SRP: Kina som Mulig Supermagt i Samfundsfag og Historie

Side 1

[navn fjernet], 3.x

0

Studieretningsprojekt – Kina som mulig supermagt?

[navn fjernet] 3.x

Vejleder: Torben Stener Nielsen

Side 2

[navn fjernet], 3.x

1

Indholdsfortegnelse

Abstract ................................................................................................................................................ 2

1 Indledning ......................................................................................................................................... 3

1.2 Opgaveformulering .................................................................................................................... 4

2 Kinas moderne politiske og økonomiske historie efter 1949 ............................................................ 4

2.1 ”Det store Spring Fremad” ......................................................................................................... 5

2.2 ”Det store spring Udad” ............................................................................................................. 7

2.3 Deng Xiaoping ........................................................................................................................... 8

2.4 Den åbne dørs politik ................................................................................................................. 9

2.5 Den politiske og økonomiske udvikling .................................................................................. 10

3 Den moderne kinesiske økonomi .................................................................................................... 11

3.1 Kinas økonomiske politik ........................................................................................................ 13

3.2 De økonomiske resultater......................................................................................................... 14

4 Diskussion ....................................................................................................................................... 17

5 Konklusion ...................................................................................................................................... 20 Litteraturliste ...................................................................................................................................... 22 Bilag ................................................................................................................................................... 23

Side 3

[navn fjernet], 3.x

2

Abstract

Through a review and analysis of China’s political and economical development from 1949 until today and through a research of China’s modern economic situation and looking by the results, the assignment investigates whether China will be a superpower within the next few decades.

The review takes a look at Mao’s experimental politic, for example the Great Leap Forward, Deng Xiaoping’s reforms, Special Economic Zones, and the economic development. Through the research, looking at China’s modern economy and its results, we will see that the development has been great. So great the within few decades China’s economy has the potential to become the biggest in the world.

A short definition of a superpower is needed to answer the third step in this assignment, the discussion. Will China be the next superpower within the next fed decades? And further, is that what the Chinese wants? According to my sources I will need to say yes to both questions.

Side 4

[navn fjernet], 3.x

3

1 Indledning

Kina er et gammelt traditionsrigt land, der har verdens ældste sammenhængende historie. Kina har tidligere set sig som værende Riget i Midten, ligesom man betragtede jorden som universets midte.

Kina er således et land med ambitioner. Siden 1990’erne har Kina oplevet et økonomisk boom, der har bragt Kina i en fordelagtig position. Kinas har etableret sig som en stærk nation, der ønsker indflydelse ved internationale forhandlinger senest set ved netop overståede COP15

Klimakonference i København. Kinas politiske situation er endvidere interessant. På trods af det kommunistiske styre har Kina potentiale til at blive verdens førende økonomi i nær fremtid. Men om dette vil give Kina status som supermagt bliver vægtet højt i opgaven. En supermagt kan beskrives som en stat med store militære og økonomiske midler, der søger at præge sine omgivelser. USA betegnes pt. som verdens førende supermagt..

Formålet med denne opgave er via redegørelse, undersøgelse og diskussion, at finde ud af hvorvidt Kina inden for de næste par årtier kan udvikle sig til en supermagt. Opgaven vil tage afsæt i et kig på den politiske og økonomiske udvikling i Kina efter 1949, hvor jeg vil redegøre for de vigtigste punkter. Som for eksempel: Hvad var ”Det store Spring Fremad”? Hvad gjorde Deng Xiaoping?

Hvad betød de særlige økonomiske zoner for Kina? Svarene på disse skal lede frem til en undersøgelse af den moderne kinesiske økonomi og dens resultater. Dette er med henblik på at sætte fokus på en markedsøkonomi i et kommunistisk land og Kinas økonomiske succes. Redegørelsen og undersøgelsen skal gerne lede til essensen af denne opgave: en diskussion af, hvorledes Kina kan udvikle sig til en supermagt inden for de næste årtier?

Ud fra forskellige artikler og bøger har jeg læst og analyseret mig gennem opgaven med henblik på en senere konklusion. Det statistiske materiale er blevet analyseret sammen med forskellige forfatteres meninger om Kinas fremtidige status.

Jeg har brugt en del forskellige kilder igennem denne proces. Nogle kan være subjektive som Chinability måske, der dog benytter statistik fra China Statistical Yearbook. Kildernes subjektivitet kan dog diskuteres. Samtidig har jeg også brugt statistikker fra Samfundsstatistik 2009 samt Per Henriksens: Økonomi ABC, der må siges at være noget af det mest objektive, da begge er lærebøger.

Side 5

[navn fjernet], 3.x

4

1.2 Opgaveformulering

1. Gør rede for hovedlinjer i Kinas moderne politiske og økonomiske historie efter ca. 1945.

2. Undersøg dernæst, hvordan den moderne kinesiske økonomi fungerer og vurder de økonomiske resultater.

3. Diskuter, hvorvidt Kina inden for de næste årtier bliver en ny supermagt

2 Kinas moderne politiske og økonomiske historie efter 1949

Efter 40 års borgerkrig udråbte Mao Zedong den 1. oktober 1949 Folkerepublikken Kina [1]. Mao udråbte videre sig selv til landets øverstbefalende, hvorved hans titel blev ”Formand for den

Revolutionære Komité for Militære Anliggender”^{2}. Mao Zedong, som var leder af det Det

Kommunistiske Parti (KKP), havde efter de mange års borgerkrig samlet hele Kina til et stort kommunistisk styre på nær Taiwan, som var beskyttet af USA, og Hongkong, som dengang stadig var en britisk koloni.

Mao Zedongs fremtidsvision lød, at der skulle skabes ”et nyt demokrati”, hvor KKP sammen med bønder, arbejdere, middelklasse og kapitalister skulle lede samfundet med lige stor mulighed for at få indflydelse [3]. Mao Zedongs første økonomiske konklusion var, at landet havde nået et økonomisk lavpunkt. Kina var bankerot, og Mao Zedong havde klare forventninger om at ville vende situation hurtigst muligt. Her var målet således, at alle produktionsmidlerne skulle ejes kollektivt, og at staten overtog sværindustrien (råstofudvinding, transportsystemet, skibsværfter etc.), idet man derved senere ville realisere den store kollektivisering. For at redde økonomien tog Mao Zedong kontakt til en anden stor kommunistisk stat - Sovjetunionen. I den første fase af den Kolde Krig allierede Kina sig med Sovjetunionen. Dette ikke ligefrem behagede USA, da man nu stod over for en supermagt som Sovjetunionen og verdens mest folkerige land Kina [4], hvis ledere begge havde somme politiske overbevisning. Mao Zedong og Josef Stalin var dog ikke ligefrem de bedste venner. Stalin opfattede Kina som en lillebror i forhold til kommunismen, så der var stor uenighed mens møderne fandt sted.

