt anderledes kultur i re-

Side 5

Side 5 af 5 stauranten end hvad han er vant til fra andre røverier og kan slet ikke forholde sig til det. Dette kan man sætte i perspektiv til de fremmede kulturer vi møder i dagens Danmark. Her har mange danskere også svært ved at tackle det, som er anderledes, og der ses ofte en frygt for det ukendte. Hvis man tilpasser sig for-andringer uden angst og forvirring, kan man møde det ukendte, uden at behø-ve at ændre på den person, man er.