Vietnamkrigens Helte | SRP i Engelsk og Historie

Side 1

Studieretningsprojekt | Herning Gymnasium

Vietnamkrigens helte

Engelsk og Historie

STX 3.g

Udarbejdet af: [navn fjernet] | Klasse: 3.b

Vedledere:

Side 2

2/23

Svea

Herning Gymnasium

Indholdsfortegnelse

Abstract .......................................................................................................................................... 3 Indledningen ................................................................................................................................... 3 Redegørelse for baggrunden for USA’s aktive indtræden i Vietnamkrigen ................................... 3 Den Kolde Krig og Frankrigs kolonikrig .................................................................................... 3 Koreakrigen og kommunismens indtog i Asien ......................................................................... 4 Genève-aftalerne ..................................................................................................................... 5 Mellemkrigstid og politisk splittelse i Sydvietnam ..................................................................... 5 USA’s stigende engegement i Vietnam .................................................................................... 7 Analyse af “Born on the Fourth of July” ....................................................................................... 8 Delkonklusion ........................................................................................................................ 14 Vurdering af mediernes rolle i Vietnam krigen ........................................................................... 15 De ikoniske billeder af Vietnamkrigen .................................................................................... 15 Kilde - The General goes Zapping Charlie Cong (1966) ......................................................... 15 Medierne – Vietnamkrigens vagthunde .................................................................................. 16 Pressen var kritisk.................................................................................................................. 17 Delkonklusion ........................................................................................................................ 18 Konklusion .................................................................................................................................... 18 Bibliografi ...................................................................................................................................... 19 Bilag: ............................................................................................................................................. 19 Billag 1 (Kilde: Vietnam on Televison) .................................................................................... 19 Bilag 2 (Containment) ............................................................................................................ 20

Side 3

3/23

Svea

Herning Gymnasium

Abstract

This paper is about the heroes of the Vietnam War and investigates what the soldiers expected of the war prior to their tours in Vietnam and also how the American Vietnam veterans were looked upon in USA when they returned from the war. It also shows which role the media and the coverage of the war played. To clarify this, an analysis is made of Ron Kovics autobiographical influenced novel, followed by the estimation regarding the media’s role through the historical source – an article from the Sunday Times. The main focus in the analysis of the novel is on the soldiers’ expectations to the war and what they experience when they return home. The result of the survey is that Ron Kovics novel shows that the war did not live up to the soldiers’ expectations and neither did their hopes of becoming war heroes when they returned. Furthermore the veterans feel let down by the government to which they sacrificed so much for. It also emerged by the survey that the atmosphere which can be found amongst the American people to some extend is due to the media coverage of the Vietnam War. In conclusion, this paper shows how the Vietnam War was unlike any other war America ever had seen, communism was the intangible enemy, and progress was hard to be made and with the television the war came straight into the Americans’ living rooms and contributed to the increasing anti-war opposition. The ones to suffer by all this were the broken-souled Vietnam Veterans, who after the war were left on their own a target to much anger and frustration that came from the growing anti-war society.

Indledningen

Vietnamkrigen opstod på grund af USA’s store frygt for kommunismen, en fjende der viste sig svær at identificere. Unge soldater kæmpede langt væk hjemmefra, og derfor er det stadig relevant at tale om krigen i Vietnam, i en tid hvor USA også i dag fører krig udenfor landets egne grænser. I opgaven vil der via en analyse og fortolkning af Ron Kovics selvbiografiske roman ”Born on the Fourth of July”, forsøges at nå frem til en bestemmelse af soldaternes egne forventninger til krigen, hvorfor de drog i krig, samt hvordan de oplevede deres hjemkomst. Derudover vil der blive lavet en vurdering af de daværende mediers rolle i krigen med inddragelse af en artikel som historisk kilde samt billedmateriale, der kan analyseres indenfor histories kildekritiske metode.

Redegørelse for baggrunden for USA’s aktive indtræden i Vietnamkrigen

Den Kolde Krig og Frankrigs kolonikrig

For at forstå bagrunden for Vietnamkrigen, må krigens foregående omstændigheder ses i lyset af en verden, der er præget af spændinger efter 2. Verdenskrig. Især spændingerne mellem to polariserede ideologier repræsenteret af supermagterne USA og Sovjet sammen med Kina, er essentielle for forståelsen af konflikten i Vietnam. Efter 2. Verdenskrig var Vietnams fremtid

Side 4

4/23

Svea

Herning Gymnasium overladt til forhandlinger mellem Frankrig, der ville bibeholde Indokina (Vietnam, Laos, Cambodja) som værende franske kolonier, og Viet Minh (Den Revolutionære Liga for Vietnams

Uafhængighed). Viet Minh var ledet af den centrale figur, kommunisten Ho Chi Minn, og blev

dannet i maj 1941^{1}, hvor de gennem 2. Verdenskrig bekæmpede Japan, som havde besat store

dele af Asien. Bevægelsen var nu imod et franskstyret Vietnam. Forhandlingerne resulterede i, at

Vietnam fik selvstændighed indenfor Den Franske Unions retningslinjer^{2}, men da aftalen ikke

virkede i praksis, kom det i sommeren 1946 til stridigheder mellem franskmændene og Viet Minh, og efter et fransk angreb på havnebyen Haiphong den 23. november eskalerede situationen til krig.

Hermed var den første indokinesiske krig skudt i gang. USA’s rolle i forhold til Indokina på dette tidspunkt forblev dog imidlertid passiv, hovedsageligt fordi USA var imod kolonistormagternes

ønske om at beholde deres kolonier.^{3}

Koreakrigen og kommunismens indtog i Asien

Korea, der var blevet delt mellem Sovjet og USA efter 2. Verdenskrigs slutning, blev på mange måder et vendepunkt i forhold til USA’s syn på Indokina. I 1948 oprettes der to koreanske stater mellem 2. Verdenskrigs sejrherrer, hvor Nordkorea bliver kommunistisk som følge af den sovjetiske administration, med lederen Kim il Sung, modsat Sydkorea der blev kapitalistisk på grund af den amerikanske indflydelse. Kort efter i 1949 bliver Kina kommunistisk, en konsekvens af 4 års borgerkrig mellem den daværende amerikansk støttede regering ledet af Jiang Jieshi og den kommunistiske leder Mao Zedong. Året efter i 1950 udvikler situationen i Korea sig imidlertid til krig, efter at Nordkoreanske tropper invaderer Sydkorea. Disse omstændigheder resulterer i, at

USA’s rolle i forhold til Indokina og franskmændenes krig ændres^{4}. Grunden hertil er et produkt af

den amerikanske inddæmningspolitik fra 1947, som havde til formål at begrænse kommunismens

ekspansive tendenser^{5}. Efter 1950 ændrer den indokinesiske krig karakter fra at være en kolonikrig

mellem Frankrig og det nationalistiske Viet Minh, til også at omhandle hele konfrontationen mellem kommunismen og den frie verden. Herfra betragtede USA Viet Minh som en del af den verdensomspændende ekspansion af kommunismen, og med rette for senere ender Viet Minh med at modtage våbenmateriel fra Kina. Derfor begynder USA at yde økonomisk bistand til franskmændene, og staten Vietnam modtager den første amerikanske militærhjælp i juni 1950 kort

tid efter, at USA har erklæret Korea krig.^{6} Da den daværende amerikanske præsident Harry S.