De to ledere var blandt andet uenige om, hvorvidt verdensrevolutionens udspring var arbejdere eller bønder [5]. Det resulterede i en stor uenighed, da det stred imod marxistisk teori. Først da en diplomat fra Kina, Zhou Enlai, ankom til mødet, blev der sat skub i forhandlingerne, og ret hurtigt blev man enige om at lave en gensidig støtte i tilfælde af angreb fra Japan, som man dengang kategoriserede

1

Holm, anf. v., s 57

2

Holm, anf. v., s 57

3

Fage Madsen, anf. v. s 36

4

Larsen og Smitt, anf. v., s. 129

5

Larsen og Smitt, anf. v., s. 129

Side 6

[navn fjernet], 3.x

5 som USA, da Japan modtog store økonomiske bidrag fra netop USA. Ydermere indgik der løfte om, at mange eksperter (ingeniører, rådgivere etc.) blev sendt fra Sovjetunionen til Kina, ligesom Kina kunne henvende sig til Sovjet, hvis de havde brug for økonomiske lån. [6]

Herefter startede Mao Zedong med sin første jordreform. Mao Zedong konfiskerede jorden, som de

tidligere godsejere havde ejet og gav den til folket, altså bønderne. I løbet af få år havde 2/3 dele af

Kinas landsbrugsjord skiftet ejere. Dette var et fordelagtigt politisk træk, da Mao Zedong hermed sikrede sig støtte fra de kinesiske bønder.

I 1952 lancerede man Mao den første fem års plan [7]. Målene for fem års planen var økonomiske og skulle styrke statsindustrien - sværindustrien –, infrastrukturen samt stabilisere lønningerne i landet.

Da Kina og Mao Zedong var dybt fascinerede af Sovjetunionen, var det ikke tilfældigt, at de også kopierede planøkonomien, hvor landets økonomi blev styret ovenfra. Der var ikke noget, der hed udbud og efterspørgsel, eller kapitalisme. Det hele var statsstyret.

Samtidig med den første fem års plan var kollektiviseringen stadig i gang og afsluttedes først i

1955.^{8}

2.1 ”Det store Spring Fremad”

I 1958-59 lancerede Mao sit revolutionære og illusionsagtige eksperiment ”Det store Spring

Fremad”^{9} Det var et gigantisk samfundseksperiment, der skulle kollektivisere Kina endnu engang,

og hvor Sovjetunionen endnu engang var forbillede, idet Mao brugte den sovjetiske planøkonomi.

De mange hundredetusinde kollektiver, der var blevet skabt efter den første kollektivisering, skulle i denne periode opsplittes og samles i 26.000 folkekommuner, der blev centre for administration, landbrug, industri, handel og uddannelse. [10]

Ideen lød på at samle cirka 50.000 mennesker i hver folkekommune, hvorefter man kunne udnytte arbejdskraften mere rationelt og derved få en stigende landbrugsproduktion. Kort sagt: en effektivisering af arbejdskraften. Dette skete dog langt fra. Mao var blevet forblindet af hans eksperters ambitiøse mål og søgte efter endnu mere anerkendelse og hyldest fra befolkningen.

Det store Spring Fremad blev en total katastrofe. Idet man lavede de store folkekommuner og indirekte gav magten til disse, stred man imod Stalin og den sovjetiske marxisme. Derved trak

6

Holm, anf. v. s 58

7

Holm, anf. v. s. 61

8

Holm, anf. v. s. 61

9

Fage Madsen, anf. v. s 39

10

Larsen og Smitt, anf. v., s. 131

Side 7

[navn fjernet], 3.x

6

Sovjetunionen sig ud af samarbejdet med Kina. Dette indebar, at Kina skulle betale de økonomiske lån tilbage, og at de mange eksperter, der var indsat fra Sovjetunionen, blev trukket tilbage til hjemlandet. Således blev Mao presset til at stoppe Det Store Spring i 1960, og efterfølgende mener man, at eksperimentet har kostet over 20 millioner mennesker livet. [11]

Der ligger dog flere faktorer til grund for katastrofen. Idet lånene skulle betales tilbage, måtte Kina eksportere landbrugsvarer, som de i forvejen producerede for lidt af. Derved sultede befolkningen. Samtidig oplevede man i denne periode store oversvømmelser og andre naturkatastrofer, der gjorde udslag i tab af yderligere menneskeliv.

Mao stod efter denne seance i dårligt lys hos befolkningen og partiet da han ifølge mange borgere stod for størstedelen af ansvaret. Mao mistede herefter grebet om magten, selvom han stadig var formand for Kinas Kommunistiske Parti. Kina stod fuldstændig isoleret økonomisk og ideologisk efter Det Store Spring.

Da Mao nu ikke havde al magten i KKP, så de moderate kommunister, med deres hovedperson Deng Xiaoping i spidsen, deres snit til at få mere indflydelse. Deng Xiaoping ville som det første skære de mest yderliggående kollektive tanker fra og desuden indsætte en helt ny økonomisk model for Kina: Deng ville stadig beholde planøkonomien men ønskede at indføre en form for markedsøkonomi.

Den nye økonomiske politik, Deng var kommet frem til, blev konstant modarbejdet af Mao, så der opstod to fløje i KKP:

1) En fløj ledet af Mao, der lagde vægt på den politiske opdragelse i stedet for økonomisk vækst.

2) Den anden fløj ledet af Deng, der i den grad lagde højere vægt på højere produktion og

                 12
derved levestandard.

Mao ville tilbage til magten, og hans fløj brugte al sin tid på at modarbejde og vælte Deng’s fløj.

Det skete således under ”Kulturrevolutionen”.

11

Larsen og Smitte, anf. v. s. 130

12

Fage Madsen, anf. v. s. 41

Side 8

[navn fjernet], 3.x

7

Kulturrevolutionen var således endnu et af Maos samfundseksperimenter. Tiltaget var som navnet, påtænkt en kulturel revolution men endte i stedet med at blive en politisk bevægelse, hvorfor jeg kun tager udgangspunkt i det politiske aspekt.

Kulturrevolutionen var stor propaganda fra Maos side. Den eneste fordel ved den var stadig bekæmpelse af Dengs fløj. Herpå lod Maos fløj en stor plakat hænge rundt i landet med påskriften

”Bombardér Hovedkvarteret”^{13}, der skulle tolkes som, at Deng var ved at lede landet væk fra det

socialistiske og ind på en borgerlig retning.

Udover kaos i landet medførte Kulturrevolutionen ikke noget nyttigt. Landet var hærget efter rødgardisterne, der havde udryddet ”de fire gamle” [14], mens landbruget og industrien ikke var blevet rørt. Perioden herefter var en periode, hvor man regnede med, at Kulturrevolutionens raseri havde lagt sig, og der var kommet stabilitet ind i landet.

I 1972 besøgte præsident Nixon Beijing. De to store lande havde begge interesse for at mødes, og den grundlæggende tanke for begge parter var Sovjetunionen og den magttrekant, der var mellem de tre parter [15]. USA frygtede en større kommunistisk indflydelse i Asien, mens Kina stadig ikke havde et godt forhold til Sovjetunionen, og hvis det skulle gå så vidt som en atomkrig, vurderede Kina, at det var bedst at have et venligtsindede USA med sig. De politiske diskussioner mundede ud i, at parterne skulle udbygge det politiske samarbejde, mens man på den økonomiske side også gerne ville udbygge samhandlen.

Den efterfølgende periode frem til Maos død i 1976 bestod primært af magtkampe i KKP.

2.2 ”Det store spring Udad”

Efter Maos død fortsatte de allerede igangværende magtkampe om hvem, der skulle være den nye leder af Kina. Inden den første måned var svaret fundet. Det skulle Hua Guofeng, da der i Maos

testamente stod: ”med dig ved roret er jeg tryg”^{16}.

