SRP om Apartheidsystemet og Demokratiseringsprocessen

Side 1

20.12.10

Side 1 af 29

Abstract

This study contains an account of the apartheid system and the resistance against the authoritarian regime in South Africa The study also includes an analysis of the process of democratization in South Africa’s from 1988 in order to discuss whether the development can be comprehended by different theories of democratization. The results show that a complementarily use of the theories can give a broad and more understanding picture of, what is required to establish a successful democracy in South Africa. Even though South Africa formally is recognized as democratic, research today reveals lacks of elements which are important in characterizing a democracy.

Side 2

20.12.10

Side 2 af 29

Indholdsfortegnelse

Abstract.................................................................................................................................................... 1 Indholdsfortegnelse…………………………………...………………………………………………………2

Indledning ............................................................................................................................................... 3 Apartheidsystemet fra ca. 4

Apartheid politik ............................................................................................................................... 4 Modstand mod Apartheid .............................................................................................................. 5 Demokratiseringsprocessen i Sydafrika efter ca. 1988 ........................................................ 6 Kompromiser mellem ANC og F.W. de Klerk ........................................................................... 6 Sydafrikas demokratiske valg 1994 ........................................................................................... 9 Økonomisk betydning ...................................................................................................................12 Civilsamfundets påvirkning ........................................................................................................14 Internationale faktorer ................................................................................................................16 Delkonklusion ..................................................................................................................................17 Sydafrika i dag .....................................................................................................................................18 Konklusion ............................................................................................................................................22 Bilag 1: Historiske kilder……………...……………..……......……………………….………………….23

Udsnit fra ANC's kampagneavis.…..…..…..…………………………………..……..……………..23

Tale af F.W. de Klerk……………………………………………………………….…………………….23

Bilag 2: Figur af Karl og Scmitters transitionstypologi………………………………………. 24 Bilag 3: Tabeller over valgresultater..……….……………………………………………………….26

Tabel 1: Partiopslutning i lokalvalg på landsbasis…………………..………………...…….26 Tabel 2: Partiopslutningen på tværs af provinserne………………………………………...26

Tabel 3: Magtfordeling på distrikts- og storbyniveau…………...………………………….27 Litteraturliste ......................................................................................................................................28

Side 3

20.12.10

Side 3 af 29

Indledning

Helt tilbage i 1600-tallet, da Holland havde en forsyningsstation ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika, dominerede hollænderne handlen og området bl.a. med afrikanske slaver som arbejdskraft. Efter århundredes slavehandel og indre konflikter i Sydafrika, kulminerede invasionen for alvor i slutningen af 1800-tallet, hvor ”Kapløbet om Afrika” blev sat i gang. Det var en reaktion på imperialismens udbredelse i 1870, hvor europæiske lande begyndte, at tilegne sig kolonier og udnytte Afrikas ressourcer. Afrikanerne blev underlagt europæernes livsstil og interesser, og Afrikas økonomi blev rettet ind efter europæernes behov.

(Shillington, 1997: 9-10, 18)

Den europæiske befolkning i Sydafrika kaldte sig afrikaanere og i 1914 dannede de deres eget parti Nationalistpartiet (Sølvhjelm og Samsøe, 1999: 7,9), som senere skulle vise sig, at blive begyndelsen på et udemokratisk autoritært hvidt styre og etableringen af apartheidsystemet.

Jeg vil i min opgave beskæftige mig med Sydafrikas historiske udvikling fra apartheidstyrets dannelse i 1948 og frem til i dag, med fokus på demokratiseringsprocessen. Jeg vil især beskæftige mig med forskellige demokratiseringsteorier, som på forskellige måder kan forklare Sydafrikas udvikling. Dertil synes jeg, det er interessant at undersøge, om Sydafrika er demokratisk i dag.

Først vil jeg lave en redegørelse over apartheidsystemet fra valget i 1948 til omkring 1988, for at danne grundlag for en analyse af apartheidsystemets fald og begyndelsen på demokratiseringsprocessen. I analysen har jeg brugt varierende historiske kilder, for at belyse forskellige holdninger til apartheidsystemet. Jeg vil i løbet af analysen diskutere, hvordan demokratiseringsteorierne kan forklare udviklingen i Sydafrika og til sidst diskutere, hvordan de forskellige teorier kan supplere hinanden. Endelig vil jeg ud fra forskellige demokratiidealer og tabeller

(analyseret af Ragnhild L. Muriaas (2009: 283)) vurdere Sydafrikas demokratiske situation i dag.

Side 4

20.12.10

Side 4 af 29

Apartheidsystemet fra ca.

Som en optakt til valgkampen i 1948 udsendte Nationalistpartiet december 1947 en propagandalignende pjece. De ville informere befolkningen om deres vision om, at indføre apartheid, den totale og permanente raceadskillelse i Sydafrika. I pjecen skrev de: ”Vores lands politik vil skue frem mod den totale apartheid, som det endegyldige mål for en naturlig proces af adskilt udvikling”. Det er tydeligt, at hensigten med pjecen var, at få så mange mulige stemmer fra den hvide befolkning og nationalistpartiet vandt da også valget med teologiprofessoren Daniel Francois Malan i spidsen. (Gunnarsen, 1995: 21,80)

Apartheid politik

Den nye regering etablerede en sammenfatning af apartheid-love, der indfriede regeringens vision om apartheidsystemet. Der var fire hjørnesten i denne apartheid-politik. (Gunnarsen, 1995: 25)

Den første lov i 1949 ”Population Regristration Act” betød, at befolkningen skulle deles op efter race i følgende tre hovedkategorier: hvide, farvede og indfødte. De sorte blev tvangsforflyttet til særlige fattige, overbefolkede og udpinte reservater [1], mens deres oprindelige hjemsted blev revet ned og lavet om til ”hvidt område”.

(Bramsen, 1989 : 89,90,140 ; Gunnarsen, 1995: 24)

I 1952 blev det lovpligtigt for alle afrikanske mænd over 16 år at bære pas og senere også for kvinderne. Passet skulle indeholde en række oplysninger om bl.a.

arbejde, skatteforhold og tidligere straffe. (Gunnarsen, 1995: 24)

Tredje hjørnesten var, at kontrollere sydafrikanernes muligheder for at forbedre deres sociale situation. De måtte ikke eje bestemte redskaber, som gevær, mere end to motorkøretøjer og kun en lille andel af jorden. Et andet vidtrækkende indgreb i kontrollen af afrikanernes sociale fremskridt blev foretaget på

uddannelsesområdet. Med loven ”Bantu^{2} Education Act” fra 1953 blev

undervisningen adskilt, der blev indført et lovpligtigt særpensum for alle bantu-børn. Der blev indført regler for, hvor meget stof, der maksimalt måtte indlæres i

1

”Groups Areas Act” 1950

2

Bantu er en generel betegnelse på de forskellige etniske grupper i Sydafrika. Det har et fælles sprog kaldet bantusprog.

