Rejsekammeraten | Analyse

Side 1

1

Reisekammeraten

H.C. Andersen er verdenskendt for sine morsomme, velskrevne eventyr, som både indholdsmæssigt, men også sprogligt tager os med ud på rejser. Andersens sprogbrug fører os nemlig tit og ofte helt tilbage, til da vi var små, og alting var så nemt og enkelt. Reisekammeraten, som er skrevet i 1835 er bestemt ikke en undtagelse.

Folkeeventyret handler om den stakkels Johannes, som netop har mistet sin far. Han er nu alene i livet og beslutter sig derfor for at drage ud i verden. En dag finder Johannes liget af en død mand, som to hæslige mænd ellers er ved at straffe. Johannes beslutter sig for at give de to mænd alt hvad, han ejer, hvis de bare vil lade liget hvile i ro. Johannes rejser da videre og møder en anden rejsende. Hurtigt bliver de rejsekammerater og meget tætte. En dag kommer de til en by, hvor de hører om denne dejlige og smukke, men alligevel forfærdelige prinsesse. Hun har nemlig den regel, at enhver mand må fri til hende - men hvis han ikke kan gætte de tre ting, hun tænker på, skal han straks hænges. Johannes har dog drømt om den dejlige prinsesse før og beslutter sig derfor for at prøve. Med hjælp fra rejsekammeraten lykkedes det Johannes at gætte de tre ting og dermed få prinsessen som sin kone. Prinsessens forhekselse er hævet, og hun elsker nu også Johannes meget højt. Folkeeventyret slutter med, at rejsekammeraten afslører, at han i virkeligheden er den døde mand, Johannes tidligere har hjulpet. Rejsekammeraten har nu betalt sin gæld, og Johannes og prinsessen lever lykkeligt videre.

I 1835 forfattede H.C. Andersen som sagt Reisekammeraten. Før i tiden havde historien været et folkeeventyr med titlen Dødningen. Folkeeventyr er historier, der går fra mund til mund, men dette er ikke tilfældet for Reisekammeraten. Denne tekst er nemlig en blanding af både et folkeeventyr, men også et kunsteventyr. Historien har selvfølgelig bibeholdt nogle træk fra den gamle form i Dødningen, men Andersen har også tilført nye, mere personlige træk til eventyret.

Men hvilke forskellige træk kendetegner så henholdsvis genrerne folkeeventyr og kunsteventyr?

I forhold til folkeeventyr er der tale om undergenren trylleeventyr. Reisekammeraten foregår i et overnaturligt rum, hvor væsner som alfer og trolde eksisterer. Dette ses blandt andet, da der i teksten skrives: (…) saae han de nydelige smaa Alfer lege nok saa lystigt; (s. 40, l. 37) I

Side 2

2 folkeeventyr og trylleeventyr bruges der tit bestemte formelsprog som Der var engang… og …og de levede lykkeligt til deres dages ende. Dette gør sig dog ikke fuldstændig gældende for Reisekammeraten, men man kan dog argumentere for, at der findes spor af det. Reisekammeraten slutter med: Brylluppet varede nu en hel maaned, Johannes og Prindsessen holdt saa meget af hinanden, og den gamle Konge levede mange fornøiede Dage og lod deres smaa bitte Børn ride Ranke paa sit Knæ og lege med sit Scepter; men Johannes var Konge over hele Riget. (s. 56, ll. 15-

19) Her fortælles altså, at deres lykkelige bryllup varede en hel måned, og at prinsessen og Johannes holdt rigtig meget af hinanden. Folkeeventyret kunne lige så godt have været afsluttet med sætningen: …og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Et andet fast mønster, som også tit optræder i folkeeventyr er tretalsreglen, som også H.C.

Andersen benytter sig af. For at blive gift med prinsessen, skal man gætte de tre ting, som hun tænker på. Denne gentagelse er et stilistisk træk, som findes i alle eventyr. Derudover spiller en anden vigtig faktor også ind, nemlig modsætningsreglen. Her optræder for eksempel kontrasten mellem at være rig og fattig. I Reisekammeraten går Johannes fra at være fattig og uden familie til at være konge af riget og have både kone og børn. Derudover er det også vigtigt at påpege, at trylleeventyret tit og ofte er præget af faste typer. I Reisekammeraten symbolisere prinsessen og kongen overklassen. Trolden, der bor i bjerget, er den onde, og Johannes er den fattige helt, som ender med at eje det hele.