Truman i 1953 bliver efterfulgt af Dwight D. Eisenhower, strammes USA’s udenrigspolitik yderligere. På dette tidspunkt er den kolde krig i gang i resten af verden, og Eisenhower opfatter

1

(Frederiksen, 1997)

2

(Bryld, 2012)

3

(Frederiksen, 1997)

4

(Bryld, 2012)

5

(containment)

6

(Bryld, 2012)

Side 5

5/23

Svea

Herning Gymnasium kommunismen som et ”smittende” fænomen, som hvis ikke begrænses, vil skabe en såkaldt ”domino” effekt. USA ender herefter med at betale hovedparten af Frankrigs krigsførelse med op til

75 procent af de franske krigsudgifter. Frankrig må den 7. maj 1954 se sig slået ved slaget Dien Bien Phu, og det bliver dog aldrig til en direkte væbnet indgriben fra USA selv i den første

                7
indokinesiske krig.

Genève-aftalerne

Som følge af franskmændenes nederlag i Vietnam samledes verdens stormagter til fredskonference i Genève den 26. april 1954 til forhandlinger omkring Indokina. Til forhandlingerne mødte Frankrig, Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Kina samt de indokinesiske stater:

Nordvietnam (Den Demokratiske Republik Vietnam), Sydvietnam (Staten Vietnam), Laos og Cambodja. De centrale punkter i de aftaler, der blev underskrevet den 21. juli 1954, var, at de indokinesiske stater blev selvstændige samt, at Vietnam blev delt ved den 17. breddegrad i et kommunistisk Nordvietnam og et ”pro-vestligt” Sydvietnam. Derudover skulle der indenfor en 2-årig periode nedfældes valg med henblik på en genforening af de to stater. Dog skal de siges, at USA og Sydvietnam ikke selv underskrev, som et led i en protest mod Folkerepublikken Kinas deltagelse. Senere samme år i september oprettes, efter amerikansk initiativ, den sydøstasiatiske

forsvarsalliance SEATO endnu et led i at begrænse kommunismens udbredelse i Asien.^{8}

Mellemkrigstid og politisk splittelse i Sydvietnam

Efter Genèveaftalerne overtog USA administrationen af opbygningen af en ny regering i Sydvietnam, denne rolle påtog USA sig i endnu et forsøg på at undertrykke kommunismen i Vietnam. Til at lede Staten Vietnam blev Ngo Dinh Diem indsat. Diem havde tidligere været indenrigsminister i Vietnam, og repræsenterede i høj grad overklassen med sin rige families baggrund. Herefter bidrog USA i form af en etableringskapital med økonomisk såvel som miltært tilskud til Diem. Denne interesse i Staten Vietnams velbefindende kom af USA’s frygt for at Ho Chi

Minh ville vinde det frie genforenings valg, som skulle finde sted to år efter.^{9}

Allerede i det første år efter Genèvekonferencen blev det tydeligt at Diem med sin autoritære stat, ville få svært ved at vinde popularitet blandt befolkningen. Allerede i juli 1955 søgte Nordvietnam at normalisere forholdet mellem de to starter og foreslog at indlede forhandlinger omkring genforeningsvalget, der skulle stå i 1956 i henhold til Genèveaftalerne. Det stod dog klart, at Saigon under ledelse af Diem ikke havde tænkt sig at gennemføre et sådan valg, da Staten Vietnam som nævnt ikke havde anerkendt aftalen om et genforeningsvalg, da dennes regering sammen med USA ikke havde underskrevet de pågældende aftaler. Diem var ikke interesseret i en

7

(Frederiksen, 1997)

8

(Frederiksen, 1997)

9

(Frederiksen, 1997)

Side 6

6/23

Svea

Herning Gymnasium udligning af klasseskellet, da han repræsenterede godsejerne og dermed overklassen, og USA frygtede også et genforeningsvalg på dette tidspunkt, da Diem i USA’s øjne på grund af manglende popularitet højest sandsynligt ikke ville vinde, og dermed ville Sydvietnam under Ho

Chi Minh ”falde” for kommunismen.^{10}

I tiden 1955 til 1960 søgte Diem yderligere at beskytte sin magthavende position blandt andet gennem erklæringen i 1956, der forbød al opposition og som følge af denne, blev der i året 1956 anholdt op imod 50.000 politiske modstandere. Samtidig ophævede regeringen de folkevalgte landsbyråd i den sydlige del af Staten Vietnam og dermed landsbyselvstyret. De nye forvaltere af områderne bestod af katolsk-orienterede flygtning fra Nordvietnam, hvilket skabte etniske spændinger mellem katolikker og den buddhistiske majoritet, Diem forsøgte også at undertrykke denne majoritet, da han selv var katolik. Herudover modsatte Diem sig også de amerikanske ønsker og forslag om sociale reformer og specielt en jordreform, som kunne havde styrket Diems popularitet samt befolkningens velstand. Tværtimod ophævede Diem de tidligere jordreformer og kooperativer indført af Viet Minh, og tog dermed jorden fra bønderne og gav det tilbage til godsejerne, hvilet i 1960 resulterede i at 15 procent af befolkning ejede 75 procent af jorden, hermed havde Diem tilegnet sig støtte fra storbønderne og godsejerne, men næppe den

gængse bonde, som repræsenterede størstedelen af befolkning.^{11}

Konsekvenserne af Diems politik blev forståeligt, at modstanden mod regeringen voksede blandt befolkning, hvilket kom til udtryk i voldelige sammenstød mellem modstandsgrupper og Sydvietnams militær, men modstanden blev først rigtigt organiseret i 1960 med dannelsen af Den Nationale Befrielsesfront kendt under navnet FNL. Indtil da havde Nordvietnam ikke bidraget eller opfordret til modstand i Sydvietnam, da Ho Chi Minh troede på en fredelig løsning gennem et genforeningsvalg, men med dannelsen af FNL, der bestod af tidligere Viet Minh soldater og kommunister, var Nordvietnam nu også en allieret i kampen mod Diems enerådige styre, støtten var dog imidlertid kun i form af kapital og materiel. Organisatoren fik også hurtigt befolknings sympati i Staten Vietnam, og regeringen befandt sig nu i en tilspidset situation, som 3 år senere den 1. november 1963 endte i et statskup, fuldt støttet af USA, hvor Ngo Dinh Diem blev skudt. Herefter blev den politiske situation i Sydvietnam for alvor kaotisk, og i de efterfølgende 2 år havde Sydvietnam mere en 10 forskellige regeringer, hvilket gjorde forholdene nemmere for FNL, der ved udgangen af 1964 allerede kontrollerede omkring 40 procent af

Sydvietnam.^{12}

10

(Frederiksen, 1997)

11

(Frederiksen, 1997)

12

(Frederiksen, 1997)

Side 7

7/23

Svea

Herning Gymnasium

USA’s stigende engegement i Vietnam

I perioden 1954 til 1961 havde antallet af amerikanske militærrådgivere i Sydvietnam vokset fra