Side 5

20.12.10

Side 5 af 29 grundskolen. Hendrick Verwoerd, lovens ophavsmand mente, »at man undgik at sorte afrikanere fik en uddannelse, der ville få dem til at stile mod stillinger, som ikke var tilladte for dem i et hvidt samfund«. I 1959 blev de videregående uddannelser også underlagt apartheid og universiteterne blev delt op mellem hvide, farvede og indere. (Gunnarsen, 1995: 25; Bramsen, 1989: 97)

Fjerde og sidste hjørnesten i Apartheid politikken var den politiske undertrykkelse. Den første lov, der fjernede afrikanernes ytringsfrihed, organisationsfrihed og forsamlingsfrihed, var ”Lov om Undertrykkelse af Kommunisme” i 1950. Senere i 1960 blev de sortes stemmeret afskaffet og der blev vedtaget love, der fjernede politiets retsansvar, hvilket gav politiet fuld handlefrihed i forsvaret af regeringens interesser. (Gunnarsen, 1995: 25) Modstand mod Apartheid

Den Afrikanske Nationalkongres (ANC) kæmpede for den afrikanske befolknings rettigheder. Formanden for ANC var Albert Luthuli med Nelson Mandela som næstformand. I samarbejde med SAIC [3] opfordrede de det afrikanske folk til boykot, civil ulydighed og politiske strejker. De blev talerør for den ikke-hvide befolkning og organiserede kampagner, som skulle udøve ikke-voldelig modstand, ved i fuld offentlighed at bryde uretfærdige love, som f.eks. i Trodskampagnen [4] i 1952. Med ønske om, at udvikle deres fælles vision for Sydafrika uden apartheid, besluttede ANC og SAIC at indkalde til et møde »Congress of the People« i juli 1955. Her blev der samlet forslag til en ikke-racedelt fremtid med social retfærdighed og dokumentet afsluttedes med et løfte om, at fortsætte kampen mod apartheid, til kravene blev opfyldt. Det dokument er det, vi i dag kender som

Frihedserklæringen. (Gunnarsen, 1995: 26,28)

Modstanden kulminerede med Sharpville-massakren i 1960. Omkring 5.000 sorte demonstranter demonstrerede mod de forhadte paslove og den spændte situation resulterede i, at politiet dræbte 69 sorte. (Gunnarsen, 1995: 28; Bramsen, 1989:

96)

3

Den indiske fælleskongres

4

ANC og SAIC iværksatte Trodskampagnen, som var landsdækkende civil ulydighed af frivillige.

Side 6

20.12.10

Side 6 af 29

I perioden 1970 til 1980 blev sydafrikanerne mere modstandsvillige og mere bevidste om, at det ikke var acceptabelt, at de blev betragtet som mindreværdige. I

1972 opstod der en bevægelse »Black People’s Convention«, med Steve Biko som leder. Visionen for denne bevægelse var, at forene alle sorte sydafrikanere i kampen mod de hvides undertrykkelsespolitik. De prøvede, at arbejde sig ud af det mindreværdskompleks, som det hvide styre havde skabt og i stedet opbygge en selvrespekt. Denne bevægelse fik tilslutning af unge på de sorte gymnasier og blev startskuddet til, at en stor mængde sorte gymnasieelever demonstrerede i Soweto [5] den 16. juni 1976. Gymnasieeleverne var utilfredse med en ny ordning, som indførte sproget afrikaans [6] i undervisningen på de sorte gymnasier. Soweto-oprøret blev en drabelig demonstration, men også et symbol på sort bevidstgørelse og årene efter blev der oprettet lokale interesse-organisationer over hele landet.

(Bramsen, 1989: 108-109)

Efter Soweto-oprøret ændrede Nationalistpartiet kurs, da de erstattede P.W. Botha med den tidligere indenrigsminister F.W. de Klerk. I midten af 1980’erne afskaffede regeringen størstedelen af den lille apartheid [7] og i slutningen af

1980’erne havde landet så stor økonomisk nedgang, at regeringen blev nødt til, at indgå samarbejde med ANC.(Gunnarsen, 1995: 42)

Demokratiseringsprocessen i Sydafrika efter ca. 1988

I det følgende vil jeg med inddragelse af mine valgte kilder, analysere demokratiseringsprocessen i Sydafrika efter ca. 1988 og løbende diskutere, hvordan Sydafrikas udvikling kan forstås ud fra forskellige demokratiseringsteorier.

Kompromiser mellem ANC og F.W. de Klerk

Da den nyindtrådte præsident F.W. de Klerk i 1990 annoncerede, sine målsætninger for et nyt frit Sydafrika og ophævelsen af forbuddet mod ANC, startede processen til demokratisering for alvor i Sydafrika. (Gunnarsen, 1991:

5

Soweto var en township udenfor Johannesburg (ca. 2 millioner afrikanere var stuvet sammen her)

6

Afrikaans er boernes (boere/bønder er efterkommere af nederlandske kolonier) gamle sprog.

7

Den lille apartheid er raceadskillelse i offentligheden (parker, strande, biografer og restauranter)

Side 7

20.12.10

Side 7 af 29

122) Da ANC og præsident de Klerk skulle forhandle om den fremtidige magtdeling for Sydafrika, så havde de helt forskellige opfattelser af, hvordan det skulle se ud.

Præsident de Klerk havde en forhåbning om, at forhandlingerne med ANC skulle lede til en magtdeling mellem mindretal og flertal, der strakte sig over mindst 10 år, og som samtidig umuliggjorde, at flertallet kunne regere eller lovgive udenom mindretallet. Mens ANC-ledelsen ønskede en kortvarig magtdeling, som skulle sikre afholdelsen af frie, ikke-racedelte valg af en lovgivende forsamling, hvor flertallet kunne styre den demokratiske stat. Trods uenighederne, så startede de brede rundbordsforhandlinger den 20. december 1991 med vedtagelsen af et fælles mål i ”Hensigtserklæringen” [8]. Det skulle dog hurtigt vise sig, at der var et stykke vej til, at de endelige forhandlinger mellem ANC og regeringen kunne falde på plads. (Gunnarsen, 1995: 43-44)

I juni 1992 afbrød ANC forhandlingerne, fordi en politiorganiseret massakre havde fundet sted i Boipatong. Bevæbnede Inkhata-medlemmer havde angrebet townshipen Boipatong og dræbt 46 mennesker. ANC var rasende over massakren og havde en mistanke om, at regeringen var indblandet i angrebet. De næste fire måneder koncentrerede de sig om massive protestaktioner. I Gorm Gunnarsen fremstilling (1995: 106) udlægger han et afsnit af ANC’s egen kampagneavis [9], hvor de i juli 1992 kritiserer F.W. de Klerk og mener, at massakren viser, at F.W. de Klerk ikke bør regere Sydafrika og de giver ham skylden for massakren. Da det er ANC’s egen kampagneavis, så kan deres udlægning af sagen vurderes som værende propaganda. De mener, at F.W. de Klerks Nationalistparti drukner landet i blod, fordi de forsøger, at forhindre demokratiet i Sydafrika og derved blive ved magten.

Derudover mener ANC, at Nationalistpartiet fremprovokerede krisen for i mellemtiden, at stjæle skatteydernes penge. Gorm Gunnarsen (1995: 106) udlægger også en tale [10] fra den 2. juli 1992, som F.W. de Klerk holder for den sydafrikanske befolkning. Her prøver han, at retfærdiggøre sig selv ved, at modsige det ANC skriver i sin kampagneavis. F.W. de Klerk mener, at det er ANC, der har fremprovokeret krisen, fordi de vil forfølge deres egen dagsorden for en

8

Et mål om at skabe et forenet, ikke-racedelt, ikke-kønsdiskriminerende og demokratisk Sydafrika.

Hensigtserklæringen er underskrevet af 19 partier (heriblandt ANC og Nationalistpartiet)
9

Bilag 1

10

Bilag 1

Side 8

20.12.10

Side 8 af 29 magtovertagelse, i stedet for at søge et kompromis. Han udtaler, at det er ANC, der har valgt, at ødelægge forhandlingerne, så han prøver at stille ANC i et dårligt lys overfor befolkningen. Derudover prøver han, at overbevise befolkningen om, at han er en god og retfærdig leder, ved at forsikre dem om, at han vil bane vejen til det ”Nye Sydafrika”, mens ANC bare vil påtvinge befolkningen sine synspunkter gennem konfrontation og massemobilisering. Det er meget tydeligt, at begge parter er subjektive, og de har hver især den hensigt, at fremstå som dem, der er retfærdige og gode overfor befolkningen. Der er ingen af dem, der vil påtage sig skylden for massakren eller den efterfølgende krise. Dog synes ANC at være mest reel, fordi de har ønsket et land med lige rettigheder for alle, mens F.W. de Klerk kommer fra Nationalistpartiet, som har en forhistorie med indførelse af apartheidsystemet.

