SRP om Cubakrisen i Historie A og Samfundsfag A

Side 1

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 1 af 20

Indholdsfortegnelse

Abstrct ............................................................................................................................................................ 2 Indledning ...................................................................................................................................................... 3

1 . Redegørelse for baggrunden for Cubakrisen og forløbet op til denne ............................................... 3

1.1 Den cubanske revolution ........................................................................................................................... 3

1.1.1 Forholdet mellem Cuba og USA i tiderne før den cubanske revolution ................................................ 3

1.1.2 Revolutionen og forandringen af Cuba derefter ..................................................................................... 3

1.2 Svinebugtaffæren 1961……………………….…………………………………………………………. 4

1.2.1 USA’s motiver for en invasion af Cuba………………………………………………………….…….4

1.2.2 USA’s ydmygende nederlag…………………………………………………………………………... 4

1.3 De tretten dage i oktober 1962....……………………………………………………………….………. 5

1.3.1 Raketter på Cuba ....…………………………………………………………………………………... 5

1.3.2 Sovjetunionens motiver for opstilling af raketter....…………………………………………….…….. 6

1.4 Delkonklusion på punkt 1. ....…………………………………………………………………………... 7

2. Analyse med udgangspunkt i realisme og idealisme af beslutningsprocessen i Det Hvide Hus under Cubakrisen....……………………………………………………………………………………………… 7

2.1 Styrkeprøve mellem stormagterne - realisme....………………………………………………………. 8

2.2 Diplomatisk løsning eller militær aktion....…………………………………………………………….. 9

2.3 Splittelse blandt beslutningstagerne: ministrene versus generalerne…………………………………...11

2.4 Balance mellem idealisme og realisme ....…………………………………………………………….. 12

2.5 Delkonklusion på punkt 2....…………………………………………………………………………... 13

3. Diskussion af Cubakrisens betydning for forholdet mellem supermagterne…………………….... 13

3.1 En ny udenrigspolitisk problematik: atomvåben....…………………………………………………….14

3.2 En ny opfattelse af udenrigspolitik og forholdet mellem supermagterne……………………………....14

3.3 USA benytter sig af sin ”sejr” til at forsøge at forbedre relationen mellem supermagterne…………... 14

3.4 Nye statsledere: Den kolde krig fortsætter....………………………………………………………….. 15

3.5 Perspektivering til Irakkrigen....………………………………………………………………………...16

3.6 Delkonklusion på punkt 3. ....………………………………………………………………………......17

Konklusion....………………………………………………………………………………………………17

Litteraturliste....…….……………………………………………………………………………………...19

Side 2

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 2 af 20

Abstract

In October 1962 the world was closer to a nuclear war than it had ever been and ever has been since. The purpose of this paper is to investigate the background of The Cuban Missile Crisis and with special reference to the two theories liberalism and realism the decision-making process in The White House will be analyzed in order to get an insight into how John F. Kennedy and the American leaders handled the crisis and which considerations and thoughts influenced them during the crisis.

By analyzing the decision-making process, it will be discovered that the American foreign politic is influenced by both liberalism and realism. The years ahead and the beginning of the crisis can be considered from a realistic point of view. Both of the superpowers had an interest in being the strongest and having more power than the other. As the crisis proceeds more liberalistic ways of thinking will be seen, in order to avoid a nuclear war. After the crisis, Kennedy and Khrushchev learn a lesson and established the

“hot line” in order to prevent something similar to happen again, and for a short period of time it seemed as if the relationship between the two superpowers was now turning in a positive direction.

In spite of that, the Cold War continued and was additionally escalated by the Vietnam War a couple of years later. This might be a result of the two main characters from the Cuban Missile Crisis (Kennedy and Khrushchev) disappearing from the political stage. New leaders took over and trust was never established between the states.

Side 3

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 3 af 20

Indledning

Aldrig har verden været så tæt på en ny verdenskrig som under Cubakrisen. De tretten dage i oktober 1962 har dannet grundlag for megen analyse af hvordan stater agerer i situationer der er af afgørende og alvorlig sikkerhedstruende karakter. I denne opgave vil beslutningsprocessen i det Hvide Hus bliver undersøgt og analyseret ud fra de samfundsfaglige teorier: realisme og idealisme, via en grundig historisk gennemgang af forløbet op til og under Cubakrisen for at forstå forholdet mellem hhv. USA, Cuba og Sovjetunionen.

Slutteligt vil Cubakrisens betydning for forholdet mellem USA og Sovjetunionen blive diskuteret, samt hvorvidt den måde hvorpå der blev ført udenrigspolitik i det Hvide Hus under Cubakrisen stadig kan spores i den udenrigspolitik der i dag føres af USA som supermagt.

1. Redegørelse for baggrunden for Cubakrisen og forløbet op til denne

1.1 Den cubanske revolution

1.1.1 Forholdet mellem USA og Cuba i tiderne før den cubanske revolution

USA har haft en betydelig indflydelse på Cuba helt siden 1898 (selvom Cuba officielt fik sin selvstændighed i 1902) hvor USA greb ind i en lokal frihedskrig og fordrev spanierne, der ellers havde haft herredømmet siden de erobrede Cuba i 1511. Selvom Cuba blev selvstændigt i 1902 blev der vedtaget en

ændring i den cubanske forfatning kaldet ”The Platt Amendment”^{1}. Denne sikrede at USA havde ret til at

intervenere i Cubas udenrigspolitik fra I forbindelsen med ophævelsen af denne aftale i 1934 arrangerede USA’s daværende præsiden Franklin D. Roosevelt en forlængelse af kontrakten, således USA sikrede sig rettigheder over flådebasen Guantanamo i en periode på 99 år. I årene umiddelbart før den cubanske revolution, sad diktatoren Fulgencio Batista på magten. Fra 1940-44 var han officielt blevet valgt som præsident, og selvom han tabte valget i 1944 var han stadig en reel magtfaktor. I 1952 overtog han magten i Cuba ved et ganske ublodigt statskup. Batistas styre var gennemkorrupt og han samarbejde tæt med den amerikanske mafia samtidig med at han også havde relationer til det officielle USA.

USA dominerede Cubas økonomi fuldstændig i perioden hvor Batista sad ved magten. De to lande havde et tæt samarbejde som både Batista og USA billigede. I løbet af 1950’erne blev Cuba dels et attraktivt feriested for rige amerikanere der levede i overflod og dels blev det et investeringsparadis for amerikanske ejendomsmæglere, hotelejere og gangstere, hvilket stod i skarp kontrast til den fattige cubanske befolknings situation på daværende tidspunkt. Batista forholdt sig ukritisk til denne problemstilling og stillede i det hele taget aldrig spørgsmålstegn ved USA’s ageren i Cuba, ligeså vel som USA aldrig satte

                                                       2
spørgsmålstegn ved det forhadte Batistastyres metoder og holdninger .

1.1.2 Revolutionen og forandringen af Cuba derefter.

1

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/USA_og_Nordamerika/USA_ca._1770-

1920/Platt_Amendment
2

Batista var en særdeles forhadt mand blandt den enormt fattige befolkning som han på ingen måde havde interesse i at gøre noget godt for. Det var store dele af disse fattige bønder der skulle blive afgørende for at Fidel Castro i 1959 kunne gennemføre revolutionen.

