Menneskekroppen i skulpturer | Noter

Venus fra Willendorf

• Man mener at den lille figur er fra 00 før vor tidsregning den er lavet af kalksten og ca. 11-12 cm høj. I dag kan man se den på naturhistorisk museum i Wien.

Menneskefremstillinger i antikken her vi været meget inde på. Men i det

antikke Grækenland og Rom udvikler billedhuggerne en høj grad af

naturalisme (de prøver at gengive mennesket mindre symbolsk og mere

vellignende) skønt der stadig var noget symbolsk i netop de kroppe de valgte

at gengive. Helten. Krigeren. Atleten. Og guderne, som også havde

menneskeskikkelse.

• Kunstnerne anvendte deres kunnen til at gengive idealiserede

menneskekroppe.

• Den tidlige græske skulptur den arkaiske, viser tilbage til inspiration fra

den ægyptiske måde at gengive mennesket skematisk og stift. Den

ægyptiske skulpturs stillingsmotiv er at stå stift med det ene ben foran det

andet, armene tæt ned langs kroppen, knyttede hænder. Det er meget lig

det stillingsmotiv man kender fra den arkaiske skulptur. To

Græske

Arkaiske

Statuer

Ca.

530 og 510 før Vor tid.

Arkaisk friskulptur. Ca. 600- ca. 480 fvt.

Tidlig klassisk skulptur ca.480-450 fvt. • Den tidlige klassiske stil er også betegnet den strenge stil.

• Kort sagt ligger den største forskel mellem den arkaiske og den tidlige klassiske skulptur i positurerne. Den arkaiske stivhed afløses af mere naturtro standmotiver med vægtfordeling mellem et bærende og et hvilende ben og deraf følgende forskudte planer. → den arkaiske skulptur med dens vertikale midterakse, er næsten fuldstændig symmetrisk, med en identisk højre og venstre halvdel. • Kritios drengen fra Akropolis ca. 480 fvt. Viser det tidlige klassiske stadium: • Medianlinjen er ikke længere helt vertikal, han synker ned i hoften, og der opstår forskudte planer. Resultatet bliver en statue, som står mere naturligt og afslappet. • Udover balanceforskydningen ses endnu et brud med den arkaiske frontalitet, nemlig en tendens til at gengive ansigtet i profil, men kroppen frontalt. • Mandsfiguren er ikke så stiv som de arkaiske , før var legemet næsten ens på begge sider af midtlinjen, fra nu af er højre og venstre side klart differentierede gennem små forskydninger, som bliver mere og mere markante i løbet af klassisk tid Medianlinjen Forskudt hofte Interessen for at gengive det sete voksede, og blev i den klassiske periode dyrket med videnskabelig ildhu. Men også i denne senere græske kunst er det ikke den individuelle person der skildres men en idealiseret gengivelse af et menneske.