685 til omkring 2.000, og USA befandt sig nu i uvished, i forhold til hvad det næste skridt med hensyn til Vietnam skulle være. Den daværende præsident John F. Kennedy, der var blevet indsat den 1. januar 1961, afslog imidlertid forslagene fra forsvarsministeriet samt vicepræsidenten omkring indsættelse af amerikanske kamptropper i Sydvietnam. I 1961 er der dog problemer i det ellers neutrale Laos, og der opstår borgerkrig mellem kommunister og højreorienterede. Dette løste Kennedy gennem et våbenhviletiltag, men våbenhvilen blev mødt med stor kritik fra kongressen og forsvarsministeriet, så for at kompensere for denne utilfredshed optrappede Kennedy USA’s tilstedeværelse i Sydvietnam således, at der i 1963 var hele 14.000 amerikanske militærrådgivere tilstede i Vietnam, så på dette tidspunkt er USA yderst involveret i Sydvietnams interne forhold. Da Kennedy myrdes i november 1963, efterfølges han af sin vicepræsident Lyndon B. Johnson, som forsætter den amerikanske vietnampolitik, ved at støtte den ellers ustabile regering i Sydvietnam. I 1964 er situationen i Sydvietnam ude af kontrol for regeringen, og FNL har nu kontrol over en stor del af Sydvietnam samtidig lyder det, at 4-5 millioner vietnamesere støtter Den Nationale Befrielsesfront. Denne uro kan også spores i den amerikanske regering, hvis tilstedeværelse i Sydvietnam nu, udenfor den amerikanske befolknings viden, har rundet 21.000 i

amerikansk personel.^{13}

Selvom der i sommeren 1964 er initiativ til endnu end konference mellem stormagterne afslår Johnson, for det første er han ikke selv interesseret i at stå i dårligt lyst i forhold til republikanerne ved det kommende præsidentvalg i november, og samtidigt kunne det let føre til et valg og dermed et kommunistisk Vietnam, et scenarie som USA, som det også ses af den videre handling, er parat til at gøre alt for at undgå! Samtidigt står Johnson også i et dilemma i forhold til den amerikanske befolkning, han frygter, at en optrapning med indsættelse af tropper i Vietnam ville møde modstand blandt vælgerne. Derfor proklamerer Johnson sin vietnampolitik som værende til formålet om at stoppe den kommunistiske ekspansion i Sydøstasien, udelukkende gennem økonomisk og -materiel støtte. Dog forholdt tingene sig anderledes indenfor det Hvide Hus’ mure, for det første var det ikke kendt blandt befolkning, at antallet af amerikanere i Vietnam nu var oppe på 21.000, og ydermere indledte Johnson sin Operationsplan 34A som bestod af en række hemmelige militæraktioner lige fra bombninger til spionage mod Nordvietnam, selvom

Nordvietnam ikke engang støttede FNL direkte med hærenheder på dette tidspunkt.^{14}

Disse handlinger betød, at situationen i Vietnam ændrede karakter fra et politisk til et militært spørgsmål, og USA var nu så involveret i Vietnam, at fundamentet for en krig nu var

13

(Frederiksen, 1997)

14

(Frederiksen, 1997)

Side 8

8/23

Svea

Herning Gymnasium tilrettelagt, og USA havde nu ingen mulighed for at trække sig ud af landet, da dette ville fremstå som et massivt storpolitisk nederlag, hvilket ville medføre en svækkelse af USA’s status i magtforholdet mellem verdens supermagter USA, Sovjetunionen og Kina, en status der allerede havde en mindre plet efter Koreakrigen 11 år tidligere, som USA ikke havde formået at vinde.

Derfor skulle Vietnam altså bruges som en demonstration af USA’s formåen som verdens stærkeste magt. På baggrund af omstændighederne kulminerede situationen i august 1964, hvor USA fik lejlighed til at optrappe krigen definitivt, da det forlød fra amerikanske efterretningskilder at der var sket angreb på amerikanske skibe i Tokinbugten, dette gav Johnson rygdækning for at indsætte amerikanske tropper i Vietnam. Så den 7. august 1964 vedtog Kongressen resolutionen, der gav Johnson den endelige tilladelse til, i starten af 1950 at overføre et massivt antal

kamptropper samt krigsmateriel til Vietnam, og hermed var Vietnamkrigen nu en realitet.^{15}

Analyse af “Born on the Fourth of July”

Born on the Fourth of July er en roman om Vietnamkrigen, skrevet af Ron Kovic, bogen blev udgivet i 1976 et år efter Vietnamkrigens slutning. Romanen har klare selvbiografiske træk, da forfatteren selv er hovedpersonen i bogen, og desuden bygger på hans egne oplevelser før, under og efter Vietnamkrigen. Han blev udsendt i tjeneste som Sergent to gange ved det amerikanske marineinfanteri. Kovic skrev bogen i 1974, seks år efter han vendte hjem fra Vietnam, hvor han blev lammet fra brystet og ned efter en ildkamp. Som prologen afslører, er bogen skrevet som en form for selvterapi for Ron Kovic.

Bogens komposition er meget atypisk og springende, den starter in medias res med sætningen: ”The blood is still rolling off my flak jacket from the hole in my shoulder and there are

bullets cracking into the sand all around me.^{16} ” Romanens spændingskurve er altså fra starten sat

meget højt, og fanger læseren med det samme, på samme måde som utallige actionfilm gør det.

Kapitlerne følger i stor grad et mønster af, at de hver omhandler en bestemt tid i Kovics liv.

Derudover er bogen også opdelt i underafsnit, der hver enten markerer en periode af Kovics liv, eller ændrer fortællerform. Kapitlerne i sig selv er dog ikke opstillet kronologisk i forhold til Kovics liv, for eksempel starter og slutter bogen i Vietnam, og denne opstilling kan være en del af de følelser, som forfatteren har følt under skrive processen. Det er vigtigt at huske på, at forfatteren har skrevet denne bog som et led i sin bearbejdelse af krigens eftervirkninger, hvilket også præger mange andre elementer i bogen, eksempelvis er de fire sidste sider i tredje kapitel tre-en-halv side uden tegnsætning udover udråbs og – spørgsmålstegn, og der skiftes usystematisk mellem store og små bokstaver: ”I WANT YOU TO BELIEVE THIS AFTERNOON THAT THIS THING OUT

15

(Frederiksen, 1997)

16

(Kovic, 2005) s. 29

Side 9

9/23

Svea

Herning Gymnasium

THERE IS A COMMIE SONOFABITCH and wops and spics and chinks and japs^{17} ”. Dette skaber

en kaotisk stemning, og får læseren til at føle sig forvirret, hvilket sandsynligvis er forfatterens intention med disse sider, samtidig med at han får nogle ting fra hjertet. Noget andet bemærkelsesværdigt er den førnævnte skiftende fortæller, der optræder fra afsnit til afsnit, forfatteren skifter mellem en førstepersonsfortæller og tredjepersons alvidende fortæller, selvom det er den samme person, Ron Kovic, der omtales. Dette er igen et værktøj der illustrerer bearbejdelsen fra forfatterens side, dog synes der at være en sammenhæng med skiftene; førstepersonfortælleren optræder når vi ser Kovic, som personen der voksede op i Massapequa, New York, på den stille forstadsvej, med barndomsminder, følelser og meninger, men når han blot er marineinfanteristen, en uniform trænet til at dræbe af sit land, og ikke anderledes fra sine soldaterkammerater optræder den alvidende tredjepersonsfortæller. To eksempler på dette er: “In

the fall we played touch football in the streets^{18} ”, og ”The pain twisted into his back, but he laughed

with the rest of them – the warriors, the wounded, entering the gates of St. Albans Naval

Hospital.^{19} ” Skiftene kan også symbolisere at Kovic forsøger at distancere sig selv fra

hændelserne, fordi han har svært ved at forstå dem, og at han på mange tidspunkter ikke føler sig behandlet som et individ, for eksempel på hospitalet.