Side 4

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 4 af 20

Batista havde gennem hele sin regeringsperiode været ekstrem upopulær blandt store dele af den cubanske befolkning og siden begyndelsen af 1950’erne havde der eksisteret modstandsbevægelser der havde forsøgt sig med mindre former for oprør. I spidsen for en af disse oprørsbevægelser stod Fidel Castro. Castro var uddannet advokat og var helt fra sin tidlige ungdom meget engageret i politik. Han var socialist og imod Batistastyret. Han stillede op til valget til kongressen i 1952, men indså efter Batistas kup, at magten ikke kunne vindes ved at gå demokratiets vej og valgte derfor at forsøge med en væbnet revolution i 1953, dette mislykkedes og han blev arresteret. Castro blev løsladt i 55, og etablerede endnu et forsøg på at vælte

                                   3
Batista-styret i 1956, som også mislykkedes

. Endeligt i 1959 lykkedes det for de revolutionære med

Castro, hans bror Raul Castro og den argentinskfødte Ernesto ”Che” Guevara i spidsen at vælte Batista.

Samtidig flygtede den tidligere cubanske over- og mellemklasse til Florida, da det for dem var vanskeligt at

                        4
se det positive i revolutionen.

Efter revolutionen udråbte Fidel Castro sig som landets premierminister og radikale ændringer og reformer blev med det samme gennemført. Disse ændringer havde primært sociale karakter og skulle først og fremmest være med til at forbedre situationen for landets fattige befolkning. Der blev gennemført reformer der sikrede uddannelse og lægehjælp, og blev påbegyndt en afamerikanisering af landet, hvor man bl.a.

forbød spillekasinoer og forbød og udviste den amerikanske mafia. Samtidig nationaliserede man landbrug, industri og de amerikansk ejede olieraffinaderier. Castro vandt stor opbakning og støtte fra

                                    5
venstreorienterede sympatisører verden over.

Efter revolution blev forholdet mellem USA og Cuba gradvist forværret. USA’s fjende nummer et var Sovjetunionen og med Castros socialistiske reformer og afamerikanisering af landet, betragtede man ham som kommunist, selvom det ikke var før 1965 at Castro bekendte sig åbenlyst som kommunist. USA iværksatte en handelsboykot mod Cuba der dog ikke omfattede fødevarer og medicin, men dette betød at USA stort set ikke længere importerede sukker fra Cuba, hvilket var et hårdt slag for den cubanske økonomi. Man kan diskutere om det reelt var USA der selv drev Castro i armene på kommunismen eftersom Cuba ikke havde andre muligheder end at basere sin udenrigshandel og dermed sin økonomi på Sovjetunionen og derefter måtte udvide deres politiske og mere ideologiske samarbejde med både Sovjetunionen og de tilhørende østblokstater. Nikita Khrusjtjov udtalte i 1960: ”Fidel Castro er ikke

kommunist, men det er han om to år, takket være den amerikanske pression”.^{6}

1.2 Svinebugtsaffæren

1.2.1 USA’s motiver for en invasion af Cuba

Det var en torn i øjet på den amerikanske supermagt at hvad der før havde været en selvfølgelig støtte og et

3

http://www.faktalink.dk/titelliste/cuba/cubahele/?searchterm=cubakrisen artikel fra bibliotekets database side 7-8

4

Miami blev et sted mange eksilcubanere holdt til. Et par år senere skulle mange af disse eksilcubanere spille en

væsentlig rolle i USA’s forsøg på at fjerne Castro fra magten i den såkaldte ”Svinebugtaffære”
5

Den væbnede revolution i Cuba skulle 10-15 år senere blive den helt store inspirationskilde for anti-vestlige terrorgrupper som bl.a. Rote Arme Fraktion der i det daværende Vesttyskland for første gang i 1969 erklærede

væbnet revolution mod hvad der efter deres mening var et amerikaniseret og materialistisk Vesttyskland.
6

http://www.faktalink.dk/titelliste/cuba/cubahele/?searchterm=cubakrisen artikel fra bibliotekets database side 6

Side 5

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 5 af 20

medlem af OAS^{7} nu så ud til at forvandle sig til en selvstændig kommunistisk stat. Det blev betragtet som

en udefrakommende kommunistisk indtrængen på de amerikanske kontinenter selvom revolutionen i

                                                         8
virkeligheden havde stor intern opbakning fra den cubanske befolkning

. Samtidig steg USA’s frygt for at andre latinamerikanske lande kunne finde på at følge det cubanske eksempel, hvilken USA for alt i verden ikke ønskede. USA besluttede derfor at organisere en invasion der skulle skaffe Castro af vejen som Cubas leder. Det var vigtigt for USA at det ikke fremstod som et militært angreb fra USA mod Cuba, da man så

                                 9
frygtede en sovjetisk gengældelse i Berlin

. I stedet var det planen at det i verdens øjne skulle fremstå som en intern affære i Cuba skabt af kontrarevolutionære eksilcubanere, der ønskede Castro af vejen. Den amerikanske regering var af den opfattelse at et mindre oprør ville være tilstrækkeligt til at starte en modrevolution, der kunne afsætte Castro. CIA begyndte derfor nu en militærtræning af eksilcubanere i

USA^{10}.

1.2.2 USA’s ydmygende nederlag

Castro og de revolutionære var godt klar over at USA på den ene eller anden måde ville angribe, så

invasionen kom ikke som nogen overraskelse.^{11} De amerikanske styrker var ikke forberedt på de lokale
forhold omkring Svinebugten^{12} og i løbet af 72 timer havde de revolutionære slået 200 eksilcubanere ihjel

og taget knap 1200 til fange. Senere blev disse fanger udvekslet for mad og medicin fra USA til en værdi af

53 mio. dollars. I tiden efter Svinebugtsaffæren blev ca. 200.000 mennesker, der mentes at være politiske modstandere af Castro, arresteret i Cuba. Castro sad nu endnu fastere på magten og Cuba begyndte hermed så småt at udvikle sig til det diktatur som skulle blive en realitet i de kommende år.

1.3 De tretten dage i oktober 1962

1.3.1 Raketter på Cuba

Den 16. oktober 1962 blev præsident John F. Kennedy informeret om at et U-2 fly har taget billeder af hvad der ligner en igangværende opstilling af strategiske missiler og atomvåben på Cuba. Forud for dette bevis havde USA haft mistanke om aktivitet på Cuba og havde rettet henvendelse til USSR i begyndelse af september 1962 for at indskærpe at USA ikke ville tolerere raketter på Cuba og hvor USA definerede forskellen på defensive og offensive våben. USSR forsikrede USA om at de ikke havde gang i militære

          13                                                         14
oprustninger . Dette kan udledes fra kilden ”Robert Kennedys samtale med Dobrynin 4. sep. 1962” som

7

Organisation af amerikanske stater, en organisation der var blevet dannet i 1948 med det reelle formål at de latinamerikanske lande skulle indgå i et fordelagtigt økonomisk samarbejde med USA, mens USA havde en forsvarsmæssig interesse i at have nogle sikre støtter på denne del af jordkloden (Kilder til belysning af Cubakrisen,

side. 4)
8

Operation Pluto, side. 32

9

Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 34

10

Operation Pluto, side 34

11

Robert Kennedy og CIA havde sat Opration Mongoose i værk i tiden forud for Svinebugtsaffæren. Som justitsministeren skrev om operationen i et notat i 1961:”Mit forslag er at skabe uro på øen ved hjælp af spionage,

sabotage og generelle optøjer, alt sammen udført af cubanere selv” – Citat fra Michael Dobbs Cubakrisen side 27.
12

Særligt de skarpe koralrev

13

Kilder til belysning af Cubakrisen side 20

Side 6

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 6 af 20

er Robert Kennedy der beskriver samtalen^{15}, og man skal her huske på at den er skrevet af en af de

betydningsfulde beslutningstagere på USA’s side, og man kunne derfor forvente at teksten ville være præget af amerikansk synspunkter. På trods af dette fremstår teksten som en objektiv beskrivelse af et møde mellem to parter og må betragtes som en pålidelig kilde.