I 1993 nåede regeringen og ANC endelig frem til et kompromis, som betød oprettelsen af et fælles overgangsråd, der skulle lede landet frem til valget og en uafhængig valgkommission, der med international bistand skulle sikre at valget blev frit og retfærdigt (Gunnarsen, 1995: 45-47)

De forhandlingerne, der opstod mellem ANC og regeringen er ifølge transitionsteorien et afgørende element for overgangen til et demokrati. Professor i politisk videnskab og sociologi Dankwart Rutshow (Johannsen, 2002: 206-207) mener, at demokratiseringen er en beslutning, der skal træffes af eliten. Det vil sige, kompromiser og pagter mellem aktørerne, i dette tilfælde ANC og regeringen, muliggør en omstilling til demokrati. Statskundskabsprofessoren Adam

Przeworski argumenterer (Møller og Skaaning, 2010:217) for, at et kompromis mellem magteliterne reducerer konfliktpotentialet, påvirker magtforholdene og igangsætter nye politiske processer. Disse elementer sikres på længere sigt bedst af demokratiske institutioner. Som i tilfældet mellem ANC og regeringen, så blev de nødt til at forhandle aftalerne på plads på udemokratisk vis, i få eksklusive elitegrupper i en lukket proces, fordi pagter kan føre til demokrati. I transitologernes optik (Møller og Skaaning, 2010: 217) så er forhandlingerne på udemokratisk vis et nødvendigt onde, fordi demokratiet på den måde har bedre chancer for at blive etableret og konsolideret. Det vil sige, at de udemokratiske forhandlinger mellem eliten i ANC og regeringen, betød, at de med et kompromis

Side 9

20.12.10

Side 9 af 29 kunne begynde at etablere demokratiet og igangsætte nye politiske processer, som at sikre, at valget i 1994 blev frit og retfærdigt.

Tiden efter valget i 1994 var også præget af kompromiser mellem ANC og den tidligere regering. Sammen udarbejdede de et kompromis, som gjorde, at den tidligere regering slap for hårde straffe, hvis de til gengæld gik med til at nedsætte en sandheds- og forsoningskommission [11]. Formålet med kommissionen var, at fremskaffe vidnesbyrd om omfanget af menneskerettighedsovertrædelser under apartheid. Dem, der havde begået overgreb med et politisk motiv, kunne søge om amnesti, hvis de fortalte hele sandheden om overgrebet. [12] (Afrika Kontakt, ”I Afrika”, 1999: 3) Statskundskabsprofessoren Terry Lynn Karl og Philippe C.

Schmitter (Møller og Skaaning, 2010: 213-214) mener, at denne kommission er en klassisk pagtet transition, på grund af den kompromisprægede overgang til demokrati og fraværet af omfattende straf af den tidligere regering. I Karl og

Schmitter’s transitionstypologi^{13} konstruerer de fire idealtypiske

transitionsformer, som på forskellig måde udleder en hypotese om, hvilken betydning de forskellige transitionstyper har, for den efterfølgende demokratiseringsproces. Sydafrikas overgang til demokrati karakteriseret ved kompromiser og elitestyring, det vil sige det resulterer i en pagt mellem parterne.

Sydafrikas demokratiske valg 1994

Perioden op til valget 1994 var præget af sammenstød mellem den hvide højrefløj og befolkningen i Bophutatswana og KwaZulu. I marts 1994 gjorde

Bophutatswanas befolkning oprør mod hjemlandets leder Lucas Mangope, hvilket endte i kamp mellem hvide ekstremister og den afrikanske befolkning.

(Gunnarsen, 1995: 47) KwaZulus leder Buthelezi forsøgte, at afbryde fredsforhandlingerne. Han var imod aftalen om gensidig forståelse mellem regeringen og ANC, og forlod derfor forhandlingerne. De stærkt højreorienterede afrikaaner-partier modsatte sig afslutningen på apartheid og truede med at sabotere processen. (Wilhelmsen, 2010: 42) Men mindre end to uger før valget skiftede Buthelezi mening og accepterede at stille op til valget. Trods de voldsomme uger, der havde hersket før valghandlingen, så blev selve valget den

11

Også kendt som ”Truth and Reconciliation Commission”

12

http://www.afrika.dk/tema-sandheds-forsoningskommissionen

13

Bilag 2.

Side 10

20.12.10

Side 10 af 29

26-29. april 1994 afholdt i en fredelig atmosfære. FN havde sendt 2.210 internationale observatører for at sikre, at valget gik retfærdigt til. Valgets sejrherre blev ANC, som fik 62,6 % af stemmerne. Nationens første folkevalgte præsident blev Nelson Mandela og han dannede i forhold til magtdelings-kompromiset en 5-årig samlingsregering af ANC, Nationalistpartiet og Inkatha [14].

(Gunnarsen, 1995: 47-48)

Den 8. maj 1996 blev den sydafrikanske demokratiske forfatning vedtaget. Den har et menneskerettighedskapitel, og garanterer befolkningen retten til uddannelse og sundhed. Regeringssystemet er føderalt, med styre for landets ni provinsregioner.

(Udenrigsministeriets temaserie 15, 1999: 8) Hver af de ni provinsregioner skal udpege 10 repræsentanter, der udgør den ene halvdel af Sydafrikas parlament, det nationale provinsråd. Mens nationalforsamlingen udgør den anden halvdel og vælges ved forholdstalsvalg for en periode af 5 år. Præsidenten har den udøvende magt, mens den lovgivende magt ligger i parlamentets to kamre og den dømmende magt er placeret ved uafhængige domstole. (Udenrigspolitiske selskabs hæfte,

2000: 19)

Ifølge Johannsen (2002: 208) har regeringsprofessor Christopher J. Anderson og forskeren Christine A. Guillory undersøgt, at taberne i et valg er mere tilfredse, hvis der benyttes forholdstalsvalg, som i Sydafrikas tilfælde, hvor hvert parti får de pladser i parlamentet, som svarer til deres stemmetal.

De nye institutionelle strukturer, styreform og valgsystem, som karakteriseres i valget 1994 og forfatningen i 1996, er ifølge institutionsteorien (Johannsen, 2002:

208) vigtige for etableringen af et demokrati. Teorien fokuserer på, at et land skal have etableret et demokratisk parlament, samt frie og demokratiske valg, for at muliggøre en demokratisering. Men der er forskellige opfattelser af hvad ”gode” demokratiske procedurer og institutioner er. Sociolog og politolog Juan J. Linz fremsætter ifølge Johannsen (2002:208) i 1990 en tese om, at parlamentarismen er den bedste sikring af demokratisk udvikling og stabilitet, hvilket går imod Sydafrikas præsidentielle styresystem. Professor i politisk sociologi Kurt Von Mettenheim mener, at Juan J. Linz ikke ser det direkte valg af den udøvende magt i præsidentielle systemer som en ekstra demokratisk mulighed.

14

Inkatha er en sort politisk bevægelse, anført af høvding Buthelezi.

