SRO om Gini-koefficienten i Danmark

Indledning

Den økonomiske omfordeling af statslige ydelser er betragtelig forskellig i Danmark og

USA. Ude i verden opfattes Danmark som et socialistisk land der med stor økonomisk lighed blandt dets borgere og med få relativt rige og fattige. USA opfattes derimod som et land med stor ulighed mellem borgerne, hvorved der er en forholdsvis stor gruppe af rige samt fattige. Begge lande besidder en stærk økonomi, men omfordelingen af de finansielle ydelser er forskellig og det er blandt andet denne polariserede omfordeling i USA, der gør deres gini-koefficient forskellig fra fx den skandinaviske.

Studieretningsopgaven kombinerer fagene matematik B og samfundsfag A. SRO svarer i denne anledning på følgende problemformulering: Kan graden af ulighed i Danmark og

USA forklares vha. velfærdsmodeller?

1. Redegørelse for den universelle og residuale velfærdsmodel

Den universelle velfærdsmodel, hvis politiske betegnelse er Den socialdemokratiske model , som anvendes i de skandinaviske lande: Sverige, Norge og Danmark, er fundamentalt bygget på de socialdemokratiske grundidéer, hvor den enkelte borger tildeltes en høj grad af offentlig service af staten.

Denne offentlige service, er hovedsagligt finansieret af de generelle skatter. Den universelle velfærdsmodel har - i forhold til den residuale – ikke til hensigt kun at hjælpe bestemte grupper i samfundet, men giver universelle ydelser . Den er således mere målrettet til at hjælpe det enkelte individ - et af kendetegnene ved denne velfærdsmodel. De offentlige ydelser går på den måde ikke kun til de svagest stillede i samfundet. Ydelserne bliver derimod uddelt mere bredt til bl.a. studerende i form af SU, ældre i form af folkepension og til syges hospitals behandlinger. Det universelle skattesystem er progressivt med bund- og topskat, hvormed det finansielt stærkt stillede individ hjælper den økonomisk dårligt stillede person. Dette system skaber mindre grupper, som er relative fattige og rige og skaber i stedet en større middelklasse i samfundet. Dermed er arbejdsgiverens samt markedets rolle ikke så stor, som i et samfund hvor den residuale velfærdsmodel er i brug, og gør det enkelte individs, i den universelle velfærdsstat, binding til staten væsentligere.

Den residuale velfærdsmodel, hvis politiske betegnelse er den liberale model, anvendes i de engelsktalende lande som USA, Australien og Storbritannien. Her er statens rolle i borgernes primære finansielle rolle stærkt begrænset i forhold til en borger i det universelle velfærdssystem. Den liberale models finansielle ydelser er målrettet bestemte borgere, som ikke har nogen mulighed for at forsørge sig selv økonomisk – dog i begrænsede mængder.