SRP om Demokrati i Kina i Samfundsfag A og Historie A

Side 1

0

INDHOLDSFORTEGNELSE

ABSTRACT ................................................................................................................................................ 1 INDLEDNING ............................................................................................................................................ 2 KINAS HISTORIE ....................................................................................................................................... 2 Det klassiske Kina ................................................................................................................................ 3 Konfucianismen ................................................................................................................................... 3 Mao Zedong og grundlæggelsen af Folkerepublikken ........................................................................ 4 Det tredje plenum ............................................................................................................................... 5 Demokratimuren ................................................................................................................................. 6 Massakren på den himmelske fredsplads ........................................................................................... 6 Økonomi .............................................................................................................................................. 7 Forfatning ............................................................................................................................................ 8 ANALYSE AF KINAS ØNSKE OM FREMTONING ........................................................................................ 8 Det kinesiske styres retorik ................................................................................................................. 9 Kyllingen og aben .............................................................................................................................. 10 Protestzoner ...................................................................................................................................... 11 At tabe ansigt .................................................................................................................................... 11 Tibet og menneskerettigheder .......................................................................................................... 12 Deltagelse .......................................................................................................................................... 13 Delkonklusion .................................................................................................................................... 14 DISKUSSION AF DEMOKRATIUDVIKLING ............................................................................................... 14 Frie, anonyme valg ............................................................................................................................ 15 Fri debat ............................................................................................................................................ 16 Retssikkerhed .................................................................................................................................... 17 Aktivt civilsamfund ............................................................................................................................ 18 Muligheden for demokratiudvikling .................................................................................................. 19 Delkonklusion .................................................................................................................................... 20 KONKLUSION ......................................................................................................................................... 20 LITTERATURLISTE ................................................................................................................................... 21 BILAG ..................................................................................................................................................... 25

Side 2

1

ABSTRACT

China has been in a rapid economic development and growth the last few decades, and still is.

It has therefore been discussed whether the autocratic system of government will change – and specific been asked in the western countries: Will it transform into a democracy?

I have tried to answer this question by looking at the problems and possibilities for the introduction of democracy in China in western sense. As the history and culture of China even now has great influence on today’s China and does not compare to another country, I have stated this. Also, I have analyzed the Chinese leadership’s wish of a specific appearance on the basis of the Olympic Games in Beijing 2008. I have mainly used western medias for material based on the non-existing freedom of expression in China; furthermore in the statement of Chinas history I have used a historian called Hatla Thelle due to her explanation of the development of history by both power and the spirit of time. Additionally I have used several china-experts in my analysis and discussion. As theoretically substance in this study are used two international society critics, who have directly opposite opinions on the political development of China; Fukuyama and Kagan. The cultural history including among others the confucianism has had a great influence on the respect and accept of the autocratic system of government today. The Chinese population has through the century experienced enormous political changes and as a result they think stability is very important. This stability is now found in the combination of the monoparty system and market economy. Despite liberal progresses in some political areas, China is unquestionably not moving towards a democracy in western sense at the moment.

Side 3

2

INDLEDNING

Kina er et land, der det sidste århundrede har gennemgået store forandringer. Fra en blodig borgerkrig, gennem Maos kommunistiske styre og til nu. Inden for de sidste tredive år har en ændring fra planøkonomi til markedsøkonomi fundet sted – men ikke uden omkostninger.

Dette er sket med så stor succes, at Kina i dag sidder med en stor økonomisk magt – den danske eksport og produktion hviler i Kina, og USA har dennes største gæld forankret i det store land i Østen. Kina er med god grund kaldt paradokserne land; et såkaldt kommunistisk land med den tenderende mest kapitalistiske markedsøkonomi i verdenen.

Det store land i Østen har også en af de ældste og mest markante kulturarve med gamle indgroede og ituslåede vaner og manerer; med bl.a. konfuciasmens rejsning, fald og genrejsning som eksempel. Jeg har derfor valgt fagene samfundsfag og historie for at belyse Kinas nuværende situation med den kinesiske historiske udvikling som indfaldsvinkel:

Jeg vil redegøre for Kinas historie, med særligt fokus på efter 1980, da det var her, reformer for alvor satte i gang. Hertil vil jeg analysere den måde det kinesiske styre ønsker at fremstille Kina overfor resten af verdenen med udgangspunkt i OL i Beijing 2008. Til sidst vil jeg diskutere muligheder og problemer ved indførelse af demokrati i vestlig forstand i Kina.

Denne debat har nemlig eksisteret i mange år i de vestlige lande og til dels i Kina selv.

Hvilken politisk retning skal den økonomiske eksplosive udvikling føre med sig? Derfor vil jeg undersøge, om der er en mulighed for et demokrati i vestlig forstand. Den kinesiske befolkning udgør en femtedel af hele verdenens befolkning; Kina er ikke til af overse, hverken økonomisk eller politisk.

KINAS HISTORIE

I redegørelsen er det mest brugte materiale Hatla Thelle’s Kina – set indefra – den nyeste historie, som er udgivet af Gyldendal Uddannelse. Dette har jeg valgt, da Hatla Thelle er cand.mag. i kinesisk og historie og hertil har ph.d. i historie med en afhandling om den moderne kinesiske historie. Hun har tilmed tilbragt 8 år i Kina, hvor hun studerede på Beijing University. [1] Jeg har også valgt Hatla Thelle som hovedkilde, da hun beskriver historien både fra en strukturel orientering og den kollektivt orienterede. Hun beskriver altså historiens udvikling ved hjælp af struktur og magt, men også tidsånden og fællesskabet. Hertil har jeg suppleret med Verdens Historiens bind 30 af Jonathan D. Spence (og flere andre kilder – se

1

Kilde: http://www.kvinfo.dk/side/634/action/2/vis/2433/ (se litteraturlisten).

Side 4

3 fodnoter), der til gengæld nærmere ser på det individuelt orienterede - viljen og den enkeltes

                              2
leders indflydelse på historiens gang.

Det klassiske Kina

Kina har gennem tiden været splittet af fyrstekrige, men også samlet over lange perioder i dynastier. Fra Qindynastiet i 221 f.v.t til faldet af det manchuiske Qingdynastiet i 1912, altså i en periode på 2.132 år, har Kina kun være splittet i 733 år i alt. Trods omvæltningen til nye dynastier, har den autokratiske hierarkiske orden altid været den samme – de ’revolutionære’ er blot blevet den nye kejser. Og gennem hele Kinas historie har militæret spillet en væsentlig rolle; alle magtovertagelser har altid været støttet af militæret. Qin- og Handynastierne blev grundlagt på militære erobringer, mens Songdynastiet så dagens lys, efter magtfulde ministre overtog kontrollen over hæren; selv Folkerepublikken blev anlagt grundet kontrol med hæren. [3] Det kinesiske folk har altså gennem historien levet under et autokratisk styre, og har ikke haft de demokratiserings processer, vi har set i Europa. Oprør har ikke været med målet at afskaffe autokratiet, men har kun bestået i direkte magtkampe om autokratiet.

Konfucianismen

Filosoffen Kongfuzi – også Konfutse eller Confusius - (551 – 479 f.v.t.) levede i en samtid af krigerisk kaos og udviklede derfor læresætninger om forpligtelser og ansvar i fem grundlæggende forhold; far - søn, ældre broder – yngre broder, mand – kvinde, fyrste - undersåt og ven – ven. Ser man på de fire første forhold, er den sidstnævnte altid underlagt den første; altså må sønnen altid rette sig efter faren. Hvis disse forpligtelser blev brudt, sås det ikke bare som moralsk forkasteligt, men rent faktisk som et brud på den sociale orden.

Kongfuzi rejste rundt i Kina med disciple og underviste i morallæren, der senere blev nedskrevet af disciplene, og som herefter har dannet grundlag for al undervisning i Kina de næste årtusinder. Konfucianismen er ikke en religion, nærmere en etisk lære, men gav dog mulighed for at dyrke store forfædre. Hvis man ser på de tre første forhold opsætter de alle retningslinjer for familiestrukturen, og nogle mener, at konfucianismen er en retfærdiggørelse af den stærke patriarkalske familieorden, der herskede i det klassiske Kina. Det er dog absolut ikke sikkert, at det forholder sig sådan, men det er ét synspunkt. [4]

Det var først omkring 1900, at en diskussion om rimeligheden af den fastlåste rangorden startede. Studenter i 4-maj-bevægelsen i 1919 var stærkt utilfredse med det strenge hierarki, og to år senere blev KKP

2

Se bilag 1.

3

Fu, Zhengyuan; s. 67-69 (se litteraturliste) og Gyldendals Online Leksikon (se litteraturliste).

4

Thelle, Hatla, s. 6 (se litteraturliste)

Side 5

4

(Kinas Kommunistiske Parti) oprettet, der netop prøvede at gøre op med konfucianismen. [5] Men Konfutse popularitet har igen taget fart efter Mao Zedongs død i 1976, og unge studerende undervises endnu en gang i filosoffens tanker og ord om samfundsorden. [6] Mao Zedong og grundlæggelsen af Folkerepublikken

Da 2. Verdenskrig brød ud havde japanerne besat et stort kinesisk område, hvor af resten også var opdelt i to områder; GMD (Guomindang) styrede Central- og Sydvestkina, mens KKP, som allerede på nuværende tidspunkt havde haft Mao som ubestridt leder siden 1935, kontrollerede det fattige og tyndtbefolkede Nordvestkina. Da krigen endte, kapitulerede japanerne, og der indledtes et kapløb mellem GMD og KKP om at kontrollere det Østkina, som japanerne havde behersket. [7] Borgerkrigen mellem GMD og KKP begyndte for alvor i april 1946 og endte først 1. oktober 1949 med Mao stående på toppen af Den Himmelske Fredsplads Port i Beijings centrum, hvor han udråbte Folkerepublikken Kina til et kommunistisk land, hvor målet var at vende den hierarkiske pyramide på hovedet og give arbejderne og bønderne magten. Reelt set dannede sig en ny pyramide med spidsen opad, hvor en bonde- eller arbejderklassebaggrund gav privilegier og undgik udrensninger, hvorimod de intellektuelle og besiddende klasser mistede deres position. [8]

Mao og KKP mente, at kvinder og mænd er lige, og var derfor dybt uenige med konfucianismen. Parolen lød, at kvinderne skulle bærer halvdelen af himlen og dele byrden med mændene [9], i praksis viste dette sig bl.a. gennem ens tøj og lige arbejde. Hele samfundsstrukturen ændredes med kommunismens kommen, især da folkekommunerne blev oprettet i 1958 under Det Store Spring Fremad, der skulle industrialisere Kina. Mellem 1950 –

1958 havde landbrugsreformen blot dannet kooperativer, hvor jorden var nationaliseret og bønderne arbejdede i fællesskaber. Folkekommunerne derimod indeholdt flere kooperativer og skulle nu også tilrettelægge industri og handel, for ikke at omtale uddannelse, børnepasning og madlavning. Men Det Store Spring Fremad havde ikke den ønskede økonomiske effekt - af mange mulige årsager. Her i blandt havde folkekommunerne svært ved at koordinere produktionen, lederne havde ikke tilstrækkelig uddannelse til ansvaret, og befolkningen var ikke parate til så streng disciplin. Det Store Spring Fremad endte med at

5

Østergaard, Clemens Stubbe, s. 15 (se litteraturliste).

