Klaversonate nr. 1 (op. 2 nr. 1), 1. sats - af Beethoven

Side 1

Side 1 af 5

Klaversonate nr. 1 (op. 2 nr. 1), 1. sats side 161-175

STX 2.g

År: 1795

Genre: Klaversonate

                             b
Toneart: F-mol (4 faste fortegn, foran s)

Instrument: Klaver

Taktart: ₵ (alla breve) – halv feeling. Pulsen ligger på 1 og 3, men er skrevet i 4/4
Spilles i: Allegro = hastigt
Form: Skrevet efter sonateformen i A B A^{1} – form

Form:

Klaversonaten er skrevet efter sonateformen. Sonateformen er en dominerende form inden for wienerklassikken bevaret op til vores tid. 1. satsen er opbygget som en cyklus (i reprisen vendes der tilbage til ekspositionsdelen som en afslutning). Sonateformen blev oftest brugt i første sats i symfonier og sonater.

I ekspositionsdelen fremføres hovedtema og sidetema bundet sammen ved overledninger og STX 2.g udgangspunkt i. Denne del gentages i wienerklassicismen så godt som altid - i romantikken droppes gentagelsen ofte til fordel for en længere ekspositionsdel. I nye, friere fortolkninger udelades wienerklassicismen gentagelse til tider.

Efter ekspositionsdelen kommer modulationsdelen (også kaldt gennemføringsdelen), som ofte er sonatesatsens dramatiske klimaks. Her finder den tematiske bearbejdelse af ekspositionsdelens temaer sted. Selv i den formbundne wienerklassicisme er der stor forskel på, hvordan komponisterne tackler denne del. Især Beethoven er berømt for sine lange og fantasifulde modulationsdele, hvor han tager udgangspunkt i én eller flere dele af de tematiske idéer fra ekspositionsdelen, hvorefter han vender og drejer dem og til tider hugger dem i småstykker og lader dem gennemgå en udvikling, der ellers lå fjernt fra deres karakter i ekspositionsdelen. Andre komponister, som f.eks. Clementi, lader sig som regel nøje med at lade et af temaerne gennemgå nogle modulationer uden at fjerne dem så langt fra deres udgangspunkt.

Efter dramatikken vender satsen tilbage til sit udgangspunkt med den tredje del - reprisen. I denne del gentages ekspositionsdelen, dog ofte med visse undtagelser, alt efter hvor stor indvirkning modulationsdelen har haft på temaernes udvikling. I reprisen er der tonal udligning mellem hovedtema og sidetema, hvilket ofte overflødiggør overledningsdelen, eller i hvert fald omformer den.

STX 2.g

Hovedtema (HT) t.1-8 F-mol

Side 2

Side 2 af 5

Bearbejdning af HT’s elementer t. 9-14 modulerer til As-dur (tonikaparallellen)

Overledning til ST t. 15-20

Sidetemagruppe t. 21-28 modulerer til Es-dur

- Sidetema (ST) t. 21-22 As-dur

Overledning til slutgruppe t. 28-41

Slutgruppe t. 41-48 As-dur

- Epilogtema t. 41-43 As-dur

Afsnit B / Gennemførings eller modulationsdel t. 49-101

1. fase t.49-55 As-dur (t. 49)

2. fase t. 55-73 B-mol (t.57) og C-mol (t. 65)

3. fase t. 15-20

4. fase t. 81-93 F-mol (t. 82)

5. fase t. 93-101

Afsnit A^{1} / Reprise t. 101-108

Hovedtema t.101-108 F-mol

Bearbejdning af HT’s elementer t.109-119 F-mol

Sidetemagruppe t. 120-127 laver et udsving til C-dur (Dominant til Fm)

- Sidetema (ST) t. 120-121 F-mol

Overledning til slutgruppe t. 127-140

Slutgruppe t. 140-152 F-mol

- Epilogtema t. 140-142 F-mol

Temaer:

Hovedtema t. 1-8

                                                                  1
Temaet er skrevet i ”barform”, hvilket betyder det kan deles op i tre dele kaldet a a og b

Form

a: t.1+2 en musikalsk forestilling lanceres F-mol
a^{1}: t.3+4 intensiveret gentagelse C -dur

7 b: t. 5-8 skaber forventning om udvikling og proces F-mol → C -dur

7

Hovedtemaet starter med en stigende tre-klangsbrydning. Dette kaldes også en Mannheimerraket I hovedtemaets a-gruppe bliver temaet i F-mol opbrudt og gentaget i C

7

-dur

(t. 3). Dette er F-mols dominant(septim)-akkord, hvilket opbygger musikalsk spænding. Hovedtemaets højdepunkt er 1.

slaget i takt 7, hvor der bliver ”rullet” på en F-mol. Temaet afsluttes med en dominantisk halvslutning på C-dur.