Kunsteventyret gør sig også gældende ved persongalleriet. Vi har selvfølgelig stereotyperne i form af kongen, prinsessen og trolden. Dog er der i historien et lag mere på, da vi alligevel lærer Johannes bedre at kende end bare ”den fattige helt, som skal redde prinsessen.” Dette kendetegner kunsteventyret, hvor personerne altså i meget større grad individualiseres. Man skelner her mellem flade og runde personer. Den førstnævnte er karakteriseret ved en meget overfladisk og typepræget beskrivelse. Dette ses altså i folkeeventyr og optræder også i Reisekammeraten i form af for eksempel prinsessen og trolden. En rund person er derimod et individ, som er detaljeret og levende beskrevet. Her hentyder jeg selvfølgelig til karakteren Johannes, hvor vi i større grad kommer ind under huden på ham og blandt andet hører om hans mange positive livsfilosofier.

Side 3

3

De to genrer kan også fastsættes på baggrund af tekstens komposition. Hvor der i folkeeventyret ses et enstrenget forløb, kan kunsteventyret også være præget af tidsmæssige spring og endda også flere forskellige handlingsforløb på samme tid. I Reisekammeraten har vi primært et enstrenget forløb, som altså kendetegner folkeeventyret. Vi har dog også et flash forward i form af Johannes’ drøm i starten af eventyret. Her drømmer han om prinsessen, som han senere bliver gift med. Derfor kan man igen argumentere for, at Reisekammeraten er en blanding af et folkeeventyr og et kunsteventyr. Endvidere passer de modeller, som er med til at betegne folkeeventyret også på teksten. Vi har for eksempel aktantmodellen, hvor Johannes er subjekt, og objektet, altså hans mål, er prinsessen. Hjælperen er rejsekammeraten, og modstanderen er trolden. Giveren er kongen, og modtageren er Johannes. En anden model, som også passer på Reisekammeraten er hjem-ude-hjem modellen. Johannes starter hjemme, men rejser ud for at opleve verden. Han møder prinsessen og skal nu igennem en række prøvelser, før han igen kan sige, at han er hjemme. Jeg har vedlagt bilag af tegninger af de to modeller bagerst.

Derudover er det sprog, som Andersen benytter sig af også en klar indikator på kunsteventyret.

Her er sproget nemlig ikke særlig formelt, men i højere grad personligt. I et folkeeventyr er sproget typisk mere formelt. Men hvordan er Andersens sprog så egentlig?

Det, som er mest i øjenfaldende ved sproget må være Andersens barnlige univers, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed er svær at definere. I denne børneverden findes ingen vulgarismer, arkaismer eller dialektismer, hvilket vil sige, at der hverken bliver brugt frække ord, gammeldags sprogbrug eller farvede sprog med dialekt. Derimod er sproget præget af en enkelthed, som for eksempel ses til sidst i eventyret, hvor Andersen skriver: Johannes og Prindsessen holdt saa meget af hinanden, (s. 56, l. 17) De to mennesker elsker altså ikke hinanden, men holder af hinanden. Dette hænger fint sammen med, at at elske er nogle tunge, betydningsfulde ord og derfor omskrives de til en mere let, enkel form. Et andet fint eksempel på dette er, som også nævnt i starten, at Reisekammeraten jo før Andersen nedskrev det var et folkeeventyr, der hed Dødningen. Den tidligere titel er meget dramatisk og også præget af en negativitet, hvorimod Reisekammeraten er en langt mere positiv titel. Dette hænger igen godt sammen med, at vi i Andersens eventyr ofte befinder os i et barnligt univers, hvor verdens negative aspekter ikke er helt klare. Dette ses tydeligt, når Andersen f.eks. skriver: Johannes

Side 4

4 tænkte paa hvor meget smukt han nu skulde faae at see i den store prægtige verden. (s. 38, l. 22) og Johannes gav ham de Sølvskillinger han havde og gik saa lykkelig og fornøiet frem, ud i den vide Verden. (s. 39, l. 26) Ikke at verden ikke er og kan være et smukt sted, men den måde hvorpå Johannes beskriver den, er flere gange håbefuld uden den voksnes erfaringer. Igen et eksempel på den barnlige naivitet og enkelthed, som eventyret bærer præg af.

