SRP om impressionisme i fransk billedkunst og litteratur

Side 1

Side 1 af 27

Abstract

This study examines the origin of impressionism in French literature and art. Furthermore it explains the historical entry point of this style. In addition to that this study also examines which techniques the impressionist artists use and what the characteristics in an impressionist painting are. To do this the study investigates 3 pictures of the famous impressionist artists Pierre-Auguste Renoir, Édouard Manet and Claude Monet. Furthermore the study analyses the novel Une Vie which is written by the author Guy de Maupassant, to find out what the characteristics in an impressionist novel are with focus on the delineation of the characters and the environment. At the end the study discusses if impressionism is as objective as it claims and why impressionism became so essential to the art and the literature in this period.

The result of all this is a conclusion that says that impressionism became extremely essential in the period because it arises in the wake of the industrialism and science and made a great rebellion. It also concludes that impressionism may not be completely objective, but that it is the style that comes closest to objectivity because of its superficiality and because of the authors and the artist ability to move into the background.

Side 2

Side 2 af 27

Indholdsfortegnelse

Indledning 3

Redegørelse af impressionismens opståen i fransk billedkunst og litteratur og derudover en historisk indplacering af stilarten 3

Analyse og fortolkning af romanen Une Vie og malerierne Impression, Monet et sa Femme sur le Bateau-Atelier og Bal du Moulin de la Galette 7

Analyse af Romanen Une Vie 7

Analyse af Bal du Moulin de la Galette 12

Analyse af Monet et sa Femme sur le Bateau-Atelier 14

Analyse af Impression, soleil levant 15

Diskussion af hvorvidt impressionismen skildrer virkeligheden objektivt, samt hvorfor impressionismen blev så væsentlig i perioden 16

Konklusion 19

Litteraturliste 20

Bilag 1 – Bal du Moulin de la Galette af Pierre-Auguste Renoir 22

Bilag 2 – Monet et sa femme sur le Bateau-Atelier af Edouard Manet 22

Bilag 3 – Impression af Claude Monet 22

Bilag 4 – En lille replik af Herman Bang 22

Side 3

Side 3 af 27

Indledning

Det er svært at forestille sig, hvorfor impressionismen dengang i anden halvdel af 1800-tallet kunne vække så stor forargelse, som den gjorde. I dag betragtes impressionismen som en lettilgængelig form for kunst i forhold til den abstrakte kunst, vi ofte møder i dag. I dag koster værker af de første impressionistiske malere millioner af kroner. Værkerne er så populære, at de bliver trykt på plakater, som kan hænge overalt. Da retningen først opstod kunne de impressionistiske malere knapt nok få lov til at udstille deres billeder. På samme måde var der skarp kritik af de impressionistiske forfattere, som i dag er bredt anerkendte. Ved at analysere det første og det sidste kapitel i den impressionistisk roman Une Vie af den franske forfatter Guy de Maupassant og 3 billeder af henholdsvis Manet, Monet og Renoir, vil jeg undersøge, hvilke metoder impressionisterne brugte til at indfange virkeligheden og hvilke teknikker, der ligger bag. Impressionisterne hævdede selv, at de skildrede livet og verdenen på den mest virkelige og naturlige måde overhovedet, og det var det, der især forargede folk i samtiden.

De mente, at impressionismen blot lignede ufærdige værker og mente, at den var en hån mod alt smuk kunst. I dag forarges vi ikke længere så let over kunst, fordi vi ser kunst alle steder og ser så meget forskelligartet kunst. Alligevel kan det diskuteres om impressionismen, som den selv hævder, er den mest objektive og virkelighedstro gengivelse af virkeligheden? Det vil jeg i min diskussion stille spørgsmålstegn ved. Inden dette spørgsmål, vil jeg dog først redegøre for, hvordan impressionismen opstod, hvilke personer der i Frankrig stod bag den, samt hvad den mere præcist indebærer.

Redegørelse af impressionismens opståen i fransk billedkunst og litteratur og derudover en historisk indplacering af stilarten

Impressionismen, både indenfor kunsten og litteraturen, opstod samtidig med industrialisering og den urbanisering, som industrialiseringen medførte. Det at folk flyttede fra land til by gjorde, at nye livsformer opstod, begreberne rodløshed og flygtighed blev aktuelle, og disse begreber er netop essentielle for impressionismen. Impressionismen blev på mange måder et opgør med romantikken, hvor der stræbtes efter det ideelle i stedet for det reelle.

Romantikkens malere yndede at gengive historiske og religiøse motiver, og de tilstræbte mest

Side 4

Side 4 af 27

                              1
af alt at udtrykke personlige følelser.

I romantikken så man kunstneren som en stedforæder

for Gud ved, at kunstneren netop stræbte efter helhed i sit værk.^{2} I slutningen af 1800-tallet

begynder man at tage afstand fra dyrkelsen af religionen med fremgangen af videnskaben, og dermed er det naturligt, at man også i kunsten følger med i denne udvikling.

Impressionisterne søger at fange øjeblikket og ikke helheden, ligesom romantikken gør.

Opfindelsen af fotografiet var på mange måde en inspirationskilde for impressionisterne, idet man nu havde en teknik, der kunne indfange virkeligheden lynhurtigt og med et ”snapshot” præsentere et lille udsnit af den. Fotografiet gjorde i imidlertid også opmærksom på dets objektive skildring af livet i forhold til det hidtidige maleris subjektive skildring.

Impressionisterne ville fange virkeligheden lige så levende og objektivt, som fotografiet gjorde det i modsætning til romantikkens og realismens noget mere subjektive fortolkning og

                                         3
dermed også mere usande billede af virkeligheden.

Siden renæssancens opdagelse af det videnskabelige perspektiv og betydningen af anatomien for korrekte proportioner øgedes betydningen af den teoretiske viden om, hvordan verden så ud. Der var ingen, der på dette tidspunkt protesterede imod overbevisningen om, at hver ting i naturen har sin bestemte form og farve. Det var først, da Édouard Manet (1832-

1883) og de andre impressionister pludselig lavede en revolution indenfor farvegengivelse, at der for første gang blev sat så stort fokus på dette. Manet og de andre impressionister opdagede, at hvis man ser på naturen i det fri, da ser man ikke en række enkelte ting med hver sin karakteristiske farve, men i stedet ser man en blanding af masser af farvetoner, der sammen bliver til en helhed. De nye tanker drejede sig ikke kun om farverne i fri luft, men også om former i bevægelse. Et eksempel på dette er Édouard Manets billede Les Courses à Longchamp fra 1865, hvor han malede hestene med kun 3 ben, fordi han insisterede på, at hans fremstilling af formerne ikke måtte påvirkes af, hvad han allerede vidste om dem. Han mente, at man i virkeligheden ikke når at få det indtryk af hestene, at de har fire ben, når de styrter afsted. De akademiske kunstnere nægtede at udstille hans og de andre impressionisters billeder på den officielle udstilling i Frankrig, der kaldtes ”Le Salon”. Dette gjorde, at

1

Side 212 og 380, Politikens Kunstleksikon

2

Bang, Herman, http://www.litteratursiden.dk/analyser/bang-herman

3

Dansk litteraturs historie,

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_litteraturs_historie/Dansk_litteraturs_historie_3/1870-
1920/Realisme_og_impressionisme

Side 5

Side 5 af 27 udstillingsmyndighederne i 1863 var tvunget til at lave en særudstilling. Udstillingen blev

                                                                         4
kaldt ”Salon de Refusés”. Folk besøgte dog mest denne udstilling for at grine af billederne.

