Say it Loud, I'm Black and I'm Proud

Side 1

STX 2.g

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

1

SRO i musik og engelsk

STX 2.g

2.A – Rysensteen Gymnasium

“I’m Black and I’m Proud”

Soul og borgerrettigheder I 60’ernes USA

STX 2.g

Side 2

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

2

Indhold:

1: Forside

2: Indhold

3: Abstract

3: indledning

3: De sortes situation i 1960’ernes USA

4: Sonny’s Blues

7: Say it Loud. I’m Black and I’m Proud

9: Borgerrettighedsproblematikker i 1960’ernes

...................litteratur og soul-musik

11: Litteraturliste

Side 3

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

3

Abstract:

This assignment reflects on how the black Americans civil rights problems are present in the literature and soul music of the nineteen sixties. After a short introduction to the assignment and a review of the black Americans’ situation in the American society of the nineteen sixties, including an introduction to the Jim Crow laws, the black codes and the civil rights movements, a novel by James Boldwin from 1957 called Sonny’s Blues and a song by James Brown from 1967 called Say it Loud. I’m Black and I’m Proud will be analyzed thoroughly. Finally the conclusions of the analyses will be summed up in a discussion of how the black literature and soul music of the nineteen sixties communicates a message of taking initiative to be free from oppression.

Indledning

I 1960’ernes USA var skellet mellem sorte og hvide meget stort, hvilket skabte en del konflikt. De sorte amerikanere krævede ligestilling med den hvide del af befolkningen og deres ønske om social frihed kom ikke kun til udtryk i politiske bevægelser, men også i musikken, litteraturen og kulturlivet generelt. Jeg vil i min opgave analysere og fortolke James Boldwins novelle Sonny’s Blues fra 1957 samt foretage en musikalsk analyse af James Browns Say it Loud. I’m Black and I’m Proud fra 1968 for afslutningsvis at diskutere, hvordan 1960’ernes borgerrettighedsproblematikker kom til udtryk i samtidens litteratur og soul-musik.

De sortes situation i 1960’ernes USA

I 1960’ernes USA var den sorte og den hvide del af befolkningen delt af nogle store kulturelle, økonomiske og sociale skel. De sorte var generelt fattigere og lavere stillet i samfundet hvilket f.eks. Jim Crow-lovene, der var gældende fra 1876 til 1965, bevidnede. Jim Crow-lovene adskilte de sorte fra de hvide på en masse offentlige områder bl.a. restaurenter, skoler og hospitaler. Dertil eksisterede de såkaldte ”Black Codes”, der indskrænkede de sortes borgerrettigheder bl.a. på arbejdsområdet, hvor en sort amerikaner aldrig kunne forvente at tjene mere eller det samme som en hvid. Denne sociale ulighed og racismen imod sorte, som man både kende fra dagligdagen og

Side 4

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

4 arbejdsmarkedet såvel som i det politiske liv, resulterede i en række borgerrettighedsbevægelser, der op igennem 1960’erne kæmpe for de sortes ret til ligestilling. I denne forbindelse er Dr. Martin Luther King Jr., der prædikede fred og ligestilling mellem sorte og hvide, en kendt skikkelse, der vandt manges støtte og var en vigtig faktor i de sorte amerikaneres kamp for frihed og ligestilling.

Mere radikale grupper skød også frem som The Black Muslims og Black Panthers, der med deres Black Power-idealer skabte en del uro og opmærksomhed. De sortes kamp resulterede bl.a. i et lovsæt i 1964, der sikrede dem deres borgerrettigheder.

Sonny’s Blues

Sonny’s Blues er en novelle af James Boldwin fra 1957. Novellen handler om en matematiklærer fra Harlem, hvis lillebror, Sonny, der har store musikerambitioner, er kommet i problemer med stoffer.

En dag læser han pludselig i avisen, at Sonny er blevet sendt på afvenning fra et heroinmisbrug, og dette sætter tankerne i gang hos hovedpersonen. Da Sonny kommer hjem fra afvenning forsøger jeg-fortælleren at lære boderen, som han har kendt hele sit liv, at kende og forstå, hvorfor han har valgt det liv, han har valgt.

Novellen er skrevet i datid med en jeg-fortæller, der beskriver sine tanker og følelser, og det er fra denne vinkel novellen skildres.

Sonny’s Blues foregår i 1950’erne, men der foretages mange flashbacks, hvor jeg-fortælleren tænker tilbage på Sonnys og hans egen barn- og ungdom under krigsårene i 1940’erne. Handlingen udspiller sig i Harlems ghettomiljø i New York. 50’ernes Harlem er beskrevet som stillestående og uændrende og bliver bl.a. bekrevet da fortælleren og Sonny kører gennem byen i taxa: ”These streets hadn’t changed, though housing projects jutted up of them now like rocks from a boiling sea.