At læseren får et indtryk af en så positiv verden, hænger sammen med det sprog, som

Andersen benytter sig af. Tit ses det forstærkende adverbium saa i en sammenhæng med et positivt adjektiv. Vi kan bruge eksemplet fra før, hvor Andersen beskriver verden: Johannes gav ham de Sølvskillinger han havde og gik saa lykkelig og fornøiet frem, ud i den vide Verden. (s. 39, l.

26) Johannes er ikke bare lykkelig og fornøjet, nej, han er så lykkelig og fornøjet. Selvfølgelig har dette ikke en effekt, hvis man kun benytter sig af det enkelte gange. Dette er bare ikke tilfældet med Andersen, som bruger det næsten hele tiden, og derfor bliver det også i øjenfaldende. Andre eksempler kunne være: stode alle Blomsterne saa friske og deilige i det varme Solskin (s. 38, ll. 3-

4), O hun var saa gammel (s. 41, l. 37) og (…) og hun var virkelig saa dejlig, (d. 46, l. 16) Omvendt bruges det forstærkende adverbium også i sammenhæng med mere negative adjektiver. I forhold til de negative adjektiver ses barnligheden igen. Da Andersen beskriver de to mænd, som vil gøre dødningen ondt, skriver han: de to fæle Mennesker (s. 40, l. 7), de hæslige Mennesker (s. 40, l. 18) og slemme Folk stod tæt ved den døde Mand (s. 40, l. 1) som alle er tre adjektiver, børn sagtens ville kunne have i deres ordforråd.

Andersen benytter sig også af interjektioner og lyd imiterende ord. I teksten står der blandt andet: De smaa Fugle sad oppe i Kastanietræeerne og qviddrede; qvi vit qvi vit! (s. 37, l. 25 og (…)

tog Dronningen midt i hendes tynde Liv, saa det sagde; knik knak! (s. 43, l. 11) Dette er generelt en meget barnlig måde at udtrykke sig på, men på den anden side gør det også, at man får nemmere ved at leve sig ind i historien. Disse udråbsord og interjektioner bidrager også med en form for positivitet.

Syntaksen, altså sætningsopbygningen, har meget parataktiske sætninger. Disse er sideordnede, altså helsætninger, som er adskilt af mellemrum. Et eksempel ses allerede i starten af eventyret, hvor der står: Han laae paa sine Knæ foran Sengen og kyssede den døde Faders Haand, græd saa

Side 5

5 mange salte Taarer, men til sidst lukkede hans Øine sig og han sov ind med Hovedet paa den haarde Sengefjæl. (s. 36, ll. 10-13) Et folkeeventyrs syntaks er typisk præget af asyndetiske sætninger, men dette gør sig dog ikke gældende i Reisekammeraten - faktisk kan jeg kun finde et eksempel: men Johannes meente, det gik nok godt, børstede sine Skoe og sin Kjole, vaskede Ansigt og Hænder, kæmmede sit smukke, gule Haar (…) (s. 47, ll. 5-7) Normalt er folkeeventyrene fyldt med disse forkortede sætninger, som skaber dynamik og fart over feltet.

Sproget i Reisekammeraten indeholder også bestemte stilfigurer. Andersen bruger generelt mange hyperbler, som er overdrivelser. Dette ses for eksempel når Johannes drømmer om den smukke prinsesse: Hun er den deiligste i hele Verden (s. 36, l. 31) og også, når han skal beskrive hvor ulykkelig Johannes er: nu havde han slet ingen i hele Verden (s. 36, l. 24) Derudover ses der også mange sammenligninger og beskrivelser, som sagtens kunne komme fra et barns verden. De billeder, Andersen skaber er utrolig banale, og eksempelvis skildrer han det danske landskab enormt skabelonagtigt - men dog stadig på en smuk, harmonisk måde: Det grønne Græs med de smaa røde og hvide Blomster var Gulvtæppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhækker vare Blomsterbouquetter, og som Vandfad havde han hele Aaen med det klare, friske vand. (s. 38, ll. 40-

43) Andersens beskrivelser er lidt ligesom en associationsleg, som man legede, da man var lille.