Personen Ron Kovic, ændrer karakter igennem bogen, vi møder ham i flere stadier af sit liv, fra han er barn, til han vender hjem fra Vietnam. I denne tid gennemgår Kovic en stor forandring. Kovic er født på USA’s uafhængighedsdag den fjerde juli i året 1946, han er altså også en del af 40’ernes ”babyboom”. Når Kovic taler om sin barndom og sin opvækst, får vi billedet af en stereotypisk amerikansk barndom, som den var i forstædernes trygge omgivelser, med legende børn på vejen, den hjemmegående mor som bagte American Pie, og den bestemte, hårdarbejdende far, han som barn respekterede. Han er beskrevet som værende en glad dreng, der går op i sport, er social med sine tætte barndomsvenner og godt opdraget. Kovic har mange idoler som barn, som fylder en stor del af hans liv, udover typiske sportsidoler som baseball legenden Mickey Mantle, er skuespilleren John Wayne og skuespilleren og tidligere krigshelt fra 2.

Verdenskrig Audie Murphy også store idoler for ham. Krigsfilmene ”To Hell and Back” fra 1955 og ”The Sands of Iwo Jima” fra 1949 nævnes i bogen, og sammen med sin barndomsven Castiglia ser Kovic med stor fascination sidstnævnte i biografen: ”Castiglia and I saw The Sands of Iwo Jima together. The Marine Corps hymn was playing in the background as we sat glued to our seats, humming the hymn together and watching Sergeant Stryker, played by John Wayne, charge up the

17

(Kovic, 2005) s. 96-97

18

(Kovic, 2005) s. 63

19

(Kovic, 2005) s. 41

Side 10

10/23

Svea

Herning Gymnasium hill and get killed just before he reached the top. And then they showed the men raising the flag on

Iwo Jima with the marines’ hymn still playing, and Castiglia and I cried in our seats.^{20} ”

Det er her tydeligt at krigsfilmene påvirker børnene meget, dette kommer til udtryk ved at Kovic og Castiglia efterfølgende begynder at studere marineinfanteriets håndbog, og man kunne således argumentere for, at det sandsynligvis er herfra sin barndom, at han opbygger nogle af de forventninger, som han tager med sig til Vietnam senere, idet han er fascineret af veteranerne fra

2. Verdenskrig, som han ser som helte. Hele hans barndom er det også Kovics drøm at blive en helt, først som professionel baseball spiller, men som han bliver ældre, begynder han at hælde mere og mere til militæret: ”… and just as we dreamed of playing for the Yankees someday, we dreamed of becoming United States Marines and fighting our first war and we made a solemn promise that the day we turned seventeen we were both going down to the marine recruiter at the

shopping center in Levittown and signing up for the United States Marine Corps.^{21} ” Kovic ser altså

på marineinfanteriet som en fremtidsdrøm på lige fod med baseballkarrieren, og ligesom børn i dag ser professionelle sportsfolk, brandmænd og så videre. Kovics barndom står i kontrast til det miljø, han møder i marineinfanteriet og senere i Vietnam, dette får læseren til tænke over, hvorfor han overhovedet ville forlade disse trygge omgivelser for at tage i krig.

Tiden i bogen fra Kovic bliver født i 1946, til han vender hjem fra Vietnam i 1968 og frem mod 1972, hvor bogen slutter, er alt sammen afspejlet af konteksten, som selvfølgelig spiller en utrolig stor rolle i bogen. Der er derfor inddraget mange referencer til samtiden i bogen, eksempelvis den kolde krig i form af rumkapløbet, og i form af Kovics og andres holdning til kommunismen, som kommer til udtryk: ”The Communists were all over the place back then. And if they weren’t trying to beat us into outer space, Castiglia and I were certain they were infiltrating our

schools, trying to take over our classes and control our minds.^{22} ” Dette sted i teksten afspejler

altså, at den kolde krig og USA’s frygt for kommunismen, ikke blot var at finde i Washington blandt politikere, det var altså også noget Kovic og hans ven, der på dette tidspunkt blot er børn, var opmærksomme på. Stærke nationalistiske følelser er også til stede i denne tid selv hos Kovic som barn, han er meget stolt over at være født på uafhængighedsdagen: ”Being born on the exact

same day as my country I thought was really great. I was so proud.^{23} ” Og han udviser også en

stærk nationalfølelse, da han begynder at græde efter, at han ser opsendelsen af USA’s første satellit Vanguard i fjernsynet, der fejler og eksploderer: ”It was a sad day for our country, I thought, it was a sad day for America […] We were losing, I thought, we were losing the space race, and

20

(Kovic, 2005) s. 64-65

21

(Kovic, 2005) s. 66

22

(Kovic, 2005) s. 70

23

(Kovic, 2005) s. 59

Side 11

11/23

Svea

Herning Gymnasium

America wasn’t first anymore^{24} ” Denne nationalfølelse følger ham til han er soldat i Vietnam, og

ses også dagen før, han går ind i marineinfanteriet, da han står alene foran fjernsynet med hånden på hjertet, fordi ”The Star-Spangled Banner” spiller. Det faktum at nationalisme og patriotisme er en stor del af Kovic i sine unge år, gør ham sandsynligvis også mere modtagelig overfor dét, som marineinfanteriets rekrutteringsfolk siger, da de holder oplæg på hans skole. Han fortæller også, hvordan han føler, at han står overfor sine barndomshelte, da han giver dem hånden. Måske er dette, sammen med hans forventninger om at blive en krigshelt som tidligere nævnt, en stor grund til, at han beslutter sig for at gå ind i marineinfanteriet.

Vi hører kun om hans første dag i marineinfanteriet, før bogen springer til tiden i

Vietnam, men denne dag er også særlig mærkværdig, da Kovic bliver meget overrasket over, hvordan det er at være der. De bliver behandlet meget hårdt af instruktørerne dér, som råber af dem, og presser dem psykisk og fysisk, desuden forsøger de, at nedbryde eller i hvert fald omstrukturere de unges identitet, ved at tvinge dem til at lægge deres ejendele i en trækasse, hvorefter de bliver kronraget, vasket og får udleveret deres uniformer. Alt dette får Kovic til at betvivle sin beslutning om at tage i marineinfanteriet: ”He wanted to go home, then he didn’t. Then

he wanted to, then he didn’t know what he wanted to do.^{25} ” Dette stykke, er desuden et af de

steder, hvor tredjepersonsfortælleren optræder, og viser, hvordan Kovic bliver usikker på sig selv og sin identitet, og her får Kovics nationalfølelse afgørende betydning, da han overvejer at give op:

”… if this is what he would have to go through in the days and weeks ahead, then he was ready for it. Ready for it! Like the young president [John F. Kennedy] had said, they would have to bear many burdens, many sacrifices […] He would not let his president, or his family, or any of them

down.^{26} ” Han føler at han gør det for sin præsident og sit land, og derfor er han altså parat til ofre

alt for sit land i kraft af sin stærke patriotagtige nationalfølelse. Kærligheden til sit land er med mere baggrunden for at Kovic tager i krig senere.

