Grønt selvportræt af Andy Warhol | Billedanalyse

Side 1

Analyse af "Andy Warhol: Grønt selvportræt" 1986

9. juni 2010

23:43

Analyse:

Tiden:

Popkunst eller pop art er en kunstretning der gør op med abstrakt ekspressionisme og søger mod den

figurative kunst med temaer fra massekulturen. Begrebet blev skabt i 1956 af den engelsk/amerikanske

kunstkritiker Laurence Alloway, men blev først bredt kendt og brugt i 1960'erne. Motiverne på billederne er dagligdagsprodukter, og på den måde hylder popkunst forbrugskulturen.

Kunstneren:

Andy Warhol var en af de mest betydningsfulde kunstnere i 1960'erne USA og samtidig popkunstens store ikon. Hans kunst var dobbelttydig i det den på samme tid hyldede den amerikanske forbrugskultur, men samtidig forholdt sig kritisk til denne. Et af Warhols meget kendte citater lyder sådan her: "Alt er relateret til overfladen, og der findes ikke noget bag den". Dette udtrykker fuldstændig Warhols opfattelser. Han ville ikke gå ind i dybe analyser af nogen af sine værker eftersom han kun vil forholde sig til overfladen og det visuelle udtryk. Warhol er i dag død, men hans kunstværker sælges stadig i milliondollarklassen. Helt op til næsten 300 millioner danske kroner for hans selvportrætter.

Formalanalyse:

I Andy Warhols selvportræt fra 1986 ser man Warhols ansigt med sin karakteristiske paryk på, som stritter ud til alle sider i rummet. Med udgangspunkt i et portrætfotografi har han overført fotografiet til to

silketryksrammer. En i sort/hvid og en i grøn. Formatet er 275 gange 275 cm. Det eneste vi ser på billedet er

Warhols ansigt der stirrer lige ud mod beskueren. Parykken stritter ud i rummet og ansigtet daler nedad mod bundkanten. Ovenover er der et stort sort rum med små grønne prikker hist og her.

Dette portræt virker meget dynamisk i sin komposition eftersom billedet ligner et snapshot af en situation hvor ansigtet, eller i hvert fald håret, er i bevægelse. Det ses ved at en hårlok stritter vildt skråt ud til venstre i en fuldstændig unaturlig position. Det ser på ingen måde ud som om at dette er hårlokkens naturlige statiske position, hvilket understreges af alle de små grønne prikker som ligner noget der er blevet kastet ud fra hårlokken i forbindelse med en eller anden viften med hovedet hvor håret er fløjet vildt rundt.

Desuden skaber de mange forskellige hårlokker diagonale linjer der krydser hinanden på alle muligt måder, hvilket også er med til at skabe en dynamisk komposition. Dette billede har altså en diagonalkomposition.

Billedet har en åben komposition idet ansigtet og blikket er vendt ud mod beskueren. Der er tale om en hierarkisk komposition i og med at det er ansigtet der er i centrum og det man lægger mærke til, der er jo ikke så meget ved at stirre på det sorte rundt om.

Der er næsten ikke nogen form for rum og dybde i dette billede. Det eneste dybde der er, er "dybden" af ansigtet. Denne dybde skabes af egenskyggerne i ansigtet, og den måde hvorpå at ansigtet bliver mørkere og mørkere jo længere væk vi kommer, for til sidst at forsvinde helt, hvilket ses ude ved hårets sider. Især skyggerne på ansigtets kinder skaber dybde.

Man kan også argumentere for at der skabes dybde i billedet vha. optiske gradienter. Dette består i en

lys/mørke kontrast mellem det meget lyse grønne ansigt forrest og den kulsorte baggrund. Eftersom den

Side 2

sorte baggrund fylder den største flade, så bliver det lyse ansigt altså fremhævet lidt og kommer til at virke fremstående i forhold til den sorte baggrund. Vi ser billedet i normalperspektiv.

Lyskilden i dette billede kommer forfra, altså faktisk derfra hvor beskueren står, og det lyser lige direkte ind på ansigtet. Dette kan ses ud fra egenskyggerne i ansigtet, bl.a. omkring næsen. Grunden til at man kan se at lyskilden er lige ud for ansigtet er at skyggerne på hver sin side af næsen er stort set ens, hvilket indikerer at lyset ikke er placeret overvejende til en af siderne, for så ville der have været forskel i skyggerne på hver side. Der er altså tale om en lyskilde uden for billedrammen.

Der er ikke det store at sige om farverne i billedet eftersom den eneste farve der er anvendt er grøn. Dog kunne det ligeså godt have været en hvilken som helst anden farve, for indtrykket havde været det samme, det havde altså ikke ændret på måden hvorpå man ser på billedet.

Betydningsanalyse:

I en ikonologisk tolkning af dette billede er der meget relevant at kigge på udtrykket i Warhols ansigt. Det stirrende blik i Warhols øjne immobiliserer hele ansigtet og får det til at fremstå som tomt og fraværende, som om Warhol ikke er mentalt til stede, men er et eller andet sted langt ude i sine tanker. Det nymodens udtryk "at stene" ville være en god betegnelse for Warhols tilstand på dette billede. For dem der ikke lige ved hvad det vil sige at stene, så er det simpelthen når ens opmærksomhed pludselig og tilfældigt uden at man lægger mærke til det, bliver fanget af et eller andet. Dette gør at man sidder og stirrer ubevægelig på et punkt uden at blinke og uden at tænke overhovedet. Nogen siger at grunden til at man stener er at hjernen holder pause.

I bedste "Warholånd" vil jeg sige at gengivelsesstrategien i dette billede er øjet. Det kan næsten ikke være mere sikkert, eftersom Warhol kun fokuserede på overfladen.

Når man tænker på at Warhol døde året efter fristes man til at tolke dette billede som Warhols afsked med verden og hans forestående rejse ind i det tomme rum, som altså så skal forestille at være det der omkranser ham på billedet.