Hua Guofeng havde visioner om, at Kina skulle blive førende på verdensmarkedet. Huos metoder til at opnå dette var imidlertid at kigge udad. Hans metode byggede på udenlandske investeringer, og han ønskede altså ikke at isolere Kina fra omverdenen. Det nye projekt gik på to grundlæggende principper:

13

Fage Madsen, anf. v. s. 41

14

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Kina_og_Mongoliet/Kinas_historie/Mao_Zedong

15

Holm, anf. v. s. 70

16

Fage Madsen, anf. v. s. 47

Side 9

[navn fjernet], 3.x

8

1) Planøkonomien skulle forblive, samtidig med at

2) Kinas uafhængighed til omverdenen skulle sikres.

Kina skulle nu bevæge sig fra et uland til et iland. Dette reformprogram var sat op af Deng fløjen, som valgte at kalde det De fire moderniseringer. [17]

Reformen var udformet som en to trins trappe; fra 1974-80 skulle der ske en omfattende modernisering af industrien, og derefter frem til 2000 skulle der være et moderniseringsprogram for industri, landbrug, militær etc. Huo mente således, at al produktion skulle optimeres. For eksempel skulle stålindustrien stige med 150 % ved hjælp af opkøb af vestlig teknologi. Et par år efter havde vestlige firmaer indgået aftaler med og i Kina for 7 mia.$. Dog anså den kinesiske ledelse dette som toppen af isbjerget og regnede med investeringsplaner på mellem 300 og 400 mia.$. [18]

Ser man på betalingsbalancen, kan man se, at både eksporten og importen er fordoblet fra 1978 til 1980, hvilket har skabt underskud på

balancen.^{19}

2.3 Deng Xiaoping

I 1978 blev Deng valgt uden indflydelse fra befolkningen i verdens folkerigeste land [20]. Det skete bag lukkede døre i KKP, hvorved man viser den elitisme, der var i det egentlige socialistiske samfund. Da Deng blev øverste leder i Kina, overtog han en planøkonomi, hvor staten fastsatte priser og lønninger og ejede produktionsmidlerne. Hans klare mål var at fortsætte et samarbejde med udlandet. Deng så sit snit til at lave et nyt økonomisk system. Et såkaldt ”blandingssystem”, hvor den kinesiske planøkonomi stadig skulle være i økonomien, men hvor denne blev tilsat markedsøkonomi. Deng beskrev sin økonomiske model i et kendt citat: ”Det er lige meget om

katten er sort eller hvid, bare den fanger mus…”^{21} Sagt med andre ord: Bare det virker.

Ligesom Mao udførte reformer, gjorde Deng det i særdeleshed også. Deng vidste, at han, hvis han skulle have støtte til at udføre dem, måtte have bønderne på sin side for at projektet kunne få succes, idet de klart udgjorde størstedelen af befolkningen.

Det kinesiske landbrug ændredes efter 1978 fra at være store kollektive landbrug til at blive små privatejede landbrug. Dog skete dette uden at der blev ændret ved ejendomsretten.

Landbrugsreformerne var Dengs plan til at nedlægge de 26.000 folkekommuner, der var spredt ud

17

Fage Madsen, anf. v. s. 49

18

Fage Madsen, anf. v. s. 50

19

http://www.chinability.com/Trade.htm

20

Fage Madsen, anf. v. s. 50

21

Fage Madsen anf. v. s. 54

Side 10

[navn fjernet], 3.x

9 over hele landet. Politikken stod i stor modsætning til Maos økonomiske politik, idet man gik væk fra den bund-socialistiske politik og i stedet nærmede sig en form for kapitalisme. Blandt andet kan det nævnes, at Deng mente, at man blev belønnet for sin arbejdsindsats. Bønderne skulle have flere penge for det, de producerede, frie markeder skulle etableres og endelig skulle et kontraktsystem indsættes [22]. Netop kontraktsystem kom til at spille en stor rolle. Familier kunne nu leje jord og dyrke, hvad der stod i deres kontrakt, ligesom prisen også var indskrevet. Resultaterne af landbrugsreformen var i starten positive, siden hen knap så positive resultater. Ser man på figur 1, bilag, ser man tydeligt det store opsving, der var indtil 1984, hvorefter væksten begyndte at falde ekstremt meget og faktisk fortsatte nedad frem til 1989.

Sammen med landbrugsreformen blev der også sat en industrireform i gang. De vigtigste punkter var nogenlunde de samme som for landbrugsreformen; højere priser, mere ansvar for befolkningen etc. [23] Ligesom ved landbrugsreformen blev også denne sat i gang af, at virksomheder var meget ineffektive, og man derfor skulle fremme effektiviteten og produktionen. Man opdelte virksomhederne i to kategorier: Den ene gruppe var de statsejede virksomheder, der skulle producere basale produkter, mens den anden skulle producere luksusvarer.

Reformens resultater blev i det første år nedadgående, hvor de herefter var stigende indtil 1985.

Herefter svinger resultaterne meget [24]. Ved begge reformer har resultaterne været meget svingende, så om denne eksperimentelle politik var til gavn for Kina kan diskuteres.

2.4 Den åbne dørs politik

Deng ville rigtig gerne fortsætte det samarbejde med udlandet der var indtil og mere end gerne udbygge det. Hans mål var at få tilført kapital og teknologi – dog med det i mente, at Kina ikke måtte have underskud på betalingsbalancen som tidligere var set. For at få udenlandske virksomheder og personer til at investere i Kina oprettede man i 1979 de såkaldte ”særlige

økonomiske zoner”.^{25} Det var magneter, der skulle give et kraftigt skub i Kinas økonomi.

De første fire zoner var placeret tæt ved Hongkong, som dengang stadig var en engelsk koloni.

Dette blev gjort for at skabe et økonomisk centrum på Kinas vestkyst. Men hvad var det så disse zoner kunne byde på? Der blev opstillet en lang række økonomiske fordele i zonerne, der gjorde det fordelagtigt for virksomheder at investere og etablere sig. De vigtigste var; der var et lavt

22

Fage Madsen anf. v. s. 55

23

Fage Madsen, anf. v. s. 59

24

Figur 2, bilag

25

Fage Madsen, anf. v. s. 63

Side 11

[navn fjernet], 3.x

10 skatteniveau i zonerne – under halvdelen af det normale skattetryk i Kina. Staten blandede sig ikke i, hvad der blev produceret, og medarbejderne fik meget lave lønninger.

I 1984 blev der tilsvarende åbnet 14 byer – der ligesom i zonerne – indbød til handel og

                     26
udenlandske investeringer.

Samarbejdet mellem Kina og de udenlandske virksomheder og investorer bød også på en anden form for samarbejde, nemlig ”joint-ventures”-samarbejde. Dette bestod i, at investorerne/ virksomhederne fik deres produkter fremstillet på kinesiske fabrikker. Ydermere skød både Kina og investorerne penge i samarbejdet, så man både fik tilført både teknologi og også kapital til landet.

Kina indskød mellem 51-75 % af kapitalen, så virksomhederne blev statsejede, og dermed fik kineserne den største indflydelse. I forhold til den økonomiske udvikling blev man meget mere velstående i de økonomiske zoner sammen med de 14 byer. Dette ses tydeligt i figur 3 hvor BNP pr.

indbygger i zonerne er over seks gange større der, end i resten af Kina. [27]

Der var dog også en del kritik fra fløjene i KKP. Man mente, at de økonomiske investeringer var alt for høje, og at zonerne

                           28
var udtryk for ”vild kapitalisme”

– ydermere gav man udtryk for, at der var megen svindel og korruption i zonerne.

