Red en anden røv, overskudsmenneske! | Opgave om selvdyrkelse og fællesskab

Side 1

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

1

Selvdyrkelse og fællesskab

Flere og flere mennesker dyrker ekstreme sportsgrene. Det kræver et enormt fokus og en evne til at fokusere på sig selv og skabe resultater. Men ifølge direktør for Protocol og tidligere maratonløber Christel Skousen Thrane bruger ekstremsportsudøvere deres overskud forkert. For vi lever i en verden, hvor overskudsmenneskenes overskud går for meget til selvcentrerede projekter og selvdyrkelse og for lidt til at hjælpe andre medmennesker. Sådan lyder det i hendes artikel “Red en anden røv, overskudsmenneske!”, som blev bragt på Kommunikationsofrum.dk den 25. februar 2014. I en travl hverdag kan det være svært at have plads til både selvdyrkelse og fællesskab. Men er der ved at ske en ændring i vores forhold til selvdyrkelse og fællesskab?

Thranes hovedpåstand i artiklen er, at de mennesker, som viser overskud, bør hjælpe andre mennesker i stedet for at fokusere på sig selv. Hun tager udgangspunkt i, hvordan ekstremsportskulturen er blevet mere og mere ekstrem. Med fokus på sig selv udfordrer flere og flere mennesker sig selv til at præstere det ypperste, og det har ifølge Thrane opbygget et meget stort overskud. Hun skriver i artiklen: “Kunne det tænkes, at al det overskud (...) kunne fordeles lidt bedre, så det hele ikke gik op i egne vægtkurver, pulstal og kondital?” Hun mener, at man selvfølgelig gerne må træne og være i god form, men at blot en del af overskuddet kunne bruges på andre mennesker. Og Thrane påpeger i artiklen, at der er ved at ske et paradigmeskift. Nu begynder vi i Vesten at orientere os mere udad og mindre indad. Vi fokuserer en lille smule mindre på os selv og en lille smule mere på andre mennesker. Vi vil gerne gøre noget godt for vores medmennesker. Men Thrane fokuserer også på, at man ikke skal hjælpe andre, fordi man selv får noget ud STX 3.g

Paradigmeskiftet betyder, at fremtidens ledertype bliver væsentligt anderledes, end den er i dag.

Fremtidens leder kan ifølge artiklen ikke længere undgå at tage højde for langsigtede konsekvenser, når der træffes beslutninger. Thrane henviser til John Mackey, som i artiklen citeres for, at den reelle magt i fremtiden vil gå til dem, som drager omsorg for andre. Den udvikling tilskrives dels sociale mediers indvirkning på forbrugerbevidstheden og dels det faktum, at den enkelte helst vil arbejde for virksomheder, som ikke kun fokuserer på overskuddet på bundlinjen.

Thranes argumentation er bygget op med et klart budskab i artiklen, som slutter med formuleringen:

“Håber, I også vil...” Her henvender Thrane sig direkte til læseren. Det er en stærk afslutning på artiklen, fordi den fanger læserens opmærksomhed. Den er også med til at skabe en form for identifikation mellem læser og afsender, og det er noget, som Thrane forsøger at skabe flere gange i artiklen. Det sker gennem

Side 2

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

2 spørgsmål, som bliver stillet til læseren. Som eksempel skriver Thrane: “Forfriskende, ikk’?” Ved at være talesprog understreger apostroffen endda endnu mere, at der stilles et spørgsmål til læseren. Effekten bliver, at læseren aktiveres og bedes om at tage stilling. Det sker også, da skribenten skriver “og ja, jeg ved, I kan mærke det”. Det eksempel er også interessant, fordi det bliver fremstillet som sandheden, at læserne er enige med Thrane. Og Thrane slipper faktisk ganske godt af sted med det, fordi hun konsekvent i løbet af artiklen fører læseren med over på sit eget hold. Det gør hun fx gennem en markant brug af ordet “vi”. “Vi kunne måske lade løbeskoene stå en dag om ugen og kaste os ud i noget så gammeldags som næstekærlighed, medmenneskelighed og omtanke?”, skriver hun. Her i eksemplet ses en anden vigtig del af hendes argumentation: Humor. Humor får læseren til at føle sig godt tilpas og virker her meget effektivt til at få læseren til at se tingene fra skribentens synsvinkel. Men citatet er bestemt ikke bare med i artiklen for sjovs skyld. Med den sarkastiske tone formår Thrane at skabe et meget negativt billede af modpartens holdning. Og hun slår samtidig fast, at værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed ikke går hånd i hånd med verden inden paradigmeskiftet. Der skabes en stor kontrast mellem verden før paradigmeskiftet og verden efter paradigmeskiftet. De to verdener opstilles som absolutte modsætninger.

En del af Thranes argumentation bygger på at henvise til eksperten John Mackey. Hun bruger få eksempler, der kan underbygge sine påstande, men styrker argumentationen ved at referere til en ekspert: “John Mackey, som er ophavsmand til den fantastiske supermarkedskæde Whole Foods i USA, er også foregangsmand og talsmand for det nye paradigme”. Mackey bliver brugt i den del af artiklen, som handler om den nye ledertype efter paradigmeskiftet. Skribenten udnytter altså her Mackeys autoritet til at skabe troværdighed i forhold til sine egne påstande og forhåbninger om den nye leder.