6

Ytzen Flemming, s. 206 (se litteraturliste).

7

Gyldendals Online Leksikon, opslag under ’Kina’ – encyklopædi – Historie: Kina i 2. Verdenskrig og

Borgerkrigen
8

Østergaard, Clemens Stubbe, s. 19.

9

P1 radioprogram: (se litteraturliste).

Side 6

5 forårsage hungersnød i årene 1959 – 1961 med 20. mio. døde til følge. [10] Herefter førte KKP en langt mere forsigtig økonomisk politik.

Men i 1966 proklamerede KKP starten på Kulturrevolutionen, der skulle udjævne forskelle mellem klasser. Herudover er det meget sandsynligt, at Mao ville ramme sine politiske modstandere i selve partiet, bl.a. Liu Shaoqi, Kinas præsident, der døde under kulturrevolutionen, og Deng Xiaoping. Ungdommen, organiseret som rødgardister, der i starten blot bestod af eliteelever, men senere blev oversvømmet af frustrerede og vrede unge,

                                                       11
der var nægtet politisk karriere på grund af deres ’forkerte’ baggrund

, angreb alt der lignede vestlig indflydelse eller gammel, feudalsk og undertrykkende kinesisk historie. Naboer, familiemedlemmer og venner angav hinanden, og den generelle stemning var frygt og lammelse. De anklagede blev ydmyget ved offentlige møder, der indebar selvkritik og fysisk smerte i form af ”flyvemaskinen”, en stilling med krumbøjet ryg og armene udstrakt, men blev i værste tilfælde henrettet. I 1968 var landet i så voldsom opløsning, at hæren blev sat ind for at skabe stabilitet og afvæbne rødgardisterne.

Med Maos død i september 1976 blev ’Firebanden’, der tidligere havde været magtbasen bag Mao og bestod af hans hustru Jiang Qing og tre andre magtfulde ledere [12], i oktober anklaget og dømt for at have forårsaget lovløse tilstande i en tiårig periode fra Efter et par års udrensninger i partiet blev Hue Guofeng, Deng Xiaopings allierede, indsat som partiformand.

Det tredje plenum

På KKP’s 11. centralkomités 3. plenum 1978 blev de 4 moderniseringer slået fast; fokus på landbrug, industri, forsvar og videnskab. Man ville i første omgang se store økonomiske reformer uden – hvad man i Sovjet havde set nødvendigt – de store politiske reformer.

De første landbrugsreformer startede allerede i 1979 med en afvikling af produktionsholdene, hvilket betød, at det nu igen var familierne selv, der stod for produktionen. Jorden var stadig statsejet, men blev nu lejet på så lange kontrakter, at man kan tale om tilbagevenden til den private landbrugsproduktion. I 1982 blev folkekommunerne nedlagt, men mange af opgaverne overgik herefter blot til landsbyen.

I 1980 etableredes såkaldte frizoner med begunstigende forhold for udenlandske investorer; her i blandt lav skat og ingen told. Det var først i 1984, at reformerne i byerhvervet startede, men her sås større ledelsesansvar, uddelegering af økonomisk beslutning over dele af

10

Gyldendals Online Leksikon, opslag under ’Kina’ – encyklopædi.

11

Kunne være født af forældre med kontakter til GMD (Guomindang) eller gamle godsejere.

12

Gyldendals Online Leksikon, opslag under ’Firebanden’ - encyklopædi

Side 7

6 overskud, øgede muligheder for privat handel og begyndende etablering af et arbejdskraftsmarked. Herudover blev det igen eftertragtet med uddannelse, flere universiteter blev oprettet til eliten og landflygtige blev hentet tilbage til Kina. [13]

Man kan generelt sige, at

Kina efter Deng Xiaopings magtovertagelse og etablerede politiske stabilitet gik fra planøkonomi mod markedsøkonomi.

Demokratimuren

Samtidig med Hue Geofengs indtræden som ny partiformand i september 1976 syntes at opstå en ny grænse for ytringer, og i Beijing blev vægplakater brugt til denne nye udfoldelse; hyldest ord til Deng Xiaoping og skarp kritik af kulturrevolutionen. Disse blev ophængt på den brede boulevard gennem Beijings centrum – og senere også andre steder i landet. Wei Jingshengs krav om den femte modernisering ophængt på Demokratimuren gav den navnet.

Han mente, at de fire moderniseringer Deng Xiaoping havde startet ikke var nok, at demokratiet manglede. I marts 1979 blev Weng Jingsheng anholdt sammen med flere andre kritikere, og mundkurven på den kinesiske befolkning var igen påført. [14]

Massakren på den Himmelske Fredsplads

Reformerne igangsat efter det tredje plenum skabte pludselig usikkerhed omkring befolkningens situation – inflationen steg voldsomt, imens man nu selv skulle finde et job og en indkomst. De intellektuelles demokratikrav var ikke mindsket, specielt korruptionen blev kritiseret. I 1986 blev Hu Yaobang, partiformand efter Hue Geofeng, afskediget med begrundelsen, at han støttede kravet om ’borgerlig liberalisering’. I april 1989 – hvor situationen var intensiveret – døde Hu Yaobang pludseligt, og studerende ønskede at mindes ham. Demonstrationerne udviklede sig dog nærmest til at besættelse af Beijings indre by, og flere startede sultestrejker på den Himmelske Fredsplads - nu med højlydte krav om indgreb mod korruptionen. Først erklæredes Beijing i undtagelsestilstand, men natten mellem 3. og 4.

juni blev militæret indsat og ryddede pladsen – senere kendt som massakren på den

Himmelske Fredsplads.

Reformerne blev standset, og en kraftig økonomisk og politisk stramning blev foretaget i sommeren 1989. Mange vestlige nationer regerede med skarp kritik af Kinas menneskerettighedskrænkelser, aflysning af statsbesøg og aflysning af bistandsprogrammer.

Først i 1992 blev reformerne genoptaget, men den politiske censur er fortsat.

13

Spence, Jonathan D., s. 692 (se litteraturliste).

14

Ibid, s. 700- 701.

Side 8

7

Økonomi

I 1989 oplevede Kina den uheldige kombination af en høj inflation og recession. Med en inflation på 30 % i storbyerne, var staten tvunget til at handle og dikterede et sparevanvid, der resulterede i recession. Produktionen faldt og arbejdsløsheden steg. Men halvt inde i år 1990 begyndte inflationen at falde, formentlig på grund af det faldende salg, og man lettede på

           15
besparelserne.

Op gennem 1990’erne havde Kina en støt vækst i deres bruttonationalprodukt og overskud på betalingsbalancen. Kina havde i Det Store Spring Fremad svære tab i deres BNP, og det samme sås under Kulturrevolutionen. Økonomien er dog efter de første reformer blevet mere stabil, og i perioden 1978 – 2002 forekom en gennemsnitlig vækst på 8 % om året. [16] I 2006 var vækstraten helt oppe på 10,7 % og IMF spår, at 2008 vækstrate ikke kommer under 10 %

(IMF 2007).^{17}

Kina er med den mere åbne økonomi blevet udsat for en konkurrence, der ikke kendtes til under Maos ledelse. Trods en stadig foregående privatisering, er man forsigtig på dette område. For at skabe en mere effektiv produktionssektor, som der kræves med den stærke konkurrence fra udlandet, er man klar over, at flere virksomheder er nødt til at afvikles – specielt i Nord- og Central-Kina, hvor et rustbælte af statsejet gammel industri er placeret. [18] Der vil således blive afskediget mange arbejdere med tiden, og de regionale forskelle vil øges.

Generelt er kystnære Syd- og Østkina i stærk og voldsom vækst, da det er her hovedparten af de udenlandske investeringer finder sted, og den udenlandske eksport er størst. Forskellen på den fattigste Guizhou i sydvest Kina og den rigeste provins Shanghai på østkysten var i 2004 målt pr. indbygger til en 13-dobling [19]

– og er formentlig steget. En opprioriteret sag er derfor

                                                        20
Den store udvikling af Vestregionen eller på kinesisk; Xifu da kaifang.

Der er også en økonomisk stor forskel i sektorerne; ser vi på bidrag til BNP var det i 2004 fordelt med 13 % fra den primære sektor, 46 % fra den sekundære og 41 % fra den tertiære.

Sammenholder vi dette med arbejdsstyrken i de tre sektorer; primære 47 %, sekundære 22 %

15

Meisner, Maurice, s. 515 (se litteraturliste).

16

Se bilag 2

17

Udenrigsministeriet http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaAsien/Kina.htm (se

litteraturliste)
18

Østergaard, Clemens Stubbe, s. 106.

19

Gyldensdals Online Leksikon, opslag under ’Kina’ – encyklopædi – ’Økonomi’.

20

Ibid.

Side 9

8 og tertiære 31 % [21], er det tydeligt, at den primære sektor er enormt ineffektiv, og at dette er en logisk årsag til fattigdommen i denne sektor.

Forfatning

I Maos tid – og specielt under Kulturrevolutionen – var domstole og love et redskab for

’proletariatets diktatur’, dvs. at lov og ret blev ændret vilkårligt i forhold til den pågældende sag. Med Deng Xiaopings magtovertagelse og kursændring måtte et forholdsvist uafhængigt retssystem foranstaltes for at realiserer markedsøkonomien. [22]

I 1982 fik Folkerepublikken en forfatning, der senere er revideret i 1993, 1999 og 2004. Folkerepublikken erklæres for en socialistisk stat under ledelse af et demokratisk diktatur, og de første 56 ud af i alt 138 paragrafer indeholder ideologiske formaninger omkring de økonomiske, sociale og kulturelle områder. Kinas Kommunistiske Parti nævnes ikke direkte i forfatning, men dettes ledende rolle står omtalt flere gange i præamblet. Ændringen i 1999 godkendte formelt

             23
ejendomsretten.

En strafferetsplejelov blev allerede indført i år 1979, men først ved en revidering i

                                                                        24
blev princippet om, at den anklagede er uskyldighed til det modsatte er bevist, indskrevet.

ANALYSE AF KINAS ØNSKE OM FREMTONING

Kina fik i 2001 værtskabet tildelt til OL i år 2008 af IOC [25]. Men Kina ansøgte allerede i 1993 om værtskabet til OL 2000 og fik afslag. De tabte til Australien med kun to stemmer, der ifølge det danske IOC-medlem Kai Holm var grundet den politiske reaktion på massakren på den Himmelske Fredsplads i 1989 (se s. 6). [26]

I slutningen af år 2001 blev Kina også optaget i

WTO [27], hvilket var en endelig sejr for Kina, efter forhandlinger siden 1986 [28], hvor reformprogrammerne startede mod en markedsøkonomi.

21

Statistik fra Gyldensdals Online Leksikon, opslag under ’Kina’ – encyklopædi – ’Økonomi’..

22

Stig Thøgersen fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf (se litteraturliste).

23

Gyldendals Online Leksikon, opslag under ’Kina’ – encyklopædi – ’Forfatning og det politiske system’.

24

Ibid.

25

Den Internationale Olympiske Komité

26

Artikel fra Information af Lars Jørgensen: http://www.information.dk/102634 (se litteraturliste).

27

WTO http://www.wto.org/english/thewto_e/countries_e/china_e.htm (se litteraturliste).