Most of the houses in which we had grown up had vanished (…) But houses exactly like the houses

of our past yet dominated the landscape…”^{1} Der sker ingen udvikling i disse omgivelser, som

beskrives som fyldt med problemer og elendighed. Ungdommen har heller ikke ændret sig og fortælleren beskriver, hvordan deres muligheder her i verden er begrænsede, og at mange af dem måske netop af denne grund havner på stoffer: ”(...)here I was talking about algebra to a lot of boys who might , every one of them for all I knew, be popping off needles every time they went to the head. Maybe it did more for them than algebra could. (...) they were growing up with a rush and

1

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 7

Side 5

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

5

                                                                 2
their heads bumped abruptly against the low ceiling of their actual possibilities.” De unge har altså

så få muligheder her, at de nærmest ligeså godt kan begynde at tage stoffer.

Jeg-fortælleren og Sonny har to komplet forskellige ståsteder i verden. Fortælleren har en meget fast og sikker grund i sit liv med et job som lærer, en familie med kone og børn og en lejlighed at bo

i. Sonny beskrives derimod som en omstrejfer, der forfølger sine drømme, hvilket til gengæld fører til sociale problemer, distancering fra familie, indelukkethed og i sidste ende problemer med heroin.

Hans måske mest gennemgående karaktertræk er, at han for enhver pris vil gå sine egne veje, men det har fortælleren svært ved at acceptere pga. det løfte, han gav moderen om, at han ville passe på Sonny efter hendes død. Og det er måske netop fortællerens uvillighed til at acceptere Sonnys drømme og ønsker, der distancerer de to brødre fra hinanden. Da fortælleren efterhånden opdager, at han ikke kan styre Sonny, og at Sonny ikke ønsker at styres, omgås de to brødre ikke længere hinanden, og den følelsesmæssige distance bliver suppleret med en fysisk distance. Sonny er nærmest ikke længere virkelig for fortælleren, og først da han læser om Sonnys problemer i avisen,

                                                                      3
bliver han virkeliggjort: ”I was scared, scared for Sonny. He became real to me again.”

Sonny er gennem hele sit liv ivrig efter at undslippe Harlems barske mørke og den sørgelige fremtid, han virker bundet til. Da han var barn, var han vild med idéen om at tage til Indien. Som teenager ville han droppe ud af skolen, hvor han alligevel ikke lærte noget, for at tage i hæren og han fik idéen om, at han vil skabe sig et liv som musiker. Alle disse drømme og ”flugtplaner” fandt fortælleren dumme og uansvarlige og prøver at slå dem til jorden og banke noget fornuft ind i hovedet på Sonny. Men han forstår ikke, at Sonnys flugtforsøg også er et forsøg på at få kontrol over sit eget liv, der ellers virker styret af en fastlagt plan, der ikke kan undslippes: ”her voice reminded me for a minute of what heroin feels like sometimes – when it’s in your veins. (...) It

                                                        4
makes you feel in control. Sometimes you’ve got to have that feeling.”

I samme afsnit som dette citat er hentet fra diskuterer de to brødre hvor vidt lidelsen er uundgåelig, og hvorfor vi lider. Her forsøger fortælleren at komme ind på livet af Sonny og finde ud af, hvorfor han lider og prøver at lytte til, hvad han har at sige. For Sonny er befrielsen fra lidelsen umulig, men man bliver holdt oppe af forsøget på at blive befriet: ”I said: ”But there’s no way not to suffer-is there. Sonny?” “I

                                                                 5
believe not,” he said and smiled, “but that’s never stopped anyone from trying.” Sonnys forsøg på

2

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 1

3

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 1

4

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 19

5

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 20

Side 6

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

6 at undslippe lidelsen er musikken, og fortælleren begynder at forstå, at den lidelse Sonny kæmper med faktisk hænger tæt sammen med hans forsøg fra at slippe fra selv samme lidelse. Måske netop derfor er lidelsen uundgåelig – man må ofre meget for at komme ud af elendigheden og lidelsen og

mørket – ”In order to keep from shaking to pieces.”^{6} Og denne ofring medfører i sig selv lidselse.