2.5 Den politiske og økonomiske udvikling

Der har været mange politiske reformer fra 1949, hvor Deng med sin reformpolitik nok har haft størst indflydelse. Den vigtigste har været, at man indførte valg på landsbyniveau, som blev indført i

1988 [29], dette på trods af, at man stadig havde et kommunistisk styre med KKP. Denne udvikling har været interessant, da det måske kan sætte skub i Kina og fremtvinge demokratiet, som vi kender det i den vestlige verden. Deng indførte videre også valg i partiet, således at man skulle vælges til de ledende poster, hvor man før i tiden blev kåret eller udvalgt til at påtage sig posten og det efterfølgende ansvar. Man kan spørge sig selv, om Kinas politik er ved at gå i en demokratisk retning? Man kan argumentere for både ja og nej, men kineserne har vel egentlig ikke haft det ”bedre”. Demonstrationer er blevet lovlige – på nær i de økonomiske zoner – og flere kritiske tidsskrifter er blevet publiceret.

26

Fage Madsen anf. v. s. 64

27

Figur 3, bilag

28

Fage Madsen, anf. v. s. 64

29

Fage Madsen anf. v. s. 66

Side 12

[navn fjernet], 3.x

11

I 1989 trådte Deng Xiaoping tilbage som formand for KKP, [30] hvorved han blev afløst af Jiang

Zemin som sad indtil 2003. Denne periode fra 1989-03 var præget af høj økonomisk vækst og et generelt meget bedre forhold til resten af verden. [31]

I 2003 blev Hu Jintao indsat som præsident i

Kina. Han har ikke for alvor rørt ved Dengs og Zemins politiske og økonomiske kurs. Jintao lovede ved kongressen i 2006 at gøre noget ved den stigende ulighed, der er i landet – mellem land og by, sammen med korruption er det vel nok de største indenrigspolitiske udfordringer.

Kinas økonomi sprudler på grundlag af historiske eksperimenter, reformer og politiske beslutninger.

Hvordan ser økonomien ud i dag og hvad har den leveret af resultater?

3 Den moderne kinesiske økonomi

Når Kinas nye ledere skal vælges sker der ikke som det gør vesten. Der er intet demokratisk over beslutningsprocessen. Det bliver besluttet i KKP’s rækker.

I det store og hele kan man sætte mange lighedstegn mellem hvordan en virksomhed og Kina reelt regeres i dag. Man kan tage kommunistpartiet og kalde det direktionen, middelklassen for funktionærer, mens arbejderne og bønderne er producenterne [32]. Globaliseringen har Kina for længst set og taget konsekvensen af, derfor indgår alle niveauer af befolkningen i den virksomhed, som Flemming Ytzen [33] beskriver det kommunistiske parti og Kina som. Blandt andet søger mange internationale virksomheder mod Kina som følge af den stigende inflation i andre lande, mens lønniveauet stadig er på et minimum. Vi ser dog alligevel, at lønniveauet også stiger i Kina. Selve lønniveauet er en af – hvis ikke den vigtigste – økonomiske grund til at outsource til Kina. Men i

takt med, at lønniveauet stiger med 10-15 % om året^{34}, søger nogle eksempelvis mod Vietnam, hvor

lønniveauet generelt er lavere, og der ikke er så mange restriktioner i forhold til handel med udlandet.

Siden Kina kom med i verdenshandelsorganisationen WTO i 2001^{35}, har der været flere klager over

de alt for lave priser og dermed den øgede konkurrenceevne i forhold til eksempelvis Europa. Det har resulteret i en ekstra toldskat på 20 %, når Kina eksporterer til EU og derved mister nogle internationale virksomheder interesse for at gøre forretning i Kina.

30

Larsen og Smitt, anf. v. s. 138

31

Larsen og Smitt s. 138

32

Ytzen, anf. v. s. 270

33

Ytzen, anf. v. s. 271

34

http://www.business.dk/diverse/hele-verdens-fabrikshal-taber-terraen

35

http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Handelspolitik/WTOOgDohaRunden/OfteStilledeSpoergsmaal/10Hvorfor

ErDetVigtigtAtKinaOgRuslandErMedIWTO.htm

Side 13

[navn fjernet], 3.x

12

Flemming Ytzen beskriver partimøderne ”som aktionærmøder og generalforsamlinger”^{36}. Det er

ikke popularitet, der skal vælge de nye ledere, det er derimod disse personers kvalifikationer. Sætter man stadig lighedstegn mellem en virksomhed og Kina, er der mål, der skal opfyldes. Det hele kører efter en plan, som KKP har lagt. Godt nok har KKP 73 millioner medlemmer [37], men det er altså ud af en befolkning på langt over en milliard. Det væsentlige ved dette er, at de 73 millioner medlemmer er fra eliten i erhvervslivet. Det er de personer, som har de bedste uddannelser, der melder sig ind og derved sikrer deres egen indflydelse.

Denne målrettede tilgang til tingene, som Kina viser i form af dets billede som virksomhed, viser sig især over for udviklingen i landet. I Kina sikrer man nemlig udviklingen ved, at regeringen og erhvervslivet sammen beslutter, hvad man skal producere eller udvikle og herefter lægges en strategi. På denne måde sætter regeringen nok ressourcer af til at gennemføre projektet, hvilket giver en gigantisk slagstyrke i projekterne. Danmarks tidligere ambassadør beskriver det således:

”Den asiatiske tilgang er at definere og gennemføre store planer, den europæiske er at udstille sin rådvildhed om, hvorvidt det allerede besluttede nu alligevel er det rigtige. Mens europæerne debatterer (…) er de asiatiske lande kommet til den konklusion, at de må igangsætte de videnskabelige projekter, som om få årtier vil udgøre en økonomisk bærekraft i de moderne

samfund.””^{38}

Det er den kommunistiske tilgang til tingene, der viser sig i Kinas moderne økonomi. I stedet for diskussion kører man altså efter en plan der er lagt, og derved undgår man diskussion og i stedet giver sig til at arbejde for tingene. Man kan sætte paralleller mellem denne metode og en hård chef; man tilgodeser ikke den enkelte medarbejder men i stedet for det store hele – hvilket netop er den kommunistiske tankegang.

At dette system, hvor kommunismen sammen med en markedsøkonomisk tankegang kan virke, er specielt. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at det giver så gode resultater. I en markedsøkonomi udvikler og producerer man efter folkets behov – altså udbud og efterspørgsel og priserne fastsættes derefter. I Kina er det som sagt KKP og erhvervslivet, der bestemmer, hvad der skal udvikles og forskes i, og derved mister man tanken om udbud og efterspørgsel. Dog styres prisen stadigvæk af markedet. Det er ikke staten, der går ind og fastsætter priserne, som kommunistiske stater ellers gør – for eksempel Sovjetunionen. Man så dog en enkelt episode i 1994,

36

Ytzen, anf. v. s. 271

37

Ytzen, anf. v. s. 274

38

Ytzen, anf. v. s. 275

Side 14

[navn fjernet], 3.x

13 hvor inflationen var på over 20% [39], at staten gik ind og styrede priser på enkelte varer og rådede bankerne til at holde tilbage med lån. Det er staten, der har styringen for økonomien, hvor man tænker på de planer, man har lagt for fremtidig økonomisk udvikling.

Virksomheden Kina kører i højeste gear – men det er i ledelsens retning, ikke medarbejdernes.

KKP har for længst indset, at Kina skal styres med denne kommunistiske hårde hånd frem for at være ledet af et demokrati, hvilket citatet fra Danmarks tidligere ambassadør glimrende illustrerer.