Efter observationen af raketterne nedsættes der med det samme en krisegruppe der skal tage stilling til hvordan USA skal håndtere dette.

Den 20. oktober besluttede Kennedy sig for en blokade af Cuba som ville kunne være endeligt på plads den

24. oktober.^{16} Dette overraskede den Sovjetiske premierminister Khrusjtjov, der havde forventet at den

                                        17
unge præsident ville agere væsentligt mere passivt

. Sovjetunionen konkluderede nu at en amerikansk invasion af Cuba var en sandsynlighed hvis ikke raketterne på Cuba trækkedes tilbage.

Khrusjtjov sendte to breve til Kennedy den 26. og 27. oktober. I det første brev krævede han blot en forsikring fra USA’s side om ikke at invadere Cuba, men i det andet brev krævede Khrusjtjov at USA trak de Jupiter-raketter USA havde stående i Tyrkiet tilbage. Kennedy valgte at ignorere det andet brev, men da man nu anså en atomkrig med Sovjetunionen for sandsynlig, accepterede USA i stedet betingelserne fra det første brev.

Dagen efter mødtes Kennedys bror Robert^{18} dog hemmeligt med den sovjetiske ambassadør Anatoly

Dybronin og accepterede en tilbagetrækning af raketterne i Tyrkiet så længe offentligheden ikke fik noget at vide. En atomkrig og potentielt 3. verdenskrig var undgået.

Man kan argumentere for at det var USA der kom sejrende ud af krisen. USA havde formået at få raketterne på Cuba fjernet samtidig med at ingen vidste noget om aftalen om at fjerne deres raketter i

                                         19
Tyrkiet, hvilket Khrusjtjov offentligt havde krævet .

1.3.2 Sovjetunionens motiver for opstilling af raketter

                                                                              20
”USA respekterer kun styrke” ”Det vigtigste er at få amerikanerne til at tro. Så undgår vi angreb” , dette er

citater af Nikita Khrusjtjov, som er med til at beskrive USSR’s udenrigspolitik og motiver for opstillingen af raketter på Cuba. Khrusjtjov var udmærket klar over at USSR var den svageste af de to supermagter, og som den idealist han var med en brændende tro på kommunismen, ønskede han at ændre på det kapitalistiske USA’s verdensdominans. Sovjet var på daværende tidspunkt omringet af amerikanske militærbaser fra Tyrkiet i vest til Japan i øst. Khrusjtjov understregede internt blandt de sovjetiske ledere at

14

Den russiske ambassadør i USA

15

Kennedy beskriver hvordan ambassadøren giver en personlig besked fra Khrusjtjov om at USA kan være forvisset

om at Sovjetunionen under ingen omstændigheder har i sinde at placere strategiske raketter på Cuba.
16

I mellemtiden den 22. oktober, holder præsidenten en lang tale på TV hvor han informere befolkningen om

situationen.
17

Khrushtjtov havde den opfattelse af Kennedy som værende svag og ubeslutsom. – The Cuban Missile Crisis:

Reading the lessons Correctly. Side 439
18

USA’s justitsrigsminister

19

Peter Chrisp – Cubakrisen. Side. 52

20

Michael Dobbs: Cubakrisen, side: 58-59.

Side 7

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 7 af 20

                                                                                   21
hensigten med raketterne ikke var at starte en krig, men at lade amerikanerne smage deres egen medicin ,

og eksternt i forhold til kommunikationen med FN sagde han at formålet udelukkende var at give Cuba mulighed for at forsvare sig selv i tilfældet af en amerikansk invasion.

Delkonklusion på punkt 1

Revolutionen på Cuba opstod som et resultat af flere års undertrykkelse af den cubanske befolkning under Batista-styret. USA blev urolige over pludselig at have fået kommunistisk lignende tilstande i hvad de betragtede som deres ”baghave” (Cuba) og afskar derefter øen for samhandel. Cuba var nu nødsaget til at søge handelspartnere andetsteds og indgik aftaler med Sovjetunionen som straks så fordelen i at have en

alliancepartner på den vestlige halvkugle. I september/oktober 1962 opstillede Sovjetunionen mellem- og

langdistanceraketter på Cuba under det påskud at det var defensive våben der skulle hjælpe cubanerne i tilfælde af en amerikansk invasion. I virkeligheden havde Sovjetunionen et ønske om at ”gøre gengæld” mod det kapitalistiske USA der flere steder i verden havde opstillet raketter rattet mod Sovjet.

2. Analyse med udgangspunkt i realisme og idealisme af beslutningsprocessen i Det Hvide Hus under Cubakrisen.

Analysen af Det Hvide Hus’ beslutningsproces ud fra realisme og eller idealisme vil selvsagt være at betragte situationen ud fra to forskellige paradigmer, hvor nogle af de bærende forskelle skal findes i

distinktionen mellem fokus på stærk stat/sikkerhed/overlevelse (krig) på den ene side og fokus på det
internationale samfund/forstå andres intentioner/forhandling (fred) på den anden side. Forholdet mellem de

to supermagter og situationen op til Cubaskrisen kan primært ses ud fra et realistisk synspunkt hvor

begreber som magtbalance, brug af Fox-metoden^{22} og demonstration af magt er i centrum. Som krisen

skrider frem vil der blive argumenteret for at beslutningsprocessen og løsningen af krisen bevæger i en retning af mere idealistisk tænkning.

2.1 Styrkeprøve mellem stormagterne – realisme

Tanken om at man ikke ønsker at forhandle sig frem til en løsning og at man grundlæggende ser andre stater som en trussel for ens egen stats sikkerhed er nogle af de bærende elementer i realisme-teorien om staters relationer til hinanden. En stats suverænitet er i høj grad fastsat ud fra dens grænser og for at håndhæve sin suverænitet vil en stat etablere og håndhæve love som forudsætning for den sikkerhed som borgerne må kræve af deres stat, - at sikkerhed skulle være så højt på dagsordenen skyldes ifølge Thomas Hobbes at det enkelte menneske værste frygt er at dø en voldelig død, og staten skal kunne dæmme op for

21

Michael Dobbs: Cubakrisen side 59

22

Begrebet Fox er introduceret inden for realismen af Machiavelli og betegner en bedragerisk måde at føre udenrigspolitik på, således ens egen stat står stærkere. Khrusjtjov benytter sig af Fox-metoden når han i måneden forinden Cubakrisen lyver om Sovjetunionens hensigter med opstilling af raketter på Cuba.

Side 8

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 8 af 20

denne frygt.^{23} Med dette som udgangspunkt vil forholdet mellem stater blive baseret på magt og trusler.

