SRP om Fight Club i Engelsk A og Mediefag B

Side 1

1

Indledning

                                                            1
”It’s only after you’ve lost everything that you’re free to do anything.”

Med det på overfladen komplette liv, den gode lejlighed med de fine møbler og fornuftige indtægt har vores unavngivne jeg-fortæller skabt sig en glansbilledetilværelse. Men under overfladen lurer søvnløsheden, den tomme følelse af ingenting og bitterheden ved at være en del det kapitalistiske samfund han så inderligt hader. I sin desperation efter et identielt fixpunkt udvikler han ubevidst et alter ego, Tyler Durden, som er alt hvad vores hovedperson ønsker at være. Sammen danner de Fight Club, en klub hvor mænd der har tabt gnisten mødes for at slå hinanden halvt fordærvet. Ifølge Tyler Durden har nutidens mænd gradvist mistet deres maskulinitet og Fight Club er stedet hvor de kan genvinde den.

Efterhånden som Fight Club vokser og får flere og flere medlemmer, begynder Tylers idé om et utopia at gro frem. [2]

Han hungrer efter et samfund hvor materialismen ikke hersker,

hvor mænd er sat tilbage til jæger/samler-tilværelsen, og for at opnå dette skaber Tyler

Project Mayhem.

Filmen og bogen opererer begge med maskulinitet og anti-materialisme som de væsentligste temaer. Selvom filmen handlingsmæssigt nogle steder er forskellig fra bogen, er temaer, budskab og fortællerstil den samme.

Med udgangspunkt i David Finchers potrættering vil jeg redegøre for de væsentligste filmiske virkemidler i Fight Club. Jeg vil lave en analyse og fortolkning på skildringen af manderoller og identitet i det postmoderne samfund [3], med fokus på mænd der tilhører den

såkaldte ’Generation X’.^{4}

Dernæst vil jeg diskutere voldstematikken og hvordan den bliver skildret i henholdsvis filmen og romanen. Til sidst vil jeg perspektivere til Green Street Holigans, hvor mange af de samme temaer går igen, og en lignende brodermentalitet også er styrket i kraft af manglen på en faderskikkelse, selvdestruktion og vold.

1

”Fight Club” s. 70

2

”Fight Club” s. 125

3

http://en.wikipedia.org/wiki/Postmodernity

4

http://en.wikipedia.org/wiki/Generation_x

Side 2

2

Fra bog til det store lærred

Romanen Fight Club blev oprindeligt skabt som en 7-siders novelle af forfatteren Chuck Palahniuk, som en dag sad på sit kontor og dødkedede sig. [5]

Han havde et blåt øje fra en slåskamp i hans sommerferie, og han undrede sig over, at ingen på hans arbejde havde kommenteret dette. Samtidig havde han lige set et TV-program om gadebander, hvis medlemmer var vokset op uden en faderskikkelse, og i stedet søgte bandemiljøet som hjælp til at blive en ægte mand. Lidet vidste Chuck Palahniuk, at denne 7-siders novelle skulle blive begyndelsen på et verdensomspændende fænomen, hvis lige sjældent er set.

Efter filmen udkom var der rapporteringer om Fight Club’s i alle storbyer i USA. I Texas gik unge mænd rundt med t-shirter med påskriften ’Save Marla Singer’, og i L.A. var der

grafitti på flere mure der skrev ’Tyler Durden Lives’.^{6}

Genre

Genremæssigt lægger Fight Club sig meget opad Film Noir-genren. [7] Fortællestrukturen er voice-over i flashbackform og lyssætningen er low-key, hvilket hjælper til at fremme den dystre og pessimistiske stemning der hersker i historien. Ligesom i den klassiske film noir er der her også tale om en storbymand med en blakket moral, som dog stadig har nogle standpunkter. Dette ses i kampen om hovedpersonens krop mellem Tyler Durden og hovedpersonen selv. Tyler forsøger at få hovedpersonen til at gøre ting han ikke vil, hvilket paradoksalt nok også gør Tyler –altså hovedpersonen selv – til filmens femme fatale. Gennem Fight Club og Project Mayhem spinder Tyler et forførende, frigørende, men også destruktivt net omkring hovedpersonen, som han først til sidst indser at han må ud af. Dette går op for ham i scenen på hotelværelset [8], hvor Tyler fortæller ham at de er én og samme person, og at Marla er blevet et problem som de bliver nødt til at tage sig af. Det viser sig, at Marla Singer er den dråbe der får bægeret til at flyde over og får hovedpersonen til at tage handling for at stoppe Tyler og hans Space Monkeys.

5

”Fight Club” afterword s. 214

6

”Fight Club” afterword s. 212

7

Fokus – en grundbog i film, tv og video s. 21

8

01:47:00-01:50:51 i Fight Club filmen

Side 3

3

Filmiske virkemidler

Fight Club er en visuel flot, men også meget provokerende film. Med closeups af forslåede hoveder hvor blodet flyder fra øjnene som resultat af en slåskamp for sjov, er den blevet dømt meget kontroversiel af utallige anmeldere. [9] Instruktør David Fincher har fanget den dystre og pessimistiske stemning fra bogen flot, men det har aldrig været hans mening at glorificere volden. [10] I det følgende vil jeg redegøre for de filmiske virkemidler via 3 udvalgte citater fra filmen.

Anslag/Opening credits/1. Scene (00:00:30-

00:01:59)

Til den stressende lyd af samplemusikken fra Dust

Brothers [11] lægger David Fincher en interessant og dyster linje mens man får navne på skuespillere og produktionshold. Som tilskuer er man på en slags visuel karosseltur, som starter fra det inderste lag af frygtcenteret i hjernen og arbejder sig udad til hovedbunden og nedad mod munden hvor der fokuseres på sigtet af en pistol, hvorefter et fokusskift præsenterer filmens hovedperson i en ultranær. Hans ansigt er sønderslået og hans mimik afslører rædsel, da man som tilskuer opdager at han har pistolen i munden.

Denne computeranimerede første sekvens er lavet for at illustrere det psykologiske aspekt i Fight Club. David Finchers idé var at visualisere de kemiske processer som sker i hjernen, lige så snart hovedpersonen hører den pistol han har i munden blive ladt. [12]

Farverne er mørke, kolde og beskidte, hvilket er et bevidst valg fra Finchers side, da det introducerer og cementerer filmens beskidte look.

Med undtagelse af slutscenen holder musikken stort set også denne stil gennem hele filmen, hvilket er med til at understrege den stressende og frustrerende tone i Jacks sind. Svedperlerne på panden, de rædselsslagne øjne og den tilsyneladende sarkastiske distancerede voiceover virker overraskende og voldsomt på tilskueren. Man er som sparket ind i filmen.