28

Europaparlamentet http://www.europarl.europa.eu/factsheets/6_2_2_da.htm (se litteraturliste).

Side 10

9

Det kinesiske styres retorik

Kommunistpartiets 17. kongres blev holdt d. 15. oktober 2007 for lukkede døre. Beijing blev renset for aktivister og internettet grundigt censureret op til det store arrangement. Medier blev bedt om at undlade dårlige nyheder om f.eks. korruption. [29] Dette lyder umiddelbart som genkendelige handlinger fra det kinesiske styre, men er klart til forskel fra optakten til OL; i et interview med viceministeren Zhao Baige indrømmes problemer med korruption, et-barns-politiken og magtmisbrug. [30] Ord som gennemsigtighed, kamp mod korruption, dialog – og ikke mindst - demokrati, blev populært i det kinesiske styres mund op til OL. Samtidig med denne direkte udstrakte hånd til de vestlige lande strammede Kina gevaldigt op på udseendet af Beijing. Dette inkluderede både forflytninger af ca. 2 mio. mennesker [31], opdragelse af borgerne og rensning af gaderne. Ser vi blot tilbage på Grækenlands værtskab i 2004, var der også her en bestræbelse på et rent, pænt og nyt Athen – nok ikke med helt samme proportioner, men dog samme tendens. [32]

Men Kina, det kinesiske styre og den kinesiske befolkning kan bruge og bruger andre metoder til at rydde op i gaderne.

Den kinesiske statsmagt har ifølge Amnesty anbragt personer i arbejdslejre for at tigge eller køre taxi uden licens, dog afvises dette kraftigt af Kinas regeringsmagt med argumentet, at

                                    33
Amnesty har haft ’farvede briller på’ i årevis.

Trods sandheden af dette eller ej, så er der ingen tvivl om, at den kinesiske regering har muligheden for sådanne tiltag, og at de meget gerne så, at OL kun viste de gode sider af Beijing. Derfor igangsatte KKP også flere opdragelses-kampagner af kineserne, for at befolkningen skulle opføre sig ordentlig overfor det udenlandske opbud, der ville følge med OL. Dette omhandlede bl.a., hvad man spørger turister om, ikke at spytte på gaden, ikke at springe over i køer, ikke smide affald på gaden, køre pænt i trafikken og ikke at tale for højt på gaden. [34]

Herudover har Kina brugt 36 mia.

dollars i forbedringer af Beijing; hertil ”Fuglereden” – det store olympiske stadion, ny metro og forbedringer af 120 hoteller, hvilket er et langt større beløb end de seneste. [35]

29

Artikel fra Information af Martin Gøttske: http://www.information.dk/148302 (se litteraturliste).

30

Artikel fra Information af Martin Gøttske: http://www.information.dk/156354 (se litteraturliste).

31

Artikel fra DR af Troels Jensen og Søren Høgsbro Larsen:

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Oevrige_temaer/2008/Kina/Faktaartikler/142618.htm
32

Artikel fra Information af Daniel Howden: http://www.information.dk/84594 (se litteraturliste).

33

Artikel fra Berlingske Tidende af Kim Rathcke Jensen:

http://www.berlingske.dk/article//verden/0/ (se litteraturliste).
34

Artikel fra Jyllands Posten af Marie Bering: http://jp.dk/udland/asien/article1396212.ece (se litteraturliste) og

artikel fra Information af Martin Gøttske: http://www.information.dk/163440
35

Artikel fra DR af Troels Jensen og Søren Høgsbro Larsen:

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Oevrige_temaer/2008/Kina/Faktaartikler/142618.htm

Side 11

10

En så stor idrætsevent, som OL nu engang er, er ikke videre heldigt i sammenhæng med de store miljømæssige problemer, Kina oplever på nuværende tidspunkt. Af denne grund blev flere hundrede fabrikker, støberier, stålværker, kraftværker og byggepladser lukket i og omkring Beijing under legene. Ligeledes måtte bilerne kun køre hver anden dag – afhængigt af lige eller ulige sidste ciffer på nummerpladen. [36]

Hensigten var at nedbringe den voldsomme forurening af hensyn til atleterne. Så drastiske tiltag havde været væsentligt sværere at gennemfører i andre lande, men ifølge vestlige medier fremstår kineserne forstående overfor nødvendigheden af disse voldsomme tiltag. Dette var muligheden for Kina til at ændre dennes image i verdenen. [37] Men her er det vigtigt at huske, at den kinesiske befolkning ikke lever i et land med ytringsfrihed og som ovenfor nævnt oplevede flere disciplinære kampagner. Dog er det slet ikke utænkeligt, at nogle har ment, at tiltagene var rimelige og nødvendige.

Kyllingen og aben

Kinas generelle holdning til orden og retsorden er ifølge kina-ekspert Flemming Ytzen baseret på det kinesiske ordsprog: man dræber kyllingen for at skræmme aben [38]. Med dette menes, at der statueres et i kinesisk forstand mildt eksempel for at rette befolkningen ind; men også at moderen straffer den ene søn for at statuerer et eksempel for resten af brødrene. Det kinesiske styres kontrol med befolkningen har i umindelige tider bygget på at ramme enkelte vigtige personer – ser vi blot på demokratibevægelsen i 1979 blev Wei Jingsheng og andre få straffet ved lange fængselsstraffe for at stoppe den livlige debat om demokrati (se s. 6). På samme måde mener Flemming Ytzen, at det kinesiske styre før og under OL statuerede eksempler bl.a. med anholdelsen og den formodede tortur af Yang Chunlin, der aktionerede under parolen ”Vi vil ikke have OL, men menneskerettigheder”. Også aktivisten Hu Jia fra Beijing, der blev stillet for retten for ”undergravende virksomhed” i forbindelse med sit menneskerettighedsarbejde, og journalisten Shi Tao, der blev idømt ti års fængsel, for at have videreformidlet instruktioner fra staten om behandling af 15-årsdagen for massakren på den Himmelske Fredsplads, kan have været skræmmeeksempler. [39]

Af netop denne årsag oplever

Flemming Ytzen ikke, at det kinesiske styre er utilfreds med mediedækningen på disse sager.

Det oplyser andre aktivister om risikoen ved aktioner, men samtidig udstråler eksemplerne kontrol og orden, hvilket er udmærkede egenskaber ifølge kinesisk tankegang. [40]

36

Artikel fra Berlingske Tidende af Kim Rathcke Jensen:

http://www.berlingske.dk/article//verden/6/ (se litteraturliste).
37

Artikel fra Information af Martin Gøttske: http://www.information.dk/163440 (se litteraturliste).

38

Se bilag 5; Interview med Flemming Ytzen.

39

Pressemeddelelse fra Amnesty: http://www.amnesty.dk/log/D3304-da.pdf

40

Se bilag 5; interview med Flemming Ytzen.

Side 12

11

Protestzoner

Kina oprettede protestzoner i forbindelse med OL – et velset demokratisk indslag, der skulle give borgerne mulighed for at demonstrerer lovligt imens Legene stod på. I Danmark skal en demonstration altid anmeldes inden den udføres, i Kina skal en demonstration godkendes.

Med ansøgning følger et krav om at oplyse hvem, der er arrangør, hvor mange deltagere, der kommer, om der vil medbringes bannere eller megafoner, og hvad der vil stå på bannerne.

Ifølge DR Nyhederne d. 19. august, 5 dag før legene i Beijing sluttede, havde 124 personer ansøgt om 77 demonstrationer i protestzonerne– og fået afslag, hver og én. [41] De kinesiske myndigheders demokratiske forsøg eller - ifølge Mi Yu, en søn af en tilbageholdt kvinde, [42] - demokratiske kulisser med protestzoner og fri presse- og rejsefrihed for udenlandske journalister er formentlig en tilretning i forhold til de vestlige lande. Trods Kinas økonomiske magt, er det kinesiske styre nødt til at tage nogle demokratiske skridt, for at blive accepteret i inderkredsen af store nationer. Men også kun til det kinesiske styres grænse.

At tabe ansigt

Mette Holm – journalist og kina-kender – mener, at fænomenet dui lian er fundamentalt for at forstå de kinesiske myndigheder og den kinesiske befolknings reaktioner og handlinger op til OL. [43] Dui lian betyder at tabe ansigt og ligger dybt i den kinesiske kultur som et fænomen, der skal undgås for enhver pris. Det kinesiske styre ville tabe ansigt og forværre det

                                                                   44
internationale image, hvis kritiske diskussioner i offentligheden forekom under OL. Det

kinesiske styre er altså klemt imellem to væsentlige faktorer, det internationale image og demokratiet som adgangsbillet til de accepterede nationers bord. Dette klares nemt og simpelt; en ret til at demonstrere i protestzoner, men ingen tilladelser.

Det kinesiske folks holdning til denne metode er ikke til at vide med sikkerhed, da korrekte meningsmålinger og negative udtalelser uden en frygt for at blive anholdt, banket eller værre ikke eksisterer. Men i sådan en debat, er det vigtigt at huske, at kineserne kommer med en helt anden baggrund og kultur. Kineserne har gennem hele historien levet under stramme og strikse regler med hårde straffe til følge af overtrædelser og med en magtfuld stat. Men trods censuren høres røster fra intellektuelle som bønder, der klager over korruption, nepotisme og

41

Artikel fra DR redigeret af Troels Jensen: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/08/19/211649.htm (se

litteraturliste).
42

TV avisen, indslag: Ingen må demonstrere i Beijing:

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/08/19/211649.htm (se litteraturliste).
43

Artikel fra Journalisten af Jens Jørgen Madsen: http://www.journalisten.dk/hvorfor-lyver-journalister-om-kina

(se litteraturliste).
44

Ibid.

Side 13

12 manglende demokrati. Så en klart svar på, hvad den almene kineser synes om styret, kan ikke gives.

Tibet og menneskerettigheder

Menneskerettighederne har været heftigt debatteret op til og under OL; fra Amnestys side har der ikke blot været tale om de ’sædvanlige’ menneskerettighedskrænkelser, men en klar forværring af overgreb på den kinesiske befolkning. [45]

Da det kinesiske styre takkede ja til at afholde OL 2008 i Beijing gav de også et løfte om at forbedre menneskerettighedernes situation i Kina [46], og ikke kun det brudte løfte, men den reelle forværring, har fået menneskerettighedsorganisationer til at skrige højt under OL. Men netop denne hårde tone mod Kina fik kina-kendere som Flemming Ytzen til at modificerer angrebene. Han mener, at Amnesty og andre organisationer, der kæmper for menneskerettigheder, begår en kæmpe fejl ved blot at kigge på snapshots. At se på den nuværende situation i Kina mener han ikke er nok, man må i stedet kigge på de seneste 30 års udvikling. For ser man på disse, er der sket en enorm forbedring – selvfølgelig med udsving, hvoraf OL i Beijing var en lettere nedtur. Men intet set i forhold til den massive udvikling. [47]

At der i stedet for en ensidig vestlig kritik skabes en reel diskussion om udviklingen i menneskerettighedsforholdene i Kina sætter fokus på emner, der er i den kinesiske styres interesse – landets suveræne udvikling.

