SRP om Kina som Supermagt i Samfundsfag og Historie

Side 1

1

Studieretningsprojekt - Kina som en supermagt

English abstract

Through a review and analysis of China’s recent political and economical development, with a special focus on events leading up to 1976, as well as the period until the present, this study investigates whether China can be characterized today as a superpower. The review explains Mao Zedong’s responsibility for the Great Leap Forward and the Cultural Revolution culminating in the chaotic situation in 1976. The development until today is analysed through Deng Xiaoping’s methods and strategies for economic growth in society. Furthermore, China is analysed through Rostow’s theory of the stages of economic development. A definition of a superpower is proposed and China’s role today as a superpower, is discussed. It is concluded that China can not be considered as a superpower yet; however, the country is in an early stage of becoming one.

Side 2

2

Indholdsfortegnelse

English abstract 1

1. Indledning 3

2. Giv en kort redegørelse for Kinas politiske og økonomiske situation i 1976 3

2.1 Mao Zedongs farvel til Konfucianismen 3

2.2 Det Store Spring Fremad 4

2.3 Kulturrevolutionen 6

2.4 Den økonomiske situation i 1976 7

3. Analyser Kinas politiske og økonomiske udvikling fra 1976 frem til i dag 9

3.1 Det Store Spring Udad 9

3.2 Deng Xiaopings indflydelse 10

3.3 Deng og Kinas eksperimentelle strategi 12

3.4 Frizoner og ”joint-venture”-samarbejde 12

3.5 Politisk udvikling frem til i dag 14

3.6 Økonomisk udvikling 15

3.7 Nationaløkonomiske teorier og strategier 18

4. Diskuter om Kina i dag kan karakteriseres som en supermagt 19

5. Konklusion 22

Litteraturliste/noteapparat 24

Bilag 1 26

Bilag 2 27

Side 3

3

1. Indledning

Kina er en ældgammel og traditionsrig civilisation, og har verdens ældste sammenhængende historie, samtidig med et sprog og en kultur som har eksisteret i 3-5000 år. [1] Kinas mange dynastier gennem tiden, var opbygget af et diktatorisk kejserstyre fra 206f.v.t. til Kejserdømmets fald i 1911. Formålet med denne opgave er via en redegørelse og analyse, at nå frem til en diskussion om hvorvidt Kina er en supermagt. For at forstå baggrunden for situationen i 1976, vil der blive redegjort for de vigtigste begivenheder som ligger før 1976.

Hvem var Mao Zedong? Hvad var Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen? Hvilken indflydelse havde de på Kinas fremtid og den politiske og økonomiske situation i 1976? Disse spørgsmål vil blive besvaret for at kunne forstå nogle af Kinas bevæggrunde for de senere års reformer, og fortsat forstå hvilke udfordringer der er i at skulle ind i en markedsøkonomi.

Dernæst vil Kinas politiske og økonomiske udvikling frem til i dag analyseres. Da dette er meget bredt, vil nogle forskellige parametre tages i betragtning. En analyse kan aldrig blot bestå af en række resultater, og det er derfor vigtigt at vise hvordan man er nået frem til disse

resultater/konklusioner. Derfor vil Kinas strategi for et samfundsmæssigt løft vil blive

analyseret og Kinas reformperiode og udvikling af `Særlige Økonomiske Zoner´ vil blive beskrevet. Dertil ligger en gennemarbejdelse af hvilken indflydelse Deng Xiaoping fik for Kina. Analysen vil afsluttes af Rostows model for økonomisk udvikling (fase-teori), hvor den gennemgåede periode vil inddeles i de forskellige faser. Redegørelsen og analysen vil være et produkt af essensen af denne opgave – kan Kina karakteriseres som en supermagt? Ud fra Rostows fase-teori, en definition af en supermagt og forskellige holdninger til dette, vil Kinas muligheder for at indtage en central supermagtsrolle blive diskuteret.

2. Giv en kort redegørelse for Kinas politiske og økonomiske situation i 1976

2.1 Mao Zedongs farvel til Konfucianismen

I 1820 var Kina et kejserdømme og havde verdens største økonomi. Kina stod for ca. 30 % af verdens bruttonationalprodukt [2], og var i denne periode kendt som RIGET I MIDTEN. I det klassisk-kinesiske kejserdømme - og til dels i dag - udgør konfucianisme, taoisme og buddhisme de tre filosofiske tankeretninger, der er grundstammen i kinesisk kultur.

Konfucianisme er den mest anerkendte tankegang af de tre, og har været byggestenen for det kinesiske samfund indtil kejserdømmets fald i 1911. Mao Zedong tog imidlertid stor afstand

1

Lund, side 86

2

Bruttonationalprodukt = BNP = BNP udtrykker størrelsen af et lands økonomi og opgøres ofte i BNP pr.

indbygger. BNP gør det muligt at sammenligne de enkelte landes økonomier med hinanden

Side 4

4 fra denne kultur. Den dag i dag bliver Mao helliget ved skulpturer, mindesmærker, souvenirs etc. Flemming Ytzen konkluderer, at de fleste mennesker i Kina ikke har et billede af hvem Mao var og hvad han stod for, men at han alligevel har indflydelse på dagens Kina. ”Som en indirekte oppositionskraft har den rekonstruerede Mao fået ny betydning i det moderne

Kina.”.^{3} Men hvem var Mao og hvad gjorde han helt præcist, siden dele af den kinesiske

befolkning stadig hylder ham?

Mao var en marxistisk revolutionær, der anses for at være grundlæggeren af

Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og Folkerepublikken Kina i 1949. Mao var KKP’s formand frem til hans død i 1976. Historikere beskriver ham som pendant til Tysklands Hitler eller Ruslands Stalin. Han var en korrupt leder, og kan betegnes som massemorder.

”>>Sidste år lå stålproduktionen på 5,3 millioner tons. Kan du tredoble den i år?<< Og

hans nikkedukke svarede: >>Udmærket<<. Og det var det.”^{4}. Dette citat er fra et møde

mellem Mao og hans embedsmænd. Denne illusion af svimlende og urealistiske tal, viser Maos manglende kendskab til politik og økonomi. Dette er blot ét enkelt eksempel, men i bogen ”Mao – den ukendte historie” fortælles uendeligt mange situationer som netop denne.

Man kan undre sig over Maos accept i nutidens Kina på trods af hans kaotiske regeringstid.

Selv Poul Hartling, som mødte Mao i 1974, fortalte de berømte ord om ham. ”Vi havde

                               5
samtaler på højt intellektuelt niveau”.

Før Maos død var Poul Hartling meget begejstret for ham, men ville ikke fortælle pressen hvad samtalerne havde indeholdt. Efter Maos død fortæller Poul Hartling om sine erindringer fra deres samtaler, og konkluderer at Mao ikke havde den fjerneste økonomiske eller politiske indsigt.

2.2 Det Store Spring Fremad^{6}

Maos revolutionære og illusionsagtige tankegang førte til det Det Store Spring Fremad i perioden 1958-61. Maos embedsmænd fortalte ham, at Kina kunne blive en økonomisk og militær supermagt i løbet af 3-5 år, og bl.a. overhæle USA’s økonomi. Mao stolede blindt på dem, og offentliggjorde disse ideer, hvilket befolkningen elskede ham for, da hans tanker var interessante og nytænkende. Set i bakspejlet var de selvfølgelig meget urealistiske. Han forestillede sig derfor, at denne ambition kunne opfyldes med ”et stort brag” og erklære, at

3

Ytzen, side 25

4

Halliday, side 491

5

Poul Hartling = Daværende dansk statsminister

6

Medmindre andet er henvist, tager dette afsnit udgangspunkt i Thostrup (kapitel 1), Jørgensen (kapitel 3) og Spence (kapitel 15).

Side 5

5

”Vores nation er som et atom”.^{7} Forbilledet var den russiskstalinistiske planøkonomi som

bl.a. er karakteriseret ved følgende: (1) Staten ejer virksomhederne, (2) Staten styrer

                                     8
produktionen, (3) Staten styrer prisdannelsen.

