SRP: Apartheid og Nelson Mandelas politik i Historie og Engelsk

Side 1

1

Apartheid – SRP 2010

Indholdsfortegnelse

Apartheid – SRP 2010 ............................................................................................................................ 1 Abstract: ................................................................................................................................................ 2 Indledning: ............................................................................................................................................ 3 Kildekritik i opgaven generelt ........................................................................................................... 4 Problemstilling 1: Gør rede for leveforholdene for de sorte under det sydafrikanske apartheid-styre.

............................................................................................................................................................... 5 Problemstilling 2: Giv ud fra Mandelas selvbiografi og udvalgte taler en analyse af Mandelas politik i kampen mod apartheid. ........................................................................................................................ 8

1. fase ............................................................................................................................................ 8

2. fase - ........................................................................................................................................ 12

3. fase .......................................................................................................................................... 17 Problemstilling 3: Vurder til sidst de forskellige forklaringer på apartheid-politikkens ophævelse, der kommer til udtryk i de såkaldte ”Nobel Lectures” fra 1993. .............................................................. 20 Konklusion ........................................................................................................................................... 25 Litteraturliste ....................................................................................................................................... 27 BILAG 1 - the struggle is my life`- Nelson Mandela press statement .................................................. 29 BILAG 2 – Frederik de Klerk - Nobel Lecture ....................................................................................... 33 BILAG 3 – Nelson Mandela Nobel Lecture .......................................................................................... 40

Side 2

2

Abstract:

This project examines three bigger parts describing the more than 40 years of oppression endured by the South African people and how the white minority ruled government was abolished.

The project contains a review of the living conditions of the black people in the country from a quantitative and qualitative point of view and is followed by a thorough analysis of the policy led and fought for by the extraordinary politician Nelson Mandela. The analysis draws on Mandela’s autobiography and different speeches and how he made the fight against apartheid the struggle of his life. This includes how he used the rhetorical figures to his own advantage and thereby gained exclusive support from the people of South Africa as well as from people across countries all over the world.

Finally, I debate the two different explanations, of how apartheid got revealed. They expresses themselves in Nelson Mandela’s and in the former president Frederik W. de Klerk’s lectures held at the Nobel Price ceremony respectively, where they received the Price of Peace together. Further on I discuss how the two speeches combined illuminate the repeal of apartheid.

Additionally, in the second part, the analytical part, I have divided the policy Mandela led through the remarkable apartheid-times in to three different phases, each indicating three political convic-tions he had. A policy based on a non-violent perspective solving problems with a peaceful solution, a policy based on a more violent conviction than before and finally a policy based on negotiations with the government. In all phases Mandela’s fine rhetorical devices played a key role in his political influence of the people.

This leads to the final discussion, where the understanding and facts from the analytic part is also included. The government with the apartheid-policy would not have been dissolved if Mandela and de Klerk had not made it their common goal to make this happen. In addition the discussion deals with things Mandela and de Klerk each accomplished and other criterions, which are important to the historical period.

Apartheid is a topic, which is of exceptionally high interest. It is brought up in schools and homes as a subject in the whole world and extremely remarkable for the history of South Africa.

Side 3

3

Actually, which is quite amazing, the apartheid in South Africa and Nelson Mandela was the reason for Barack Obama to become political active (see bibliography – Obama, Barack, message to …).

Indledning:

I mit Studieretningsprojekt vil jeg beskæftige mig med Apartheid i Sydafrika som mit overordnede emne. Dette emne omhandler perioden fra efter 2. Verdenskrig i 1948 og frem til omkring 1990.

Denne periode og dette emne er særdeles interessant, da det er blevet kendt verden over, som værende et stort skridt i Sydafrikas historie og ligger fast i historiepensummet i mange skoler og uddannelsessteder. Apartheid er et begreb, der stammer fra afrikaaner-sproget og på dansk betyder ”adskillelse”. Dette begreb blev grundbegreb for en hvid mindretalsregerings stærkt diskriminerende politik, som var den politik, der regerede landet i mange år.

I mit projekt vil jeg redegøre for de sortes leveforhold under dette sydafrikanske apartheid-styre.

Dette vil jeg gøre gennem forskellige forklaringer omkring love, der blev vedtaget og episoder, der fandt sted - både kvantitativt og kvalitativt. Jeg vil altså se på kilder, der forklarer hvordan situationen var overordnet set for alle. Desuden vil jeg dykke ned i en enkelt førstehåndskilde, der påviser en bestemt persons situation, og på den måde give læser et mere nøje indblik i, hvordan det var for mange sorte under apartheid.

Dernæst vil jeg give en grundig og fyldestgørende analyse med særlig fokus på Nelson Mandelas politik i kampen mod apartheid. Dette vil jeg gøre ud fra den viden, jeg har opnået gennem læsningen af hans selvbiografi ”Long Walk to Freedom” og forskellige taler, han har holdt.

Hovedsageligt vil jeg gøre dette ud fra hans selvbiografi og bruge talerne som underbyggende og forstærkende elementer. Desuden vil jeg i dette afsnit komme ind på, hvordan Mandela førte sin kamp, og hvordan han formåede at gøre folk engagerede i kampen og gjort den til en folkesag. Jeg vil altså give en analyse af Mandelas holdninger til, hvad han mente, der politisk skulle gøres, for at styret blev ophævet samt en mindre analyse af hans benyttelse af retoriske virkemidler, da jeg finder dette yderst interessant og påfaldende for anti-apartheid- kampen at nævne. Dette kan næsten i og for sig siges at være en politik i sig selv.

Frederik de Klerk tråde i 1989 ind på pladsen som Sydafrikas præsident. Han var i langt højere grad samarbejdsvillig og interesseret i forandring end de forhenværende på posten, og dette udløser min sidste del af projektet, hvor jeg vil vurdere henholdsvis Mandelas og de Klerks forklaringer på ophævelsen af apartheid. Dette vil jeg gøre ud fra deres hver af de to politikeres forelæsninger ved

Side 4

4 modtagelsen af Nobels Fredspris, som de modtog i fællesskab i 1993. Denne vurdering vil jeg underbygge med eksempler og den viden, jeg gennem arbejdet med dette projektet har tilegnet mig.

Kildekritik i opgaven generelt

Omkring mine mindre frustrationer omkring, hvordan jeg skulle gribe den historiske kildekritik an, har jeg ”tilladt” mig at give dette følgende afsnit.

Inden for hermeneutikken og brugen af den humanistiske metode, hvor vi inddeler opgaven i tre taksonomiske niveauer, som er den metode min opgaves grundlag bygger på, er det vigtigt at forholde sig kildekritisk til de kilder og oplysninger man finder.

I forbindelse med mit projekts omdrejningspunkt – Nelson Mandela – har det i perioder været vanskelligt at stille sig kildekritisk over for de benyttede 1.-håndskilder, sådan som det traditionelt gøres. Givet opgavens mål, nemlig at undersøge Mandela som person, er det selvsagt mest hensigtsmæssigt at bruge kilder skrevet af ham personligt.

På den måde er disse 1.-håndskilder, som jeg senere vil komme nærmere ind på gode til, at fortælle om Mandelas person. De er præget af an stærk anti-apartheid-tendens, hvilket er klart, da det er kilder skrevet af Mandela, som var stor modstander af dette system. De er derfor ikke gode til at fortælle om de modstående forkæmpere for apartheid, men det hører naturligvis heller ikke inde under opgavens omfang og er dermed ikke relevant. Men de giver altså godt indblik i det, jeg skal finde ud af, nemlig hvilken politik Mandela førte i kampen mod apartheid.

Jeg har ved brug af andre kilder integreret min kildekritik i de dele af opgaven, hvor disse indgår. Jeg har gennem mit arbejde været opmærksom på, hvilke kilder jeg udover Mandela har arbejdet med og har nøje valgt de kilder, jeg fandt mest pålidelige og ”ægte”.

Side 5

5

Problemstilling 1:

Gør rede for leveforholdene for de sorte under det sydafrikanske apartheid-styre.

”To be an African in South Africa means that one is politicized from the moment of one’s birth, whether one acknowledges it or not. An African child is born in an Africans Only hospital, taken home in Africans Only schools, if he attends school at all. When he grows up, he can only hold Africans Only jobs, rent a house in Africans Only townships (…)” (Mandela, Nelson, Long Walk to Freedom, s. 109, ll. 2-9).

Dette citat beskriver Mandelas syn på, hvordan sorte, inklusiv han selv, måtte indordne sig i et undertrykkende samfund i apartheid-tidernes værste år. Han hævder altså, at sorte kun havde rettigheder til, at benytte sig af forskellige faciliteter kun for sorte.

I filmen Goodbye Bafana (se litteraturliste) fortælles der også, at sorte ingen stemmeret, ejendomsret eller bevægelsesfrihed havde og de heller ikke havde samme ret til boliger, arbejde og uddannelse, som den hvide del af befolkningen havde. Store dele af filmens handlingsforløb

omhandler Mandelas år på fængselsøen^{1} Robben Island, der er en fængselsø kun for sorte

afrikanere. Mange så disse sorte fanger som terrorister og ikke bare kriminelle. Denne film er forholdsvis pålidelig, den er baseret på en bog skrevet af Mandelas fangevogter. Men samtidig er det en tendentiøs kilde, da den er farvet af Bille August og forfatterne af bogen, filmen er baseret på, idet den giver folk sympati for de undertrykte sorte. Specielt når de sorte på øen omtales som

                                           2
terrorister. Og når de omtaler, hvad der var skrevet i

Frihedserklæringen. I filmen virker det som om alle medvirkende hvide tror, at Frihedserklæringen er den rene kommunisme. Men under en gårdtur i filmen slår Mandela fast, at det på ingen måde er kommunistiske tanker

Frihedserklæringen er baseret på men i stedet nationalisme, da han understreger at Sydafrika er vores alles land.

Den sorte befolkning i Sydafrika var den, der var hårdest ramt af apartheiden, selvom denne del bestod af ca. 80 % af den samlede Sydafrikanske befolkning. Det var altså et klart mindretalsstyre, der førte denne undertrykkende politik. Disse 80 % af befolkningen, de sorte, levede i områder af Sydafrika, som tilsammen kun udgjorde 4 % af Sydafrikas samlede areal (Sydafrika.dk, ”Apartheid,

1

Robben Island er kendt som fængselsø. Blev overdraget til fængselsværnet der i 1961 åbnede et maksimum-

sikkerheds-fængsel kun for sorte.
2

Frihedserklæringen – vedtaget 1955. Omhandler at Sydafrika tilhører alle uanset race-gruppe. Grundlag for ANC’s og mange andre demokratiske kræfters modstand mod systemet.

Side 6

6

racegrupper” 27. marts 2008, http://www.sydafrika.dk/racegrupper). Den sorte del af befolkningen

var en af de racegrupper, samfundet blev inddelt i. Dette afgjorde, hvem man måtte gifte sig med, hvor man måtte arbejde, gå i skole og gå på toilettet offentligt. Som nævnt var det specielt de sorte, der var ramt af undertrykkelsen og de uretfærdigheder, der fandt sted. Eksempelvis skulle sorte betale for behandling på offentlige hospitaler, hvor de hvide fik gratis behandling. De sorte havde begrænsede muligheder for uddannelse og for at leve et normalt liv generelt. Der var regler omkring alting og disse gav mange sorte en svær tilværelse. Hele undertrykkelsen var noget den hvide mindretalsregering satte i gang gennem love, som indeholdt forbud omkring næsten alting.

(Sydafrika.dk, ”Apartheid, racegrupper” 27. marts 2008, http://www.sydafrika.dk/racegrupper).

Nogle af de love, der fra regeringens side blev vedtaget var eksempelvis Registreringsloven, der gjorde, at alle over 16 år skulle udstyres med et pas eller identifikationskort, hvorpå der stod, hvilken race de tilhørte. Og loven om adskilte faciliteter, som understregede, at sorte ikke måtte benytte offentlige bænke, toiletter osv., der var forbeholdt de hvide (faktalink.dk, Apartheid i

Sydafrika”, 2003, https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/faktalink/titelliste/apar/aparforh).

Herudover var der også bantumyndighedsloven og paslovene (Mandela, Long Walk to Freedom, s.

