Stavnsbåndets ophævelse i 1788

Side 1

Stavnsbåndets ophævelse 1788

Side 2

Indholdsfortegnelse

Problemformulering s. 1

Introduktion s. 1-2

Analyse s. 2-7

Perspektiveringen s. 7

Kildekritik s. 7-8

Konklusion s. 8

Litteraturliste s. 9

Side 3

Stavnsbåndets ophævelse 1788 1

Problemformulering

- En kort redegørelse for årsagerne til stavnsbåndets indførelse i 1733

- En analyse af årsagerne til stavnsbåndets ophævelse i 1788 under inddragelse af selvvalgte primær kilder

- En perspektivering til landboreformernes videre konsekvenser

Introduktion

Den 4. februar 1733 blev det indført med befaling, at der vil være national udskrivning til militærtjeneste. Stavnsbåndet indebar, at unge mænd, i alderen 14 til 36, der boede på landet, ikke kunne forlade det gods, hvor de var født, uden godsejerens tilladelse, hvilket ikke var let at få.

Prisen for et fripas var høj (en rejsetilladelse til et andet godsområde). Prisen lå på omtrent 20-30

rdl^{1} eller derover, som svarer til omkring et års løn. Godsejerens syn på at give et fripas til en

bondekarl afhang, som ofte, af den arbejdskraft, der var i hans godsområde. Hvis arbejdskraften var lav, var chancen for at få et fripas meget lille og omvendt. Men dog kunne et afslag resultere i, at karlene stak af. I nogle tilfælde sørgede godsejerne for at fremstille karlen som soldat, så han ikke risikerede at miste karlens arbejdskraft.

Stavnsbåndet blev officielt ophævet i 1788, men først i 1800 var det helt afskaffet. Den mindre formelle forklaring på hvorfor stavnsbåndet blev lavet er, at der i 1730’erne var en landbrugskrise, og stavnsbåndet var en del af en krisepakke. Landbruget solgte ikke godt i denne periode, og derfor faldt priserne på varerne. Det gjorde derfor, at karlene ikke ønskede at overtage godsejernes fæstegårde, fordi det kunne være med til at bringe økonomisk elendighed over dem. Derfor ville karlene hellere søge lykken et andet sted og forlod dermed det godsområde, hvor deres arbejdskraft før lå. Derfor blev stavnsbåndet lavet, så godsejerne kunne holde på karlene og forhindre dem i at forlade godset. Gennem tiden ændrede aldersgrænsen sig et par gange. I 1742 ændrede man aldersgrænsen, så det var fra drenge på 9 år til mænd, der var 40 år. I 1764 ændrede man det til, at det allerede var fra når en dreng var 4 år gammel, at de var bundet til godsområdet.

Dog er noget lignende stavnsbåndet blevet set før i Danmark. Siden 1400-tallet har man haft vornedskabet på Sjælland, hvor det var bondesønnerne, der skulle blive inden for det godsområde, hvor de var blevet født, og der kunne de så overtage et ledigt hus eller en fæstegård. Man

1

Rigsdaler

Side 4

Stavnsbåndets ophævelse 1788 2 overvejede at ophæve ordningen i slutningen af 1600-tallet, men på grund af manglende befolkningsvækst efter svenskerkrigene (1657-60) og manglen på arbejdskraft i landbruget, trak processen ud. I perioden var der krig i Nordeuropa. Kongen ville gerne motivere bondesønnerne til at øge deres krigsindsats, men sammentid ville Kongen gerne stille landsdelene lige, så derfor blev vornedskabet ophævet i 1702. Dog ikke helt da det kun gjaldt for drengebørn, der var blevet født efter Fredrik 4 ’s tiltrædelse som konge i 1699.