Det Store Spring fik imidlertid katastrofale konsekvenser. Landbrugs- og industriproduktionen faldt drastisk i stedet for den forventede stigning. Dette skete fordi der var mangel på ressourcer, men også pga. den manglende arbejdskraft som den vidtspændende hungersnød førte med sig. Historikere i vesten snakker om, at op imod 20 millioner mennesker sultede ihjel i denne periode. Jung Chang [9] har studeret Mao gennem 30 år, og mener at have et langt mere præcist tal, som ligger på omkring 70 millioner. Det kan være svært at tro på, at 70 millioner mennesker døde af sult på tre år. Men det er ikke så usandsynligt, da flere landsbyer blev udslettet og mange århundredes familiegenerationer tilintetgjort. Under Det Store Spring blev der nemlig rapporteret om kannibalistiske tendenser blandt befolkningen, fordi folk var så desperate. Mao fortalte de hårdest ramte områder, at det var provinserne eller det lokale niveau, som skulle genoprette levestandarden ellers måtte de spise jord. Mao var i ’59 klar over, at mange landsbyer døde som følger af fejlernæring og fordi folk spiste jord – deres indvolde stoppede efterfølgende til pga. den indtagne jord de spiste. [10] Hver gang omverdenen spurgte hvorfor der ikke skete noget med de kriseramte områder, og hvem der kunne tillægges skylden, valgte Mao ikke at svare eller at give skylden fra sig. Jung Chang fortæller om en officiel udmelding fra Mao, som blev sendt i radioen:

                                                     11           12
”Denne katastrofale fejl kan hovedsageligt føres tilbage til kadrer på amtsplan.”. I ’61

endte Mao med at indse hvad han havde gjort. Det Store Spring havde været en kæmpe katastrofe: ”Ikke god til at konstruere, men supergod til at destruere.”. [13] En mere præcis beskrivelse af ham selv kunne han vel ikke give.

7

Halliday, side 485

8

De lande der i størst omfang har praktiseret planøkonomi er lande med kommunistisk ledelse. Da kommunistiske samfund ikke har eksisteret i perfekt form, har planøkonomierne ikke haft den forventede effekt: stor vækst i levestandarden. Planøkonomi er en modsætning til markedsøkonomi (Fri prisdannelse, fri

konkurrence mellem virksomhederne og privat ejendomsret)
9

Jung Chang er den initiativtagne person bag Maos biografi, dog med hjælp fra andre.

10

Halliday, side 488

11

Kadrekorpset stammer fra den russiske revolution og betegner alle ”ledere” på alle niveau: ingeniører, lærere,

professorer, politikere etc.
12

Haliday, side 256

13

Haliday, side 643

Side 6

6

Årene frem til kulturrevolutionen i ’66 er kendt som ”Deng Xiaopings genopretningspolitik”.

Deng forsøgte så småt at indføre reformer, som for eftertiden skulle blive meget vigtig for Kinas udvikling. Mao tog stor afstand fra Deng, og der blev dannet to modsatrettede fløje:

• En fløj ledet af Mao – kommunistisk indlæring til befolkningen, og nedkæmpelse af Deng-fløjs-sympatisører.

• En anden fløj ledet af Deng – højere produktion og højere levestandard skulle skabe grundlaget for det kommunistiske samfund.

Mao-fløjen gjorde selvfølgelig alt for at nedkæmpe Dengs fløj, for derfra selv at overtage den reelle magt, hvilket mere eller mindre lykkedes. I 1966 resulterede det i Kulturrevolutionen.

2.3 Kulturrevolutionen^{14}

De fleste historikere i vesten mener, at Kulturrevolutionen forløber fra 1966-69, mens kinesiske historikere mener, at den fortsatte ind til Maos død i ’76. [15] Kulturrevolutionen startede som en kulturel bevægelse, men udviklede sig snarere til en politisk krig. I offentligheden var målet, ligesom under Det Store Spring, at gennemføre nogle grundlæggende ændringer i det kinesiske samfund. I virkeligheden handlede revolutionen om Maos indebrændte ønske om magt og styrkelse af elitismen. Hans storhedsvanvid resulterede i en bundkorrupt årrække, med udrensning af gamle tætte samarbejdspartnere i partiledelsen.

De mest kendte er den forhenværende præsident Liu Shaoqi, som blev tortureret og dræbt i fængsel ’69. Deng Xiaopeng, som var leder af partiets sekretariat, blev sendt til den øde Jiangxi-provins i ’70 og mistede alle sine poster i partiet, og havde derfra ingen indflydelse på den økonomiske og politiske udvikling. Lin Biao blev regnet som Maos naturlige efterfølger fordi han var Maos tætteste samarbejdspartner, og bliver anset for hovedarkitekten bag springet og revolutionen. Lin Biao skulle angiveligt have forsøgt at myrde Mao, og flygtede derfor i et fly i ’71, men under mærkelige omstændigheder styrtede flyet ned, hvor Lin Biao menes at være omkommet.

Udover denne nedslagtning af kadrer som ikke havde samme tankegang som

Mao, udsendte KKP ”Maos lille røde” som opfordrede unge og rødgardist-grupper til at gøre op med ”de fire gamle traditioner”: gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og

14

Medmindre andet er henvist, tager dette afsnit udgangspunkt i Holm 2(kapitel 5), Brødsgaard 1(kapitel 2),

Østergaard 1(kapitel 2 og 4) og Moise (Kapitel 9).
15

Kinesiske historikere = Jung Chang og hendes medforfattere

Side 7

7 gammeldags tænkemåde. [16] Dette blev startskuddet til en anarkistisk periode i kinesisk historie, hvor alt var kaos og intet var under kontrol. Dagligt skete offentlige angreb og ydmygelser af folk man mistænkte for at være ”politiske afvigere”. Også gamle kinesiske kulturskatte som skulpturer, kirker, museer og lignende blev brændt og knust af Maos repræsenterende rød-gardister. Et grotesk eksempel på Maoismen eller den opadgående Mao-kult under revolutionen: ”Trafikken skulle stoppe for grønt og køre for rødt, idet rødt var

                               17
revolutionens og fremskridtets farve.”. Dette foregik mere eller mindre frem til ’76, og man

kan derfor fristes til at give kinesiske historikere ret i at revolutionen forløb ind til ’76.

2.4 Den økonomiske situation i 1976

Når man skal redegøre for et lands økonomiske situation, skal det ses på baggrund af tidligere udvikling, det er derfor ikke nok kun at tage et øjebliksbillede af tallene i ’76. En generel tendens når man skal redegøre for Kinas statistik er, at mange tal og målinger har været upræcise og usikre pga. manglende samarbejdsvilje fra specielt de lokale niveauer til Kinas Nationale Statiske Bureau - svarende til Danmarks Statistik. Dette har gjort det svært at kende Kinas præcise økonomiske situation. Denne økonomiske redegørelse er bygget ud fra Chinability, som er en international anerkendt hjemmeside.

For at forstå et lands økonomi er det overordnet vigtigt at kigge på følgende punkter:

Økonomisk vækst [18]: Når man snakker om et lands økonomiske vækst, forstås den årlige stigning i BNP i faste priser. Faste priser betyder at man ikke tager højde for prisstigninger

(inflation), og angives oftest i indekstal. Kinas BNP er i intervallet fra ’52 til ’76 steget fra

67,9 til 294,4 mia. RMB [19], mens BNP pr. indbygger er steget fra 119 RMB til 316 RMB. ’52 skal ses som 100 pct. i indekstallet. I ’76 er indeks i faste priser så 392,4 - dvs. en stigning på næsten 400 %. Renset for inflation er dette umiddelbart en pæn stigning, men sammenlignet med verdensøkonomiens fremgang specielt i 60’erne, og Maos mål om at overhæle USA’s økonomi, er dette en meget lav stigning. Dette afspejler måske i virkeligheden Maos planøkonomiske model, som i høj grad, forhindrede konkurrenceevnen og handel på et globalt plan. Den årlige vækst fra ’75 til ’76 er faldet 1,6 %. Dette betegnes som en økonomisk krise, selvom der ikke kan tales om decideret lavkonjunktur, da BNP-væksten i ’75 var et økonomisk opsving på 8,7 %. Årsagen til dette er hovedsageligt Maos død som skabte social uro, men samtidig et frygteligt jordskælv som kostede en halv million mennesker livet og

16

Dette var hovedsageligt møntet på Konfucianismen

17

Citat fra Madsen, side 43

18

Kureer, afsnit 1.1, 3.2, 3.3 og 21.1

19

RMB = Yuan – kinesisk møntfod. 100 RMB = 87kr. ()

Side 8

8 totalødelagde produktionen. I ’76 var den økonomiske vækst altså ramt af krise (depression) Arbejdsløsheden: [20] Denne hænger i høj grad sammen med den økonomiske vækst.