I Vietnam begynder krigens virkelighed at gå op for ham; to felttog går helt galt, da hans deling kommer til at åbne ild mod civile, og ved et andet skyder Kovic ved et uheld en korporal fra Georgia, og dette hjemsøger ham resten af bogen. Han er dog stadig i den tro, at han gør noget godt ved at være i Vietnam, og er derfor stolt over at være i krig: ”He was proud. He was real proud of what he was doing. This, he thought, is what serving your country is supposed to be

about.^{27} ” Ligesom han gjorde det, da han først kom ind i marineinfanteriet, overbeviser han her

igen sig selv om, at han gør det ”rigtige”. Men som tiden går, bliver han mere og mere deprimeret, til han til sidst virker psykisk ustabil: ”I started looking for booby traps to steep on, taking all sorts of

24

(Kovic, 2005) s. 69

25

(Kovic, 2005) s. 87

26

(Kovic, 2005) s. 93

27

(Kovic, 2005) s. 194

Side 12

12/23

Svea

Herning Gymnasium crazy chances, trying to forget the rain and the cold and the dead children and the corporal […] just waiting for those metal splinters to go bursting up into my testicles, sending me home a wounded

hero.^{28} ” Han er altså fanget i en konflikt med sig selv, hvor han på den ene side mere end noget

andet ønsker at komme hjem, men samtidig vil han kun sendes hjem som en skadet krigshelt, han vil altså ikke slippe de værdier, han har troet på hele sit liv, eller som han siger; skuffe præsidenten, sin familie og gud. Det er her den konflikt starter, som senere skal få ham til at skifte mening og holdning. Men i Vietnam, selv efter at være blive såret, er han stadig fast i troen på sit land: ”I am telling Mom and Dad that i am hurt pretty bad but I have done it for America and that it

is worth it.^{29} ” Kovics tilfredshed hænger også sammen med, at han stadig forventer at USA’s

befolkning vil se ham som en helt, ligesom han selv betragtede den ældre genration, der havde kæmpet i 2. Verdenskrig, som de film han så som barn handlede om.

Da Kovic vender hjem til USA efter sin skade er det tydeligt, at krigen har sat dybe spor i ham, og han begynder hurtigt at føle dette traume. Hans første møde med USA efter krigen er hospitalet for de hjemvendte veteraner, hvor der er horrible forhold, hvilket Kovic også bliver frustreret over, og her ser vi de første kontraster, til de forventninger han havde før krigen: ”This isn’t like the poster down by the post office where the guy stood with the shiny shoes; this is a

concentration camp.^{30} ”. Han har svært ved at forstå, hvorfor de ikke bliver behandlet bedre på

hospitalet, eftersom de er krigshelte, og Kovic begynder snart at kritisere USA: ”It never makes any sense to us how the government can keep asking for money for weapons and leave us lying in our

own filth^{31} ” Dette er første gang Kovic kritiserer det land, han før udtrykte en ubetinget kærlighed

til. Udenfor hospitalets mure er stemningen også anderledes fra hans forventninger, her møder Kovic et USA, der har ændret sig, siden han tog af sted. Kovics første møde med samfundet efter hele vietnamtiden er ved uafhængighedsdagsparaden, hvor han som hjemvendt veteran deltager i paraden, men modtagelsen er ikke, som han havde ventet. De stirrer akavet og jubler ikke, da de kører gennem byen i paraden, og han forstår ikke hvorfor. Efter at være blevet sat til skue på talerpodiet bliver han mere og mere utilpas, og vil til sidst bare gerne hjem, han opdager senere hvad denne akavethed skyldes, da stemningen i samfundet bliver klargjort for ham, da han ender på hospital igen, efter at have brækket benet: ”>>I’m a Vietnam veteran,<< I tell him. >>I fought in Vietnam and I’ve got a right to be treated decently. << >>Vietnam, << the aide says loudly.

>>Vietnam don’t mean nothin’ to me or any of these other people. You can take your Vietnam and

shove it up your ass. <<^{32} ” Dette viser, at samfundet ikke længere forstår hvorfor USA er krig flere

28

(Kovic, 2005) s. 204

29

(Kovic, 2005) s. 39

30

(Kovic, 2005) s. 48

31

(Kovic, 2005) s. 52

32

(Kovic, 2005) s. 133

Side 13

13/23

Svea

Herning Gymnasium tusinde kilometer hjemmefra, og hvorfor de skal lide med tabene og de økonomiske konsekvenser, og dette vender også lidt efter lidt op og ned på Kovics syn på krigen:

”I was in Vietnam when I first heard about the thousands of people protesting the war in the streets of America. […] We swore they would pay, the hippies and draftcard burners. They would pay if we ever ran into them. But the hospital changed all that. It was the end of whatever belief I’d still had in what I’d done in Vietnam. Now I wanted to know what I had lost my legs for, why I and the others had gone at all. But it was still very hard for me to think of speaking out against the war, to think of

                                33
joining those I’d once called traitors. ”

Kovic stiller sig nu kritisk overfor krigen, ligesom størstedelen af befolkningen, og det driver ham ud i fortvivlelse, som kommer til udtryk i et alkoholmisbrug, fordi han indser, at det han har gjort i Vietnam er forfærdeligt, samt at hans tab har været forgæves.

Billedet er også det samme for mange andre vietnamveteraner, hvilket ses da Kovic slutter sig til VVAW (Vietnam Veterans Against the War). Men veteranerne bliver nærmest gemt væk, og vi ser, at der nu opstår en konflikt mellem USA’s regering og dem der protesterer mod krigen: ”Was the government so afraid of its own people that it needed such a gigantic barricade?

I’ll always remember those buses lined up that day and not being able to see the White House

from my wheelchair^{34} ” Dette citat viser at krigen har skabt afstand mellem folket og regeringen.

Selv folk der ikke nødvendigvis viser deres holdning offentligt lader også til at være i mod krigen i

1972: ”…faces looking curiously at us from windows, not angry just curious and friendly, surprisingly friendly – the ordinary working people who want the war to end too, the glory John

Wayne war^{35} ” Det er nu et splittet USA der skildres, og markerer således at Kovic personligt er et

helt andet menneske, med ordene ”glory John Wayne war” viser han med en reference til sin barndom, at han har været forblændet af krigsfilmene, og ligesom resten af USA’s befolkning vil han nu bare have at den pinlige og grusomme krig skal stoppe. Bogen giver et billede af, at krigen i Vietnam nærmest har udviklet sig til en borgerkrig i USA mellem dets folk og regering, da demonstrationerne ender med politivold, og mord af unge amerikanere, ved Kent State universitetet, hvor der bliver skudt af politimænd som selv ikke engang støtter krigen længere:

”>>We don’t want the war either,<< says the other cop.<<^{36} ”. Således er konflikten ikke længere

kun eksisterende mellem Kovic og landet, men derimod også i form af befolkning, og regeringen.