Dette ses eksemplificeret i et citat fra bogen ”Politics among Nations” af den tysk-amerikanske sociolog Hans Morgenthau der bliver betragtet som en af de grundlæggende teoretikere inden for den klassiske realisme. Citatet beskriver hvordan han mener international politik skal forstås: ”International politik er – ligesom al politik – en kamp om magt. Hvad end den internationale politiks yderste mål er, er magt altid det umiddelbare mål… Al politik, indenrigs – og international politik, afslører tre grundlæggende mønstre, dvs. alle politiske fænomener kan reduceres til tre grundlæggende typer. Et politisk system søger enten at

bevare magt, at forøge sin magt eller at demonstrere sin magt.”^{24}

Dette tankesæt om magt som er altafgørende faktor og dermed også at fremstå meget handlekraftig er meget dominerende i forholdet mellem USA og Sovjetunionen i perioden op til Cuba-krisen i 1962, - begge stater opfattede sig selv som en supermagt, og hvad USA måtte opfatte som et defensivt tiltag, f.eks. at opstille raketter i Tyrkiet ville blive opfattet som offensivt af Sovjetunionen, - det ville være et slag mod statens sikkerhed, og det var i høj grad dette spil om den nationale sikkerhed der blev udslagsgivende for at Cubakrisen overhovedet indtrådte. Pragmatisk set kunne man argumentere for, at i tilfældet med Cubakrisen ville det yderste mål være at undgå krig, men som udgangspunkt overskyggede målet om at bevare sin magt og sin position som verdens førende stormagt dette. I den daværende optik ville en beslutning om at forhandle sig til en løsning medføre at begge supermagter ville fremstå som ikke-handlekraftige og dermed svagere end den anden supermagt.

Da Sovjetunionen påbegynder opstillingen af missiler på Cuba, mindre end 150 km fra USA’s grænse, vil de påberåbe sig at handlingen er defensiv mens USA, ud fra en realisme-tankegang, ikke kan opfatte det som andet end en magtdemonstration og dermed offensivt fra USSR’s side. ”Præsidenten følte i stigende

grad at vi ikke burde gå uden om det faktum at det drejede sig om en styrkeprøve mellem stormagterne”^{25}

Dette citat understreger igen at præsidenten handler ud fra en tankegang om magtbalance og at han netop ser raketterne som en russisk demonstration af magt, og en naturlig konsekvens heraf ville være kontant amerikansk handling evt. invasion eller militær indgriben.

Supermagternes metoder til at gennemføre deres udenrigspolitik i denne periode ligger ganske tæt op ad de idealer som teoretikeren Niccoló Machiavelli () opstillede for en fyrstes succes i republikken

                                                             26
Firenze i 1300-tallet,- nemlig brug af magt (the lion) og brug af list (the fox)

. Den politiske moral er ikke identisk med den personlige moral, alle kneb lige fra hensynsløshed over løgn til spionage gælder, og derfor er det også ’helt legalt’ når Khrusjtjov i september 1962 lyver overfor USA om hensigten samt om

23

Realismekompendium side 74: Hobbes on the state of nature

24

Clara Mine Baad Berkkan. Ændringer i amerikansk udenrigspolitik. De samfundsvidenskabelige basisstuider, RUC

side 11
25

Ted Sorensens kilde fra bogen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 35

26

Introduktion to international relations – realism. Side. 72

Side 9

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 9 af 20 hvilken type af missiler Sovjetunionen vil give Cuba, og derved køber sig tid til at gennemføre opstillingerne. Og ligeledes, da de midt i oktober konfronteres med USA’s billeddokumentation og forsat nægter kendskabet til de offensive raketter, handler det mere om at gribe den mulighed, der kunne ligge for selv at få mere magt (komme foran USA i kapløbet om indflydelse) og ikke vente på at andre ’kommer først’ end at gøre ’det rigtige’. Målet helliger hermed midlet.

2.2 Diplomatisk løsning eller militær aktion

Som optakt til selve Cubakrisen ligger som ovenfor nævnt et markant klassisk realisme-tankesæt, men i den følgende konkrete analyse af beslutningsprocessen i det Hvide Hus vil vi se et skred frem mod i højere grad at anvende principper og anskuelser fra idealismen, uden dog at helt at udelukke elementer af realismen.

Den første afgørende forskel, sammenlignet med den tidligere overvejende realisme-præcedens, er det

beslutnings-set-up som Kennedy vælger fra krisens allerførste dag. For at nå frem til den/de rette

beslutninger, valgte præsidenten at samle den såkaldte ”Eksekutivkomité”, således blev der i højere grad end tidligere lagt op til at en gruppe skulle have stor medindflydelse på ekstremt vigtige beslutninger. Den hårde kerne i Eksekutivkomiteen bestod bl.a. af følgende: Udenrigsminister Dean Rusk, Forsvarsminister McNamara, CIA chef John McCone, Justitsminister Robert Kennedy,FN ambassadør Adlai Stevenson og præsidentens personlige rådgiver Ted Sorensen , Generalstabchef Maxwell Taylor og naturligvis præsidenten selv. Oprettelsen af komiteen indikerer en idealistisk tankegang baseret på en demokratisk proces og på input fra alle, og ikke så stort et ønske om én mand alene skal lede enerådigt med sin magt og sit bedrag. Alle individuelle meninger i gruppen havde vægt (selvom det jo var JFK der i sidste ende traf den endelige beslutning) og møderne i komiteen blev afholdt med henblik på i fællesskab at finde frem til den mest optimale måde at håndtere situationen på. Det var altså en demokratisk beslutningsproces der trådte i kraft under disse diskussioner. Komiteen opstillede i fællesskab seks mulige løsninger og skulle nu diskutere hvilket af de forskellige forslag der ville være det mest optimal.

De seks løsningsforslag lød: 1. Ikke at foretage sig noget. 2. Anvende diplomatiske midler. 3. I hemmelighed at gøre Fidel Castro klart, at hvis han ikke smider russerne ud, vil han løbe en risiko for en amerikansk invasion. 4. Foretage en fysisk blokade af Cuba, for at sikre, at de militære anlæg ikke kunne færdiggøres. 5. Bombe de militære anlæg og eventuelt andre mål i Cuba. 6. At invadere Cuba og fjerne

Castro.^{27}^{28}

Denne analyse tager primært udgangspunkt i Ted Sorensns kilde om den amerikanske regerings

                                                       29
planlægning af modforanstaltninger mod raketopbygningen på Cuba

. Ted Sorensens beskrivelse af møderne i det Hvide Hus er skildret meget nøgternt og bærer på ingen måde præg af at have til hensigt at

27

Kennedy traf ikke noget valg med det samme, men beordrede at det skulle holdes hemmeligt for offentligheden,

samtidig med at det var den generelle opfattelse blandt generalstablen at det skulle bombes.
28

http://www.faktalink.dk/titelliste/cuba/cubahele/?searchterm=cubakrisen side 1(artikel fra Bibliotksdatabase)

29

Inger Bertelsen og Karl Jacobsen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 28-49

Side 10

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 10 af 20 stille den ene eller anden part i et bestemt lys. Kilden er derfor yderst anvendelig når man ønsker at få et indblik i hvordan beslutningsprocessen i det Hvide Hus skred frem under Cubakrisen.