En af Manets impressionistvenner var Claude Monet (). Det var ham, der overtalte Manet til aldrig at male et penselstrøg uden at være ansigt til ansigt med motivet.

Det var nyt og stod i modsætning til den dengang mest udbredte måde at male billeder på, hvor man ofte malede inde i sit atelier efter den viden, man i forvejen havde om, hvordan ting

så ud.^{5} I 1889 gav Monet desuden en ung amerikansk kunstner dette råd: ”Når De skal male,

så forsøg at glemme hvilket motiv, De har foran Dem – et træ, et hus, en mark eller ligegyldigt hvad. De skal blot tænke, her er et lille blåt kvadrat, her et lyserødt rektangel, her en gul streg, og mal det, akkurat som det ser ud for Dem den nøjagtige farve og form, indtil

det giver Dem Deres eget naive udtryk af det motiv, De har for Dem”.^{6} Denne nye metode at

male sit billede på, hvor man skulle blive færdig på stedet, ændrede på alt i udtrykket af et billede og førte til helt nye former for billeder. Naturen eller motivet ændrer sig konstant, mennesker bevæger sig, skyer går forbi, vind bryder vandets spejl, og hvis man vil fange alt dette, har man ikke tid til at mikse og blande farver. Man må male farverne direkte på i

                                           7
hurtige bevægelser, hvilket giver en ufærdig karakter.

I 1873 slog bl.a. Claude Monet, Alfred Sisley, Camille Pissarro, Edgar Degas og Pierre- Auguste Renoir sig sammen og skabte gruppen: ”Société Anonyme Coopérative des Artistes, Sculpteurs, Graveurs”. I 1874 lavede de deres egen udstilling for avantgarde kunst i

fotografen Nadars atelier, hvor 13 kunstnere i alt deltog^{8}. Da kritikeren Louis Leroy så

billedet Impression af Monet på udstillingen, kaldte han hele gruppen for ”Impressionister”, hvilket var ment på en yderst nedladende måde, fordi han ikke mente, at et indtryk af et øjeblik var nok til at blive kaldt et billede. Dette prædikat har de imidlertid haft lige siden.

Det er ikke første gang kunstnere har gjort sig skelsættende opdagelser. I 1400-tallet, opdagede billedkunstnerne for første gang kunsten i at gengive virkeligheden. Naturalismens og perspektivets sejrer gjorde, at figurerne kom til at se temmelig stive ud, og det var først Leonardo da Vincis billede Geni, der besejrede denne vanskelighed ved at lade formerne glide

4

Side 514-519, Kunstens Historie

5

Side 517-519, Kunstens Historie

6

Side 710, linje 26-33, Kunstens Verdenshistorie

7

Side 517-519, Kunstens Historie

8

Impressionisme,

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Stilretninger_og_perioder_i_kun
sten/impressionisme

Side 6

Side 6 af 27 tilbage i mørke og skygger. Denne teknik kaldes ”sfumato”. Impressionisterne gjorde så den opdagelse, at disse mørke skygger slet ikke findes i sollys og i fri luft. De opdagede, at de ubelyste genstandes farver er påvirkede af genskær fra omgivelserne. Det var denne

                                          9
opdagelse, der lukkede den traditionelle vej for dem.

Impressionismen i litteraturen er baseret på samme idé som den impressionistiske billedkunst. Her er man også optaget af at skildre det umiddelbare indtryk og virkeligheden så levende som muligt. For at opnå dette trak man den alvidende, forklarende og subjektive fortæller langt tilbage for i stedet at skrive i scener. ”Show it, don´t tell it” sagde den engelsk-

                                                                  10
amerikanske forfatter James Henry, hvilket egentlig forklarer hele grundlaget bag . Man kan

betragte den alvidende fortæller indenfor litteraturen som et svar på romantikkens centralperspektiv og helhedsbillede indenfor kunsten. Dermed er den objektive fortæller og den scenariske fortællemåde at sammenligne med de hurtige øjebliksbilleder af impressionismens kunstnere. Den impressionistiske litteratur var også inspireret af fotografiet og snapshoteffekten. Man kan sige, at fotografiet ganske vist er subjektivt i sit valg af motiv og beskæring, men udover det, optager det kun det, som er indenfor linsekanten. På samme måde kan forfatteren i impressionistisk litteratur vælge handling og forløb samtidig med at

                                          11
holde fortælleren i baggrunden så længe som muligt.

I litterær sammenhæng ligger impressionismen tæt op af naturalismen. I Frankrig er

naturalismen det samme som det, vi i Norden kalder Det moderne gennembrud.^{12}

Naturalismen er inspireret af Charles Darwins teorier og opstod i anden halvdel af 1800-

    13
tallet. I naturalismen er man optaget af videnskabsteorier og går derfor videnskabeligt til

værks i sine tekster. Naturalisterne mener, at mennesket er offer for sine egne drifter, hvilke hele tiden kommer i vejen for dets intellekt. Desuden er menneskets muligheder forudbestemt og begrænset af dets fysiske betingelser, arv og miljø. Dermed mente man ikke, at mennesket

9

Side 522, Kunstens Historie

10

Impressionisme i litteraturen,

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Stilretninger_og_perioder_i_kun

sten/impressionisme/impressionisme_(Litteratur)
11

Realisme og impressionisme,

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_litteraturs_historie/Dansk_litteraturs_historie_3/1870-

1920/Realisme_og_impressionisme
12

Naturalisme i litteraturen,

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litter%C3%A6re_perioder/natural

isme_(Litteratur)
13

side 208, Litteraturhåndbogen 1

Side 7

Side 7 af 27 var syndigt, for man begyndte med denne retning at afskrive religionen som forklaringen på

alting. Fremtrædende naturalistiske/impressionistiske forfattere i denne periode er i Frankrig

Gustave Flaubert, Emile Zola og Guy de Maupassant. I Norden vil man kalde J.P. Jacobsen

og Hermann Bang for værende naturalister/impressionister. J. P. Jacobsen og Herman Bang er

dog kunstnerisk meget forskellige, ligesom Emile Zola og Guy de Maupassant er det. Nogle af deres værker hælder mere til den impressionistiske skrivestil end andre. Det de har tilfælles er deres pessimistiske og medlidenhedsvækkende menneskeskildringer, deres forståelse for

                                    14
naturvidenskaben og kravet om objektivitet.