140). Førstnævnte gjorde det muligt at samle den sorte del af befolkningen i forskellige sorte reservater, som var det man kaldte bantustans. Disse bantustans var altså det, der for de sorte udgjorde 4 % af Sydafrikas samlede areal. Mere end 3 millioner sorte blev tvangsforflyttet til sorte bantustans, hvilket resulterede i generelt forværrede leveforhold (Gunnarsen, Gorm, Sydafrikas

historie, kilde 39 + 40 side 84-87). Bantustans var områder, som ofte var ukendte for mange sorte,

selvom regeringen påstod, at dette var deres hjemland. De sorte fik taget deres statsborgerskab og kunne derfor ikke rejse ud af landet. De fik pas, som de skulle fremvise efter politiets forespørgsel – paslovene, hvilket resulterede i mange anholdelser af sorte. Samlet set blev hen mod 11-12 millioner sorte anholdt i forbindelse med overtrædelser af de love, som regeringen havde vedtaget

(http://www.sydafrika.dk/racegrupper).

Jeg finder det yderst bemærkelsesværdigt, kort at kaste et blik på hvordan disse love blev vedtaget.

Lovene var slet ikke til diskussion og blev bare vedtaget efter den hvide mindretalsregerings interesse og behov. De ikke-hvide havde altså ingen indflydelse på bestemmelser i landet overhovedet, og de kunne kun stå afventende på sidelinjen uden deres statsborgerskab og se til, mens deres rettigheder kun blev yderligere begrænsede. Det var altså et samfund, der var helt ude af kontrol, hvor regeringen mere eller mindre gjorde, hvad den havde lyst til. Dette belyser stærkt, hvor undertrykket og diskrimineret hele den ikke-hvide befolkning var. Det var jo ikke love ligesom

Side 7

7 en lov om påbud af sele i bilen i DK. Det var love af racistisk og diskriminerende karakter, som i et velfungerende demokratisk samfund aldrig ville have fundet sted. Dette sætter lidt de sortes situation og leveforhold i perspektiv.

For at overleve arbejdede de sorte i miner, fabrikker eller hos hvide farmere. Et eksempel på, at de sorte nærmest fremtrådte som slaver for de hvide ses ud fra kilde 39 i bogen ”Sydafrikas historie” af Gorm Gunnarson. Det er en fortælling om en mand ved navn Jamangile Tsotsobe, der før han blev tvangsforflyttet arbejdede for hvide gårdejere, før han blev tvangsforflyttet. Tsotsobe fortæller, at den første gårdejer var ondskabsfuld og ikke behandlede ham og hans familie som mennesker

(Kilde 39, 3. spalte, 2. afsnit). Tsotsobe arbejdede her til en løn af 1 pund om måneden, og der var ingen chance for lønforhøjelse.

Senere arbejdede han og hans familie på en anden gård, hvor han fik 4 pund og hans kone 3 pund om måneden, hvilket var nok til familiens overlevelse (Kilde 39, 3. spalte, afsnit 5). Men som den mand, han er i dag, har han ikke noget positivt at se tilbage på i hans liv. Han har gennem sit liv kun formået at kæmpe for sin families overlevelse.(Kilde 39, 5. spalte, sidste afsnit).

Denne kilde er et af de mere ekstreme eksempler. Vi må antage, at den er ”ægte”, da den omhandler en mand, der beskriver dele af hans liv, og dermed de forhold han og andre sorte levede under. Det er altså som 1.-håndskilde, såfremt Gunnarson ikke har ændret i Tsotsobes ord, en meget fin kilde til at beskrive netop hans situation. Det er ikke en kvantitativ kilde, der beskriver, hvordan alle sorte havde det under apartheid, men en kvalitativ kilde, der giver et godt indblik i, hvordan det kan have været at leve som sort under apartheid-styret.

De som repræsenterede apartheid brugte følgende som begrundelse til deres overbevisning om, at apartheid var nødvendigt. De mente, at forskellige kulturer udvikles bedst adskilt og at den bedst mulige harmoni i et samfund kun opnås, hvis hvert enkelt individ acceptere sin racegruppes plads i samfundet og indordner sig under denne.

Det viste sig, at denne harmoni aldrig fandt sine rødder i apartheid og at dette system forværrede forholdene i hele Sydafrika for alle, på nær de hvide! (www.leksikon.org,

http://www.leksikon.org/art.php?n=97, første afsnit)

Side 8

8

Problemstilling 2:

Giv ud fra Mandelas selvbiografi og udvalgte taler en analyse af Mandelas politik i kampen mod apartheid.

Jeg har ud fra Mandelas selvbiografi, Long Walk to Freedom, hans formandsberetningstale ”No Easy Walk to Freedom”, en pressemeddelelse ”The struggle is my Life” og en forsvarstale ”I am prepared to die” givet en analyse af Mandelas politik med særligt henblik på hans kamp mod systemet og apartheid og måden han på egen hånd og i sit parti ANC på forskellige måder engagerede sig i denne kamp. Alle taler er at finde på links i litteraturlisten. Hovedsageligt er jeg gået ud fra hans selvbiografi og har kun brugt enkelte citater fra de tre taler, da jeg fandt dette mest hensigtsmæssigt.

Nelson Mandela har gennem sit liv haft forskellige syn på, hvordan ophævelsen af apartheid skulle blive en realitet. Hans politik var generelt baseret på et ikke-voldeligt grundlag. Kampen mod det hvide styre skulle altså udkæmpes gennem fredelige protester, demonstrationer, strejker osv., frem for væbnede angreb og andre krigeriske handlinger. Dog var der situationer, hvor Nelson Mandela opgav sin politik om ikke-vold og skred til mere voldelige tanker og metoder. Han har tilmed også været inde på afgørende tanker om forhandlinger med regeringen.

Jeg har derfor valgt, at inddele Mandelas politik imod apartheid-styret i tre faser, som hver beskriver Mandelas syn på, hvordan politikken, gennem hans politiske karriere under apartheid, skulle føres mod styret i den gældende fase. (Oplysninger om Mandelas forskellige politiske tilgange er baseret på viden fra hans selvbiografi ”Long Walk to Freedom”, part Three: Birth of a Freedom Fighter – part Ten: Talking with the Enemy)

                                                               3
1. fase – Bygger på en ikke-voldelig politik og indgår i årene fra 1948 til 1953. Nationalistpartiet

overtog i 1948 med^{4} Daniel Malan i spidsen magten af den Sydafrikanske republik fra det regerende

5

United Party og general^{6} Smuts. Malans partiprogram blev betegnet som apartheid, som var et nyt

udtryk for en ældre tanke og kan siges at være en videreudvikling af det tidligere udtryk

3

Nationalistpartiet (NP). Stiftet i 1914. Frem til overtagelsen af magten i Sydafrika stod NP for en kulturel vækkelse af afrikaanerne, som var det hvide del af befolkningen i den Sydafrikanske republik, og for at øge

afrikaanernes andel af den Sydafrikanske samfundsøkonomi.
4

Daniel Malan - Premierminister i Sydafrika 1948-54. Anses som en af hovedmændene bag den afrikanske

nationalisme, da hans ”National Party” kom til magten og indførte apartheid.
5

En koalition af Labour Party og South African Party under ledelse af general Smuts.

6

Jan Christiaan Smuts – Formand for det forenede parti ”United Party”

Side 9

9

7

”segregation” (Gunnarsen, Sydafrikas Historie, s. 18-23). Denne fase har jeg valgt at slutte i 1953 efter regeringens beslutning om evakuering af Sophiatown, der begyndte i 1950, som gik ud på, at alle afrikanere skulle flyttes til og mobiliseres i andre sorte townships, som var regeringens svar på

8 ulydighedskampagnen. Grunden til at min 1. fase slutter her er, at Mandela i 1953 holdt tale på Freedom Square i Sophiatown, hvor han blev grebet af stemningen og dermed talte over sig. Han sagde, at friheden ikke kunne vindes gennem passiv modstand, og der skulle andre mere voldelige metoder til (2. fase). Under denne tale spillede virkningen af retoriske virkemidler en væsentlig rolle, hvilket jeg vil komme ind på senere. Bemærkelsesværdigt er det dog lige at pointere, at Mandela, selvom han under denne tale viste helt nye mere krigeriske sider af sig selv, ikke mistede sit ethos som den ”gode fredelige frihedskæmper” hos folk og ikke blev stemplet som en krigerisk oprører. Han var god til at overbevise mængderne om, at det han gjorde, var det rigtige. Mandela gik ind for en ikke-voldelig politik som tidligere nævnt, hvilket også var omfanget af ANC’s politik.

Da apartheid-tankerne begyndte at spille en rolle i Sydafrika og et par år inden Nationalistpartiets overtagelse af magten, blev ANC’s aktionsprogram og dermed politik reguleret til en mere radikal og revolutionær kurs. Mandela bakkede op om partiets politik, og den politi Mandela og ANC gik mod systemet med, som var det nye aktionsprogram, blev beskrevet således:

”The programme of Action (…) called for the pusuit of political rights through the use of boy-cotts, strikes, civil disobedience and non-cooperation. In addition, it called for a national day of work stoppage in protest against the racist and reactionary policies of the government. This was a departure from the days of decourous protest (…)”. (Mandela, Long Walk to Freedom, s.

132, ll. 12-17)

Efter et par år med ANC’s til dels reformerede politik fik Nelson Mandela sin første betydelige rolle i kampen. Her skulle der afholdes national protestdag, som skulle finde sted den 26. juni 1950.

Denne dag var ANC’s første forsøg på, at gennemføre en politisk strejke i hele landet. Mandelas rolle under denne strejke var, at holde sammen på aktionen ved at holde sig i kontakt med ledere fra de forskellige regioner og at få indsatsen til at spille overens i de forskellige dele af landet

(Mandela, Long walk to freedom, s. 136, l. 3). Der blev ikke bakket op om strejken over hele landet, men den gav dog lidt succes, hvilket havde en positiv virkning forskellige steder i landet og dermed

7

En mildere form for raceadskillelse i Sydafrika end apartheid.

8

Kampagne i 1952 imod regeringens love om adskillelse. Man opfordrede afrikanere til at trodse bl.a. loven om adskilte faciliteter.

Side 10

10 gjorde denne protest-dag, den 26. juni, til en mærkedag, der senere blev kendt som

”Frihedsdagen”.

Et andet stort skridt i frihedskampen her under 1. fase blev taget i 1952. Som nævnt i redegørelsen havde regeringen fremsat forskellige love om raceadskillelsen såsom eksempelvis gruppeområdeloven, Bantumyndighedslovene, paslovene og loven om begrænsning af kvægbestanden som alle var love, der begrænsede afrikanernes leveforhold. ANC krævede efter et landsmøde at regeringen skulle ophæve disse love samt et par yderligere inden 29. februar samme år. Af samme årsag holdt ANC demonstrationer den. 6. april 1952 som indledende element til ulydighedskampagnen mod uretfærdige love. Grunden til demonstrationerne netop blev fastlagt

denne dag var, at præcis 300 år forinden ankom^{9} Jan van Riebeeck til Kapprovinsen. Denne dag

fejrede og fejrer de hvide sydafrikanere som deres lands grundlæggelsesdag og afrikanerne fordømmer den som efterfølgende 300 års slaveri. Mandela indvirkede her som personen, der skulle overbringe udkastet af brevet, indeholdende kravene om ophævelsen af lovene og tidsfristen

          10
for dette, til dr. Moroka hvis navn brevet skulle skrives i og derfor skulle underskrives af ham.

(Oplysninger fra Mandela, Long Walk to Freedom, s. 142-43).

Under ulydighedskampagnen deltog 8500 afrikanere, læger så vel som præster. Kampagnen ramte store dele af landet, specielt Kapprovinsen. Mandela tog del i kampagnen som informerende middel på den måde, at han tog rundt i Kapprovinsen, Natal og Transvaad og spredte budskabet om kampagnen. Han forklarede løste uoverensstemmelser om kampagnen i aktive townships og gik fra hus til hus i, da massekommunikationen blandt afrikanerne var ringe eller slet ikke til stede. Han brugte lokal politik-førelse på denne måde, hvilket havde til formål at få flere folk på hans og ANC’s side en efter en. Blandt andet handlinger som disse gav Mandela den helt særlige ”styrke”, de moralske karaktertræk og den tillid han fik gennem sit hårde arbejde. Dette understreger Mandelas brug af ethos-appellen – han var virkelig en ”folkets kæmper”.