9

L.A. Times artikel: http://articles.latimes.com/1999/oct/15/business/fi-22483

10

Interview med David Fincher: http://www.thedigitalbits.com/articles/fightclub/fincherinterview.html

11

The Dust Brothers: http://www.dustbrothers.com/

12

David Fincher interview: http://edward-norton.org/fc/articles/filmcom.html

Side 4

4

Jacks lejlighed (00:04:31-00:05:10) – se bilag 1 for shot-to-shot-analyse

I denne scene ser vi Jack sidde på toilettet i sin lejlighed og bestille møbler fra et katalog.

Voiceoveren fortæller tilskueren hvordan han lidt efter lidt har dekoreret sin ”rede” med de nyeste og smarteste møbler, og dette illustreres interessant i næste scene, hvor kameraet panoreres rundt i lejligheden og møbler ét efter ét dukker op med prisskilt og dertilsvarende beskrivelser, præcis som i et møbelkatalog. For at vise, at dette er en igangværende proces træder Jack til sidst ind i billedet med telefonen til øret og forsætter turen med kameraet det sidste stykke ind i køkkenet. Farverne skifter fra dunkle til lyse, og kontrasten mellem den intetsigende tomme og mørke lejlighed og den nye fuldt oplyste farverige lejlighed er som taget ud af en reklamefilm- eller katalog.

Hele scenen er bygget op for at illustrere hvordan Jacks liv er en facade af kønne ting. Han leder efter ting som definerer ham, og søger identitet gennem sin livsstil, lejlighed og møbler.

Voiceoveren gør dog opmærksom på, at der mangler noget: ”Then you’re trapped in your lovely

nest, and the things you used to own, now they own you.”^{13}

                                                       14
Scenen er også en kommentar til det såkaldte ‘IKEA nesting instinct’

. Trangen til at bygge rede, at dekorere og beskytte sig er et feminint karaktertræk og ses hos f.eks. fuglemoderen. Dette har intet med maskulinitet at gøre. En maskulin dekoratør vælger møbler og indretning der reflekterer hans liv, ikke former det.

Scenen virker stærk fordi man som tilskuer får følelsen af at Jack lever i en falsk verden. Godt nok er lejligheden flot og møblerne komfortable, men det en falsk facade af lykke. Han bor i et katalog.

Taget i betragtning af, at David Fincher også lever af at instruere reklamefilm, kan det virke sært at scenen fungerer som en ironisk kommentar til hele forbruger-ræset og materialismen. Men da Fincher selv er imod den narcissistiske tankegang, som siger, at hvad vi ejer skal definere os, er det en naturlig tilgang han har haft til scenen i forhold til bogen. [15]

13

Fight Club” s. 44

14

http://www.criticism.com/md/fightclub.html#section-Hypotheses-about-Masculine-Identity

15

David Fincher interview: http://edward-norton.org/fc/articles/filmcom.html

Side 5

5

Tylers ’afsked’ (01:37:47-01:38:33)

Efter et biluheld forårsaget af Tyler er Jack kommet til skade og ligger hjælpeløst i sengen i et mørkt rum på Paper Street for at komme sig. Med en indledende optoning ser vi Jack i halvtotal ligge i sengen med halvåbne øjne og lytte til en silhuetudgave af Tyler og en beskrivelse af hans forestilling om et utopia. Da Jack langsomt lukker øjnene nedtones der, hvorefter der optones til silhuetten af Tyler. Dette gentager sig, hvorefter Tyler for øjnene af Jack rejser sig og forlader ham.

Op- og nedtoningsklippene skal dels virke som en illustration af hovedpersonens skiften mellem at være ved bevidsthed og ikke at være det, og dels som et billede på Tyler som værende en personlighed der er skabt i Jacks hoved – altså kun når Jack sover. [16]

De mørker farver og klipningen gør at scenen ligner en drøm, og Tylers messende stemme har effekten af at tryllebinde både tilskuer og hovedpersonen. Dog kan Tylers afsked ses som Jacks vilje til at genvinde noget af sin egen personlighed, eftersom han er begyndt at blive urolig over Tylers handlinger og konsekvenserne af Project Mayhem.

David Fincher har valgt at understrege plot-twistet filmisk ved hjælp af flashback-formen. Som tilskuer ser man f.eks. Jack snakke med sig selv i en scene hvor Tyler tidligere var til stede, og man ser Jack og Tylers første slåskamp fra forbipasserendes synspunkt: Jack slås med sig selv. Dette har en overraskende og til dels komisk effekt og gør, at man som seer skal gense hele filmen for at få den fulde effekt af scenerne.

16

http://xroads.virginia.edu/~ma02/freed/fightclub/doubling.html

Side 6

6

Analyse og fortolkning

Fortælleren refererer til sig selv som ’Jack’ i forbindelse med en bog han finder, men han er i virkeligheden navnløs både i filmen og i romanen. I denne opgave vil jeg dog referere til fortælleren som enten ’hovedpersonen’ eller ’Jack’.

Jack er den helt almindelig hverdagsarbejder, en lønslave. Hans liv består af rutiner, ligesom hans arbejde og indkøbsvaner gør det. Som forsikringsarbejder for et stort bilfirma står han for at afgøre, om biler med fejl skal tilbagekaldes fra produktion eller ej. Han har et pessimistisk livssyn, som kun bliver forstærket når han giver efter for samfundets krav om at assimilere og købe sig til en identitet, f.eks. i form af hans garderobe eller lejlighed. Han lider af søvnløshed og dette gør at han sommetider døser hen og vågner op et helt nyt sted.

I begyndelsen er hans liv meget materialistisk præget, men efterhånden som handlingen skrider frem vokser afskyen for al materialisme mere og mere, og Tyler dukker langsomt op til overfladen.

Jacks søvnløshedt resulterer i en anbefaling fra hans læge, om at gå til et supportmøde for mennesker med dødeligt farligt sygdomme.

                                                                 17
” If you want to see pain go to the testicular cancer support group…that's pain.”

I filmversionen er der i denne sætning et af de første såkaldte setups af Tyler Durden [18], da han står ved siden af lægen i et splitsekund netop som lægen udtaler “that’s pain.” Der er gennem filmen flere lynklip af Tyler i sådanne situationer, hvilket er med til at simulere Tylers overtagen af hovedpersonens personlighed gradvist. Dette filmtrick kaldes et setup, da det for den opmærksomme seer skal hentyde til et twist i plottet eller en forløsning i form af et såkaldt payoff.

Payoff i Fight Club indtræder derfor ved Jack og Tylers første møde i flyet.