Forskellen på naturalisme og impressionisme er, at man i naturalismen er meget malerisk i sine beskrivelser og psykoanalytisk i sin måde at indføre læseren i personernes tanker på, hvorimod impressionismen kun vil afbilde handlingerne, sanseindtrykkene og dermed lade det være op til læseren selv at tolke betydningen deraf. Naturalismen udtrykker mest bare selve holdningen, hvor

                                       15
impressionismen omsætter holdningen i praksis.

Analyse og fortolkning af romanen Une Vie og malerierne

Impression, Monet et sa Femme sur le Bateau-Atelier og Bal du

Moulin de la Galette

Analyse af Romanen Une Vie

Romanen Une vie er skrevet af forfatteren Guy de Maupassant. Den er skrevet i 1883 og var

hans første roman.^{16} Guy de Maupassant er født den 5. August 1850 og dør den 6. Juli 1893.

Hans lærermester var Gustave Flaubert, og gennem Flaubert kommer han til at kende en række naturalistiske forfattere. Denne gruppe af forfattere, som Maupassant møder, har det realistiske billede af virkeligheden til fælles og er enige om, at mennesket ikke er af guddommelig herkomst. Han delte på et tidspunkt lærer med Sigmund Freud. Læreren hed Jean-Martin Charcot og var hjerneforsker. Guy de Maupassants sociale og psykologiske studier var i naturalismens ånd, men måden Guy de Maupassant skriver på adskiller sig dog alligevel fra Zola og de andre naturalister, idet han har nogle impressionistiske træk i sin

14

Naturalisme i litteraturen,

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litter%C3%A6re_perioder/natural

isme_(Litteratur)
15

Side 213, Litteraturhåndbogen 1

16

Guy de Maupassant, https://da.wikipedia.org/wiki/Guy_de_Maupassant

Side 8

Side 8 af 27 skrivemåde. Han er objektiv i sine skildringer af miljøer og mennesker, og han skriver delvist med en kameraagtig synsvinkel, hvor læseren skånes for lange analyser og forklaringer.

Derfor må genren betegnes som værende en blanding af naturalisme og impressionisme.^{17}

Guy de Maupassant sletter nemlig netop alt overflødigt og analytisk og lægger dermed en stor distance til den indtil da fremherskende romantiske og svulmende skrivestil. I sit forord til en af sine romaner, Pierre et Jean, skriver han: ”Le romancier, au contraire, qui prétend nous donner une image exacte de la vie, doit éviter avec soin tout enchaînement d’événements

                        18
qui paraitrait exceptionnel.” Guy de Maupassant søger med sin skrivestil, at få det mest

sandfærdige billede af virkeligheden frem. For at gøre dette mener han, at man må skære enhver begivenhed fra, som er overflødig. Med hvert eneste ord og udtryk forsøger han at skære det overflødige væk. På den måde bliver skrivestilen meget stram, men den kommer til for læseren at synes naturlig og let. Et af udgangspunkterne for denne skrivemåde var den ældre forfatter Gustave Flaubert, som han, i samme forord til Pierre et Jean, citerer for at have sagt, at man skal have stor tålmodighed for at kunne skildre virkeligheden bedst muligt.

Man skal iagttage det, som man ønsker at udtrykke længe nok, og man skal gøre det med så

stor opmærksomhed, at man opdager et aspekt, der ikke før er set eller fortalt.^{19} Denne

udtalelse af Flaubert sammenkæder Maupassant med måden at skrive på på den måde, at han mener, at der kun skal bruges ganske få ord til at udtrykke noget med: ”qu’on verbe pout

l’animer et qu’un adjectif pour la qualifier.”^{20} Han mener ikke, at der er behov for et

kæmpestort og bredt ordforråd, men at man med ekstrem klarhed bør udvælge, hvilke ord, der gør det bedst i sammenhængen: ”Efforçons-nous d’être des stylistes excellent plutôt que des

                          21
collectionneurs de termes rares” .

Historien starter in medias res, altså midt i en handling, hvilket er det første impressionistiske træk i romanen. Ved at starte in medias res, er der ingen fortæller til at forklare og sætte læseren ind i sagen fuldstændig ligesom i det virkelige liv.

17

Guy de Maupassant, http://chataigne.dk/chataignefiler/Une/Om-Maupassant-web.pdf

18

Side 96, linje 4-7, Guy de Maupassant, http://chataigne.dk/chataignefiler/Une/Om-

Maupassant-web.pdf
19

Guy de Maupassant, http://chataigne.dk/chataignefiler/Une/Om-Maupassant-web.pdf

20

Side 97, linje 14-15, Guy de Maupassant, http://chataigne.dk/chataignefiler/Une/Om-

Maupassant-web.pdf
21

Side 97, linje 26-26, Guy de Maupassant, http://chataigne.dk/chataignefiler/Une/Om-

Maupassant-web.pdf

Side 9

Side 9 af 27

Une Vie er fiktiv og handler om hovedpersonen Jeanne, der på sit tolvte år anbringes i kloster af sin far. Han ønsker at opdrage hende på en ganske bestemt måde, så hun kan blive et klogt og lykkeligt menneske. Hendes forældre er baron og baronesse, så de er en ganske velstående familie, men på grund af deres godhed, mister de let deres penge. Da Jeanne i begyndelsen af bogen endelig sættes fri fra klosteret, er hun utrolig lykkelig og har meget høje forventninger til det liv, hun nu skal til at leve. Dagen efter hendes hjemkomst tager familien på sommerferie på en af deres mange herregårde. Den herregård, som Jeanne skal bo på, når hun engang gifter sig. Jeanne er henrykt og glæder sig til livet og til kærligheden.