Hvis jeg siger grøn, så tænker du hurtigt på græs. Og hvis jeg siger blå, så lur mig om noget af det første du kommer i tanke om ikke er vand? Igen er Andersens sprog kendetegnet ved nogle meget enkle beskrivelser, som eksisterer i børns virkelighedsopfattelse.

I forhold til stilfigurer findes der også et eksempel på det man kalder zeugma i

Reisekammeraten. Andersen benytter sig altså af denne overraskende sammenstilling af indholdsmæssigt forskellige led: Kudsken og kokkepigen dansede, Tjeneren og Stuepigen, alle de Fremmede og Ildskuffen og Ildklemmen (s. 44, ll. 15-18) Først omhandler sætningen personer, der danser - men så pludseligt også ting. Dette gør sproget både morsomt og levende.

Men hvad vil Andersen så sige med dette eventyr? Og bidrager sproget og genren til denne forståelse? Temaet i Reisekammeraten er næstekærlighed. Her overvinder altruismen egoismen, og det gode, barmhjertige menneske Johannes bliver hjulpet til succes. Moralen er altså, at det du giver ud, får du også igen. Denne morale forstærkes blandt andet af sproget, da Andersen som før

Side 6

6 nævnt benytter sig af mange forstærkende adverbier. Disse bidrager til, at vi virkelig får fornemmelsen af, at Johannes er den gode karakter. Derudover gør den barnlige stil også, at man nemt kan læse med og dermed når Andersens budskab ud til flere.

Hvis vi igen fokuserer på genren og stilen, kan eventyret fint perspektiveres til romantikken.

Kunsteventyr indeholder ofte en romantisk livsfilosofi, hvor man søger hen imod det naturlige.

Forholdet mellem naturen og det åndelige ses tydeligt i Reisekammeraten, da Johannes den første aften overnatter udenfor. Her bliver naturen til et trygt rum: Den hele Mark med Aaen, Høstakken og saa den blaa Himmel oven over, var just et smukt Sovekammer. Det grønne Græs med de smaa røde Rosenhækker vare Blomsterbouquetter, og som Vandfad havde han hele Aaen med det klare, friske Vand, hvor sivene neiede, og sagde baade god Aften og god Morgen. Maanen var en rigtig stor Natlampe, høit oppe under det blaa Loft, og den stak ikke Ild i Gardinerne. (s. 38, ll. 40-47) Mennesket er her åndeligt forbundet med naturen.

Reisekammeraten er dog skrevet i romantismen, hvilket teksten også bærer præg af. Her tænker jeg specielt på prinsessen, som har en meget dobbeltbundet rolle. På den ene side er hun nemlig skøn, men på den anden side er hun også djævelsk. Hun viser en skyggeside af sig selv, hvor de mænd, der prøver at få hende, bliver slået ihjel. Dette hænger sammen med, at der i romantismen var fokus på det dæmoniske i mennesket. Prinsessen indeholder en kynisme, som kendetegner romantismen rigtig godt.

Der kan konkluderes, at Reisekammeraten har stilmæssige træk fra både kunsteventyret og folkeeventyret. Den personlige sproglige stil og den mere individualiserede karakter Johannes bidrager til fornemmelsen af et kunsteventyr, hvorimod de mere skabelonagtige typer som trolden, kongen og prinsessen bland andet skaber folkeeventyret. Derudover ses der i Reisekammeraten også mange forskellige regler, såsom modsætningsreglen og tretalsregelen som begge peger imod folkeeventyret. Endvidere har jeg fået bekræftet, at Andersen har sin helt egen legende, barnlige stil, når han skriver. Dette gør både sproget morsomt og levende og bidrager også til, at en lidt tung morale får nemmere ved at komme ud.

Side 7

7

Side 8

Bilag
Aktantmodel:
Giver | Kongen
Objekt | Prinsessen
Modtager | Johannes
Hjælper | Rejsekammeraten
Subjekt | Johannes
Modstander | Trolden
8