Hovedpersonen beslutter sig for at give supportmøderne en chance. Her møder han Big Bob i

’Remaining Men Together”, en testikelkræftgruppe, og får endelig afløb for sin smerte da han græder i Bobs arme. Han har nu oplevet mennesker der har det dårligere end ham, han er på deres niveau. Men i og med han ingen dødelig sygdom har, får han følelsen af at være i live i forhold til de andre i supportgruppen, og dette gør at han kan ånde lettet op og sove på ny igen: ”This is the

only place I ever relax and give up. This is my vacation.”^{19}

17

00:06:04

18

00:06:04 i Fight Club filmen

19

”Fight Club” s. 18

Side 7

7

Big Bob er en vigtig karakter idet han symboliserer den moderne mands fiasko. Han startede ud som bodybuilder, en succesfuld en af slagsen, men gik over til brugen af steorider: ”Big bob was a

      20
juicer”. I sin iver efter at leve op til den materialistiske verdens ideal om den perfekte mand havde

Big Bob overdrevet, og hans hormommisbrug havde resulteret i et paradoks: Han havde udviklet

’bitch tits’ eller tævepatter, og hvad værre er: Han havde mistet sine testikler, det mest emaskulerende en mand kan komme ud for. Denne frygt for kastration er også et stort tema i Fight Club, da alle der truer Fight Club eller Project Mayhem risikerer at blive kastreret af medlemmerne.

Dette er både et bogstaveligt symbol på tabet af sin manddom, men det kan også repræsentere at man har givet efter for materialismen og indordnet sig samfundets krav om fremtræden frem for

substans.^{21} ”How far do you think you’ll get in politics if the voters know you have no nuts?”

Da Big Bob var bodybuilder var hans eneste job at stå på scenen i spotlyset og flexe bestemte muskler efter ordrer fra dommerpanelet, som så gav ham karakterer alt efter hvad de så:

                                      22
”Extend your left arm, flex the bicep and hold.”

Dette kan ses som en parallel til samfundet, hvor hovedpersonen f.eks. køber en masse møbler fra IKEA for at vise dem frem, hvorefter dommerpanelet – eller i denne sammenhæng samfundet – vurderer hvor godt et menneske man er, eller hvor succesfuld en mand man er. Men ligesom Big Bob, som sprøjtede hormoner i kroppen for at se større ud, er hovedpersonens krop og identitet tom og hul. Der er ingen substans. Det er ikke IKEA-møblerne eller pengene i banken der gør ham til en mand, ligesom det heller ikke er Big Bobs muskler der gør ham til en mand. Det er en facade, og i lyset af Big Bobs fiasko indser hovedpersonen ubevidst, at hans facade også vil krakelere hvis ikke han snart enten opgiver den eller fylder tomrummet ud.

23

”You are not your job.You are not how much money you have in the bank. You are not the contents of your wallet.You are not your fucking khakis.”

Jack er bitter over sin egen og mænds rolle i samfundet i det hele taget, og han er i en stærk identitetskrise. I en sarkastisk kommentar, som i det hele taget præger sproget i romanen og voiceoveren i filmen, gør han op med sig selv og det førnævnte ’nesting instinct’:

20

”Fight Club” s. 21

21

”Fight Club” s. 165 - Tyler

22

”Fight Club” s. 22

23

01:21:01-01:21:20 i Fight Club filmen

Side 8

8

24

”And I wasn’t the only slave to my nesting instinct. The people I know who used to sit in the bathroom with pornography, now they sit in the bathroom with their IKEA catalogue.”

Ifølge Jack er det faktum, at mænd hellere vil kigge på møbler frem for nøgne kvinder en konsekvens af den feministisk prægede konsumerkultur mænd verden over er underlagt. Det paradoksale dilemma opstår, da han indser - men ikke vil acceptere – at han selv er underlagt denne kultur, og fornægtelsen af dette danner grobund for Tylers Durdens opståen; den ideelle mand i Jacks øjne:

25

”I love everything about Tyler Durden, his courage and his smarts (…) men look up to him and expect him to change their world. Tyler is capable and free, and I am not.”

Et af de store temaer portrætteret i filmen og bogen er den lille mand i samfundet, proletaren [26], mod den store, direktøren eller chefen. Tyler Durden er frustreret over sin status i samfundet han føler at

ingen lægger mærke til ham: ”You’re the corpse in an English murder mystery.”^{27}

Sætningen henviser til de klassiske engelske detektivhistorier [28], hvor al opmærksomheden er på liget og hvordan vedkommende døde, men uden liget selv kan deltage i historien. Dette skal forståes som en metafor arbejderklassen i Amerika. Selvom hele historien, eller i metaforens tilfælde samfundet, kun fungerer som resultat af arbejderklassen, føler disse mennesker sig overset eller afskåret fra samfundet. Tyler Durden er utrolig frustreret over dette, men erkender samtidig magten denne samfundsklasse i virkeligheden besidder:

29

”The people you’re trying to step on, we’re everyone you depend on. We’re the people who do your laundry and cook your food and serve your dinner (…) We guard you while you’re asleep. We drive the ambulances (…) We control every part of yor life (...) don’t fuck with us.”

24

”Fight Club” s. 43 - Jack

25

”Fight Club” s. 174 - Jack

26

http://www.merriam-webster.com/dictionary/proletariat

27

”Fight Club” s. 88

28

Sherlock Holmes: http://en.wikipedia.org/wiki/Sherlock_holmes

29

“Fight Club” s. 166 – Tyler

Side 9

9

I denne tale til politichefen, som truer Project Mayhem’s eksistens, lader Tyler et medlem af højere status i samfundet tro, at han bliver kastreret. Ved hjælp af dette trick overbeviser han medlemmerne af fight club om, at de selv har magten til at omvælte samfundet, hvis bare de har bollerne, så at sige.

Jack og mændene der deltager i fight club og Project Mayhem repræsenterer en folkegruppe kendt

under navnet ’Generation X.’^{30} Tyler giver sit syn på sin egen generation^{31}, hvor han beskriver sig

selv og mændende i fight club som ’slaves with white collars’. Han refererer her til serviceindustrien [32], eller arbejderklassen, som har en lav status i samfundet. De voksede op i tiden med de første mange skilsmisser, var børn af hippieforældre uden struktur og og derfor lider mange af mændene under, at de ingen stærk faderfigur har haft at se op til som barn. [33]

34

”Me, I knew my dad for about six years, but I don’t remember anything. My dad, he startsa new family in a new town about every six years.”