De særlige økonomiske zoner, der er i Kina har medvirket til et økonomisk boom, fra da de blev åbnet i 1979 indtil nu [40], er som før nævnt især sket på grund af de attraktive fordele, der var i disse små geografiske zoner – som for eksempel en virksomhedsskat på 15 %, lavt lønniveau og

           41
strejkeforbud.

Disse økonomiske zoner støtter den kinesiske økonomi ganske glimrende, og som vi så i figur 4, bilag, tog Kina et stort skridt i den rigtige økonomiske retning, og zonerne og de andre kystbyer tiltrækker i dag stadig mange virksomheder. Samtidig med disse zoner er der stadig interesse for det såkaldte ”joint-ventures”-samarbejde.

Samarbejdet bestod som sagt mellem vestlige virksomheder, der bidrager med teknologi, mens kineserne bidrager med deres billige arbejdskraft.

Samarbejdet har været og er også en succes, når man deles om denne fælles virksomhed, det giver som sagt økonomiske og teknologiske tilskud til Kina – når bare kineserne stod for mellem 51 % og

75 % af fælleskapitalen, så de som bekendt fik indflydelse og styrede dem. Zonerne var en del af vækstpolteorien, som Deng brugte. Denne går ud på, at den store økonomiske udvikling i visse områder skal sprede deres succes til andre, dårligt stillede områder. [42]

Deng filosofi var jo, at de riges forbrug forhåbentlig kunne skabe økonomisk vækst for alle samfundsgrupper.

3.1 Kinas økonomiske politik

Da Kina gik fra den sovjetisk inspirerede planøkonomi omkring 1978, da Deng trådte til, var det for at få økonomien på ret kurs. Indtil da havde Mao fra 1949 ført en planøkonomi, der var styret af reformer og ordrer, ikke af udbud og efterspørgsel. I 1978 fik Deng så indført markedsøkonomi.

Den store konkurrence virksomhederne imellem i det markedsøkonomiske system giver et meget mindre spild af varer og ressourcer, end det gør i det planøkonomiske system. For eksempel

39

http://www.chinability.com/Prices.htm

40

Figur 4, bilag 1

41

Fage Madsen, anf. v. s. 64

42

http://www.im.dk/publikationer/ekspertudv/inde0007.htm

Side 15

[navn fjernet], 3.x

14 oplevede Mao dette store spild, da han opfordrede de dengang 26.000 folkekommuner til at konkurrere om, hvem der kunne producere mest jern. Der blev produceret alt for meget, og for meget ubrugeligt jern - og derved var der et meget stort spild. [43]

I det markedsøkonomiske system er alt styret efter udbud og efterspørgsel, mens det som bekendt bestemmes, hvad og hvor meget der skal produceres i det planøkonomiske [44]. I det planøkonomiske system er det regeringen eller et udvalg, der styrer priserne, mens det i det markedsøkonomiske er markedet, der styrer prisen. I Kina fører man den markedsøkonomiske tilgang.

I Kina førte man også fastkurspolitik indtil 2005, men efter pres fra amerikansk side, droppede man denne og opskrev den kinesiske valuta med 2 %. Det er dog langt fra nok for især senator Charles Schumer og flere økonomer, der vil have den kinesiske valuta opskrevet med hele 25%. Ellers vil han og flere indføre lovforslag til at indføre en ekstra import told fra Kina på 27,5%, ligesom EU har gjort.

Der er stor vækst i Kina, og Kina har desuden verdens største valutareserver på omkring 11.000

mia. danske kroner^{45}.

3.2 De økonomiske resultater

De økonomiske resultater har været forbløffende. Ingen havde regnet med, at Kina kunne opleve en sådan vækst på så få år.

Fra Maos regeringsperiode frem til årene, hvor Deng tager over, har det været en meget omtumlet periode. 1952 er det tidligste årstal med tilgængeligt talmateriale [46].

Fra dette årstal frem til cirka 1976 er stigningen i BNP i faste priser meget forskellig. I 1953 er stigningen hele 15,6 %, mens man året efter ”kun” har en stigning på 4,2 %. Det er de forskellige politiske eksperimenter, som Mao sætter i gang, der enten giver en meget positiv eller negativ økonomisk udvikling. I var ”Det store spring Fremad”, hvor man ser en tydelig fremgang. I 1958 på hele 21,3 %, mens man året efter ser en stigning på 8,8 %. Herefter følger nogle negative år. Det mest markante er 1961, hvor udviklingen er meget negativ – et fald på hele

27,3 %. I årene 1963-66 kommer der så igen en positiv periode med stigninger på henholdsvis

10,2 %, 18,3 %, 17 % og 107 % i stigning i BNP i faste priser. Den næste periode, hvor Kulturrevolutionen indsætter, er i 1969-70, hvor stigningerne er på 16-20 %. Herefter står

43

Fage Madsen, anf. v. s. 39

44

Dette afsnit tager delvist udgangspunkt i Clemmesen og Henriksen, anf. v. afsnit 1

45

http://borsen.dk/okonomi/nyhed/161753/

46

http://www.chinability.com/GDP.htm

Side 16

[navn fjernet], 3.x

15 udviklingen overhovedet ikke stille, men efter kinesisk målestok er udviklingen ”kun” på gennemsnitlig 6 %.

I årene 1977-78 begynder udviklingen at tage rigtig fart, en stigning i BNP på gennemsnitlig 9,8 %.

Frem til 1985 fordobler hele Kinas BNP på bare 9 år. En udvikling, der især skal ses i lyset af de særlige økonomiske zoner, der åbnes i 1979 samtidig med, at Deng får magten i landet, og hans nye reformer der åbner Kina. Denne udvikling førte til, at både import og eksport fik store stigninger, men samlet dog i den negative retning så man importerede mere end man eksporterede. Derved fik man underskud på betalingsbalancen. Igen må man tænke på Deng, idet det var de særlige økonomiske zoner, der vendte billedet, så Kina fik et meget stort overskud på betalingsbalancen.

Fra 1990 til 2000 firedobledes eksporten, så man derved havde et overskud på 24 milliarder dollars på betalingsbalancen [47]. Tallene afspejler det faktum, at Kina er afhængig af import og eksport, da det er en meget vigtig del af deres økonomi. Det ser man også tydeligt, når man kigger på Kinas import og eksport historie. Både import og eksport har taget store spring, når det gælder ud fra verdenshandelsfordelingen. Fra et næsten minimum i 1948, import 0,6 % og eksport 0,9 %, til at stå for 6,8 % af verdens import og 8,9 % af verdens eksport. De såkaldte ”joint-ventures”- virksomheder står for omkring 60 % af Kinas samlede eksport. [48]

I modsætning til mange andre store økonomier som USA (i dette tilfælde Nordamerika – Canada, Mexico og USA) og Japan, der har haft svingende perioder, fastholder Kina deres udvikling. [49]

Det er ikke for sjov, at der på mange af vores varer, vi køber i supermarkedet står ”Made In China”.