Side 11

20.12.10

Side 11 af 29

Statskundskabsprofessor André Blais og forsker Louis Massicotte supplerer med, at uenigheden opstår, fordi der er vekslende syn på demokrati og fordi valgsystemer skal tage hensyn til ikke kun en, men flere forskellige paradigmer.

(Johannsen, 2002: 208)

I et samfund som Sydafrika, hvor der var meget dårlig økonomi årene før og efter valget, så er det vigtigt at lægge mærke til, at undersøgelser viser, at de institutionelle strukturer har mere effekt i lande med en dårlig økonomi, som Sydafrika, end i lande, hvor der er en god økonomi. Det vil sige, den institutionelle effekt er påvirket af moderniseringen. Jo mere modernisering, jo mindre betydning får den institutionelle effekt. (Johannsen, 2002: 209)

I Gorm Gunnarsens fremstilling (2004: 64) udlægger han en tale af vicepræsident Thabo Mbeki som blev holdt ved grundlovens vedtagelse i 1999. Hvor han karakteriserer betydningen og værdien af den nye forfatning og gør det klart, at Sydafrika er én nation der tilhører alle, der bor i landet, sort som hvid.

Beskrivelsen af Sydafrika som en nation er dog kun formelt set, idet befolkningens værdier og kultur ikke kan ændres, fordi der kommer en demokratisk forfatning.

Derudover kan man godt fornemme i talen, at Thabo Mbeki har en hensigt. Han tager afrikanernes parti, fordi han gør det klart, at deres identitet ikke skal defineres af race, hudfarve, køn eller historisk oprindelse. Han forsikrer dog, at hele folket skal være frit for frygt. Han ønsker ikke, at den ene nationalgruppe undertrykker den anden, eller at statsmagten blev brugt til at nægte nogen deres grundlæggende menneskerettigheder. For at lægge afstand til apartheidsystemet og den tidligere forfatning, så fremhæver han, at 96-forfatningens demokratiske indhold er forskelligt fra det tidligere forfatningsmæssige grundlag, som det britiske parlament havde vedtaget i 1909. Han forsikrer befolkningen om, at den nyindtrådte regering og forfatningen er det gode og retfærdige til forskel fra det europæiske styre. For at gøre modsætningen klar, så beskriver han, at de europæiske forfatninger delte folket i nationer og snævre kulturelle fællesskaber.

Mens 1996-forfatningen er baseret på den rummelige forståelse, at folket er alle, der bor i Sydafrika. (Gunnarsen, 2004: 64-66) Thabo Mbekis formål med talen, var at skildre regeringen som de, der ville samle Sydafrika som én nation med den nye demokratiske forfatning.

Side 12

20.12.10

Side 12 af 29

Politolog og professor i offentlig politik Robert D. Putnam (Johannsen, 2002: 211-

212) argumenterer for, at socialkapitaltesen er vigtig i konsolideringen af et demokrati, fordi den bygger på faktorer som tillid, normer og netværksdannelser.

Thabo Mbeki ønsker at skabe tillid og netværk, idet han i sin tale fremhæver, at Sydafrika med 1996-forfatningen tilhører alle, der bor i landet, uanset etnicitet.

Derudover fremsætter han også nogle normer gældende for hele befolkningen, hvilket skaber en national samhørighed.

Kritikere af socialkapitaltesen mener, at social kapital også kan have en modvirkende effekt på demokratiet. Som det skete, da dannelsen af det hvide nationalist parti havde en ensidige norm og et netværk, som udelukkede den sorte befolkning. Thabo Mbeki nævner også i sin tale, at den europæiske forfatning afgrænsede befolkningen i et snævert kulturfællesskab. Det havde en ødelæggende virkning på etableringen af civilsamfundet og demokratiet. Derfor var det vigtigt for Thabo Mbeki, at fremhæve, at Sydafrika er blevet samlet som én nation med 96- forfatningen. Sådan at der er blevet skabt en gensidighed og et netværk for alle befolkningsgrupper, uanset etnicitet. Det underbygges af politikeren Václav Havel, der mener, at politikernes og befolkningens moral er vigtige for at danne et stærkt civilsamfund, en god social kapital og demokrati. Hvilket Thabo Mbeki netop udstråler i sin tale, når han fastslår, at alle uanset race er velkomne i Sydafrika. Det er vigtigt at befolkningen har tillid til hinanden, men også til politikerne og det ønsker Thabo Mbeki at skabe igennem sin tale.

Økonomisk betydning

Efter valget 1994 overtog den nyindtrådte regering ansvaret for et samfund med store sociale forskelle, nationaløkonomiske problemer med negativ vækst og en industri, der ikke var konkurrencedygtig. I sin indtrædelsestale, som præsident i

1994, lagde Nelson Mandela vægt på vigtigheden af social og økonomisk genopbygning af landet. Han ville forbedre uddannelsesområdet, sundhedsområdet, elektrificere de sorte bydele og støtte udviklingen af små selvstændige virksomheder. Derudover ville han finansiere reformerne med små skattestigninger for høje indkomster og fortage besparelser i det omfattende statslige bureaukrati. Men frem for alt ville han sikre, at undertrykkelsen af en bestemt national gruppe aldrig ville forekomme igen. I denne tale siger Nelson

Side 13

20.12.10

Side 13 af 29

Mandela lige præcis det, han ved befolkningen vil høre. De ønsker en fremtid med bedre økonomiske og sociale forhold. (Gunnarsen, 1995: 48)

Nelson Mandelas løfte om en genopbygning af økonomien giver ifølge Richard Rose, William Mishler og Christian Haerpfer befolkningen en større tillid til ham.

De argumenterer i socialkapitaltesen for, at økonomisk vækst og forventninger om økonomisk vækst giver befolkningen større tillid til politikerne og institutionerne.

(Johannsen, 2002: 213)

Den nyindtrådte regering lavede et principprogram for udvikling - RDP-programmet. Programmet skulle imødekomme de grundlæggende behov, der var i landet, det vil sige opbygge økonomien og udøve en mærkbar velfærdsindsats for de fattigste i landet. Men i løbet af 1995 havde RDP ikke skabt vækst i økonomien eller fået gang i beskæftigelsen. Så regeringen besluttede, at de først skulle skabe økonomisk vækst, for at kunne finansiere velfærden. Der var behov for en makroøkonomisk drivkraft, enten via en devaluering af valutaen eller via skattelettelser. I 1996 blev programmet suppleret med en anden strategi under navnet Growth, Employment and Redistribution Strategy (GEAR). Nu skulle vækst opnås ved, at signalere større troværdighed over for internationale investorer.

Udenlandske direkte investeringer og indenlandske faste investeringer skulle øges ved hjælp af en strammere skatte- og pengepolitik. Derudover skulle der være øget eksport gennem en stabil valutakurs sammen med øget konkurrencedygtighed via arbejdsmarkedsreformer, faglige uddannelse og en fremskyndet toldreform.

(Gunnarsen, Manus, Nielsen og Stolten, 2007: 38-39)

Regeringens forsøg på, at få Sydafrikas økonomi på ret køl, kunne betyde, at Sydafrika for alvor kunne demokratiseres. Ifølge moderniseringsteoriens

(Johannsen, 2002: 204) ophavsmand den politiske sociolog Seymor Martin Lipset, så vil modernisering og den følgende økonomiske vækst føre til demokratisering. I takt med, at landet moderniseres, så vil der også ske ændringer i samfundets struktur og det vil ændre befolkningens værdier, holdninger og måde at organisere sig på. Befolkningen vil forlange mere og blive mere kritisk og på den måde, vil de heller ikke kunne acceptere, at leve under et autoritært styre. Modernisering øger derfor sandsynligheden for, at et samfund kan styres demokratisk og vanskeliggør en fastholdelse af et autoritært styre.