Økonomisk krise (BNP-vækst på ca. under 2 %) medfører stigende arbejdsløshed, mens et økonomisk opsving (BNP-vækst over 2,5 %) medfører faldende arbejdsløshed. Ifølge Chinability kan man ikke give et præcist bud på arbejdsløsheden i Kina i ’76 og før det, da der var mangel på samarbejde, men også en manglende definition af hvornår man er arbejdsløs. Chinability angiver arbejdsløshedsraten i ’76 mellem 10-11 %, hvor den i ’75 var

8-9 %, dette er altså en kraftig stigning af arbejdsløsheden, og generelt en meget høj arbejdsløshed, som afspejler den økonomiske væksts depression.

Betalingsbalancen: [21] Betalingsbalancen er speciel for Kina i ’76, da der var minimal udenrigshandel med omverdenen – det var kun mineraler og andre nødvendigheder, som landet ikke selv kunne producere. Betalingsbalancen kan defineres som alle valutaindtægter og valutaudgifter for en periode. Kontinuerligt underskud på betalingsbalancen, kan tyde på en dårlig konkurrenceevne, hvilket netop var tilfældet for Kina i den planøkonomiske periode.

Selvom eksport og import næsten er syvdoblet fra ’52 til ’76, er der stor ulighed på betalingsbalancen, da importen konstant er højere end eksporten. I ’76 udgør eksporten således 7,04 mia. RMB, mens importen var 7,2 mia. RMB. Selvom dette ikke bevirker en stor forskel i balancen gav det store tab for Kina, da det medførte forrentende gæld i udlandet.

Derudover er det et fald i forhold til eksport og import i ’75, som lå på henholdsvis 7,26 og

7,49 mia. RMB.

Inflation: [22] Konkret betyder inflation prisstigninger. Inflation defineres som årlige vedvarende stigninger i priserne. Et vedvarende fald kaldes deflation, men er sjældne, og kun set i Japan i nyere tid. Under et planøkonomisk styre har inflationen oftest ikke den store betydning da staten styrer priserne. Kina havde en relativ stabil stigning i priserne dvs. ingen voldsomme udsving. I ’76 var stigningen 1,2 % og året før kun 0,7 %.

Figur 1 i bilag 1 viser en samfundsøkonomisk model for et land i økonomisk krise. Denne model passer godt på Kinas krisesituation i ’76, da Kinas BNP falder, samtidig med at arbejdsløsheden stiger og importen falder, og er derfor er passende at runde Kinas økonomiske situation ’76 af med, da økonomisk vækst, arbejdsløshed og import er vigtige faktorer når man skal kigge på et lands økonomi.

20

Kureer, afsnit 6.1

21

Kureer, afsnit 10.1, 22.1, 22.2 og 24.1

22

Kureer, afsnit 18.1

Side 9

9

Sammenfattende kan siges, at Kina ved Maos død var kriseramt både på den økonomiske, men også på den politiske side. Et magtskifte satte dagsordenen for den politiske scene, og økonomisk krise var overskriften for Kinas nationaløkonomi. Mao satte betydelige spor i Kinas historie, da han var med til at trække kinesisk kultur og mentalitet væk fra den grundlæggende kinesisk-konfucianske tankegang som styrede Kina og dets kejserdømme i over 2000 år. Efterfølgende indførte Mao den russiskpolitiske planøkonomi, Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen, som førte til et samfund som ikke var en del af den globale verdens økonomiske fremgang. De økonomiske og politiske behov beskadigede Mao, hvilket førte Kina frem til det kulminerende år 1976. Dvs. den lange periode før ’76 havde stor betydning for den politiske og økonomiske situation. 1976 er et historisk hårdt år i Kinas historie, men er samtidig et betydningsfuldt år, da det er et vendepunkt for fremtidens Kina.

3. Analyser Kinas politiske og økonomiske udvikling fra 1976 frem til i dag.

3.1 Det Store Spring Udad

Huo Guofeng, som var Maos efterfølger i ’76, havde samme filosofi som Mao: Kina skulle gå fra at være et mere eller mindre underudviklet land, til at blive førende på verdensmarkedet.

Huos metoder var anderledes end Maos, da hans metode til at opnå økonomisk vækst byggede på udenlandske investeringer, og i modstrid med Mao ønskede han altså ikke at isolere Kina i forhold til udlandet. Netop dette betød at Huos periode og hans politik fik tilnavnet ”Det Store

Spring Udad”.^{23} Da Huo kom til magten, offentliggjorde han, at Kinas fremtidige politik

skulle bygge på to grundprincipper: (1)Kina skulle ikke være helt afhængige af omverdenen.

(2) Det planøkonomiske system skulle bevares. Huos inspiration kom fra et økonomisk reformprogram, som blev forkastet af Mao i ’73. Deng-fløjen var hjernen bag dette

                                              24
reformprogram som blev kaldt ”De fire moderniseringer”. Grundlaget for De fire

moderniseringer, skyldtes en erkendelse af, at Det Store Spring og revolutionen havde sat Kina tilbage i økonomisk udvikling, men nåede aldrig i Maos tid at få nogen betydning på grund af den politiske udvikling. Men efter Huos magtovertagelse kopierede han Dengs moderniseringer, og gjorde planen til sin egen. Kina skulle videreføre Maos ideer, og moderniseringerne skulle gøre økonomien sammenlignelig med USA’s inden

            25
årtusindskiftet. .

23

Moise, side 217

24

Kontakt – Artikel: ”Kæmpedragen vågner”

25

Østergaard 1, side 89

Side 10

10

De fire moderniseringer var et af de første reformprogrammer i Kinas nyere tid. Den første fase, som oprindeligt skulle have forløbet fra 1974-80, var en større udbygning af kinesisk industri. Anden fase var moderniseringsprogrammet med en teknologisk udvikling i højsædet, som forventedes at skulle påvirke industri, landbrug, militær og videnskab. Huo formulerede det sådan at al produktion skulle forøges, bl.a. skulle stålproduktionen forøges med 150 % inden 10 år. Dette skulle ske gennem opkøb af nødvendig vestlig teknologi. Allerede i ’78 havde vestlige firmaer indgået aftaler med Kina for mere end 7mia.$, samtidig med at eksporten og importen blev fordoblet til henholdsvis 18 og 20 mia. RMB, hvilket skabte stort underskud på betalingsbalancen. [26] Huo og den kinesiske ledelse mente, at dette blot var begyndelsen, og skulle efter sigende have kalkuleret med investeringsplaner mellem 300 og

400 mia. $.^{27}

3.2 Deng Xiaopings indflydelse

I ’77 blev det mere og mere tydeligt, at Huo blot var en overgangsleder i Kina. Deng blev formelt nr. 2 i hierarkiet, reelt nr. 1, da han havde stor indflydelse på Huos politik. I ’78 blev det officielt at Deng var Kinas nye regeringsleder. Det er interessant at Kinas befolkning ingen indflydelse havde på denne beslutning, og der meldes om eksempler på hvor store dele af befolkningen ikke havde den fjerneste ide om dette magtskifte. [28] Deng blev valgt bag lukkede døre ved et centralkomitemøde i KKP, og dermed en form for elitisme som styrede Kina. På dette tidspunkt var der korruption i de højeste instanser og ingen presse- eller ytringsfrihed. Revolutionære bevægelser som modsagde sig dette meritokrati, kom i fængsel, tortureret eller blev landsforvist. Til dette mener Ytzen, at samfundet siden Mao er blevet ledet som en multinational koncern, hvor kun de dygtigste når toppen. Han kalder Kina for China Incorporated og konkluderer, at: ”Kina som et kommunistiskledet land er det bedste

                          29
cover-up, der er set i nyere tid.”