Og i forbindelse med denne interne kamp i USA optræder mediernes rolle også i bogen. Da Kovic bliver involveret i anti-krigsbevægelsen, mærker han hvordan mediernes fremstilling af krigen ændres, idet han mærker at journalisterne pludseligt gerne vil høre om hans meninger. Mediernes

33

(Kovic, 2005) s. 136

34

(Kovic, 2005) s. 139

35

(Kovic, 2005) s. 170

36

(Kovic, 2005) s. 155

Side 14

14/23

Svea

Herning Gymnasium vigtighed er også skildret til sidst i bogen, da Kovic sammen med andre krigsveteraner kommer ind til præsident Nixons takketale, og forsøger at få journalisternes opmærksomhed: ”>>I served two tours of duty in Vietnam!<< I screamed to one newsman. >>I gave three-quarters of my body for America. And what do I get? Spit in the face! << I kept screaming until we hit the side entrance where the agents pushed us outside and shut the doors, locking them with chains and padlocks so

reporters wouldn’t be able to follow us out for interviews.^{37} ” Journalisterne vil hellere end gerne tale

med dem, og stykket viser også, hvordan regeringens agenter forsøger at gemme dem væk fra pressen, fordi regeringens er bange for at lade dem tale.

Det der er specielt ved romamen er dens troværdighed, der kommer af det selvbiografiske aspekt. Man kan næsten se bogen som en primær kilde, der belyser en soldats oplevelser af Vietnamkrigen og stemningen i USA. Bogen kritiserer i høj grad USA’s behandling af dets soldater både under og efter krigen. Episoden, hvor Kovic fortæller delingslederen i Vietnam om uheldet med Korporalen fra Georgia, viser hvordan USA kigger den anden vej når krigen viser sig fra dens grimmeste side. Da soldaterne får The Purple Heart efter at være blevet såret, ser vi legeledes, hvordan det skildres som ligegyldigt, da Generalen siger den samme smøre til alle på felthospitalet, da han overrækker dem medaljen, og en tager et billede af dem. Dette får det til at fremstå som en formel formsag, selv til ”grøntsagen” der ligger og urinerer i sengen og råber, siger Generalen de samme ord, men opgiver dog og giver billedet tilbage til kameramanden, som var han ikke det værd længere.

Delkonklusion

Ron Kovics selvbiografiske roman lægger i dens helhed op til en kritik af USA og dets daværende regering, men viser også, hvorfor mange frivilligt drog i krig for USA i Vietnam. Kulturen i Kovics barndom og dermed konteksten priser nemlig USA gennem Kovics og andres nationalfølelser, og skildre desuden frygten for kommunismen, der er at finde i 50 og -60’ernes USA. Kovics forventning til krigen er at blive en helt, ved at bekæmpe kommunismen på samme måde som de ældre bekæmpede nazismen i Tyskland under 2. Verdenskrig. Men Kovics forventninger lever ikke op til virkeligheden, som den er ovre i Vietnam, og krigen tager hårdt på ham, han bevarer dog håbet hele sin tid i Vietnam. Men hjemme i USA er stemningen ændret, og da han vender hjem modtages han ikke som en helt, derimod ses han som et billede på krigens tragiske virkelighed.

Han føler sig svigtet af USA, da han bliver så dårligt behandlet på hospitalerne, der på grund af krigen ikke har nok penge til rådighed. Alt dette ændrer derfor Kovics, og mange andre veteraners, holdning til krigen, da de spørger sig selv hvorfor de har ofret så meget, og til hvem. Efterfølgende prøver regeringen at gemme dem væk fra offentlighed og især pressen, da regeringen er bange for at lade dem tale.

37

(Kovic, 2005) s. 181

Side 15

15/23

Svea

Herning Gymnasium

Vurdering af mediernes rolle i Vietnam krigen

De ikoniske billeder af Vietnamkrigen

                                            38
Billede indsat fra www.kortlink .dk/denverpost/bv44 (AP-Photos)

Samtidig med at situation i Vietnam udviklede sig til krig i 1960’erne, vandt et nyt medium frem i store dele af den vestlige verden. Sammen med aviserne, radioen og fotografierne talte fjernsynet nu også som en den del af de nyheds og-informationsmedier, som journalister havde til rådighed.

Hen imod slutningen af 60’erne, blev fjernsynet efterhånden hvermandseje i de amerikanske hjem, og sammen med fotografierne, betød det, at en krig for første gang rigtig blev billedligt levendegjort. I forhold til 2. Verdenskrig, hvor den almindelige civile borger kun kunne danne sig forestillinger om krigen gennem nyhedsartikler i aviserne, kunne den amerikanske befolkning for første gang i historien se med egne øjne, dét deres udsendte soldater selv så og gjorde i Vietnam.

Mediernes dækning af Vietnamkrigen var dog ikke kun død og ødelæggelse, som mange måske tror, men alligevel har nogle få billeder fra krigen indprentet sig i vores bevidsthed. Som oftest var døden ikke at se i nyhedsdækningerne fra Vietnam, da man meget af tiden kun kunne se røg stige op fra et skovområde, det var først da krigen rykkede ind i byerne, at filmrullerne og billederne blev grusomme. De største presseøjeblikke fra Vietnamkrigen er eksempelvis under ”Tét-offensiven”, hvor amerikanerne hjemme i stuerne kunne se Bay Lop, en formodet partisan, blive henrettet af den sydvietnamesiske politichef i Saigon, eller sydvietnamesiske børn flygte fra napalmangreb, der ved et uheld havde ramt dem i stedet for fjenden. Denne dokumentering af krigen må tænkes at

have gjort indtryk på mange amerikanere, og stemningen i USA.^{39}

Kilde - The General goes Zapping Charlie Cong (1966)

Under hele Vietnamkrigen var utallige journalister med, når de amerikanske tropper drog ud på felttog, og således rapporterede de hjem direkte fra fronten. Den britiske journalist Nicholas Tomalien var én af disse rapportere ved fronten. Han skrev artiklen ”The General goes Zapping Charlie Cong” til den britiske avis The Sunday Times i 1966. Kilden belyser hvordan en General i sin helikopter opererer i Vietnam, og samtidig giver den en status på krigens gang. Med hensyn til kildetypen er det ikke en artikel i traditionel forstand, den er skrevet i en genre kaldet ”New Journalism”, hvilket bærer præg af stilistiske værktøjer lånt fra skønlitteraturen, tiltænkt til at fange læseren. Kilden er dog stadig brugbar, da artiklen er skrevet på baggrund af fakta og virkelige

38

(Photos: A Look Back at the Vietnam War on the 35th Anniversary of the Fall of Saigon, 2010)

39

(Hallin)

Side 16

16/23

Svea

Herning Gymnasium hændelser, samtidig med at journalisten rent faktisk selv er til stede i Vietnam. Det er altså en primær kilde, dog med en vis subjektiv tendens grundet genren. Kilden kan bruges til at se, hvordan de amerikanske soldater selv ser på Vietnamkrigen. I kilden siger en Oberst fra lægekorpset, at når de gør status efter et angreb, er der ofte fire civile sårede for hver såret Viet Cong (partisan), hvilket viser at amerikanernes aktioner ikke er effektive, men derimod skadende for de civile. Kilden giver således et billede af, at amerikanerne har svært ved at se, den fjende de kæmper i mod. Den har gennemgående en kritiserende tone, der kommer til udtryk ved, at journalisten spørger: Hvordan Generalen kan være sikker på, at napalmangrebene samt

Generalens granater og skud ikke rammer uskyldige, hvortil Generalen svarer, at hans intuition og erfaring gør, at han kan vide sig sikker. Journalisten latterliggør i bund og grund Generalen med komiske fremstillinger af hans argumenter. Tomalien skriver som nævnt for en britisk avis, hvilket giver et britisk perspektiv forstået på den måde, at det ikke kun er de amerikanske medier og den amerikanske befolkning, der er optaget af krigen. Vietnam er altså et aktuelt emne i flere vestlige lande. Derudover ser vi også, hvordan kilden ikke er censureret, da den stiller sig kritisk i forhold til Generalen og de andre amerikaneres krigsførelse.