Side 14

20.12.10

Side 14 af 29

Selvom moderniseringsteorien ikke helt passer på Sydafrikas overgang til demokrati, fordi moderniseringen først skete 2 år efter skiftet fra det autoritære styre, så kan man argumentere for statskundskabsprofessoren Karen L. Remmer og professor i ledelse David A. Leblangs undersøgelse, der ifølge Johannsen (2002:

205), viser at det nyetablerede demokrati i Sydafrika har fremprovokeret den økonomiske vækst. De tror nemlig på en omvendt kausalrelation af moderniseringsteorien, de mener, at demokrati har en positiv effekt på økonomisk vækst. Derudover mener statskundskabsprofessoren Adam Przeworski (Møller og Skaaning, 2010: 169-170), at modernisering og den økonomiske vækst kan sørge for, at det nyetablerede demokrati kan overleve. Det skyldes, at den øgede økonomiske vækst legitimerer demokratiet.

Men forfatter og professor emeritus Bjõrn Hettne (Johannsen 2002: 205) kritiserer moderniseringsteorien for, at have en vestlig og kapitalistisk økonomisk synsvinkel. Teorien tager ikke højde for de lande, som Sydafrika, der ikke har en velfungerende økonomi og derfor kan man heller ikke indføre demokratiske reformer i landet, fordi demokratiet kun kan udvikles ved økonomisk vækst, ifølge moderniseringsteorien.

Civilsamfundets påvirkning

Den undertrykte sydafrikanske befolkning var et medvirkende element i bekæmpelsen af det autoritære styre. Op til valget i 1994 var befolkningen kritiske overfor regeringen og gjorde modstand. Sammen med ANC iværksatte de strejker og demonstrationer imod styret. Da nationalistpartiet i 1989 skiftede præsident Botha ud med F.W. de Klerk, som talte om ”et nyt frit Sydafrika”, vidste den sorte befolkning, at en større politisk frihed var inden for rækkevidde. Denne politiske liberalisering og ændringen af styreform, medvirkede til, at befolkningen mobiliserede sig og stillede større krav til det politiske system. Det voksende krav fra befolkningen og ANC, påvirkede de politiske beslutninger og resulterede i politiske forhandlinger mellem ANC og regeringen.

Ifølge Lars Johannsen (2002: 209) så er befolkningens engagement og deltagelse i det politiske system, en meget vigtig faktor i demokratiseringsprocessen. Især samfundsvidenskabsprofessoren Graeme Gill påpeger, at det netop er det, at befolkningen presser på for en løsning, der gør, at det autoritære styre vil

Side 15

20.12.10

Side 15 af 29 acceptere en åbning og indlede en proces mod demokratisering.

Civilsamfundsforskerne ser demokratiet som et politisk system, der udvikler sig og kan blive mere stabilt og demokratisk med tiden. Sociologiprofessoren Dietrich Rueschemeyer har fundet, at befolkningens engagement og organisering i organisationer med fælles interesser og mål, skaber ressourcer og erfaringer, som de kan bruge overfor det autoritære styre. Altså i Sydafrikas tilfælde, var det organiseringen af befolkningen i ANC, der skabte en national samhørighed og derved kunne befolkningen stå sammen mod regeringen.

Ved valget i 1994 var valgdeltagelsen på 87 %, hvilket må være et symbol på, at den sydafrikanske befolkning var engageret i at være med til, at skabe en politisk stat og vælge den repræsentative regering til at lede landet. [15] Derudover var det også Nelson Mandela og ANC’s ønske efter valget, at befolkningen skulle være engageret og interesseret i deltagelse og selvstyre. Hvilket, som tidligere nævnt, resulterede i reformen RDP. Ikke nok med, at den skulle opbygge økonomien, den skulle også engagere folk til kritisk deltagelse, med henblik på at tage kontrol over egne arbejds- og livsbetingelser. Alle individer ville få adgang til uddannelse uanset race, klasse, køn, tro og alder, desuden ville det blive garanteret, at alle frit kunne deltage i det demokratiske liv. (Gunnarsen, Manus, Nielsen og Stolten, 2007: 146) Det vedvarende engagement, deltagelse og udveksling af meninger er ifølge civilsamfundsforskere et væsentligt kendetegn for demokratisk udvikling.

Befolkningen skal blive ved med, at være kritiske og skeptiske overfor det politiske fællesskab. Idet civilsamfundet kendetegnes ved at været organiserede antagonismer. (Johannsen, 2002: 209)

Men for at et civilsamfund skal fungere, så argumenterer statskundskabsprofessoren Iris Young, ifølge Johannsen (2002: 210) for, at styreformen skal indrettes på en sådan måde, at staten skal være politisk fleksibel og stærk nok til, at den accepterer og beskytter forskellige organisationers og grupperingers selvbestemmelse. Det vil sige civilsamfundet skal have velfungerende institutionelle strukturer og den politiske elite og lovene skal give forskellige organisationer råderum. Derfor vil civilsamfundet ikke kunne defineres

15

http://www.leksikon.org/art.php?n=3099#toc9

Side 16

20.12.10

Side 16 af 29 som uafhængigt af staten. Statskundskabsprofessoren Michael Bernhard

(Johannsen 2002: 211), mener at stat og civilsamfund skal være lige stærke i et lydhørt og effektivt demokrati. Hvis staten er for svag i forhold til civilsamfundet, så bliver den overbebyrdet og de institutionelle strukturer fungerer ikke optimalt i samfundet. Men hvis staten overtager magten, så kan det føre til diktaturer, hvor organisationerne ikke bliver accepteret og beskyttet. I Sydafrikas tilfælde så overtog staten magten overfor civilsamfundet under apartheidstyret i 1948. Den dikterede, hvor befolkningen skulle bo, hvor de skulle gå i skole og hvilket arbejde de skulle have, i større grad over for den sorte befolkning end for den hvide. Men efter ANC og Nelson Mandela kom på magten i 1994, så blev der igen arbejdet på, at oprette en balance mellem stat og civilsamfund.

Encarnacíon og Brysk (Johannsen 2002: 211) argumenterer for, at demokrati ikke er afhængigt af mere civilsamfund, men mere demokratisk civilsamfund. Det vil sige, organisationerne kan være demokratisk udadtil, fordi den er uafhængig af staten og agere inden for lovens rammer, men samtidig have nogle udemokratiske interne strukturer og normer. Det vil sige, Sydafrika skal ikke have mere civilsamfund, men mere demokratisk civilsamfund.

Internationale faktorer

Den internationale opmærksomhed omkring Sydafrikas apartheidstyre kulminerede for alvor efter Sharpville-massakren i 1960 og Soweto opstanden i

1976. FN’s sikkerhedsråd fremsatte en resolution, der fordømte apartheid og opfordrede medlemslandene til at stoppe samhandel med Sydafrika. (Bramsen,

1989: 96; Gunnarsen, 1995: 50) I begyndelsen af 1980’erne boykottede og iværksatte FN og en række vestlige lande forskellige økonomiske sanktioner mod landet. (Bramsen, 1989: 225-226) I 1985 tilbagekaldte de internationale kreditorer den sydafrikanske stats gæld, efter regeringen havde erklæret landet i undtagelsestilstand. (Gunnarsen, Manus, Nielsen og Stolten, 2007: 35)

Blandt andet fremlagde Danmark sammen med Frankrig et resolutionsforslag i

1986, der opfordrede til suspension af nyinvesteringer og eksportkreditter, samt forbud mod import af afrikanske guldmønter og eksport af computerudstyr til Sydafrika. USA og Storbritannien var meget tilbageholdne med de økonomiske

Side 17

20.12.10

Side 17 af 29 resolutioner mod Sydafrika og når der var afstemning om et resolutionsforslag, nedlagde USA og Storbritannien veto. Men i 1986 vedtog USA en omfattende sanktionslov ”The Comprehensive Anti-Apartheid”, som forbød bl.a.

nyinvesteringer i Sydafrika, långivning til den sydafrikanske regering, eksport af computere og olie til Sydafrika. (Bramsen, 1989: 266)

De økonomiske sanktioner virkede hæmmende på den økonomiske vækst i

Sydafrika og det økonomiske pres medvirkede til, at regeringen ændrede holdning.