Nogle kalder Deng en form for videreførelse af Maos diktatoriske filosofi, mens andre kalder ham Kinas frelser. Jens-Peter Fage Madsen forholder sig kritisk til Deng, og sammenligner ham med Mao pga. hans handlinger overfor Demokratibevægelsen (DB), som i

’78 hjalp Deng til magten. DB havde sit udgangspunkt i at kritisere de økonomiske og politiske forhold i Kina, og forlangte tilmed en række ændringer: Krav om demokrati, retssikkerhed, åbning mod vesten, KKP’s magtmonopol, magtmisbrug etc. DB har haft stor

26

Chinability

27

Ytzen, side 110

28

Den Ny Verden – Kina i verden, side 10

29

Ytzen, side 280

Side 11

11 betydning for den politiske udvikling, da Deng i begyndelsen benyttede sig af disse krav i sin egen politik, og derfor ikke satte en stopper for DB. DB var overbevist om, at dette var startskuddet til en ny epoke i kinesisk historie med mere politisk frihed. Deng skulle efterfølgende skuffe DB, da ingen af deres politiske mål synes at sættes i værk. I perioden

1979-80 gik ”samarbejdet” mellem Deng og DB i stykker, og DB blev anklaget for at være en kontrarevolutionær virksomhed, og lederne blev idømt hårde og lange fængselsdomme.

Derefter kom Deng med sit nye politiske udspil. Han overtog en mildere form for planøkonomi, men som stadig bar præg af Maos traditionelle statslige produktions- og prisstyringer. Der introduceredes en ny økonomisk model, hvor den ene del skulle reguleres og styres af staten, mens den anden del skulle reguleres af det private initiativ. Da dette hverken var plan- eller markedsøkonomisk, kan man fristes til at kalde dette en

”blandingsøkonomi”. Ydermere fordi virksomhederne blev delt op i to hovedgrupper: (1) Den første gruppe producerede uundværlige basale produkter, og skulle fortsat styres af staten

(planøkonomi). (2) Den anden gruppe producerede ”luksusvarer” og serviceydelser, og fik muligheden for at udvikle sig til private virksomheder, der solgte sine produkter på et relativt frit marked (markedsøkonomi). [30] Dengs reformøkonomiske politik, som ligger til grund for de fleste reformer i reformperioden, kan altså kaldes for en blandingsøkonomi, men er også

                                     31
blevet kaldt for en ”socialistisk vareøkonomi”.

Her er det nærliggende at analysere et af

Dengs berømte citater: ”.. Det er lige meget om katten er sort eller hvid, bare den fanger

mus..”^{32} I dette citat siger han, at det som sådan er lige meget om man bruger den ene eller

den anden model, så længe det virker. Dvs. at det er lige meget om Kina bruger kapitalistiske eller socialistiske virkemidler i økonomien bare det giver vækst. Det skal siges, at et centralt element, i det som senere er blevet kaldt for Dengismen (pendant til Maoismen), netop var ønsket om høj vækst og højere levestandard for den kinesiske befolkning. Denne økonomiske tænkning er også blevet kaldt ”socialisme med kinesiske karakteristika” [33] eller ”Kapitalisme

                           34
med særlige kinesiske kendetegn” – som i bund og grund betyder, at den økonomiske vækst

ikke måtte forceres, idet man derved ville skabe en overophedning af økonomien, der ville belaste den ønskede balance og stabilitet.

30

Madsen, side 60

31

Brødsgaard 2, side 69

32

Holm 1, side 117

33

Brødsgaard 2, side 67

34

Holm 1 – se undertitel på bogen

Side 12

12

3.3 Deng og Kinas eksperimentelle strategi

Jeffrey Sachs er en amerikansk økonom, som har udviklet strategier og modeller for økonomisk udvikling, hovedsageligt med henblik på relativt underudviklede lande. En af hans strategier hedder ”Big bang-strategien” [35], og har den underliggende dagsorden, at det er markedet og private producenter der skal styre økonomien. Strategien har været benyttet i Østeuropa og senest af det reformprogram der blev vedtaget af Polen i ’90. Strategien har haft den ulempe, at den med ét slag ændrer befolkningens levevilkår og sociale situation - deraf navnet Big bang. Trygheden og forudsigeligheden forsvinder, da basale behov som fødevarer og energi bliver meget dyrere (inflation), i en situation hvor lønningerne oftest ikke sættes tilsvarende op. Man kan altså sige, at der skabes en social uro, som ofte modvirker den ønskede effekt af de indførte reformer.

Specielt for netop Kina er, at man fra starten af denne reformperiode ikke har haft en detaljeret plan for, hvad reformerne skulle ende med og hvordan det nye system ville komme til at se ud. Kina har eksperimenteret sig frem, og har altså ikke haft behov for en pludselig privatisering eller indførelse af en ny markedsøkonomi. Denne strategi, som tilsyneladende ikke var nogen strategi, har gjort den kinesiske reformproces helt anderledes og holdbart i forhold til den østeuropæiske, hvor man ikke har haft samme hypervækst og økonomiske resultater. Man må sige, at dette var Dengs fortjeneste, og er netop grunden til, at han også betegnes som Kinas økonomiske frelser. Kjeld Erik Brødsgaard mener, at han har reddet Kina fra endnu en økonomisk krise, ved ikke at vælge denne Big bang strategi, og at han på intet tidspunkt har presset en færdig model ned over den kinesiske virkelighed, men i stedet har understreget de eksperimentelle træk, hvilket passende kan afsluttes med dette citat fra Deng: ”.. Man skal føle med fødderne, hvor stenene ligger, for at komme over åen..” [36] I dette citat siger han, at man skal erfare før man kan forme. Dvs. at en økonomisk model ikke nødvendigvis ligger klar fra starten, men skal formes efter de erfaringer, man gør sig undervejs – hvilket jo netop var hvad Deng gjorde.

3.4 Frizoner og ”joint-venture”-samarbejde

De oprettede Særlige Økonomiske Zoner (SEZ) [37] var væsentlige instrumenter til at få sat gang i Kinas økonomiske udvikling, og samtidig et bredt politisk debatteret emne inden for KKP’s rækker. Målet var at fortsætte udbygningen af samarbejdet, og metoden var SEZ, som

35

Tidsskrift – Nationaløkonomisk tidsskrift, Bind 128: Privatisering og demokratisering i Østeuropa

36

Holm 1, side 117

37

Særlige Økonomiske Zoner forkortes SEZ (Special Economic Zones)

Side 13

13 skulle virke som magneter for udenlandske investeringer. SEZ var relativt små geografiske områder, hvor det var attraktivt for lande, virksomheder og privatpersoner at investere sine penge. I ’79 blev de første SEZ åbnet: Shenzhen, Zhuhai, Shantou og Xiamen, som lå tæt på den engelske koloni Hongkong. Målet med disse zoner var at gøre det sydkinesiske område omkring Hongkong til en vigtig økonomisk faktor for hele Kina. Der var et hav af fordele i disse områder, men nogle af de vigtigste midler der blev anvendt, for at gøre SEZ attraktivt for udlandet, var: [38] (1) Zonerne havde et lavt skatteniveau. Virksomhedsskatten i zonerne var

15 %, mens den i resten af Kina var 33 %. (2) Ikke underlagt planøkonomi: Den kinesiske stat måtte ikke blande sig i hvad der blev produceret og hvad prissætningen var i zonernes virksomheder. (3) Strejkeforbud i zonerne, som var et stort problem i Kina for denne periode.

(4) Meget lave lønudgifter for virksomhederne.

SEZ-modellen viste tydeligt, at det hurtigt blev attraktivt for de store udenlandske investeringer. Allerede i ’84 fik 14 kystbyer og øen Hainan forhold svarende til dem i SEZ. Befolkningen fik en langt højere levestandard end i resten af landet, og zonerne udviklede sig i løbet af få år fra at være små landsbyer til moderne industri- og handelsbyer.

BNP pr. indbygger var næsten 9 gange større i SEZ end i resten af landet, og andel af udenlandske investeringer var 5 gange større. [39]

I dag er der er et hav af SEZ som går under betegnelsen `de åbne byer´.

Allerede fra start blev der lagt op til forskellige former for samarbejde med udlandet. En del bestod i, at vestlige virksomheder fik færdiggjort deres produkter på virksomheder der var kinesisk-ejede. De vestlige virksomheders bidrag var teknologi, og kineserne bidrog med arbejdskraft. Den mest udbredte form for samarbejde var ”joint-

                 40
venture”-samarbejde , som gik ud på at kinesiske og vestlige virksomheder sammen skulle

opbygge en fælles virksomhed. Sådanne fællesskab var kineserne uhyre interesserede i, da det gav økonomiske og teknologiske tilskud til Kina. Kravene til et ”joint-venture”-samarbejde var, at den kinesiske andel af fælleskapitalen skulle være mindst 51 % og højst 75 %. Dette betød, at kineserne sikrede sig hovedindflydelsen i virksomhederne, og derfor reelt styrede dem, hvilket var vigtigt rent økonomisk, da de herved kunne styre virksomhedernes kapital.