Samtidig med menneskerettighedssituationen i Kina blev der særligt lagt mærke til Tibets tilstand før og under OL. Urolighederne i Tibet i marts 2007 [48] var formentligt ikke velset af den kinesiske statsmagt. I de vestlige medier blev forholdet mellem Tibet og Kina de fleste gange fremstillet som, at Kina holdt Tibet i jerngreb. Ifølge Flemming Ytzen er Kinas egen fremstilling af forholdet til Tibet, at de gennem mange år har pumpet enorme summer penge ind i denne provins og hjulpet med at bygge en jernbane, hospitaler, veje og boliger – hertil skal dog huskes, at Kina ikke har pressefrihed. Mange kinesere kan derfor godt have en anden holdning, end den fremstillede i aviser og TV. Men netop denne stemning, mener Flemming Ytzen, ændredes ved en speciel lille episode. Da OL-flammen skulle bæres i en fakkel rundt i verdenen, var der adskillige protester – både imod menneskerettighedsovergrebene og for at befri Tibet. Nogle af de pro-tibetanske demonstrationer udvikledes en smule voldsomt, og specielt et overfald på en kineser, der bar faklen i Paris, udført af flere pro-tibetanere, mener

45

Pressemeddelelse fra Amnesty: http://www.amnesty.dk/log/D3304-da.pdf

46

Oplysning fra Amnesty: http://www.amnesty.dk/default.asp?mode=newsletter&page=1089&lang=da

47

Se bilag 5; interview med Flemming Ytzen.

48

Oplysning fra Amnesty: http://www.amnesty.dk/default.asp?mode=newsletter&page=1073&lang=da

Side 14

13

Flemming Ytzen, ændrede stemningen hjemme i Kina. For ifølge ham, var OL ikke kun et projekt om at ændre det kinesiske styres image i verdenen, men også i dets eget land. Netop overfaldene på fakkelbærerne i Paris var årsag til efterfølgende demonstrationer i Kina foran den franske supermarkedskæde Carrefour med slagordene: ”Bekæmp et uafhængigt Tibet,

støt de Olympiske Lege!”.^{49} På internettet blev der også skrevet flere anti-vestlige indlæg,

hvilke især er boomet efter protesterne ved OL-faklen. [50] Disse demonstrationer og debatindlæg er klare tegn på, at den kinesiske befolknings stemning omkring Tibet er kritisk, og støtter Flemming Ytzens argumentation omkring, at de pro-tibetanske overfald nærmere samlede Kina til én holdning omkring Tibet end at splitte den [51]. På samme måde mener Clemens Stubbe Østergaard, lektor i international politik ved institut for statskundskab på Århus Universitet med speciale i Østasien [52], at protesterne i Tibet har gjort tibetanere

                                      53
voldsomt upopulære i den kinesiske befolkning.

Deltagelse

Vores daværende danske kulturminister Brian Mikkelsen luftede i nogen tid muligheden for en boykot af den olympiske åbningsceremoni – angiveligt grundet undertrykkelsen af og menneskerettighedssituationen i Tibet. [54] Men der gik ikke engang en måned, før regeringen samlet meldte ud, at alle forventede deltagere ville møde op. Argumentationen var, at man ikke ville sammenblande sport og politik. Men, som Flemming Ytzen siger, er et uvenskab med Kina ikke eftertragtet. [55] Kinas økonomiske og politiske magt, er ikke til at overse eller ignorere. Og ifølge Clemens Stubbe Østergaard så har debatten om den danske kronprins’ tilstedeværelse til OL åbningsceremonien ikke påvirket Kina det mindste. Vi er et så lille land, i den så store verden, at det rent og skær ikke har en betydning for det kinesiske styre. [56] Til gengæld opnåede Kinas statsmagt at have alle af betydning tilstede ved åbningen af ceremonien; Statslederne fra EU, Præsident Bush og japanerne. [57]

49

Artikel fra DR af Ritzau: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/04/19/140614.htm (se litteraturliste).

50

Artikel fra Berlingske Tidende af Kim Rathcke Jensen:

http://www.berlingske.dk/article//danmark/7/ (se litteraturliste).
51

Overstående afsnit bygger på interview med Flemming Ytzen; se bilag 5.

52

Århus Universitet, om Clemens Stubbe Østergaard: http://person.au.dk/da/clemens@ps

53

Artikel fra Jyllands Posten af Thomas Schouv Jacobsen: http://spn.dk/article1315763.ece (se litteraturliste).

54

Artikel fra B.T. af Ritzau: http://www.bt.dk/article//politik/5/ (se litteraturliste).

55

Se bilag 5; interview med Flemming Ytzen.

56

Artikel fra DR af Asger Røjle: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/08/01/202159.htm (se litteraturliste).

57

Se bilag 5; interview med Flemming Ytzen.

Side 15

14

Delkonklusion

I forhold til OL 2008 i Beijing vipper Kina mellem at blive accepteret af resten af verdenen, og at kineserne ikke er enige i resten af verdenens krav om friheder og rettigheder til befolkningen. OL var uden tvivl et vigtigt projekt for Kina i forhold til landets fremstilling udadtil og sammenholdet i selve Kina. De ubelejlige tibetanske protester i Tibet og Europa samlede den kinesiske folk, og gennemførelsen af OL i Beijing 2008 uden nogen form for boykot har for alvor slået fast i det kinesiske sind og i resten af verdenen, at Kina endnu engang er anerkendt og accepteret som nation i ’det gode selskab’. De ønsker ikke, at blive accepteret som et af de vestlige lande, men som et land på niveau med de vestlige lande.

DISKUSSION AF DEMOKRATIUDVIKLING

For at kunne diskutere demokrati i vestlig forstand i Kina, er det vigtigt at definere dette. Her vælges Stig Thøgersens [58] definition af demokrati i vestlig forstand med fire grundpiller; frie og anonyme valg, en fri debat i offentligheden, retssikkerhed, der sikre individets rettigheder,

                    59
og et aktivt civilsamfund.

Der har generelt været en tendens til, at der i den vestlige debat om asiatiske nationers udvikling er en overbevisning om, at en økonomisk udvikling vil medføre en langsom, men sikker demokratisering – specielt efter Sydkorea og Taiwans demokratiske udvikling i takt med den økonomiske udvikling. [60] Taiwans sammenlignelighed med Kina vil vi senere se nærmere på. Dette kan, som Stig Thøgersen udtrykker, begrundes i den vestlige tro på demokratiets grundlæggende overlegenhed. Flere har direkte udtalt, at demokratiet efter Sovjets fald havde sejret; her specielt Francis Fukuyama med bogen The End of History and The Last Man. Fukuyama mente, at demokratiet i sin rene form - han argumenterede altså ikke for at USA, England eller Schweiz havde fundet den perfekte styreform - ingen fundamentale modsigelser havde indbygget, og at demokratiet som eneste styreform derfor ville bestå, når andre gik til grunde. [61] Efter at have fuldt Kinas økonomiske, men også politiske udvikling, er denne ret faste tro på demokratiet blevet rystet en smule. Sidst udgav Robert Kagan for ganske få måneder siden bogen The Return of History and The End of Dreams som et direkte modsvar. Han mener, at kampen mellem autokratier og demokratier vil fortsætte op i det 21.

58

Dr. Phil., lektor og studieleder på Østasiatisk afdeling på Århus Universitet.

59

Stig Thøgersen fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf (se litteraturliste), bygger også

på Larry Diamond og Ramon H. Myers’ definition.
60

Stig Thøgersen fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf

61

Fukuyama, Francis s. 9 (se litteraturliste)

Side 16

15 århundrede, om end ikke længere, denne gang med slaget stående mellem vesten mod

Rusland og Kina - ideologien er bragt tilbage i geopolitik. Disse to nationer, specielt Kina, har formået at forene en rivende økonomisk udvikling og et autokratisk styre i form af diktatur.

Kagan mener, at deres erfaring må være, at folk, der tjener gode penge, vil holde deres næse ude af politik, hvis de ved, at deres næse vil blive skåret af, hvis de blander sig. Han anser rivaliseringen mellem ideologier som genopstået, og advarer de demokratiske nationer mod ikke at tage handling.

Frie, anonyme valg

Hvis vi tager udgangspunkt i de fri anonyme valg, der må være til stede under et demokrati, eksisterer disse på sin vis - dog i en meget kinesisk udgave. På lokal plan har KKP for tyve år siden indført direkte valg af landsbyledere og medlemmer af landsbykomitéen, men som Flemming Ytzen pointerer, er man kun tilladt at stille op, hvis partiet godkender dig. [62] For at forstå årsagen af dette til fulde, er man nødt til at forstå et-partisystemet. I teorien er partiet samfundets agent og politimand overfor regeringen, Clemens Stubbe Østergaard beskriver det således, at dets opgaver består i politisk ledelse, beslutningstagning, socialisering og rekruttering, koordinering, mobilisering, kontrol og konfliktløsning. [63] Officielt er Den Nationale Folkekongres den øverste myndighed og har den lovgivende magt i det kinesiske regeringsapparat. Denne vælger Statsrådet, der består af premiereministeren og de øvrige ministre, der officielt har den udøvende magt. Den Nationale Folkekongres mødes kun én gang om året, og har derfor Den Stående Komité (på bilag fire navngivet Stående udvalg for Den nationale Folkekongres - ikke at forveksle med Det Stående Udvalg for Politburoet) til at varetage dennes opgaver gennem året. KKPs øverste ledelse består af Politburoets stående komité, med politburoet som næstøverste organ i partiet. Politburoet udvælges på de landsdækkende folkekongresser, som har været afholdt sytten gange siden partiet blev til i

1921. Partiet er opdelt i niveauer – nationalt, provins, amt og by – der alle har komitéer, størrelsen afhængig af niveauet, jo lavere, jo flere. I præamblet til forfatningen fra 1982 (se s.

8) nævnes partiets ledende rolle flere gange; og der er heller ingen tvivl om, at partiet har politisk monopol. Politburoet og dets Stående Udvalg har således sidste ord og den reelle magt (se bilag 4). [64] Den kinesiske opfattelse af retfærdige valg er derfor med indblanding fra staten og partiet, og kan i vestlig forstand ikke betegnes som demokratiske valg. Herudover er

62

Se bilag 5; interview med Flemming Ytzen.

63

Østergaard, Clemens Stubbe, s. 53 øverst. (se litteraturliste).

64

Østergaard, Clemens Stubbe, s. 53 – 54 og Gyldendals Online Leksikon, opslag under ’Kina’ - encyklopædi

Side 17

16 de poster, der vælges til, ikke med reel indflydelse og magt, men igen kontrolleret af partiet. [65] Men dog må man sige, at KKPs indførelse af direkte valg tyder på en vilje og et krav om demokrati fra befolkningen – eller blot en tillempning mod den vestlige verden. Denne opbygning af en styreform er formentlig kulturelt bundet til den kinesiske historie, hvor især respekten, loyaliteten og accepten af en stærk autoritet har været kendetegnende i form af konfucianismen (se s. 3). Dog fungerer de direkte valg også som en læringsproces for den kinesiske befolkning, der ikke har oplevet den form for folkemagt før - trods kommunismen.

Vi ser endda, at studerende på et universitet nu selv har eksperimenteret med et demokratisk valg til præsident for studenterorganisationen, hvor der også blev ført valgkamp i form af flyers, plakater og offentlige debatter – men kandidaterne skulle stadig leve op til særlige kriterier som at holde sig til den socialistiske og opretholde folkets demokratiske diktatur og

                           66
godkendes af universitets ledelse.