I artiklen bliver læseren fortalt i en billedtekst, at Thrane selv er tidligere marathonløber, og hun derfor også har en opsang til sig selv. Hun tager ikke selv fat på sin egen fortid i artiklen, hvilket kan virke besynderligt. For når læseren opdager det, kan der opstå tvivl om Thranes autoritet. Autoriteten bliver dog ikke slået i småstykker, fordi hovedpåstanden eller budskabet i artiklen netop fokuserer på fremtiden:

Thrane skriver i slutningen af artiklen: “Så skal vi ikke aftale, at de næste ti år bruger vi de kræfter på at gøre noget for mennesker omkring os – som har brug for os...” Med det taget i betragtning kan Thranes fortid faktisk være med til at styrke hendes argumentation. Hun har været en del af det selvcentrerede ekstremsportsmiljø, som skitseres i artiklen, men har altså valgt at træde væk. Og Thrane tager med en vellykket gendrivelse højde for de indvendinger, som hun ved kan komme: “Og her taler jeg ikke om, at vi

(...) skal stoppe med at holde os i form, (...) som er den mest normale indsigelse, jeg hører, når jeg ryster på hovedet af alle de ekstreme fritidssportsudøvere...” Hun formår med gendrivelsen at føre diskussionen op

Side 3

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

3 på at højere niveau. Hun slår fast, at artiklen ikke handler om, om man skal dyrke motion eller ej, men om noget meget større: vores fællesskabsfølelse.

Har Thrane da ret i sin kritik? Er overskudsmennesker for selvcentrerede i Vesten? På nogle punkter har Thrane helt klart ret i sin kritik. Fitness- og ekstremsportskulturen er blevet mere voldsom, og det er nødvendigt at være selvcentreret og holde fokus, når man giver sig selv den form for udfordringer. Men det kan diskuteres, om det er et lige så stort problem, som Thrane gør det til i artiklen. Og det er også nødvendigt at overveje, hvad grunden er til den udvikling, vi har set. Vi lever i dag i et enormt konkurrencepræget miljø. Du skal faktisk være den bedste for at klare dig, og det betyder, at vi lægger et stort pres på os selv og hinanden. Vi hører hele tiden om konkurrencestatens udfordringer, og vi har alle taget dem til os. Når det bliver vigtigt for os at vise et større og større overskud, kan det altså hænge sammen med det pres, som lægges på os. Det behøver ikke nødvendigvis blive opfattet som en dårlig ting, men kan også vidne om, at vi er omstillingsparate og klar til nye store udfordringer i verden.

Thrane gør det helt klart i sin artikel, at overskudsmenneskene viser overskud til sig selv og ikke til andre.

Men det kan godt opfattes som et sort-hvidt billede af virkeligheden. Naturligvis kræver ekstremsport selvdyrkelse og selvcentrering – endda en ret voldsom af slagsen. Men rigtig mange mennesker med overskud vælger at bruge overskuddet på andet end ekstremsport. Som eksempel er frivilligt arbejde blevet en ret stor trend. Og frivilligt arbejde kræver en del overskud både økonomisk og tidsmæssigt. Det er blevet populært at være venskabsfamilie med en nytilkommen flygtningefamilie og at oprette store tøjindsamlinger. Det kan man bl.a. se på sociale medier, hvor det frivillige arbejde ofte bliver vist frem. Og her er vi måske fremme ved noget centralt. For hvad er grunden egentlig til, at vi gør noget godt for andre mennesker? Thrane skriver, at medmenneskelighed skal være en helt naturlig ting. Og når der tilsyneladende er et stort behov for at vise det til verden, hver gang vi gør noget godt, så er medmenneskeligheden vel ikke naturlig. For så er drivværket, at vi som en del af vores sociale promovering og selvrealisering vil vise, at vi har overskud til at hjælpe andre. Medmenneskeligheden og fællesskabet bliver på den måde nemt overfladisk og ligegyldig. På den anden side kan det vel egentlig være ret ligegyldigt, hvad bevæggrunden for vores gode gerninger er. Og der er ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem at gøre noget godt for andre og samtdig gøre noget godt for sig selv. Desuden kan de færreste efterhånden forestille sig livet uden en smartphone i lommen med adgang til resten af verden. Det er altså en naturlig del af vores færden, at vi deler, hvad vi laver. Det gør derfor ikke nødvendigvis ønsket om at hjælpe andre mindre, blot fordi det havner på Facebook som en del af vores selvfremstilling. Og flygtningefamilien eller eller modtagerne af tøjet fra tøjindsamlingen i det tidligere eksempel er højst sandsynligt glade, uanset om den gode gerning af gjort af kærlighed til gerningen eller ej.

Side 4

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

4

Thrane opstiller i artiklen paradigmeskiftet som et stort og afgørende skæl. Den nye verden og den gamle verden opstilles som absolutte modsætninger, men de to verdener er ikke nødvendigvis så langt fra hinanden, som de fremstilles i artiklen. Paradigmeskiftet bygger på, at det gamle og det nye er modsætninger, og derfor kan der stilles spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om et paradigmeskifte.

Det er ikke et lige så stort problem med selvcentrerede ekstremsportsudøvere som Christel Skousen Thrane gør det til i sin artikel, hvor hun desuden fokuserer meget lidt på årsagen til den udvikling, vi har set.

Thrane formår bl.a. ved brug af læserhenvendelser at overbevise modtageren om, at paradigmeskiftet er en sandhed. Men paradigmeskiftet bygger på, at den nye verden og den gamle verden er to absolutte modsætninger, og det er de ikke nødvendigvis. Med et tydeligt budskab om næstekærlighed formår hun ellers udmærket at overbevise artiklens læsere om sin sag. Hun mener, at bevæggrunden for næstekærlige gerninger er altafgørende. Man skal hjælpe andre mennesker, fordi det er naturligt. Men grunden er ikke nødvendigvis lige så afgørende, som den bliver gjort til. Og desuden bliver den hjælpende hånd ikke mindre reel af, at den bliver vist frem på Facebook. Tænk hvis vi kun gjorde noget for andre mennesker, når vi er et hundrede procent uselviske. Hvordan mon verden så ville se ud?