Analyse

En af de største grunde til stavnsbåndets ophævelse var, at godsejerne syntes, det var en belastning, at have ansvaret for at skulle stille mænd til militærtjeneste. Når en godsejer stod med et lægd ubesat, skulle han betale bøder for det. Og sammentid blev kravet til militær udskrivningen, tredoblet i perioden med stavnsbåndet. Stavnsbåndet blev oprindeligt oprettede for at gøre det lettere for godsejerne at vælge soldater ud fra hans godsområde. Godsejer A.C. Teilmann til Nørholm skriver i et cirkulære fra Danske Kancelli i 1779: ”Jeg for min del og måske de fleste ønskede langt hellere, at den ret, vi som godsets ejere har til mandskabet, rent ophæves, imod at mandskabet til soldater blev udskrevet sognevis, så jordegodsejerne heri aldeles intet var forbunden, og mandskabet i igen måde at dependere (være afhængig) af jordegodsejerne”.

(Løgstrup s. 234).

Teilmann skriver her, at han er villig til at give afkald på stavnsbåndet, hvis han til gengæld kunne slippe for at skulle stille med soldater. Det var tydeligvis et stort pres for godsejerne at skulle stille soldater, og derfor var nogen villige til at give afkald på stavnsbåndet.

En forvalter (Hans Smidth på Korselitze på Falster) på et gods skriver til godsets administrator:

”Forordningen om stavnsbåndets løsning har jeg fået. Den er smuk og prægtig. Kan den kun holde stand i tiden.”(Løgstrup s. 237). Her ser vi en tydelig begejstring for løsningen på stavnsbåndet.

Dog udtrykker dette skriveri mere begejstring, end det skrevet af Teilmann, som er villig til at give afkald på stavnsbåndet, men udviser ikke en vis glæde over opløsningen.

Kong Christian 7 blev konge som 17-årig. Han var meget optaget af bedre vilkår i landbruget, som sandsynligvis var af indflydelse fra hans lærer, svejtseren Salomon Revervil. Salomon var selv meget optaget af Oplysningstidens ideer. I 1767 valgte regeringen at nedsætte en landbokommission bestående af 4 medlemmer, med det formål at diskutere:

Side 5

Stavnsbåndets ophævelse 1788 3

1. Bondestandens frihed

2. Problemerne ved (døds)boers skiftebehandling.

3. Bøndernes mulighed for at opnå arvefæste/selveje.

4. Hoveriets begrænsninger eller bestemmelser.

5. Tiendeydelser.

Især spørgsmålet om bondestandens frihed, gav anledning til at der blev udvekslet stærke meninger om emnet.

Embedsmand Henrik Stampe, som var formand af landbokommissionen skriver f.eks. dette: ”Det kan ikke nægtes, at jo det alt for stærke bånd, som er lagt på bondestanden, kan have adskillige følger, og at det er rimeligvis ville være mere fordelagtigt for folkemængden, om bondestanden blev tilsået noget stører frihed.” (Hansgaard 1988 s. 103).

Her læser vi at Henrik Stampe selv syntes at det kan være en ulempe at have så stærkt bånd pålagt bondestanden. Vi kan ud fra dette også tyde at han er på bøndernes ”side”.

Han skriver også om, hvordan der er forskellige proprietærer (=godsejere). Nogen ønsker det bedste

angående sine bønder: ”(…) behandler sine bønder som sine børn og gør sig en fornøjelse af at bidrage til deres bedste velgående… ” (Hansgaard 1988 s.103).

Mens andre proprietærer ikke ønsker, at deres bønder lever vel eller har noget tilovers. Derfor kan det i nogle tilfælde være en ulempe at ophæve stavnsbåndet, fordi at nogle godsejere passer på deres bønder og vil dem det bedste. Men en fordel kan det også have være fordi nogle bønder ikke får det optimale ud af deres gårde og ville kunne dette hvis de ikke var bundet så stærkt.

Der har været forskellige ideer om, hvor meget frihed en bonde skulle have. Bondens frihedsniveau afhang af, hvordan godsejerne så på hans bønder.

Nogle godsejere mente at, hvis deres bønder klarede det godt, gik det også godt for godsejerne.

Mens andre godsejere så bøndernes velstand/lykke som deres egen ulykke. I nogle tilfælde kunne

godsejerne handle så drastisk, at de sendte bondekarlen til en gård, der var så forfalden, at han var tvunget til at bruge sin opsparing på at istandsætte gården.