Regeringen indså, at øget økonomisk vækst afhang af adgangen til internationale kapitalstrømme, og at adgangen afhang af et acceptabelt politisk forlig, der ville afskaffe apartheidpolitikken. (Gunnarsen, Manus, Nielsen og Stolten, 2007: 35) Statskundskabsprofessoren Doh Chull Shin peger ifølge Jørgen Elkit (1995: 278) på, at de eksterne faktorer er meget vigtige for at bidrage til en demokratisering, fordi presset fra andre lande og organisationer, kan tvinge landet ud i en demokratisering, hvilket også skete i Sydafrikas tilfælde. Ifølge Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning (2010: 233), så argumenterer regeringsprofessor Steven Levitsky og specialist i styrets udvikling Lucan A. Way for, at siden kommunismens fald, så har der eksisteret et liberalt hegemoni på verdensplan, hvilket har betydet, at de fleste internationale påvirkninger fremmer etableringen af demokrati. De sondrer mellem to begreber, som kan forklare den internationale påvirkning.

”Leverage” der er det begreb, der bedst dækker Sydafrikas historie, fordi det beskriver de eksterne magters påvirkning ved hjælp af pisk eller gulerod. Men ”leverage” er først en potentiel magt, når den eksterne aktør kan påvirke landet, sådan at det pågældende land oplever, at der er omkostninger forbundet med ikke at leve op til presset. I Sydafrika var denne ”leverage” økonomisk relateret, fordi regeringen måtte erkende, at den økonomiske vækst afhang af de internationale kapitalstrømme og derved afskaffelse af apartheid politikken.

Delkonklusion

Demokratiseringsteorierne kan hver især give forklaringer på, hvilke faktorer der er vigtige for etableringen af demokratiet i Sydafrika. De enkelte teorier er dog ikke i stand til, at stå alene om forklaringerne, men kan komplementere hinanden

Side 18

20.12.10

Side 18 af 29 og på den måde give en forståelse for Sydafrikas udvikling og demokratiseringsproces.

De kompromiser og pagter, der blev forhandlet mellem magthaverne i Sydafrika i årene 1992-93, kunne i sig selv ikke være grundlaget for etableringen af et demokrati, men det var faktorer, der gjorde, at den tidligere regering igangsatte nye politiske processer, som at sikre, at der kom et frit og lige valg i 1994. (Møller og Skaaning, 2010: 217) Valget var frit og retfærdigt, fordi der etableredes demokratiske institutionelle strukturer og de var især vigtige i et underudviklet land som Sydafrika. (Lars Johannsen, 2002: 209)

I Sydafrika var det især vigtigt, at befolkningen samlede sig i organisationer, som ANC og pressede regeringen til opløsning af det autoritære styre. Derudover har det en stor betydning, at der er gensidig tillid mellem befolkningen og politikerne, for at effektivisere politikernes arbejde med at løse sociale, politiske og økonomiske problemer. (Johannsen, 2002: 212)

Moderniseringsteorien er ikke så brugbar i forhold til at forklare i Sydafrikas udvikling i etableringen af et demokrati. Men ifølge Adam Przeworksi og Fernando Limongi (Møller og Skaaning, 2010: 169) så kan en efterfølgende økonomisk vækst i Sydafrika bevirke, at det nyetablerede demokrati kan overleve. Fordi der ikke har været en modernisering og økonomisk vækst i Sydafrika, så har der været brug for effektfulde institutionelle strukturer (Johannsen, 2002: 209)

Derudover er der også andre faktorer, der i Sydafrikas tilfælde, spiller ind, som f.eks. de internationale faktorer. Steven Levitsky og Lucan A. Way (Møller og Skaaning, 2010: 233) argumenterer for, at ”leverage” bedst dækker Sydafrikas historie, på grund af de internationale magters påvirkning ved hjælp af pisk eller gulerod, som bl.a. gjorde, at regeringen måtte afskaffe apartheid politikken og med til at starte demokratiseringsprocessen.

Sydafrika i dag

Demokrati er i vores tid ubetinget et positivt ord, så alle verdens stater stræber efter at kalde sig selv demokratier inklusiv Sydafrika. Men stater kan ikke selv beskrive, i hvor høj en grad deres egen regeringsform er demokratisk, fordi de er inhabile i deres vurdering.

Side 19

20.12.10

Side 19 af 29

Man kan enten definere demokrati som en statsform eller en livsform. Umiddelbart så er Sydafrika demokratisk, hvis man bruger definitionen statsform. De politiske institutionelle strukturer er i orden. Der er lige og frie valg og de bliver afholdt med hyppige mellemrum og alle landets voksne borgere har stemmeret. (Hansen,

2010: 23-26) Men ifølge Barry Holden, så kan et styre udøvet af en oprørsbevægelse, som i Sydafrikas tilfælde ANC, umiddelbart ikke klassificeres som et demokrati, heller ikke selvom oprørsbevægelsen har en folkelig flertals opbakning. Dette synspunkt lyder meget logisk, fordi en oprørsbevægelse i ordets forstand ikke står for hele befolkningens synspunkter, men kun en ”minoritet” og kan ikke kaldes for en demokratisk bevægelse. Men ANC’s vision og værdier er netop, at hele befolkningen skal have lige rettigheder og muligheder og de tilgodeser ikke kun en del af befolkningen. Derfor kan Barry Holdens opfattelse af en oprørsbevægelse ikke sammenlignes med ANC.

Ifølge Ragnhild L. Muriaas så er de fleste nationale partier, som er vokset frem efter indførelsen af partivalg i 1900-tallet præget af et dominant parti, som i Sydafrika er ANC. ANC var vinderen af det første demokratiske partivalg og har efterfølgende konsolideret sin magtposition og vundet de påfølgende valg.

Oppositionen har ikke haft mulighed for, at udfordre regeringspartiet. (2009: 283) ANC’s magtdominans har derfor ført til en diskussion om, hvorvidt regimet i det hele taget kan klassificeres som demokratisk. (2009: 285) Selvom der er blevet lanceret nogle politiske reformer og institutioner som, udfordrer magthegemoniet og danner grobund for magtfordeling i samfundet, så favoriserer de institutionelle mekanismer alligevel det nationale regeringsparti ANC.

På tabel 2 [16] kan man se, at ANC har flertal i syv ud af ni provinser og vinder på nationalt plan med 23 procent af stemmerne. Oppositionspartierne tilsammen har flertal i distrikterne KwaZulu-Natal og Western Cape, men ANC er det parti som har den højeste tilslutning blandt vælgerne i de to provinser. Sammenlignet med valgresultaterne fra 2000 viser det sig, at de to oppositionspartier DA og IFP taber

stemmer til regeringspartiet også i deres kerneområder^{17}. Tabel 3 [18] viser, at ANC i

16

Se tabel 2 i bilag 3

17

Se tabel 1 i bilag 3

18

Se tabel 3 i bilag 3

Side 20

20.12.10

Side 20 af 29 syv ud af ni provinser ikke behøver at samarbejde med oppositionspartierne for at få flertal til sine beslutninger. De eneste to provinser hvor ANC skal samarbejde med oppositionen for at få indflydelse på politikken, er i distrikterne KwaZulu- Natal og Western Cape. Det vil sige ANC har majoriteten af repræsentanterne i 73,1 procent af distrikterne, mens oppositionen har majoriteten i 7,7 procent.