SEZ udviklede sig op igennem 80’erne 90’erne og blev en kæmpe succes.

Udbygningen af zonerne var i midlertidig en dyr investering for Kina, og førte derfor til politisk splittelse, debat og kritik af SEZ. Kritikken i KKP-ledelsen gik på, at ophedningen af

38

Spence, side 681

39

Bell, side 34

40

Brødsgaard 1, side 85

Side 14

14 smugleri, korruption og bestikkelse - som var meget udbredt i SEZ – ville videreføres til resten af Kina. Derudover lød kritikken, at kapitalen ville gøre mere gavn hvis den blev spredt til flere virksomheder i hele Kina. Investeringerne i SEZ var store, og kritikerne pegede på, at

                                                       41
SEZ var et udtryk for ”vild kapitalisme” på trods af senere fremgang. Leveforholdene i de

enkelte områder blev betydeligt forbedret og dette var urimeligt ifølge kritikerne, da det i høj grad betød at nogle blev rige før andre. Deng holdt på, at SEZ skulle udgøre en hjørnesten i reformpolitikken, selvom han var klar over at dette ville skabe ulighed i samfundet, hvilket især ville gå ud over bønderne på landet, men være til gavn for befolkningen i byerne.

3.5 Politisk udvikling frem til i dag

Dengs reformpolitik har betydet en væsentlig faktor for Kinas udvikling. Den er blevet betegnet som ”den åbne dørs politik”, og eksempelvis har reformerne på udenrigshandelsområdet medført et skifte fra Mao-tidens selvforsyningsstrategi til en mere eksportorienteret strategi. Der blev i perioden efter Mao lavet utallige reformer, men de mest væsentlige i forhold til den politiske udvikling, har været de første reformer som startede inden for landbruget samt de demokratiske reformer. Reformpolitikken startede inden for landbruget, hvilket skabte en så kraftig produktionsfremgang, at Kina for første gang siden starten af 1960’erne kunne brødføde sig selv. Det var vigtigt at gennemføre disse reformer allerede fra starten, da Deng erkendte at bøndernes støtte var en afgørende forudsætning for det samlede reformprograms succes samt opretholdelsen af KKP’s magtmonopol..

De demokratiske reformer har betydet en indførelse af direkte valg på landsbyniveau. Selvom KKP stadig sikrede deres magtmonopol, gik man over til at vælge landsbyens leder ved frie valg (som regel en borgmester). Afstemningerne skulle være hemmelige, og skulle afholdes hvert 3. år, hvilket valgeksperter fra EU har sagt god for. [42] Indførelsen af valg blev en succes, og interessen for valgene har siden ’87 været store idet stemmeprocenten har ligget på 80-90 %. [43]

En anden demokratisk reform var i ’87, som siden hen har været vigtig for den politiske udvikling. Her indførte Deng egentlige valg til partiets centralkomite, tidligere var valgene kåringer inde for lukkede døre. Et af de gennemgående spørgsmål siden reformerne tog sin begyndelse i ’78 har været om Kina er ved at udvikle sig i demokratisk retning. Er Kina klar til et vestligt demokrati? Det lette svar er at sige nej med henvisning til kommunistpartiets manglende ønske om at afgive sit magtmonopol. Det rigtige

41

Madsen, side 64

42

Østergaard 2, side 35

43

Østergaard 2, side 36

Side 15

15 svar er nok snarere ”på den ene side ja, på den anden side nej”. [44] Spørger man kineserne vil mange svare, at de har mere frihed end de nogensinde har haft før, og samtidig indflydelse på politiske beslutninger. Det tillades nu i større omfang end tidligere, at folk gennem demonstrationer giver udtryk for deres utilfredshed. Der udkommer flere bøger, blade og aviser end tidligere i landets historie. Dette sammen med flere nye nationale og internationale TV-kanaler har gjort, at mediebilledet er mindre kontrollabelt.

Efter Dengs død i ’97 var det tid til et magtskifte, men ikke nødvendigvis en ny politisk kurs, da fakta var, at Deng havde udviklet Kinas økonomi fænomenalt. Allerede i ’93 havde Jiang Chemin overtaget præsidentposten for Deng. Jiang Chemin videreførte Dengs eksperimentelle strategi, og langsomt men sikkert indførtes mere og mere markedsøkonomi, dvs. Kina i højere grad åbnede sig til udlandet. Politisk var der ikke de store ændringer, idet KKP stadig var en dominerende magtmonopol. Men på det økonomiske plan, udviklede Jiang nye reformer som accelererede Kinas økonomiske vækst endnu mere end tidligere. I 2003 blev Hu Jintao indsat som præsident, hvilket var en sejr for Jiang Zemin, idet Hu Jintao gennem en årrække havde været tæt tilknyttet Jiang Zemin. Han sidder stadig på posten i dag, og har generelt videreført Jiangs politiske linje, dog med ønske om mere markedsøkonomi i Kina. Den nuværende ledelse må siges, at være en videreførelse med justeringer af Dengs politik. Den eneste markante ændring siden Deng er hans filosofi om, at de riges forbrug ville skabe økonomisk vækst for alle samfundsgrupper. Dette distancerer den nuværende ledelse sig en smule fra, da de mener, at der i dag er fattigdomsproblemer i Kina: ”..at løse

                                                                       45
problemerne for landbrug, landsbyer og bønder er en meget vigtig del af vort arbejde..”.

Hermed erkendes indirekte, at det er et problem, at de 800 mio. mennesker der bor i landområderne ikke har fået nok ud af de økonomiske reformer. Ytzen peger på, at den politiske udvikling siden Deng ikke har været så markant, og at Kina i længere tid har været et

                                                                        46
”diktatur”, men nu med betegnelsen en `socialistisk folkerepublik med diktatoriske træk´.

3.6 Økonomisk udvikling^{47}

Hvordan så den økonomiske udvikling i virkeligheden ud efter ’76? Kinas BNP i faste priser gik fra at ligge i økonomisk krise, til at have status som højkonjunktur. Kinas BNP blev mere end fordoblet på blot 8 år. Fra ’76 til ’84, gik BNP fra at være 392,4 til 805,8 (indeks startende i ’52). BNP-væksten lå årligt mellem 7-15 %, hvilket er historisk højt. Inflation var i

44

Madsen, side 66

45

Østergaard 1, side 95

46

Ytzen, side 272

47

Chinability

Side 16

16 denne periode stabil, og prisstigningerne voksede årligt med kun 2-3 %. Kinas accelererende BNP-vækst, skyldtes hovedsageligt indførelsen af de nye reformer, som åbnede Kina op udadtil, og sørgede for at eks- og import fik et kraftigt spark frem af. Især eksporten gik meget frem, da den på disse 8 år firedoblede, mens importen haltede en smule bagefter. Dette betød naturligvis underskud på betalingsbalancen, men dette skulle SEZ være med til at sætte en stopper for. Pga. SEZ kom der styr på betalingsbalancen, og i takt med udvidelsen af SEZ-områder vendte billedet i ’90. Fra ’90 til ’04 tidoblede eks- og importen, samtidig med der var vedvarende overskud på betalingsbalancen, på nær i ’93 hvilket afspejler den verdensomspændende økonomiske krise. [48] Eks- og import er i dag en altafgørende faktor for Kinas økonomi, da de er meget afhængige af handel med udlandet. Dvs. de direkte udenlandske investeringer har været en væsentlig faktor for væksten i Kina siden reformperiodens start. I ’04 investerede udenlandske investorer et rekordhøjt beløb i Kina på

60 mia. $. Siden reformperiodens start er de samlede investeringer usammenlignelige, og helt oppe på 562mia.$. Kina har siden 2002 været det land i verden, der tiltrak de største udenlandske investeringer, pga. oprettelsen af SEZ og samarbejdet med udlandet.

Kinas BNP-vækst, bliver i dag betegnet som værende ”verdensrekord i vækst” [49]. Siden dens fremgang i starten af 80’erne er der intet der har kunnet stoppe den.