Dette viser, at en bondekarl ikke selv havde meget frihed. Selv hvis de var ved at spare op til måske at købe et fripas fra godsejerne, kunne godsejerne sørge for, at det ikke ville kunne lykkedes. Og hvis så de havde optjent pengene, ville godsejerne højst sandsynligt give afslag, og måske endda sørge for, at bondekarlen blev udvalgt som soldat, så de igen ikke kunne stikke af, som mange gjorde, når de fik afslag af godsejeren. Nogle valgte f.eks. at tage på en handelsrejse til Tyskland og

Side 6

Stavnsbåndets ophævelse 1788 4 så ”glemme” at komme med hjem igen. De valgte at prøve lykken et nyt sted.

Det blev ret klart, at hvis bonden skulle have mere frihed, ville det påvirke og udfordre det daværende godssystem og militæret. Godsejerne ville have sværere ved at skulle sikre deres godsområde med tilstrækkelig megen arbejdskraft: ”Også de militære kollegier gik imod tanken af frygt for ikke at kunne få det tilstrækkelige mandskab”. (Hansgaard 1988 s. 104).

I 1769 blev den første egentlige folketælling afholdt i Danmark, fordi man simpelthen ikke vidste, hvor mange mennesker der opholdte sig Danmark. Fordi dette tog så meget opmærksomhed, blev snakken om bondestandens frihed henlagt i perioden, mens optællingen var i gang. I 1768 blev kommissionen udvidet til 12 medlemmer, hvor der før var 4, og fik status som et nyt selvstændigt kollegium som kaldtes Generallandvæsenskollegiet. Kollegiet havde direkte indstillingsret til kongen. Formanden for kollegiet var A.G. Molkte, som gjorde at flertallet af kollegiet var konservative, og opgavernes art ændrede sig derfor. De første punkterne på landbokommissionen forsvandt ligeså stille og blev udskiftet med:

1. Ophævelsen af fællesskabet

2. En ordentlig udskiftning af gårdene.

Dvs. at bondestandens frihed blev udskiftet med ophævelsen af fællesskabet. Det bliver formuleret som om, det er en dårlig ting. Fordi vi normalt som mennesker ser fællesskab, som noget godt, og nu skal det ophæves. For at have et troværdigt grundlag, henvendte kollegiet sig til forskellige amtmænd, som er en embedsmand, der er blevet udnævnt af kongen til at styre et amt og være repræsentant for statsmagten, og bad dem indsamle oplysninger om tjenestefolks lønningsforhold og om landevejenes istandsættelse. Amtmændene skrev videre til godsejerne i deres amt, og de besvarelser der kom tilbage var lange og omfattende. ”Indholdet herfra var i det store hele et forsvar for det bestående godssystem, der kun ville kunne ændres til ”ejernes store fornærmelse”.

(Hansgaard 1988 s. 105). Sammentid var der også mange fæstebønder, der reagerede på opfordringen og valgte at indsende deres skrivelser. Fæstebøndernes skrivelser satte situationen i et andet lys. I et brev fra bønderne i Lomborg sogn skriver de: ”Vi fattige hårdtplagede under proprietærens magt med hovarbejde at gøre må billig (rimeligvis) sammenlignes med de ægyptiske trælle for det strenge os pålignede hovarbejde. Vi kan ej drive vores gårde så fuldkomment som

(det) har været fornødent.” (Hansgaard 1988 s. 105). Her fortæller bønderne fra Lomborg, at de føler, de bliver behandlet, som slaverne i Ægypten, og de ser hovarbejdet, som en form for

slavearbejde. De fortæller også, at gårdmændene ikke kan drive deres gård fuldent/fuldstændig, som

det er nødvendigt. Brevet er et ønske til Danmarks ’nådige Majestæt’ om at hoveriet skal ophøre,