                                                                  30
I realismen antages det at mennesker (stater) har en trang til at indtage førersædet

og har et ønske om at

                                                    31
være stærkere end andre stater og ikke at lade sig dominere over, og løsningsforslag: 2 ”Lægge

diplomatisk pres på og advare Rusland. Mulige løsninger indbefattede an appel til FN eller OAS om et inspektionshold, eller en direkte henvendelse til Khrushchev, måske på en topkonference. Fjernelse af vor raketbase i Tyrkiet til gengæld for fjernelse af de cubanske raketter blev også nævnt i vore senere

                                                                             32
drøftelser som en mulighed, Khrushchev sandsynligvis ville foreslå, hvis ikke vi selv gjorde det” . ligger

umiddelbart langt væk fra denne tankegang, tværtimod ville dette løsningsforslag være at foretrække hvis man ønskede 100 % at følge den diplomatiske vej. Militære aktioner, og dermed højst sandsynlig krig, ville ikke blive en del af løsningsforslag 2, men man ville til gengæld skulle henvende til Sovjetunionen gennem FN og OAS og forsøge at få det internationale samfund til at blive en del af løsningen. Dette lever op til den idealistiske ide om at internationale organisationer, som f.eks. FN, er med til at danne et mødested for stater hvor der kan mægles i forhold til konfliktløsning.

Selvom løsningsforslag 2 umiddelbart virker til at være fredelig og fornuftig forkastede JFK dog denne løsning lige fra begyndelse: ”Han lagde mindre vægt på raketternes militære betydning, end på den globale

               33
politiske balance” Præsidentens bekymring går i langt højere grad på hvorledes USA vil fremstå på den

internationale politiske scene, altså om USA ville blive opfattet som handlingslammet og dermed som den svage part i konflikten, hvis man valgte udelukkende at forhandle sig frem til en løsning. Derudover stod JFK også i den situation at han i en presseerklæring fra 4. september 1962 havde lovet det amerikanske folk

                                                                                  34
at skride til handling hvis de ”kommunistiske trusler mod freden” i form af opstilling af våben på Cuba

skulle blive en realitet og han ønskede derfor ikke, lige op til primærvalgene, at fremstå som en mand der

ikke handlede / reagerede i en sådan situation. JFK’s overvejelser i forhold til ikke at acceptere

løsningsforslag 2 i sin mest rene form tog altså afsæt i at ville bevare sin position, demonstrere handlekraft og sikre sin stats suverænitet.

På den anden side var præsidenten også forsigtig i forhold til ikke at træffe en hurtig og uigennemtænkt beslutning for blot at signalere handlekraft. Årsagen til dette valg af dualistisk metode kan evt. ses ud fra den erfaring JFK havde gjort sig i forbindelse Svinebugt-affæren året forinden. Her havde han uden mange

30

En af de førende realistiske tænkere Hans Morgenthau: “ Men and women have the ”will to power””

31

Kopi om realisme fra samfundsfagslærer Torben: ”Introduction to International Relations. Theories and

approaches” side 68
32

Ted Sorensens kilde fra bogen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 34

33

Ted Sorensens kilde fra bogen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 35

34

Kilder til belysning af Cubakrisen. Side. 21.

Side 11

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 11 af 20

                                                                         35
overvejelser og uden inddragelse af andres synspunkter givet grønt lys for en militær aktion , der skulle

vise sig at blive en kæmpe fiasko^{36} og han ønskede ikke at det samme skulle ske denne gang. Ultimativt

kan man sige at JFK med denne udvikling selv bevægede sig fra at ville afværge en trussel mod sin nations sikkerhed ved udelukkende at demonstrere og bruge sin magt og sit militær og ved alene at træffe en beslutning, til at indlede en ny og mere diplomatisk og reflekterende måde træffe beslutninger på. Dette må siges at være et skridt mod en mere idealistisk tilgang til det at skulle træffe udenrigspolitiske beslutninger, idet Kennedy lærer af sine erfaringer om at demonstration af magt ikke alene er løsningen.

2.3 Splittelse blandt beslutningstagerne; ministrene versus generalstablen

JFK havde som statsleder en stor interesse i at fastholde USA’s position og magt og mente dermed at det ville være svært udelukkende at følge den diplomatiske vej, så en vis form for demonstration af denne magt var han nødt til at indtænke i sin samlede plan. JFK’s holdning til magtdemonstration er dog intet sammenlignet med den holdning, som prægede nogle af generalerne i det amerikanske militær. Det var særligt chefen for flyvevåbenet Curtis LeMay der mente at man skulle ”bombe USA’s fjender tilbage til

          37
stenalderen” . De amerikanske generaler havde en særdeles realistisk tilgang til problemet med Cuba. De

                               38
var af den opfattelse at en flådeblokade

ville blive opfattet som et skæbnesvangert svaghedstegn fra

USA’s side og derfor ville opmuntre russerne til at øge indsatsen mod Berlin. På den anden side stod forsvarsministeren Robert McNamara og justitsminister Robert Kennedy som var stærke modstandere af en invasion, da de ikke mente at man kunne retfærdiggøre et overraskelsesangreb mod Cuba, idet dette ville vække mindelser Japans angreb på Pearl Harbor i 2. verdenskrig : ”Det ville være et Pearl Harbor med

                                                                  39
modsat fortegn, og det ville sværte De forenede Staters navn på Historiens blade” Flådeblokade

(løsningsforslag 4) og invasion (løsningsforslag) optræder altså umiddelbart som det dilemma som JFK og eksekutivkomiteen skulle vælge mellem, - den mere idealismeprægede løsning med en flådeblokade bakket op af den internationale samfund overfor en realistisme-løsning med en invasion, militære aktioner og højst sandsynlig krig med brug af nukleare våben.

2.4 Balance mellem idealisme og realisme

Et af de store diskussionsemner der var oppe at vende flere gange i Det Hvide Hus, var spørgsmålet om hvordan man bevarede USA’s troværdighed som (en af) verdens mest magtfulde stat og samtidig undgik en krig. Løsning 5 kunne være en mulighed, løsningen lød: ”Foretage et luftangreb – udelukkende rettet mod

35

En militær aktion der ikke engang var blevet udtænkt af ham selv og hans egen regering, men af den tidligere

præsident Eisenhower der få måneder forinden havde tabt valget til Kennedy.
36

Kennedy stillede sig efterfølgende op i offentligheden og tog det fulde ansvar for nederlaget i svinebugten og hvis

Cubakrisen endte med endnu et militært nederlag, ville Kennedy være enormt dårlig stillet ved næste valg.
37

Michael Dobbs – Cubakrisen. Side 40

38

Officielt blev det kaldt en karantæne, da ordet blokade er et ord der forbindes med krig.

39

Kilder til belysning af Cubakrisen, side 37 linje 37

Side 12

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 12 af 20

                                                              40
raketterne eller mod andre militære mål, med eller uden forudgående varsel”

Denne løsning ville altså i teorien betyde at raketterne på Cuba ville blive ukampdygtige og man ville undgå tab af menneskeliv, men efterhånden som dagene gik, blev man mere og mere klar over at dels kunne flyvevåbnet ikke give en total forsikring om at alle raketter ville blive destrueret på én gang, dels ræsonnerede man sig frem til at tilstanden efter et luftangreb ville være præget af kaos og politisk sammenbrud, hvorfor man i sidste instans alligevel ville være nødt til at etablere en invasion. Kun meget få medlemmer blandt Eksekutivkomiteen anså en invasion af Cuba som den rigtige løsning, bl.a. fordi USA ikke havde interesse i at blive fordømt af resten af verden som ”det store land der invaderer det lille”. Man ville derved risikere et sammenbrud i forholdet til den latinamerikanske verden.