I 2001 bliver Kina optaget i verdenshandelsorganisationen WTO. Medlemskabet kom i hus som en økonomisk succes, efter at Kina, USA og EU havde lavet frihandelsaftaler med hinanden. [50] Med denne optagelse fik Kina adgang til alle internationale markeder og derved basis for endnu mere vækst. Før optagelsen var Kinas eksport primært henvendt til USA, men i dag går en del til det asiatiske kontinent og specielt Indien, hvor de to lande har indgået store handelsaftaler med

hinanden.^{51}

Med optagelsen i WTO skete en ny åbenbaring for den kinesiske økonomi. Dette postulat kan bekræftes på den udvikling, BNP i faste priser har fra 2001 og frem til de første tre kvartaler af

2009. En gennemsnitlig udvikling på 9,6 % og dette endda regnet i perioden, hvor den globale finanskrise har været (indtraf sidst i 2008). Handelsoverskuddene fra denne periode er herefter

47

http://www.chinability.com/Trade.htm

48

Brødsgaard, anf. v. s. 137

49

Tabel 17.8 og 17.9, bilag 1

50

Lund og Møller, anf. v. s. 60

51

Lund og Møller, anf. v. s. 61

Side 17

[navn fjernet], 3.x

16 blevet investeret i amerikanske statsobligationer, der sikrer det amerikanske statsunderskud. Kina spænder således et ”sikkerhedsnet” ud under det store amerikanske forbrug. [52] Dette ”sikkerhedsnet” skaber en interdependens mellem USA's og Kinas økonomi. Deutsche Bank har udtalt, at hvis USA's vækst reduceres, reduceres Kinas også [53]. Interdependensen ses her tydeligt mellem de to økonomier.

Det, der tiltrækker vestlige virksomheder, er som sagt de lave lønninger, og det er det, Kina er kendt for: endeløse rækker af industriarbejdere, der søger arbejde. I dag er der dog flere og flere, der får sig en ordentlig uddannelse, om end der bliver stadig flere arbejdsløse i Kina. De lave lønninger tiltrækker udenlandske virksomheder, men i takt med en uddannelse er det lig højere løn, og det er man ikke interesseret i fra vestlig side. Arbejdsløsheden stiger, fordi regeringen ikke kan skabe vækst nok i landet. Ifølge regeringen er det målet at få en vækst på otte procent for at holde arbejdsløsheden nede. I år er det således regeringens mål at holde arbejdsløsheds niveauet under 4,6

%, mens den i august i år lå på 4,3 %.^{54}

De økonomiske resultater har bevirket, at Kina har verdens fjerde største økonomi^{55} (2005). Med

vækstrater på omkring 10 % de sidste 10 år, har Kina bevæget sig fra et være et fattigt Uland, til at blive en verdens førende økonomier. Rapporter siger, at Kina om cirka 15 år vil være verdens

             56
største økonomi.

Et væsentligt punkt, når man skal se Kinas økonomiske status, er globaliseringen. Tidligere hed det

sig ”Når USA nyser, bliver Europa forkølet.”^{57}, mens et tilbageslag i USA i dag egentlig ikke har

nogen effekt i resten af verden, eksempelvis Kina. Årsagen hertil er, at USA's bidrag til det globale bruttonationalprodukt er faldet og indtaget af andre. Kina står i dag for 16 %, mens USA står for 19

%. Kina nærmer sig hastigt toppen af den økonomiske rangstige med deres økonomiske politik.

Den asiatiske tilgang til tingene er blevet deres varemærke. Markedsøkonomi i en kommunistisk stat har været deres succes.

52

Henriksen, anf. v. s. 166

53

Henriksen, anf. v. s. 169

54

http://www.radio86.dk/kina-i-dag/nyheder/10582/arbejdslosheden-maerker-ogsa-kina

55

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/%C3%98konomi_i_andre_lande/Kina_%28

%C3%98konomi%29?highlight=Kina
56

Brødsgaard, anf. v. s. 127

57

Lund og Møller, anf. v. s. 52

Side 18

[navn fjernet], 3.x

17

4 Diskussion

Da den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen indtraf, var verden i en situation med to supermagter i et bipolart system. Man var enten med den ene eller den anden part. På grund af de mange lighedspunkter mellem Kina og Sovjetunionen (demografisk, ideologisk etc.) valgte Kina naturligt nok at støtte op omkring deres kommunistiske venner. Som før omtalt ophørte denne alliance dog under ”Det store Spring Fremad”, hvor Mao og Stalin ikke kunne træffe fælles beslutninger, samtidig med at Sovjetunionen betragtede Kina som deres ”lillebror” i forhold til kommunismen. Efter bruddet med Sovjetunionen lå Kina meget isoleret og kørte sine egne politiske og økonomiske eksperimenter under den kolde krig.

Efter den kolde krig opstod der et ”magt-tomrum” i Østasien, og spørgsmålet var herefter, hvem der skulle overtage den rolle, Sovjetunionen havde haft? Svaret blev dog hurtigt afklaret, idet der opstod en magt-trekant mellem USA, Japan og Kina. [58]

Japan og Kinas rolle var primært deres buldrende økonomi, mens USA var deres store militære styrke. I alt bidrog de tre lande til stor ro i

området. Forholdet mellem de tre gik også godt frem til 1997, hvor ”krisen i Østasien”^{59} indtraf.

Japan led et hårdt knæk herunder, mens Kina – den anden del af magt-trekanten, der stod for økonomisk stabilitet og fremgang, nærmest ikke blev berørt. Fage Madsen mener, at dette sender et klart signal til omverdenen om, at Kina ønskede at spille en stor rolle på verdensplan. Var denne store rolle en supermagt? Og hvordan kategoriseres en supermagt?

Ud fra læste tekster fortolkning af disse, er en supermagts kriterier følgende:

1) En stat med store militære og økonomiske midler.

2) En stat, der uafhængigt af sine omgivelser, kan handle selvstændigt.

3) En stat der søger at præge sine omgivelser. [60]

Af de tekster og forfattere, jeg har været igennem, er der forskellige synspunkter på, hvorvidt Kina kan udvikle sig til en supermagt. Jens-Peter Fage Madsen har opstillet forskellige kriterier for, hvad der tæller positivt og negativt i forhold til, om Kina bliver en supermagt. På den gode side nævnes landets størrelse, produktionskapacitet, økonomiske vækst, valutareserver og globaliseringen. Mens der på den negative side nævnes ting som økonomi, energi og militære styrke og korruption. [61]

58

Fage Madsen, anf. v. s. 87

59

Fage Madsen, anf. v. s. 87

60

Inspiration fra artiklen: Alle hopper, når elefanten vender sig i sengen (Politiken 21/8 2004)

61

Fage Madsen, anf. v. s. 88

Side 19

[navn fjernet], 3.x

18

I modsætning til andre mener Fage Madsen ikke, at Kinas økonomiske betydning på verdensplan er særlig stor, da den ifølge ham kommer fra et lavt udgangspunkt og derved viser hurtig vækst. Kina er dog i top fem over de største økonomier i verden. Uligheden kan ifølge Fage Madsen føre til oprør – med et skrækscenarie som oprøret i 1989, hvor regeringen måtte gribe til militære midler og dræbte tusindvis af studerende – idet at nogle personer bliver økonomisk dårligere stillet end andre.

Det er dog ikke noget, man skal stile efter, i hvert fald ikke i Danmark. Hvilket Eva Kjer Hansen i

2005 fik en lang næse for af sin partiformand, Anders Fogh Rasmussen.

I dag er forureningen og ødelæggelsen hurtigt voksende, samtidig med at Kina opfører flere og flere kulkraftværker for at skaffe energi til deres produktion. I forhold til energiproblemer forudser Fage Madsen endvidere, at Kina vil løbe ind i disse på grund af den økonomiske vækst, der skal bruge mere og mere energi. Alternativ energi er nemlig ikke på særlig højt niveau, og det kan dermed også bremse væksten. Om Kina kan overhale USA's økonomi, forholder Fage Madsen sig særdeles kritisk til.