I det sidste kapitel er det dog tydeligt, at der er sket mange forfærdelige ting i hendes liv, siden hun var en ung pige, der netop var blevet sat på fri fod. Nu er hun halvgammel og lader til at have mistet livsglæden. Hendes søn er rejst bort, og hun bor kun med den sammen stuepige, der havde været der siden hendes barndom. Hun har så lidt mod på livet, at hun knapt nok orker at stå ud af sin seng. Når hun kommer ud af sin seng, bevæger hun sig rastløs frem og tilbage mellem ude og inde. Nogle gange på sine gåture kan hun pludselig føle den samme lykke og forventning til livet som i sin ungdom, men så ødelægges den igen, og hun bliver nødt til at sætte sig ned i grøftekanten. En dag får hun uventet et brev fra sin søn, om at hans elskerinde er døden nær efter at have født et barn. Han spørger i brevet sin mor, om hun kan tage sig af barnet, da han ingen penge har, og Jeanne sender straks stuepigen, Rosalie, afsted efter barnet. Sønnens elskerinde dør, og han gifter sig med en pige fra nabolaget, og flytter hjem til sin mor. Historien ender til allersidst med en bemærkning fra Rosalie til

                                                               22
Jeanne: ”La vie, voyez-vous, ça n’est jamais si bon ni si mauvais qu’on croit.”

Bogen følger som sagt Jeanne gennem det meste af hendes liv. Da hun sættes fri fra kostskolen er hun 17 år gammel og meget smuk: ”Elle semblait un portrait de Véronèse avec ses cheveux d’un blond luisant qu’on aurait dit avoir déteint sur sa chair, une chair d’aristocrate à peine nuancée de rose, ombrée d’un léger duvet, d’une sorte de velours pâle qu’on apercevait un peu quand le soleil la caressait. Ses yeux étaient bleus, de ce bleu

opaque qu’ont ceux des bonshommes en faïence de Hollande.”^{23} Desuden skrives der, at hun

har en skarp stemme men en frejdig latter, som spreder glæde hos andre. Hun er en pige, der elsker at drømme sig væk. Den første nat på den nye herregård, bruger hun på at kigge ud i mørket og forestille sig, hvor fantastisk hendes liv kommer til at blive. Lige så stor en

22

Side 335, linje 12-13, Une Vie

23

Side 3, linje 21-26, ibid

Side 10

Side 10 af 27 forventningsglæde hun har, lige så skuffet kan hun blive, og i det sidste kapitel er al hendes livsglæde væltet om kuld. Jeanne gennemgår derfor helt sikkert en udvikling i forhold til, hvad der sker i det første kapitel af bogen og i det sidste. Hun lærer af livet, selvom vi egentlig ikke ved som læser, om hun efter at have fået sønnen hjem vil fortsætte i en bedre retning. En ting er i hvert fald sikker, og det er, at hun lærer, hvor hårdt livet kan være.

Hendes forældre, baronen og baronessen, er gode mennesker. Hendes mor er temmelig svag, men faren meget stærk og beslutsom. Desuden er han meget begejstret for naturen:”Le baron Simon-Jacques Le Perthuis des Vauds était un gentilhomme de l’autre siècle, maniaque

et bon.”^{24} Bogen beskriver Baronen som værende god og pedantisk og en begejstret tilhænger

af J.J. Rosseau. Han så på naturen med en elskers ømhed. Stuepigen Rosalie er handlestærk og opmuntrende. Hun har et viljestærkt sind og er god til at se tingene fra den lyse side. Både moderen, faderen og Rosalies personligheder beskrives ikke gennem en indre synsvinkel.

Man forstår personlighederne gennem deres replikker og handlinger, hvilket i den grad gør personskildringerne af disse personer meget impressionistiske.

Fortælleteknikken i Une Vie er altså et tydeligt eksempel på, at Guy de Maupassant ikke var ren naturalist, men havde noget impressionistisk over sig. Fortælleren i romanen er en 3.

persons fortæller og synsvinklen er ydre. Den impressionistiske teknik brydes dog, idet der lejlighedsvist benyttes en indre synsvinkel, når Jeannes refleksioner og følelser for eksempel gengives: ”Jeanne, sortie la veille du couvent, libre enfin pour toujours, prête à saisir tous les

                                                           25
bonheurs de la vie dont elle rêvait depuis si longtemps, craignait que…” Her beskrives det,

hvor parat Jeanne er til at tage afsted nu, hvor hun endelig føler sig fri. Dette er et atypisk træk for impressionismen, men alligevel er det ikke en længere redegørelse for hendes indre tanker. Ved en helt ren impressionistisk skrivestil beskrives slet ingen tanker. Læseren skal selv gætte sig til personens tanker og følelser. Et udtryk, der ofte bruges til at beskrive denne form for teknik er: ”toppen af isbjerget.” Man får kun det øverste lag af historien at vide, og dermed skal man selv stykke personernes personlighed sammen gennem deres handlinger.

Den impressionistiske skrivestil er igen at finde, når fortælleren netop er den observerende 3.

persons fortæller i romanen, fx: ”Elle cueillit sur le mur le petit carton divisé par mois, et portant au milieu d’un dessin la date de l’année courante 1819 en chiffres d’or. Puis elle biffa à coups de crayon les quatre premières colonnes, rayant chaque nom de saint jusqu’au

24

Side 2, linje 18-19, ibid

25

Side 2, linje 1-3, ibid

Side 11

Side 11 af 27

2 mai, jour de sa sortie du couvent”^{26} Her mærker man Jeannes glæde over sin frihed ved, at

hun i sin kalender streger alle de dage over, som hun har tilbragt på klosteret, indtil den 2.

maj, hvor hun blev sat fri. Gennem denne beskrivelse, fornemmer man straks hendes følelser helt uden noget indblik i hendes tankestrøm.

Miljøbeskrivelserne i romanen er ofte meget detaljerede og maleriske, fx: ”Et, les nuages s’étant fendus, le fond bleu du firmament parut; puis la déchirure s’agrandit comme un voile

qui se déchire; et un beau ciel pur d’un azur net et profond se développa sur le monde.”^{27}

Dette er igen et meget naturalistisk træk, hvor man ved en impressionistisk skrivemåde ville have nøjes med det umiddelbare indtryk. Det er tilgengæld meget impressionistisk, når Guy de Maupassant bryder beskrivelserne med replikker, hvilket han ofte gør: ”Elle répétait à tout moment: ”C’est moi qui n’ai pas eu de chance dans la vie” Alors Rosalie s’écriait: ”Qu’est-ce que vous direz donc s’il vous étiez obligée de vous lever tous le jours à six heures de

matin…”^{28} Her træder forfatteren helt tilbage og giver ordet direkte til personerne.