The darkness, mørket, er et gennemgående element i Sonny’s Blues. Harlem og de mennesker der bor der er beskrevet som nærmest indhyldet i et truende mørke. Tydeligst bliver det fremhævet, da fortælleren husker tilbage på øjeblikke fra sin barndom, hvor de voksne sad ceremonielt forstenede i stuen, hvilket skræmte ham: ”when light fills the room, the child is filled with darkness. He knows

                                                                   7
that every time this happens he’s moved just a little closer to the darkness outside.” Barnet

skræmmes, eftersom det bliver opmærksom på hvilket mørke det er omgivet af. Mørket, som man famler igennem uden retningssans, mørket der hæmmer dine muligheder for at fortage selvstændige valg og begrænser dine muligheder for at gå din egen vej i livet. Halems fortabte indbyggere kæmper for at undgå dette mørke, der omslutter dem i deres tilværelse og miljø. Nogle prøver at flygte gennem religionen, som de tre søstre og broderen, der synger på gaden, i håb om at gud vil løfte dem op og frelse dem. Nogle prøver at flygte gennem stoffer – gennem den varme følelse af et fix, der i sidste ende kan slå dig ihjel. Nogle melder sig til hæren eller flåden som Sonny. Men uanset hvad virker vejene ud af elendigheden ufremkommelige: ”Some escaped the trap, most

      8
didn’t.”

”What kind of musician do you want to be?” He grinned. “How many kinds do you think there

are?”^{9} I 1940’ernes og 50’ernes USA var det meget svært, hvis ikke næsten umuligt, for en sort

musiker at spille andet end jazz på de sorte natklubber i områder som f.eks. Harlem, så derfor er det den eneste vej Sonny har ambitioner om at gå som musiker. Men han vil dog ikke spille noget af det ”gamle bras” som Louis Armstrong, men vil rykke sig med tiden og er inspireret af samtidens store navne som Charlie Parker [10]. Dette er interessant, fordi det viser, at selvom Harlems miljø og muligheder ikke forandrer sig, forandrer og flytter musikken sig, hvilket for Sonny og for andre unge kan betyde, at håbet om en lys fremtid lever.

6

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 19

7

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 9

8

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 7

9

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 12

10

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 12 og 13

Side 7

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

7

Den afsluttende del af novellen, hvor fortælleren og Sonny befinder sig på en natklub, hvor Sonny for første gang i lang tid skal optræde, er meget levende beskrevet. Selve koncerten beskrives som en dialog mellem musikerne, der både foregår internt, men også når ud til publikum. Musikken bliver et sprog, der kan overskride grænser og formidle sindsstemninger, der ellers virker fastlåste i os selv. Her skal Sonny forsøge at kæmpe sig tilbage på rette spor og ud af mørket ved at spille en blues. Bluesen, der oprindeligt er karakteriseret ved sin melankolske sindsstemning, skal hjælpe Sonny med at forsøge at undslippe sin lidelse. Formidlingen af lidelsen skal føre til dens ophør, hvis altså omverden vil lytte og tage historien til sig, så han kan komme af med noget af den lidelse, han har måtte leve med så længe.

Alle lever med uundgåelig lidelse, nogle mere end andre måske, men alle har lidelse, alle har en blues. Sonny har sine problemer med stoffer, jeg-fortælleren har problemer med Sonny og med sin datters død, Sonnys gamle ven, som jeg-fortælleren møder på gaden [11] har også sin blues osv.

Musikken er et sprog, der kan levere beskeder, der kan berøre alle, musikken er et kommunikationsmiddel og en formidling af lidelsen, der samtidig kan befri os fra den. For at kunne blive fri må man give noget af sig selv, fortælle lidelsens historie og ”spille en blues”. Ellers bliver det svært at bryde løs fra en fastlåst verden. Musikken bliver et udråb, der giver et stykke af dig selv til alle, der er villige til at lytte, og den kan tage dig længere væk fra lidelsen end alverdens stoffer, og med den kan du komme videre og forme din tilværelse.

Say it Loud. I’m Black and I’m Proud

Say it Loud. I’m Black and I’m Proud er en sang af James Brown fra 1968, der kan findes på et album af samme navn fra 1969.

Sangen går i 4/4 og består af 137 takter fordelt på en intro, 4 A-stykker, 7 B-sykker og 3 C-stykker

inddelt i følgende form: Intro (6 takter), A (12 takter), B (6 takter), A (8 takter), B (8 takter), C (10 takter), B (4 takter), A (10 takter), B (8 takter), C (18 takter), B (8 takter), A (8 takter), B (8 takter), C (16 takter), B (7 takter).