Medierne – Vietnamkrigens vagthunde

Man kan sige, at for at et land som USA kan føre krig, skal landet have befolkningen i ryggen.

Dette er altid vigtigt for en hver regering, da det trods alt er samfundet selv, der skal betale for krigsførelse i form af skat og soldater. Det er også netop her, at medierne spiller en overmådelig stor rolle, journalisterne er nemlig den mest direkte forbindelsen mellem befolkningen og regeringen samt politikkerne, som fører krigen. Det er derfor interessant at se, hvordan ”broen” mellem befolkningen og regeringen ”bygges” under Vietnamkrigen. Op til Vietnamkrigen var der, som nævnt, mange anliggender indenfor den amerikanske regering, der ikke kom frem i offentligheden. Eksempelvis gik Johnsons Operationsplan 34A egentlig stik i mod hele hans vietnampolitik tilbage i 1964. Politikken syntes, at gå efter at undgå at sende amerikanske tropper i krig, ej heller selv at udføre militære angreb i Vietnam, og dette troede befolkning også, da Johnson endda kritiserer forslag om bombning. Men alligevel så vi, at han selv iværksatte aktive militære indgreb i Nordvietnam. Johnson og hans stab forsøgte altså at holde meget hemmeligt for den amerikanske befolkning i denne periode op til krigens optrapning: ”Udviklingen i Vietnam viste, at Johnson førte en helt anden politik end den, han gav udtryk for overfor de amerikanske vælgere.

I virkeligheden besluttede Johnson under valgkampen, i februar 1964, at USA skulle optrappe den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam, men at dette skulle holdes hemmeligt indtil efter

præsidentvalget^{40} ”

40

(Frederiksen, 1997) s. 55

Side 17

17/23

Svea

Herning Gymnasium

Der er tale om regulær hemmelighedskræmmerrig fra regeringen, og dette forsøgte USA også at overføre til krigen, da de amerikanske presseofficerer under krigen afholdte pressemøder hver dag klokken 17:00, med en pressebriefing om dagens aktioner. Således var det i starten her, at den amerikanske presse fik sine oplysninger til deres nyhedshistorier. Men efterhånden opstod der et troværdighedstab til Johnson, og pressen begyndte at stille spørgsmål, til de oplysninger de fik på disse pressebriefinger, som pressen herefter døber ”the Five O’Clock Follies”. Der er altså tale om en form for spin, ja næsten propaganda. Medierne blev altså en faktor, der gjorde, at USA fik svært ved at holde noget skjult for offentligheden. Pressemøderne i Vietnam blev forståeligt tilrettelagt med henblik på, at regeringen kunne kontrollere hvad der slap ud i offentligheden, men på grund af ihærdige amerikanske uafhængige og sydvietnamesiske pressefolk, blev mange u-censurerede oplysninger tilgængelige i de amerikanske nyhedsudsendelser på både godt og ondt. Men om

dette kan spores tilbage i USA, til samfundets holdning er noget andet.^{41}

Pressen var kritisk

Medierne forsøgte, at skildre hændelserne i Vietnam som de var, ligegyldigt om det var gavnligt for USA’s regering eller ej, og flere og flere historier kom frem, som rejste kritik og spørgsmål omkring den amerikanske krigsførelse i Vietnam. My Lai-massakren var en af de historier, der rejste mest kritik af den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Man talte om krigsforbrydelser, da den mindre landsby med kvinder og spædbørn blev henrettet på ordre fra Løjtnant William Calley. Disse historier vakte ikke kun røre i USA, men i hele den vestlige verden, endda i Danmark. Udover at skildre krigens rædsler, kan man sige, at medierne skabte en følelse af håbløshed hjemme blandt USA’s befolkning. Blandt andet ved dækningen af Tét-offensiven i 1968, hvor nyhedshistorierne, modsat Generalerne der sagde, at sejren var lige om hjørnet, viste, hvordan USA ikke gjorde fremskridt i krigen. Så fra Saigon med angrebet af FNL januar 1968 og frem efter, blev der skabt en stemning i USA, hvor folk mente, at amerikanerne skulle se at vinde krigen eller trække sig ud af Vietnam snarest. Så man kan sige, at pressen intet gjorde for at opretholde moralen, og egentlig var illoyale mod deres egne styrker. På den måde kan medierne have bidraget til den stigende modstand mod krigen, men det er usandsynligt at medierne alene kunne havde startet modstanden. De første demonstrationer begyndte nemlig i 1965 kort efter krigens aktive optrapning, og i starten var demonstrationerne en del af den afroamerikanske rettighedsbevægelse, med Martin Luther King i spidsen og omhandlede de afroamerikanske soldater i Vietnam. Men medierne er bestemt en faktor der gjorde tingene værre set fra den

amerikanske regerings synspunkt, og den bidrog afgjort til den stigende krigsmodstand.^{42}

41

(Culture)

42

(Frederiksen, 1997)

Side 18

18/23

Svea

Herning Gymnasium

Delkonklusion

Man ikke kan sige, at medierne og pressedækning af Vietnamkrigen havde en direkte effekt på den amerikanske befolknings holdningsskift i forhold til krigen, simpelthen fordi der er utroligt mange faktorer, der er med til at starte denne modstand mod krigen. Der er dog ingen tvivl om, at medierne gav en hjælpende hånd til, at vende billedet. Men grunden til dette er egentlig også kun fordi, at pressefolkene og journalisterne selv begynder at ændre holdning i forhold til krigen, og således ændrede dækningen af krigen også karakter. Man kan jo forestille sig, at de amerikanske nyhedsbureauer ikke ville sende de kritiske historie, hvis ikke bare en lille del befolkningen, var af samme overbevisning? Så derfor må mediernes rolle under vietnamkrigen, siges at have været forbindelsen mellem den civile amerikanske befolkning og deres soldater i Vietnam, hvor ihærdige journalister som Tomalien spillede en stor rolle ved at være der helt ude ved fronten, således at krigens historier kunne bringes hjemme i de vestlige lande. Det er dog helt sikkert, at billederne og nyhedsreportagerne må have berørt den amerikanske befolkning i en eller anden grad, for eksempelvis kan de fleste i dag stadig komme i tanke om et billede, der stammer fra

Vietnamkrigen, også selvom de er født længe efter krigens slutning.