Selve sproget i romanen er også meget impressionistisk. Maupassant gør ofte brug af tilsløringer af subjektet ved at sætte ”man” ind: ”dans un lointain de convention, on

apercevait cinq…”^{29}. Dette gør at subjektet forskydes til et generelt og anonymt ”man”, hvor

både fortæller og læser glider sammen med romanens optrædende personer. Desuden gøres der ofte brug af sammenligninger: ”Et sur sa lèvre tendue vers l’inconnu quelque chose passa qui la fit presque défaillir, comme si l’haleine du printemps lui eut donne un baiser

d’amour”^{30}. Dette udtrykker netop impressionismens flygtighed. Det giver læseren et indtryk

af en tilfældig indskydelse eller en association. Til sidst er der i høj grad brugt linjeskift og spring i beskrivelserne, først er vi her, så er vi der, hvilket igen giver indtryk af tilfældige indskydelser.

Med Une Vie forsøger Guy de Maupassant at skildre et menneskeliv, der er præget af håb, drømme, kærlighed og skuffelse. Disse ting karakteriserer de fleste menneskers liv, og dermed er bogen et meget godt billede på virkeligheden, hvilket jo netop er det impressionismen i allerhøjeste grad prøver at skildre. Til sidst kommer hele fortællingens budskab meget klart til udtryk i stuepigen Rosalies bemærkning, hvor hun siger, at livet aldrig

26

Side 2, linje 8-14, ibid

27

Side 10, linje 1-4, ibid

28

Side 323, linje 11, ibid

29 side 13, linje 4-5, ibid

30

Side 18, linje 23-26, ibid

Side 12

Side 12 af 27 er så godt eller så dårligt, som man lige tror. Jeanne har ekstremt høje forventninger til, hvor godt hendes liv skal være, og da hun finder ud af, hvor forfærdelige ting livet også kan byde på, bliver hun fuldstændig knust. Det fortæller noget om, hvordan mange mennesker i virkeligheden har tårnhøje forventninger til deres liv og dermed alt for let skuffes. Ifølge Maupassant bør man som Rosalie nøjes med at leve i nuet i stedet for at leve højt på forventningens glæde.

Replikkerne og den ydre synsvinkel er med til at skabe et handlingspræget og scenarisk udtryk i fortællingen, hvorimod de lange naturalistiske beskrivelser mere skaber et helhedsbillede inde i læserens hoved af både Jeannes indre tanker og hendes omgivelser. På trods af de naturalistiske virkemidler skaber Guy de Maupassant en enkelhed og en præcision i sin tekst ved at skære en masse overflødigt væk.

Man kan perspektivere Guy de Maupassants forfatterskab og selve denne roman til

Herman Bangs forfatterskab. Man siger, at Guy de Maupassant er den franske forfatter, der ligner Herman Bang allermest. Herman Bang må siges at være en af de forfattere, der til allermindste detalje anvender den impressionistiske skrivemåde. Han skriver i En lille replik fra 1890 om Impressionistens opgave: ”hans arbejde er at udskille væsentligt fra uvæsentligt, og han medtager i sin skildring i virkeligheden kun de væsentlige handlinger, det vil sige en handlingsrække, hvor hver lille handling er et glughul ind i det skildrede menneskes

        31
tankeliv.” Denne udtalelse svarer meget godt til Guy de Maupassants forord til Pierre et

Jean, hvor han også udtrykker, at alt uvæsentligt må skæres fra for at skabe det mest virkelige billede af virkeligheden. Disse citater giver det bedste indtryk af den impressionistiske teknik til at beskrive personer og miljøer i litteraturen.

Analyse af Bal du Moulin de la Galette

Bal du Moulin de la Galette (se bilag 1) er malet af Auguste Renoir i 1876. Det er udstillet på Musée D’Orsay i Paris og er olie på lærred. Det forestiller et muntert komsammen ved Moulin de la Galette, som ligger på Montmartre i Paris. Det var et sted, hvor almindelige

                                                        32
parisere ville tage hen i deres pæne tøj for at danse, spise og drikke. Billedet repræsenterer

meget godt det øjebliksbillede, som impressionisterne forsøgte at fange.

31

En lille replik af Herman Bang, Se bilag 4 – En lille replik af Herman Bang

32

Bal du Moulin de la Galette, https://en.wikipedia.org/wiki/Bal_du_moulin_de_la_Galette

Side 13

Side 13 af 27

Billedet er malet i normalperspektiv og viser et mylder af mennesker. Alle linjer peger ud af billedet, hvilket viser, at det centrale punkt netop ligger udenfor billedet. Der er altså ikke noget egentligt centralt punkt inde i billedet, hvorfra det hele skal ses, og der er derfor ikke et samlet overblik over billedet. Dette forstærker fornemmelsen af mylderet, hvor hver person kun opleves glimtvis.

Man mærker klart det muntre og hvirvlende miljø på Montmartre, der ligger i valget af motivet, men det er som om, det egentlige fokus alligevel ikke er motivet men de strålende muntre farver og virkningen af sollyset i den hvirvlende menneskemængde. Kompositionen, beskæringen og motivet er underordnede. Det er lysets leg, der spiller den største rolle.

Farverne i billedet er alle bestemte af lyset og af solen og dens placering på himlen. Dette kaldes impressionistisk lys og betyder, at alle skygger får en selvstændig farve. Farven skal altid være komplementær med solens farve. Når morgensolen er orange er skyggen dermed blå, og når middagsolen er gul, er skyggen lilla. Ud fra skyggens farve i dette billede, kunne

tidspunktet på dagen måske godt være ved middagstid, idet skyggen er blå/lilla. Samtidig

indeholder den måske en lille smule grøn også, hvilket er komplementært med aftensolens røde.

Penselstrøgene virker lystige og meget skitseagtige, da de er sat på lærredet som små kommaer. Figurernes lokalfarver står side om side med belysningsfarver, skyggefarver og refleksfarver. Ingen af farverne er blandet på paletten men i stedet ved optisk blanding på selve lærredet. Der var ikke tid for en impressionist til først at blande farverne på paletten, ligesom det beskrives i redegørelsen. Alt i billedet glider derfor sammen og har ikke den form eller farve, som man normalt forestiller sig af den enkelte genstand. Kun hovederne af nogen af de forreste personer er malet med en del detaljer. Alligevel er de utraditionelle. Et eksempel er den siddende kvinde i midten af billedet, hvis øjne og pande ligger i skygge, mens solens stråler rammer hendes mund og hage ekstremt flygtigt. Man mærker med det samme, man ser på billedet, at sådan har hun kun set ud i et split sekund ligesom resten af figurerne. Formerne i baggrunden bliver gradvist mere og mere slørede. Det virker som om, at de udviskes af luften og lyset. Selvom kompositionen i billedet er underordnet, er den med sin ubalance, hvor højre side er tungere end venstre, med til at forstærke indtrykket af et flygtigt virvar af mennesker, dans, snak, lys og farver, som ikke er i ro og afbalanceret stilstand.

