Kina og mulighed for demokrati | SRP

1.0 Indledning

Kina er inden for de seneste årtier blevet centrum for hele verdens opmærksomhed. Dette skyldes ikke mindst Deng Xiaopings økonomiske reformer, som siden bruddet med Mao Zedongs planøkonomi i 1979, har skabt massive forandringer i det kinesiske samfund. Landet er på blot 30 år, gået fra at have nul vækst, til i dag at være en af verdens største økonomier. Således har den kinesiske regering formået at forhøje levestandarden og ligeledes givet den enkelte kineser mere frihed til at skabe egen fremtid. Alligevel sættes der i flere sammenhænge spørgsmålstegn ved landets autoritære styre, hvortil der kommer et markant fokus på den store ulighed, korruption og menneskerettighedskrænkelse, der hersker i landet. Jeg vil derfor igennem min opgave forsøge at redegøre for den politiske udvikling i Kina siden 1949 og herunder komme ind på de væsentligste forskelle imellem Mao Zedongs og Deng Xiaopings førte politik, som senere har dannet grundlag for det Kina vi kender i dag. I forlængelse heraf ønsker jeg at undersøge udviklingen i forholdet mellem stat og individ, med Massakren på Den Himmelske Fredsplads og FN’s Menneskerettighedserklæring som mine to cases. Endeligt vil jeg diskutere mulighederne for udvikling af demokrati i Kina, med henblik på at inddrage samfundsteoretikere som Francis Fukuyama og T.H. Marshall.

2.0 Den politiske udvikling i Kina siden 1949

For at kunne forstå arven og ligeledes hvilke markante brud der har fundet sted inden for kinesisk politik igennem de sidste 60 år, er det nødvendigt at få et indgående kendskab til det kommunistiske Kina som Mao skabte, da han kom til magten i 1949. Der vil i denne sammenhæng være særlig fokus på den politiske linje under Deng Xiaoping fra , som siden hen har haft stor betydning for det Kina vi kender i dag.

2.1 Mao Zedong og grundlæggelsen af Folkerepublikken

Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Zedong Folkerepublikken Kina på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, hvor han blev hyldet af et folk, som efter godt 40 års krig, ivrigt så frem til en tid med national forsoning og genopbygning.

Mao var bevidst om, at staten efter krigen var bankerot og det var nu hans ansvar at lede befolkningen ud af den ekstreme fattigdom. Med Sovjetunionen som forbillede , havde man en målrettet tro på, at man med styring fra oven, i form af planøkonomi, kunne genopbygge en stærk økonomi.