Fage Madsen peger også på, at Kina på trods af at have verdens største befolkningsgruppe, ikke har en særlig stor militær styrke i forhold til USA. Man kan derfor sige, at Kina falder uden for det første kriterium om at blive en supermagt, i hvert fald per dags dato.

Ligesom Fage Madsen nævner det stigende problem med korruption, sætter Flemming Ytzen også fokus på dette. Flemming Ytzen mener, at den korruption, der er i landet, vil hæmme den økonomiske vækst ”De centrale myndigheder fører ikke meget tilsyn med de lokale myndigheder, og da der ikke findes nogen uafhængig dømmende magt eller fri presse til at holde dem i ørerne,

gør de lokale myndigheder i landområderne ofte lige, hvad der passer dem”^{62}

Retssystemet fungerer ikke ordentligt, da det som sagt er udsat for megen korruption. Noget, der kan hæmme samhandelen med udlandet og samtidig ikke er godt for indenrigssituationen.

Kina handler med slyngelstater og vægter ikke menneskerettigheder højt i Tibet og Mongoliet. Men Vesten siger ikke imod. Kina kan frit handle - især deres investeringer i udlandet viser tydeligt det billede. Kina har investeret og opkøbt flere aktier i banker rundt om i verden. Her tæller: 20 % af Standard Bank – Afrikas største bank, 10% af UCB og 3% af Barclays. Men som Flemming Ytzen siger det: ”Men retningen er ikke til at tage fejl af. De kinesiske hensigter er globale.” [63] Vesten er lige så afhængige af Kinas produktion og vækst, som Kina selv er. De forsøger ikke at ødelægge handelsforbindelser eller skabe et dårligt forhold imellem dem.

62

Ytzen, anf. v. s. 277

63

Ytzen, anf. v. s. 252

Side 20

[navn fjernet], 3.x

19

Derfor ser vi som sagt også, at selv om Kina handler med slyngelstater i Afrika og investerer så mange penge, er det ikke noget USA eller EU officielt er imod. Kina har ingen at rette sig overfor, ligesom USA heller ikke har. Tænk hvis man under COP15 vedtager en juridisk bindende klimaaftale, hvem skal så være verdens politi? USA? USA kommer sandsynligvis heller ikke til at overholde en sådan aftale, ej heller Kina. Det er verdens produktionshal simpelthen for vigtig til.

I punkt tre, at Kina søger at præge deres omgivelser, falder Kina ud. Da Kina for første gang i

1970’erne vendte deres interesse mod Afrika, var det for investeringer og at få et godt forhold til de olieproducerende lande på kontinentet. ”Vi påfører ikke de afrikanske lande vores politiske

                                                           64
synspunkter, og vi blander os ikke i deres interne politiske anliggender.” Sådan sagde en diplomat

ved den kinesiske ambassade.

Kina investerer meget i Afrika, for eksempel i Sudan hvor 2/3 af landets samlede olieproduktion går

til Kina. De handler med slyngelstater, men ingen kan forhindre dem det. De søger dog som bekendt ikke at præge Afrika. Et medlem af det zambiske parlament sagde for eksempel:

”Kineserne er her ikke for at udvikle Zambia, men for at udvikle Kina.”^{65} I modsætning til Kina ser

vi USA prøve at præge deres omgivelser. De tydeligste eksempler er Irak og Afghanistan, hvor USA prøver at indføre vestlige værdier som demokrati og ytringsfrihed. Noget som Kina ikke blander sig i.

Kina har dermed stadig nogle mangler for at kunne blive en supermagt. Det mest iøjefaldende er militæret. Selvom det er verdens folkerigeste land, har de ikke nogen stor militær styrke, ej heller ligeså avancerede våben – de har dog atomvåben - ligesom USA. Men med Kinas økonomiske midler kan de dage måske være talte, de kan investere i ny forskning og militære investeringer. Hvis de gør det, og landet stadig bliver ledet som i dag – som en virksomhed, så kan deres militære styrke blive overvældende.

Kina er som sagt ikke en supermagt endnu, men spørgsmålet er om de bliver det. Det gør de med overvejende sandsynlighed efter min mening Om det så er regeringens intention at gøre Kina til en supermagt? Det er måske det, der er spørgsmålet. Selvom Kina kun ”opfylder” ét ud af tre kriterier for at kunne kalde sig selv for en supermagt, så har de om nogen midler til det. Fage Madsen er dog heller ikke i tvivl, når det kommer til kinesernes hensigt. ”At se Kina som konkurrent til USA som en af verdens førende magter på vej ind i det 21. århundrede, ligger nok ikke om hjørnet. (…) Det,

64

Ytzen, anf. v. s. 251

65

Ytzen, anf. v. s. 252

Side 21

[navn fjernet], 3.x

20 der synes umuligt i dag, kan blive muligt i morgen, for et er sikkert: De kinesiske ledere bestræber sig på at udvikle Kina til en supermagt og dermed gengive landet sin historiske placering som

RIGET I MIDTEN.”^{66}

5 Konklusion

Redegørelsen kigger på den politiske og økonomiske udvikling efter 1949. Maos eksperimentelle politik fra 1949 og frem førte til megen social uro og dårlige fremtidige betingelser for den kinesiske økonomi. ”Det store Skridt Fremad” var en katastrofe, hvor over 20 millioner kinesere omkom af hungersnød, og landet var i økonomisk krise, idet de lån, man havde fra Sovjetunionen, skulle betales tilbage. Sammen med Kulturrevolutionen var dette nok Maos største fejltagelser i hans regeringsperiode.

Efter Maos død lanceredes ”Det store Spring Udad”, der skulle åbne Kina for vestlige investeringer og vestlig teknologi for at optimere den kinesiske produktion. Dette var i høj grad sat op af Deng Xiaoping, der fik magten i 1978 frem til 1989. Specielt åbningen af de særlige økonomiske zoner var en succes. Jiang Zemin trådte efterfølgende til i perioden frem til 2003, der har haft meget høj økonomisk vækst. Dette kan især ses på figur 3, bilag, hvor man ser, at den økonomiske vækst er firedoblet fra 1990 til 2007. Specielt tilgangen i WTO i 2001 var en vigtig begivenhed for kinesisk økonomi, da perioden frem har givet yderligere fremgang. Kinas økonomi er i dag stadig i stor fremgang. Specielt tilgangen til udviklingen er imponerende: selvom Kina stadig har kommunisme, har de markedsøkonomi i landet - landet styres som en virksomhed, hvilket undersøgelsen vidner om. Regeringen og udenlandske investorer beslutter sammen, hvad der skal forskes og investeres i.

En strategi, der giver fantastiske resultater. Brødsgaard mener, at Kinas økonomi bliver verdens største inden 15 år [67], mens Henriksen mener, det sker inden 2040 [68]. Selvom forudsigelserne lyder forskellige, er de alligevel enige: Kina får verdens største økonomi. På et tidspunkt.

Afslutningsvis kan det hævdes, at selvom Kina i dag ikke kan kategoriseres som en supermagt, er der dog meget, der tyder på, at de er godt på vej. Den økonomiske vækst er kernen i den udvikling, der kan gøre Kina til en ny supermagt. Fage Madsen er heller ikke i tvivl, når det kommer til kinesernes planer, hvilket ovenstående citat vidner godt om.