Selv ikke den opbremsning i økonomien, som turbulensen i forbindelse med massakren på Den Himmelske Fredsplads [50] forårsagede, formåede at sætte økonomien i stå. Vækstraten blev blot halveret i ’89 og ’90, men allerede fra ’91 var den kinesiske økonomi på vej tilbage i sin hypervækstbane, med rekordhøje vækstrater i ’92 og ’93 på i alt 14,2 % og 13,5 %. Heller ikke under ”den asiatiske finanskrise” [51], hvor mange asiatiske lande havde nul-vækst og i nogle tilfælde negativ vækst, kunne Kinas økonomi berøres. Kina stormede fortsat frem på verdensmarkedet. Finanskrisen i dag er global, alligevel er Kinas vækst kun faldet minimalt, hvilket skyldes en mindre efterspørgsel efter kinesiske varer. OECD-landene anbefaler dog, at Kina skærer toppen af indkomstskatterne, selvom landet er i en sund økonomisk situation, hvor eksporten fortsat vil være stigende, men med et forventet lavere tempo i 2009. [52] Kinas økonomiske vækst er meget synlig for os i den vestlige verden, da en stor del af de varer vi kender, er ”Made in The Peoples Republic of China”. Eksempelvis kender vi ”Made in China” på tøj, sko, elektronik, legetøj, cykler og meget andet. Kinesiske biler er

48

Kureer, side 14 – Længerevarende nedtur for verdensøkonomien, som kom bag på økonomerne.

49

Brødsgaard 2, side 134

50

Massakren fik symbolsk betydning, pga. statens militære indgriben som kostede mere end 5000 studenter livet

51

Kureer, side 16 – Alvorlig for de berørte lande, men fremtvang ingen global krise.

52

Hjortdal – Poltikken Onsdag

Side 17

17 endda på vej ind på det europæiske marked. En mindre kendt årsag til denne udvikling er, at de kinesiske lønninger er meget lavere end vestlige lønninger. Groft sagt får en kinesisk medarbejder mellem 5 % og 8 % af den løn, der betales til eksempelvis danske medarbejdere.

Selvom den kinesiske arbejdskraft vel at mærke på mange områder er lige så veluddannet som f.eks. den danske arbejdskraft. Dertil kommer tilhørende meget lave omkostninger til arbejdsmiljø og miljø samt lavere skatter, som første gang blev introduceret i SEZ. [53] Ud fra figur 2 i bilag 1 kan udviklingsvæksten meget klart læses i de økonomiske nøgletal. De sidste

30 år har Kina næsten hvert år haft vækstrater på mellem 7 % og 15 %. Den gennemsnitlige vækst i hele perioden har ligget på omkring 9,5 %. I de seneste 5 år har væksten i gennemsnit ligget over 10 %. Til sammenligning ligger væksten i OECD-landene i gennemsnit på omkring 2 %. [54] Denne ustyrlige vækst, har påvirket arbejdsløsheden meget positivt. Det skal dog siges, at arbejdsløsheden i nogle provinser stadig er meget høj, men at den generelt er faldet meget i Kina. Arbejdsløsheden for blot 4 år siden var helt oppe på 10,10 %, men er i dag nede på, 4 %, hvilket kan betegnes som fuld beskæftigelse [55]. Arbejdsløsheden ses på nuværende tidspunkt ikke som et problem for Kina. [56]

Inflationen i Kina har gennemgået en svingende udvikling. Inflationen var stabil i starten af ’80erne og hele vejen op til ’88. Her skete der en acceleration af prisstigninger, som hovedsageligt skyldtes, at priserne på materiale og tjenesteydelser blev presset op af alt for høje investeringer og et generelt højt økonomisk aktivitetsniveau. [57] Inflation var en af årsagerne til den sociale uro som ledte til studenterdemonstrationerne i ’89. Statens reaktion i de kommende år, var at gribe ind med vækstdæmpende tiltag, eksempelvis prøvede de at kontrollere priserne på en række fødevare, samtidig med at bankerne blev beordret til at være mere tilbageholdende med deres udlånspolitik. Denne reformpolitik hjalp inflationen allerede i ’98, hvor priserne blev stabile, og frem til 2003 faldt de faktisk med 5 %. I dag er inflationen, på trods af den høje vækst, helt nede på 1,8 %. Der er således ingen tegn på, at økonomien er overophedet, selvom kritikere har været skeptiske over for fremtidig inflation.

På figur 3 i bilag 2 ses udviklingen i Kinas BNP pr. indbygger. Denne udvikling underbygger at Kina generelt har fået en langt højere levestandard. Udviklingen har reduceret antallet af absolut fattige i Kina. Verdensbanken har tilmed lavet en beregning af antallet af

53

Ytzen, side 187

54

Tal i tabellen fra Chinability

55

Fuld beskæftigelse ved en arbejdsløshedsprocent på 3-4 %

56

Kontak – Kæmpedragen vågner, side 19

57

Brødsgaard 1, side 87

Side 18

18 fattige baseret på det der kaldes et ”basic-need kriterium”. [58]

Her ser man på, hvor meget en familie skal have for at kunne få 2100 kalorier pr. person pr. dag. Ifølge verdensbankens beregninger var fattigdomsraten i ’81 på 64 %. Denne var i ’90 faldet til 33 %, i 2004 til 10 % og i 2007 til 7 %. Måles antallet af fattige ud fra FN’s ”en-dollar-om dagen – kriterium” er billedet det samme. Verdensbanken har også regnet sig frem til, at Kina ville have haft 300-

400 mio. flere indbyggere uden ”et-barns-politikken”. Konsekvensen heraf ville have været et væsentligt større antal absolut fattige. I den anden ende af den økonomiske indkomstskala er der en stadig større middel- og overklasse, der har forstået at udnytte privatiseringen til at skabe sig store personlige formuer. Ytzen konkluderer, at den opbyggende middelklasse bliver bestukket af KKP, da de reelt kan danne en opposition til det politiske system. [59] KKP sørger for at de er tilfredse ved bl.a. at lade dem læse udenlandske sider på nettet, og samtidig lade dem tro at politikerne lytter til dem og at de har en reel indflydelse. Middelklassen vil altså ikke have indført demokrati, da flertallet herved vil komme til at ligge hos bønderne.

Hertil ligger, at mange veluddannede kinesere er meget konservative og overbevist om, at en øget ulighed er nødvendig for at skabe vækst i samfundet.

                                      60
3.7 Nationaløkonomiske teorier og strategier

Det er vanskeligt at sige hvilke nationaløkonomiske strategier Kina har benyttet sig af, da de ikke som sådan benyttede sig af én bestemt strategi. Vækstpol-teorien er en model, hvor investeringer, koncentreret i særlige geografiske områder, efterhånden vil skabe en spredningseffekt i den øvrige del af samfundet, så en udvikling og økonomisk vækst genereres. Vækstpol-teorien danner også baggrund for frizone-strategien. Disse passer glimrende på Dengs indførelse af frizone-områder. Hans filosofi var jo netop, at de riges forbrug ville skabe økonomisk vækst for alle samfundsgrupper

Kinas udvikling kan sammenfattes i Rostows faseteori, som er en model for politisk og økonomisk udvikling. På figur 4 i bilag 2, ses de forskellige faser. Kina var før, under kejserstyret, og op til ’35, i fase 1 ”Det traditionsbundne samfund”. I fase 1 er der stort set ingen industri og samtidig lav samfundsmæssig produktivitet. I fase 2 ”Forudsætningerne for take off” er der begyndende industrialisering, svag stigning i produktiviteten og et centralt styre (politisk elite), hvilket var under Mao-perioden fra 1935-76, selvom der dog var økonomisk tilbagegang under springet og revolutionen. Fase 3, ”Take off”, indebærer ny teknologi i landbruget og omfattende investeringer i mange af samfundets sektorer. I

58

Tal og inspiration til analyse fra Udenrigs – Frede Vestergaard. Kina er stort – men ikke så stort som antaget.

59

Ytzen, side 279

60

Dette afsnit tager udgangspunkt i Agergaard, side 264-66

Side 19

19 begyndelsen af 80’erne indførte Deng frizone-områder og her kom masser af ny teknologi og mange investeringer. Det kan diskuteres hvornår Kina gik fra fase 3 til 4 ”Modenhedsfasen”, hvor industrialiseringen fortsætter, og samfundet i princippet kan producere alle vare. Disse overlapper nemlig hinanden for Kinas vedkommende, da Kina mere eller mindre kunne producere alle varer selv op igennem 80’erne. Ifølge Rostows fase-teori er Kina ikke nået il fase 5 ”Masseforbrugets epoke” endnu. Her skal den samfundsmæssige produktivitet fortsat skabe vækst og rigdom, landet skal være et gennemført industrialiseret samfund og have en international magtposition. Derudover skal der være social lighed og velfærd i landet. Social lighed har Kina svært ved at overholde - selv i de højeste instanser: I KKP’s 25 medlemmer

                                     61
store politbureau sidder stadig kun én kvinde.