Manglen på en patriarkalsk faderskikkelse er en ting der nager Jack og især Tyler. Adspurgt om hvem han sloges med i Jack og Tylers første slåskamp siger Tyler; ”min far”. Skabelsen af fight club er derfor en direkte konsekvens af hans vrede mod hans far og hans søgen efter sig selv og den ideelle mand.

Til nogle af supportmøderne slapper hovedpersonen af ved hjælp af guided meditation. Alle deltagerne lukker øjnene og bliver bedt om at træde ind i deres personlige hule. Her finder de deres totemdyr.

35

”Eyes closed, we imagined our pain as a ball of white healing light floatiing around our feet and rising to our knees, our waist, our chest (…) Chloe talked us into caves where we met our power animal. Mine was a penguin.”

30

Generation X: http://en.wikipedia.org/wiki/Generation_X

31

01:07:25

32

http://en.wikipedia.org/wiki/Service_industry

33

http://www.da-net.dk/C%20dansk.html

34

“Fight Club” s. 50 - Jack

35

”Fight Club” s. 20 - Jack

Side 10

10

Pingvinen [36] som dyr er interessant og symboliserer Jacks syn på sig selv. Den går i flokke i linier og nogle arter har hvad der ligner et jakkesæt på. Samtidig er dyret et kendt symbol for ordentlighed og gode manerer. Præcis som i samfundet, hvor det i Fight Club kan ses som en parallel til den lille mand i samfundet, ham som servicerer den øvre del; altså et billede på langt de fleste medlemmer af fight club. Som dyr bukker pingvinen også for at tilfredsstille og opretholde sine sociale bånd, hvilket kan ses som et symbol på den svage mand som giver efter for pres, f.eks. fra sin arbejdsgiver. At pingvinen er hovedpersonens totemdyr og at det er den, som virker beroligende overfor ham kan virke ironisk, da den som dyr står for alle de ting hovedpersonen afskyr: ordentlighed, lav social status og iveren efter at tilfredsstille omverdenen.

Pingvinen har også bygget en rede, ligesom Jack, og farverne – sort og hvid – er begge symboler:

Det sorte står for det ukendte og gemte, altså Tyler, mens det hvide repræsenterer lyset og den fulde bevidsthed, altså Jack. [36] At opretholde balancen mellem sort og hvid er svært for hovedpersonen, og

                      37
her ses en parallel til Freud :

Vores hovedperson fungerer kun i det øverste lag, overjeg’et, hvorimod Tyler kun får næring fra det ubevidste, det’et. Pointen er at jeg'et skal sikre et kompromis mellem det'ets (Tylers) søgen efter

                                                       37
umiddelbar drifttilfredstillelse og overjeg'ets (Jacks) normer/idealer. Dette bliver sværere og

sværere for Jack efterhånden som historien skrider frem, og Tyler får mere og mere overtag.

36

Animal Totems: http://www.sayahda.com/cyc3.html

37

Sigmund Freud: http://da.wikipedia.org/wiki/Sigmund_Freud

Side 11

11

Det’et er som sagt et symbol på drifttilfredsstillse, hvilket tit er forbundet med mænd og maskulinitet. Tyler repræsenterer det’et f.eks. da han beder Jack om at slåham bagved baren før deres første slåskamp. Det er farligt og impulsivt, men det giver ham en lystfølelse som han ikke kan leve uden, og han giver efter for sin drift. Et andet eksempel er huset på Paper Street. Da Jack i filmen bliver konfronteret af Marla om seriøsiteten i deres forhold, søger Jack hjælp fra Tyler som er i kælderen. Tyler fodrer Jack med svar som han så giver Marla, hvilket afslutter diskussionen.

Kælderen med Tyler er et symbol på Jacks egen underbevidsthed, og Jacks søgen efter hjælp fra Tyler til at afslutte samtalen viser, at han stadig ikke er klar til at acceptere at han er seksuelt tiltrukket af Marla. [38] Jacks drifter bliver undertrykt af hans overjeg, og derfor træder Tyler ind fra det ubevidste og hjælper Jack ved at figurere som en anden person.

Overjeg’ets normer og idealer har derimod et mere feminint præg over sig, og Jack skal hele tiden tænke sig om og overveje konsekvensen før han giver sig i kast med noget. Dette eksemplificeres gennem den nærmest konstante voiceover, som er en sand tankestrøm af overvejelser. Hele Jacks tilværelse før han møder Tyler er gennemsyret af hans overjeg. Alt fra hans identiske arbejdstøj til hans måde at tiltale folk på er så politisk korrekt at det for Tyler er til at blive syg over. Altså her et ekspempel på en overeksponering af overjeg’et.

38

”Fight Club” s. 198

Tyler

Jack

Side 12

12

Fight Club’s primære kvindelige figur hedder Marla Singer. I filmen portrætteret som en bleg, tynd

og mørkhåret, men alligevel dragende skikkelse for Jack. Han udvikler et had/kærlighedsforhold til

hende, som til sidst bliver vigtigt for historien.

39

”(…) Marla, rolling her eyes. Liar. Black hair and pillowy French lips. Faker. Italian dark leather sofa lips. You can’t escape.”

Marla Singer går til de samme supportmøder som Jack, men hun har heller ikke en dødelig sygdom.

Hun føler sig også i live i ’døde’ folks nærvær, og hun bruger møderne til at få en fornemmelse af velvære.

40

”(…) She actually felt alive. (…) Now that she knows where we’re all going, Marla feels every moment of her life.”

Hendes løgn reflekterer Jacks løgn, og han kan ikke græde når der er en anden ‘faker’ til stede, hvilket resulterer i mere søvnløshed og depression. Han udvikler et had til hende som kulminerer i et verbalt sammenstød, hvor de til sidst bliver enige om at deles om de forskellige supportmøder – så de aldrig mødes igen.

Denne plan forpurres dog, og i forsøget på at redde Marlas liv fra et mislykket selvmordsforsøg indleder Tyler og Marla et seksuelt forhold, hvilket tvinger Jack og Marla til at omgås hinanden.

Tyler får Jack til at love at han aldrig vil snakke om ham til Marla, men da sandhedens realiteter er ved at gå op for Jack til sidst, tyer han alligevel til Marla i sin iver efter at få svar på sit livs spørgsmål; er jeg Tyler Durden?

Dette viser at han – trods alt – har opbygget et tillidsforhold til Marla gennem historien. Han er begyndt at kunne lide hende. [41]

Derfor kommer det som et chok for Jack, da Tyler siger at hun er blevet et problem de bliver nødt til at skille sig af med.