Effekten af denne ulydighedskampagne som stod på ca. et halvt år var stor. Regeringen så kampagnen som en trussel mod sikkerheden og apartheid. Den så kampagnen som en forbrydelse frem for en protest og blev skræmt over det voksende samarbejde og fællesskab der fandt sted de forskellige race-grupper af afrikanere imellem. Det var jo netop dem, som regeringen med apartheid ville adskille. (Mandela, Long Walk to Freedom, s. 152-53)

9

Jan van Riebeeck – hollandsk koloniadministrator og grundlægger af den første europæiske bosættelse i

Sydafrika.
10

Dr. Moroka – Læge og politiker. Præsident for ANC 1949-52.

Side 11

11

Det sidste jeg vil fremhæve under 1. fase er M-planen. Den blev oprettet, da mange ANC-medlemmer og ledere var overbeviste om, at en bandlysning af ANC, da det blev set og opfattet som en ulovlig organisation. Mandela blev sat til at udtænke en plan, der skulle sikre organisationens overlevelse, hvis den blev bandlyst. Mandela kom dermed med hans bud, det blev kaldt M-planen og blev grundlag for ANC’s overlevelse i hemmelighed som undergrundsbevægelse.

Mandela sikrede dermed ANC’s fortsatte funktion, overlevelse og fortsatte aktivitet i kampen mod apartheid.

M-planen gik ud på, at man skulle lave et slags system, så man kunne samle flere ”tropper” og gøre folk mere engagerede i kampen uden regeringen vidste besked.

11

Model over M-planen

Den mindste enhed var cellen, 10 huse i en gade. Cellelederen havde ansvaret for cellen. Var der mere end 10 huse i en gade blev en gadeleder sat ind til hvem cellelederne skulle aflægge

rapporter. Det var meningen, at enhver gade-/celleleder skulle kende til familierne i sit område, så

11

Selvkonstrueret model a M-planen ud fra oplysninger fra Mandela, Long walk to freedom, s. 166-67 (som nedenstående forklaring)

Provins-sekretæren

Afdelings-bestyrelsen

Sekretariatet

Distriktsleder

Gadeleder

Celleleder

Celle

Side 12

12 han fremstod som tillidsmand, og omvendt fandt ud af, hvem man kunne regne med. Cellelederen skulle ydermere arrangere møder og organisere politisk undervisning. Over gadelederen var distriktslederen, som havde ansvaret for forskellige grupper af celler. Trinnet ovenover var sekretariatet i den lokale ANC-afdeling og var underudvalg af afdelingsbestyrelsen, der endelig aflagde rapport til provinssekretæren.

På denne måde ville Mandela skabe et organiseret system, som kunne fungere selv uden de store lederes tilstedeværelse. Desværre for Mandela og hans plan, var opbakningen ikke den størst tænkelige og fik kun meget lille succes. Alligevel blev den accepteret i mange afdelinger og udført.

Den var nogle steder særdeles effektiv og opnåde fornuftige resultater. (Mandela, Long Walk to Freedom, s. 166-67)

Jeg har reflekteret over Mandelas rolle i denne fase og er kommet frem til, at han i samtlige fire ovennævnte tilfælde spillede en absolut afgørende rolle. Hvis vi antager, at Nelson Mandela ikke havde været en del af ANC og ingen indflydelse havde haft på de ting, der blev foretaget overhovedet, havde det måske set helt anderledes ud. Hvis han ikke havde været til stede under protest-dagen den 26. juni 1950, var en anden blevet nødsaget til at tage hans plads og koordinere indsatsen under strejken, hvilket måske havde givet et andet udfald. Hvis han ikke havde overbragt Moroka udkastet til brevet om de resolutioner, der skulle finde sted, var demonstrationerne den 6.

april måske gået tabt. Der var ikke mange afrikanere, der havde kørekort og bil dengang. Hvis han ikke havde været til stede under ulydighedskampagnen som informationsspredende person, havde der måske været et mindre antal af deltagende til kampagnen, og ANC havde dermed haft færre medlemmer. Og hvis Mandela ikke havde været til stede og udformet M-planen, havde ANC som organisation måske fået en anden fremtid end den fik. Alt i alt gjorde Mandela et godt stykke arbejde og støttede godt op om ANC’s ikke-voldelige politik.

2. fase - går fra 1953 ved Mandelas tale i Sophiatown, og til Mandela i 1985 blev overflyttet til en fængselscelle med bedre faciliteter, hvor begyndte at se forhandlinger og diskussioner frem for vold og krig som løsning på undertrykkelsens tid under apartheid.

Denne fase er den største af de tre faser, jeg har inddelt Mandelas anti-apartheid-politik i. Den indeholder Mandelas tanker om, at vold er den eneste udvej. Mandela mente, at passiv modstand kun er effektiv så længe ens modstander retter sig efter samme regler og lever under samme forhold som en selv. Passiv modstand er ikke effektiv, hvis modstanderen går den i møde med vold.

For Mandela er tanken om ikke-vold og passiv modstand ikke et moralsk princip men snarere en

Side 13

13 strategi. Man kan altså i den givne situation dermed hævde, at strategien om passiv modstand ikke er tilstrækkelig, og at der må gribes til andre metoder, hvis det skal komme på tale at genvinde friheden.

Denne mere voldelige politik kommer første gang til udtryk, da Mandela holder tale på Freedom Square i Sophiatown 1953.

”As I condemned the government for its ruthlessness and lawlessness, I overstepped the line: I said that the time for passive resistancehad ended, that non-violence was a useless strategy and could never overturn a white minority regime (…) I said, violence was the only weapon that would destroy apartheid, and we must be prepared, in the near future, to use that weapon.”

(Madela, Long Walk to Freedom, s. 182 ll. 3-9)

Denne tale var ikke kun præget af nye politiske ideer, men også en stærk retorisk påvirkning, som jeg senere vil komme ind på. Talen var en afvigelse fra ANC’s vedtagne politik, og ANC’s hovedbestyrelse gav Mandela en alvorlig irettesættelse, som han accepterede herefter støttede han fortsat op om og forsvarede ikke-volds-politikken. Det blev dog slået fast, at var Mandela var overbevist om, at ikke-vold ikke var løsningen, som det tydeligt ses ud fra ovenstående citat. Det var bare ikke det rigtige tidspunkt at fremlægge hans overbevisning på, som han også siger ”I overstepped the line”.

Mandela levede fortsat med tankerne om nye kampmetoder, og han sendte derfor i hemmelighed

12

Walter Sisulu af sted til Kina i slutningen af 1953 med tanken om, at forsyninger i form af våben netop herfra som middel til væbnet kamp kunne spille en afgørende rolle i kampen mod apartheid.

Dette havde dog ingen positiv effekt for Mandela og Sisulu, da de ledende magthoveder i Kina afviste dette. (Mandela, Nelson, Nelson Mandela Long walk to freedom, s. 184-85) Dog understreger det, at Mandela med eller uden ANC’s godkendelse til dels kæmpede for, at der skulle foretages en ændring fremgangsmåderne, hvis det hvide styre skulle væltes.

Det gik godt for Mandela, hvilket kun forstærkede hans popularitet. I 10 år havde Mandela involveret og engageret sig mere og mere i kampen, som var blevet hans liv: ”The struggle is my life.

I will continue fighting for freedom until the end of my days” (Mandela, Nelson, The struggle is my life, Mandela pressemeddelelse, 26. juni 1961, sidste to linjer). Denne udtalelse foretog Mandela sig i en pressemeddelelse i 1961. Dette er dog yderligere 6-7 efter de omtalte 10 års engagement

12

Walter Sisulu, sydafrikansk politiker. Blandt ANC’s ledende medlemmer. Dømt til livstid sammen med Mandela i 1964. Blev senere i 1991 valgt til vicepræsident for ANC.

Side 14

14 ovenfor, men det betoner, at Mandela dedikerede sit liv til kampen gennem hele perioden med apartheids undertrykkelse.

Da Mandela var 35 år og havde gennemgået disse 10 bemærkelsesværdige år i hans liv, blev han ramt af modstand fra regeringen. Han blev bandlyst, hvilket han gennem sin politiske karriere oplevede flere gange. Denne bandlysning forlangte, at han skulle trække sig ud af ANC, og derudover måtte han ikke forlade byen Johannesburg. Bandlysningen tvang Mandela ud af kampens centrum, og det var nu ikke længere muligt for Mandela at have den samme indflydelse, og organisationen var nødsaget til, at erstatte Mandela med en anden. Dette stoppede ikke Mandelas kamp og han arbejdede nu under jorden i hemmelighed for regeringen. Mandela havde allerede inden bandlysningskendelsen skrevet udkastet til hans formandsberetning, som skulle fremlægges ved en ANC-konference, og bestyrelsesmedlem Andrew Kunene Mandelas beretning op. Mandelas ord gjorde indtryk på folk og talen blev senere kendt under navnet ”No Easy Walk to Freedom”.

Denne tale var Mandelas endelige udtryk for, at en ny politisk kamp måtte træde i kraft. Specielt fordi regeringens love havde gjort det umuligt og ligefrem farligt at føre store protestdage og boykots. Der kunne altså ikke opretholdes nogen form for ikke-voldelig modstand til regeringen, uden at man ville forværre situationen, og derfor skulle nye midler tages i brug.

”The opressed people and the opressors are at loggerheads. The day of reckoning between the forces of freedom and those of reaction is not very far off. I have not the slightest doubt that when that day comes truth and justice will prevail. (…) The grave plight of the people compels them to resist to the death the stinking policies of the gangsters that rule our country.”

(Mandela, Nelson, No Easy Walk to Freedom, formandsberetning til ANC’s Transvaal-

konference, 21. Sep. 1953, afsnit 8, ll. 9-11 + afsnit 9, ll. 8-9).

Mandela slår fast, at dagen hvor regnskabet mellem frihedens kræfter og reaktionens kræfter skal gøres op ikke er fjern fremtid og at retfærdigheden til da vil sejre.

Der blev stadig så vidt det var muligt fra ANC’s side af ført en ikke-voldelig politik. Dog var Mandelas tale og overbevisning med til, at skabe fremtidige mere voldelige aktioner indenfor ANC. Der blev også, som følge af de hvides overgreb på de ikke-hvide i befolkningen på initiativ af bl.a. Mandela

                                     13
oprettet nye organisationer som eksempelvis

MK, der trådte i kraft som søsterorganisation til

ANC. Disse var mere militante og af mere voldelig adfærd.

13

Umkhonto we Sizwe/Spear of the Nation. Stod bag de første Guerilla-angreb I 1961. Kendt som terrorist

organisation af staten og USA.

Side 15

15

Det hvide styre var stærkt opsatte på at bibeholde deres regeringsmagt, og et eksempel på dette

ses ved^{14} Sharpeville-massakren i 1960, hvor politistyrker angreb ubevæbnede sorte, der i protest
mod apartheid-systemet havde afbrændt deres pas, hvilket var en demonstration imod^{15} paslovene,

16

PAC stod bag.

Denne massakre fik ANC til for første gang for alvor at opgive sin ikke-voldelige politik og gik med MK og andre organisationer til væbnet kamp mod det hvide styre. Dette resulterede i total bandlysning af ANC. Man opretholdt ANC ulovligt som hemmeligt fungerende organisation og gjorde Mandela til ny leder af MK, hvor han skulle samle midler til kampen og afholde møder. Dette varede dog ikke længe, og han blev anholdt den. 5. august 1962. I 1964 blev Mandela og andre ANC-ledere idømt fængselsdomme på livstid. Under retssagen ved Rivonia i 1964 mens Mandela sad under anklage, gik det op for Mandela, at en fængsling ikke ville forhindre ham i at fortsætte kampen.