Landet skaber stadig stor vækst og rigdom, men er ikke et gennemført industrialiseret samfund, da der som nævnt er 800 mio. mennesker i landområderne der ikke har fået ret meget ud af de økonomiske reformer og Kinas udvikling.

Sammenfattende må siges, at selvom Deng officielt benyttede sig af en eksperimentel strategi, så afspejles denne i Vækstpol-teorien og frizone-strategien. Derudover er Kina ikke et masseforbrugssamfund ifølge Rostows fase-teori, selvom de har en stor international magtposition og kolossal indflydelse på verdensøkonomien. Konsekvenserne af Kinas udvikling er i stigende grad mærkbare for resten af klodens befolkning. Napoleon har fået ret i, at når Kina vågner, vil verden ryste. [62]

Men spørgsmålet er om de kan beskrives som en supermagt?

4. Diskuter om Kina i dag kan karakteriseres som en supermagt

Hvis vi går et par år tilbage i tiden, ser vi tydeligt at international politik var domineret af supermagterne USA og Sovjet (USSR). Under den kolde krig var alle andre lande tvunget til at alliere sig med en af disse supermagter. Grundet Kinas geografiske placering og af ideologiske årsager, var USSR en naturlig allieret for Kina. Alliancen ophørte dog under Maos Store Spring Fremad, hvilket efterlod Kina i en form for isolation. Efter Mao-tiden valgte Kina at samarbejde tættere med det mægtige USA, og efter den kolde krigs ophør opstod der et ”magt-tomrum” i østen. Spørgsmålet var hvem der kunne og skulle overtage Sovjets magtrolle? Svaret blev en magttrekant, bestående af USA, Japan og Kina. [63] USA’s primære rolle var deres militære force, mens Japan og Kinas rolle var den økonomiske del,

61

Ytzen, side 269

62

Lund, side 172

63

Brødsgaard 1, side 140

Side 20

20 som skulle sørge for at den økonomiske vækst spredte sig til fattige lande. Denne magttrekant blev dog formindsket til en reel magt-tokant, da Japans økonomi led hårdt under den asiatiske finanskrise i 1997-99. Kinas økonomi klarede sig igennem, hvilket var et klart signal om, at Kina ønskede at spille en supermagtsrolle på verdensplan. Det gennemgående spørgsmål er om det overhovedet er muligt at karakterisere Kina som en supermagt?

Først er det nærliggende med en definition af hvad en supermagt er. Men hvorledes defineres en supermagt? Er det karakteriseret ved en nation som er stærkere end en stormagt? I litteraturen angives ikke en eksakt definition af en supermagt, men ud fra samfundsvidenskabelige bøger [64] indgår følgende parametre som kan definere en supermagt:

1) En stat med store militære, økonomiske og diplomatiske ressourcer mm.

2) En stat der kan handle uafhængigt af sine omgivelser.

3) En stat der søger at præge sine omgivelser.

I de litterære referencer er der stort set enighed om hvorvidt Kina er en supermagt eller ej.

Jens-Peter Fage Madsen mener, at Kina står stærkt i forhold til landets størrelse, befolkning, valutareserver og økonomiske vækst. Dette er alle faktorer som er meget væsentlige for en supermagt. Han mener dog, at Kina har en række begrænsninger for sine stormagtsdrømme.

Eksempelvis den høje økonomiske vækst, som uddyber den store forskel mellem rig og fattig.

Han fremfører et interessant synspunkt, idet han mener, at den økonomiske vækst vil blive tynget af, at Kina i nær fremtid vil løbe ind i alvorlige energiproblemer, da den forhøjede levestandard i byerne automatisk fører til et forøget energiforbrug. Produktionen af alternativ energi er endnu ikke for alvor kommet i gang, hvilket vil føre til en stor energiimport i fremtiden, som vil bremse den økonomiske vækst. Han forholder sig altså kritisk til, om Kina vil kunne overhæle USA’s økonomi. Ydermere peger han på et meget væsentligt aspekt, nemlig Kinas beskedne militære styrke. Selvom landet har en større mandskabsmæssig styrke end USA, råder den kinesiske hær over relativt dårlige og gammeldags våben. [65] Dette betyder, at Kina vil falde udenfor definitionens første punkt. Flemming Ytzen er overordnet enig i dette, men lægger dog mere vægt på, at Kina har et kæmpe problem med en stigende korruption. ”Det egentlige problem består i at få embedsmændene til at respektere landets love. De centrale myndigheder fører ikke meget tilsyn med de lokale myndigheder, og da der ikke findes nogen uafhængig dømmende magt eller fri presse til at holde dem i ørerne, gør de

64

Inspiration: Branner 1, side 48-49 + Branner 2, side 160

65

Madsen, side 90

Side 21

21

                                                        66
lokale myndigheder i landområderne ofte lige, hvad der passer dem”. Han mener, at dette

kan svække den økonomiske vækst pga. samhandelen med udlandet.

Kjeld Erik Brødsgaard peger derimod på, at hvis Kina bliver en supermagt, vil det indebære et krav om en demokratisering af landet, som indebærer en opgivelse af et-parti-systemet. Derudover mener Brødsgaard, at Kinas konstante krænkelser af menneskerettigheder skal ophøre i specielt Tibet og til ”politiske afvigere”. [67] På den ene side kan man give Brødsgaard ret i dette. Hvem kan i længden forsvare at udbygge et politisk og økonomisk samarbejde med et land, der bryder basale menneskerettigheder? På den anden side kan man sige, at demokrati ikke nødvendigvis skal afgøre hvorvidt Kina skal have status som supermagt eller ej. Investeringerne i Afrika havde eksempelvis ikke kunnet lade sig gøre, hvis de havde samme demokratiske mentalitet som i vesten. I stedet for at gå ind og ændre på den politiske situation i f.eks. Sudan, gik de overordnet ind og sagde ”Vi passer vores, hvis I

           68
passer jeres.” Dette betød, at de frit kunne handle med Sudans olieproduktion, og i dag

importerer Kina 90 % af den producerede olie i Sudan. [69]

Her falder Kina udenfor punkt 3 i definitionen, da de ikke som sådan prøver at præge sine omgivelser, hvilket er en modsætning til USA, som prøver at indføre demokrati i f.eks. det krigshærgede Irak.

Overordnet set mangler Kina en række punkter for at kunne kalde sig selv for en supermagt. Der er dog forskellige indicier som fortæller at de ikke er langt fra. F.eks. er Kinas andel af verdens BNP i dag verdens næststørste kun overgået af USA. [70] Dog er Kinas BNP pr. indbygger lavere end eksempelvis Danmarks BNP pr. indbygger pga. Kinas kæmpe befolkningsstørrelse. For 10 år siden var det utænkeligt at Kina kunne nå sådanne økonomiske højdepunkter, men Kina skulle angiveligt have verdens førende økonomi i 2020, i hvert fald ifølge amerikanske makroøkonomer. [71] Denne beregning ligger højst sandsynligt til grund for forrige års økonomiske vækst, og holdbarheden kan derfor diskuteres, da den ikke medregner faktorer som Ytzen og Fage Madsen eksempelvis redegør for (energikrise og korruptionsspørgsmålet). På trods af dette, kan Kina godt defineres som en stat med store økonomiske ressourcer, hvilket betyder at deres militære potentiale, for mig at se, også er stort. Selvom de har mangel på våbenteknologi råder de over såvel atom- som neutronvåben, og hvis man i fremtiden gisner om en våbenteknologisk oprustning med deres store økonomiske ressourcer, kan man godt forestille sig Kina som trussel for selv USA. Yderligere

66

Ytzen, side 277

67

Brødsgaard 1, side 31

68

Udenrigs. Kinas fremmarch i Afrika.