39

”Fight Club” s. 36 - Jack

40

”Fight Club” s. 37

41

”Fight Club” s. 197

Side 13

13

Både filmen og bogen behandler det faktum, at Tyler vil af med Marla som værende den sidste og endegyldige årsag til at Jack indædt begynder at kæmpe imod sig selv, det vil sige Tyler, fight club og Project Mayhem. At Jack lægger ud med at hade Marla er ironisk idet hun i sidste ende er hans redning. [42] Marla repræsenterer for Jack alt det onde i samfundet. Hun er en faker. En turist. Hun er grunden til problemerne mellem Tyler og Jack. Dog indser Jack til sidst, at hun reflekterer kun ham selv, hun er hans spejl. Og kun ved at acceptere sine følelser for Marla kan han acceptere sig selv.

Der er forskel på filmens og bogens portrætteringer af Tyler og Jacks første møde. Begge benytter sig dog af forvarsler om plottets twist; i bogen benyttes sætningen ”I know this because Tyler knows this” utallige gange både før og efter deres første møde. Et sådan forvarsel kaldes i filmisk terminologi et setup, og payoff sker som før nævnt i flyet ved deres første møde, men da det er umuligt for et menneske pludselig at dukke op af den blå luft, må plottets twist derfor også betegnes som et pay-off. Det er dog kun den meget opmærksomme seer der når at regne det ud ved første gennemsyn af filmen.

I scenen i flyet introduceres de to for hinanden, og Tyler fortæller at han laver og sælger sæbe.

Sæben [43] er et vigtigt symbol i filmen, da den symboliserer Tylers drøm om rengøring af samfundet ved at slippe af med materialismen. Tyler stjæler dog fedt fra fedtsugningsklinikker til billig produktion og salg af sæbe til højest bydende, hvilket betyder at han selv spiller en kynisk rolle i materialismens fremmarch. Denne dobbelte betydning får inddirekte Tyler til at modsige sig selv.

Mens han prædiker destruktion af det kapitalistiske samfund, er det kapitalismen der gør ham i stand til at finansiere fight club og Project Mayhem. Det er også Tylers forskruede version af værdier, der i sidste ende tvinger Jack til at skille sig af med sit alter ego, da Tyler sætter mord på dagsordenen for Project Mayhem.

Jack beskriver sig selv som genfødt efter han har været til supportmøderne. Udover en åbenlys reference til Jesus, har ideen om at dø og blive genfødt igen dog en større og dybere betydning for historien.

42

”Fight Club” s. 205

43

http://xroads.virginia.edu/~ma02/freed/fightclub/doubling.html

Side 14

14

44

”This is your life, and it’s ending one minute at a time.”

Jack har svært ved at acceptere, at han intet personligt har fået ud af sit liv. Han har ikke definieret sig selv som mand, fordi han er opslugt materialismens rotteræs. Dog vil han gerne undslippe hans kedelige liv, og det hjælper Tyler ham med. Tyler forklarer, at i denne tid bliver man nødt til at definere sig selv spirituelt. Man skal som mand gøre det til sin opgave at finde sig selv. Man skal finde tilbage til urinstinktet i maskuliniteten, også selvom samfundets destruktion bliver en konsekvens heraf.

45

”We don’t have a great war in our generation, or a great depression, but we do have a great war of the spirit. We have a great revolution against the culture. The great depression is our lives. We have a spiritual depression.”

I USA og resten af verden havde man i 1930’erne og 1940’erne henholdsvist Den Store

Depression [46] og 2. Verdenskrig [47] at forholde sig til. Ifølge Tyler var det dengang mere naturligt for generationernes mænd at følge deres kald og blive utrættelige arbejdere eller hårdføre soldater, personligheder som mange forbinder med ekstrem udholdenhed og maskulinitet. Det var dengang derfor ”nemmere” at skabe sig en identitet som mand.

Tyler ser selvdestruktion som den eneste måde at komme ud af den materialistiske, feminine cyklus på. En filosofi, der i høj grad kan ligne, at ”man skal dø før man kan leve.”

48

”Raymond K. K. Hessel, your dinner is going to taste better than any meal you’ve ever eaten, and tomorrow will be the most beautiful day of your entire life.”

Efter at have overbevist Raymond K. Hessel om, at han skal dø i en gyde bag en kiosk giver Tyler ham et ultimatum: Raymond skal forfølge sin drøm om at blive dyrlæge, ellers vil han være død

44

”Fight Club” s. 29 - Jack

45

”Fight Club” s. 149 - Tyler

46

http://en.wikipedia.org/wiki/Great_Depression

47

http://en.wikipedia.org/wiki/World_War_II

48

”Fight Club” s. 155 - Tyler

Side 15

15 inden der er gået tre måneder. Ved at overbevise Raymond K. Hessel om at han skal dø, lader Tyler ham acceptere døden. Han dør spirituelt. Men ved at give ham en ekstra chance, hvis han da ihærdigt forfølger sin drøm, bliver Raymond genfødt og kan nu begynde at forme sin identitet efter sit eget hoved, og ikke give efter for materialismen og ”just enough money to buy cheese and watch

         46
television.”

I Tylers hoved giver dette mere end mening, det er svaret på alle mænds problemer. De skal finde dem selv. Men Jack kan ikke se logikken i at skræmme folk til at finde dem selv, og dette skaber en distance mellem Jack og Tyler.

Jacks afstandtagen til Tylers ideer for Project Mayhem er den endegyldige årsag til at Jack ”dræber” Tyler til sidst. Tyler opstod da Jack havde brug for spirituel hjælp til at finde sit sande jeg, men da kontrasten mellem hvem han kan blive med Tylers hjælp og hvem han var tidligere bliver synlig og alt for virkelig for Jack, bliver han nødt til at afskrive sig Tyler.

49

”Tyler Durden is a separate alternate personality I’ve created, and now he’s threatening to take over my real life.”

Med beslutningen om at tage sit eget liv og dermed dræbe Tyler har Jack forstået pointen med at finde sig selv. Han har brugt Tyler, eller Tyler har brugt ham, til at forme hans identitet. Tyler har gennem sin identitet hjulpet Jack med at udtrykke sig selv, og de problemer han har med samfundet som han ser det. Men som kroppens endegyldige hersker og beslutningstager vælger Jack at sige ”hertil, og ikke længere.” Med drab på uskyldige er Tyler er gået for vidt, og via sit selvmord kan Jack sætte en stopper for det hele. Fight club, Project Mayhem, Tyler Durden og sig selv. Han har indset, at han har magten til at definere sig selv, at maskulinitet ikke ligger i selvudtrykkelse, men i

           50
selvopofrelse.