Dette er i klar modstrid med realismens opfattelse af at en stat til enhver tid vil beskytte sit eget land og skal søge at bevare sin magt på bekostning af alt andet. I stedet inddrager man nu internationale hensyn, forholder sig til hvilken effekt USA's handlinger ville have på resten af verden og forsøger at forstå modstanderens bagvedliggende intention med konflikten. Det at man taler forslagene igennem og i fællesskab finder frem til det faktum at et luftangreb i sidste ende ville føre til en invasion som (næsten) ingen ønskede, må også siges at være en idealistisk tilgang. Havde man udelukkende haft en realistisk tilgang, havde Kennedy formentlig ikke tøvet med at invadere Cuba.

I løbet af beslutningsprocessen søger Det Hvide Hus altså konstant at finde en balance mellem idealisme og realisme. Der var ingen i Det Hvide Hus der ønskede en krig og slet ikke så tæt på amerikansk territorium, men ingen, slet ikke JFK selv, ønskede at USA til at fremstå i et handlesvagt og ufordelagtigt lys på den politiske verdensscene. Derfor gjaldt det om at finde en kombineret tilgang dels for at undgå krig dels for undgå tab af magt samt tab af ansigt udadtil og dermed opstår planen om at satse først på en karantæne bakket op af det internationale samfund, men samtidig gøre det klart, både i ord og i praksis, at man også var villig til at skride ind med militærmagt hvis det skulle blive nødvendigt. Med andre ord kommer man via den mere demokratiske beslutningsproces frem til en løsning der tager højde for den politiske verdensdagsorden, der har formet sig siden 2VK med et bipolært magtforhold mellem supermagterne og samtidig i små skridt bevæger sig væk fra den kontante realisme- beslutningsproces, som denne dagsorden netop havde medfødt, mod et strategi hvor forhandling og delvis forståelse af andres synspunkter indgår som en vej mod en fredelig løsning.

Delkonklusion på punkt 2

Beslutningsprocessen i Det Hvide Hus under Cubakrisen og resultatet deraf peger i overvejede grad i retning af en idealistisk tankegang. JFK træffer ikke bare en beslutning, men der reflekteres og tænkes over de forskellige muligheder, således at man i fællesskab kommer frem til den mest optimale løsning. Det er imponerende at være i stand til dette, når man er under så ekstremt et tidspres og hvor en forkert beslutning

40

Kilder til belysning af Cubakrisen side 34 linje22

Side 13

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 13 af 20 kunne medføre en tilintetgørende krig.

Dette betyder dog lang fra at realisme-perspektiv slet ikke indgår som en del af beslutningsprocessen under Cubakrisen, tværtimod. Der var splittelse blandt beslutningstagerne og der var få, men indflydelsesrige medlemmer af eksekutivkomiteen, der mente at en invasion af Cuba var den eneste rigtige løsning, og selvom JFK ikke ønskede en invasion og dermed en krig, var han klar over, at han som præsident for verdens mest magtfulde stat og for ikke at rokke ved den globale magtbalance til fordel for USSR, måtte udvise massiv handlekraft og villighed til at bruge magt, hvilket ligger i hjertet af realismens grundprincipper.

Man kan drage den konklusion at beslutningsprocessen var en kombination af idealisme og realisme, og at JFK formåede at håndtere situationen således at en atomkrig blev undgået, samt USA undgik at tabe ansigt.

3. Diskuter Cubakrisens betydning for forholdet mellem supermagterne efter krisen.

Cubakrisen er med til at starte en helt ny måde at opfatte krig på og en helt ny måde at løse kriser på. Det er første gang i verdenshistorien at en atomkrig har været en reel fare og både Sovjetunionen og USA var klar over at situationen under Cubakrisen var af yderste alvorlighed og at en forkert beslutning kunne føre til en

3. verdenskrig.

3.1 En ny udenrigspolitisk problematik: atomvåben.

Det helt unikke ved Cubakrisen er, at atomvåben bliver så afgørende en del af problematikken. I årene

             41
efter Cubakrisen fik spørgsmålet om hvem der havde flest og bedst atomvåben stadig større og større

indflydelse på udenrigspolitikken mellem de to stormagter og våbenkapløbet fortsatte indtil den kolde krig sluttede i 1991. Begge parter var klar over at krisen i oktober 1962 var af så speciel en karakter og ingen af dem ønskede at noget lignende skulle opstå igen, men var samtidig også godt klar over at især

                                                                42
kommunikationen mellem supermagterne under krisen havde været så skrøbelig

at denne i sig selv kunne

                                                  43                          44
have fået fatale følger, og derfor blev der oprettet en ”hotline” mellem Det Hvide Hus og Kreml . Dette

skulle være med til at sikre at man ikke endnu en gang skulle havne i en lignende situation.

3.2 En ny opfattelse af udenrigspolitik og forholdet mellem stormagterne

I det der var så meget på spil under Cubakrisen, var den i årene umiddelbart efter krisen med til at rykke dagordenen for hvordan den ene supermagt vælger at forholde sig den anden supermagt. Man kan tale om at der skete en ændring i supermagtrelationerne i det, og der opstår en forståelse af at man ikke længere kan

tillade sig at ydmyge/tryne den anden part (fx ved at opstille raketter i Tyrkiet eller på Cuba) da dette ville

41

I dag er spørgsmålet om hvilke lande der har og producerer atomvåben stadig grundlag for udenrigspolitiske

anliggender. Man har blandt andet mistanke om at Iran er i gang med at producere atomvåben
42

Det var særdeles vanskeligt og tidskrævende at sende breve og transmittere beskeder i 1960’erne.

43

Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 56

44

Der hvor de sovjetiske ledere holdt når der skulle træffes politiske beslutninger.

Side 14

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 14 af 20 kunne medvirke til at skabe en farlig situation, som i yderste konsekvens kunne munde ud i en atomkrig, hvilket både JFK og Khrusjtjov var klar over.

Scenen bliver nu også sat for at man i langt højere grad begynder at inddrage FN og OAS i sine overvejelser om hvordan krisen kunne løses bedst muligt, præcist som USA gjorde under selve Cuba-krisen. Det handler ikke længere blot om ”statsmand” mod ”statsmand”, men om at være globalt orienteret, da de implikationer der ligger i hele verden, ikke kan ignoreres selvom man er en stor og stærk

supermagt.^{45}

3.3 USA benytter sin ”sejr” til at forsøge at forbedre relationen mellem de to supermagter

Som tidligere nævnt kan man argumentere for at det var USA der stod stærkest efter krisen. Kennedy havde formået at undgå en ny verdenskrig uden at tabe ansigt. Det samme kunne man ikke sige om

Sovjetunionen. Tværtimod, Khrusjtjov havde bragt verden på randen af en atomkrig og ikke vundet noget

ved det.^{46}

Cubakrisen viste at ingen af stormagterne ønskede en atomkrig. Udfaldet af krisen havde styrket Kennedys

                                                                           47
autoritet som præsident, selvom han var påpasselig med ikke at fremføre at den endelige aftale var en sejr

                                                      48
for USA, da han ikke ønskede at forværre situationen for Khrusjtjov

. Kennedy besluttede sig for at benytte sig af den nye magtposition til at arbejde på at forbedre relationerne mellem Sovjet og USA, så man i fremtiden kunne undgå fare for en atomkrig. I juli 1963 underskrev både USA og Sovjet den såkaldte

”Partial Test Ban Treaty”^{4950}, som ganske vist mest af alt havde symbolsk karakter, men som blev

begyndelsen til den senere mere markante nedrustningsaftale. Man kan altså her argumentere for at Cubakrisen har haft en positiv indflydelse på forholdet mellem de to supermagter. Kun et par måneder efter

                                                          51
traktaten blev underskrevet, blev Kennedy skudt og dræbt i Dallas Texas .