Der er gennem den mere åbne retorik og de gennemførte direkte valg en klar mulighed for flere valg og en mere udbredt valgkultur med krav fra befolkningen om indflydelse, men et valg uden partiets indblanding er straks en anden sag. Det kinesiske styre har formået at skabe en tilnærmelsesvis liberal markedsøkonomi, men uden at ændrer styret; KKP er stadig ensbetydende med staten og har formået at holde fast om magten.

Fri debat

Den frie debat er næste kriterium Stig Thøgersen har opstillet, og her kan ikke undlades at nævnes den kinesiske censur. Censuren der, specielt i forbindelse med OL, men også generelt, har været et omdiskuteret emne i Vesten. Men faktisk har grænserne åbnet sig op gennem den nyere kinesiske historie; den offentlige debat er nu langt mere åben end i den ’liberale’ periode med demokratimuren (se s. 6), hvor man dristede sig til at hænge vægplakater op med demokratiske budskaber. I dag er ikke bare regeringen, men også befolkningen åbne og klare om de store problemet Kina står over for, her i blandt miljø, social ulighed og korruption.

Debatten foregår ikke længere blot i aviser, på vægplakater eller mund-til-mund; det moderne samfund i dag med internet og mobiltelefoner muliggør en langt hurtigere informationsrække

– og for kineserne langt flere smuthuller i censuren. Dette koblet sammen med den kinesiske ungdoms ikke-oplevede Mao-censur forårsager en livlig debat om ytringsfrihed, demokrati og rettigheder på internettet; trods regeringens forsøg på at kontrollere debatten ved bl.a. at blokere hjemmesider fra Amnesty International, Human Rights Watch, BBC og CNN.

65

Stig Thøgersen fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf (se litteraturliste).

66

Artikel fra Information af Martin Gøttske: http://www.information.dk/172732 (se litteraturliste).

Side 18

17

Information bragte d. 20. november 2008 en artikel om nogle af Kinas unge bloggere [67], der uden tilladelse arrangerede en blogger-konference. De mener, at ytringsfrihed skal erobres med deres våben – en blog. For selvom det kinesiske styre blokerer flere og flere hjemmesider, kan censuren ikke følge med udviklingen. [68]

Af de mere traditionelle medier er TV det tættest kontrollerede, specielt den nationale tv-kanal CCTV er udsat for censur, men også her er der sket en ændring. Flere og flere kritiske programmer med forholdsvis åben debat om bl.a. sociale og miljømæssige problemer rammer

          69
sendefladen.

Kineserne synes, at være trådt ind på vejen mod en friere debat, men det er vigtigt, at man ikke forveksler dette med, at de allerede er ved vejs ende. På internettet er det ikke tilladt at søge på ord som ’frihed’, ’menneskerettigheder’ eller ’Tibet’, og ifølge Amnesty er censuren efter OL for kinesiske journalister forøget. Kineserne er som folkefærd ikke vant til at måtte snakke åbent om landets ledere – eller blot deres overordnede, og en sådan læringsproces tager tid.

Retssikkerhed

Netop retssikkerheden i Folkerepublikken har været udsat for enorme mængder kritik – ikke mindst fra menneskerettigheds organisationer som Amnesty og Human Right Watch. Her kritiseres fængsling uden rettergang, diskrimination af befolkningsgrupper, vold mod kvinder og kvindehandel, dødsstraf, tortur og uretfærdig rettergang. [70] Flere af disse punkter indeholder en direkte kritik af retssystemet og retssikkerheden i Folkerepublikken.

I Europa har vi oplevet skiftende styreformer og jævnlige samfundsomvæltninger, som har dannet baggrund for den europæiske kultur og det europæiske erfaringsgrundlag. Her af kommer de europæiske tanker om demokrati. I modsætning hertil har det kinesiske folks historie i to årtusinder været præget af stabilitet med et stærkt autokratisk styre eller kaos (se

s. 3). [71] Ifølge Kinas eksperimenter af Clemens Stubbe Østergaard sætter mange kinesere stabilitet frem for demokratiudvikling. En stabil økonomisk fremgang uden revolutioner, kan efter et århundrede plaget af fattigdom og omvæltninger formentlig synes fristende. Det kinesiske folk er heller ikke uvant med at leve under stramme restriktioner og regler, og som tidligere omtalt er ordsproget at dræbe kyllingen for at skræmme aben (se s. 10) stadig en faktor i den kinesiske forståelse af retsprincipper.

67

Personer, der har en blog på internettet, hvor i de skriver, hvad de har lyst til.

68

Artikel fra Information af Martin Gøttske: http://www.information.dk/172376 (se litteraturliste).

69

Ida Maiken Schaar fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_05.pdf (se litteraturliste).

70

Rapport på Kina 2007 fra Amnesty: http://report2007.amnesty.org/eng/Regions/Asia-Pacific/China

71

Fu, Zhengyuan, s. 356 (se litteraturliste).

Side 19

18

Men retsforståelse er ikke et fremmed ord i Kina, da det ifølge Stig Thøgersen ikke er usædvanligt, at små bønder nu sagsøger de lokale myndigheder, hvis deres jord er blevet inddraget, eller sagsøger en stor virksomhed, hvis denne har forurenet bondens jord. [72] Det viser en ændring i den traditionelle holdning til, at staten vilkårligt kan handle på tværs af loven. Hertil beskriver Stig Thøgersen, at Kina har bevæget sig fra rule of man til rule of law; statsmagten kan ikke længere bruge sin magt vilkårligt og som denne lyster og er i begrænset omfang også nødt til selv at følge lovens rammer, i takt med de stigende krav om embedsmænds overholdelse af loven. Der er dog lang vej til egentlig retsstat i vestlig forstand. En retsstat kræver lige ret for borgerne, og at offentlige indgreb i disses liv er

begrænset af lovens rammer.^{73}

Aktivt civilsamfund

Det aktive civilsamfund, der er uafhængigt af staten, er opstillet som det tredje kriterium for demokrati i vestlig forstand og har sine problemer i Kina. Trods de op til 200.000 interesseorganisationer der i dag findes i Kina og af disse 18.000 på nationalt eller fler-provins niveau [74], skal alle oprettelser af sådanne godkendes af staten – dvs. KKP grundet et-partisystemet. Den obligatoriske statsansøgning og godkendelse eller afslag fordrer således, at KKP definerer hvad, der er legitimt at forsamles om. Man kan således udtrykke staten og interesseorganisationernes forhold symbiotisk nærmere end optrædende som opposition.

Tager vi her udgangspunkt i fagforeningerne, der i sin tid blev oprettet for at føre KKPs politik ud i livet, er de endnu ikke helt sluppet fra denne rolle. [75]

KKPs indblanding i interesseorganisationer og kontrol med disse betyder ifølge Flemming Ytzen, at vi er nødt til at genopfinde ordet korporatisme i forhold til Kina. Han mener, at den kinesiske statsmagt inkorporere forskellige grupper af det kinesiske samfund, og at der i realiteten er dannet en alliance mellem de, der har magten (KKP), og de, der har pengene (de nyrige). Et korporatistisk samfund har – i direkte modsætning til et demokratisk – ikke lige rettigheder for borgerne. I forlængelse af dette sammenligner Flemming Ytzen det kinesiske samfund med en virksomhed – China Incorporated. Dette gøres ud fra den betragtning, at civil lydighed optræder i lige så stor grad i Kina som i store firmaer; kommer der en ordrer

                                                                         76
”ovenfra” udføres denne – og i Kina med hjælp fra de symbiotiske interesseorganisationer.

72

Stig Thøgersen fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf (se litteraturliste).

73

Gyldendals Online Leksikon, opslag under ’Kina’ – encyklopædi – ’Retsstat’

74

Stig Thøgersen fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf (se litteraturliste)

75

Overstående afsnit inspireret af ibid.

76

Overstående afsnit bygger på bilag 5; interview med Flemming Ytzen.

Side 20

19

Muligheden for demokratiudvikling

Undersøger man det vestlige demokratis muligheder i Kina, er det også vigtigt at medregne ønsket om demokrati i Kina – fra flere sider. Ser vi på den generelle befolkning er den genopblomstrede konfucianisme [77], der endnu en gang undervises i og belæres af, en stærk faktor. Ifølge dennes 5 grundlæggende forhold om magt og ansvar (se s. 3), har borgerne i en stat ikke lige rettigheder, og morallæren og tankegangen leder derfor ikke mod vestligt demokrati. Den nuværende kinesiske ledelse har med god grund accepteret Konfucius’ lære, efter Maos bandlysning, da denne lægger enorm vægt på accepten, respekten og lydigheden af autoriteter. [78] Men sammenlignes dette med det eneste sted i verden, hvis kulturarv også bygger på konfucianismen, ud over Kina, nemlig Taiwan, er det slet ikke umuligt at have et demokrati. Taiwan har på få årtier bevæget sig fra et autoritært samfund til en mere

                   79
demokratisk styreform.

Yo Keping, kinesisk professor og samfundsdebattør, mener, at demokrati for staten vil betyde en betydelig mere langsommelig beslutningsproces, som i forhold til Kinas nuværende udvikling kunne være enormt ødelæggende. Demokratiet ville også skabe politisk splittelse; både i befolkningen, men også indenfor statsmagten, hvilket gør det sværere at lave klare reformer over lang tid med et samlet mål. Han argumenterer ligeledes med demagogers vundne magt ved demokrati, og at demokrati er enormt dyrt administrativt. [80] Han pointerer også, at demokrati kun er et folkestyre, så længe folket ønsker det. Presses de demokratiske beslutningsprocesser ned over hovedet på en befolkning, der ikke ønsker det, må demokratiet logisk set ændres til et nationalt autokrati eller tyranni. [81]

Hvis demokrati i vestlig forstand skulle indføres i Kina, ville det kræve en alliance mellem underklassen og de nyrige, middelklassen. Dette kan synes svært, da selve arbejderklassen er stærkt opdelt og har vanskeligheder ved at organisere sig. [82]

I år 2001 åbnede KKP for nye medlemskaber; storkapitalister og den rige middelklasse havde nu mulighed for at blive indlemmet i KKP. Årsagen hertil er ifølge Flemming Ytzen netop at forhindre en rig opposition i at opstå med - hvis ikke direkte, så indirekte - indflydelse; ved en indlemmelse af

77

Artikel fra Kristeligt Dagblad af Vera Bundgaard: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/293214:Udland--

Konfucius-goer-comeback-i-Kina?page=1
78

Oplysning fra bilag 5; interview med Flemming Ytzen og artikel fra Kristeligt Dagblad af Vera Bundgaard;

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/293214:Udland--Konfucius-goer-comeback-i-Kina?page=3
79

Stig Thøgersen fundet: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf (se litteraturliste).

80

Østergaard, Clemens Stubbe, s. 152.

81

Ibid, s.153

82

Ibid, s. 82

Side 21

20 disse rigdomme og kræfter styrkes partiet. [83]

Dette taktiske skridt fra KKPs side nærmest umuliggør en alliance mellem den reelle underklasse og de nyrige.

Clemens Stubbe Østergaard ser i bogen Kinas eksperimenter en mulighed for, at demokratiseringen inden for KKP med tiden kan føre til en erodering af partiets rolle og herefter en spaltning af det gamle parti eller frembrydning af nye. Dette ville betyde, at der med den interne demokratisering af KKP skulle følge en gradvis afståen fra magten, hvilket absolut ikke er tilfældet endnu – nærmere omvendt.