”(…) In a way I had never quite comprehended before, I realized the role I could play in court an the possibilities before me as a defendant. I was the symbol of justice in the court of the oppres-sor, the representative of the great ideals of freedom, fairness and democracy in a society that dishonored those virtues. I realized then and there that I could carry on the fight even within the fortress of the enemy.” - (Mandela, Nelson Rolihlahla, Long walk to freedom, Abacus 1994 - side 375, afsnit 4,)

Det kan ud fra dette citat tolkes, at Mandela får en slags åbenbaring. Han ser sig selv som retfærdigheden i retssalen og repræsentanten for idealerne frihed, retfærdighed og demokrati i et samfund som tog afstand til disse. Han siger at han i det øjeblik indså, han kunne fortsætte kampen mod systemet, selv i fjendens fæstning. Han så altså sig selv som det, der kunne skabe forandring og forsoning i Sydafrika.

I Mandelas forsvarstale, understreger Mandela sine politiske overbevisninger overfor systemet.

Politikken var hans liv. Idealet om et frit og demokratisk samfund er et ideal han lever for og et ideal, han var parat til at dø for.

14

Symbol på apartheidstyrets brutalitet. Afskrækkede de sorte sydafrikanere og modstanden mod apartheid

blev først en folkesag igen efter Soweto-oprøret i 1976.
15

Omtalt i redegørelsen.

16

Pan Africanist Congress of Azania. Sort sydafrikansk nationalistbevægelse og et parti domineret af yngre medlemmer. En rivaliserende politisk og militær bevægelse i forhold til ANC.

Side 16

16

“During my lifetime I have dedicated myself to this struggle of the African people. I have fought against white domination, and I have fought against black domination. I have cherished the ideal of a democratic and free society in which all persons live together in harmony and with equal opportunities. It is an ideal which I hope to live for and to achieve. But if needs be, it is an ideal for which I am prepared to die.” (Mandela, Nelson, I am Prepared to Die, forsvarstale under retssagen I Rivonia 1964, sidste 4 linjer).

Efter lidt mere end 20 år i fængsel, bliver Mandela for 6 gang foreslået løsladelse, dog igen en betinget løsladelse. Han ville blive løsladt, hvis han gik med til at føre en politik, som ANC og dermed også han afviste og derfor afslog han tilbuddet. Mandela stod fast ved den politik, han i samarbejde med ANC havde ført ud i livet, hvilket han tydeligt understregede: ”I intended to make it clear that if I emerged from prison into the same circumstances under which I was arrested, I would be forced to resume the same activities for which I was arrested.” (Mandela, Long Walk to Freedom, s. 621, afsnit 4, ll. 3-6).

Mandela var meget overrasket over de betingelser regeringen ville påtvinge ham. Han siger i sin selvbiografi side 622 i sidste afsnit, at han ikke er noget voldeligt menneske og fastslog, at han først da ingen andre former for modstand syntes at virke, søgte tilflugt i en mere voldelig politik.

Mandela skrev en tale, i hvilken han stiller spørgsmål til den frihed, regeringen fortsat tilbyder ham.

Dels ved at overflytte ham til fængsler af højere standard, og dels ved at løslade ham på baggrund af urealistiske betingelser. Talen blev holdt af Mandelas datter.

”What freedom am I being offered while the organization of the people remains banned? What freedom am I being offered when I may be arrested om a pass offence? (…) What freedom am I being offered when my very South African citizenship is not respected? (…) I cannot and will not give any undertaking at a time when I and you, are not free. Your freedom and mine cannot be seperated. I will return” (August, Bille, Goodbye Bafana - historien om Mandela og hans fangevogter, 01:24:44)

Mandela ville vende tilbage og føre en forsonings- og frihedsskabende politik i Sydafrika, hvilket han var overbevist om ville blive en realitet.

Ovenstående citat er taget ud fra filmen Goodbye Bafana af Bille August, og det kan diskuteres hvorvidt filmen giver et realistisk billede af situationen eller ej, altså hvor ”ægte” den er? Jeg vil i store dele af filmen vurdere denne film som værende pålidelig, da den bl.a. benytter citater af

Side 17

17

Mandela, præcis som Mandela selv fremførte dem. Bille August sætter filmen godt i perspektiv til de reelle situationer i landet. Netop dette udsnit fra filmen, jeg har brugt som citat, har betydelig stor ægthed, da jeg i mit arbejde med opgaven og analysedelen fandt det eksakt samme citat i Mandelas selvbiografi s. 623, ll. 10-22. Dog er dette ikke en dokumentarfilm, og er præget af tendens til, at tale den sorte befolknings sag. Men faktum er, at de sorte levede under en stærkt undertrykkende regering, så derfor forstærker det kun den reelle situation. Jeg har også i mit arbejde med dette emne set filmen Mandela (se litteraturliste), som er en dokumentarfilm om Mandelas liv og heri indgår også eksempler, som indgår i Goodbye Bafana.

3. fase – Fra 1985 til apartheids ophævelse.

I 1985 fik Mandela tildelt sig en ny celle med forbedrede faciliteter. Han blev adskilt fra sine kolleger, hvilket burde være negativt. Men Mandela så faktisk hans flytning som en mulighed. Han tog her den enemands-beslutning , at han ville indlede diskussioner med regeringen, da han ellers mente at de respektive parter i landet ville ende i en mere alvorlig krig mod hinanden.

Mandela træder herfra ind i en overbevisning om, at forhandlinger nu var det, der kunne grundlægge ophævelsen af apartheid. Der var opstået krig mellem ANC samt andre organisationer og regeringen. Den voldelige kam mod styret var ved at tage en drejning, der for begge parters vedkomne uden grund ville resultere i tusinder af tabte menneskeliv, hvis der fortsat blev organiseret angreb osv. som Sharpeville-massakren, ANC’s efterfølgende angreb og hændelserne i

17

Soweto.

Begge sider af kampen så diskussioner og forhandlinger som tegn på svaghed og forræderi. Ingen af parterne ville indgå forhandlinger, før den anden part havde stillet sig til ansvar for forskellige ting og episoder. Regeringen havde opfattelsen af, at ANC og andre modstandsorganisationer, der støttede op om denne, kun bestod af kommunistiske terrorister og omvendt blev regeringen beskyldt som værende fascistisk og nazistisk. ANC ville ikke indgå forhandlinger med regeringen før ANC blev gjort lovligt igen og man løslod alle politiske fanger. Her tog Mandela fordel af sin isolation fra sine kolleger og var parat til at indgå forhandlinger med regeringen, selvom dette egentlig var det samme, som at vende sin organisation ryggen.

17

Soweto-oprøret – I 1976 skød politiet skarpt ind i mængden af protesterende skolebørn, som efterfølgende drev politiet ud af området. Resulterede i efterfølgende angreb på offentlige bygninger og generalstrejker.

500-1000 unge mistede livet.

Side 18

18

”There are times when a leader must move out ahead of the flock, go off in a new direction, confident that he is leading his people in the right way. Finally, my isolation furnished my or-ganization with an excuse in case matters went awry: the old man was alone and completely cut off, and his actions were taken by him as an individual, not a representative of the ANC.”

(Mandela, Long Walk to Freedom, s. 627, ll. 27-32)

Mandela tog enemands-beslutninger, da han mente, at dette førte folket i den rigtige retning. I citatet ovenfor siger han, at organisationen var undskyldt, hvis handlingerne ville få et skævt udfald, idet han var isoleret og på ingen kontakt havde med ANC. Derfor kunne han som alene stilles til ansvar uden at svække organisationen. Han forsøgte nu at indgå forhandlinger med regeringen, selvom dette ikke ligefrem var let.

I eftertiden opstod der i Sydafrika flere uroligheder. Bothas lovede liberalisering af apartheiden og den dermed mindskede undertrykkelse fandt ikke sted. Også uden for Sydafrika blev anti-apartheid-politik diskuteret og styrket. Grundet urolighederne og flere udenlandske sanktioner trak Botha sig

tilbage som præsident (Mandela, Long Walk to Freedom, s. 660), og udløste, at^{18} Frederik de Klerk

overtog posten. Han lovede at arbejde for ændringer og reformer. De Klerk udtalte, at den nye regering så fred som en forudsætning for et godt samfund og var parat til at forhandle med enhver organisation, gruppe eller person, der havde fred på programmet. Han var stadig afrikaanernationalist, men i langt højere grad med andre tanker. Han lempede restriktionerne som vedrørte politiske møder og tillod demonstrationer uden anholdelser, hvis demonstranterne optrådte af fredelig karakter.

Mandela lagde pres på regeringen og fremlagde et forslag om, at løslade Mandelas politiske medfanger betingelsesløst og på den måde ville han få den til at vise sine gode sider og formål. De

Klerk tog imod forslaget med åbne arme og valgte at løslade 8 fanger fra^{19} Robben Island samme år.

Under et møde mellem de Klerk og Mandela diskuterede de Mandelas løsladelse. Mandela slog fast, at hvis han blev løsladt under samme forhold som dem han blev arresteret under, ville han komme til at arbejde for en illegal organisation og ligeledes handle illegalt. Derfor mente Mandela, at de Klerk med Mandelas løsladelse skulle ophæve ANC’s og andre bandlyste organisationers bandlysning og løslade politisk fanger og enkelte andre betingelser. (Mandela, Long Walk to Freedom 664, nederst). De Klerk skred til handling, og yderst uventet fremlagde han i sin i sin

18

Sydafrikas præsident 1989-94. Delte Nobels fredspris med Mandela.

19

Robben Island er kendt som fængselsø. Blev overdraget til fængselsværnet der i 1961 åbnede et maksimum-sikkerheds-fængsel kun for sorte.

Side 19

19 åbningstale, at han ville ophæve forbuddet mod ANC, PAC og yderligere 32 andre bandlyste organisationer. Han ville løslade alle politiske fanger og fanger der var blevet arresteret under ikke-voldelige demonstrationer, protester osv. Han sagde at tiden var kommet, hvor man skulle forhandle. Efterfølgende blev Mandela også løsladt, hvilket skabte yderst bemærkelsesværdig glæde og absolut faldt i afrikanernes interesse. Nu kunne afrikanerne næsten se sig frie af apartheiden og den livslange undertrykkelse, der havde dannet grundlag for Sydafrikas samfund i mange år.

Som jeg nævnte tidligere (fase 1 og 2), var mange af Mandelas taler præget af stærk retorisk påvirkning af tilhørerne. Jeg finder dette relevant for opgaven at nævne, da det var afgørende for at overbevise folk om, at den politik Mandela førte, var den, der skulle regere Sydafrika i fremtiden og dermed vælte apartheid. Jeg kunne give en dyb retorisk analyse af diverse taler af Mandela og med fordel have inddraget eksempler på dette i de forskellige faser og sætte det i relief til hans politiske kamp mod apartheid, specielt i fase 2, men jeg fandt det mest hensigtsmæssigt at holde det separeret, da dette ikke indgår direkte i problemstillingen, og derfor vil jeg kun give en kortere beskrivelse, som følger:

”(…) As I spoke, I grew more and more indignant. In those days, I was something of a rabble-rousing speaker. I liked to incite an audience, and I was doing so that evening. […] The crowd was excited; the youth in particular were clapping and cheering. They were ready to act on what I said right then and there. (…)” (Mandela, Nelson, Long Walk to Freedom, s. 181, sidste afsnit – s. 182, afsnit 3, l. 2).

Citatet er fra talen, jeg omtalte i overgangen til 2. fase. Mandela kunne piske en stemning op og få folk med på vognen, og han elskede det. Han var noget af en demagog, som til tider kan sammenlignes med Adolf Hitler, Luther King og andre store talere gennem historien. Under enkelte taler udpegede han det han kaldte ”folkets fjender”, som altså var politiet. Dette stoppede ikke folks begejstring, men fik dem i stede til at true denne fjende og råbe ad politiet.

I andre taler benytter Mandela betegnelsen ”vi” eller taler direkte til hver enkelt person, der lytter:

”(…) Why should we continue enriching those who steal the products of our sweat and blood. Those

Side 20

20 who exploit us and refuse us our rights (…) We will (…) We can (…)” (Bilag 1 - Mandela, The struggle is my life, s. 3) Den måde han appellerede til tilhørernes tanker og følelser på, appelformen Pathos, gavnede ham i mange situationer (se problemstilling 3). Han gav folk følelsen af at være del af et fællesskab, og der har gennem tiden været mange andre påfaldende situationer, hvor Mandela har appelleret til folk på forskellige måder – også gennem de to andre appelformer ethos og logos.