Side 7

Stavnsbåndets ophævelse 1788 5 fordi bønderne ikke kan få det fuldendte ud af deres gårde. Det der skrives i dette brev sammenlignet med at det var til ”ejernes store fornærmelse” er meget modstridende. Mens nogle godsejer mente, det ville være en fornærmelse over for dem. Bønderne ville gerne have hoveriet ophævet, fordi de mente, at de kunne få noget mere produktivt ud af deres gårde, hvis hoveriet ikke fandt sted. I vores kilde fra Teilmann kan vi regne ud at den godsejer der bestyrere Lomborg sogn ikke ønsker at deres bønder får velstand og lykke, men blot vil udnytte deres arbejdskraft. I kilden skrevet fra Lomborg sogn skriver de også: ”Nu er den os af baroniets forvalter, Andreas Bræmer, blevet forbudt under stor straf at (vi) hverken må grave eller slå lyng derpå” (Hansgaard 1988 s.106). De fortæller at de for straf, hvis de dyrker deres fælles hede. De bliver også frataget deres ret til at dyrke deres fælles arealer og fællesskabet i deres sogn. I nogle tilfælde var diskussionen mellem godsejerne og bønderne så voldsomt, at det endte ud i straffe til bønderne fra godsejerne.

Kollegiet opdagede hurtigt, at de havde sluppet stærke og måske endda ustyrlige kræfter løs, og derfor ville de gerne løse det hurtigst muligt i form af en forordning. Men i juli 1768 tog kongen på en udenlandsrejse til England og Frankrig og kom først hjem igen 9 måneder senere, derfor kom lovgivningen først i sommeren 1769.

I 1784 blev søn af Christian den 7s søn Kronprins Frederik konfirmeret i en alder af 16 år. Og dermed blev han optaget i statsrådet, hvor Høegh Guldberg og arveprinsen havde haft frit spil. Ved det første møde, kronprinsen var med til, lykkedes det ham at få hans syge far til at underskrive et dokument, der afskedigede Guldberg og hans tilhængere. Dog foregik dette ublodigt, i forhold til Struenses fald, fordi Guldberg blev udnævnt til stiftsamtmand i Århus. Kronprins Frederik intention var at føre statsrådet tilbage til den magt, de tidligere havde haft. Og med ham havde han betydelige mænd, som A.P. Bernstoff, J.O. Schack-Rathlou. F.C. Rosenkrantz og jurist Henrik Stampe. De nye mænd i statsrådet var enige om, at det skulle genindtage sin ’retmæssige’ plads i styrelsen af det danske monarki. Når det angik tidens store landbospørgsmål, delte statsrådet sig i to fløje. Schack- Rathlou og Rosenkrantz repræsenterede den konservative godsejerfløj, der ønskede teknisk-økonomisk fremskridt, men ikke fundamentale ændringer i bondestandens vilkår. Mens stod Bernstoff og Stampe for en mere ”bondevenlig” retning, der krævede reformer for bøndernes juridiske og sociale stilling i det danske samfund. Med dem havde de nogle unge, dygtige og ærgerrige embedsmænd, hvor Christian Ditlev Reventlow blev leder af Rentekammeret og Ernst Schimmelmann, som overtog ledelsen af det nyoprettede Finanskollegium. De to mænd så det som deres livopgave at vende den tids tanke om bondestanden, til en mere menneskeværdig tilværelse,

Side 8

Stavnsbåndets ophævelse 1788 6 og de gik selv foran med at vise vejen ved reformer på deres egne godser på Lolland og i Nordjylland. Ønsket om en ny reform hos det nye styre slog hurtigt igennem og i sommeren 1784 fik Reventlow nedsat ”Den lille Landbokommision”, der havde til opgave at stille reformer på krongodset i Frederiksborg og Kronborg amter, hvor der var 162 landsbyer (med i alt 1327 gårde), og udskiftningen fra ”Den lille Landbokommision” til statsrådet var godt i gang: ”Resultatet blev, at bønderne fik arvefæstestatus, og at deres hoveri. tiendeydelser blev erstattet af en pengeafgift”.(Hansgaard 1988 s. 121). Men et forslag om at lempe en lille smule på stavnsbåndet