Derudover er alle linjer i billedet nærmest skrå, fordi menneskene er i gang med en eller anden bevægelse. Dette er igen med til at skabe uro.

Side 14

Side 14 af 27

De lystige penselstrøg, den ubalancerede komposition, de muntre farver og temaet, nemlig lysets leg med skygger, er med til at understrege billedets muntre motiv på én og samme gang.

Analyse af Monet et sa Femme sur le Bateau-Atelier

Monet et sa Femme sur le Bateau-Atelier (se bilag 2) er malet af Édouard Manet i 1874 og er

                                                           33
olie på lærred. Det er udstillet på Neue Pinakothek i München i Tyskland.

Som beskrevet i redegørelsen, var Claude Monet manden, der overtalte Édouard Manet til at male sit motiv ansigt til ansigt med det, om det så var udenfor i naturen. Billedet gengiver, at både Monet og Manet står ansigt til ansigt med deres motiver. Det viser Monet, mens han sidder og maler sin hustru på sin lille båd. I baggrunden ses meget utydeligt noget, der ligner byen og havnen, og til venstre i billedet ses et lille hus, der ligger lige ud til floden. For Manet

                                                                         34
var dette billede en øvelse på Monets idé om, at alle billeder skulle laves færdige på stedet.

Billedet er malet i normalperspektiv ligesom Bal du Moulin de la Galette. Dog er billedet knapt så flygtigt som Renoirs Bal du Moulin de la Galette. Der hersker mere idyl og stilhed over dette billede, idet kompositionen er asymmetrisk balanceret, og der er flere lige linjer.

Der er både linjerne i selve båden, de vandrette og lodrette linjer, og skorstenene i baggrunden er lige. Den position, som Manet sidder i, danner en skæv trekant, og sejlet lige bag Monets båd danner en ligebenet trekant. Disse trekanter kendetegnes ved at skabe uro i et billede, men man må tænke på, at alle disse former og selve kompositionen i virkeligheden har været underordnet, da impressionisten ville male motivet. I dette billede er der som i Bal du Moulin de la Galette heller ikke ét punkt, hvor alle linjer mødes. Punktet, kunne man i stedet tænke, ligger udenfor billedet. Når linjerne mødes udenfor et billede kaldes det ”Raumflucht”, fordi det giver en fornemmelse af, at linjerne flygter ud af billedet, ud af rummet. Det giver et indtryk af billedet som værende dybt. Dybden understreges yderligere af båden, som kan ses som en repoussoirfigur. Når forgrundsfiguren i billedet er kæmpestor i forhold til figurerne i baggrunden kaldes den en repoussoirfigur.

I billedet er der igen ikke særlig mange ting, der har sin egen selvstændige farve. I vandet er der især brugt den optiske blanding, hvilket godt nok giver en virkning af flygtighed og af lysets farvespil i vandoverfladen. Himlen har heller ikke en ren blå farve, som man normalt

33

Monet et sa femme,

https://fr.wikipedia.org/wiki/Claude_Monet_peignant_dans_son_atelier
34

Side 519, Kunstens Historie

Side 15

Side 15 af 27

ville tænke, at den havde. Her er den både blå, lilla og grøn/gulllig, hvilket viser, hvordan

lyset hele tiden skifter. Monet er den figur i billedet, der er gengivet med flest detaljer. Han ligner en mand, sådan som man normalt vil forestille sig, at en mand ser ud, hvor kvinden i baggrunden i stedet glider mere i et med det rum, som hun halvt sidder i.

Den tilsyneladende tilfældige farvekompositionen er derudover et eksempel på, hvor tilfældig kompositionen i billedet i det hele taget er. Der er hverken anvendt en traditionel farvekomposition, hvor de varme farver er forrest og de kolde bagerst, og der er heller ikke anvendt omvendt farvekomposition. Billedet er på ingen måde malet for at give et bestemt balanceret eller ubalanceret, roligt eller uroligt indtryk til beskueren. Der er ikke tænkt på, hvordan det hele skal tage sig ud sammen. Det eneste, Manet ville opnå med dette billede, var at danne det indtryk, han selv fik, da han stod ansigt til ansigt med motivet.

Analyse af Impression, soleil levant

Impression, soleil levant (se bilag 3) er malet af Claude Monet i 1872 og er olie på lærred.

Det er udstillet på Musée Marmottan Monet i Paris.

Billedet forestiller en solopgang ved havnen i Monets hjemby Le Havre^{35}, hvor en lille båd

sejler i forgrunden. Der befinder sig yderligere 2 både i midten, og i baggrunden ses silhuetter af større skibe, som spejler sig i vandets overflade. I horisonten ses noget, som ligner havnen og byen.

Billedet her er et tydeligt eksempel på impressionisternes opdagelse af, hvordan skyggerne skifter farve alt efter, hvad tid på dagen det er. Her står solen op og er derfor orange. Dermed er skyggerne blå. Monet er i sær et godt eksempel på iagttagelse af skyggens farve i forhold til solen. Monet malede nemlig ofte serier, hvor han malede det samme motiv forskellige tidspunkter på dagen for at vise, hvor meget udtrykket ændrer sig alt efter lyset. Samtidig gjorde han det for at fortælle, hvor ligegyldigt selve motivet er, men at det netop er lyset og

                    36
farverne, der er vigtige. Billedet er en gengivelse af et flygtigt øjeblik, som om nogle få

minutter vil se fuldstændig anderledes ud. Desuden viser billedet, hvordan impressionisterne kunne opbygge en komposition alene ved hjælp af farver i stedet for kontrasten mellem lyse og mørke nuancer.

35

Impression, Sunrise, https://en.wikipedia.org/wiki/Impression,_Sunrise

36

Side 711, Kunstens Verdenshistorie

Side 16

Side 16 af 27

Billedet giver et indtryk af, at det er temmelig tåget denne morgen i Le Havre 1872. Denne forståelse af tåge forstærkes af, at intet omrids er klart optrukket, og i virkeligheden findes der faktisk intet, der er klart optrukket. Impressionisterne oplevede naturen, hvilket i dette billede ses meget tydeligt, som fjerne genstande, der i virkeligheden bare er sansninger af lys og farve i stedet for egentlige figurer og former.

Farverne i billedet er meget kolde med de blå toner og det hvide, der er med til at danne den spejlblanke overflade på vandet. De kølige farver er dog brudt op af de varme orange farver øverst på himlen og den knaldorange sol, der kaster en solstribe hen ad vandet.

Kontrasten mellem de dominerende kolde farver på billedet og den varme sol, får solen til netop at stå ekstra meget frem.