Problemstilling 3:

Vurder til sidst de forskellige forklaringer på apartheid-politikkens ophævelse, der kommer til udtryk i de såkaldte ”Nobel Lectures” fra 1993.

                                                                      20
Frederik de Klerk kommer med forklaringer på hvad fred er og hvordan fred udvindes ( Bilag 2, side

2, afsnit 8-11), hvilket også er den måde, han senere i sin forelæsning benytter som forklaring på apartheid-politikkens ophævelse.

Han mener, at den største og bedste fred udledes gennem vores religion og tro på gud den almægtige (Bilag 2, side 1, afsnit 9). Fred er ikke nødvendigvis sikret pga. manglende konflikter i et land. Kun i et land med retfærdighed og samtykke blandt befolkningen kan varig fred opnås (Bilag 2, side 2, ll. 1-4).

De Klerk slår fast, at vi børe være optimistiske. Verden over er der fredsskabende og fredsbevarende styrker, som hjælper med at fremme økonomisk vækst og demokrati, hvilket ifølge de Klerk er betydelig hjælp på vejen, og det der i mange dele af verden hidtil har skabt og for fremtiden vil skabe velfungerende og fredelige samfund. Der er ikke krige og voldelige sammenstød i samme omfang i almengyldige demokratiske samfund. Det er næsten umuligt at anspore folk unødvendige aggressioner. Man kan ikke uden videre overbevise uddannede og informerede mennesker om, at de skal gå ind for militarisme eller få dem til at acceptere en situation, hvor de nemt kunne ende som ”canon fodder”, som de Klerk fremlægger det (Bilag 2, side 2, sidste afsnit – side 3, afsnit 6).

Disse styrker og denne viden generelt, som er nævnt ovenfor, fastslår de Klerk som værende afgørende i hans eget lands, Sydafrika, situation. Netop disse faktorer lover godt for fred: “(…). The present worldwide constitutional development toward democracy, underpinned by economic devel-opment, augurs well for peace. (…)” (Bilag 2, side 3, afsnit 5, ll.1-2). Altså den forfatningsmæssige

20

Bilag 2 – De Klerk, Frederik, forelæsning ved modtagelsen af Nobels fredspris 1993.

Side 21

21 udvikling mod demokrati understøttet af økonomisk udvikling. Netop det er vejen frem mener de Klerk.

De Klerk mener, at det var de sociale forandringer, den økonomiske udvikling medførte, der skabte de grundlæggende fundamentale reformer i Sydafrika. Han tilføjer, at det pres der slog apartheid ud af Sydafrika ikke kom gennem et pres præget af militarisme, men snarere gennem den tilstrømning af millioner af mennesker til byerne i Sydafrika, som blev en del af landets samlede økonomi.

Desuden mente de Klerk, at politiske taler og bekendtgørelser ingen indflydelse havde på de uundgåelige forandringer, der fandt sted i landet. Det var i højere grad afsløringen af de realiteter der fandt sted gennem TV og radio, som havde afgørende betydning for forandringerne.

Den allervigtigste faktor for ophævelsen af apartheid-politikken i Sydafrika var ifølge de Klerk en direkte ændring af selve hjertet, som han omtaler det. Denne basale ændring fandt sted hos begge kampens deltagere. Dog var dette ikke bare en uforudset forandring, men snarere en proces han beskrev som følger (Bilag 2, side 3, afsnit 6-8):

“It was not a sudden change, but a process - a process of introspection, of soul searching; of re-pentance; of realisation of the futility of ongoing conflict, of acknowledgement of failed policies and the injustice it brought with it”. (Bilag 2, side 3, afsnit 8, ll. 1-2)

Det var altså en proces af selviagttagelse og realisering af det håbløse i den konflikt, der fandt sted og dermed bekræftelsen af en mislykket politik og dens uretfærdige følger.

De Klerk mener, at det netop var denne proces, som førte det nationalistiske parti og han selv til det punkt, hvor de fandt det nødvendigt at ophæve apartheid og dermed alle former for diskrimination i samfundet.

Denne proces har altså skabt nye rammer for fred som tidligere nævnt og har banet vej, for den nye sydafrikanske forfatning, der bl.a. indeholdt krav om beskyttelse af rettigheder for alle individer, samfund og kulturelle grupper, som efterfølgende blev drøftet i parlamentet (Bilag 2, side 3, afsnit 9

– side 4, afsnit 1).

Mandela slår i sin forelæsning fast, at han og de Klerk ved overrækkelsen af Nobels fredspris modtager prisen som repræsentanter for de millioner af deres folk, der aktivt deltog i kampen mod et socialt system, hvis essens var krig, racisme, vold og undertrykkelse – apartheid. Mandela repræsenterede også hvert eneste menneske, organisation eller bevægelse mod apartheid verden

Side 22

22 over, som modsatte sig det umenneskelige system og bad for en hurtig afslutning på disse

                         21
forbrydelser mod afrikanerne ( Bilag 3, side 1, afsnit 8-9). Alle disse mennesker både indenfor og

udenfor landets grænser satte sig imod den undertrykkelse og uretfærdige behandling der fandt sted – alle uden egoistisk at søge selvgevinst. ”They recognized that an injury to one is an injury to all (…)” (Bilag 3, side 2, afsnit 1, ll. 2-3). Derfor handlede de i fællesskab med deres fælles mål om retfærdighed i kampen mod styret. Som resultat af disse menneskers gode hjerter og mange års hård kamp kan vi dag, i fællesskab, fejre sammenføringen af Sydafrikas forskellige kulturer og religioner og regeringens modstanderes sejr over racisme, apartheid og et hvidt mindretalsstyre - ”That triumph will finally bring to a close a history of five hundred years of African colonisation (…).”

(Bilag 3, side 2, afsnit 4, l. 1) - Det var en gevaldig sejr for afrikanerne, da de i dag kan se sig fri af

500 års kolonialisering og undertrykkelse. Dette er var nyt skridt for Sydafrika.

Mandela hylder gensidigt de Klerk for hans åbne sind og positive tanker om et nyt reformeret Sydafrika. Han havde sans for, at de ting der fandt sted var forkert, og der måtte skrides til handling, som det blev gjort (se problemstilling 2).

Mandela slår senere i sin forelæsning fast, at der stadig er mennesker, der tror de skaber retfærdighed og fred ved at gribe til våben og væbnet kamp, selvom dette har bevist at skabe det intet andet end ødelæggelse og på længere sigt selvdestruktion skaber. Et nyt samfund kan ikke blive skabt ved at begå samme fejl i forsøget på dette, som allerede en gang har været tilfældet

(Bilag 3, side 3, afsnit 10).

Han hylder også, i omtale af ”vi”, da han selv tog del i dette, de mange demokratiske bevægelser, der har spillet en central rolle i at bringe Sydafrika så tæt på den demokratiske forandring, som det var tilfældet dengang (Bilag 3, side 3, afsnit 12).

Mandela siger, at han i fællesskab med alle, der ville sætte en stopper for apartheid, er parat til at hellige de sidste år af sit liv til i praksis at demonstrere, at den normale forudsætning for menneskets fortsatte eksistens er demokrati, retfærdighed, fred, ikke-racisme, lighed og solidaritet blandt folk. Han vil gøre, hvad han kan, for at bidrage til en fornyelse af verden, så ingen i fremtiden vil komme til at leve under de forhold, mange afrikanere har lidt under (Bilag 3, side 4, afsnit 5).

I sammenligning til de Klerks forelæsning, kan henholdsvis denne og Mandelas forelæsning på nogle

21

Bilag 3 – Mandela, Nelson, forelæsning ved modtagelsen af Nobels Fredspris, 1993.

Side 23

23 punkter ses som paralleller til hinanden og i andre som totale modsætninger. Paralleller på den måde, at de begge henvender deres forelæsning til vores alles børn. De hylder begge hinanden som prisvindere af samme fredspris. De taler begge om et fornyet demokratisk Sydafrika og andre ting som de er enige om eller delvist enige om. Der hvor modsætningerne kommer ind i billedet er i deres forskellige forklaringer på, hvordan apartheid blev ophævet. Det er klart de begge ser sig selv og deres bagland som afgørende element i ophævelsen af de undertrykkende tider, da de begge har ydet en indsats i arbejdet for netop dette.

Mandela mener, at ophævelsen fik dens rødder gennem de mange demokratiske bevægelser og organisationers arbejde i kampen mod styret. Eksempelvis ANC’s arbejde, som han selv tog stor del i at føre ud i livet. Modstanden mod systemet voksede altså på den måde og blev gennem tiden ført via forskellige politiske metoder (problemstilling 2). Denne modstand fik hurtigt stor indenlandsk samt udenlandsk opbakning, hvilket efter Mandelas overbevisning, i modsætning til de Klerks, også havde gældende betydning for udfaldet af apartheids ophævelse. Det var altså ifølge Mandela den varige modstand til systemet, som aktiverede ophævelsen. Dog med hjælp fra en ny samarbejdsvillig præsident.

De Klerk mente, at ophævelsen skyldtes de sociale forandringer, den forfatningsmæssige udvikling mod demokrati understøttet af den økonomiske udvikling førte med sig.

Også de fredsskabende og fredsbevarende styrker har hjulpet regeringen på vej mod ophævelsen af apartheid. Han er overbevist om, at politiske taler og bekendtgørelser ingen indflydelse havde på forandringerne i landet, men at det i stedet var mediernes afsløring af, hvad der rent aktuelt skete i landet, der havde afgørende betydning for ophævelsen.

Det med den mest afgørende betydning for selve ophævelsen var efterfølgerne af den proces, jeg omtalte ovenfor, som skabte nye rammer for fred og banede vej for den nye Sydafrikanske forfatning. De Klerk ser netop denne proces som det, der førte ham og hans parti ”the National Party” til det punkt, hvor ophævelsen af apartheid var nødvendig. Han tager stor afstand til overbevisninger om, at udenlandske sanktioner og udenlandsk pres på det Sydafrikanske styre havde nogen indvirkning på etableringen af de grundlæggende reformer i Sydafrika.

Det kan diskuteres, hvor stor indflydelse selve partiet ”National Party” havde på ophævelsen af apartheid. Det var jo netop dette parti, der efter overtagelse af regeringsmagten i 1948 realiserede tankerne om apartheid og senere opsatte love omkring adskillelsen af de forskellige kulturer i samfundet. De Klerk mener altså, det parti, der bør hyldes for ophævelsen af apartheid - ”the

Side 24

24

National Party” – er det selv samme, der i sin tid indførte det netop samme system. Dog skal det bemærkes, at partiet i årene lige inden ophævelsen af apartheid var et parti med en ny præsident og en herefter anderledes politisk overbevisning, end den partiet havde i årene efter lige efter 1948.

Det var nok nærmere præsident de Klerk, der spillede en afgørende rolle inden for partiets vægge.

De forhenværende præsidenter og formænd for partiet gjorde ikke nogen bemærkelsesværdig forskel. De bibeholdt systemet og fængslede bare yderligere politiske aktivister, der kom for tæt på og truede regeringsmagten.

Inden jeg gik i gang med dette projekt, vidste jeg med god sikkerhed, hvem Nelson Mandela var, men jeg havde nærmest ingen viden omkring Frederik de Klerk, i hvert fald ikke set i forhold til Mandela. Det tror jeg gør sig gældende for mange. Deres begges individuelle engagement og vilje i kampen var forskellig fra hinanden, da Mandela omtalte kampen som ”The Struggle of my Life” og virkelig kæmpede en brav kamp mod systemet. De Klerk i modsætning til dette var ”bare” som præsident nødt til at skride til handling. Mandela tiltrak sig opmærksomhed fra hele verden og medvirkede til, at verden fik sympati for de sorte i Sydafrika. Alt Mandela udrettede i kampen mod apartheid var med til at ophobe et større og større pres på regeringen, hvilket jeg efter mit arbejde med dette projekt vil konkludere, som værende det, der havde den største indvirkning på ophævelsen apartheid.