3.4 Nye statsledere: den kolde krig fortsætter

Man kan diskutere hvorvidt forholdet mellem USA og Sovjetunionen fortsat ville have udviklet sig i en positiv retning under den løsningsorienterede JFK. Han havde lært af Cubakrisen og havde udviklet sig fra

at være en mand der ikke tøvede med at udvise militær handlekraft^{52}, til at være en mand der forstod

vigtigheden af diplomati. I modsætning til JFK’s strategi under Cuba-krisen så vælger hans efterfølger

45

Cubakrisen og den kolde krig gav også anledning til en vis optimisme blandt de idealistiske tænkere. Introduction

to international relations – liberalism. Side. 107
46

Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 52

47

Aftalen der blev indgået mellem Robert Kennedy og den russiske ambassadør som betød en ende på krisen.

48

Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 50

49

Traktaten sikrede at ingen af stormagter prøvesprængte atomvåben -

http://www.skeptictank.org/treasure/GP2/CTHIS.TXT
50

Lande som Kina og Frankrig var ikke med i traktaten og fortsatte deres prøvesprængninger.

51

Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 51

52

Som under Svinebugtsaffæren

Side 15

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 15 af 20

Lyndon B. Johnson nogle år senere en massiv bombekampange, altså en klassisk realisme tilgang, mod det kommunistiske Nordvietnam hvilket var med til at øge afstanden yderligere mellem de to blokke.

I årene helt frem til den kolde krigs afslutning øgede både USA og Sovjetunionen deres våbenkapacitet og

                                                            53
konstant stræbte de efter at stå stærkest i den globale militære magtbalance også med kernevåben. Den

amerikanske præsident Jimmy Carter udtalte i 1980: ”Vi og vore NATO-allierede har besluttet at fremstille og stationere moderniserede mellemdistance-atomvåben for at imødegå den urimelige og voksende trussel

fra de sovjetiske atomvåben”^{54} Det lader altså ikke her til at JFK’s traktat og de erfaringer man gjorde sig

fra Cubakrisen, spiller den store rolle i forhold til måden at opfatte og reagere på de trusler der måtte komme fra den anden stormagt. Med et idealistisk syn ville forvente at man lærte af sine fejl og efterfølgende valgte en anden tilgang til løsning af en krise end krig og militær aktioner. På den anden side kunne man også argumentere for (set ud fra et realisme-perspektiv) at man i et bipolært verdenssamfund ikke kan forvente at de to supermagter pludselig bliver ”gode venner”, eftersom hver stat til hver en tid vil søge at have mere magt end den anden og at det derfor er naivt at tro at Cubakrisen var så stor en forskrækkelse at stormagterne nu helt tilsidesætter deres magtbehov.

3.5 Perspektivering til Irakkrigen

I den følgende korte perspektivering vil det bliver undersøgt om den balance mellem idealisme og realisme der var under Cubakrisen, stadig er at finde i den måde som USA i dag fører udenrigspolitik på.

Den daværende amerikanske præsident George W Bush lagde navn til Bush-doktrinen^{55} som var en

handlingsplan der blev sat i værk efter terrorangrebet i NY i 2001. Bush-doktrinen indeholdt en række udenrigspolitiske retningslinjer, der omhandlede vigtigheden af militær overlegenhed i forhold til de lande, mennesker og terrororganisationer, som man mente stod bag angrebet. Bush betegnede endog landene Irak, Iran og Nordkorea som ”The Axis of Evil” eftersom han mente de besad atomvåben og dermed var en

                              56
signifikant trussel mod verdensfreden . På trods af at disse anklager blev afkræftet af en våbeninspektion

af FN’s sikkerhedsråd i 2002 formåede USA som den supermagt de er, at demonstrere deres overlegenhed ved at invadere Irak den 20. marts 2003 uden FN’s billigelse. Ligesom under Cubakrisen var det et mål for Bush at markere sin position og demonstrere sin militære overlegenhed, og ideen om at den konflikt der var opstået mellem USA og mellemøsten skulle løses ved krig, må siges at være en realistisk tilgang. Under Cubakrisen var den realistiske udenrigspolitik baseret på magtdemonstrationer og afskrækkelse fra begge

53

Bender og Gade – Stormagtspolitikken. Side 141

54

Bender og Gade – Stormagtspolitikken. Side. 131

55

http://da.wikipedia.org/wiki/Bush-doktrinen

56

Samtidig proklamerede USA et ønske om at ”sprede demokrati, frihed og sikkerhed i alle regioner” hvilket må siges at være uhyre vanskeligt projekt når de nationale traditioner i lande som Irak peger i helt andre retninger.

Samtidig er landet præget af indenrigs religiøse konflikter og har en fjendtlig indstilling over for vesten og særligt USA, hvilket gør det enormt svært at skabe demokrati og fred.

Side 16

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 16 af 20

     57                                                            58
parter , hvilket giver anledning til midlertidig fred, som varede hele den kolde krig. Denne periode kan

                                                  59
anskues ud fra den neorealistiske tanke om ”Stability Theory”

der erklærer at det bipolære verdenssystem er mere stabilt og fredeligt end en mulitipolær verdensorden (som var dominerende før 1945) da det

                                             60
bipolære system reducerer risikoen for en stormagtskrig

idet to magter konstant vil holde hinanden i skak.

Samtidig afskrækker stormagterne hinanden fra at gå i krig ved omfattende brug af trusler. Bush-doktrinen markerer på sin vis et skift i den amerikanske udenrigspolitik, og strategien bliver baseret på en opfattelse af at USA egenrådigt har retten til militært at beskytte sine egne interesser med alle midler, også uden at have accept fra internationale organisationer som FN. I forhold til Cubakrisen og den kolde krig er Bush’s udenrigspolitik nu en mere decideret realistisk politik som følge af en aktiv stillingtagen i samme retning.

Man handler. Man går i krig.

Denne udenrigspolitik/holdning hos en leder af en supermagt synes (lige som Carter-citatet fra 1980) at

afvige fra tanken om at Cubakrisen og den kolde krig skulle have været med til at ændre opfattelse af hvordan man agere på den internationale politiske verdensscene. Vi ser nu en stat, der uden hensyn til internationale relationer og uden inddragelse af organisationer som FN, invaderer en anden stat og dermed markerer sin egen position og demonstrerer sin magt og suverænitet. Dog kan man argumentere for at Cubakrisen og Irakkrigen er to forskellige situationer. Bush risikerede ikke en ny verdenskrig ved at invadere Irak, og den nukleare trussel var heller ikke fremherskende som under Cuba-krisen. Havde den risiko og den trussel været til stede ville han sandsynligvis have ageret anderledes og havde nedtonet sit behov for at spille med de militære muskler. Præmissen og forholdene i den konkrete konflikt kan altså være afgørende for graden af henholdsvis idealistisk og realistisk tilgang. Alligevel kan det være svært at udlede bare få idealistiske perspektiver ud fra den amerikanske udenrigspolitik under Bush.