Billedet er malet i normalperspektiv. Normalperspektivet sammen med den runde sol og de lige linjer fra skorstenene og masterne i baggrunden giver ro og stilhed i billedet.

Figurernes placering i billedet er også meget beroligende og virker mindre tilfældige end impressionistiske billeder normalt plejer at virke. Den forreste båd er placeret lige i midten af billedet, og der er i det hele taget stor balance i billedet. Der er placeret mørke farver både i højre og venstre side, som skaber balance, og den større mængde af varme farver i himlen til venstre skaber sammen med den knaldorange sol og dens stribe på vandet i højre side igen balance. Selvom opstillingen virker beroligende og knap så tilfældig er det igen tydeligt, at det ikke er motivet og opstillingen, der er det vigtige. Igen er det farverne og lyset, der er temaet. De er motivet.

Diskussion af hvorvidt impressionismen skildrer virkeligheden objektivt, samt hvorfor impressionismen blev så væsentlig i perioden

Grunden til, at impressionismen blev så væsentlig i slutningen af 1800-tallet, var især, at impressionismen netop fulgte med tidens strøm, videnskabens strøm og industrialiseringens strøm. Impressionismen var et modstykke til romantikkens helhedsbillede og til opfattelsen af kunstneren som værende en stedfortræder for gud. Impressionismen var udtryk for den flygtighed, som blev aktuel med urbaniseringen. Impressionismen passer på mange måder godt ind i denne tid, hvilket også kommer til udtryk, idet den allerede anerkendes efter godt

30 års kamp. Alligevel havde impressionisterne før anerkendelsen alt at skulle kæmpe for. Da

Side 17

Side 17 af 27 impressionismen kom frem i slutingen af 1800-tallet, udbrød der ramaskrig. Den franske kunstkritiker Louis Leroy skrev et satirisk indlæg i Le Charivari den 25. april 1874 om den første impressionistiske udstilling. Louis Leroy skrev i sit indlæg, at han fulgtes med den meget anerkendte landskabsmaler M Joseph Vincent til udstillingen. M Joseph Vincent kendte ikke til udstillingen i forvejen. Louis Leroy beskrev hans forventninger, og det der så mødte dem derinde sådan her: ”Il croyait voir de la peinture comme en voit partout, bonne et mauvaise, plutôt mauvaise que bonne, mais non pas attentatoire aux bonnes moeurs artistiques”. De var altså meget kritiske overfor udstillingen. M Joseph Vincent så billederne som værende fjendtlige og hånlige overfor alt smuk kunst, der var lavet i forvejen. Nogle år senere skrev Erik Skram herhjemme i Danmark i sin replik Impressionisme i Tilskueren 1890 til Herman Bang, hvordan han opfattede Herman Bangs impressionistiske skrivestil. Han

mente, at Herman Bang ikke ville: ”give fuld og rund besked”^{37}. Han var imod måden, hvorpå

Herman Bang lod det være op til læseren selv at tolke budskabet. Hertil svarede Herman Bang i En lille replik, at Erik Skram ved at skrive sådan, ramte sømmet lige på hovedet.

Grunden til, at impressionisten ikke ville give ”fuld og rund besked”, skrev Herman Bang, var fordi han ikke havde tillid til den psykologiske roman: ”Impressionisten tror, at det menneskelige følelsesliv med al dets tusendfoldige sammensathed er et endeløst og alt for uredt garn”…”han tror, at så længe psykologisk Videnskab ikke har fastere Grund og skarpere Kattens Øjne, saa længe vil psykologisk Kunst ikke være andet end et virtuosmæssigt

          38
Dilettanteri”

Har datidens kritikere alligevel en pointe? – Hvordan kan man kalde kunstværker og romaner virkelighedstro, når de virker ufærdige? Hvordan kan malerierne, der på ingen måder ligner den virkelighed, vi ser for vores øjne, hævdes at være de allermest virkelige skildringer? Egentlig vil man umiddelbart sige, at et af romantikkens landskabsmalerier ligner et fotografi, og dermed også verden, som vi ser den, i langt højere grad end impressionismens billeder. Man kan også tage et billede af den nutidige portrætmaler Thomas Kluge og holde op ved siden af et impressionistisk billede og dermed se, hvordan Thomas Kluges billede i den grad ligner et fotografi på en prik i forhold til det impressionistiske billede. Det der så alligevel gør det impressionistiske billede mere fotografisk, er impressionisternes evne til at male billedet i nuet og i øjeblikket fuldstændig som princippet ved et fotografi.

37

Side 1, linje 10, Se bilag 4 - En lille replik af Herman Bang

38

Side 1, linje 16-21, Se bilag 4 – En lille replik af Herman Bang

Side 18

Side 18 af 27

Impressionisternes evne til at få billedet til virkelig at ligne noget, der kun har eksisteret i et splitsekund, ligesom det første billede Bal du Moulin de la Galette af Pierre-Auguste Renoir i den grad er et eksempel på, vækker billedet mere til live end noget forfrossent helhedsbillede nogensinde vil kunne. Den sande stemning kommer frem, når man maler motivet ansigt til ansigt med det og opdager, hvordan det skifter form og farve i løbet af dagen.

Det næste spørgsmål følger om det så er lig med objektivitet? Man siger, at impressionismens billeder og romaner er langt mere objektive end det meste andet kunst, men kan man nogensinde kalde kunst for værende objektivt? Er der ikke altid et eller andet subjektivt budskab, som kunstneren gerne vil have frem? Man kalder den romantiske kunst og litteratur for værende subjektiv, fordi den netop behandler følelser, hvor impressionisterne hævder at være fuldstændig ligeglade med alt undtaget farverne og lyset, og i litteraturen, scenen og handlingerne. Egentlig kan man jo med det argument sige, at impressionistens værker også er subjektive. Impressionismens forfattere og malere har det fælles budskab i deres værker, at de gerne vil promovere impressionismen og øjeblikket. Desuden vælger forfatteren altid selv sin historie og maleren sit motiv, på trods af at impressionisterne hævder at være ligeglade med historien eller motivet. Det er problematisk, når man skal kalde noget objektivt. Samtidig kan man også sige, at fotografen altid vælger sit motiv, hvilket igen er subjektivt. Man kan aldrig komme udenom subjektivitet i kunst, men impressionismen er nok den retning, der har taget det længste skridt hen imod objektivitet.

De impressionistiske malerier virker måske mere abstrakte og forsimplede end helhedsbillederne, hvor motiv og detalje står skarpt. Selve indtrykket af det impressionistiske værk og ånden over det, er imidlertid mere virkelig end noget andet. På samme måde kan de impressionistiske historier virke ekstremt forsimplede, hvor de historier, der er meget detaljerede i sine beskrivelser, fortæller læseren meget mere om, hvilke følelser, der virkelig er på spil, og om hvordan omgivelserne virkelig ser ud. I impressionismen er det bare sådan, at det indre blik ikke er nødvendigt, og den impressionistiske metode er ikke så simpel igen.