Delkonklusion

Generelt kan siges, at et paradoks ved Kina fremkommer ved en gradvis mere liberal presse samtidig med en gradvis strammere kontrol med bl.a. interesseorganisationer. Kina er et land i en rivende økonomisk – men også politisk - udvikling. Fra det betydeligt isolerede land, Kina gennem historien har været, har det kinesiske styre på få årtier formået at åbne økonomisk og til en lille grad politisk op til den internationale verden. Med denne liberale proces følger naturligt diskussionen om, hvorvidt Kina skal udvikles mod et vestligt demokrati; og indtil videre er KKPs tydelige svar ’nej’. KKP fastholder magten med det nuværende et-partisystem, der det sidste årti har vist sig at fungere succesfuldt i sammenhæng med en markedsøkonomi. Således har hverken Fukuyama eller Kagan ret; nok består det autokratiske styre i Kina, og modsiger dermed demokratiet som den universelle perfekte styreform, men med en liberal udvikling på flere områder, så som den offentlige debat, og en gradvis opbygning af love og regler uden en vilkårlig brug af disse af ordensmagten. Hvis denne udvikling fortsætter vil ordet ’diktatur’ være svært at bruge i sammenhæng med Kinas styreform.

KONKLUSION

Den klassiske kinesiske tradition spirer igen; Kina glemmer ikke den to tusinde år gamle bagage, i form af konfucianismen, selvom KKP med Mao som leder i mange år bandlyste og undertrykte denne. Tankerne om ansvar, moral og etik er en nærværende del af det kinesiske samfund, som også påvirker dette i dag. Den kinesiske befolknings historie har gennem flere årtusinder været præget af enten kaos og krig mellem fyrster eller samling, ro og streng disciplin. Specielt det sidste århundrede har befolkningen oplevet mange omvæltninger med

83

Se bilag 5; interview med Flemming Ytzen.

Side 22

21 blodige konsekvenser; fra borgerkrig, til Maos kulturrevolution og til en stigende ulighed i det nuværende kinesiske samfund. Kina har som international aktør fundet sig til rette i en markedsøkonomi, men prøver nu at huske Maos lighedstanker i en kapitalistisk verden. Dette paradoks; den såkaldte kommunisme og kapitalismen forenet i én nation gør sig gældende grundet et-partisystemet. KKP har med succes ført Kina til en eksplosiv økonomisk vækst – men med omkostninger.

Det kinesiske styre har med udgangspunkt i bl.a. OL i Beijing fået et højt ønske opfyldt; de har igen plads i verdens ledende nationer, og er en respekteret og accepteret aktør på den internationale scene – man er nødt til at medregne Kina, det store land vil ikke lade sig overse og kan ikke overses. Hverken Kinas ledelse eller befolkning ønsker at blive accepteret som et vestligt land, men nærmere med samme værdi og vigtighed som et vestligt land.

Fremstillingen af Kina under OL var således et rent og pænt Beijing og et styre med magt, respekt og autoritet, der lod folket tale i et begrænset omfang. Dette betyder bestemt ikke, at Kina er på vej imod et demokrati i vestlig forstand. Trods protestzoner og andre foranstaltninger, der gør det kinesiske folks rettigheder ’pænere’ i vestlige øjne, sidder KKP stadig tungt på magten – og agter at blive ved med det, jf. åbningen for medlemskab til

’kapitalister’ i 2001. Det omtalte demokrati i Kina inkluderer kun en demokratisering af KKP

– ikke et fler-partisystem. Denne demokratisering i form af direkte valg på lokale niveauer har eksisteret i tyve år, og udviklingen mod flere valg foregår betydeligt langsommere end de, der ønsker demokrati, kunne have håbet. Til gengæld ser vi en udvikling mod mere offentlig debat, der med nye teknikers kommer (internet, mobiltelefon) synes svær at bremse igen. Men denne åbne debat fører sandsynligvis ikke et mere aktivt civilsamfund med sig, da interesseorganisationerne stadig kun forekommer i et nærmest symbiotisk forhold med KKP.

Selv om den vilkårlige retsudøvelse fra statens side synes at mindskes, er der stadig lang vej igen mod en reel retsstat for Kina, og om udviklingen fører til denne retsstat, er ikke til at vide; ordsproget at dræbe kyllingen for at skræmme aben er et glimrende eksempel på det kinesiske folks anderledes kulturelle baggrund og forståelse af og respekt for ord som retfærdighed, autoritet og fællesskab.

LITTERATURLISTE

INTERVIEW:

Ytzen, Flemming; tirsdag d. 9. december 2008 kl. 16 i Politikens Hus’ kantine. Udvalgte uddrag vedlagt som bilag 5.

Side 23

22

BØGER:

Fairbank, John King og Merle Goldman; China – a new history – Enlarged Edition: The Belknap of Harvard University Press 1998, Enlarged Edition

Fu, Zhengyuan; Autocratic tradition and Chinese politics: Cambridge University Press 1993,

1. udgave

Fukuyama, Francis; på dansk ved Ole Lindegård Henriksen; Historiens afslutning og det sidste menneske: Gyldendalske Boghandel, Nordiske Forlag 1993, 1. udgave

Kagan, Robert; The return of history – and the end of dreams: Alfred A. Knopf 2008, 1.

udgave

Lauritsen, Birthe; Kina – asiens nye økonomiske centrum?: Munksgaard 1995, 1. udgave Malmqvist, Göran og Olof G. Lindin; Verden Historie – Bind 6: Østens storriger: Politikens forlag 1982, 1. udgave

Meisner, Maurice; Mao’s China and After – A history of the people’s republic: THE FREE PRESS 1999, 3. udgave

Spence, Jonathan D.; Verdens Historie – Bind 30: Kina 1949 – 1991: Folkerepublikken:

Politikens forlag 1991, 1. udgave

Thelle, Hatla; Kina , set indefra – den nyeste historie: Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag 2000, 1. udgave

Ytzen, Flemming; Supermagten Kina – mirakel eller mareridt: Politikens forlag 2008, 1.

udgave

Østergaard, Clemens Stubbe; Kinas eksperimenter – Reformer og stormagtsstatus?:

Columbus 2004, 2. udgave 2008

INTERNETSIDER:

Amnesty International: www.amnesty.dk

- Pressemeddelelse, 2. april 2008: http://www.amnesty.dk/log/D3304-da.pdf

Dato: 14. december 2008

- Rapport om Kina, 2007: http://report2007.amnesty.org/eng/Regions/Asia-Pacific/China

Dato: 16. december 2008

Side 24

23

- Nyhed, Over tusind tilbageholdte demonstranter i Tiber:

http://www.amnesty.dk/default.asp?mode=newsletter&page=1073&lang=da

Dato: 14. december 2008

Berlingske Tidende, artikler: www.berlingske.dk

- OL går ud over menneskerettighederne, Kim Rathcke Jensen:

http://www.berlingske.dk/article//verden/0/

Dato: 14. december 2008

- Fabrikslukninger skal sikre OL under blå himmel i Beijing, Kim Rathcke Jensen:

http://www.berlingske.dk/article//verden/6/

Dato: 14. december 2008

- Kina fordømmer vestlige protester, Kim Rathcke Jensen:

http://www.berlingske.dk/article//danmark/7/

Dato: 15. december 2008

B.T. : www.bt.dk

- Brian Mikkelsen truer med at blive væk fra OL, Ritzau:

http://www.bt.dk/article//politik/5/

Dato: 15. december 2008

CIAs world fact book: https://www.cia.gov/library/publications/the-world-
factbook/geos/ch.html

Dato: 16. december 2008

Danmarks Radio: www.dr.dk

- P1 radioprogram, blot brugt forside teksten:

http://www.dr.dk/P1/etoejeblik/Udsendelser/Arkiv/2005/05/25/000014.htm

Dato: 16. december 2008

- Artikel; Kineserne knokler for et bedre image, Troels Jensen og Søren Høgsbro Larsen:

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Oevrige_temaer/2008/Kina/Faktaartikler/142618

.htm Dato: 14. december 2008

- Tv Avisen, Ingen må demonstrere i Beijing, indslag findes på siden under ’Lyd og Video’

lige ved siden af artiklen: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/08/19/211649.htm

Dato: 14. december 2008

- Artikel; Kinesiske protester mod et fri Tibet, Ritzau:

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/04/19/140614.htm

Dato: 15. december 2008

- Artikel, Royal fascination hos Kinas nye mellemlag, Asger Røjle:

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/08/01/202159.htm

Dato: 15. december 2008

- Forsidebilledet, af Peter Parks:

http://dr.dk/Sporten/OL/2008/07/htm?wbc_purpose=updatehttp%3A%22Formand

Europa-parlamentet, EU og WTO: http://www.europarl.europa.eu/factsheets/6_2_2_da.htm

Dato: 16. december 2008

Side 25

24

Gyldendals Online Leksikon, http://www.gyldendalsleksikon.dk, kræver log-in.

- Opslag under ’Kina’ – encyklopædi

- Opslag under ’Korporatisme’ – encyklopædi

- Opslag under ’Firebanden’ – encyklopædi

Dato: 16. december 2008

Information, artikler: www.information.dk

- Beijing har gjort rent før Partikongres, Martin Gøttske: http://www.information.dk/148302

Dato: 16. december 2008

- Kinesiske universitetsstuderende forsøger sig med demokrati, Martin Gøttske:

http://www.information.dk/172732

Dato: 14. december 2008

- Kinas bloggere: ’Ytringsfrihed er noget, man skal erobre’, Martin Gøttske:

http://www.information.dk/172376

Dato: 14. december 2008

- Menneskerettigheder i Kina er ikke længere et olympisk tema, Lars Jørgensen:

http://www.information.dk/102634

Dato: 16. december 2008

- Debat om demokratisering i Kina bliver ved snakken, Martin Gøttske:

http://www.information.dk/156354
- Glade OL-smil i Beijiing, Martin Gøttske: http://www.information.dk/163440

Dato: 14. december 2008

- Athens Olympiske Mareridt, Daniel Howden: http://www.information.dk/84594

Dato: 16. december 2008

Journalisten: www.journalisten.dk

- ”Hvorfor lyver journalister om Kina?”, Jens Jørgen Madsen:

http://www.journalisten.dk/hvorfor-lyver-journalister-om-kina

Dato: 14. december 2008

Jyllands Posten, artikler: www.jp.dk

- Kinesere opdrages til OL, Marie Bering: http://jp.dk/udland/asien/article1396212.ece

Dato: 14. december 2008

- Tibetanske protester giver bagslag, Thomas Schouv Jacobsen:

http://spn.dk/article1315763.ece

Dato: 15. december 2008

Kristeligt Dagblad: www.kristeligt-dagblad.dk

- Konfucius gør comeback i Kina, Vera Bundgaard: http://www.kristeligt-
dagblad.dk/artikel/293214:Udland--Konfucius-goer-comeback-i-Kina?page=1

Dato: 14. december 2008

- Diktatorerne er tilbage, Sidsel Nyholm: http://www.kristeligt-
dagblad.dk/artikel/287634:Kultur--Diktatorerne-er-tilbage?page=1

Dato: 16. december 2008

KVINFOs ekspertdatabase, info om Hatla Thelle:

http://www.kvinfo.dk/side/634/action/2/vis/2433/

Side 26

25

Dato: 16. december 2008

Politiken: www.politiken.dk

- Brian Mikkelsen tvunget til OL-ceremoni, Lea Wind-Friis og Mette Koue:

http://politiken.dk/sport/article499396.ece

Dato: 15. december 2008

Tidsskriftet Politik,

- Artikel af Stig Thøgersen: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_02.pdf

Dato: 14. december 2008

- Artikel af Ida Maiken Schaar: http://www.politologiske.dk/numre/18/ps_0203_05.pdf

Dato: 17. december 2008

Udenrigsministeriets hjemmeside, landefakta om Kina:

http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaAsien/Kina.htm

Dato: 16. december 2008

WTOs member information China:

http://www.wto.org/english/thewto_e/countries_e/china_e.htm

Dato: 16. december 2008

Århus Universitet, oplysninger om Clemens Stubbe Østergaard:

http://person.au.dk/da/clemens@ps

Dato: 16. december 2008

BILAG

BILAG 1:

Historiesyn af Jørgen Teglers, lektor på Frederiksberg Seminarium:

Det historiske perspektiv og det bagvedliggende historiesyn

Nogle indledende betragtninger v/ Jørgen Teglers

_______________________________________________

Som udgangspunkt er historie en menneskelig affære. Det er menneskets tanker, handlinger, vilje, valg og fravalg, der skaber historie.