(kun for soldater over 40 år) turde man ikke endnu. En henvendelse fra en jysk herredsfoged, der satte spørgsmålstegn ved den rimelighed, der var af den gældende ordning angående fæsteskifer, hvorefter han selv udpegede vurderingsmænd, og en større undersøgelse blev sat i gang i Rentekammeret. Amtmændenes svar på spørgsmålet, var at der normal ikke ved fæsteindgåelse fandt taksationsforretning sted. Reventlow tog problemet op og ved at indhente responsa, som er en erklæring der indeholder en vurdering af et bestemt emne eller spørgsmål, foretaget af en sagkyndig person eller instans, hos statens juridiske konsulenter, som var O.L. Bang og kammeradvokaten Chr. Colbjørnsen. De skulle fastslå ulovligheden af, at en godsejer kunne kræve erstatning, hvis fæstegården var blevet forringet, hvis fæstegårdens tilstand ikke var blevet fastslået gennem synsforretning ved fæstets indgåelse mellem godsejer og bonde. Og på sammentid ønskede Reventlow en vurdering af godsejernes ret til at sætte en fæstebonde fra gården, hvor han arbejdede, inden restancen (gæld, som ikke er blevet betalt) eller misligholdelsen var blevet fastslået foran en domstol. Der var ikke tvivl om spørgsmålet hos de 2 jurister, der tilhørte den ”bondevenlige” fløj.

Løsningerne på problemerne var især konfliktfyldte for godsejerne, fordi det var et indgreb i deres tilvante rettigheder og var derfor ”politisk sprængstof” . For at sagen blev til lovgivning skulle den behandles i statsrådet. Og i juni 1786 havde Reventlow en samtale med kronprins Frederik om et par forskellige landbospørgsmål, og samtalen fald på de misforhold, der hæmmede landbrug erhvervets udvikling. Reventlow greb changen og forslog Frederik en ny Landbokommision til grundigt at undersøge det forhold, der var mellem godsejerne og deres fæstebønder inklusiv de stavnsbundet bondekarles forhold til staten: ”Kronprinsen acceptrede forslaget med den kendte sætning om ”At i en så vigtig sag, hvoraf hele landets velfærd afhænger, må man ikke lade eneste dag gå tabt. Kan man ikke lige så godt tage fat derpå i morgen som i overmorgen?”. (Hansgaard

1988 s 122). Få dage efter blev forslaget officielt vist i statsrådet, og der var flertal for reformen.

Resultatet blev nedsættelsen, det vi kender som ”Den store Landbokommision”. Kommissionen bestod af 16 medlemmer, hvor flertallet var jurister og mindretallet var godsejere. Reventlow blev

Side 9

Stavnsbåndets ophævelse 1788 7 selv formand for kommissionen, og Colbjørnsen blev kommissionens sekretær: ”(…) og gennem de følgende år ledede de to mænd dygtigt og energisk forhandlingerne med der klare endemål at sikre bøndernes retstilstand og sikre deres personlige frihed genne en afskaffelse af stavnsbåndet”.

(Hansgaard 1988 s. 122). Meningerne på kommissionens møder kunne stå stejlt, men udfaldet af møderne var afgjort på forhånd , da reformtilhængerne var i stort flertal.

Perspektivering

Landboreformerne var et klart skub op af både for den danske økonomi og for levevilkårene for fæstebønderne, der fik frihed. For godsejerne var det også en fordel at stavnsbåndet blev ophævet.

Der skete det at de fik en stor værdistigning på deres gårde. Mange fæstebønder gik fra fæste til selveje.

Reventlow skrev i 1772 noget ned omkring hans far, som kun ejede hans godser og de var ikke meget værd på grund af deres ringe forvaltning. I 1804 da landboreformerne var blevet gennemført, var Reventlows fars godser og hans ufæstede gårde blevet overtaget af ihærdige bønder, som var frie, og de drev hans godser og gårde med stor velstand. ”Gud har velsignet alting på mit grevskab, skolerne, bønderne, skovene, fattigvæsenet og mine indtægter” (Hansgaard 1981 s.205). Både Reventlow og hans far var tilhængere af landboreformerne. De var på den ”bondevenlige” fløj.

Landbrugsreformen har været grundlag for det danske landbrugssamfund og med til at øge velfærden for bønder og andre dansker.