49

”Fight Club” s. 173

50

Culture Watch: http://www.damaris.org/content/content.php?type=5&id=297

Side 16

16

51

At det ikke lykkes at dræbe ham selv, men kun Tyler, må ses som en sejr for Jack. I filmen forsikrer han Marla om, at det ”det hele skal nok gå,’ men selvom Tyler er væk er der med de resterende Space Monkeys, som stadig er på fri fod, ikke meget håb for samfundet.

I postmodernismens lys

I 1980’ernes USA var den ultimative maskulinitet at finde i en mand med megen magt og status.

Det var her yuppie-kulturen [52], groft repræsenteret af den unge øvre middelklasse, fik sit gennembrud. Det blev mandens fornemste opgave at fremme sig selv økonomisk, og ”intet var mere

                                   53
værdifuldt for kulturen end dets symboler.”

Jack er i begyndelsen af historien besat af yuppie-kulturen, og arbejder kun for at få råd til nye IKEA-møbler, et større fjernsyn og flere penge i banken. Altså alt sammen symboler på velstand, og dermed i yuppie-terminologi; lykke.

54

Grobunden for denne magtsymbolskultur er forholdvis enkel: Under Ronald Reagan [55] var størstedelen af den mandlige bestanddel i amerikanske film karakterer, der ”repræsenterede forsøget på at remaskulinisere nationen i hvad der dels var betegnet som en ’post-Vietnam’ impotens, med reference til USA’s tabte krig i Sydøstasien, dels en feminiseret præsidentpost under Jimmy

      56
Carter.” Man forsøgte altså kulturelt at forme manden til at opsøge magt og status, og gjorde

dermed dét at være succesfuld finansielt til en værdi i sig selv og det mandlige ideal.

De faldende kontorbygninger i slutsekvensen symboliserer den maskuline forretningsmands fiasko.

Nu tager postmodernisterne over, og der skal nye boller på suppen. De vil finde frem til kernen i manden, i stedet for kun at studse overfladen. De vil søge efter deres identitet gennem instinktet, når de ligger ned, når de er i forsvarsposition. Ikke når de er på toppen. Det er i den søgen fight club og Project Mayhem skabes: [57] ”How much can you really know about yourself if you’ve never been in a fight?”

51

http://xroads.virginia.edu/~MA02/freed/fightclub/masviol.html

52

Yuppie: http://en.wikipedia.org/wiki/Yuppie

53

http://xroads.virginia.edu/~MA02/freed/fightclub/masviol.html

54

http://xroads.virginia.edu/~MA02/freed/fightclub/masviol.html

55

http://en.wikipedia.org/wiki/Ronald_reagan

56

http://en.wikipedia.org/wiki/Jimmy_carter

57

00:32:30-00:32:35 i Fight Club filmen

Side 17

17

For at forstå hvorfor volden er så kynisk grafisk detaljeret både i romanen og filmen, bør man forstå det postmoderne samfund først. I det postmoderne samfund har TV og film overtaget det skrevne ords plads som vores hovedinformationskilde. [58]

Vi har ikke længere en historisk sans, der er en ny form for overfladiskhed [59] og oversvømmelsen af mediernes bud på hvad der er ’ægte’ forvirrer os.

Dette eksemplificeres perfekt i Tyler Durdens tale til fight club medlemmerne:

60

“Advertising has us chasing cars and clothes we don’t need (…) We've all been raised on television to believe that one day we'd be millionaires and movie stars and rock stars, but we won't.

And we're slowly learning this fact. And we're very, very pissed off.”

Tyler Durden er på mange måder en ekstrem postmoderne mand. Han tager teorien om, at vi er historieløse og twister den til det ekstreme. Med Project Mayhem vil han jævne kreditkortkortfirmaerne med jorden, hvilket i realiteten ikke ville have den store effekt, da der altid er backups af sådanne oplysninger. Hans egentlige plan er dog at destruerere historiens fiktive nationalmuseum, og dermed slette al historie og begynde forfra i hans billede, så at sige.

Destruktionen af kreditkortfirmaernes bygninger er blot gode symboler på kapitalismens og materialismens endeligt.

61

”I wanted to burn the Louvre (…) and wipe my ass with the Mona Lisa. This is my world, now.

This is my world, my world, and those ancient people are dead (…) We wanted to blast the world free of history.”

62

Hadet til historien, til materialismen, til kulturen og til verden før dem udspringer af en selvrealisering: ”We’re the middle children of history.”

Den postmoderne mand føler sig tabt og fremmedgjort, distanceret til verden. Dette resulterer i et splittelse af selvet, meget fint portrætteret i Fight Club gennem Jack og alter egoet Tyler.

58

http://xroads.virginia.edu/~MA02/freed/fightclub/violence.html

59

http://en.wikipedia.org/wiki/Postmodernity

60

01:07:21-01:08:09 i Fight Club filmen

61

“Fight Club” s. 124

62

http://xroads.virginia.edu/~MA02/freed/fightclub/violence.html

Side 18

18

                                                      63
Den postmoderne overflod af materialisme, ”fladhed og dybløshed” karakteriseres både visuelt og

gennem voiceoveren i filmen. I en scene på Jacks kontor står hovedpersonen og ”stirrer blankt på kopimaskinen med en Starbucks-kop i nærheden – det ultimative symbol på kapitalismen og og store kooperationer” [64] - og med et point-of-view shot ser man hans kedelige arbejdsklima alt imens

                                                               65
voiceoveren tilføjer: ”(…) Everything’s far away. A copy of a copy of a copy.”

I samme klip ser vi i et splitsekund det første setup af Tyler Durden, hvilket fremmer ideen om, at Jack langsomt vokser sig mere og mere utilfreds med sit arbejde og tilværelse.

I en anden scene arbejder kameraet sig nedefra og ud af en skraldespand, fyldt med forskellige firmanavne. [66] Skraldespanden er brugt for at illustrere at Jack efterhånden har fået nok af de store firmaer og deres magt, mens selve scenen komplimenterer voiceoveren, der udnævner forskellige galakser efter firmanavne, og dermed cementerer netop denne magt: De styrer samfundet.

Midt i al den materialsme er arbejderklassen. Mænd, der på overfladen har hvad samfundet dikterer et menneske bør besidde for at være lykkeligt. Men der mangler noget for disse mænd. Tilværelsen er hul, uden substans, og ligesom Big Bob flexer de bare deres såkaldte ’velstand’ for at overbevise samfundet om, at de er gode nok. Dér kommer fight club ind i billedet.