69

Ytzen, side 251

70

Chinability

71

Brødsgaard 1, side 127

Side 22

22 mener jeg, at Kina i dag kan handle frit og uafhængigt af sine omgivelser. Deres massive investeringer i udlandet viser et godt billede på dette. Trods kritik fra de vestlige lande, ser Kinas investorer ikke ud til at stoppe sin fremmarch. Kina har sat sig tungt på olieproduktionen i Afrika, og samtidig opkøbt stort i USA. Danmark kan beskyldes for at være USA’s marionetdukke og rette sig efter hvad USA siger og gør. Kina har ikke denne autoritære magt at rette sig efter, og derfor mener jeg, at Kina kan handle uafhængigt af sine omgivelser - hvilket betyder, at Kina opfylder krav nr. 2 i definitionen.

Overordnet set er alle mine referencer enige om, at der er noget stort i gære i

Kina. Der er ingen tvivl om at de kinesiske ledere håber og forsøger på at udvikle Kina til at have en ledende supermagtsrolle, men man må sande at der er et stykke endnu. Der er dog ikke blot tale om en asiatisk økonomi, der følger i fodsporet på Japan. Der er tale om et fænomen af samme systemændrende karakter, som da Tyskland i det 19. århundrede eller USA i begyndelsen af det 20. århundrede for alvor trådte ind på scenen. ”Det, verden er vidne

                                                             72
til i disse år, er den dramatiske fødsel af en ny supermagt. På godt og ondt.”

5. Konklusion

Ud fra redegørelsen kan konkluderes, at Mao skabte social uro og dårlige betingelser for kinesisk økonomi. Hans første fejl var under Det Store Spring Fremad, som kostede mange millioner mennesker livet. Hans håb om at indtage supermagtsstatus på 3-5 år viste sig at være umulig, og resulterede i en fatal brøler som er gået over i historien som en af de mest ødelæggende aktioner for et lands befolkning og økonomi. Maos anden store fejl kom til udtryk under Kulturrevolutionen. Revolutionen afspejlede Maos storhedsvanvid i en korrupt tid, hvor store dele af KKP’s partiledelse blev udrenset. I 1976 var Kina på den økonomiske side altså kørt i sænk, og på den politiske side stod Kina i et stort kaos. Men Maos politiske udskejelser og trækken væk fra klassisk konfucianistisk tankegang kan også ses som en forudsætning for senere perioders fremgang. Kunne man f.eks. have forestillet sig Dengs reformperiode uden den forudgående nedtur?

Analysen giver et indblik i hvordan Kina kom ud af krisen i ’76. Deng er hovedarkitekten bag Kinas succesfulde udvikling. Hans metode var indførelse af reformer, frizoner, samarbejde med udlandet, og han forsøgte sig med en eksperimentel strategi som verden ikke havde set før. Det politiske liv efter Deng er blevet kritiseret for at være skvattet,

72

Brødsgaard 1, side 150

Side 23

23 idet den i store træk ligner Dengs politik. [73]

Sammenfattende kan siges, at Dengs post-maoistiske tankegang fik Kina ind i en historisk såvel økonomisk som politisk opblomstringsperiode. Hermed er rapporten fremme ved kernen i dette kinesiske udviklingseksperiment. Det der skal besvares, inden bundlinjen er nået i det kinesiske samfundsregnskab, er hvorvidt Kina kan karakteriseres som en supermagt. Ifølge Rostows fase-teori, er Kina endnu ikke nået til den femte fase, hvor landet skal være et gennemført industrialiseret samfund på trods af landets internationale magtposition. Diskussionen nåede frem til, at alle referencer peger på, at der et stykke vej endnu før Kina kan indtage en supermagtsrolle. Selvom Kina på nuværende tidspunkt ikke kan defineres som supermagt, har landet en enorm økonomisk vækst og ikke desto mindre en enorm indflydelse set på verdensplan. Konklusionen må altså være, og for at citere Fage Madsen: ”At se Kina som konkurrent til USA som en af verdens førende magter, ligger nok ikke lige om hjørnet. Men når dette er sagt, skal man dog tilføje, at alt kan ske meget hurtigt i Kina og i kinesisk politik.

Det, der synes umuligt i dag, kan blive muligt i morgen, for et er sikkert: De kinesiske ledere bestræber sig på at udvikle Kina til en supermagt og dermed gengive landet sin historiske

placering som RIGET I MIDTEN”.^{74}

73

Ytzen, side 243

74

Madsen, side 90

Side 24

24

Litteraturliste og noteapparat

Bøger:

- Adstofte, Flemming. De tre Kinaer. DR, 1984.

- Agergaard, Jytte m.fl. GO Naturgeografi – Jorden og mennesket. Skive, 2006.

- Bell, Michael W. m.fl. China at the Threshold of a Market Economy. IMF, 1993

- Branner 1, Hans m.fl. International politik. Columbus, 2001.

- Branner 2, Hans. Global Politik. Columbus, 2006.

- Brødsgaard 1 = Brødsgaard, Kjeld Erik m.fl. Jeg skal til Kina. Jepsen og co., 2006
- Brødsgaard 2 = Brødsgaard, Kjeld Erik. Kina – efter Deng. Gyldendal, 1997.

- Halliday, Jon. Mao – Den ukendte historie. Finland, 2005.

- Holm 1 = Holm, Mette og Mogens Lykketoft. Kina. Gyldendal 2006.
- Holm 2 = Holm, Mette. Kina – fra kejserdømme til kapitalisme: Frydenlund, 2001.

- Jørgensen, Helmer. Det Ny Kina – Kina efter 1949. Gyldendal, 1989

- Kureer, Henrik og Svend Erik Lundgren. International økonomi. Forlaget Kurlund,

2006

- Lund, Jan og Jørgen Ørstrøm Møller. Asien Buldrer – og sådan undgår Danmark at sakke agterud. Aschenoug, 2007.

- Madsen, Jens-Peter Fage. Kina på tærsklen til det 21. århundrede. Lee 2000.

- Moise, Edwin E. The present and the past – Modern China. London, 1994.

- Spence, Jonathan D. Kina – Historien om de seneste 400 år. New York 1990, oversat af Politikens forlag, 1991.

- Thostrup, Niels. Kina bag spejlet – En beretning om det moderne Kina. Høst og Søn,

2002.

- Ytzen, Flemming. Supermagten Kina – mirakel eller mareridt. Politikens forlag, 2008.

- Østergaard 1, Clemens Stubbe m.fl. Det Ny Verden 2 – Kina 50 år. Center for udviklingsforskning, 1999.

- Østergaard 2, Clemens Stubbe. Kinas eksperimenter – Reformer og stormagtsstatus?

Columbus, 2004 - 2. udgave i 2008.

Artikler, Magasiner og Tidsskrifter

- Den Ny Verden – Tidsskrift for internationale studier. København 2007

- Kontakt: Internationalt Magasin – Bag Kinas nye facader. København 1995

- Udenrigs. Det udenrigspolitiske selskab. København, 2008.

Side 25

25

- Økonomi og politik. Jurist og Økonomforbundets Forlag. København 2001.

- Røjle, asger. Maoismen i Kina er lagt i graven. DR Udland 2008

- Hjortdal, Marie og Thomas Flensburg. Danmark godt rustet til rutsjetur. Politikken.

Onsdag

Internetsider

- Chinability: www.chinability.com: Statistik over økonomiske forhold, som hovedsageligt benytter tal og modeller fra China Statistical Yearbook. Derfor er det en anerkendt hjemmeside af China Statistical Yearbook og National Bureau of Statistic of China. Derudover benytter CIA factbook sig af samme tal.

- Tidsskrift: www.tidsskrift.dk: Det Kongelige Biblioteks portal for danske videnskabelige tidsskrifter

Side 26

26

Bilag 1

Økonomisk krise BNP stiger Arbejdsløsheden

svagt/falder stiger

(under 2pct. om året)

Importen falder

Figur 1: Lavkonjuktur - økonomisk krise

Figur 2: Kinas årlige vækstrater (i %)

0,0

2,0

4,0

6,0

8,0

10,0

12,0

14,0

16,0

1977

1979

1981

1983

1985

1987

1989

1991

1993

1995

1997

1999

2001

2003

2005

2007

Årstal

Vækstraters procent

Side 27

27

Bilag 2

Figur 3: Udviklingen i Kinas BNP pr. indbygger (målt i

YUAN/RMB)

0

5000

10000

15000

20000

25000

1977

1979

1981

1983

1985

1987

1989

1991

1993

1995

1997

1999

2001

2003

2005

2007

Årstal

YUAN

Figur 4: Rostows faseteori