I den nye fagbeskrivelse for faget historie (Fælles Mål) defineres historie, som "at undersøge, tolke og forklare kontinuitet og forandring i menneskers samfundsmæssige liv fordelt i tid og rum". Nøgleordene her til indkredsning af den historiske tilgang er:

• Kontinuitet og forandring.

Side 27

26

• Menneskers samfundsmæssige liv (begge i:)

• Tid og rum.

Tid må her forstås som den begivenhedsorienterede, kronologiske udvikling. Rum nå forstås som den samfundsmæssige binding af menneskers liv. I den historiske tilgang lægges der altså op til, at kontinuitet og forandring i menneskers liv både skal forklares i tid og rum.

Det nye faghæfte "Fælles Mål" opererer således med et historisk perspektiv, der også omfatter en samfundsfaglig tilgang.

Bag dette ligger der et bestemt fagsyn eller historiesyn. Det centrale spørgsmål her er, hvad der er i sidste ende er bestemmende for historiske udvikling.

Sat op i et kontinuum kan der skelnes mellem følgende orienteringer, hvad angår historiesyn:

Et strukturelt | Et kollektivt orienteret | Et individuelt

orienteret orienteret

indeholder: | indeholder: | indeholder:

Struktur Tidsånden Tanken/ideen

Interesser | Rollen | Viljen
Magten | Fællesskabet | Valget

Yderpunkterne i det her opstillede kontinuum er i den ene ende den viljesbestemte historie, hvor en karismatisk leder på eksemplarisk vis trumfer sin vilje igennem - overfor en struktur- og interessebestemt historie, hvor magten og magtudøvelsen bestemmes herfra. I den struktur- og interessebestemte historie er det enkelte menneske et redskab for samfundets magtstruktur og de hermed forbundne interesser.

Modsat i den viljesbestemte historie. Her tæller det enkelte menneske som historieskabende, fordi det besidder en vilje byggende på tanker og ideer. Den karismatiske leder formår at omsætte tanker og ideer i indflydelsesressourcer med konsekvens for samfund og den historiske udvikling.

Igen ser vi, at den historiefaglige tilgang spænder over både et historisk og samfundsfagligt perspektiv. Vægtningen af de elementer, der indgår i et historiesyn, afgøres i sidste ende af historikerens vurdering af forskellige forklaringers bæredygtighed i den konkret rejste problemstilling.

25. marts 2006: Jørgen Teglers

Side 28

27

BILAG 2:

Fra Kinas Eksperimenter af Clemens Stubbe Østergaard, s. 95

BILAG 3:

Fra Kinas Eksperimenter af Clemens Stubbe Østergaard, s. 52

Side 29

28

BILAG 4:

Fra Kinas Eksperimenter af Clemens Stubbe Østergaard, s. 53

BILAG 5:

Interview med Flemming Ytzen, tirsdag d. 9. december 2008 kl. 16 i Politikens Hus’ kantine

Varighed af ca. halvanden time – udvalgte uddrag.

6.55

”…… Og det er klart, at OL var vigtigt for Kina, fordi de godt ville have. Et OL-værtsskab ville betyde, at så havde verden accepteret, at Kina nu ligesom var på rette vej. Der var masser, der fortalte op til OL, at det er ikke tilfældet. Og det er jo det, at der er simpelthen en forskellighed i opfattelser. Hvis du tager Amnesty International og Human Rights Watch, så vil de sige; ’jamen, den er helt gal’. Og Amnesty herhjemme de sagde, at det er blevet værre.

Det mener jeg ikke, at Amnesty har ret i. Jeg har også diskuteret med Amnesty. Det som Amnesty gør, det er, at de tager et snapshot. De finder en enkeltsag og siger; her er en systemkritiker – og der var specielt en eller to, som vi hele tiden hørte om, hele forsommeren

– som sad i husarrest og blev forfulgt og hans telefon blev aflyttet og sådan noget. Det er et

Side 30

29 snapshot, det er et postkort, det er én sag. Det som Amnesty glemte – og det sagde jeg til dem igen og igen – det er, at se på hele udviklingen.

Jeg har den fordel frem for Amnesty, jeg har fulgt Kina i tredive år. Jeg kan se hvordan, der er vedtaget, og fulgt hvordan, der er vedtaget love, der har gjort det lidt bedre. Det er slet ikke på niveau med, hvad det kunne være - altså i vores del af verdenen – men i betragtning af at reformerne i Kina kun er tredive år gamle, så synes jeg egentligt, at det er ret forbløffende, at de er nået så langt, som de er. Men jeg synes, at man er nødt til at sige om Kina, at det er overraskende, så langt et så stort samfund er nået på tredive år. Det er også lidt foruroligende, at se hvor langt, de har igen. Og de to opfattelser mener jeg godt, at man kan have side om side. I stedet for Amnesty, som siger; ’jamen, det er bare ad helvede til, der bliver værre’. Gu’ bliver det ej værre, ikke hvis man ser i det lange perspektiv. Det er forskellen på at se et snapshot og se en film. En film, der har varet i tredive år. Hvis du ser på den film, der har varet i tredive år, så er der sket markant forbedring.”

Men det var lige under OL, at det forværredes eller hvad?

”Nej, det mener jeg ikke. Altså, det officielle Kina har en anden retsopfattelse. Og for at forklare den i kort form, så vil jeg citere et meget kendt kinesisk ordsprog eller mundheld, og det er, at når man fængsler eller arresterer eller laver en aktion, så dræber man kyllingen for at skræmme aben. Og hvad betyder det? Det betyder du statuerer et eksempel. Hvis du er oppe og slås i en landsby, og du tager genboens kylling og hugger hovedet af, så signalerer du til genboen, at hvis han går videre end det, så – og genboen det er aben, ikke? – at så bliver det værre næste gang. Det er lidt det her med, at hvis politiet går på Nørrebro, hvor der nogle besættere eller nogle aktivister eller nogle autonome, og så chef-politimanden han siger; ’vi tager lige to med i detention’, selvom de andre er lige så skyldige. Men vi statuerer et eksempel. Vi skræmmer, vi viser dem, at vi finder os ikke i det, men vi går ikke hårdt frem.

Og hvis du bruger det billede på situationen op til OL, så kan du sige, jamen ham der vi hele tiden hørte om, Hu Jia hed han, H-U J-I-A, han er nem at finde på nettet, så vil kineserne sige;

’nå ja, vi tager én, og så giver vi ham husarrest, og vi forviser ham til provinsen eller aflytter hans telefon eller opsnapper hans post eller fængsler ham’ – jeg tror det endte med, at han fik fængsel. Men det er jo sådan set bare et signal til andre, vi ikke bryder os om, om at det kan blive meget værre. Vi synes egentlig, at det her, det er meget lidt - i betragtning af at det er et land med 1,3 mia. mennesker. Det at man tager én. Det er ikke så meget dét, om han er skyldig eller ej, men det er det, at vi statuerer et eksempel og signalerer til resten af samfundet. Og derfor har Kina heller ikke så meget imod, at det bliver skrevet om. Vi viser, at vi bestemmer. Og hvis der går nogen rundt derude, der pønser på at lave noget ballade, måske demonstrere på den Himmelske Fredsplads og rulle nogle bannere ud og sådan noget, så har vi lige vist – og heldigvis har det været i TV og på nettet - vi har vist, at hør nu her, det skal I lade være med, for ellers går det jer ligesom ham. Det er det, der hedder, at dræbe kyllingen for at skræmme aben.”

…..

11.50

Side 31

30

”Og det der ændrede på hele opspillet til OL, det var, at der blev uro i Tibet. Og det blev også fremstillet som om, at Kina er en stor undertrykkelsesmaskine, som har holdt Tibet i et jerngreb. Men går du ind og ser, hvordan kineserne beskriver det selv – nu er det jo ikke et land med fri presse, men alligevel – så vil de sige; ’jamen vi har betalt millioner for at moderniserer Tibet. Vi har bygget en jernbane, vi bygger hospitaler, vi bygger veje og boliger. Vi gør alt det, som vi synes er nødvendigt for at udvikle et samfund. Og hvis ikke vi var der, så ville det være et frygteligt, tilbagestående samfund, sådan som det var indtil 1950.

De ville være sådan et præstestyre, og de ville være ludfattige’.”

Altså, a la hvad vi mener, hvordan vi har hjulpet Grønland?

”Jeg plejer også at sammenligne med Grønland. Og sige; ’se, hvordan vi har hjulpet Grønland’. Vi sender tre milliarder kroner til Grønland hvert år. Det rykker ganske vist ikke ret meget, men vi synes bare, at vi har gjort det godt. Så er det så bare ærgerligt, at de drikker sig ihjel og skyder hinanden og hænger hinanden, og hvad de gør. Men de har det lidt på samme måde kineserne, de synes, at de betaler en hulens masse til Tibet. Sådan er det. Og hele Tibet-problematikken den kom meget, meget ubelejligt for Kina, men der var jo ikke et eneste OL-land, heller ikke Danmark, selvom Brian Mikkelsen antydede, at det kunne være, at han ikke kom åbningsceremonien – han blev banket på plads af Anders Fogh: Du har bare at møde op, ellers så ryger mit klima-topmøde. Jeg mener, at Kina fik det OL, som Kina ønskede sig.”

13.28

Den accept de godt ville have?

”Stort set, stort set. Alle de store EU-ledere var der, og Bush var der, og japanerne var der.