Den åbner op for læserens eller beskuerens egen evne til fortolkning. Desuden fortæller den noget om, at mennesket i virkeligheden slet ikke når at lægge mærke til alle detaljerne i et rum og slet ikke når at tænke alle tanker helt til ende. Det er med impressionistisk litteratur, som det er med malerierne. Når man står overfor et impressionistisk billede, da virker det umiddelbart mere virkeligt end nogen gammel mesters billede. Man får fornemmelsen af at stå ansigt til ansigt med personerne og fornemmelsen af at befinde sig i samme miljø. Det

Side 19

Side 19 af 27 fornemmer man, fordi der netop ikke er nogen fortæller til at gøre værket mere fjernt eller til at sætte en uvirkelig ramme for, hvordan det hele ser ud eller foregår.

Konklusion

Impressionismen blev ekstremt væsentlig, fordi den var så aktuel og stod for så mange af periodens strømninger som for eksempel videnskab og industrialisering. Den gjorde op med renæssancens stive perspektivtegninger og romantikkens følelsesladede billeder og litteratur.

Den tog teknologiens nye opfindelser til sig, såsom fotografiet, og slog derfor igennem parallelt med tidens strømninger. Den formåede at skabe modstand og oprør ved sin opståen, hvilket en hver væsentlig kunstretning må gøre for at slå igennem. Impressionismen var med til at udvide feltet for kunst og sprængte rammerne for det daværende etablerede kunstsyn.

Som enhver anden kunstform må den tilgengæld også afskrives som værende fuldstændig objektiv, men jeg vil påstå, at man ikke kommer tættere på objektivitet i kunst og litteratur end gennem impressionismen. Om den er virkelighedstro eller ej må i virkeligheden være op til den enkelte. Det kommer an på om man kan sætte sig ind i den tanke, at det er det umiddelbare indtryk, der udgør vores virkelighed, og at når vi ser frem foran os, da ser vi kun et snævert felt, hvor alt udenom er sløret. Der findes ikke en anden kunstform, der i lige så høj grad, kan få sin beskuer eller læser til at sanse den virkelighed, som værket repræsenterer.

Impressionismen er ikke lige så detaljeret som romantikkens landskabsmalerier eller naturalismens psykoanalytiske beskrivelser og dens detaljerede miljøbeskrivelser. I stedet er den fuld af umiddelbare sanseindtryk, hvilket gør den mere levende og dermed virkeligere end noget andet fastlåst værk.

Side 20

Side 20 af 27

Litteraturliste

Primær litteratur

- Maupassant, Guy de, Une Vie, 3. Udgave, Libraire Ollendorf, (Une Vie)

Sekundær litteratur

- Gombrich, E. H., Kunstens Historie, 16. udgave, Gyldendal, 1997 (Kunstens

Historie)

- Hansen, Ib Fischer og Jens Anker Jørgensen, Knud Michelsen, Jørgen Sørensen og

Lars Tonnesen, Litteraturhåndbogen 1, 6. udgave, Gyldendal, 1981

(Litteraturhåndbogen 1)

- Honour, Hugh og John Flemming, Kunstens Verdenshistorie, 5. udgave, Ascheboug,

2003 (Kunstens Verdenshistorie)

- Hornung, Peter Michael, Politikens Kunstleksikon, 2. udgave, Politikens forlag, 2000

(Politikens Kunstleksikon)

- http://chataigne.dk/chataignefiler/Une/Om-Maupassant-web.pdf, besøgt d. 7/12-15,

(Chataigne - Guy de Mapassant)

- https://da.wikipedia.org/wiki/Guy_de_Maupassant, besøgt d. 7/12-15 (Wikipedia -

Guy de Maupassant)

- http://www.denstoredanske.dk/Dansk_litteraturs_historie/Dansk_litteraturs_historie_3
//Realisme_og_impressionisme, besøgt d. 4/12-15, (Denstoredanske -

Realisme og impressionisme)

- http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Stilretninger_og_periode
r_i_kunsten/impressionisme, besøgt d. 4/12-15, (Denstoredanske - impressionisme)
- http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Stilretninger_og_periode
r_i_kunsten/impressionisme/impressionisme_(Litteratur), besøgt d. 4/12-15,

(Denstoredanske – impressionisme i litteraturen)

- http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litter%C3%A6re_perioder
/naturalisme_(Litteratur), besøgt d. 5/12-15 (Denstoredanske – naturalisme i

litteraturen)

- https://en.wikipedia.org/wiki/Bal_du_moulin_de_la_Galette, besøgt d. 8/12-15

(Wikipedia - Bal du Moulin de la Galette)

Side 21

Side 21 af 27

- https://en.wikipedia.org/wiki/Impression,_Sunrise, besøgt d. 8/12-15, (Wikipedia –

Impression, Sunrise)

- https://fr.wikipedia.org/wiki/Claude_Monet_peignant_dans_son_atelier, besøgt d.
8/12-15, (Wikipedia - Monet et sa femme)
- http://www.litteratursiden.dk/analyser/bang-herman, besøgt d. 6/12-15,

(Litteratursiden – Bang, Herman)

- http://www.kalliope.org/da/digt.pl?longdid=bang01, besøgt d. 9/12-15, (En

lille replik – Herman Bang)

Side 22

Side 22 af 27

Bilag 1 – Bal du Moulin de la Galette af Pierre-Auguste Renoir

https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/4/40/Auguste_Ren

oir_-_Dance_at_Le_Moulin_de_la_Galette_-

_Mus%C3%A9e_d%27Orsay_RF_2739_%28derivative_work_-

_AutoContrast_edit_in_LCH_space%29.jpg/300px-Auguste_Renoir_-

_Dance_at_Le_Moulin_de_la_Galette_-

_Mus%C3%A9e_d%27Orsay_RF_2739_%28derivative_work_-

_AutoContrast_edit_in_LCH_space%29.jpg

Bilag 2 – Monet et sa femme sur le Bateau-Atelier af Edouard

Manet

https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/9/9b/Edouard_M
anet_010.jpg/1280px-Edouard_Manet_010.jpg

Bilag 3 – Impression af Claude Monet

https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/5/54/Claude_Mon
et%2C_Impression%2C_soleil_levant.jpg/1280px-

Claude_Monet%2C_Impression%2C_soleil_levant.jpg

Bilag 4 – En lille replik af Herman Bang