Dog mener jeg ikke man afgjort kan konkludere, om henholdsvis Mandela eller de Klerk har ret, hvad angår de forskellige forklaringer på ophævelsen af apartheid. For hvis de Klerk ikke havde været præsident, kan det ikke med sikkerhed siges, at apartheid blev opløst på samme vis eller overhovedet blev opløst. Hvis man sammenholder de to politikeres forskellige forklaringer som en samlet forklaring, giver det mening. De var fælles om ophævelsen (problemstilling 2 – 3. fase), dog med en Mandela, der tog større del i kampen. Mandelas gode forhandlingsevner, en samarbejdsvillig de Klerk, samt alt forarbejdet Mandela og andre sydafrikanere havde været med til at foretage, var alt sammen med til, at de Klerk søgte forandring i den grad, han gjorde. Hvis ingen havde ydet modstand til regeringen, havde apartheid-styret måske varet ved. Bl.a. de væbnede kampe og de mange tab disse medførte har uden tvivl overbevist mange om, at forandring var nødvendig. Der er også en grund til at Mandela og de Klerk modtog Nobels fredspris i fællesskab.

I de sidste år af apartheid-politikkens tid, var både Mandela og de Klerk overbeviste om, at fred i et land kommer som følge af demokrati og andre gældende faktorer. Altså hvor mennesker, lande, lokalsamfund, partier og enkeltpersoner så vidt det er muligt prøver at løse konflikter og

Side 25

25 uoverensstemmelser gennem forhandlinger og aftaler eller ved at gå på kompromis frem for at løse konflikter gennem voldelige tvangshandlinger og lignende metoder.

Mandela kan ses som værende den politiske rebel, der planlagde hvordan kampen skulle organiseres og udførte den, og hvordan forhandlingerne skulle foregå og fremlægges. Han var initiativtageren fra start. De Klerk var den samarbejdsvillige præsident, som så nye tider og et reformeret Sydafrika som nødvendigt for fremtidig fred og demokrati i landet. Dermed sagt var det ikke fjernt for disse to politikere at indgå et samarbejde om et fælles mål – et fredeligt og et retfærdigt demokratisk Sydafrika. Mandela havde ikke modtaget fredsprisen uden de Klerks samarbejdsvillighed, og det kan diskuteres, i hvor stor grad de Klerk havde handlet, som han gjorde, så hurtigt efter han trådte ind som præsident, hvis ikke Mandelas tilstedeværelse havde haft en indvirkning.

Til sidst finder jeg det relevant at pointere, at er uenig i de Klerks udtalelse om, at politiske taler og bekendtgørelser ingen indflydelse på ophævelsen af apartheid havde overhovedet. Dette vil jeg efter mit arbejde med Mandela afvise. Taler og bekendtgørelser er en slags politik i sig selv. Havde det ikke været for bl.a. Mandelas mange taler og protest-aktioner i landet, havde modstanden ikke haft den samme stærke opbakning, og dermed ville regeringen ikke være blevet mødt med samme modstandskraft, og de ville altså have kunnet bibeholde en hvid mindretalsregering. Om ikke andet nogle år yderligere. Netop Mandelas påvirkning på hele folket og på verden udenfor Afrika, havde afgørende betydning for, at sydafrikanerne i dag lever et andet liv, end de gjorde for lidt over 20 år siden, hvilket jeg også tidligere har været inde på. For at påvise, hvor stor respekt Mandela har fået i

verden vil jeg til sidst nævne, at han af FN’s Generalforsamlings fik tildelt en mindedag, d. 18/7 på

hans fødselsdag, i respekt for de fredsrammer, han har været med til at skabe og står for. Ikke nok med det, er han ydermere sammen med apartheid årsagen til, at præsident Barack Obama blev

politisk aktiv (http://www.youtube.com/watch?v=Ckxh2gWUyMk&feature=related).

Konklusion

Vi kan hermed konkludere, at apartheid var et begreb, der blev grundlag for en politik og som var baseret på den hvides regerings syn på, hvordan en verden bør udvikles. De mente, at hver enkelt kultur bedst udvikles og opnår størst harmoni adskilt. Denne politik gjorde livet som sort under apartheid-styret, fra det nationalistiske partis overtagelse af magten i 1948 til ca. 1990, hvor ophævelsen af dette system fandt sted, svært og var stærkt undertrykkende. Sydafrika var i lidt over

Side 26

26

40 år regeret af en diskriminerende statsmagt ledet af en lang række forskellige præsidenter, som hver især opsatte restriktioner og uretfærdige love, der omhandlede, hvem der måtte hvad i befolkningen, hvor man måtte arbejde, bo og gå på toilettet. Disse love favoriserede den hvide del af befolkningen og fremstod særdeles racistisk over for resten af befolkningen, specielt de sorte.

Flere og flere mennesker, i landet såvel som i udlandet, fik forståelse for denne undertrykkelse og gik ind for en anti-apartheid politik, som på mange måder fik stor betydning i ophævelsen af dette system. Jeg er gennem dette arbejde kommet frem til, at Mandela og hans mange medaktivister spillede den mest afgørende rolle i kampen mod apartheid. Specielt Mandela tog del i dette arbejde og viede sit liv til kampen. Han gjorde alt fra at tage ud i små townships og gå fra hus til hus og forklare folk, hvad der skete, og hvordan de kunne deltage i kampen og til at indgå individuelle forhandlinger med selve præsidenten. Alle de handlinger Mandela foretog sig, gav ham et godt ry, og gennem hans stærke brug af bl..a. ethos-appellen, blev Mandela set som en sand ”folkets kæmper”. Mandela havde gennem tiden mange forskellige tanker om, hvordan kampen skulle vindes. Man kan på den måde, som jeg har gjort det, inddele Mandelas politik i tre faser.

Henholdsvis en fase 1 indeholdende en politik baseret på ikke-voldelige handlinger, altså en kamp gennem fredelige demonstrationer, strejker osv.

En fase 2. indeholdende en politik der i modsætning til den første fase indeholdt tanker om en mere voldelig politik. I denne fase skred Mandela og hans voksende antal af medaktivister til væbnet kamp mod regeringen.

Og til sidst en 3. fase hvor man i stedet for fredelige demonstrationer og voldelige handlinger gik ind for forhandlinger med selve regeringen og dermed præsidenten. Det var her i sidste fase, at apartheid-systemet en gang for alle blev ophævet. Dette fører til, at Mandela i fællesskab med den daværende præsident Frederik de Klerk modtog Nobels Fredspris i 1993, efter gensidig enighed omkring forhandlinger og aftaler. Ved overrækkelsen af denne pris holdt disse to personer hver især en forelæsning, hvori der indgik to lidt tvetydige forklaringer på, hvordan apartheid blev ophævet.

Dette har jeg taget til vurdering og givet forskellige eksempler på, hvad der havde en afgørende effekt og dermed, og ud fra det konkluderet, hvilke dele der var mest korrekte.

Jeg er i mit arbejde kommet frem til, at Mandela gennem sine mange taler og store brug af retoriske virkemidler og ting han udrettede, fik forstærket opbakningen til den kamp han og mange organisationer kæmpede og også gjorde ham til et forbillede for mange millioner mennesker. For absolut at konkludere, hvordan apartheid blev ophævet, kan man se deres forskellige forklaringer i

Side 27

27 sammenhæng og dermed konkludere, at Mandela ikke havde opnået ophævelsen uden de Klerks samarbejdsvillighed og interessen for samme og omvendt.

Litteraturliste

- Bøger o

Clevin, Gert, Sydafrika, Gyldendal Uddannelse, 2001 o

Mandela, Nelson, Nelson Mandela Long walk to freedom, Abacus, 1994 o

Gunnarsen, Gorm, Sydafrikas historie, Gyldendal undervisning, 1995 o

Frid-Nielsen, Niels, I det nye Sydafrika, Fremad, 1996 o

Madelung, Mariane, Black Lives Under Apartheid, Systime, 1984

- Hjemmesider o www.sydafrika.dk

▪ http://www.sydafrika.dk/befolkning
▪ http://www.sydafrika.dk/racegrupper

o www.leksikon.org

▪ http://www.leksikon.org/art.php?n=97

o www.denstoredanske.dk

▪ http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Afrika/Sydlig
e_Afrika/Nelson_Rolihlahla_Mandela

• Verificeret!

o

http://www.anc.org.za/index.php

o www.faktalink.dk

▪ Apartheid i Sydafrika

Side 28

28

• https://skoda.emu.dk/skoda-
cgi/faktalink/faktalink/titelliste/apar/aparforh

o www.Youtube.com

▪ Obama, Barack, message to Nelson Mandela on his birthday.

• http://www.youtube.com/watch?v=Ckxh2gWUyMk&feature=relate

d

- Film o

August, Bille, Farvel Bafana - historien om Mandela og hans fangevogter, 2007.

o

Demme, Jontahan, Mandela - Son of Africa; Father of A Nation, 1995

- Taler o

Mandela, Nelson, No Easy Walk to Freedom, formandsberetning til ANC’s

Transvaal-konference, 21. Sep. 1953.

▪ http://db.nelsonmandela.org/speeches/pub_view.asp?pg=item&ItemID=N
MS003&txtstr=no%20easy%20walk%20to%20freedom

o

Mandela, Nelson, The struggle is my life, Mandela pressemeddelelse, 26. juni 1961.

▪ Bilag 1.

o

Mandela, Nelson, I am Prepared to Die, Mandelas forsvarstale fra retssagen i

Rivonia, 1964.

▪ http://www.historyplace.com/speeches/mandela.htm

o

De Klerk, Frederik Willem, forelæsning ved modtagelsen af Nobels fredspris, 1993.

▪ Andet link i opgaveformuleringen.

▪ Bilag 2.

o

Mandela, Nelson, forelæsning ved modtagelsen af Nobels fredspris, 1993.

▪ Første link i opgaveformuleringen.

▪ Bilag 3.

Side 29

29

BILAG 1 - the struggle is my life`- Nelson Mandela press statement

10. december 2010

18:16

The struggle is my life`- Nelson Mandela press statement

26 June 1961

The magnificent (storslået) response to the call of the National Action Council for a three day strike and the wonderful work done by our organisers and field workers throughout the country proves once again that no power on earth can stop an op-pressed (undertrykket) people determined (fast besluttet på) to win their freedom. In the face of unprecedented intimidation (uforudsigelige fremsættelser af trusler) by

the government and employers and of blatant (åbenlys/umiskendelig) falsehoods

(løgnagtigheder) and distortions (forvrængninger) by the press, immediately before and during the strike, the freedom loving people of South Africa gave massive and solid support to the historic and challenging resolutions of the Pietermaritzburg Con-ference. Factory and office workers, businessmen in town and country, students in university colleges, in primary and secondary schools, inspired by genuine patriot-ism (ægte patriotisme) and threatened with loss of employment (arbejde), cancella-tion of business licences and the ruin of school careers, rose to the occasion

(anledning/grund) and recorded (noterede) in emphatic (bestemte) tones their oppo-

sition to a White republic forcibly imposed (påtvunget med magt) on us by a minori-ty. In the light of the formidable array of hostile (fjendtlige) forces that stood against us, and the difficult and dangerous conditions (vilkår) under which we worked, the results were most inspiring. I am confident that if we work harder and more system-atically, the Nationalist government will not survive for long. No organisation in the world could have withstood (modstå) and survived the full-scale and massive bom-bardment directed against us by the government during the last month.

Side 30

30

In the history of our country no political campaign has ever merited (fortjent) the se-rious attention and respect which the Nationalist government gave us. When a gov-ernment seeks to suppress (undertrykke) a peaceful demonstration of an unarmed people by mobilising the entire resources of the State, military and otherwise, it con-

cedes (erkernder/indrømmer/tilstår) powerful mass support for such a demonstra-

tion. Could there be any other evidence to prove that we have become a power to

be reckoned (tage I betragtning/regne med) with and the strongest opposition to the

government? Who can deny the plain fact that ever since the end of last month the issue that dominated South African politics was not the republican celebrations, but our plans for a general strike?

Today is 26 June, a day known throughout the length and breadth of our country as

Freedom Day. On this memorable day, nine years ago, eight thousand five hundred of our dedicated freedom fighters struck a mighty blow against the repressive colour policies of the government. Their matchless courage (mageløse mod) won them the

praise (ros/pris) and affection (hengivenhed/kærlighed) of millions of people here

and abroad (udenlands). Since then we have had many stirring (rørende) cam-paigns on this date and it has been observed by hundreds of thousands of our peo-ple as a day of dedication (hengivenhed). It is fit and proper that on this historic day

I should speak to you and announce fresh plans for the opening of the second phase in the fight against the Verwoerd republic, and for a National Convention.