Diskussion

67

“I always saw the violence as a metaphor for drug use (…) what you are trying to show in the character is that he has a need.” – David Fincher

De mange blodige scener af farlige slåskampe i Fight Club har gjort filmen meget kontroversiel og høstet en masse kritik. [68] Det har dog hverken været Chuck Palahniuks [69] eller David Finchers intention at glorificere volden, eller at vise den i et positivt lys. Begge værker, og især filmen, benytter sig af den postmodernistiske distance til virkeligheden i voldsscenerne, hvor humor nogle steder er isbryderen mellem publikum og de forslåede skuespillere. Her kan Jacks slåskamp mod sig selv overfor sin chef bruges som eksempel.

63

http://xroads.virginia.edu/~MA02/freed/fightclub/violence.html

64

http://xroads.virginia.edu/~MA02/freed/fightclub/violence.html

65

00:03:49-00:03:54 i Fight Club filmen

66

00:03:55-00:04:09 I Fight Club filmen

67

David Fincher interview: http://www.thedigitalbits.com/articles/fightclub/fincherinterview.html

68

L.A. Times artikel: http://articles.latimes.com/1999/oct/15/business/fi-22483

69

”Fight Club” afterword s. 213

Side 19

19

At en person slår sig selv halvt fordærvet er i sig selv forholdsvist morsomt, men krydret med let baggrundsmusik og Jacks sære kommentarer, såsom ”why would you do that?” er det svært som seer ikke at trække på smilebåndet. De skrækkelige billeder af Jack med blodtud og glasskår siddende i hånden bliver overdøvet af den urokkelige absurditet i scenen, og man bliver som tilskuer opmærksom på, at man aldrig har set noget lignende. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

For Chuck Palahniuk var slåskampene aldrig vigtige, men det var fight club’s regelsæt derimod.

Noget hemmeligt, et mantra, der bandt folk - og ikke mindst mænd – sammen. Palahniuk var misundelig over de mange muligheder kvinder havde for at dele deres liv, give hinanden råd, fortælle deres inderste tanker og give udtryk for deres frygt. Som sagt var dét, at denne ’sociale model’ netop blev til fight club, et tilfælde der hang sammen med Palahniuks forslåede øje den dag han skrev det første udkast. Ifølge ham kunne det ligeså godt have været ”Golf Club” eller ”Barn- Raising Club”. Fight club og slåskampene var blot en måde Palahniuk brugte, til at vise absurditeten i, at den almindelige hverdagsmand er så distanceret fra verdenen at han har brug for

vold for at føle noget^{49}.

70

”The one punch knocked Tyler out of his chair (…) Go ahead. Take another shot at my face. Cave in my teeth (…) crack my ribs (…) after my knuckles were raw from his stuck through his lips.”

Beskrivelserne af de voldelige sekvenser i romanen er barske og detaljerede. De er skrevet med den samme kølige, ironiske distance til virkeligheden som Jack fortæller dem i, hvilket karakteriserer postmodernismen og Chuck Palahniuks [71] måde at skrive på. Siden romanen ikke er nået ud til nær så mange folk, og siden billeder som regel har en større effekt på mennesker end ord, har filmen haft langt flere kritikere.

70

”Fight Club” s. 115

71

Chuck Palahniuk biografi: http://en.wikipedia.org/wiki/Chuck_Palahniuk

Side 20

20

David Finchers tilgang til volden ligner Palahniuks, men Finchers kyniske måde at illustrere den grove vold på har alligevel overrasket mange, og ført til censur i blandt andet engelske biografer. [72] Efter at have set Fight Club for første gang er man sikkert overrasket over de voldelige grafiske detaljer i filmen, og man spørger sig selv om det var nødvendigt. David Fincher ser slåskampene i filmen, og fight club generelt, som en metafor for narkotika: De specifikke regler [73], den særlige form for undergrundsslang [74] og i hele miljøet omkring det, kan der ifølge Fincher drages paralleller til mennesker som forsvinder ud i et stofmisbrug. [75]

Her er der også tale om mennesker, som mangler noget i deres liv. Mennesker, der på den ene eller anden måde har tabt sig selv i forhold til omverdenen, og som søger tilflugt i undergrundens muligheder. Det være sig kriminalitet eller narkotika, men er i bund og grund en destruktion af selvet, ens ego, i samfundets øjne, men en respektindgydende og identitetsskabende beslutning indenfor denne lukkede kreds.

I en særdeles brutal scene lader Tyler sig storgrinende slå til plukfisk af fight club-barens ejer, Lou.

Dette resulterer i, at han får lov til at forsætte med at holde fight club det samme sted. Filosofien om vundenmagt ved tabet af sit ego bliver her eksemplificeret, da Tyler viser resten af fight club-medlemmerne hvordan dét at tabe en slåskamp, eller at opgive sit ego, kan resultere i en magt over andre. Det ironiske element ligger i, at dét at være passiv og lade sig selv ’destrurere’, kan resultere

72

The Guardian artikel: http://www.guardian.co.uk/film/1999/nov/09/news.fiachragibbons

73

Fight clubs regelsæt kontra f.eks. hvor meget narkotika koster

74

’Space monkeys’ kontra ’weed’ eller ’smack’

75

David Fincher interview: http://jacinet.johnabbott.qc.ca/webpages/departments/english/trecartin/fightclub.htm

Side 21

21 i en ’genfødsel’ og skabelsen af en ny magtfuld identitet. Denne scene bekræfter også det underlæggende budskab; at man skal rive sig selv ned så man kan bygge noget nyt. [76] David Fincher argumenterer også for, at netop i kraft af at volden er portrætteret så brutalt, kan der ikke være tale om en glorificering. Han mener derimod, at film som The Matrix, hvor slåskampene specifikt er designet til at underholde, er mere voldsforherligende. [77]

78

På et sociologisk niveau kan voldsscenerne i Fight Club bruges til at minde mænd om, at de kan kæmpe imod uønskede modeller af maskulinitet. På et mere psykologisk niveau kan scenerne fungere som guide for mænd, som leder dem fra et sted i deres liv hen til det næste. Altså som en form for udviklingsmentor. Set med raske og intelligente briller på, kan filmen sætte billeder på og gøre op med ens modstand mod nutidens kønsroller, og gøre en i stand til at bearbejde disse tanker og skabe sit eget balancerede maskuline ideal.

Det er hermed ikke sagt, at filmen ikke kan give inspiration til afsporede individer, som tager dens budskaber og temaer for bogstaveligt.

Brad Pitt [79], som spiller Tyler Durden, er i Fight Club bemærkelsesværdig dragende karakter.

Problemet kan være, at mange unge mænd kan identificere sig med en mand som Tyler Durden.

