SSO om europæisk musikhistorie

1.1 – Indledning

Europæisk musikhistorie er én lang vandring, hvor vi med stor gevinst kan sætte perioderne i bås og kasser, hvilket også må siges at være musikkens yndlingsdisciplin. Historien starter med den gregorianske sang, som senere bliver til dur- og molskalaer hos Bach under barokken. Musikken, der støt og roligt vandrer videre til renæssancen, videre til wienerklassikken og romantikken, ender i senromantikken. Herfra bliver vejen mere broget, og deler sig i flere retninger – fx impressionismen og ekspressionisme – og det er netop disse to perioder, som den følgende opgave vil omhandle. Udfra titelbladets opgaveformulering vil opgavens fokus være på stykkerne ”Nuages” af Claude Debussys ”Trois Nocturnes” og Arnold Schönbergs 1. sats af hans 2. strygekvartet Op. 10, hvor en analyse af disses harmonik og stiltræk vil give anledning til at redegøre og diskutere impressionismens og ekspressionismens karakteristika. Dette forudsætter dog, at man har en baggrundsviden om senromantikkens træk. Derfor vil der også være en kort redegørelse af strømningerne i senromantikken, samt et kort afsnit om Debussy og Schönberg, der dog langtfra kan kaldes en fyldestgørende biografi, men mere et indblik i deres personlighed og udvikling set fra et musikalsk perspektiv. Opgaven er derfor disponeret således, at man ud fra baggrundsstof, herunder analyser, kan redegøre for de to perioders karakteristika.

2.1 – Senromantikken

Hvis der findes et begreb, som kan beskrive senromantikken, er det ”at rammerne sprænges”. Tendenserne fra romantikken, hvor længslen mod de uendelige, faste formskemaer sprænges og harmonikken og orkestret udvides, bliver blot mere yderligtgående. Kromatikken bliver en fast integreret del af musikken, hvor den sammen med en evig modulation gør, at musikkens tonale udgangspunkt næsten forsvinder.

Senromantikken kan på sin vis ikke markeres med en fast komponist eller begivenhed, da periodens forgænger, romantikken, efterhånden begynder at stritte i flere retninger. Der ses en voksende generation af nationalromantikere, som fx Grieg, Mussorgskij, Dvorák og Sibelius, men også mere fremtidsorienterede romantikere som Richard Wagner ().

En af senromantikkens store konflikter var diskussionen mellem den absolutte musik og programmusik med budskab. ”Johannes Brahms, der med næb og klør bekæmper udviklingen” og ”Richard Wagner som den ældste og måske mest fremtidsorienterede” kommer til at stå som to kontraster mod hinanden. Richard Wagners opera ”Tristan og Isolde” er måske den mest fremtidsorienterede af hans værker. Det bemærkelsesværdige for ”Tristan og Isolde” er kompositionsåret 1864. Her befinder vi os rent musikhistorisk set ca.