Grundtonen i A- og B-stykkerne er Bb, hvilket vi kan se på fortegnene. Det understreges også af, at bassen starter hver takt ud med at spille et Bb på et-slaget, samt at blæserne udgør en Bb-dur-

11

James Boldwin: Sonny’s Blues, 1957 – side 2 til 5

Side 8

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

8 treklang på disse et-slag. A- og B-stykket adskilles primært af vokalen, der i B-stykkerne, der fungerer som omkvæd, gentager sangens titel, hvorimod A-stykkerne, der fungerer som vers, har forskellig tekst hver gang. Resten af orkesteret spiller de samme motiver i A- og B-stykkerne, så det er vokalerne der adskiller de to stykker.

Nummeret må siges at være modalharmonisk, da det ingen funktionsharmoniske træk har, og heller ikke følger bluesharmonikken. Nummeret er i det hele taget meget stillestående og konstant mht.

akkorder.

I C-stykket, kontraststykket, der består af en rundgang på 2 takter, slår blæserne over i es-dur sammen med bassen. Her underdeler stortromme og hihat i ottendedele og lilletrommen markerer sammen med bassen og blæserne 1-slaget, 2og-slaget og 4-slaget i første takt samt 2-slaget og 3- slaget i anden takt. Disse tydelige markeringer skaber et stramt og kantet groove, der dog bliver brudt af guitaren, der har en legende rolle, hvor den spiller over en es-durpentaton skala. Vokalen er også med til at bryde det skarpe groove i C-stykket med forskellige små udråb og skrig. I de to sidste C-stykker ligger der i øvrigt en svag saxofon og jammer hen over rundgangen.

Intrumenteringen består af vokal og en traditionel rytmegruppe med trommer, el-bas og el-guitar samt en blæsersektion bestående af trumpet, saxofon og trombone. Besætningen er typisk for

1960’ernes og 1970’ernes funk- og soulmusik. Vokalen er en rå, hæs, mandlig stemme, der er mere snakkende og råbende end den er decideret syngende. I omkvædet svares vokalen af et kor af børn, der ligeledes mere råber end synger. Her opstår et ”call response”, som vi kender fra gospelmusikken, hvor et kor svarer en solist. El-guitaren har en ren lyd uden effekter, måske en lille smule rumklang, og ligger i A- og B-stykket meget i baggrunden af lydbilledet med en enkel figur for at give plads til blæsernes rolle, men bliver mere tydelig i C-stykket. Bassen ligger som nummerets bund og har den samme figur gennem A- og B-stykkerne, hvor den på hvert 4-slag laver en nedgang med fire sekstendedele fra g ned til es. I C-stykket støtter den op om den tydelige beatmarkering. Trommerne holder primært rytmen med hihatten, der spiller fjerdedele i A og B og ottendedele i C. Lilletrommen markerer hver gang blæserne også gør det og ligger ellers for det meste på 2 og 4. Blæserne varierer mellem nogle faste figurer og har i A- og B-stykkerne deres udganspunkt i Bb-duren, men skifter også til både des-dur og a-dur.

Hvert instrument har sine egne rytmiske og melodiske motiver. Bassen har f.eks. i A- og B-stykket det samme rytmiske og melodiske motiv i hver takt og blæsernes et motiv strækker sig over fem

Side 9

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

9 takter. De eneste instanser, der ikke er ”fastlåst” i motiver er vokalen i A- og C-stykkerne og guitaren i C-stykkerne, der begge har en lidt mere fri rolle til at variere.

Sounden i nummeret er typsik for 70’er og 60’er funken. Trommerne og bassen ligger grunden, hvorpå blæserne spiller deres fremtrædende og kantede figurer, og guitaren ligger små stramme riffs ind over. Vokalen ligger langt fremme i lydbilledet og er meget insisterende, nærværende og energisk. Lydbilledet er ikke præget af effekter.

Nummerets groove er ligeledes typisk for funk og soul. I groovet benyttes modsvar i form af blæserne der korresponderer med guitaren i både vers, omkvæd og kontraststykke. Hver gang der er stærke markeringer i A- og B-stykkerne kommer de altid lige på slaget, og 2-slaget er altid markeret med lilletrommen. Det livlige tempo og de korresponderende instrumentale motiver giver nummeret en stor energi og en ”feel-good-vibe”, som kendetegner 60’ernes og 70’ernes funk og soul.

Med Say it Loud. I’m Black and I’m Proud sender Brown ikke bare et budskab men også et opråb.