76

http://www.english.udel.edu/kharbot/fightclubarticle.htm

77

David Fincher interview: http://jacinet.johnabbott.qc.ca/webpages/departments/english/trecartin/fightclub.htm

78

http://www.english.udel.edu/kharbot/fightclubarticle.htm

79

Brad Pitt biografi: http://www.imdb.com/name/nm0000093/

Side 22

22

Ikke nødvendigvis fordi at deres tilværelse ligner hans, men fordi hans personlighed, intellekt, humor og udseende tiltaler dem, hvilket kan resultere i en farlig idealisering.

Denne idealisering kommer så til udtryk i blandt andet den før nævnte graffiti, hvor unge i L.A. har skrevet ’Tyler Durden Lives’, og i de mange forskellige fight clubs der er dannet efterfølgende i

USA.^{80}

Det er farligt at censorere film af frygt for at de vil blive misforstået. Man bør sætte sig ned og se på konteksten af problematikken, i stedet for at dvæle ved enkelte scener, som f.eks. volden i Fight Club. Kunst har en vigtig rolle i at spejle de ting der er galt med samfundet. [81]

Konklusion

David Fincher har gjort sit bedste for at fange den syndflod af tanker, billeder og overvejelser som Chuck Palahniuks hovedperson i Fight Club fremsætter, og han har gjort et flot stykke arbejde.

Filmen er dyster og pessimistisk, men indeholder komiske og satiriske elementer, som er meget tro mod romanen. Af eksempler kan nævnes Big Bobs ’bitch tits’ og Jacks slåskampe mod sig selv.

Musikken gør sig godt i filmens slørede univers, og hjælper til at opbygge stemningen.

Det dæmpede lys, beskidte billede og de flotte og nyskabende grafisk detaljer gør filmen interessant at se hele vejen igennem. Plot-twistet overrasker, og gør et gensyn til en ’aha-oplevelse’.

Fight club-medlemmerne tilhører Generation X, og er vokset op uden en faderskikkelse. Dette har resulteret i, at de primært har udviklet ’bløde værdier’, hvilket ses i Jacks ’nesting instinct.’ Som konsekvens af det identielle nulpunkt Jack befinder sig i, kommer Tyler Durden ind i billedet. Han lærer Jack, at selvdestruktion er vejen frem, da man ifølge Tyler kun finder sit sande jeg når man har opgivet alt. Denne filosofi får dem sammen til at skabe Fight Club, som er Jacks redning, da han endelig føler sig ’frelst’ fra den postmoderne materialisme og dens krav om maskulinitetsidealer.

Project Mayhem bliver skabt som en ekspansion af Fight Club, med det mål at nedbryde civilisationen, og Jack begynder at føle sig usikker på tingenes udvikling: Tyler er gået for vidt.

Dette går op for ham, da Tyler truer med at dræbe Marla Singer, som Jack er blevet forelsket i. Han må nu bogstavelig talt kæmpe mod sig selv om at komme af med Tyler. Han indser, at kun ved at

80

USA Today artikel: http://www.usatoday.com/news/nation/violent-fight-clubs_x.htm

81

http://findarticles.com/p/articles/mi_m1285/is_11_29/ai_/pg_2?tag=artBody;col1

Side 23

23

dræbe sig selv kan han stoppe Project Mayhem og sin egen/Tylers planer. Igennem Tyler har han

udlevet sit ideal af et mandsbillede, men det har ikke været ham selv, det har ikke været Jacks egen identitet, for han ville aldrig gå til Tylers ekstremer. Jack griber derfor muligheden for at definere sig selv: Han har startet dette, hvilket betyder han også kan stoppe det, og han begår derfor selvmord. Jacks selvmord bekræfter ironisk nok Tylers filosofi om, at selvopofrelse er stærkere end selvudtrykkelse.

De mange voldsscener er ifølge David Fincher en metafor narkotika, som ikke alle tilskuere kan tilslutte sig. Fincher ser volden som et behov Jack, så han kan føle noget i en verden præget af rutiner og spirituel følelsesløshed. Voldsscenerne kan dog misforståes som forherligende, og især en bogstavelig idealisering af Tyler Durden kan skabe problemer for tilskueren. Fincher forsvarer sig dog med, at volden i f.eks. The Matrix er meget mere grafisk voldsglorificerende.

Perspektivering

Mange af de samme temaer som figurerer i Fight Club er også at finde i filmen Green Street Hooligans. [82] Hovedperson Matt Buckner (spillet af Elijah Wood) kæmper også med en fraværende faderskikkelse, som Jack og Tyler i Fight Club.

Han bliver smidt ud af Harvard på grund af mistanke om kokainbesiddelse, men som tilskuer er man klar over, at Matt er uskyldig. Han tør dog ikke at forsvare sig selv, da den skyldige er søn af den magtfulde Van Holden-familie. Matt lader sig bestikke og rejser til England for at besøge sin søster.

Ligheden i begyndelsen af begge historier er slående. Både Matt og Jack ligger under for den mægtige kapitalist, og gør hvad der bliver sagt. De er frustrerede over deres skæbne, men gør ikke selv noget ved det.

82

Green Street Hooligans: http://en.wikipedia.org/wiki/Green_Street_Hooligans

Side 24

24

I England møder Matt den karismatiske hooligan Pete, som introducerer ham for sine hooliganvenner. Efter et mistroisk første møde befinder Matt sig pludselig midt i et slagsmål mellem to rivaliserende bander på hver sin side. Han beslutter sig for at hjælpe Pete, og finder efterhånden i hans bande et broderskab meget lig det man oplever i Fight Club.

Matt ser op til Pete og vil nødig skuffe ham, ligesom Jack gør med Tyler. Alfa-hannen i banden kompenserer for de resterende medlemmers manglende faderfigur i deres barndom, og de skaber sig hver en identitet som en hærget slagsbroder.

I deres forsøg på at skabe en maskulin alfa-han-identitet gennem bandemiljøet lytter de alle opmærksomt på lederen Pete, hvilket ironisk nok gør ham til et symbol for kapitalisten eller direktøren i samfundet. Ham som de ser ned på, og indirekte ’kæmper imod’. Med Tylers space monkeys er det præcis det samme.

Matt indser dog at bandelivet er ikke ham. Efter en grufuld sidste slåskamp mod en rivaliserende bande dør Pete, og deri mister Matt en mentor og en ven. Petes død kan sammenlignes med Tylers, da de begge har bragt noget godt, men også noget ondt – noget kriminelt – ind i vores hovedpersoner.

Det interessante ved Green Street Hooligans er dog den udvikling Matt går igennem. Fra at være en bange lille dreng der blindt følger andres ordrer, tager han efter sit ophold i England med Matts bande tilbage til USA og konfronterer kapitalisten – Van Holden-sønnen. Han har dermed skabt sig en identitet han kan være stolt af.