You will remember that the Pietermaritzburg Resolutions warned that if the govern-ment did not call a National Convention before the end of May, 1961, Africans, Col-oureds, Indians and European democrats would be asked not to collaborate (sa-marbejde) with the republic or any government based on force. On several occa-sions (ved flere lejligheder) since then the National Action Council explained that the last strike marked the beginning of a relentless (ubarmhjertig) mass struggle for the defeat of the Nationalist government, and for a sovereign (suveræn) multi-racial convention. We stressed (fremhævede) that the strike would be followed by other forms of mass pressure to force the race maniacs who govern our beloved country to make way for a democratic government of the people, by the people and for the people. A full-scale and countrywide campaign of non-co-operation with the gov-ernment will be launched immediately. The precise form of the contemplated (over-

Side 31

31 vejende) action, its scope (omfang) and dimensions and duration (varighed) will be announced to you at the appropriate (passende) time.

At the present moment it is sufficient (er det nok) to say that we plan to make gov-ernment impossible. Those who are voteless cannot be expected to continue paying taxes to a government which is not responsible to them. People who live in poverty and starvation (fattigdom og sult) cannot be expected to pay exorbitant (urimelige) house rents to the government and local authorities. We furnish the sinews of agri-culture and industry. We produce the work of the gold mines, the diamonds and the coal, of the farms and industry, in return for miserable wages (elendige lønninger).

Why should we continue enriching those who steal the products of our sweat and blood? Those who exploit (udnytter) us and refuse us the right to organise trade un-ions? Those who side with the government when we stage peaceful demonstrations to assert our claims and aspirations? How can Africans serve on School Boards and

Committees which are part of Bantu Education, a sinister scheme of the Nationalist government to deprive the African people of real education in return for tribal educa-tion? Can Africans be expected to be content (tilfredse) with serving on Advisory

Boards and Bantu Authorities when the demand (efterspørgsel) all over the conti-nent of Africa is for national independence and self-government? Is it not an affront

(krænkelse/fornærmelse) to the African people that the government should now

seek to extend Bantu Authorities to the cities, when people in the rural areas have refused to accept the same system and fought against it tooth and nail? Which Afri-can does not burn with indignation (forargelse) when thousands of our people are sent to gaol (fængsel) every month under the cruel pass (grusomt vedtagne) laws?

Why should we continue carrying these badges of slavery? Non-collaboration is a dynamic weapon. We must refuse. We must use it to send this government to the grave. It must be used vigorously and without delay. The entire resources of the

Black people must be mobilised to withdraw all co-operation with the Nationalist government. Various forms of industrial and economic action will be employed to undermine the already tottering economy of the country. We will call upon the inter-national bodies to expel South Africa and upon nations of the world to sever eco-nomic and diplomatic relations with the country.

Side 32

32

I am informed that a warrant for my arrest has been issued, and that the police are looking for me. The National Action Council has given full and serious consideration to this question, and has sought the advice (søgt rådet) of many trusted friends and bodies and they have advised me not to surrender myself. I have accepted this ad-vice, and will not give myself up to a government I do not recognise. Any serious politician will realise that under present-day (nutidens) conditions (betingelser) in this country, to seek for cheap martyrdom by handing myself to the police is naive and criminal. We have an important programme before us and it is important to car-ry it out very seriously and without delay (udsættelse).

I have chosen this latter course, which is more difficult and which entails (medfører) more risk and hardship than sitting in gaol. I have had to separate myself from my dear wife and children, from my mother and sisters, to live as an outlaw in my own land. I have had to close my business, to abandon my profession, and live in pov-erty and misery, as many of my people are doing. I will continue to act as the spokesman of the National Action Council during the phase that is unfolding and in the tough struggles that lie ahead (forude). I shall fight the government side by side with you, inch by inch, and mile by mile, until victory is won. What are you going to do? Will you come along with us, or are you going to co-operate with the govern-ment in its efforts to suppress the claims and aspirations of your own people? Or are you going to remain silent and neutral in a matter of life and death to my people, to our people? For my own part I have made my choice. I will not leave South Africa, nor will I surrender.

Only through hardship, sacrifice and militant action can freedom be won. The strug-gle is my life. I will continue fighting for freedom until the end of my days.

Indsat fra <http://www.anc.org.za/show.php?include=docs/pr/1961/pr0626.html>

Side 33

33

The Nobel Peace Prize 1993

Nelson Mandela, F.W. de Klerk

The Nobel Peace Prize 1993

Nobel Peace Prize Award Ceremony

Nelson Mandela

F.W. de Klerk

BILAG 2 – Frederik de Klerk - Nobel Lecture

Acceptance and Nobel Lecture

Your Majesties, your Excellencies, Ladies and Gentlemen.

It is a little more than six years to the end of this century and to the dawning of the new millennium. In three years we will mark the centenary of Alfred Nobel's death and in eight the hundredth year of this award.

The intervening years have witnessed the most dreadful wars and carnage in the long and violent history of mankind. Today as we speak, the shells rain down on beleaguered communities in Bosnia; there is bitter conflict in Georgia, Armenia and Azerbaijan; there are devastating wars and conflicts in Africa - in Angola, in Somalia and recently in Burundi; and in my own country, notwithstanding the tremendous progress which we have made, more than 3 000 peo-ple have died in political violence since the beginning of this year.

As always, it is the innocent - and particularly the children - who are the main victims of these conflicts.

Above all, we owe it to the children of the world to stop the conflicts and to create new horizons for them.

They deserve peace and decent opportunities in life. I should like to dedicate this address to them and to all those - such as UNICEF - who are working to alleviate their plight.

The question that we must ask is whether we are making progress toward the goal of universal peace. Or are we caught up on a treadmill of history, turning forever on the axle of mindless aggression and self-destruction? Has the procession of Nobel Peace laureates since 1901 reflected a general movement by mankind toward peace?

When considering the great honour that has been bestowed on us as recipients of this Peace Prize, we must in all humility ask these questions. We must also consider the nature of peace.

Side 34

34

The greatest peace, I believe, is the peace which we derive from our faith in God Almighty; from certainty about our relationship with our Creator. Crises might beset us, battles might rage about us - but if we have faith and the certainty it brings, we will enjoy peace - the peace that surpasses all understanding.

One's religious convictions obviously also translate into a specific approach towards peace in the secular sense. I have time only for a few perspectives on peace in this world and its effect on human relationships.

Peace does not simply mean the absence of conflict:

Throughout history, there has been an absence of conflict in many repressive societies. This lack of con-flict does not have its roots in harmony, goodwill or the consent of the parties involved - but often in fear, ignorance and powerlessness.

There can thus be no real peace without justice or consent.

Neither does peace necessarily imply tranquillity.

The affairs of mankind are in incessant flux. No relationship - between individuals or communities or politi-cal parties or countries - remains the same from one day to the next. New situations are forever arising and demand constant attention. Tensions build up and need to be defused. Militant radical minorities plan to disrupt peace and need to be contained.

There can thus be no real peace without constant effort, planning and hard work.

Peace, therefore, is not an absence of conflict or a condition of stagnation.

Peace is a frame of mind.

It is a frame of mind in which countries, communities, parties and individuals seek to resolve their differ-ences through agreements, through negotiation and compromise, instead of threats, compulsion and vio-lence.

Peace is also a framework.

It is a framework consisting of rules, laws, agreements and conventions - a framework providing mecha-nisms for the peaceful resolution of the inevitable clashes of interest between countries, communities, parties and individuals. It is a framework within which the irresistible and dynamic processes of social, economic and political development can be regulated and accommodated.

In our quest for peace we should constantly ask ourselves what we should do to create conditions in which peace can prosper. It is easy to identify those forces and conditions which militate against it and which must be eradicated:

Peace does not fare well where poverty and deprivation reign.

It does not flourish where there is ignorance and a lack of education and information.

Repression, injustice and exploitation are inimical with peace.

Side 35

35

Peace is gravely threatened by inter-group fear and envy and by the unleashing of unrealistic expecta-tions.

Racial, class and religious intolerance and prejudice are its mortal enemies.

Since the vast proportion of human history has been characterised by such conditions, it should not sur-prise us that much of history has been a lamentable tale of violence and war.

But there is reason for optimism.

Around the world forces which favour peace are on the move. Amongst those, economic development is fundamentally important. Economic growth, generated by the free market, is transforming societies every-where:

It is helping to eliminate poverty and is providing the wealth which is required to address the pressing needs of the poor.

It is extending education and information to an unprecedented portion of the global population.

It is changing social and economic relationships and is placing irresistible pressure on archaic political and constitutional systems -whether these are of the left or of the right.

And hand in hand with economic development goes democracy. Wherever economic growth occurs it promotes the establishment of representative and democratic institutions - institutions which invariably develop a framework for peace.

It is highly significant that there has never been a war between genuine and universal democracies. There have been countless wars between totalitarian and authoritarian states. There have been wars between democracies and dictatorships - most often in defence of democratic values or in response to aggression.

But there are no instances of truly free and democratic peoples taking up arms against one another. The reasons for this are evident:

It is difficult to incite people to aggression if they are educated and informed, if their basic rights are properly protected.

It is difficult to persuade people who have achieved a degree of material well-being to risk all in unneces-sary conflict.

Such people will not easily be seduced by militarism or allow themselves to become canon fodder.

The media - and particularly television - have stripped war and conflict of any of the glory or illusions which it might once have held.

Through these forces good progress is being made. The present worldwide constitutional development toward democracy, underpinned by economic development, augurs well for peace.

It was also these forces which, more than any other, were responsible for the transformation of my own country and for the awakening of hope for all our people.

The basis for the fundamental reforms in South Africa was established, not by external pressure, but pri-marily by social changes which economic growth generated.

In as much as apartheid was broken down by pressure, that pressure primarily came - not from an armed

Side 36

36 struggle - but from the millions of peaceloving people moving to our cities and becoming part of our econ-omy.

The realisation that far-reaching change had become inevitable was primarily influenced, not by political speeches and manifestos, but by the exposure to realities which were brought into millions of homes by television and radio.

However, the single most important factor which became the driving force towards a totally new dispensa-tion in South Africa, was a fundamental change of heart. This change occurred on both sides which had been involved in conflict over decades.

It was not a sudden change, but a process - a process of introspection, of soul searching; of repentance; of realisation of the futility of ongoing conflict, of acknowledgement of failed policies and the injustice it brought with it.

This process brought the National Party to the point of making a clean break with apartheid and separate development - a clear break with all forms of discrimination - for ever.

Thus, we came to the point where we, as South Africans, could begin to bridge the generations of preju-dice, enmity and fear which divided us. This process brought us to the negotiating table where we could begin to develop the frame of mind and frameworks for peace to which I referred earlier. They prepared the way for the new South African Constitution now being debated in Parliament. It inter alia provides for:

• the establishment of a rechtstaat, a constitutional system where the law - the Constitution and a Bill of Rights - will be sovereign;

• the protection of the basic rights of all individuals, communities and cultural groups through a Bill of Rights, in accordance with that which is universally acceptable;

• an independent Constitutional Court, that will act as the guardian of the Constitution and the Bill of Rights;

• clearly defined constitutional principles with which any future constitution will have to comply;

• a balanced division of functions and powers between strong provincial governments based on federal principles, and a strong central government and

• special majorities and mechanisms for constitutional amendments.

I believe that this transitional constitution provides a reasonable framework of agreements and rules, of checks and balances, which are necessary for peace in our complex society.

It ensures full participation in all fields of endeavour to all South Africans. It does not discriminate in any way on the basis of colour, creed, class or gender.

It contains all the major safeguards which all our communities will need to maintain their respective identi-

Side 37

37 ties and ways of life. It also provides adequate guarantee for the political, social, cultural and economic rights of individuals.

I also believe that this framework for peace will succeed if we can now establish the frame of mind, to which I referred, which is necessary for peace - the frame of mind which leads people to resolve differ-ences through negotiation, compromise and agreements, instead of through compulsion and violence.