Han opfordrer sorte amerikanere at træde ud af den hvide befolknings skygge og realisere deres egne projekter i det amerikanske sumfund. Alt for længe har de arbejdet for ”the other man”, og det er nu på tide, at de sorte får den magt og ligestilling, som de har krav på som mennesker. Dette virker vigtigere end noget andet, og Brown gør dette klart i linjen: ”We’d rather die on our feet than

be livin’ on our knees”^{12} De små børn, der svarer ham er stemmerne fra de fremtidige generationer

af sorte amerikanere, som Brown opfordrer til ikke at føle sig mindre værd end andre og skabe sig den respekt, som de fortjener på lige fod med alle andre. Teksten bliver formidlet med festligt og opmundrende musikalsk akkompagnement med en fremadrettet og energisk attitude. Den signalerer og nærmest forlanger og insisterer på social fremgang og ligestilling for den sorte befolkning i USA, men giver også udtryk for, at befrielsen skal komme på initiativ fra de sorte selv.

Borgerrettighedsproblematikker i 1960’ernes litteratur og soul-musik

Det har altid virket naturligt, at konkrete, menneskelige og almene problematikker har indflydelse på kulturlivet. Dette skyldes måske, at kulturlivet – musik, kunst, litteratur osv. - er skabt af vores følelser og tanker, og dermed bliver en form for levende organ, der fortæller os selv og andre, hvem vi er, og hvad vi ønsker os her i livet. Når man ønsker noget ændret i tilværelsen, kan musikken og

12

James Brown: Say it Loud. I’m Black and I’m Proud - 1968

Side 10

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

10 litteraturen blive værktøjer til at formidle dette ønske, et helt særligt sprog, der kan sætte ord, billeder og ikke mindst stemninger på, hvad vi føler, hvor vi befinder os, og på hvor vi gerne vil hen. Når James Boldwin fortæller historien om forsøget på at undslippe et omsluttende mørke og prøve at skabe en fremtid, hvor det virker umuligt, siger det noget om, hvordan det har været at leve i Harlem omkring sluthalvtredserne, og det at Boldwin føler det nødvendigt overhovedet at fortælle historien kan måske ses som et udtryk for, at han ønsker en forandring af disse forhold, i og med at han giver et bud på, hvordan man kan forsøge at undslippe mørket – netop med at formidle sin ”blues”, hvilket Sonny gør i novellen, og Boldwin faktisk på sin vis også selv gør ved at skrive og udgive Sonny’s Blues. Ligeledes formidler James Brown et ønske om at frigøre sig fra en verden med begrænsede muligheder for den sorte befolkning, og han kommer også med sit bud på, hvor de skal hen: de skal være stolte og selv tage initativet til at søge friheden.

Der er slet ingen tvivl om, at de fleste sorte i 1960’ernes USA nærede et stort ønske om større frihed og ligestillede rettigheder, og disse ønsker kom også til udtryk i litteratur og musik. Til forskel fra bluesmusikkens melankolske stemning og gospelmusikkens religiøsitet repræsenterede den sorte

60’er-soul en mere optimistisk og fremadrettet tilgang til kampen for rettigheder, som vi hører det i Say it Loud. I’m Black and I’m Proud. Her hersker selvrespekten og initiativet i både udtryksfelt og tekst – det er nu op til de sorte selv at realisere deres drømme og skabe deres egen fremtid på lige fod med den hvide del af befolkningen. Selvom året hedder 1968 og det er flere år siden, at de sortes borgerrettigheder blev nedfæstet ved lov, virker borgerrettighedsproblematikken stadig som en relevant faktor i kulturen, hvilket også gør det relevant for menneskene, der lever og identificerer sig med denne kultur.

Når man læser James Boldwins Sonny’s Blues fremstår den måske for nogle som en trist historie, men man skal ikke glemme, at historien ikke kun handler om at vokse op i et fremtidshæmmende mørke, men også om kampen og håbet for at komme ud af det. Året er 1957, mere end et årti før James Browns sang, men også her bærer værket præg af et ønske om forandring. I novellen virker denne forandring mere uopnåelig end i sangen, hvilket nok også har noget at gøre med tidsintervallet på 11 år, men ikke desto mindre handler den om at ville bryde ud af det forudbestemte sociale hieraki og skabe sit eget liv og gå sine egne veje. Både sluthalvtredsernes litteratur og tredsernes soulmusik har uden tvivl forskellige tilgange til formidlingen af de sortes sociale problemer, men syntes dog i sidste ende at enes i ønsket om og forsøget på at bryde med den sociale undertrykkelse og de manglende muligheder som sort amerikaner i 1960’erne.

Side 11

SRO – Musik & Engelsk

2.A Rysensteen Gymnasium

11

Litteraturliste:

Aare, Anders & Grønager, Johannes & Rønnenfelt, Poul: Rockmusik i tid og rum – 2000, Systime Boldwin, James: Sonny’s Blues - 1957