11. september 2001 er samtidig et markant tilbageslag for idealismen, da terrorangrebet ikke ligefrem giver udtryk for gensidig respekt for hinanden eller lever op til overensstemmelse med fælles normer for

        61
tolerance. På den anden side kan man argumentere for at terrorangrebet blev udført af Al Qaeda, som ikke

repræsenterer en stat og eftersom realismen er funderet på en teori om at det er stater der er aktører.

Trusselsbilledet kommer altså ikke længere fra en anden stormagt og derfor giver det muligvis heller ingen mening at agere ud fra en tanke baseret på magtbalance mellem stater, hvilket måske kan være en af årsagerne til at USA har haft relativt svært ved at vinde krigen i Irak.

57

Det var en bipolært verdensorden, i dag er USA den eneste supermagt og det er dermed en unipolær

verdensorden.
58

Clara Mine Baad Berkkan. Ændringer i amerikansk udenrigspolitik. De samfundsvidenskabelige basisstuider,

RUC:side 11
59

International Relation, Theories and approaches, realism side 88-89

60

Jo færre supermagter, jo færre konflikter må man antage der kan opstå mellem dem.

61

Introduction to international relation – liberalism. Side 107

Side 17

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 17 af 20

3.6 Delkonklusion på 3

Man kunne have forventet at forholdet mellem USA og Sovjetunionen havde drejet sig i en positiv retning, idet man på trods af mange og alvorlige uoverensstemmelser kom frem til en fredelig løsning. Kennedys traktat om forbud mod atomprøvesprængninger virker umiddelbart også som noget der skulle være med til at dæmme op for det modsætningsforhold mellem øst og vest der gennem de forudgående år var blevet bygget op. Men da der kommer nye ledere i begge blokke et par år efter, lader det til at den ideologiske kløft og modsætningsforholdet bliver større, og de fredelige og diplomatiske tanker der i virkeligheden kunne udledes af Cubakrisen træder i baggrunden for hvad der atter lader til at være en realistisk tilgang til udenrigspolitikken.

Side 18

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 18 af 20

Konklusion

De mange års undertrykkelse af den cubanske befolkning førte til en socialistisk revolution få km fra den amerikanske grænse. USA’s handelsboykot af Cuba medfører samtidig etableringen af en ny alliance mellem Sovjetunionen og Cuba. Sovjetunionen griber muligheden for at udfordre USA’s position som førende supermagt ved at påbegynde opstillingen af raketter på Cuba. Dette tvinger nu JFK og de andre førende amerikanske politikere til at træffe afgørende beslutninger om hvorvidt deres modsvar skal være militære aktioner eller forsøge at gå diplomatiets vej for at løse krisen. Dette lægger op til to meget modstridende ideer om hvordan man løser internationale konflikter, - det idealistiske og det realistiske syn.

Der var stor splittelse blandt beslutningstagerne i Det Hvide Hus: generalerne der på den ene siden mente at en bombning af Cuba ville være den eneste løsning og Robert Kennedy og Robert McNamara på den anden siden der var fortalere for en mere fredelig og diplomatisk løsning. Man kan tale om at baggrunden for Cubakrisen og alt hvad der ledte op til denne kan ses ud fra et realisme-perspektiv og løsningen af krisen kan ses primært ud fra et idealisme-perspektiv (dog kan elementer af realisme ikke udelukkes). JFK var klar over at han stod i en situation der kunne rykke hele den globale magtbalance og måtte udvise handlekraft, samtidig medførte for megen handlekraft sandsynligvis en krig. JFK formåede at træffe en beslutning der betød at man undgik at tabe ansigt på den politiske verdensscene og, endnu vigtigere, undgik man en atomkrig og kom ud af krisen som den sejrende.

Relationen mellem de to stormagter efter Cubakrisen lader umiddelbart til at blive forbedret i årene lige efter krisen, men efter Kennedys død og Khrusjtjovs afgang i 1964 får den kolde krig lov at fortsætte, og modsætningsforholdet mellem de to supermagter bliver yderligere forstærket af Vietnam-krigen der indledes nogle få år efter. Samtidig får våbenkapløbet lov at fortsætte på trods af den traktat om forbud om atomprøvesprængninger som Kennedy får gennemført i 1963.

Side 19

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 19 af 20

Litteraturliste:

Internet:

Clara Mine Baad Berkkan. Ændringer i amerikansk udenrigspolitik. De samfundsvidenskabelige basisstuider, RUC:

http://docs.google.com/viewer?a=v&q=cache:ISdvPVWEDw4J:rudar.ruc.dk/bitstream/1800/1475/4/Projek
t%252B2005,%252BSambas,%252BRUC%252BALT.pdf+amerikansk+udenrigspolitik&hl=da&gl=dk&pi
d=bl&srcid=ADGEESiizDl1RslIP_2c3JEbgHShAe6Da9TQ4Lj_cjAN0ChPF8Wo0FY-

Mh0FJh6g6merp6jqv1cC7_yVOSV8CvTAECSA5R8djBjXGmKUW5-

hjOHDooStVy0YWptuRIjLApr6kJI5kM7k&sig=AHIEtbQrUdGQBJKcpl6eiGt7Ian4oZsUyw

Jonathan Gast: The realist Perspective & the Cuban Missile Crisis

http://largo.crushhumanity.org/doc/ircubanmis.pdf

Richard Led Nebow: The Cuban Missile Crisis: Reading the Lessons correctly

http://www.pol.illinois.edu/alumni/XTRACLINE/LebowCubaMissC.pdf

Afterword from Cuba on the Brink: Castro, the Missile Crisis, and the Soviet Collapse; Revised for the Fortieth

Anniversary, by Bruce J. Allyn, James G. Blight, and David A. Welch. Lanham: Rowman & Littlefield,

2002, Afterword - The Cuban Missile Crisis in Post-Cold War Consciousness:

https://docs.google.com/viewer?a=v&q=cache:rX-
IoE94Ju8J:www.watsoninstitute.org/pub/CotBafter.pdf+cuban+missile+crisis+liberalism&hl=da&gl=dk&
pid=bl&srcid=ADGEESiDmDOSt5xG4Z4rL_spRzE9rQh4fipCYscYawfr2qkrdt4hLo-

FMILhqYaJZcKJGXMF8W0zF36rTnnA8_KSUQ9tk9UxiGsfEXTK3tBqbdBNnxGKDb8f19DV8S0L_Yk

zknp3Q8Xe&sig=AHIEtbR8hBiXeZqy-x98Eir7cigZyO4Asg

Bøger:

Michael Dobbs: Cubakrisen, Kennedy, Khrusjtjov og Castro på randen af atomkrig. Informations forlag

2009

Johan Bender og Hans-Kurt Gade, Stormagtspolitikken belyst ved kilder, forlaget Munksgaard

1983

Dansk-Cubansk Forening, Operation Pluto. Svinebugt-invasionen i Cuba 1961, Udgivet af Dansk-Cubansk Forening i april 2011

Side 20

Cubakrisen

Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie

Side 20 af 20

Daryl G. Press, Calculating Credibility, How leaders assess military threads, Cornell University Press

2005

Inger Bertelsen og Karl Jacobsen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962

Robert Jackson and Georg Sørensen, International Relation, Theories and approaches, realism (kopiark) Robert Jackson and Georg Sørensen, International Relation, Theories and approaches, liberalism (kopiark) Peter Chrisp. Cubakrisen. Den kolde krig. Overs. af Jesper Wad. Forlaget Flachs, 2001

Stewart Ross, Årsagerne til den kolde krig, Overs. af Hans Koch. Forlaget Flachs, 2001