66

Fage Madsen, anf. v. s. 90

67

Brødsgaard, anf. v. s. 127

68

Henriksen, anf. v. s. 166

Side 22

[navn fjernet], 3.x

21

En økonomisk supermagt kommer Kina til at være, hvis man i dag ikke anser dem for allerede at være det. Kinas hensigt er tilsyneladende at blive en ny supermagt, og jeg er enig i Fage Madsen, der mener, at Kina bestræber sig på igen at blive ”Riget i Midten”. Ligesom jeg er enig med Fage Madsen er jeg ligeledes med Brødsgaard: ”Der er tale om et fænomen af samme systemændrende karakter, som da Tyskland i det 19. århundrede eller USA i begyndelsen af det 20. århundrede for alvor trådte ind på scenen. Det, verden er vidne til i disse år, er den dramatiske fødsel af en ny

supermagt. På godt og ondt.”^{69}

69

Brødsgaard, anf. v. s. 150

Side 23

[navn fjernet], 3.x

22

Litteraturliste

Bøger:

Arbo-Bähr, Henrik, Allan Christensen og Niels Knap: Samfundsstatistik 2009 (2009)

Brødsgaard, Kjeld Erik: Jeg skal til Kina (2006)

Clemmesen, Kåre og Per Henriksen: Økonomi – principper, praksis og perspektiver (2007) Fage Madsen, Jens-Peter: Kina på tærsklen til det 21. århundrede – en rejse gennem de seneste

100 års kinesisk historie (2000)

Henriksen, Per: Økonomi ABC (2009)

Holm, Mette: Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (2001)

Larsen, Henrik Bonne og Thorkil Smitt: Verden i nyere tid – fra kold krig til krigen mod terror

(2008)

Lund, Jan og Jørgen Ørstrøm Møller: Asien buldrer – og sådan undgår Danmark at sakke agterud (2007)

Ytzen, Flemming: Supermagten Kina – mirakel eller mareridt? (2008)

Artikel:

”Alle hopper, når elefanten vender sig i sengen” (Politiken 21/8 2004)

Internetsider:

www.borsen.dk – Dagbladet Børsen – Økonomi og aktier (set 15/12 2009)
www.business.dk – Berlingske tidende: Økonomi (set den 12/12 2009)

www.chinability.com – Kinesiske nøgletal. Blandt andet for økonomi, men også befolkningstal og

andet. Deres kilde er China Statistical Yearbook (set den 8/12 2009)
www.denstoredanske.dk – Gyldendals åbne encyklopædi (set den 8/12 2009)
www.im.dk – Velfærdsministeriet (set den 14/12 2009)
www.radio86.dk/kina-i-dag - Internetportal om Kina med et væld af internationale journalister. (set
den 15/12 2009)
www.um.dk – Udenrigsministeriet (set den 12/12 2009)

Side 24

[navn fjernet], 3.x

23

Bilag

Figur 1: Væksten i landbrugsproduktion i % i 1980-89 (i 1980-priser)

Kilde: Jens-Peter Fage Madsen: Kina på tærsklen til det 21. århundrede

Figur 2: Industriens vækstrater i % 1980-89 i 1980-priser

Kilde: Jens-Peter Fage Madsen: Kina på tærsklen til det 21. århundrede

Side 25

[navn fjernet], 3.x

24

Figur 3: Vækst i Kina 1990 USD mio.

Kilde: Per Henriksen: Økonomi ABC

Tabel 1: Nøgletal for de økonomiske zoner og 14 kystbyer, 1991

Kilde: Jens-Peter Fage Madsen: Kina på tærsklen til det 21. århundrede

Tabel 2: Udviklingen i Kinas udenrigshandel 1980-89 (mia. US $)

Kilde: Jens-Peter Fage Madsen: Kina på tærsklen til det 21. århundrede

Side 26

[navn fjernet], 3.x

25

Tabel 17.8:

17-8

Verdenshandelens fordeling - vareeksporten

Procent

1948 1953 1963 1973 1983 1993 2003 2007

Nordamerika (USA, Canada og Mexico) 28,1 24,8 19,9 17,3 16,8 18,0 15,8 13,6

Syd- og Centralamerika | 11,3 | 9,7 | 6,4 | 4,3 | 4,4 | 3,0 | 3,0 | 3,7
Europa | 35,1 | 39,4 | 47,8 | 50,9 | 43,5 | 45,4 | 45,9 | 42,4

Sovjetunionen/Rusland og SNG-landene 2,2 3,2 4,6 3,7 5,0 1,5 2,6 3,7

Afrika | 7,3 | 6,5 | 5,7 | 4,8 | 4,5 | 2,5 | 2,4 | 3,1
Mellemøsten | 2,0 | 2,7 | 3,2 | 4,1 | 6,8 | 3,5 | 4,1 | 5,6
Japan | 0,4 | 1,5 | 3,5 | 6,4 | 8,0 | 9,9 | 6,4 | 5,2
De seks asiatiske "tigerøkonomier" | 3,4 | 3,0 | 2,4 | 3,4 | 5,8 | 9,7 | 9,6 | 9,3
Kina | 0,9 | 1,2 | 1,3 | 1,0 | 1,2 | 2,5 | 5,9 | 8,9
Indien | 2,2 | 1,3 | 1,0 | 0,5 | 0,5 | 0,6 | 0,8 | 1,1
Asien i øvrigt | 3,4 | 3,2 | 1,9 | 1,5 | 2,2 | 2,0 | 2,3 | 2,2
Australien og New Zealand | 3,7 | 3,2 | 2,4 | 2,1 | 1,4 | 1,4 | 1,2 | 1,2
I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100

Kilde: Henrik Arbo-Bähr, Allan Christensen og Niels Knap: Samfundsstatistik 2009 (2009) Tabel 17.9:

17-9

Verdenshandelens fordeling - vareimporten

Procent

1948 3 3 3 3 3 3 7

195 196 197 198 199 200 200

Nordamerika (USA, Canada og Mexico) 18,5 20,5 16,1 17,2 18,5 21,4 22,5 19,4

Syd- og Centralamerika | 10,4 | 8,3 | 6 | 4,4 | 3,8 | 3,3 | 2,5 | 3,3
Europa | 45,3 | 43,7 | 52 | 53,3 | 44,2 | 44,6 | 45 | 43,4

Sovjetunionen/Rusland og SNG-landene 1,9 3,3 4,3 3,5 4,3 1,2 1,7 2,7

Afrika | 8,1 | 7 | 5,2 | 3,9 | 4,6 | 2,6 | 2,1 | 2,6
Mellemøsten | 1,8 | 2,1 | 2,3 | 2,7 | 6,2 | 3,3 | 2,7 | 3,4
Japan | 1,1 | 2,8 | 4,1 | 6,5 | 6,7 | 6,4 | 5 | 4,4
De seks østasiatiske "tigerøkonomier" | 3,5 | 3,7 | 3,1 | 3,7 | 6,1 | 10,3 | 8,6 | 8,7
Kina | 0,6 | 1,6 | 0,9 | 0,9 | 1,1 | 2,7 | 5,4 | 6,8
Indien | 2,3 | 1,4 | 1,5 | 0,5 | 0,7 | 0,6 | 0,9 | 1,6
Asien i øvrigt | 3,5 | 3,3 | 2,3 | 1,7 | 2,5 | 2,1 | 2,2 | 2,4
Australien og New Zealand | 2,9 | 2,3 | 2,2 | 1,6 | 1,4 | 1,5 | 1,4 | 1,4
I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100

Kilde: Henrik Arbo-Bähr, Allan Christensen og Niels Knap: Samfundsstatistik 2009 (2009)

Side 27

[navn fjernet], 3.x

26