I believe that such a frame of mind already exists in South Africa at the moment, however fragile it might be. All our leaders, including Mr Mandela and I, will have to lead by example in an effort to consolidate this frame of mind. We will need great wisdom to counteract the strategies of minority elements, threatening with civil conflict. We will have to be firm and resolute in defending the framework for peace which we agreed upon.

There is no room for complacency. All of us who believe in peace must redouble our efforts to reassure all our countrymen that their rights and security will be assured.

I have no doubt that we will succeed. There is a growing awareness among all South Africans of our inter-dependence - of the fact that none of us can flourish if we do not work together - that all of us will fail if we try to pursue narrow sectional interests.

Five years ago people would have seriously questioned the sanity of anyone who would have predicted that Mr Mandela and I would be joint recipients of the 1993 Nobel Peace Prize.

And yet both of us are here before you today.

We are political opponents.

We disagree strongly on key issues and we will soon fight a strenuous election campaign against one another. But we will do so, I believe, in the frame of mind and within the framework of peace which has already been established.

We will do it - and many other leaders will do it with us - because there is no other road to peace and prosperity for the people of our country. In the conflicts of the past, there was no gain for anyone in our country. Through reconciliation all of us are now becoming winners.

The compromises we have reached demand sacrifices on all sides. It was not easy for the supporters of Mr Mandela or mine to relinquish the ideals they had cherished for many decades.

But we did it. And because we did it, there is hope.

The coming election will not be about the past. It will be about the future. It will not be about Blacks or Whites, or Afrikaners and Xhosas. It will be about the best solutions for the future in the interests of all our people. It will not be about apartheid or armed struggle. It will be about future peace and stability, about progress and prosperity, about nation-building.

In my first speech after becoming Leader of the National Party, I said on February the 8th, 1989:

Side 38

38

"Our goal is a new South Africa:

A totally changed South Africa; a South Africa which has rid itself of the antagonism of the past; a South Africa free of domination or oppression in whatever form; a South Africa within which the democratic forces - all reasonable people - align themselves behind mutu-ally acceptable goals and against radicalism, irrespective of where it comes from."

Since then we have made impressive progress, thanks to the cooperation of political, spiritual, business and community leaders over a wide spectrum. To Mr Mandela I sincerely say: Congratulations. And in accepting this Peace Prize today I wish to pay tribute to all who are working for peace in our land. On behalf of all South Africans who supported me, directly or indirectly, I accept it in humility, deeply aware of my own shortcomings.

I thank those who decided to make the award for the recognition they have granted in doing so - recogni-tion of a mighty deed of reformation and reconciliation that is taking place in South Africa. The road ahead is still full of obstacles and, therefore, dangerous. There is, however, no question of turning back.

One of the great poets in Afrikaans, N P van Wyk Louw, wrote:

"O wye en droewe land, alleen onder die groot suidersterre.

Sal nooit'n hoe blydskap kom deur jou stil droefenis? ...

Sal nooit'n magtige skoonheid kom oor jou soos die haelwit somerwolk wat uitbloei oor jou donker berge, en nooit in jou'n daad geskied wat opklink oor die aarde en die jare in hul onmag terge;..."

Translated freely it means:

"Oh wide and woeful land, alone

Beneath the great south stars.

Will soaring joy ne'er rise above

Your silent grief?

Will ne'er a mighty beauty rise above you, like the hail-white summer clouds that billow o'er your brooding peaks and in you, ne'er a deed be wrought that over the earth resounds and mocks the ages in their impotence?"

Side 39

39

What is taking place in South Africa is such a deed - a deed resounding over the earth - a deed of peace.

It brings hope to all South Africans. It opens new horizons for Sub-Saharan Africa. It has the capacity to unlock the tremendous potential of our country and our region.

The new era which is dawning in our country, beneath the great southern stars, will lift us out of the silent grief of our past and into a future in which there will be opportunity and space for joy and beauty - for real and lasting peace.

From Les Prix Nobel. The Nobel Prizes 1993, Editor Tore Frängsmyr, [Nobel Foundation], Stockholm, 1994

Side 40

40

The Nobel Peace Prize 1993

Nelson Mandela, F.W. de Klerk

The Nobel Peace Prize 1993

Nobel Peace Prize Award Ceremony

Nelson Mandela

F.W. de Klerk

BILAG 3 – Nelson Mandela Nobel Lecture

Acceptance and Nobel Lecture

Your Majesty the King,

Your Royal Highness,

Esteemed Members of the Norwegian Nobel Committee,

Honourable Prime Minister, Madame Gro Harlem Brundtland, Ministers, Members of Parliament and Am-bassadors, Fellow Laureate, Mr. F.W. de Klerk, Distinguished Guests,

Friends, Ladies and Gentlemen,

I extend my heartfelt thanks to the Norwegian Nobel Committee for elevating us to the status of a Nobel Peace Prize winner.

I would also like to take this opportunity to congratulate my compatriot and fellow laureate, State President F.W. de Klerk, on his receipt of this high honour.

Together, we join two distinguished South Africans, the late Chief Albert Lutuli and His Grace Archbishop Desmond Tutu, to whose seminal contributions to the peaceful struggle against the evil system of apartheid you paid well-deserved tribute by awarding them the Nobel Peace Prize.

It will not be presumptuous of us if we also add, among our predecessors, the name of another outstand-ing Nobel Peace Prize winner, the late Rev Martin Luther King Jr.

He, too, grappled with and died in the effort to make a contribution to the just solution of the same great issues of the day which we have had to face as South Africans.

We speak here of the challenge of the dichotomies of war and peace, violence and non-violence, racism and human dignity, oppression and repression and liberty and human rights, poverty and freedom from want.

We stand here today as nothing more than a representative of the millions of our people who dared to rise up against a social system whose very essence is war, violence, racism, oppression, repression and the impoverishment of an entire people.

I am also here today as a representative of the millions of people across the globe, the anti-apartheid movement, the governments and organisations that joined with us, not to fight against South Africa as a

Side 41

41 country or any of its peoples, but to oppose an inhuman system and sue for a speedy end to the apartheid crime against humanity.

These countless human beings, both inside and outside our country, had the nobility of spirit to stand in the path of tyranny and injustice, without seeking selfish gain. They recognised that an injury to one is an injury to all and therefore acted together in defense of justice and a common human decency.

Because of their courage and persistence for many years, we can, today, even set the dates when all humanity will join together to celebrate one of the outstanding human victories of our century.

When that moment comes, we shall, together, rejoice in a common victory over racism, apartheid and white minority rule.

That triumph will finally bring to a close a history of five hundred years of African colonisation that began with the establishment of the Portuguese empire.

Thus, it will mark a great step forward in history and also serve as a common pledge of the peoples of the world to fight racism, wherever it occurs and whatever guise it assumes.

At the southern tip of the continent of Africa, a rich reward in the making, an invaluable gift is in the prepa-ration for those who suffered in the name of all humanity when they sacrified everything - for liberty, peace, human dignity and human fulfillment.

This reward will not be measured in money. Nor can it be reckoned in the collective price of the rare met-als and precious stones that rest in the bowels of the African soil we tread in the footsteps of our ances-tors.

It will and must be measured by the happiness and welfare of the children, at once the most vulnerable citizens in any society and the greatest of our treasures.

The children must, at last, play in the open veld, no longer tortured by the pangs of hunger or ravaged by disease or threatened with the scourge of ignorance, molestation and abuse, and no longer required to engage in deeds whose gravity exceeds the demands of their tender years.

In front of this distinguished audience, we commit the new South Africa to the relentless pursuit of the

purposes defined in the World Declaration on the Survival, Protection and Development of Children.^{1}

The reward of which we have spoken will and must also be measured by the happiness and welfare of the mothers and fathers of these children, who must walk the earth without fear of being robbed, killed for political or material profit, or spat upon because they are beggars.

They too must be relieved of the heavy burden of despair which they carry in their hearts, born of hunger, homelessness and unemployment.

The value of that gift to all who have suffered will and must be measured by the happiness and welfare of all the people of our country, who will have torn down the inhuman walls that divide them.

Side 42

42

These great masses will have turned their backs on the grave insult to human dignity which described some as masters and others as servants, and transformed each into a predator whose survival depended on the destruction of the other.

The value of our shared reward will and must be measured by the joyful peace which will triumph, because the common humanity that bonds both black and white into one human race, will have said to each one of us that we shall all live like the children of paradise.

Thus shall we live, because we will have created a society which recognises that all people are born equal, with each entitled in equal measure to life, liberty, prosperity, human rights and good governance.

Such a society should never allow again that there should be prisoners of conscience nor that any per-son's human right should be violated.

Neither should it ever happen that once more the avenues to peaceful change are blocked by usurpers who seek to take power away from the people, in pursuit of their own, ignoble purposes.

In relation to these matters, we appeal to those who govern Burma that they release our fellow Nobel Peace Prize laureate, Aung San Suu Kyi, and engage her and those she represents in serious dialogue,

for the benefit of all the people of Burma.^{2}

We pray that those who have the power to do so will, without further delay, permit that she uses her tal-ents and energies for the greater good of the people of her country and humanity as a whole.

Far from the rough and tumble of the politics of our own country. I would like to take this opportunity to join the Norwegian Nobel Committee and pay tribute to my joint laureate. Mr. F.W. de Klerk.

He had the courage to admit that a terrible wrong had been done to our country and people through the imposition of the system of apartheid.

He had the foresight to understand and accept that all the people of South Africa must through negotia-tions and as equal participants in the process, together determine what they want to make of their future.

But there are still some within our country who wrongly believe they can make a contribution to the cause of justice and peace by clinging to the shibboleths that have been proved to spell nothing but disaster.

It remains our hope that these, too, will be blessed with sufficient reason to realise that history will not be denied and that the new society cannot be created by reproducing the repugnant past, however refined or enticingly repackaged.

We would also like to take advantage of this occasion to pay tribute to the many formations of the demo-cratic movement of our country, including the members of our Patriotic Front, who have themselves played a central role in bringing our country as close to the democratic transformation as it is today.

Side 43

43

We are happy that many representatives of these formations, including people who have served or are serving in the "homeland" structures, came with us to Oslo. They too must share the accolade which the Nobel Peace Prize confers.

We live with the hope that as she battles to remake herself, South Africa, will be like a microcosm of the new world that is striving to be born.

This must be a world of democracy and respect for human rights, a world freed from the horrors of pov-erty, hunger, deprivation and ignorance, relieved of the threat and the scourge of civil wars and external aggression and unburdened of the great tragedy of millions forced to become refugees.

The processes in which South Africa and Southern Africa as a whole are engaged, beckon and urge us all that we take this tide at the flood and make of this region as a living example of what all people of con-science would like the world to be.

We do not believe that this Nobel Peace Prize is intended as a commendation for matters that have hap-pened and passed.

We hear the voices which say that it is an appeal from all those, throughout the universe, who sought an end to the system of apartheid.

We understand their call, that we devote what remains of our lives to the use of our country's unique and painful experience to demonstrate, in practice, that the normal condition for human existence is democra-cy, justice, peace, non-racism, non-sexism, prosperity for everybody, a healthy environment and equality and solidarity among the peoples.

Moved by that appeal and inspired by the eminence you have thrust upon us, we undertake that we too will do what we can to contribute to the renewal of our world so that none should, in future, be described

as the "wretched of the earth".^{3}

Let it never be said by future generations that indifference, cynicism or selfishness made us fail to live up to the ideals of humanism which the Nobel Peace Prize encapsulates.

Let the strivings of us all, prove Martin Luther King Jr. to have been correct, when he said that humanity can no longer be tragically bound to the starless midnight of racism and war.

Let the efforts of us all, prove that he was not a mere dreamer when he spoke of the beauty of genuine brotherhood and peace being more precious than diamonds or silver or gold.

Let a new age dawn!

Thank you.

1. The Declaration of the Rights of the Child, approved unanimously by the United Nations General Assembly on 20 November 1959, proclaimed ten fundamental rights, including those Mandela mentions. .

Side 44

44

2. Aung San Suu Kyi was granted the 1991 Nobel Peace Prize. See pp. 1-21.

3. "Arise, ye wretched of the earth" is a line in the English version of the Internationale, a revolutionary socialist hymn written in Paris in 1871 and sung thereafter by socialists and communists.

From Nobel Lectures, Peace , Editor Irwin Abrams, World Scientific Publishing Co., Singapore, 1999