Ragnhild L. Muriaas (2009) forklarer, hvordan ANC har fået så meget magt. Hun benytter analyser af tre forskellige institutionelle mekanismer ”partibytning”, kredskomiteer og blandede valgsystemer for at forklare, hvordan ANC bruger mekanismerne til at vedligeholde deres magt. Ved at lokke repræsentanter fra mindre partier med lukrative aftaler eller gode stillinger, forøger ANC deres tilslutning til partiet og øger dermed deres kontrol over vigtige områder. Det kan ses på valgresultaterne i 2006, at ANC netop ved denne partibytning har styrket sin position lokalt (Muriaas, 2009: 292-293) Oprindeligt var kredskomiteerne ment som støtte for lokalsamfundet og modvægt til lokalstyret, idet de skulle være politisk neutrale. Men analyserne viser, at manglen af klare regler for udvælgelse af medlemmer til kredskomiteerne, har bevirket, at de ofte er sammensat af sympatisører til det dominante parti i området. Det vil sige, at ANC der ifølge tabel

3 er dominant i 7 ud af 9 provinser, får endnu større politisk indflydelse. (Muriaas,

2009: 294-295) Den sidste institutionelle mekanisme er ”valgsystem”, som består af to forskellige former for repræsentanter, kredsrepræsentanter og partilisterepræsentanter. Kredsrepræsentanterne har et mere omfattende ansvarsområde end partilisterepræsentanterne. De er mere synlige og i direkte kontakt med befolkningen, som derfor får større kendskab og tillid til dem og det får politisk betydning. Partilisterepræsentanternes ansvarsområde er mere flydende og de er ikke synlige overfor befolkningen. Derfor er det vigtigt for det enkelte parti, at udpege så mange kredsrepræsentanter, som muligt frem for partilisterepræsentanter. Idet at ANC har et mere bredt støttegrundlag end oppositionspartierne, så har de også fået flest kredsrepræsentanter. (Muriaas,

2009: 295-296)

Det vil sige ud fra definitionen af et demokrati som statsform (Hansen, 2010: 25), så kan man formelt sige, at Sydafrika holder valg med flere partier at vælge

Side 21

20.12.10

Side 21 af 29 imellem. Men når ANC kan bruge disse små reformer til at favorisere sit eget parti og få så meget magt, så har det reelt ikke nogen betydning, at der er flere partier til et partivalg.

Når det gælder definitionen livsform, så er det svært at definere Sydafrika som et demokrati, fordi befolkningen ikke dyrker demokratiet som en livsform. En undersøgelse, som ”Institut for Demokrati” har lavet til FN viser, at hver fjerde indbygger fortrækker andre styreformer end demokrati og hver tredje mener, at demokratiet ikke er lige så effektivt som andre styreformer. (Haricharan, 2002: 1-

2) Befolkningens manglende engagering i demokratiet og de politiske institutioner, kan betyde, at den politiske debat ikke føres ud mellem alle statens medlemmer og derfor kan staten, ifølge definitionen livsform, ikke kaldes demokratisk. Ifølge definitionen livsform (Mogens Herman Hansen 2010: 30) så er debat og samtale i mellem alle samfundets medlemmer et centralt og uundværligt element i demokratiet. Pieter Boele van Hensbroek udtaler i artiklen ”Afrikansk filosofi er

rigtig filosofi” (2012)( http://www.information.dk/277888), at selv nogle afrikanske

politikere afviser det liberale demokrati. De anser det politiske system, man vælger, for at have en moralsk dimension og anbefaler en model i retning af »de vise mænd sætter sig under de store træer og taler, indtil de bliver enige«. Det vil sige de mener, at beslutninger skal træffes af en form for elite, som ved bedst.

Udover statsform og livsform, så kan man også definere demokrati som en ideologi. I den definition lægges der vægt på grundværdierne lighed, frihed og menneskerettigheder. Hvilket Sydafrika godt kan leve op til, da landet har et demokrati med en af verdens bedste forfatninger, når det handler om at sikre befolkningens rettigheder. (Haricharan, 2002: 1) Men i definitionen står der også, at ”demokratisk lighed er ethvert individs lige andel i de goder, som samfundet fastsætter og fordeler”. Det ideal kan Sydafrika ikke leve op til, da de ikke fordeler goderne godt nok mellem befolkningen i Sydafrika. Jeremy Seekings og Nicoli Natrass har ifølge Sonnichsen ”Tidsskrift for internationale studier” (2007: 50) undersøgt, at ginikoefficienten for Sydafrika som helhed er steget med 0,68 i 1975 til 0,69 i 2000, det vil sige der er mere ulighed end da apartheidstyret regerede.

Side 22

20.12.10

Side 22 af 29

Regeringen har været dårlig til, at omfordele goderne mellem befolkningen i Sydafrika og derved er der sket en stigende socioøkonomisk ulighed.

Konklusion

Sydafrika har været igennem en kolossal udvikling siden apartheidsystemets oprettelse i 1948. Den afrikanske befolkning er løbende blevet mere bevidst om, at det ikke er acceptabelt, at blive betragtet som mindreværdige og derfor er der opstået organisationer som ANC, der gennem en lang periode har været apartheidstyrets største modstander og den største forkæmper for etableringen af demokratiet.

Sydafrika er gået fra at have et hvidt autoritært styre, der dyrkede apartheidsystemet, til at etablere et internationalt formelt anerkendt demokrati i

1994 og vedtagelse af en demokratisk forfatning i 1996.

De forskellige teorier om demokratiseringsprocesser belyser hver især, hvilke faktorer, der er afgørende for, at en demokratiseringsproces kan lykkes. I min analyse af teorierne kan det konkluderes, at ingen af dem alene kan forklare, hvad det kræver at etablere demokrati i Sydafrika. Teorierne kan komplementere hinanden og på den måde give et mere klart billede af udviklingen i Sydafrika og analyse af demokratiseringsprocessen. Det viser sig, at Sydafrika grundlæggende ikke fungerer demokratisk.

Der skal skabes et mere demokratisk civilsamfund, så befolkningen kan holde de politiske institutioner i skak. Analyser viser, at der blandt befolkningen er manglende opbakning til demokratiet og at de ikke har tillid til den demokratiske institution. For at befolkningen skal skabe tillid horisontalt til politikerne, skal der ske en vækst i økonomien og de sociale og økonomiske ressourcer skal fordeles ligeligt mellem befolkningen. Den skæve magtdeling skal reduceres, ved at de politiske reformer laves om og ikke favoriserer regeringspartiet ANC, som har konsolideret sin magtposition efter mange valgsejre. Oppositionen skal have indflydelse på de politiske beslutninger, for at der kan etableres et mere varieret, retfærdigt og velfungerende demokrati.

Side 23

20.12.10

Side 23 af 29

Bilag 1

Udsnit fra ANC’s kampagneavis

ANC’s syn på sammenbrud i forhandlinger.