Konklusion

Vietnamkrigen var et produkt af den kolde krig og spændingerne mellem to polariserede ideologier.

Den blev en anderledes krig i kraft af at fjenden, som de unge soldater kæmpede i mod, ikke var definerbar på samme måde som eksempelvis nazisterne under 2. Verdenskrig, for fjenden var kommunismen, repræsenteret af vietnamesiske partisanere. I vietnamveteranen Ron Kovics selvbiografiske roman Born on the Fourth of July ses det, hvordan soldaterne drog af sted som helte, ligesom deres fædre gjorde det i 2. Verdenskrig og Koreakrigen, men da de vendte hjem blev soldaterne mødt af et ændret USA, som ikke så veteranerne som helte, men snarere som forbrydere. Denne ændring i amerikanernes mening og udbruddet af den stigende modstand i mod krigen, var blandt andet påvirket af mediernes indflydelse i Vietnamkrigen. Journalisterne ved fronten forsøgte gennem fotografier og reportager at skildre hændelserne i Vietnam som de var, selvom dette mange gange satte USA i et dårligt lys. Bogen illustrerer, hvordan Soldaterne var parate til at opgive liv og lemmer for deres elskede land og for friheden, som i deres øjne var truet af kommunismen, denne holdning havde mange, ligesom Kovic, fået fra deres barndom, som var præget af en stærk nationalfølelse og patriotisme, men alt dette blev pillet af soldaterne, da de vendte hjem fra Vietnam. Kovic, der vender hjem lammet, føler sig som mange andre veteraner svigtet af USA, blandt andet på grund af de dårlige forhold på veteranhospitalerne, som Kovic også skildrer i sin bog. På grund af krigen havde USA’s økonomi ikke nok til rådighed til at skabe gode forhold for soldaterne. Så på grund af disse forhold sammenholdt med stemningen blandt befolkningen i USA, ændrer mange veteraner ligesom Kovic mening omkring krigen, og de

Side 19

19/23

Svea

Herning Gymnasium begynder at spørge sig selv, hvem de har ofret så meget for. Medierne blev bestemt en faktor der gjorde tingene værre set fra den amerikanske regerings synspunkt, fordi pressen ligesom Kovics roman, lagde op til en kritik af USA og dets daværende regering. Grunden til at medierne er så troværdige i den vestlige verdens øjne, er på grund af journalister som Nicholas Tomalin, som skrev hjem til aviserne om de amerikanske troppers oplevelser af forholdene i krigen. Det der adskilte mediedækningen af krigen fra tidligere, var at pressen havde fået et nyt medie, nemlig fjernsynet, som bragte krigens rædsler helt ind i stuerne i de amerikanske hjem. Desuden overraskede fotografers ihærdighed også den amerikanske regering, der ikke havde nogen mulighed for at censurere, eller tildække begivenhederne i Vietnam selvom de forsøgte med deres sparsomme informationer ved ”the Five O’Clock Follies”. Så på grund af den kritiske presse må mediernes rolle under vietnamkrigen, siges at have været forbindelsen mellem den civile amerikanske befolkning og deres soldater i Vietnam.

Bibliografi

Photos: A Look Back at the Vietnam War on the 35th Anniversary of the Fall of Saigon. (2010, April

30). Retrieved December 18, 2012, from www.denverpost.com:

www.kortlink.dk/denverpost/bv44

Bryld, C.-J. (2012). Verden efter 1914 - i dansk perspektiv. Århus: Systime A/S.

containment. (u.d.). Hentede 14. December 2012 fra Den store danske:

http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Samfund/International_politik_
og_organisationer/containment

Culture, S. J. (n.d.). Spin. Retrieved December 19, 2012, from Gale Student Resources:

www.kortlink.dk/galegroup/bv8n

Frederiksen, P. (1997). VIETNAM - fra drage til tiger. Århus: Systime A/S.

Hallin, D. (u.d.). Vietnam on Televison. Hentede 19. December 2012 fra www.museum.tv:

http://www.museum.tv/eotvsection.php?entrycode=vietnamonte

Kovic, R. (2005). Born on the Fourth of July. New York: Akashic Books (Originally published by McGraw-Hill Book Company in 1976).

Tomalin, N. (2001). The General goes zapping Charlie Cong. In L. S. Jensen, With God on our Side. Systime.

Bilag:

Billag 1 (Kilde: Vietnam on Televison)

VIETNAM ON TELEVISION

Side 20

20/23

Svea

Herning Gymnasium

-Daniel Hallin

Ph.D. in Political Science,

University of California, Berkeley (1980)

Bilag 2 (Containment)

Containment^{43}

containment, (am., nyere dannelse til contain 'indeholde, omslutte'), inddæmningspolitik, hovedtræk ved USAs politik over for Sovjetunionen under den kolde krig, nemlig at inddæmme unionens ekspansive tendenser. Idéerne bag containment blev i sommeren 1947 forklaret i en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs af George F. Kennan, som var den første leder af en ny planlægningsstab i det amerikanske udenrigsministerium. Budskabet var, at hovedindholdet i amerikansk politik over for Sovjetunionen skulle være en langsigtet, tålmodig, fast og årvågen inddæmning af unionens eventuelle fremtidige ekspansion. Herved kunne USA på langt sigt fremme en opløsning eller en gradvis nedbrydning af Sovjetunionens magt.

Der blev taget både økonomiske, politiske og militære midler i anvendelse for at føre inddæmningspolitikken ud i livet, men med en gradvis forskydning af vægten mod de militære.

Kennan ønskede selv at fastholde hovedvægten på økonomiske og politiske midler som i fx Marshallplanen, men han blev fortrængt af politikere og diplomater, der lagde vægten på den militære styrke, specielt i NATO. En fremtrædende talsmand for militær styrkeopbygning var Paul Nitze (), der som Kennans efterfølger i planlægningsstaben fik stor indflydelse på den amerikanske politik over for Sovjetunionen. Nitze var hovedforfatter til den revurdering af den amerikanske politik (nedfældet i NSC-68 fra april 1950, rapport nr. 68 fra The National Security Council), som præsident Truman iværksatte i vinteren 1950 efter den første sovjetiske atombombesprængning, efter de kinesiske kommunisters sejr i borgerkrigen og efter USAs beslutning om at fremstille brintbomben. Koreakrigens udbrud i juni 1950 udløste en kraftig styrkelse af den militære vægtning.

Inddæmningspolitikken har været kritiseret med meget forskellige begrundelser. På den ene side fandt man, at den var for passiv, idet den overlod initiativet til Sovjet. På den anden side blev det hævdet, især med fokus på det militære aspekt, at containment i sig selv var med til at øge modsætningerne mellem Øst og Vest.

43

(containment)

Side 21

21/23

Svea

Herning Gymnasium

Containment blev oprindelig formuleret med henblik på Europa, men blev også op gennem

1950'erne og 1960'erne anvendt i Asien for at inddæmme Kina. Efter den kolde krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning kan det siges, at nogle af de oprindelige idéer bag containment er blevet retfærdiggjort. Om det var de økonomiske og politiske midler eller de militære, der viste sig mest virkningsfulde, er derimod et mere omstridt spørgsmål.