Kildekritik

Første kilde: Godsejer A.C. Teilmann til Nørholm skriver i et cirkulære fra Danske Kancelli i 1779.

A.C. Teilmann er selv godsejer og står for den daglige gang i hans godsområde. Hans formål med hans skrivning er, at han gerne vil give afkald på stavnsbåndet, hvis han til gengæld kan slippe for at stille med soldater. Brugbarheden i kilden er ret stor, da vi får en godsejers syn på hvad han tænker om stavnsbåndet, og det kan vi så sammenligne med andre meninger eller holdninger.

Kilden begrænser os dog i at vide hvad Teilmann syntes som person om stavnsbåndet, da vi kun får det som hans oplevelse af at være godsejer.

Anden kilde er bønderne i Lomborg sogn der svare på en opfordring fra kollegiet. Bøndernes formål med brevet er at fortælle hvordan de oplever stavnsbåndet i praksis. Brugbarheden i kilden er stor, fordi vi får indblik i hvordan bønder ser på stavnsbåndet. Og hvorfor de ønsker at få det

Side 10

Stavnsbåndets ophævelse 1788 8 ophævet, ligeså deres augmenter om hvorfor. Begrænsningen i kilden kan være at vi f.eks. ikke får noget positivt at vide. Og da de skriver på hele Lomborgs sogns vegne, kan vi ikke vide hvad den enkle person tænker.

Begge kilder er førstehåndkilder. Det gør at troværdigheden i det vi læser er stører, fordi beretteren selv har været en del af begivenheden.

Dog er der tekst i bøgerne, som ikke er førstehåndskilder. De er andenhånds kilder og det er forfatternes fortolkning af førstehåndskilderne.

Side 11

Stavnsbåndets ophævelse 1788 9

Konklusion

Stavnsbåndet var et bånd som blev lagt på bønderne i 1733, så de ikke kunne forlade det godsområde de kom fra. Gennem årende blev der lavet ændringer i det, så som alderen. Godsejerne skulle stille med mænd til hæren og til gengæld fik de lov til at bestemme over deres godsområde, og de kunne være sikker på de havde mænd nok.

Da statsrådet blev oprettet begyndte man at kæmpe for bøndernes frihed. Gennem nogle år fik man opløst stavnsbåndet (1788) og landboreformerne blev lavet. Landboreformerne gjorde at bønderne ikke længere var bundet til et godsområde, men kunne flytte sig frit rundt. Bønderne var helle ikke længere fæstebønder, men kunnen nu købe deres egne gårde. Det blev en positiv ændring for både godsejerne, bønderne og den danske økonomi. Da bønderne frit kunne dyrke deres gårde som de ville, arbejde de mere ihærdigt og fik mere ud af deres landbrug. Værdien på gårdene steg, og dermed også godsernes værdi. Landboreformerne fik den danske økonomi i den rigtige retning, og den udvikling har tjent Danmark godt da vi herefter har bevæget os over i et stort og økonomisk godt samfund.

Side 12

Stavnsbåndets ophævelse 1788 10

Litteraturliste

Bjørn, Claus: Landboreformerne -Forskning og Forløb. Landbohistorisk selskab. 1.oplag, 1988.

Hansgaard, Torben: Danmark under forvandling –på landboreformernes tid. Maroko, 1988.

Hansgaard, Torben: Landboreformerne i Danmark i det 18. århundrede. Landbohistorisk Selskab,

1981.

Løgstrup, Birgit: Bundet til jorden, stavnsbåndet i praksis Landbohistorisk selskab.

Pedersen S. Finn: Den ulige frihed, studier i myten om stavnsbåndsløsningens betydning. Odense Universitetsforlag 1990.

Hjemmeside: http://danmarkshistorien.dk

Link: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/stavnsbaand-1733-

1800/

Side 13

Stavnsbåndets ophævelse 1788 10

Bilag 1

Embedsmand Henrik Stampe, som var formand af landbokommissionen skriver dette:

(Hansgaard 1988 s. 103).

Bilag 2

Fra bønderne i Lomborg sogn:

(Hansgaard 1988 s. 105)