”Action for democracy” skrevet i ANC’s egen kampagneavis, juli 1992 (Gunnarsen,

1995: 106)

”Massakren på forsvarsløse folk ved Boipatong viser, at de Klerk ikke bør have lov til at regere dette land et øjeblik længere. Den sydafrikanske krise handler om to muligheder: fortsat mindretalsstyre eller demokratiets fødsel. F.W. de Klerks Nationalistparti forsøger at forhindre demokratiet. For at forblive ved magten, stræber de efter at drukne landet i blod. De er imod almindelige menneskers deltagelse i udformningen af en ny forfatning. I mellemtiden stjæler deres embedsmænd skatteydernes penge. Fødevareprisernes bliver ved at stige. Millioner er uden arbejde… Alle sydafrikanere med interesse i at stoppe apartheid må slutte sig sammen i en magtfuld demokrati-bevægelse. Vores uenigheder på andre spørgsmål må ikke skjule vores fælles fremtidshåb: Afslutningen på apartheid og demokrati nu.

Sammen må vi fortælle Nationalistpartiet, at vi er trætte af deres styre… Forbered generalstrejken fra den 3. august!”

Tale af F.W. de Klerk

Nationalistpartiets syn på sammenbrud i forhandlinger

Tale til det sydafrikanske folk af Præsident F.W. d Klerk d. 2/7 1992 (transmitteret

i TV og radio) (Gunnarsen, 1995: 106)

”Jeg taler til dem i aften om den alvorlige situation, der på kunstig vis er blevet skabt i vores land… Der var uoverensstemmelser mellem partierne ved CODESA om nogle forfatningsprincipper og aspekter af den proces, der skal udforme forfatningen. Det var vigtige spørgsmål, men de kunne være løst gennem forhandlinger.. ANC og ANC’s allierede valgte imidlertid at sabotere forhandlingerne og fremprovokere en krise.

Der er meget, som tyder på, at visse elementer i alliancen havde planlagt dette udfald allerede før CODESA 2. De prøver nu også at forsvare deres beslutning med volden i landet. Det seneste forfærdende eksempel på denne vold var massakren på 39

Side 24

20.12.10

Side 24 af 29 mennesker i Boipatong den 17. juni 1992. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg og regeringen er lige forfærdet over volden som alle andre. Lørdag den 20. juni 1992 forsøgte jeg selv at besøge Boipatong, så jeg kunne tale til ofrenes familier og dele deres sorg med dem. Men jeg blev forhindret - ikke spontant af folk fra Boipatong - men af politiske organiserede protester. Siden da har ANC gentagne gange angrebet og bagvasket regeringen. De har påstået, at regeringen og jeg var involverede i Boipatong- massakren. Det er løgn og vil vedblive med at være en løgn, uanset hvor mange gange det vil blive gentaget… Der er midlertidig alle mulige gode grunde til at tro, at ANC simpelthen opfinder undskyldninger for at afbryde forhandlingerne og forårsage en kunstig krise. Det er fordi ANC og i særlige grad ANC’s alliancepartnere i fagbevægelsen COSATU og kommunistpartiet har besluttet, at forfølge deres egen dagsorden for en magtovertagelse. I stedet for at bane vej for det »Nye Sydafrika« gennem forhandlinger og aftaler, vil de påtvinge resten af samfundet deres egen synspunkter gennem konfrontation og massemobilisering. Det vil ikke blive tolereret… Vi vil ikke vige for oprørsk eller udemokratisk pres. Vi ved en skillevej i vores historie. En vej leder via forhandlinger til fred, valg og et nyt parlament, og til regering, der repræsenterer alle sydafrikanere. Det leder til et »Nyt Sydafrika«, hvor alle sydafrikanere vil leve i fred, velstand og gensidig respekt. Den anden vej leder via massemobilisering til konfrontation, fattigdom og konflikt”

Side 25

20.12.10

Side 25 af 29

Bilag 2

Karl og Scmitters transitionstypologi (Møller og Skaaning, 2010: 214)

Side 26

20.12.10

Side 26 af 29

Bilag 3

Tabel 1 viser partiopslutning i lokalvalg på landsbasis per stemme, marts 2006 Selvom oppositionspartiernes antal procentvise stemmer er højere på lokalt niveau end nationalt niveau, så taber de alligevel stemmer til regeringspartiet fra

2000 til 2006. (Muriaas, 2009: 289)

Tabel 2 viser variation i partiopslutningen på tværs af provinserne, valgresultat marts 2006. (Muriaas, 2009: 290)

Side 27

20.12.10

Side 27 af 29

Tabel 3 viser magtfordeling på distrikts- og storbyniveau per provins, valgresultat marts 2006. (Muriaas, 2009: 290)

Side 28

20.12.10

Side 28 af 29

Litteraturliste

Bramsen, Christopher Bo (1989): Sydafrika - Kamp eller dialog?, København: Dansk Udenrigspolitisk Institut, Jurist - og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, 1. oplag Elklit, Jørgensen (1995): Demokratisering - hvorfor, hvordan, hvornår?, Politica, Bind 27

Gunnarsen, Gorm (1991): Denne nat vil svinde, København: Forlaget Amandla Gunnarsen, Gorm (1995): Sydafrikas Historie, Århus: Gyldendal, 1. udgave, 3. oplag Gunnarsen, Gorm (2004): Sydafrikas Historie, Århus: Gyldendal, 2. udgave, 1. oplag Gunnarsen, Gorm, Patrick Mac Manus, Morten Nielsen og Hans Erik Stolten (2007):

For enden af regnbuen, København. Udgivet i samarbejde med Afrika Kontakt.

Hansen, Mogens Herman (2010): Demokrati som styreform og som ideologi,

Narayana Press, www.narayanapress.dk

Johannsen, Lars (2002): Demokratiseringsteori: Klynger af forklaringer, Politica, årgang 34., nr. 2, 203-218

Muriaas, Ragnhild Louise (2009): ANC og maktkonsentrasjon i Sør-Afrika: Åpner lokaldemokratiet for maktdeling?, Politica, årgang 41. nr. 3, 283-290

Møller, Jørgen og Svend-Erik Skaaning (2010): Demokrati og demokratisering - en introduktion, Viborg: Hans Reitzels forlag, 1. udgave, 1. oplag

Shillington, Kevin (1999): Afrikas vej til afhængighed, Horsens: Forlaget åløkke a/s

Sonnichsen, André (2007): Sydafrikansk demokratisering (mellem vækst og fordelingsproblemer, protest og ytringsfrihed), København: Den nye verden, Tidsskrift for internationale studier, DIIS

Sølvhjelm, Christel og Sofie Danneskjold-Samsøe (1999): Sydafrika - en nation under forvandling, Rødovre: Geografforlaget, 1. udgave, 1. oplag

Wilhelmsen, Torben (2010): Kampen mod apartheid, Kina: Forlaget Flachs

Side 29

20.12.10

Side 29 af 29

Hæfter:

Udenrigsministeriets temaserie 15 (oktober 1999) ”Sydafrika ved en skillevej” Hæfte fra det udenrigspolitiske selskab (2000) ”Sydafrika, Lande i lommeformat” Afrika Kontakt, ”I Afrika” (1999), København (Sandheds- & forsoningskommissionen)

Internetsider:

Haricharan, Hanne Jensen (2002): Sydafrikas befolkning tvivler på demokrati,

Kristeligt Dagblad, 25. oktober 2002 http://www.kristeligt-
dagblad.dk/artikel/169079:Den-tredje-verden--Sydafrikas-befolkning-tvivler-paa-

demokrati

Jensen, Solveig Gram (2011): Afrikansk filosofi ér rigtig filosofi, information, 2.

september 2011 http://www.information.dk/277888

Afrika kontakt (2008) TEMA: Sandheds- & forsoningskommissionen

http://www.afrika.dk/tema-sandheds-forsoningskommissionen

Leksikon for det 21. århundrede (ajourført 8/6 2010): Sydafrika

http://www.leksikon.org/art.php?n=3099#toc9