Sidetema t. 21-29

Sidetemagruppen er ligesom hovedtemaet opbygget efter barform og kan deles op på samme måde:

Side 3

Side 3 af 5

Form

a: t.21+22 As-dur
a^{1}: t.23+24

b: t.25-28 slutter i Es-dur

Sidetemaet spilles i F-mols paralleltoneart As-dur. I takt 21 ses den samme treklangsbrydning som i takt 1, bare nedadgående. b-leddet indledes ligesom a, men leder videre motivisk (der sker en ændring i t. 26) og harmonisk. I takt 28 er den moduleret til Es-dur. Sidetemaet ligger ovenpå et orgelpunkt, i det bassen spiller Es som vippende oktaver.

I mol spilles sidetema i paralleltoneart.

Overledningsgrupper:

I ekspositionsdelen er der to overledninger til henholdsvis sidetemagruppen og slutgruppen Overledning til sidetemagruppe t. 15-20

Overledning til slutgruppe t. 28-41

I overledningen til sidetemagruppen ses i t. 15 en synkope i melodi-stemmen, som gentages i bassen i overledningen til slutgruppen i t. 33-40.

Overgangen fra overledningen til sidetemagruppen er tydelig, da bas-figuren skifter drastisk i sidste takt af overledningen (t. 20). Den går fra rolige bastoner over i en hektisk vippende oktaver.

I overledningen til slutgruppen er der knald på i både melodi og bas. Der spilles ottendedelsnoder i begge stemmer, ind til takt 32, hvor bassen skifter over til den synkoperede figur.

De tonale hovedstationer:.

Tonika T: F-mol

Tonikavariant Tv: F-dur

Tonikaparallel Tp As-dur

Dominant D: C (en til højre på kvintcirklen)

Vekseldominat DD: Es-mol (dominantens dominant)

Subdominant S C-dur (en til venstre på kvintcirklen)

Tonikaen er afspændt og værende i balance. Dens funktion er at være tonalt hvilested (=hjem),

mens dominanten (der er opbygget på skalaens 5. trin) er en spændingsakkord og dens funktion er

at lede mod Tonika. Dominantakkorden(5. trin fra tonika/ tonikaens kvint) indeholder en spænding,
der kan opløses ved videreførelse af Tonika. T – D – T = ud – hjem – ud eller hvile – spænding –

hvile ’

Side 4

Side 4 af 5

Lav en harmonisk og funktionsanalyse af takterne 1-9 og 21-28.

Takt 1-9

Lav en harmonisk analyse af takterne 150 (med optakt)-152

Satsen afsluttes med en række dynamisk understregede akkordslag, der tilsammen danner en udvidet kadence i F-mol.

Perspektivering:

Beethoven tilegnede/dedikerede sine tre klaversonater op. 2, til sin lærermester Joseph Haydn. Mod

Haydn peger koncentrationen i det motiviske arbejde, både i hoved- og sidetema, da de begge har akkordbrydningen som melodisk ide. Hovedtemaet er en opadgående brydning af F-mol – dette er en Mannherimerraket der peger mod Haydn. Formerne er udvidet og stemnings-skabende. Det

Side 5

Side 5 af 5 simple peger tilbage mod Haydn.

Beethovens skrivemåde er forskellig fra fx Mozarts klassiske måde at opbygge et stykke musik. (fx i 40.symofni). Mozarts tema er symmetrisk og sluttet og hver sætning er opbygget som spørgsmål-svar, hvilket gør at temaet melodisk og harmonisk er i perfekt balance. Beethovens tema er derimod usymmetrisk og fremdriftspræget. Se side 167 i 1700-tallet.