Alle dem, der betød noget var der. Og det der gjorde, at den til sidst endte med at gøre den helt store forskel, det var den der lille episode nede i Frankrig udenfor Paris, hvor en kinesisk idrætsudøver i rullestol bliver overfaldet af nogle pro-tibetanske aktivister. Da jeg så det på TV, så sagde jeg; ’nu er der ingen fare på færde længere, nu får Kina deres OL’. Fordi hvad viser den scene? Den viser, at tibetanerne – i modsætning til hvad de hævder – så det der med, at de er ikke-voldelige, det er noget sludder. De overfalder en handicappet. Det var som om, det var sat i scene. Hvis jeg havde været spindoktor for kineserne, så havde jeg ansat en skuespillertrup til at lave det der. Hele sympatien hjemme i Kina den skiftede. Og nu, når du hører kinesere – vi har lige haft en stor konference ude på Handelshøjskolen, hvor chefen for det kinesiske stats-TV han holdt et indlæg om OL og Kina, hvor han så selvfølgelig bragte det der op. Og det er helt tydeligt, at den ene episode den har simpelthen forenet Kinas befolkning og dets ledere. De står sammen. Ingen skal komme og genere os, og slet ikke sådan nogle aktivister, og ødelægge festen for os. Så da den var på TV, så sagde jeg; ’nu har de vundet OL’, altså sådan i opinion. Nu er det lige meget hvad tibetanerne gør nu, så vil det blive brugt imod dem. Fordi verdenen kan se, at tibetanerne er ikke ikke-voldelige. Deres sympatisører går ind for vold. Omstændighederne gjorde, at Kina fik et meget gunstigt OL.”

Side 32

31

Så for Kina, eller for det kinesiske styre der var det lige så meget at forene Kina, som det var at statuerer et eksempel udadtil?

”Begge dele. Begge dele. Det var meget vigtigt, at de fik skabt en situation, hvor deres egen befolkning sluttede op. Og det er der ingen tvivl om, at de fik. Og det kan de sådan set ironisk nok takke tibetanerne for. Fordi at tibetanerne eller pro-tibetanerne - fordi jeg ved ikke om de der aktivister, om de var tibetanere, jeg tror det var nogle europæere, det var lige meget; effekten er den samme.”

…

21. 58

”Og derfor tror jeg heller ikke, at Konfucius havde forudset et markedssymfoni, hvor folk bare rejste rundt og oprettede virksomheder og sådan noget. Det var før hans tid. Men han er en moralfilosof, der har defineret, hvordan en stat skal bygges op, og hvordan befolkningen i staten skal have det med hinanden. Og meget af det Kina gør nu, det ligner i forbløffende grad det, som han talte om. Og de er også i gang med – det nuværende styre – efter at Konfucius var forbudt i mange år eller undertrykt under Mao, han prøvede at udrydde Konfucius, så er i de fuld gang med at genoplive og omfortolke ham. Og de bruger ham til at legitimere det, de er i gang med. Fordi i og med at den gammeldags kommunisme ikke længere kan legitimere det, de gør, så må de finde på noget andet. Og det nemmeste og mest indlysende, det er jo at tage af deres gamle kulturarv. Det er der en hvis logisk i, ikk? Befolkningen kan nemt identificere sig med det, fordi mange af dem er gamle nok til at kunne huske fra skoletiden, at de har hørt om det og sådan noget. Selvom han ikke måtte læses i tyve år eller sådan noget, så har de jo selvfølgelig bare gemt bøgerne væk.”

Men hvad er det så de legitimere? Altså nu siger du: ”det, de gør”?

”De legitimerer autoritet. Altså hele det kinesiske undervisningssystem, fra den første dag, de kommer i skole, er ensartet.”

….

33.46

”Der er så store uligheder i det kinesiske samfund i dag på grund af kapitalismen, at de mener, at man må ligesom genopfinde nogle maoistiske idealer. Hvor nogle husker ham for det gode, det er for ligheden. De siger; ’det kan godt være, at vi var fattige under Mao, men vi var lige’.

Nu har de haft brugt tredive år på at skabe en øget ulighed, og nu er der mange, der siger; ’nej nu er uligheden blevet for stor, den er større end i USA, og det er ikke acceptabelt’. Altså må vi have noget mere lighed ind, og det kan vi kun gøre ved at staten går ind og omfordeler. Det

Side 33

32 er det, de er i gang med. Der kommer det der slogan, der hedder ’det harmoniske samfund’, ind.”

Det læste jeg mig også godt til et sted, at de er i gang med en udviklingspolitik, der hedder ’det harmoniske samfund’, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget om det?

”Nej, men det er jo sådan et slogan, ikk? Det er jo sådan en måde at sige til befolkningen, at vi er godt klar over, at spændingerne er for store, og der er for mange, der er utilfredse, og der er for stor usikkerhed i samfundet, fordi mange mister deres job. De der faste rammer man kendte for tredive år siden, de er der ikke mere. Og så prøver de, ved at bruge det der slogan, at sige; ’vi prøver nu via nogle statsindgreb at omfordele og vi vil gerne lave nogle velfærdsordninger’ - de er på vej med noget med dagpengereformer, arbejdsløshedsunderstøttelse, miljøforanstaltninger, altså alt det der vi forbinder med, at staten går ind og regulerer og intervenerer på områder, hvor der er brug for det.”

…

36.01

Hvis vi nu tager i forhold til det sidste spørgsmål: hvis man skulle over i noget vestligt demokrati – det er de ikke på vej til – men hvor ser du så nogle åbninger?

”Der er nogle lokale reformer. Altså, du har sådan set i tyve år haft lokalvalg, som ikke er valg som herhjemme, hvor du har otte – ti partier, der stiller op til byrådet, men du har valg til de lokale forvaltninger og byråd, hvor mere end én kandidat kan stille op. Men partiet er altid inden over og godkende.”

Så de stiller stadig op for partiet? De skal godkendes af dem først?

”Jeg synes, at valg er et lidt misvisende ord. Jeg vil hellere kalde det selektion, man udvælger.

Man prøver simpelthen at give folk flere at vælge imellem. Du kan sagtens finde dokumentarfilm, der viser billeder fra en landsby, hvor der måske er fem, der stiller op til at blive borgmester, og så ender de med at vælge den ene. Og hvor hver af de fem siger: jeg står for det, og jeg vil gøre sådan, og jeg lover jer sådan og sådan. Det ligner på overfladen en dansk valgkamp til et kommunalvalg. Det er det ikke. Det er en anden måde at sortere til og fra iblandt flere mennesker. Tidligere – før reformerne – der var alle udpegninger interne, nu prøver de sådan set at hive folk ind udefra og sige; ’jamen, hvis du kunne være god til at bygge skoler eller forbedre miljøet eller sørge for, at der kommer nogle fabrikker til byen, så stil op og fortæl, hvordan du vil gøre, og så skal du altså lige godkendes af partiet og helst melde dig ind’.

Og det er en anden interessant faktor, du skal have med. Altså efter 89 og Sovjetunionens sammenbrud, så troede folk, at det kinesiske kommunistparti ville smuldre, og det hele ville ende i noget anarki. Men rent faktisk så stiger medlemstallet voldsomt i de her år. Og der er flere, der søger, end der kommer ind.”

Side 34

33

Og det kan dels være på grund af OL, kan det det?

”Ikke direkte. Det tror jeg ikke. Jamen det har noget at gøre med, at i 2001 der blev det accepteret for første gang nogensinde – og jeg mener, at det var en revolution, der skete der – at selv hvis du var storkapitalist og byggede skyskrabere og blev milliardær og ejede det ene og det andet og det tredje, så kunne du indtil 2001 som kineser ikke blive medlem af partiet, fordi du var jo kapitalist. Du blev accepteret, og du betalte din skat, og du skulle helst kende nogle i partiet, du selv mødtes med og finansiere nogle dyre middage og sådan noget, men efter 2001 så kunne du blive medlem. Og det er derfor, jeg siger, at så er det sgu ikke et kommunistparti længere, vel? Det er det ikke. Det kan godt være, at de har beholdt navnet.

Men altså, det der sker i de her år, det er, at alle de der nyrige, som bygger skyskrabere og kører i store biler, de stormer ind i partiet. Det er et andet parti, der har bevaret det gamle.”

…

39.04

Er det for at få indflydelse så eller hvad?

”Det er for at forhindre oppositionen. Fordi hvis de ikke gjorde det her, så ville de i løbet af nogle år se de her store netværk af meget, meget kapitalstærke entreprenører; meget, meget rige mennesker med massere af indirekte indflydelse - sådan nogle virkelig lidt slibrige typer, ikk? – som sidder alle mulige vegne og kan bestikke og gøre ved. Hvis ikke de havde sagt;

’kom indenfor’, så havde de haft en oppositionskraft. Måske ikke organiseret, men en oppositionskraft, som kunne manipulere kvaler af store penge. Ved at sige; ’nej, I er velkomne i partiet’, så eliminerer man risikoen for, at du får en mafia. Det vil sige, at du inviterer mafiaen indenfor i stedet for at have den udenfor. Men ved at have den indenfor kan du bedre kontrollere den. Men ved at have den indenfor får du også - fordi, der er masser uformelle netværk i partiet selvfølgelig også, ikk? – men du får også nemmere adgang til den rigdom, du vil kontrollere. Og et af de største problemer i Kina nu det er skatteopkrævning.

Hvis de skal finansiere alle de her miljøopgaver, de skal finansiere dagpenge og infrastruktur, så skal dem, der har pengene og som skal beskattes – eller rettere deres virksomheder skal beskattes især – de skal være tæt på. Og ved at have dem inde i partistrukturen, så kan de jo sige; ’nå jamen, her har vi tyve mange-milliardærer, der er blevet rige på at bygge skyskrabere, vi vil godt se regnskaberne. Det ser sørme godt ud, men nu napper vi lige tyve procent i virksomhedsskat’ - eller hvor meget det nu er. Det ville være sværere, hvis de ligesom var ude og gemte sig i Hong Kong eller var flyttet til udlandet. Ved at få dem ind i systemet har man en klemme på dem, men jeg mener så, at det er jo med til at forandre partiet; det bliver mere stat, end det bliver parti.

Jeg bliver nødt til at bruge et fremmedord, fordi, når folk siger, at Kina er det der sådan totalitære uhyre, som er Sovjetunionen, så siger jeg; ’sludder og vrøvl, I har ikke fattet en brik af det hele’. Vi er nødt til at genopfinde ordet korporatisme. Korporatisme. Altså, korporatisme det er, når et magtapparat inkorporere forskellige grupper i samfundet og laver ligesom nogle aftaler med dem. Ofte på bekostning af nogle andre grupper. I et vestligt

Side 35

34 demokrati der har alle i udgangspunktet lige ret, vi kan stemme, og vi har i grundloven nogle frihedsrettigheder og noget retssikkerhed, hvis politiet napper os, så er det nøje defineret, hvilke rettigheder vi har. Og lige sådan med ejendom og så videre. I et korporatistisk samfund, som Østasien har haft i mange af i de sidste hundrede eller halvandet hundrede år, så har du sådan nogen alliancer mellem dem, der har magten, og dem, der har pengene. Og ofte på bekostning af de meget fattige, bønderne og arbejderne. Og det er jo så paradokset ved Kina, du har denne – det er derfor jeg bruger ordet i min bog, China Incorporated; det ligner en virksomhed, det ligner en stor multinational virksomhed – hvor du har en ny middelklasse af veluddannede, oplyste mennesker, der er på nettet hver dag, taler godt engelsk og ved, hvad der sker i verdenen, og sådan noget. Samtidig med at de også er i det her parti, som engang var kommunistisk, men ikke burde hedde det, og samtidig med at de er fedtet ind i alle mulige netværk.”